torsdag den 9. august 2018

Anmeldelse: HESTESKAMFERINGERNE 2004 af Morten Holm Andersen



Romanen er velskrevet, velkomponeret i en dejlig strøm som man som læsere bare lader sig føre med af. Hovedpersonen Svend er midaldrende, og bliver i bogens begyndelse skilt fra sin kone, Birgit og sidder tilbage i deres fælles hus, som han har købt hende ud af. Han har hunde Betsy som han går ture med, og hunden antager gennem romanen næsten menneskelig karakter, for i perioder er det den eneste Svend taler og kommunikerer med. Han bliver fyret fra arbejdet og går på pension. Egentlig er det hele lidt sølle. Han holder øje med naboen Mona og hendes vuggende bryster – med kikkert. Ja, han nærmest udspionerer hende. Han går ture med Betsy, indtil hunden heller ikke kan mere, og bliver aflivet og begravet i bunden af haven, hvor han planter et frugttræ ovenpå og binder halsbåndet rundt om.
Den voksne søn, Thomas, har han ikke noget særligt nært forhold til, men sønnen dukker dog op en dag og fortæller at han skal være far og at det går godt med hans firma, det firma som faren ellers ikke havde tiltroet ham større held med.
Svend er på mange måder en sørgelig karakter. Det går ned ad bakken, helt ned og slutter også med at han dør. Alligevel er det rart at være i selskab med ham for han er meget menneskelig. Som læser forstår jeg ham hele vejen. Hans monologer (eller er det dialoger?) med Betsy er rørende. Ofte siger han ikke meget, men kommunikationen er der alligevel, sådan føler han det, i hvert fald. Ret beset er han ret utålelig, sådan som de fleste af os er.  

Det er en historie, der ikke gør noget større væsen af sig. Sideløbende med denne rørende ikke-historie er der en parrallel handlingstråd om hesteskamferingerne, men det skal der ikke siges mere om her. Lad det være en overraskelse!
 
Foto: Karoline Lieberkind, 2016
 
Det giver en stigende spændingskurve uden at det på nogen måde kan siges at være en krimi. Sproget er let og flydende. Det er skrevet tæt på hovedpersonen, men der er en dejlig, lidt barsk humor. Humoren er faktisk hovedpersonenes, og der er ikke noget at sige til at han sidder ene tilbage. For hvem ville kunne holde ham ud?
Jo, Betsy! Men Birgit og Thomas – og Mona kan tilsyneladende ikke.
Alligevel er det varm menneskelig skildring af liv, der ikke rigtig vil folde sig ud. Det er faktisk temmelig underholdende, selv om det helt går længere og længere ned ad bakke, måske netop derfor.

Mød Morten Holm Andersen på festivalen BILLEDER AF LIV, 10.-19. august 2018 - i 5 bydele med 80 kunstnere, hvor han læser op fra romanen og fortæller om arbejdet med den, på 2. festivaldag, lørdag den 11. august i HF Prøvestenen.

onsdag den 8. august 2018

Om muligheder og venskab. Depp Mattock & Dorthe Witting


Foto: Michael Svennevig
 
”Om muligheder og venskab – og om at se på livet med andre øjne                              Samtale med Depp Mattock (Syrien) og Dorthe Witting

Dorthe fortæller om, hvordan venskabet med Depp har sat det hele i perspektiv for hende, hele hendes liv, faktisk. Depp fortæller at han mærker at Dorthe er sammen med ham, fordi hun kan lide ham. Og at hun kan lide at han er der. Og ikke bare som en gæst.  At han føler sig fri sammen med hende.

”Danskere er så ligefremme, for de har ikke noget at være bange for. Det er helt nyt for mig”, fortæller Depp Mattock i denne samtale med forfattere og dramatiker Michael Svennevig forud for festivalen BILLEDER AF LIV, 10.-19. august 2018 – i 5 bydele med 80 kunstnere.
 
