Foto: Sebastian Mandel.
Bjørn & Anne Sofie blev for et par år siden
skrevet op til en have i HF Prøvestenen
eller HF Prøvekluden som det er omdøbt til i den nye bog
der udkommer på lørdag den 10. august 2019.
For en måned siden fik de endelig deres nye kolonihave.
Nu var tiden kommet, hvor de skulle have realiseret alt det de havde ventet på.
Vi mødtes året forinden til en samtale om de tanker og forestillinger de gjorde sig om at få en kolonihave. Det er blevet til samtalen: "At få frigjort en havefantasi", der er med i den nye bog.
Her er et uddrag fra bogen:
At få frigjort en havefantasi
Samtale med Bjørn & Anne Sofie i sommeren 2018
Michael: I står øverst på ventelisten. Snart er det jeres tur. Hvilke forestillinger har I gjort jer om jeres kommende have?
Anne Sofie: Vi har glædet os, for det er både en lidt fed ting, men også... jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde det... for lige pludselig skal du tage stilling til, om jeg for eksempel har 40.000,- kr. til en have, hvis den kommer til at koste det, og det må man jo så finde eller... jeg kom til at tænke på, at vi stort set ikke har bundet os til noget i livet. Vi ejer ikke noget sammen – heller ikke selv om vi har været sammen i så mange år.
Bjørn: (smiler) Vi har da fået en gammel Peugeot 6 af min mor...
Anne Sofie: Måske er det også derfor, at vi tænker lidt ekstra over det. For det vil være første gang, at vi investerer i noget statisk sammen.
Bjørn: Det går paradoksalt nok imod strømmen, for de fleste ville vælge at købe et hus eller en lejlighed til mange penge. Hvis det bliver...
Anne Sofie: NÅR det bliver... det er meget tæt på nu. For hvis det ikke bliver i år, bliver det næste.
Bjørn: Vi føler os privilegeret over, at vi er nået så langt på en kolonihaveforenings venteliste, der netop kører på en gammeldags facon med et overkommeligt kontingent og også muligheden for at få en have til en billig pris. For det er ikke kommet på markedets vilkår på samme måde som resten af boligmarkedet i København, så der må man føle sig lidt heldig.
Anne Sofie: Der er ikke så mange steder, hvor det længere er muligt.
Bjørn: Man kan jævnligt se ens venner lave opslag inde på Facebook, i hvert fald dem der begynder at få børn, om der skulle være nogen, der kender en kolonihaveforening, hvor det er muligt at skrive sig op. Nogle steder er der op til 10 års ventetid. Det så jeg så sent som i går. Deres venner skynder sig ind og skriver, at der ligger noget i Tårnby, Ballerup eller Skovlunde... og alt andet lige er det jo lidt længere væk, så det er jo også noget særligt at få frigjort en havefantasi i København. For hvis vi skulle flytte til Skovlunde, ville det snarere være for at købe et hus eller et sommerhus.
Anne Sofie: Det kan jo også - ikke nødvendigvis for os – være, at der er nogen, der bruger det lidt som en ”stepping stone”, for så får du noget have til ungerne, indtil du rigtig køber et hus.
Bjørn: Det tror jeg i allerhøjeste grad. Det kunne jeg også fornemme på dem, som jeg stod og talte med sidst, efter at de havde fået have. De kender hinanden – og det er unge mennesker, der har fået deres venner herud med henblik på at have et fællesskab i fællesskabet. For os er det vigtigt, at vi skal herud ikke kun for at være sammen med vore venner, som vi i øvrigt minder om på mange parametre - men tværtimod for at dyrke nogle fællesskaber på tværs af alder og klasse. Det virker meget inkluderende og er en samlende kraft... man hiver sig lidt ud af de klasse- og værdifællesskaber, som man ellers normalt færdes i, og hvor man minder meget om hinanden.
Anne Sofie: Ja, det skal være et mødested.
Michael: Hvilke tanker har I gjort jeg om, hvad en kolonihave ville betyde for jer?
Anne Sofie: Det er sjovt, for vi talte faktisk om, at det er som at få et sommerhus inde midt i byen. Lige pludselig har du et sted, som er et fristed, der ikke handler om arbejde og dagligdag. Det er ret fantastisk. Men ellers tror jeg egentlig, at vi er ret klassiske med hensyn til at vi vil dyrke grøntsager – eller hvad?
Bjørn: Jo, det ville også være vigtigt for mig. Højbede er noget af det første, jeg tænker på. Måske hvis det var en af de grunde, hvor der ikke var placeret mere end et brændeskur...
Anne Sofie: ...og det er egentlig noget af det vi helst vil, ikke?
