Gæstespil med Why Not Theatre Company.
Det
ligger i betoningen af det usagte. I starter er det bare enkelte ord, der
klinger forkert. Ægteparret taler til hinanden, men aldrig med hinanden. De er så tæt på, at de ville kunne række hånden ud og
røre hinanden, men gør det ikke. Snart er det et par ord, der falder ud af munden
på den ene, og lander ned på havegangen foran den anden og splintres. Og en
nøgle, der bliver væk. Det er der ikke noget at gøre ved. Det er sådan noget, der
sker. Selv i de bedste familier, sker det. Det er tilsyneladende ingenting.
Parret
bor i en idyl. Deres lille have midt inde i byen er den perfekte ramme omkring
deres samliv. Kvinden er oversætter. De mødes efter arbejde og udveksler tanker
om dagen, der er gået. Hun, Clair (Sue Hansen-Styles) fortæller ham om mødet
med en mand, der beretter om sin forsvundne datter. Hun har allerede set hende.
Datteren blev hjulpet bort af en sygeplejerske. Den fremmede mand viser sig at
være forfatter. En af dem, der aldrig giver interviews og som nøder kvinden til
at høre sin beretning. Det viser sig at hans fortid rummer en torturhistorie,
men også at pigen ikke bare er forsvundet, for hun er død. Dræbt af hans ligegyldighed
og uformåen som far. Senere inviterer forfatteren oversætteren med til en
konference i Spanien. Hun kommer glædesstrålende hjem og beretter om den til
sin mand.
De
får besøg af naboen, Jenny (Vanessa Poole). Hun spørger om der dog ikke er mulighed
for at de kan låse børnene indenfor, for deres råb og skrig gør det umuligt for
hende at sove, når hun kommer træt hjem fra arbejde. Men børnene leger ikke
længere udenfor. De har leget med dørens lås, og har låst sig inde. Og de er
ikke de eneste i stykket, der har smidt nøglen væk.
Manden,
Chris (Andrew Jeffers), der imellemtiden er blevet arbejdsløs, beretter om mødet
med en gammel skolekammerat. Der skete henover køledisken i det lokale
supermarked. Skolekammeraten er slagter. Han insisterer på at Chris skal huske
deres fælles fortid. Han var den de andre lagde for had og drillede. Især Chris.
Clair
er vant til at bruge ord, og lever af dem. Måske er det det daglige arbejde med
andres tekster, der giver hende lyst til at skrive sine egne, så hun begynder at skrive sig selv. Hun opfinder
virkeligheden omkring sig. Det er det hun skriver, som vi oplever på scenen.
”The
city” er et konversationsstykke, der umiddelbart virker såre tilforladeligt. De
fire medvirkende kæmper for at opretholde ro og orden, og alligevel bliver
sprækkerne mellem dem stadig større. Ligesom byen, der er gengivet på teaterplakaten og som pryder scenens bagvæg. Det er et nærmest futuristisk
bylandskab. Det lyner med ild fra himlen, og flammer slikker hen over bygningerne
i forgrunden. Det er jo en storby, og selvfølgelig er der ild. Der er vel altid
lidt ild i en storby. Men der kan også
være ild i mennesker. Inde i byen. Midt inde i den. Det er det, vi oplever i ”The
city”, mens ilden tager fat og vi hygger os med en lille passiar efter
arbejdstid. Hvad er virkelighed og hvad er fantasi? I byens smeltedigel
ophæver det ene det andet.
”The
city” er fermt skrevet dramatik, om at være menneske. Det er godt instrueret og velspillet. Hvor kan det engelske
sprog dog lyde smukt, sådan som det ligger i munden på stykkets fire
medvirkende. Bådteatrets grå indre er som skræddersyet til denne grå fortælling
om at være menneske omspændt af byens flammer. Lukket inde i skroget af en båd.
Omgivet af koldt vand, der ville kunne oversvømme hele sceneriet hvert øjeblik
det skulle være. Når man som tilskuer bagefter træder ud på dækket og skuer ud
over byens lys, virker stykket endnu mere som en grum fortælling fra byens
indre, om mennesker der sætter ild til sig selv og deres omgivelser.
Manuskript:
Martin Crimp
Instruktion: Barry McKenna
Lys: Katja Andreassen
Scenografi: Andrew Jeffers/Barry
McKenna
Medvirkende: Sue Hansen-Styles, Andrew Jeffers, Vanessa Poole og Emilia Poole Jönsson
Spilleperide: 2.-20. april 2013
Gæstespil på Bådteatret af Why Not
Theatre Company