**
 
Michael Svennevig (MS): Dorthe, hvordan vil du beskrive Depp – eller jeres venskab?
Dorthe Witting (DW): (tænker) Det er svært at beskrive dig, Depp. (lang pause) For at begynde med begyndelsen, vi mødtes via Facebook. En af mine venner skrev om dig. Hun kendte dig fra arbejdet, og du havde brug for en, der kunne lære dig noget mere dansk og fortælle dig om dansk kultur. Jeg syntes at det lød spændende, og det var sådan vi mødtes
MS: Og hvem var det så du mødte?
DW: Jo, jeg mødte en meget åben og glad person. Anden gang vi mødtes var, da vi drak kaffe i restauranten.
DM: Ja, og så tog vi hjem til dig bagefter.
DW: ... hvor du mødte resten af min familie. Min mand, datter og søn. (tænker) Jeg synes at det er svært at beskrive dig, for i et venskab når man et bestemt punkt, og så har man mere en følelse af hinanden end en mening. Men mit indtryk var meget positivt. Først og fremmest din åbenhed. Dit lette tag på tilværelse efter alt det du har været igennem. Det var dengang, hvor jeg havde arbejdet i haven og klagede over lidt ondt i ryggen, men det var bare noget småtteri. Og jeg spurgte dig: Men hvordan har du det? Du fortalte at din øjenskade gjorde ondt fordi det var frostvejr, og at dit beskadigede knæ heller ikke havde det godt, når det var så koldt. (ler) ...og så klager jeg over havearbejdet! Det satte det i perspektiv. Det hele, faktisk. For det er det du gør for mig. Det kan jeg godt lide. Du får mig til at tænke på en anden måde. Det har vi talt om mange gange, og det har jeg også sagt til dig mange gange. Ofte når jeg møder danske mennesker – i min alder og i en lignende livssituation – ved jeg næsten på forhånd, hvad de vil sige. Men med dig ved jeg aldrig, hvad du vil sige. Du er fuld af overraskelser... Siden har jeg mødt mange af dine syriske venner. Det har hjulpet mig til at få et nyt billede af dit land og samfund, og ikke mindst hvordan det ser ud, når man kommer hertil som en fremmed. Var det et par uger siden, at Mohammeds søster fik et brev fra Udlændingestyrelsen. Et 6-siders brev udelukkende formuleret på en måde, så hun absolut intet forstod. Først stod der, at hun ikke kunne blive her mere på grund af denne her paragraf, men at hun kunne blive på grund af en anden paragraf. Det må være ekstremt forvirrende at befinde sig i denne situation, og så læse ordene: ”Du kan ikke blive her længere!” og så 6 sider senere – på legal language – men du kan stadig blive, og så henviser den til loven. Det gør mig trist som dansker at se, at vi har fået skabt dette omfattende bureaukrati og med meget lille eller slet ingen bevidsthed om personen, der sidder foran dig. Hvem er han eller hun, og hvad er vedkommendes historier? Hvad er muligt, og hvad er ikke muligt? Altså at se, hvor mennesket er. Jeg er ressource-manager eller personalechef for restauranter med 400 ansatte, så jeg er vant til se mennesker og have med meget forskellige mennesker at gøre. Nogle kommer lige fra fængsel, så de skal gøres humane igen, for at sige det kort. Nogle er bare forvirrede, nogle har røget for meget hash, nogle piger er anorektikere. Måske er det bare en arbejdsskade, og jeg laver ofte sjov med det, men det gør, at jeg ser og opfatter mennesker på en særlig måde.  Det præger mig selvfølgelig, og er ikke noget som jeg bare kan lægge af mig. Derfor så jeg alle dine muligheder. Men tilbage til denne følelse. Du er skribent. Du er kreativ. Jeg så alle dine kreative anlæg og talenter. Selv laver jeg alle mulige ting. Jeg er ikke sikker på om jeg har fortalt dig, at jeg oprindelig er uddannet tekstil designer?
DM: Jo, det har du fortalt mig.
MS: Så er det din tur, Depp. Hvad var det du mødte, da du så Dorthe første gang?  
DM: Jeg følte hendes varme. Hun var så rar og gav mig en følelse af, at hun var sammen med mig, fordi hun kunne lide mig. Og at hun kunne lide at jeg var der. Og ikke bare som en gæst. Jeg fornemmede hendes varme. Hun havde et varmt hjerte og en smuk sjæl. Hun taler engelsk med mig, og det er meget vigtigt. Da jeg kom til Danmark, var det vigtigt for mig at have nogen at tale dansk med, så jeg kunne blive bedre til sproget og også forstå kulturen bedre. Jeg ville gerne forstå, hvordan alting hænger sammen. Hvordan sidder familien omkring bordet og spiser, hvordan tager man sig af børnene? Det forbavsede mig at se, hvordan hun tog sig af sine børn. Hvordan hun lyttede til dem. Det fik mig til at tænke på, hvordan jeg ville være, når jeg en dag var sammen med mine børn. For jeg ville gøre det samme. Jeg ville lytte til dem og sætte mig ned og tale med dem. Jeg ville være åben over for, hvad de sagde. Det er så interessant, det jeg ser og oplever her. Vi kommer fra meget forskellige steder, og hun har ikke tidligere været venner med én fra Mellemøsten. Når vi mødes, så får jeg et ærligt smil. Det er ikke bare et automatisk smil, sådan som mange gør. Hun kan lide mig. Vi er venner. Jeg føler mig meget fri sammen med hende, for jeg behøver ikke forstille mig. Jeg kan bare være den jeg er og fortælle hende om, hvordan jeg har det. Om min sorg og smerte. Ofte har jeg modsatrettede følelser. Det er ikke bare det ene eller det andet, men netop sammensat – og det kan jeg tale med hende om, for det har hun forståelse for. Jeg kan også spørge hende til råds, og så guider hun mig. Nu er det to år siden, at vi og hele familien mødtes og blev venner. Jeg er tit med ved middagsbordet. Hendes mand, Erik, er super cool. Sønnen Sebastian på 15 har altid travlt med sin computer, og det taler vi om. Sofia på 12 år er bare en skøn miniudgave af sin mor. Det er simpelthen herligt at være sammen med dem. Og som Dorthe fortalte, begyndte hun også at være sammen med mine syriske venner. Hun forsøger at tale lidt arabisk og at forstå vores kultur. At vi spiser siddende på gulvet. Hun lytter til vores musik. Det er første gang, at hun møder nogen fra Syrien. På samme måde som det hele var nyt for mig, da jeg kom til Danmark. Nogle gange føles det som om jeg befinder mig på en ny planet. For eksempel har vi ikke relationer mellem mænd og kvinder før ægteskabet. Det kan vi ikke have. Eller når jeg ser forældre og børn, og hvordan de læser sammen. Det er et nyt liv for mig. Danskerne er så opmærksomme på tiden. Hvis vi skal mødes kl. 10, så er det kl. 10. For mig er 10.30 lige så fint.
MS: Du er bare glad for, at det er den rigtige dag!
DM: Ja, præcis. (ler) Tidspunktet er underordnet. Men jeg kan se på hendes ansigt, når jeg kommer for sent. Hun forsøger at skjule det, men jeg kan se at det irriterer hende. Det er det samme, når hun tekster mig, for hun vil gerne have at jeg straks svarer. Men sådan har jeg det ikke. Jeg svarer måske senere på dagen, men hun forventer at jeg svarer hurtigere. Det kan jeg godt lide at hun gør.
MS: Der er mange der siger, at det er typisk for det arabiske sprog, at man ikke svarer direkte, men mere bevæger sig rundt om emnet. 
DM: Ja, det er rigtigt. Men det hænger også sammen med vores liv under en syrisk diktator, for der er man nødt til at tale rundt om. Man kan ikke sige tingene ligeud. Man er altid nødt til at lege med ordene. For ikke at stikke hovedet for langt ud. For man skal sikre både sig selv og sin familie. Man skal passe på. Man skal finde sin egen vej gennem denne massakre. Det var det samme før krigen. Jeg brugte ikke mit eget navn. Det gør jeg heller ikke nu, for det skal man være varsom med. ”Blue Sky” og ”Tiger” var nogle af de navne jeg brugte. Når danskere ser, at mit rigtige navn og navnet på Facebook ikke matcher, forstår de det ikke. Det handler ikke om ærlighed, men om at sikre sig, for ellers bliver det for farligt for mig, når jeg skriver om politik. Ellers kunne man blive fjernet, for menneskeliv er ikke noget værd – ikke der. Her tror man, at Facebook giver sandheden om, hvem du er. Så man googler navnet og går videre til Facebook-profilen
DW: Det er et sikkerhedsspørgsmål.
DM: Jeg brugte det bevidst, da jeg var i Syrien, hvor jeg skrev at jeg gik til højre, når jeg gik til venstre – og modsat. At jeg skrev ét og gjorde noget andet. (ler) Danskere er så ligefremme, for de har ikke noget at være bange for. Det er helt nyt for mig.
 ***
 

