torsdag den 15. november 2018

Anmeldelse: UDVANDRERNE af danskdansk/Teatergrad



Det særlige ved danskdansk og Teatergrad er, at de ikke har noget fysisk teater, men i steder flytter sig rundt i byen fra forestilling til forestilling – og ”Udvandrerne” foregår på Tingbjergs nye Bibliotek og kulturhus, nær Utterslev Mose. Det er med andre ord slet ikke spor centralt, men hele teatertanken er også decentral, så Tingbjerg er så godt som noget sted til denne forestilling om flugt og hjemløshed.
Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Blanke spejlflader, mobile lyskastere og håndholdte mikrofoner er hvad vi visuelt mødes med. To spillere og en musiker er på scenen – og sortklædte. Af rekvisitter er der blot et par bordeau jakker og andre beklædningsdele. Intet andet. Ideelt for turnevirksomhed, men samtidig en raffineret enkelhed, der klædte de to spilleres mangefacetterede og fysisk udfordrende og ofte akrobatiske spillestil. Skiftevist følger vi unavngivne flygtninge på deres flugt, men er også sammen med trygge familier og del af deres intime daglige skærmydsler – eksemplificeret i en forrygende scene om forskellige nuancer af brunt – eller rettere af de mange forskellige måder man kan sige ”Nå” på, der i sin både muntre og brutale enkelhed giver mindelser til PHs vise af samme navn. Forestillingen består af en række numre, der er sat sammen, nærmest som en revy. Spillernes overskud får det hele til at tage sig legende let ud, selv om scenegangen er kompliceret.
Fotograf: Per Morten Abrahamsen

I den indledende musikalske scene er spillernes gangarter synkroniseret og afstemt efter hinanden, sådan så de syngende skiftevist bevægede sig fremad i rasende højt tempo afbrudt af langsommere tilbageskridt. Det hele genskabt som loops, der gentages i en uendelighed. Det kunne have virket manieret, men blev forløst så smidigt og legende, at  det vidnede om en flot instruktion, der evnede at skabe ro og orden i et flydende og fritstrømmende univers. 

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Sandra Yi Sencindiver havde instrueret, og er selv skuespilleruddannet, og sammen med Christine Worre Kann kunstnerisk leder af danskdansk. Det er hendes 3. forestilling. Den første kvindeforestilling, ”Ikke uden min mor, i Verdenskulturcentret på Nørrebro, var charmerende og spændende tænkt, men lidt rodet, selv om resultatet var meget sjælfuldt. Efterfølgeren var skoleforestillingen, ”Sorg – i børnehøjde”, der var væsentlig strammere i formen og handlede om sorg og sorgbearbejdning for 3.-6. klasse. Det var en forestilling, der var på vej, men det er først med ”Udvandrerne”, at hun nu har fundet den rette balance mellem teksten af Julie Glargaard og forestillingens sange og musik af Marie Louise von Bülow, smukt spillet hjem af Wahid Sui Mahmoud og Josephine Raahauge. 
Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Der er mange spring i den ellers fine tekst, men det virker kun animerende og gør, at man som publikum selv tænker med og fuldfører det manglende. Der var nervøsitet til premieren, men den forsvinder, når arrangementet først bliver endnu mere indarbejdet. Til gengæld spillede, talte og sang de tre medvirkende så det var en lyst – og det var  smittende, så den efterfølgende applaus var både varm og meget velfortjent.
Fotograf: Per Morten Abrahamsen

danskdansk er en del af Teatergrad og har siden sin start 2009 bevæget sig fra det propagandistiske og mere konfrontatoriske til det kunstnerisk mest velforløste med ”Udvandrerne”. Teatrets forestillinger har altid kant, men har nu også fået det kunstneriske niveau og den nerve, som det kræver for at kunne løfte de store og vigtige emner som de kredser om. Det virker logisk og smukt, at en forestilling om hjemløshed og flugt hele tiden opføres nye steder - ude blandt mennesker og fjernt fra de etablerede teatre.    
 