Bjørn: Jo, for så tror jeg, at det først ville få karakter af en nyttehave, men ellers tænker jeg det som et sted for udfoldelse. Enten kreativt i forhold til fordybelse, for jeg tror, at jeg ville elske at komme herud og læse bøger.
Anne Sofie: Ja, lidt som et sommerhus, hvor du ikke hele tiden bliver distraheret i samme omfang som derhjemme. At komme væk fra hverdagen og skabe et rum for sig selv, der handler om andet end arbejde og pligter, og det som man bruger sin dagligdag på. Jeg tror meget på, at det med at skabe nogle rum opildner til noget andet. For det med at blande sit arbejds- og fritidsliv sammen bliver hurtigt noget skuddermudder. Hvis man havde en stor lejlighed, kunne det være at man havde et rum, hvor der ikke var arbejdspapirer og computer, så der var plads til kreativitet, men hvis man ikke har så meget plads, er det her et fantastisk alternativ. Et sted, hvor du kan tage hen, og hvor du ikke tager computeren med og slukker telefonen. Jeg kan godt lide at det er lidt simpelt. At der ikke er toiletfaciliteter og køkken.
Bjørn: Det tvinger én til andre interimistiske rammer.
Anne Sofie: Man ligger ikke og ser Netflix. Her kan du bare holde fri.
Michael: Hvordan ser jeres drømmehave ud?
Bjørn: Hvis vi helt selv kunne bestemme, fik vi selvfølgelig en af de lots, der ligger rigtig lækkert, og ikke lige ud til vejen... og som er fuldt udbyggede! (begge ler). Nej, det skal det netop ikke være.
Anne Sofie: Vi vil rigtig gerne have plads til en masse grønt. Vi ville aldrig være nogle af dem, der bygger en kæmpe kasse, men det må man jo heller ikke. Jeg tror, at vi ville synes, at det var sjovt at prøve at bygge vores lille eget hus af genbrugsmaterialer.
Bjørn: Ja, det har vi faktisk talt om.
Anne Sofie: Ja, et lille sted, hvor der lige præcis var plads til en seng og et gasblus, så man kunne lave en kop kaffe, og egentlig ikke så meget mere. Og så skulle der bare være grønt.
Bjørn: For det er virkelig sjældent, at man får muligheden for at skabe sit eget på en måde, hvor folk heller ikke kigger skævt til det eller gør sig til dommere over, om det så er udfærdiget efter de korrekte byggeregulativer, så vi har leget med tanken om, at man for eksempel kunne starte med at finde nogle gamle vinduesrammer i den Blå Avis eller hente dem op fra en container, hvis de ellers var i nogenlunde stand. Jeg kunne godt tænke mig at skabe et rum med masser af lys.
Anne Sofie: Ja, en lille smule inspireret af det nordsjællandske økosamfund Dyssekilde og de der sjove huse.
Bjørn: Eller Christiania...
Anne Sofie: Men jeg tror også, at vi vil synes at det ville være dejligt at købe noget, så vi bare kunne flytte ind og straks bruge det. Nu var vi nede og se på et af de andre huse, og man kunne godt se, at det var en børnefamilie der boede der, for det hele fungerede. Der manglede ingenting.
Bjørn: Men på den måde får man jo ikke skabt sit eget.
Anne Sofie: Nej, men jeg tror, at det ville være fint nok også, i virkeligheden er det lige så meget processen, for jeg tror, at vi ville synes at det var sjovt at gå og øve os på at bygge noget, for det er der jo ingen af os, der har specielt store forudsætninger for, selv om du nok er noget bedre til det end jeg er. Men at man også kan bruge det som et fritidsprojekt. Nu bygger jeg mit eget lille ”hus”. Det tror jeg, at vi ville synes var mega sjovt.
Bjørn: Nu støber vi fundamentet til noget. Mere kompliceret er det heller ikke.
Anne Sofie: Næe... som du siger, virkelig bare bruge det til at slappe af og ikke lave noget.
Michael: Er I vant til at have jord under neglene?
Anne Sofie: Jeg er vokset op med have. I et lille parcelhuskvarter. I naturskønne omgivelser med skov, sø og strand.
Bjørn: Det er jeg også. Men ikke jord i den forstand.
Anne Sofie: Heller ikke jeg.
Bjørn: Jeg fik ekstra lommepengene ved at vende jorden nede i vores have.
Anne Sofie: Vi havde vores egen have, min lillebror og jeg. Den skulle vi passe, men det var ikke noget vi fik penge for. Det gik min mor meget op i at vi skulle. Så vi havde vores egne to små havestykker, hvor vi selv måtte bestemme, hvad vi ville gro, men vi skulle holde det.
Michael: Hvad havde du så på dit havestykke?