Samtalen er et uddrag fra Michael Svennevigs bog ”Billeder af liv. Samtaler & digte”, der udkommer på forlaget Epigraf til festivalåbningen.



- og mød Depp Mattock og Dorthe Witting til festivalåbningen.
 

tirsdag den 7. august 2018

Den kraft som fortællingerne har. Mød Pia Sigmund

 Foto: Michael Svennevig
Samtale med den 78-årige forfatter og fortæller Pia Sigmund.
Om besættelsen og om at skulle i beskyttelsesrum under krigen,
om de første flygtninge fra Østpreussen
og om vigtigheden af at nogen fortæller én, hvad man skal gøre, hvor man skal gå hen – og hvordan man har det i det her land.
”Når man fortæller andres historier er det væsentligt, hvilket forhold man har til sin egen historie”, fortæller Pia Sigmund i denne samtale forud for festivalen BILLEDER AF LIV, 10.-19. august 2018 – i 5 bydele med 80 kunstnere.
**

FAKTA: Pia Sigmund fortæller
”Jeg er født Erna Bork. Min mormor kaldte mig altid Pia.
Jeg var opkaldt efter min oldemor, forfatterinden Erna Juel-Hansen, søster til Holger Drachmann. Jeg har skrevet om hende i bogen Oldemor Erna.
Som 18-årig købte jeg navnet Pia, og som 21-årig giftede jeg mig til navnet Sigmund.”

 ** 
”En dag siger Far til mig: ”I morgen skal du se kongen!” Og næste morgen siger han igen: ”I dag skal du se kongen!” Vi tager tøj på og går ned ad alle trapperne og hånd i hånd ud på Arendalsgade. Gaden er stille og kølig og lidt mørk. Rundt om hjørnet går vi, og der ligger Kastelsvej, fyldt med solskin, helt tom. Ingen mennesker. Vi venter lidt. Og så ... der – fra venstre – kommer kongen ridende på sin hest, helt alene. Tap-tap, tap-tap, tap-tap. Han sidder meget højt oppe. Hesten er kæmpestor og kongen er stor. Han har en blå uniform på og en skråhue. Solen skærer mig i øjnene. Løfter han hånden en smule hen imod os? Hurtigt rider han forbi. På hjemvejen og næste dag siger Far, mange gange: ”Husk nu, at du har set kongen.”
Uddrag fra Pia Sigmunds endnu upublicerede barndomserindringer: ”Barndom – 1940-1950”.
 