NYE HISTORIER – NYE VINKLER

Der er nye historier og nye vinkler. Det er historien om den danske kvinde, der ikke længere elsker sin udenlandske mand. Selv om han har fået papir på, at han er dansker og har lært at spise stegt flæsk med persillesovs, giver det kun mening for ham at være, hvor hans familie er. Hans familie er hende, der ikke vil have ham – og deres fælles børn. Men hvor skal han gå hen, når hans børn stadig er her – i Danmark i hans nye land, hvor hans kone ikke længere elsker ham og vil have ham?
Der er historien om den tyrkiske mand, der er taget til Europa og Danmark for at søge lykken, og som har lovet at sende gaver hjem til børnene og hustruen, der sidder alene tilbage i Tyrkiet. Men han falder til i Danmark og kommer til at elske sin nye frihed. Han trives fint, og længes ikke hjem. Konen ringer og siger at hun hader ham, og at hans børn ikke længere husker ham. Han skulle bare være af sted ét år eller to år, men tiden går og han bliver, for han bliver afhængig af de penge han tjener, og vil egentlig ikke tilbage.
Det er de, der er på vandring, der skriver historien – ja, det er de og deres fødder, der ændrer historien og genskriver den. Sådan har det altid været. De, der bliver hjemme, ændrer ikke noget. Ingen rejser til Europa for at blive der. Det er kun for at søge lykken, tjene penge og finde nye muligheder. Dem, der vender tilbage, gør det kun for at dø der, når de bliver gamle. Da fortælleren rejste hjemmefra, sad landsbyens gamle tudser og kiggede på ham, men da han selv vendte tilbage, var der ikke nogen tilbage, som han længere kendte.  I mellemtiden var han selv blevet en af de gamle tudser, der nu sad tilbage og kiggede – og ventede på slutningen.
Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Det var samtidig dén slutning, vi får som publikum, men den er det hele værd. Så rejs ud i det ukendte – eller start med at rejse til Tingbjerg Bibliotek, hvor ”Udvandrerne” rejser sig for at ændre historien - og det har vi brug for. Følg deres vandring – og søg ind i et helt nyt land tæt på dig selv.


DEN EVIGE FLYGTNING – et kunstnerisk overblik

I kunsten er der plads til flygtningene. Ingen andre steder synes de at blive budt indenfor som dér. For 7 år siden skrev Informations teateranmelder Anne Middelboe Christensen en liste over de forestillinger med indvandrer/flygtningetema, der havde været oppe på de danske scener. På grund af min egen andel i forestillingen HEGN var det noget, jeg noterede mig og læste med stor interesse. Middelboe greb fat i ALT der havde været spillet, for det var til at overskue - dengang. I dag er situationen anderledes. Ikke at flygtninge generelt er blevet mere velkomne hos os. Det er snarere tværtimod, men i kunsten er de trådt indenfor og er blevet budt velkommen. Det er mest gammeldanskere, der stadig fortæller om de nytilkomne, men mange er også født her, så også dét er i forandring.  danskdansk giver ét fint bud på det - og er en vigtig stemme.

Historierne bliver behandlet med den fornødne respekt og værdighed, som tilkommer mennesker – og ikke bare som flygtninge, for de har fået blivende opholdstilladelse, og er ikke bare på tålt ophold. Deres historier er blevet fortalt og belyst fra mange vinkler. Det resulterer i stærke møder, hvor man – per stedfortræder – kan møde de menneskelige historier, der skal til for at vi bedre kan forstå hinanden og sætte pris på den forskellighed, der alt for ofte fra politisk side fremstilles som en svaghed, selv om den er det modsatte. I hvert fald er det både udfordrende og lærerigt at møde disse (menneske)skildringer, for det er kun med de fremmedes blikke på os, at vi har mulighed for at forstå, hvem vi er. Det har vi ikke selv den fornødne afstand til at se. Her kan kunstnerne noget særligt og har også en særlig forpligtigelse. Jeg synes, at der er en række kunstneriske værker, der fortjener at blive nævnt som udtryk for, at der trods alt er noget, der har ændret sig – for det bringer håb for morgendagen, selv om det fra politisk hold - med den siddende regering - ser mildest talt mørkt ud. Spørgsmålet er, om at det egentlig kommer til at ændre sig efter et muligt regeringsskifte? Men indtil da er det godt at kunne glæde sig over, hvad der ER sket, for gennem kunsten ser det ud til at vi alligevel formår at bjerge vores medmenneskelighed i land.
Her er et bud på en liste med 7 forestillinger og 4 romaner, der har placeret flygtninge/indvandrere i centrum – og er sluppet godt fra det.

TEATER:

Herfra min verden går” (Gæstespil på Riddersalen, 2018. Af Ingrid Tranum Velásquez m.fl.).  Vi ved det godt, men hvordan føles det egentlig at være på flugt og at være hjemløs? På fornem vis lykkedes det  at give os den følelse via forestillingen.