Anne Sofie: Jeg tror, at jeg havde blomster. Jeg havde vist ingen grøntsager. Jeg har i hvert fald mange erindringer fra barndommen. Sådan halv hyggestemning og halv frustration over at jeg skulle gå og holde den der have. Jeg tror ikke altid at jeg syntes, at det var lige sjovt (ler)... og ville vist egentlig hellere lave noget andet, men der var min mor meget sådan: ”Det bliver du glad for en dag!” Det har hun nok ret i.
Michael: Nåede du at blive glad for det?
Anne Sofie: Nej, det ved jeg nu ikke lige, men jeg brugte meget tid på at gå og tænke ude i den have, og jeg har et ret stort indre univers, og er sådan én, der godt kan synke hen i tanker, så det der med at gå rundt og have noget kropsligt eller praktisk som man skulle, er godt for mig. Jeg gik helt sikkert i mit eget lille univers og tænkte. Det kan også være, at det var noget af det min mor havde set, når hun sagde: ”Nu går du ud i den have i en time, og så kan du være lidt frustreret over at du skal det, men så kan du komme ind bagefter!” Som voksen ved jeg, at jeg ville elske at gå og nuldre med det nu.
Bjørn: Jeg tror, at jeg vil føle meget ejerskab over for det. Til dels fordi vi har boet til leje i et hus, der er ejet af en anden - på andres præmisser i de sidste snart 10 år.
Anne Sofie: Det er rigtigt. Det er også det jeg mener med, at det bliver første gang at vi investerer – og nu tænker jeg ikke kun i kroner og ører – men også mentalt i noget, der bliver vores.
Bjørn: Jeg tænker også, at det vil være noget som man vil være stolt af at vise frem. Ikke bare til sine venner, men også hvis man fik venner, som man har mødt i udlandet, på besøg.
Anne Sofie: Ja, og familie...
Bjørn: Vise det frem og fortælle, at det her er et stykke dansk kulturhistorie. Men at det ud over det også er vores, i den forstand at vi selv har kunnet sætte vores præg på det. Der er selvfølgelig også et kultursyn, der skinner igennem i forhold til, om det er rustikt og busket med en vis grad af biodiversitet med et vandhul, eller om man godt kan lide, at det er snorlige stier og 90% af ens tid går med at løbe rundt med vandkanden i forskellige potter.
Anne Sofie: Det ville jo også være meget godt.
Bjørn: Men det er jo forskellige natursyn. At de planter, der ikke selv skal fortæres, kan slå rødder og trække vand op fra undergrunden, eller om der skal være den her herremand, der går rundt og passer og plejer og har kontrol over det. Jeg kan godt lide tanken om at finde en balance mellem de to.
Michael: Min nabo stoppede mig en dag på havegangen og sagde, at han ikke kunne forstå, hvorfor jeg ikke kunne få min hæk til at vokse lige, og jeg svarede at det ikke var meningen og forklarede, at jeg gerne ville have hækken til sådan... og så illustrerede jeg det ved at lave en bølgebevægelse med hånden. Det kunne jeg godt fornemme, at vi opfattede lidt forskelligt. (ler)
Anne Sofie: Dengang vi skrev os op til det, var vi meget tændte. I denne velfærdsverden var det lidt af en overvindelse at skulle ud for at stå i kø for at komme på ventelisten. Det lyder sindssygt forkælet, men det var så koldt, at man blev syg bagefter. Men jeg kan mærke hver gang jeg kommer herud, at det er godt for mig, for alting går så afsindig langsomt. Jeg skal virkelig trække vejret ind. Formanden står deroppe og skal til at læse op fra ventelisten, mens man står og venter rundt om, og så bliver han lige afbrudt af et eller andet, og så skal han lige snakke med en eller anden - og jeg bliver sindssygt frustreret. Jeg ved godt at det bare er mig, der virkelig skal trække luft ind, så det er så fint, for det er bare sådan det er herude.
Bjørn: Vi startede med at stå på ventelistens 64. plads, tror jeg.
Anne Sofie: Men så gik det lige pludselig hurtigt.
Bjørn: Det er sjovt, og det regnede jeg jo også med, for ens forskelle træder tydeligere frem, når man sidder og taler om forventningerne, men for mig virker det meningsfuldt, fordi det også rammer ind i en nerve i en aktuel debat om masseuddøende arter. Der kunne man give sit eget spinkle bidrag ved netop at have blomster der gjorde, at der kunne være bier og et lille vandhul, hvor der kunne være frøer. Det kunne være, at man kunne være så heldig, at den truede spidssnudede frø fra Amager Fælled kunne finde vej herover. Så kunne man også gøre sit til at hjælpe lidt i det små.
------
Uddrag fra festival-havebogen
der udkommer lørdag den 10. august 2019 på Forlaget Epigraf
og fejres i forbindelse med festivalen MØD LIVET
Se programmet for bogudgivelsen.