 
Michael Svennevig (MS): 1940. Det er lang tid siden.
Pia Sigmund (PS): Ja, meget lang tid siden.
MS: Hvor langt kan du huske tilbage?
PS: Jeg kan huske mange ting fra besættelsestiden, hvor jeg lå i min seng og kunne høre tuden af sirener og tuden af skibe fra havnen. Når der var luftalarm, var det om at komme hurtigt i tøjet og ned ad alle trapperne. Vi boede på 4. sal.
MS: Så der var du fire år?
PS: Ja, 3-4 år. Ned i et beskyttelsesrum, hvor hver familie havde sin stol, og der var en meget fin dame, der havde et skærmbræt, som hun sad bag. Det var hendes eget private. Min far var husvagt i en stor ejendom på Østerbro i København. Han havde sin hjelm og gasmaske liggende ude ved indgangen, så han lige kunne gribe fat i dem, når der var alarm. Men først skulle han få min mor, min lillesøster og mig ned i kælderen, og så skyndte han sig op på taget. Jeg tror, at det passede ham godt (ler), for han var et nysgerrigt menneske og ville gerne se, hvor der blev bombet, og om alle havde husket at slukke lyset og rulle mørklægningsgardinerne ned. Han lavede et meget fint kort over alle Københavns tage med kirkespirene, et kort som jeg endnu har.
MS: Det var inspireret af, at han havde siddet deroppe?
PS: Ja, for han skulle vide, i hvilken retning han kiggede. Det var jo mørkt, og man måtte ikke have lys, men han havde selvfølgelig sin lommelygte med, så han kunne orientere sig oppe på lofterne. Jeg var ikke deroppe, men jeg forestillede mig, at han gik på tagryggene. Sådan noget kan jeg sagtens huske. Der er også noget andet jeg husker...
 

Fru Hauschultz på tur, Østerbro 1943
 
”Fra min tid

     Den daglige tur i frisk luft var vigtig. Når mor ikke selv havde tid, kom fru Hauschultz, en ældre dame fra Rosenvængets Sideallé, som spadserede med os i timevis. Lone i barnevognen, jeg ved siden af, med et greb i håndtaget. Fru Hauschultz gik nu ikke altid ud på Langelinie for at nyde den ekstra friske luft der; faktisk tror jeg, at hun meget bedre kunne lide at gå rundt i gaderne med os for at kigge på folk. En dag, husker jeg, var der særlig mange mennesker i Rosenvængets Allé. Biler og lastbiler med åbent lad kørte op og ned i rasende tempo. Der var en mærkelig stemning. Pludselig hørte vi skyderi, og fru Hauschultz skyndte sig ind i en opgang med os. Der var vindue i døren. Jeg så tydeligt, at soldater førte en del mænd op på en åben lastbil. Lone hev og sled i sin sele for at komme ud af vognen; hun ville se mere. Vi måtte blive længe inde i opgangen. Der løb mænd rundt med skydevåben, ud og ind af opgange. Der var meget skyderi. På denne måde var vi i første parket til at overvære, at betjentene fra Rosenvængets politistation blev ført bort, den 19. september 1944. Det var der nu ingen, der forklarede mig, jeg så det bare.”
Uddrag fra Pia Sigmunds tekst til ”Gammelbogen II, Død og hygge på plejehjemmet”, Epigraf 2014.
 
MS: Jeg var glad for, at du gav mig teksten til Gammelbogen II. Det er en stærk tekst, for jeg føler, at det er mig, der bliver trukket med ind i trappeopgangen, og som ikke forstår, hvad der sker omkring mig, selv om jeg er for ung til at kunne have oplevet det.
PS: Jeg fik jo ikke forklaret, hvad der skete, men syntes da, at det var interessant. Først senere blev jeg forbavset over, at jeg havde oplevet politiets arrestation. Men vores barnepige var heller ikke klar over det og tog ikke hensyn til, at hun havde to småbørn med. Hun syntes også, at det var spændende.
MS: Når det handler om at fortælle historier, så hænger det jo også sammen med, hvilket forhold man har til at fortælle sin egen historie. For hvordan fortælle andres, hvis man ikke kan fortælle sin egen? Men hvordan er det for dig at sidde her, for du plejer jo at sidde i min stol og være den, der lytter og skriver ned? Du virker ret tryg ved det?
PS: Ja, jeg har da glædet mig til det. Lige siden du bad mig om at komme, har jeg gået og tænkt over, hvad du mon ville spørge om? Jeg har gået og tænkt og synes da, at det er en vidunderlig gave at få, at skulle prøve at sammenfatte noget om livet. Men det er rigtigt, jeg har lige interviewet en ung pige her til formiddag, så... ja, det plejer at være mig i stolen.
MS: Nu er du selv historiefortæller, så du er vant til at fortælle.
 