Rusturen” (Edison, 2018. Af Zaki Youssef & Babak Vakili)  6 unge er på rustur. Tre brune og tre hvide, og på ingen tid kommer det til at handle om forskelle og ligheder, men det er forskellene, som de spiller ud mod hinanden i det, der starter som en leg – og ender med at blive en kamp om overlevelse.

Fortællinger på flugt (Bremen Teater, 2017) Otte personlige beretninger om at bryde op, om at være på flugt og om at forsøge at finde fodfæste i et nyt land. Otte unge mennesker i alderen 23-33 år, fra Syrien, Armenien, Eritrea, Afghanistan og Sri Lanka, fortæller om at flygte fra deres hjemlande og om at finde sig til rette i det nye land, Danmark.

HOOYO!(Edison, C:NTACT, 2016) Om at komme fra én kultur til en anden. Om at rive rødderne op og forsøge at få dem til at rodfæste sig i en ny kultur. Men mest af alt er det alment genkendelige historier om at blive set, holdt af og elsket. Om de gange, hvor det lykkes og ikke lykkes.

ULEDSAGET” (Mungo Park, 2015) Forestillingen giver krop og mæle til et hav af stemmer, som vi følger fra de bryder op fra deres hjemlande og videre på rejsen i et forsøg på at nå frem til Europa, hvor de kæmper videre, indtil nogle af dem når helt op til Skandinavien. Deres stemmer glider sammen til én historie, der er så bred, at det bliver alle flygtninges historie.

EN LILLE BÅD DER GYNGER” (Edison, C:NTACT, 2015) Forestillingen starter og slutter med bølgeskvulp. I starten er det truende søgang, for vi hører om de flygtninge der klarer eller ikke klarer turen over Middelhavet, mens det i slutningen er behagelige bølgeskvulp, da Dannebro bæres ind, mens alle synger med på sangen, der har givet navn til forestillingen.

Ondt blod” (Edison, C:NTACT, 2012. Af Nurkan Erpulat og Jens Hillje) Lærerinden, Fru Thomsen, taler for døve øren, da hun forsøger at undervise i en støjende indvandrerklasse. Der er ingen, der hører efter, og vi får indtrykket af at sådan har det stået på længe, men hun nægter at affinde sig med situationen, og fortsætter undervisningen med en skarpladt pistol i hånden. 

BØGER:

Vibeke Marx: ”En god flygtning (Modtryk, 2017) Romanen indledes med skildringen af flygtningene, der går over grænsen til Danmark. Men  romanen  fremstår også som et dobbeltportræt af - eller som et skæbnesammentræf mellem - den unge danske Benjamin og Vahid som skyller i land og bliver samlet op af Benjamin. 

Kristian Husted: ”Vahid” (Lindhardt & Ringhof, 2018) Forfatteren rejser fra flygtningelejren Moria på øen Lesbos i Grækenland – forklædt som flygtning – tilbage til Skandinavien og Danmark. Det er for så vidt bogens første halvdel, men mødet med Støjbergs mange støjende udsagn gør, at han indser at hans ”mission” ikke er gjort dermed, for der er også brug for en Vahid til at bevæge sig igennem det danske asylsystem og skildre det - indefra. Det er der kommet en knugende doku-roman ud af.

Aleksandar Šajin: ”Ivan Blank” (Gladiator, 2018) Hovedpersonen, Ivan, flygter til Danmark som følge af Balkan-krigen i starten af 1990´erne. Vi følger ham fra han som 21-årig befinder sig i Bosnien med sin mor, til han 30 år, tre koner og fire børn senere – arbejder som serbokroatisk tolk i Danmark. Alene romanens gribende fysiske skildringer af, hvordan det er at leve med PTSD (Posttraumatic Stress Disorder) er uafrystelige!

Saida Benakrich: ”Rejsen(Siesta, 2014) "Rejsen” er ikke bare en skildring af rejsen fra Marokko til Danmark, men også en rejse fra én kultur til en anden – og tilbage igen. Det er svært at holde fast i forudfattede meninger i mødet med Saida Benakrichs åbenhjertelige beretning om at være menneske.


---------------------------------
Fotograf: Per Morten Abrahamsen
UDVANDRERNE

danskdansk & Teatergrad

70 min.

