torsdag den 6. maj 2021

Anmeldelse: MIN KRISTIN af Maria Helleberg

 

Romanen virker næsten royal med den guldtrykte bort i siden og ned langs ryggen. Selv når smudsbindet kommer af, er det en gedigen sag med en guldfarvet snor som bogmærke. Den omfangsrige roman er på hele 862 sider. Vi er tilbage i 1528, og hopper derefter yderligere 26 år tilbage, hvor vi møder Kristin som 12-årig. Hun bliver gift med Steen Sture, og da han dør, overtager hun selv kongemagten. Det er en tid præget af politisk uro – unionen med Danmark vakler. Danmarkshistorien bliver vakt til live i romanen med store håndbevægelser. Det hele opleves med Kristins blik. Hun regerer fra Stockholms slot.

Det er som at træde direkte ned i historien, og selv om jeg allerførst havde svært ved at finde ind i den, blev jeg hurtigt opslugt af den passionerede fortælling, og det fik mit læsetempo til at stige betragteligt. Det lå længe og murede i baghovedet på mig, for jo – det er lige præcis det, som er romanens store omdrejningspunkter: blodbadet i Stockholm.

Det er glødende historiefortælling, der var ved at blæse mig omkuld, for det er et stærkt drama. Det er bevægende og meget gribende. Især fordi det skildres på anden hånd, for selv om vi befinder os i orkanens øje, er hovedpersonen aldrig direkte til stede under selve blodbadet, men ser, hvad der er tilbage, da alle er slået ihjel, eller får øjenvidneberetninger fra dem, der overværer det. Det er et dramaturgisk flot greb. Vi er der – og alligevel ikke, men det virker og føles både nærværende og knugende. Det gælder også resten af romanen, og man kan sige, at den politiske situation også skildres på anden hånd, lige med undtagelse af de episoder, hvor Kristin faktisk har hånd i hanke med, hvad der sker og hvordan det sker. Det hele er skildret gennem et kvindeligt temperament, men hvilken kvinde. Som fx i afsnittet her:

”Der var en glædesløs anspændthed over ham, som gjorde hende bange, og hun vidste, at hendes angst kun ville svække ham. Uvist hvorfor virkede han oplivet og snakkede med sig selv hele vejen tilbage til slottet og ville så drikke og spise og diktere breve sammen. Indimellem kom han hen og stod lidt fraværende og kærtegnede hendes ansigt. Som om han først nu, efter otte års samliv, havde opdaget, hvad hun havde at byde ham. Og havde brug for.” (s. 207)

Det skildres fra hjemmet, fra borgen, fra fængslet – altid indefra. Først senere bliver vinduerne lavet, så de kan åbnes. Derfor er det indelukkede stemninger, der skildres, men Kristin er ikke bange for at træde i karakter og tage skridtet ind i handlingens midte. Det er et fascinerende kvindeportræt, der samtidig er er tidsbillede med bud til vor samtid. Der er mange fødsler og veer hen over siderne, men der er også et fast blik på det, der betyder noget. Det er relationerne mellem personerne, der skildres. Det er kærligheden og dens vilkår – og det er magten, som den går og kommer. Kristin er tæt på magtens korridorer hele vejen gennem romanen, hvis hun da ikke selv befinder sig i dens midte. Der er ikke noget at sige til, at hun ofte er et fascinerende midtpunkt for de forsamlede mennesker. Men selv om hun udmærket godt ved, hvem hun er, er hun klædelig overrasket, hver gang det sker.

Naturen og årstiderne følger hinanden. Ligesom liv og død synes at være vævet af samme tråd, der ofte finder sammen i store forunderlige mønstre gennem fortællingen: ”Døden kom som et venligt vindpust, og Sigrid gik villigt ud af sin krop og til himmels, fra nu af usynlig og tilsvarende utilgængelig for sorg og ulykke. Kristin havde forventet sjælerystelse, angst og gråd, men hendes mors gamle hunds død året forinden havde rørt hende dybere. Sigrid havde gjort sit arbejde færdigt, hun havde efterladt sit eneste overlevende barn i tryghed og glæde. Det var rette tid at give sig selv den gave at træde ud af tiden.” (s. 630)

Det er en tid, hvor de store beslutninger træffes hen over hovedet på menigmand. De fleste forvandles til forsvarsløse bønder, som historiens hjul kværner henover. Den gejstlige magt og kongemagten står stejlt over for hinanden. Kommunikationen sker ved budbringere og brevskrivning. Det får alting til at ske langsomt, og alligevel er tiden overvældende og ganske uoverskuelig. Jeg funderer over, om det ikke altid er sådan – at nutid synes overrumplende? Riger og hære rejses for atter at synke i grus. Det er som at befinde sig i et af Shakespeares kongedramaer. Der dannes alliancer og sværges troskabsløfter på kryds og tværes. Hvem er ven og hvem er fjende? Alting skifter og ændres, og midt i beretningen står romanens hovedperson og ser ind i tiden, som hun selv kommer til at tegne og regere over på flere måder. Det er som træk i et gigantisk skakspil. Træk for træk. Bønnerne er bare kanonføde. Det er kongen og dronningen, det handler om. Alle andre retter ind – lige indtil de så ikke gør det længere.