Frihedskæmpere i gården, maj 1945. Foto: min far
PS: Jeg tænker hele tiden på fortællingen. Også historisk, for jeg ser det jo også udefra som den, der har oplevet, at politiet blev ført bort. At have oplevet den historiske begivenhed, som det er. Så jeg leder også med mine historiker-øjne efter noget af det, jeg har oplevet gennem et langt liv. Også den fantastiske glæde og fryd der var – nej ikke den 5. maj 1945, for den dag var det lidt uroligt på gaderne endnu. Der var frihedskæmpere rundt om hjørnerne, nej, den dag måtte man ikke gå på gaden - men den 6. maj ... Så vidt jeg husker, var det en søndag, og alle hoppede og dansede i gaderne. Solen skinnede. Det var en glædens dag.
 
Erna med dukkehus 1945
 
Der er også noget andet, som jeg tydeligt husker. Det var i vinteren 1945, og min far sagde, at vi lige skulle komme hen til vinduet, og så åbnede han de franske døre og vinduer. Vi boede på 4. sal. Vi så ned på gaden og hørte en mærkelig lyd af en masse mennesker, der talte ganske, ganske stille sammen. Man hørte sko og traven hen ad gaden, og der gik mennesker, mennesker og mennesker. De kiggede alle ned i jorden og var grå, triste og forknytte. Det kunne vi se oppe fra 4. sal. Min far fortalte os, at det var flygtninge, der kom fra Østpreussen og var blevet sejlet til Københavns havn, hvor de var blevet sat i land. Det var måske 1.000 eller flere, der havde været stuvet sammen på et skib, og nu skulle de indkvarteres på en af skolerne der på Østerbro. Det var mest kvinder, børn og gamle. De gik ganske, ganske langsomt og talte sammen, stille. De har været frygteligt bange, men måske også lettede over endelig at været kommet i land. De var sultne og dårlige og havde kun små tasker med. Det er noget jeg har tænkt på... hvordan de havde det, da de kom i land. Nu er jeg glad for, at min far sagde: ”Det er noget særligt, du ser her!” Men dengang var jeg ikke klar over, hvad det betød.
 
Erna Bork, 1o år
MS: Der er mange, der siger, at vores generelt hårde syn på flygtninge hænger sammen med, at det er så få af os, der endnu har erindringen om det, du oplevede i 40´erne.
PS: Ja, det kunne godt hænge sammen med det. Men jeg tror nu også, at der er andre grunde til det. Men det er rigtigt, at det er svært at forestille sig at være på flugt, når man ikke selv har set og mærket det. Jeg har boet nogle år i forskellige lande, og da vi kom til USA, min mand og jeg med to små børn, havde vi ikke så mange penge, og vi skulle blive der nogle år. Vi kom til at bo i det mest elendige hus med brølende trafik lige foran, så jeg kunne ikke gå ud med børnene, og jeg følte, at det var en meget dårlig ankomst. Der var ingen, der hjalp mig eller tog mig med ud og viste mig, hvor der var en have eller en legeplads. Et eller andet lille fristed, hvor jeg kunne gå hen. Det er en oplevelse, der har fulgt mig siden, selv om vi slet ikke var flygtninge. Vi havde mad på bordet.
MS: Men følelsen...
Holsteinsgades Skole, 2. klasse, 1947
 
 
PS: Ja, følelsen var der, og jeg forstod vigtigheden af, at der er nogen, der fortæller én, hvad man kan gøre, hvor man kan gå hen – og hvordan man har det i det her land. Den gode modtagelse betyder meget. Det er meget vigtigt for mig at have for øje, når vi modtager nye mennesker her i landet.
MS: Men inden du fortæller om det, må du lige fortælle om din baggrund.
PS: Jeg har været lærer i 20 år, men da jeg blev 50, begyndte jeg at læse videre.
MS: Hvorfor det?
PS: Jeg drømte om det i mange år. Jeg ville så gerne læse historie. Det var det, jeg gik og tænkte på, mens jeg underviste i folkeskolen. At det var noget for mig. Jeg skulle nok have gjort det, allerede da jeg var ung, men det blev ikke til noget. Men det var måske også meget godt, for det at være lærer er et meget fleksibelt arbejde, så jeg f.eks. havde nedsat timeantal, da vores børn var små. Eller det var i hvert fald et fleksibelt arbejde dengang. Men så skulle det være.
MS: Men hvorfor historie?
PS: Det ligger så dybt i mig, så det kan jeg slet ikke forklare. Jeg tror, det er medfødt.
MS: Er det noget, du har fra dine forældre?
PS: Ja, min far var meget historisk interesseret. Absolut. Han var også familiehistorisk interesseret og lavede stamtræ, både for min mors og for hans egen familie. Jeg har altid lyttet meget til, hvad han fortalte mig. Han var historiefortæller – uden at vide det.
MS: Hvad vil det sige?
PS: Han underholdt os hver dag. Det var både med moralske, historiske og aktuelle ting. Både min mor, min søster og jeg sad pænt og lyttede. Han læste meget og underholdt med det bagefter. Jeg kan huske, at han læste Gerald Durrells ”Min familie og andre dyr”. Vidunderlig bog. Han kunne huske det hele og fortalte fra ende til anden, når vi drak te. Også om alt muligt andet. Også om politik. Som tiden går, føler jeg mig stadigt mere forbundet med min far. Mere og mere.