Medvirkende: Josephine Raahauge, Wahid Sui Mahmoud + Marie Louise von Bülow
Instruktør: Sandra Yi Sencindiver
Dramatiker: Julie Petrine Glargaard
Komponist: Marie Louise von Bülow
Scenograf: Mona Møller Schmidt
Lysdesign: Martin Danielsen
Lydkonsulent: Emil Sebastian Bøll
Producent: Christine Worre Kann
Idé & koncept: danskdansk



Spilleperiode & sted/billetsalg:
14. november kl. 19 (Premiere): Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus
15. november kl. 19: Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus
16. november kl. 10: Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus
17. november kl. 14: Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus
19. november kl. 19: Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus
20. november kl. 19: Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus

Danmarksturné 2018:
21. november kl. 20: Baltoppen LIVE, Ballerup
28. november kl. 20: Kokkedal på vej, Helsingør Teater
29. november kl. 16 + kl. 19.30: Helsingør Teater
05. december kl. 20: Teater Katapult, Aarhus
06. december kl. 20: Teater Katapult, Aarhus

lørdag den 3. november 2018

KLODS DANSK af Sheila Andersen


Hvordan  mon en cykellygte virker  ?
 
 
LÆR SIT EGET SPROG, FØR DU LÆRER ANDRES
En af mine venner arbejder som sprogpædagog for tosprogede børnehave-børn på Midtsjælland. Jeg synes at det er spændende at høre hende berette om sit arbejde, fordi hun har erfaring med et område som mange har håndfaste meninger om, selv om kun de færreste er i besiddelse af den fornødne viden, der kan kvalificere og begrunde det de mener. For et stykke tid siden fik jeg denne beretning, om den aktuelle situation - og er glad for at kunne huse den på bloggen i håb om at flere vil få glæde af at læse den.

Klods Dansk af Sheila Andersen
– Sprogpædagog og PD i Dansk som andetsprog
(Pædagogisk Diplomuddannelse indenfor børn med et andet modersmål end dansk)
 
Tanker om sprogstimulering, mens jeg sidder i min bløde lænestol med mine rød-hvide solbriller og lader solen skinne på mig.

Der bliver skåret i øjeblikket, så blodet sprøjter, men det sprøjter i rød-hvide farver, så ingen ser at det affald, der ligger på bunden af skraldespanden, ligger og gærer, så vi får det i nakken igen med dobbelt styrke og kun kan pege på os selv, for det var mig, der ignorerede det, det var mig, der så på, mens jeg sad i min bløde lænestol med mine rød-hvide solbriller og lod solen skinne på mig.
 
Sheila Andersen med bordteater til at hjælpe børnene med forståelsen

Her er lidt om baggrunden:
Når børn vokser op, dannes deres identitet i mødet med andre mennesker - de bliver dem selv i familien, i institutionen, blandt vennerne. Børnene lærer først og fremmest af deres forældre og de afprøver det de har lært i trygge omgivelser. ”Når jeg siger Aaar, så siger far stolt: han sagde far”, ”Når jeg smiler, så smiler mor” og ”Når jeg skubber min tallerken på gulvet, så ser mor sur ud”. Barnet lærer om sig selv i sine omgivelser og det fortsætter. Barnet kommer i børnehaven og fortæller ”Så løbede jeg hen til koerne og give dem græs i morgen” og pædagogen smiler og siger ”Ja, du løb hen til køerne og gav dem græs i går”. Barnet bruger de rigtige begreber, som ko, løb og græs og bliver forstået, anerkendt og korrigeret. Efterhånden lærer barnet, hvad der er rigtigt, at sige og gøre, i de små og senere i de store omgivelser. Barnet bliver nogle gange forvirret, for sommetider er der noget man må derhjemme, som man ikke må i børnehaven og omvendt, men det lærer de fleste at håndtere, ligesom der også ofte er ting, man må for sin far, men ikke for sin mor. Barnet lærer rigtig mange ting i hjemmet, som det tager med sig videre, det lærer hvad alting hedder og kan hente en oplevelse, en følelse eller et billede frem i hukommelsen, det lærer at kommunikere i samtalen, nu er det min tur til at sige noget, nu er det din tur til at sige noget, vi skiftes til at tale. Det jeg har at sige, er noget værd, jeg kan fortælle eller give udtryk for det jeg gerne vil, det jeg er ked af, det jeg elsker, det jeg ved. Barnets identitet bliver dannet i hjemmet og den videre dannelse sker i institutionen i mødet med flere andre voksne og mange flere børn og der er endnu flere ting, der skal læres, fx at lege med flere børn i rollelegen, hvor identiteten afprøves og videreudvikles, at hjælpe, at samarbejde, at forstå en besked, som er rettet mod mange børn. Alle børn bygger videre på det de har lært hjemmefra, for det er det de kan, det er det de mestre.
 