Sproget er let løbende og malende: ”Hun var som en udslidt hest på sin sidste vandring mod hammerslaget i panden.” (233).  Det er ligeledes flot, når Helleberg skriver: ”Der blæste en frisk vind, og tre udtørrede, grå kroppe hang i galgen, som tørfisk stivnet i frost.” (s. 533), så det er let at tilgive, når det også falder hende i pennen med det mere klodsede billede: ”…han svømmede som en glad and rundt i sin egen mæthed.” (501)

Indledningen, hvor psyke og naturkræfter slår sammen i hovedpersonens indre, er noget af det mest velskrevne i romanen. Det er en prolog, der næsten fungerer som en selvstændig monolog. Det bliver til ren tragik og er en flot introduktion til en fuldstændig grænseløs beretning, der strækker sig fra 1502-1555.

Alle bogens afsnit bliver indledt med årstal. For læseren kræver det sit at holde styr på det meget store persongalleri, så jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det har været for forfatteren undervejs. Det er ærefrygtindgydende research, der ligger til grund for denne selvstændige 3. del i en trilogi, der indledtes med ”Stormene” (2017) og efterfulgtes af ”Sommerfugl” (2018). Alle tre kan læses selvstændigt og uafhængigt af hinanden.

Alting er i opbrud, og alligevel falder det til ro på en forunderlig måde. Meget betegnende slutter romanen med ordene: ”Intet var sket. Solen skinnede fra en skyfri himmel.” (s. 862)

Maria Helleberg: "Min Kristin, Gyldendal 2020, 862 sider.


Bogtrailer:



Lyt til festivalpodcasten, hvor Maria Hellerberg fortæller om romanen "Min Kristin".
Podcasten er i to dele - og offentliggøres den 7. & 9. maj 2020.
Læs mere.


Foto: Robin Skjoldborg, 2020.

Mød Maria Helleberg til festivalafslutningen af ÆG & HÅB,
søndag den 15. august 2021 kl. 13-16 i gårdhaven ved Dansk PENs sekretatiat, Dronningensgade 14. I tilfælde af dårligt vejr afholdes arrangementet i Dansk Forfatterforenings lokaler, Strandgade 6 - et par gader derfra.

Festivallogo: Lena Gemzøe.
Læs mere om festivalen.


*

Maria Helleberg: "Min Kristin"


Foto: Robin Skjoldborg, 2020.

Lyt til denne 15. & 16. festivalpodcast 

med forfatteren Maria Helleberg.



I Maria Hellebergs roman "Min Kristin" træder vi direkte ned i historien, og tilbage til det stockholmske blodbad i 1520. Det er et stærkt og fascinerende kvindeportræt, der samtidig er er tidsbillede med bud til vores samtid. Podcasten er i to dele.

*

Uddrag fra anmeldelsen:

"Det er glødende historiefortælling, der var ved at blæse mig omkuld, for det er et stærkt drama. Det er bevægende og meget gribende. Især fordi det skildres på anden hånd, for selv om vi befinder os i orkanens øje, er hovedpersonen aldrig direkte til stede under selve blodbadet, men ser, hvad der er tilbage, da alle er slået ihjel, eller får øjenvidneberetninger fra dem, der overværer det. Det er et dramaturgisk flot greb. Vi er der – og alligevel ikke, men det virker og føles både nærværende og knugende. Det gælder også resten af romanen, og man kan sige, at den politiske situation også skildres på anden hånd, lige med undtagelse af de episoder, hvor Kristin faktisk har hånd i hanke med, hvad det sker og hvordan det sker. Det hele er skildret gennem et kvindeligt temperament, men hvilken kvinde."

Læs hele festivalanmeldelsen.


Se bogtrailer:


På podcasten er der uddrag fra lydsporet til
"Maria Helleberg på Rosenborg"
Instrueret og klippet af Martin Reinhard
for Forlaget Rosinante, 2013.



Der er også et uddrag fra:
"Maria Helleberg fortæller om, hvorfor man ikke skrev med store fjerpenne i 1600-tallet".
Maria Helleberg har selv prøvet at skrive med fjerpen og fortæller her om, hvor omstændelig brevskrivning har været. Produceret til DR Læseklubber i forbindelse med nomineringen til Årets Roman 2014. Se den her.

Desuden er der uddrag fra musikken til teaterstykket "Stormene" fra teatertraileren. Urpremiere 20. februar 2020 på Vendsyssel Teater. 
Se traileren.

Den øvrige musik er en rekonstruktion af musikken fra den tid, efter at man for nogle år siden fandt noderne til den musik, der blev spillet ved det svenske hof. 


*

Mød Maria Helleberg til festivalafslutningen
søndag den 15. august 2021 kl. 13-16 i gårdhaven ved Dansk PENs sekretatiat, Dronningensgade 14. I tilfælde af dårligt vejr afholdes arrangementet i Dansk Forfatterforenings lokaler, Strandgade 6 - et par gader derfra.


*

Næste podcast:

17: Cecilie Rosdahl: "Kolonihave"

Mød forfatter/manuskriptforfatter Cecilie Rosdahl, der byder indenfor i sin kolonihave. Kortprosasamlingen "Kolonihave" beretter om det vildtblomstrende liv i en kolonihave. Om fællesskab og grænser for fællesskab, når behovet for at være alene er størst. Offentliggøres den 21. maj. 

Lyt også til:
med uddrag fra de første 18 festivalpodcasts.
Hver fredag er der en ny podcast. Lyt med her.

Læs mere om festivalen ÆG & HÅB - på Facebook

*