 
MS: Senere skrev du selv en lang række bøger med historisk tema.
PS: Det har været vidunderligt, for jeg har haft et så skønt samarbejde med Charlotte Clante, der har illustreret alle 11 bøger i serien ”Børn i Danmarkshistorien”. Jeg ville sådan ønske, at vi også kommer til at lave bog nr. 12 i serien. Men jeg får hele tiden andre nye ideer, som jeg lige skal have gjort... og så går tiden, men jeg har en ny idé. Det hele hænger sammen med, at jeg begyndte at undervise i historie i folkeskolen. Jeg, som elsker historie så meget, var ret fortvivlet over at skulle undervise i et fag uden noget ordentligt materiale. Det var tekst, tekst og tekst – og så var der måske et enkelt frimærkestort billede af en eller anden konge, præsident eller hærchef. Aldrig en kvinde eller et barn. Jeg kunne da godt forstå, at børnene ikke syntes om det, og selv vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle finde de gode historier og fortælle om dem, for jeg havde simpelthen ikke baggrundsviden nok til det. Jeg var rigtig ked af det og forstod godt, når børnene sagde: ”Eh, det er godt nok et kedeligt fag – og en kedelig lærer!” Derfor gik jeg i mange år og drømte om at lære noget mere om historie og metode. Ja, at få en større viden om det. Og derfor fik jeg denne drøm om selv at lave bøger, så børn kunne forstå historien.
 
***
 

 
 
Samtalen er et uddrag fra Michael Svennevigs bog ”Billeder af liv. Samtaler & digte”, der udkommer på forlaget Epigraf til festivalåbningen.
- og mød Pia Sigmund
til festivalåbningen
i Apostelkirken,
fredag den 10. august 2018. 
Se program:

 
.
 
 
 

søndag den 5. august 2018

LYSTEN TIL RELATIONER. Mød Paul Birkholm

 
 
Sammenføringsgilde i december 2017 hos Paul (i forgrunden) & Ditte på Amager
  
Uddrag fra en samtale med Paul Birkholm om sit engagement i Venligboerne
om mødet med det fremmede,
om kickboksning og vestlig og østlig filosofi,
om aldrig at have oplevet sig som adskilt fra omverdenen
og om at filosofere over livets store spørgsmål og skrive digte som 11-12årig.
Om at ramme det større og forsøge at få fat i det fælles,
om individet og det individuelle blik og præstation, der er underordnet et ”vi”.
 *
”Kombinationen af det gode, det fællesmenneskelige og så at noget skal udføres, er typisk for mig”, fortæller Paul Birkholm i denne samtale med forfattere og dramatiker Michael Svennevig forud for festivalen BILLEDER AF LIV, 10.-19. august 2018 – i 5 bydele med 80 kunstnere.
 

 
*
 
 ”Far og yngsten Kreta 2015”

 
Michael Svennevig (MS): Vi har mødtes tre gange. Første gang var før vi kendte hinanden, hvor vi dagen efter fulgtes i bussen fra Venligbohus og ud til ”Litteraturen samler ind” i filmbyen Zentropa.  Anden gang var til Sammenføringsgildet som du arrangerede på Amager. Tredje gang var til meditation, som du stod for, i Venligbohus.
Paul Birkholm (PB): Tre meget forskellige møder.
MS: Ja, og det som har slået mig, når jeg har talt med dig er, at det for dig har været en naturlig impuls at gribe ud. At du har fanget et eller andet, og så har du holdt ved, og udvidet det for hver gang.
PB: Jo.
MS: Noget af det, jeg gerne vil tale med dig om, er din vej til mødet med det fremmede. Hvad er det der gør, at du har mod på den udveksling, og hvad er det der gør, at det virker inspirerende på dig, for det kan jeg mærke, at det gør.  For der er forskel på, om man gerne vil være godgørende, eller om det er noget man brænder for, der samtidig udvirker noget godt.
PB: Begge dele er vigtigt, synes jeg. Det er måske meget kendetegnende for mit engagement i tilværelsen – i det hele taget. Uden at det skal blive alt for højspændt. For jeg har altid oplevet, at de to ting smeltede sammen, fordi jeg psyko-socialt, men også almindelig livsfilosofisk, har haft den oplevelse og den tanke, at individet og det individuelle blik og præstation er underordnet et ”vi” - et fællesskab. Jeg ved ikke, hvornår det startede, men så længe jeg kan huske, har jeg aldrig oplevet mig som adskilt fra omverdenen.
 