Vi leger stopdans og har alle fundet billedet af trolden
 

Hvad sker der mon med et barn, som har lært alle disse ting hjemme og kommer i vuggestuen eller børnehaven og de voksne i institutionen ikke forstår barnet eller i værste tilfælde betragter barnet som dumt eller uvidende? Hvad sker der mon med et barn, som mødes med en stemning af TAL DANSK, det andet forstår vi ikke, det andet kan vi ikke bruge til noget? Hvad sker der med barnet, når vi behandler alle børnene ens og derved ikke giver alle børn lige talerettigheder, fordi vi ikke arbejder tosprogs-pædagogisk? Når vi ikke sætter stillads om barnet for at bygge videre på det, barnet har lært hjemmefra, men lader barnet starte forfra, som en novice. Når vi fx ikke anvender understøttende billeder i samtalen, spørger interesseret til barnet viden, holdning og erfaring og derved anerkender barnets kunnen. Et barn med et andet modersmål end dansk har også erfaringer, holdninger og interesser, selv om det ikke kan give udtryk for det, men så er det vores fornemste opgave at forstå hvad barnet har på hjertet og give barnet redskaber til at formidle det, så det har lige talerettigheder.
 

Vi maler korn til mel som mølleren i eventyret
 

Hvad sker der mon med et barn, som vokser op i et samfund, hvor diskursen er at sprogvurdere barnet som 3-årig, med en sprogtest, der vurderer det, som barnet ikke har lært endnu og derfor placerer barnet i ”særlig indsats” og som får samme sprogstimulering, som et etsproget barn og derved ikke bliver understøttet. Hvad sker der videre, når barnet kommer i skole og også ”dumper” sprogtesten i 0. klasse og ikke kan komme i 1. klasse, fordi sprogtesten igen ikke tager højde for alt det sprog, som barnet kan? Hvad sker der mon med forældre til de børn der ”dumper”? Ja, nogle forældre begynder også at sige til deres børn at de skal tale dansk og så ender det helt galt, fordi børnene skal lære det sprog, som deres forældre er bedst til, for at få et så godt dansk som muligt. For et barn der lærer at mestre et sprog 100 %, har lettere ved at mestre andre sprog. For at barnet bliver bedre til dansk, så kunne vi støtte det allerede i vuggestuen og børnehaven med modersmålsundervisning/leg!!! Børn som dumper, som ikke bliver forstået og anerkendt, som ikke får lige talerettigheder, de mister dele af deres grundlæggende identitet og er derved i stor risiko for at få massive problemer senere i livet – et menneske der bliver kasseret, har det svært.

Vi skal bygge broer og gå nysgerrigt hen til hinanden, men jeg kan godt forstå at hvis vi ikke bygger en bro, som vi selv tror på holder, så er vi meget uvillige til selv at tage skridtet ud på broen og så må ”de andre” gå vejen og prøve vores bro og når den styrter sammen, så mister vi nogen og vi har i stedet skabt en skyttegrav. Er det virkelig dét vi vil?

Vi opdager forskelligt sprog i bøger
 
*

torsdag den 18. oktober 2018

Anmeldelse: FÆRDIG MED EDDIE på Edison


Fotograf: Catrin Zorn

Det er som at blive slynget rundt i en centrifuge. Der er intet at holde fast i, så man er nødt til at lade sig glide med og viljesløst føre rundt og rundt, hurtigere og hurtigere til det hele forsvinder, sådan er det også for Eddie, der bliver drevet ind mod noget ukendt inde i ham selv, hvor han må give slip, for at få ordentlig fat.
Eddie er ikke som de andre. Han er ”piget” og mest interesseret i tøj – pigetøj – og ligeglad med fodbold. Selvfølgelig bliver han drillet i skolen. To ældre elever tæver og ydmyger ham. Som han forklarer, så tror alle at det bare er ydmygelsen, der gør ondt, men det er lige så meget den fysiske smerte, men det er alligevel intet mod, hvad der sker, da hans mor opdager, hvad han og tre andre drenge foretager sig i et skur efter skoletid. Det er en oplevelse så tabueret og frydefuld, at de gentager den dag efter dag. Indtil moren en dag uforvarende åbner døren til skuret og ser dem sammen - ser den 15-årige fætter have sex med hendes 10-årige søn. Hun stirrer på dem, for det er så utænkeligt og forbudt det de foretager sig. Men for Eddie er det så dejligt, at det sprænger alle rammer. Hvis bare moren ikke havde sagt det videre - til faren. Næste dage ved hele skolen det, og hans plageånder er klar. Mere og mere udspekulerede er de i deres ydmygelser. Der er kun én vej ud af det – og hun hedder Susan. Hvis de kan blive kærester, har han én at dele skammen med. Susan er anderledes end de andre, for hun går moderne og vovet klædt og kommer fra den store by. De andre kalder hende ”luder” – men de bliver kærester, og det utænkelige sker, for hans krop og underliv begynder at reagere, når de står tæt sammen, og han bliver lykkelig, for så er han kureret. Men historien ender ikke der... for så enkelt er det ikke.
 
Fotograf: Catrin Zorn
 

I sin grænsebrydende ærlighed og med udleveringen af Eddies seksuelle erfaringer har historien en del til fælles med den lige så stærke og kunstnerisk velforløste Reumert-belønnede forestilling ”Boys don´t cry”, instrueret af Anders Lundorph (i samarbejde med Det Kongelige Teaters Eventministerium og Mungo Park Allerød med Christine Albert Børge i hovedrollen). Skildringerne af den umulige kærlighed kryber ind under huden, og i korte lykkelige stunder fuldbyrdes den, men med alvorstunge konsekvenser. I Eddies historie er der lys forude, mens ”Boys don´t cry” ender anderledes uforsonligt. Begge forestillinger skildrer det med en råhed, som det er svært at gardere sig imod. For vi forstår det så godt, ligegyldig hvilken seksuel observans vi selv måtte have, for det skildres nøgent, råt og ligetil. Overordnet handler det om tab af uskyld. Det er den samme historie, vi hver især gennemlever – eller har gennemlevet for at blive til dem vi er. Derfor er mødet med seksualiteten, hvordan den så end ser ud for den enkelte og hvilken form den måtte antage, på én gang både knugende og bizar, og altid besættende på en måde, der også gør den almengyldig. For paradoksalt nok er det mest private ofte også så vældig generelt, i hvert fald når det som her bliver forløst med så stor kunstnerisk dygtighed. Henrik Hee Andersen er alene på scenen i 100 minutter – og det er en bedrift hjulpet godt på vej af en ferm iscenesættelse af Anna Balslev og et stærk visuelt set-up af Frederikke Dalum.
 
Fotograf: Catrin Zorn
 

Sjældent er Edisons rå maskinrum kommet så godt til sin ret. Ofte kan det virke som en næsten umulig modstander, men her bliver det en reel medspiller. Scenografien af Dalum er meget enkel og bar, og besnærende lyssat af Christian Alkjær. Der er flotte visuelle skift i teksten som den indledningsvise dans med en stor sort plastiksæk i modvind, der også glimtvist illuderer Marilyn Monroe i ikonografisk positur over vindristen fra "Seven Year Itch", og bagefter bliver til kæmpemæssige vinger, der nærmest får det hele til at lette. Senere fjernes plader i gulvet og bliver en slags lystens hule, som Eddie i sin seksuelle hengivelse opsluges af. En mikrofon i en ledning med loopede stemme-optagelser danner inciterende lydrum (skabt af Asger Kudahl) for flere af de mest pågående scener - og dem er der mange af. Om der er for mange er en smagssag. Mindre kunne have gjort det, for det er meget lidt, der overlades til fantasien, men samtidig er det karakteristisk for monologens kompromisløse stil – og den er yderst konsekvent.
 