”Sønnike student i sidste uge”
MS: Er det en barndomsfornemmelse?
PB: Ja, det tror jeg. Jeg ser på mange måder mit liv kørende som en film, hvor der er ét spor, hvor jeg har mit almindelige liv med arbejde og familie, og så en parallelverden, hvor jeg udlever noget af det her. At møde det fremmede – og gribe det, gå ind i det og støtte op om det. Men jeg har altid haft det sådan, at min egen personlige oplevelse og væren til stede har syntes mindre interessant end det at prøve at gribe og favne det menneskelige eller det mellemmenneskelige.
MS: Hvor har du det fra?
PB: Det ved jeg ikke.
MS: Har du rejst meget - eller er det fra dine forældre?
PB: Jeg har tit tænkt over, hvordan det er med arv og miljø. Jeg voksede op i Herning i et socialt boligområde primært beboet af mennesker med en lav social status, korte uddannelser, dårlig skolegang, høj skilsmisserate og alkoholmisbrug. Min far og mor blev skilt da jeg var 12, men havde i en del år inden ikke haft noget trygt, roligt og intimt samliv. Jeg ved ikke, hvordan det har påvirket mig, for det gør det selvfølgelig. Men når jeg kigger tilbage og også ser frem på nogle af dem, jeg har gået i skole med og som jeg kender fra min opvækst, laver de noget helt andet end jeg. En del er døde.
MS: Misbrugs-døde?
PB: Ja. (tænker) På et tidspunkt, i 10 års alderen, begyndte jeg at lege med andre børn fra det bedre borgerskab. Jeg legede både med dem fra min egen baggård og så de nye. Jeg begyndte at spille tennis og mødte der disse overflodsmennesker – og deres børn. De boede i store huse. Herning-området er nok det område i Danmark, hvor der bor flest millionærer pr. kvadratmeter. Det opdagede jeg meget tidligt. Jeg levede i to verdener, men skiftede skole i 8. klasse til et område, hvor mange af de her rigfamilier og deres børn boede. Måske fordi jeg gennem et par år havde hængt mere ud med dem – og var gået den vej.
 
”Skeptisk ung mand ved Vestkysten”
MS: Hvorfor det?
PB: Måske har jeg følt, at det var lettere at være til der end i det lidt hårdere miljø, hvor jeg voksede op. Jeg er helt klart en blød mand, indadtil, men kan sagtens tage et andet ansigt på, og gør det også til hverdag, og bliver kaldt ”sergenten” i familien. Jeg har gået til kick-boksning i flere år. Det er jo ikke ligefrem blødt, men jeg har aldrig været soldat. Måske er det en fejl eller også er det meget godt. Men for at vende tilbage til dit spørgsmål om, hvor det kommer fra... så læste jeg en del i mine teenage-år. Østlig og vestlig filosofi – og fortsatte med det på universitetet. Det var naturligt, fordi jeg havde denne intuitive tilgang til tilværelsen. Jeg har undervist lidt før og været redaktør af et filosofisk funderet fagtidsskrift, så jeg har været vant til at filosofere over livets store spørgsmål. Faktisk helt siden jeg begyndte at skrive digte om det som 11-12årig, men det har været i frivilligt arbejde og græsrodsarbejde, at jeg har arbejdet med disse filosofiske tanker. Det har været naturligt at søge og udveksle med fremmede kulturer, fordi jeg måske gerne ville have bekræftet min intuition om, at det faktisk holdt stik: At vi var ens, på tværs af racer, kulturer og folkeslag. I hvert fald er det meget indbygget i den vestlige verden med en analytisk tilgang til tilværelsen. Vi får det ind i vuggestuen og i uddannelsessystemet, og der tror jeg, at det for mig har givet mere mening at søge at opleve og blive bekræftet i mødet med noget fremmed, at det var nogle ansigter, der var fremmede, men ikke livet indeni – ikke kernen og det egentlige fællesskab.
MS: Det er interessant, for jeg har gjort det samme, men med en anden tanke og motivation, for jeg har altid følt mig fremmed, så for mig har mødet med det fremmede været mødet med noget, der var fremmed ligesom jeg selv. Derved blev det jo velkendt. Konklusionen er den samme, men ...
PB: ... præmisserne er forskellige.
 
"Min kone på vores bryllupsrejse”
 
MS: Ja, jeg har nok altid længtes efter at ramme og være en del af en større sammenhæng.
PB: Det er også et kernepunkt i min forståelse af verden og hverdagen. At ramme dette større, og der har jeg haft, og har stadig, en spirituel kerne i min søgen, men også i min spørgen.
MS: Men spiritualitet er jo andet end kristendom?
PB: Ja, det kan sagtens være andet end religion. Jeg har været mere optaget af teksterne og ideerne end af dogmerne. Praksis har ikke optaget mig. Mere alle de abstrakte lag, men det er lidt samme bevægelse, når jeg kigger i tankerækker og skoler, for jeg vil ind og have fat i det fælles, fordi jeg inderst inde er overbevist om at det er noget fælles.
MS: Du vil have dine egne formodninger bekræftet?
PB: Ja, men også gerne det modsatte. Det er bare ikke så nemt, for som Anaïs Niin skrev: ”ser vi ikke verden som den er, men som vi er”.
 
”Mig og min demente mor der griner. Det er ret nyt”
 
 
MS: Det er meget fint sagt.
PB: Ja, for vi har et erkendelsesmæssigt filter, når vi kigger ud og ind på verden, der afgør hvad vi ser. Det betyder ikke nødvendigvis, at det vi ser ikke er rigtigt, men blot at sådan oplever vi det dér.
MS: Det er det, vi ser derfra, hvor vi er, sådan som vi er.
PB: Ja.
MS: Min oplevelse af dit engagement i Venligboerne og den måde du engagerer dig på, giver mig en fornemmelse af, at du derigennem finder noget, der resonerer med noget indeni, for du kommer meget hurtigt på banen i forskellige sammenhænge. Da der manglede en julemand, stillede du straks op. Det gør man typisk, fordi der er en meget stor glæde forbundet med at finde en eller anden åre eller et engagement som vi måske alle higer efter. Selv fandt jeg det, da jeg lavede forestillingen ”HEGN” på Teatret ved Sorte Hest og det deraf følgende flygtningeengagement. Jeg fornemmede, at det måske for dig var dit punkt, eller måske har der været mange af den slags punkter for dig?
 