Fotograf: Catrin Zorn
 

Der var stående applaus efter forestillingen, men meget stille under forestillingens intime (sex)scener. Det virker chokerende, fordi det netop så præcist skildrer denne sammensatte følelse af fryd og skam, der slår mod hinanden som kopulerende kroppe. Netop så sammensat som det er, når seksualitetens mere kødelige side viser sig.  Ligesom Eddie bliver vi som publikum efterladt både chokerede, viljesløse og ganske sagesløse.  
Der er nogle kronologiske huller i historiens 2. del, hvor Eddie først er 9-10 år, og senere har en seksuel lystfyldt oplevelse til en koncert med en 30-årig mand flere år efter, og bagefter skal tage stilling til om han skal videre i gymnasiet. Det virker abrupt og lidt rodet, men er bare skønhedspletter ved en forestilling, der ellers forløses på forbilledlig vis. Først og fremmest på grund af det flotte spil af Morten Hee Andersen i rollen som Eddie Bellegueule. Det er lige på og hårdt. Der er ingen fortrydelse, ingen jamren. Intet offer, og alligevel er fortællingen som ét langt offer, men sådan føles det ikke - og det er befriende. Det er bare en fortælling om livet i provinsen, og om angsten for det anderledes, der kan være så stor, at den føles som en fare for det bestående.
 
Fotograf: Catrin Zorn
 


FÆRDIG MED EDDIE
Premiere den 12. oktober 2018
Spilleperiode: 12.10. - 10.11.2018
Spillested: EDISON - Betty Nansen Teatrets anneksscene
Monolog - 100 min.
*
Medvirkende: Morten Hee Andersen
Instruktør: Anna Balslev
Scenografi & kostumer: Frederikke Dalum
Baseret på romanen: ”En finir avec Eddy Bellegueule” af Éduard Louis (2014)
Romanoversættelse: Agnete Dorph Stjernfelt
Dramatisering: Anne Balslev og Simon Boberg
Dramaturg: Simon Boberg
Lyddesign: Asger Kudahl
Lysdesign: Christian Alkjær
Instruktørassistent: Mathilde Melvang
Lysassistent: Fabian Carvallo
Hår & sminke: Emilie Aabye-Hansen

Pressefotograf: Catrin Zorn
 *
 
 

Bagom FÆRDIG MED EDDIE
 


Fotograf: Catrin Zorn 

**
  
Andre anmeldte forestillinger på Edison:
 
2018:
 
 
 
 
2016:
 
 
 
2015:
 
 
 
2012:
 
ONDT BLOD
 
 
*
 
Se alle øvrige 110 anmeldelser
 
 
*
 
 

fredag den 14. september 2018

Anmeldelse: ALMA MAHLER i Arbejdermuseets Festsal


 

De to kvinder følger hinanden rundt på scenen som to magneter. Den ene er lille og lys, mens den anden er høj og mørk. Som to temperamenter spejler de sig i hinanden. Katrin Weisser spiller den gennemgående (tale)rolle som Alma Schindler (senere med efternavnet Mahler) og Radmila Rajic synger og agerer alt det øvrige: den kuede søster, omgivelserne og mændene omkring hende. Det er i flæng Gustav Klimt, Alexaner Zemlinsky, Max Bucckhard og senere Franz Werfel, Walter Gropius og Oskar Kokoschka (og mange flere).


Fotograf: Kenneth Kreutzmann
 
Pianisten, Rikke Sandbergs brilliante spil lyder faktisk som et helt orkester. Enkelte gange er hun med på scenen sammen med de andre og agerer veninde, der tager en selfie. Det er med andre ord en fortælling om Alma Schindler, der både foregår dengang og nu. Som en historie, der er foregået til alle tider og som stadig er aktuel. Det er den lidt slidte fortælling om den evigt opofrende kvinde og hustru, der gennem historien har støttet og tjent mangt en mandlig kunstner. Men mest er det en skildring af, hvad inspiration og talent gør ved et menneske – om det så er en mand eller en kvinde. For Gustav Mahler gjorde det ham overfølsom og diktatorisk. I et kendt (og berygtet!) forlovelsesbrev til Ama beder han hende om at lægge sit eget kunstneriske talent til side, for som han skriver, er der kun plads til én komponist i familien – og det er ham. Alma VED, at det er forkert, men hun elsker ham, og overgiver sig til sit nye hverv som medarbejdende hustru. Også for at slippe væk fra sin egen familie, der smuldrer bag hende.
I det omtalte brev skriver Mahler også, at Alma er forkælet, og at det ikke er det samme som at have en personlighed, og at hun heller ikke bare får det ved at gifte sig med ham. Det er selvfølgelig fornærmende, men heller ikke uden en vis grad af sandhed.
 
Fotograf: Kenneth Kreutzmann
 
Scenografen Gøje Rostrup har bagest placeret tre sorte tavler, hvorpå der forestillingen igennem med kridt skrives navne på de berømte mænd, som Alma siden bliver beskyldt for at samle på, men som hun siger i forestillingen, var de ikke hendes trofæer. Det var snarere hende, der var deres. Men hun giver sig ikke hen til noget nemt liv. Selv om hun ægges af suset fra operapublikummet i Wien, første gang hun viser sig i Mahlers loge efter at deres forlovelse er annonceret.
Hele første halvdel af forestillingen handler om tiden inden Mahler, og om tiden op til at de bliver gift, hvorefter anden del handler om det, hun opnåede og især ikke opnåede bagefter.


Fotograf: Kenneth Kreutzmann


Det ægteskabelige liv med Mahler bliver ingen dans på roser. Mahler komponerer ”Kindertotenlieder”, da deres 10-årige datter dør, og det kommer også til at indvarsle det efterfølgende dødfødte barn. Alma duer med andre ord ikke til det, der bliver forventet af hende. Hun overvejer, om hun vil kunne finde tilbage til sig selv og den hellige skaberenergi hun engang følte sig besjælet af, før hun opgav selv at komponere, FØR Mahler. For måske kunne hun begynde at komponere i al hemmelighed, men oplever, at man ikke kan skabe i hemmelighed. Hun kan i hvert fald ikke, hvilket får hende til at reflektere over, at historisk set er mændenes selvtillid altid blevet understøttet og bygget op af kvinderne, der stod tæt rundt om dem, mens kvinderne står alene - altid.

Forestillingen giver ikke bare mæle til hendes historie, men også stemme til hendes sange. Ud af forestillingens 13 sange er de 8 komponeret af Alma med tekster af Heine, Falke, Bierbaum, Rilke og Novalis. De resterende 5 sange er af Mahler, hvoraf de 4 er  med tekst af Friederich Rückert. 3 fra ”Five Rückert Songs” (1904) og 1 fra "Kindertotenlieder" (1902), mens den 5. er med tekst af Franz Werfel. Alle bliver smukt og tilbageholdt sunget af Radmila Rajic, der fortolker dem med en varm glød. De ligger godt for hendes mezzo-sopran-stemme.
Dramatikeren Eva Sommerstad Holten springer i 2. del af monologen let og lidt vel hurtigt frem til slutningen, hvor Alma ligger på en forhøjning og tænker tilbage på sit liv, mens hun tænker på at ville skrive sine erindringer. Alt imens ordet PERSONLIGHED skrives med store bogstaver på tavlerne bagved, der er enkelt og effektfuld oplyst i Frederik Munck Vinthers lyssætning.
Slutningen står lidt bleg og forløser ikke den fine intensitet og stærke kunstneriske integritet, der ellers præger forestillingen, men det tilgiver man gerne, eftersom det øvrige er så smukt afstemt efter hinanden. Det gælder både teksten og musikken, og ikke mindst det energiske og veltimede spil de to kvinder imellem. De fremstår som hinandens dragende modsætninger, og er betagende at betragte sammen. De er som solen og månen, der kredser om hinanden. Den ene belyser den anden, skaber klangrum for det usagte og giver sangstemme til det, der alligevel bliver sagt – med sang.
Det har tydeligvis været en leg for instruktøren Kenneth Kreutzmann at få mest muligt ud af det, der var. Først og fremmest er det de to spillere, og det er dygtigt og effektivt håndteret. Det store sjæledrama virker fint som et kammerspil. Uden at det dermed bliver reduceret. Heller ikke i Arbejdermuseets forholdsvis store festsal til premieren.

 


Copenhagen Chamber Performance
i samarbejde med Teater Undergrunden præsenterer
ALMA MAHLER
Ide & koncept: Radmila Rajic
Instruktør: Kenneth Kreutzmann
Tekst: Eva Sommerstad Holten
Scenografi: Gøje Rostrup
Lys: Frederik Munck Vinther
På scenen: Radmila Rajic og Katrin Weisser
Pianist: Rikke Sandberg
*
 
Premiere torsdag den 13. 9. 2018:
Arbejdermuseets Festsal
 
Fredag den 14. 9. 2018:
Teater undergrunden, Galaksen i Værløse
 
Lørdag den 15. 9. 2018:
Admiral Gjeddes Gaard


*
Læs mere om Alma Mahlers liv:
 
 
*
 
Tidligere anmeldt forestilling med
Copenhagen Chamber Performance:
***