”Mor 20 far 19”
PB: Det var ét punkt. Det er en naturlighed for mig, hvis der er et behov, der skal opfyldes, og hvis det behov har en fællesmenneskelig karakter, hvor der kun kan komme et godt og utilsløret resultat ud af det, stiller jeg meget gerne op – og gør det hurtigt. Jeg er en actionman, og har aldrig været bange for at påtage mig hvad som helst. Sikkert også for at opleve noget ved det, for vi ved jo ikke altid, hvad der driver os og er vores motiv. Sådan havde jeg det også juleaftensdag, hvor jeg efter at have lavet mad havde fri et par timer, og da jeg så Venligbo-opslaget, tænkte jeg, at den snupper jeg. Det gav mening både for mig, og for dem jeg var ude hos – og det var nemt. Der var ikke andre, der havde tilbudt sig, og så kunne jeg jo lige... Det er det jeg gør. (ler) Også tit når jeg er i venskabeligt lag, hvis der er et eller andet, der skal ordnes eller fikses. Hvis ingen andre tilbyder det, så gør jeg. Fordi det skal gøres. Der tænker jeg ikke, at det er noget jeg skal gøre, men at der er noget, der skal gøres. Der er et job, der skal udføres. Så kombinationen af det gode, det fællesmenneskelige og så at det skal udføres, er meget typisk for mig.
MS: Men det må være noget du har gjort før?
PB: Ja, det har jeg. I mit frivillige arbejde har jeg altid...
MS: Hvad er dit frivillige arbejde?
PB: Jeg har arbejdet i filosofiske cirkler, hvor jeg har været redaktør af et fagtidsskrift, og hvor jeg også igennem mange år har undervist både i meditation og i andre filosofiske forhold, og været med i en spirituel gruppe, der har udbredt nogle bestemte tanker, som er funderet i en slags eklektisk tilgang til de store tankegange og filosofier. Mødet mellem øst og vest.
MS: Hvad betyder eklektisk?
PB: Udvælgende!
MS: I forlængelse af dit studie?
PB: Jah, det startede i 1990, men jeg begyndte først at studere HF i 92, så det var imellem en ungdomsuddannelse og så de videre studier, at jeg begyndte at læse kinesisk filosofi og pludselig fik jeg øje på I Ching-bogen - hvis du kender den? (MS ryster på hovedet). Kinesisk visdom. Et meget spændende spådomssystem, hvor man kaster med mønter. Ældgammelt, men stadig med en vis litterær kvalitet, og så rummer værket en dyb, intuitiv psyko-filosofisk visdom.

 
”Søster bror og mor”
 
MS: Men du må lige gøre det andet færdigt, for du begyndte at spille tennis og kom derved ind i andre cirkler - og hvad skete der så?
PB: Jo, jeg blev involveret og indrulleret i det bedre borgerskab og skiftede skole. Til en lidt bedre renommeret skole, hvor man kunne lære lidt mere og ikke skulle kæmpe for at høre, hvad læreren sagde, fordi der var drenge som råbte og skreg, og det gik jeg også selv med på, fordi det var det nemmeste. Jeg var meget lille af min alder indtil jeg blev ca. 17 år, og var kun 1,47 m, da jeg blev konfirmeret. Der var én der var endnu mindre. Han havde vist en sygdom, men det havde jeg ikke. Jeg kom ind i det miljø, og fortsatte også på gymnasiet samme sted, men kun ét år, for jeg var ikke klar til det, og gik ud igen. Der var noget i mig, der havde manglet det søde og gode liv. Men måske især det mere rolige liv. Men jeg fandt jo ud af, at der var en anden slags uro i det såkaldt bedre borgerskab, så det fravalgte jeg senere, og har ikke haft den store berøring med det siden. Det var kun i tre-fire år. Ja, måske i virkeligheden lidt mere, fra jeg var 13-18 år. Indtil jeg flyttede fra Herning til Århus.
 
”Kernefamilien før opløsningen”

 
 
MS: Hvorfor gjorde du det?
PB: Jo, jeg var gået ud efter 1. g., men havde allerede da gennem et år arbejdet i en tøjforretning efter skole, og da de stod og manglede en elev, bestemte jeg mig for at gå i lære som manufakturhandler. Men da butikken lukkede og gik konkurs, skulle jeg finde et sted at fortsætte min læreplads, og rejste rundt som en anden Mads Skjern med hat og en lille taske til byer i Midtjylland og tilbød min arbejdskraft.
MS: Hvordan gik det?
PB: Mange steder var de positive. Den fjerde by jeg kom til var Århus, og den første forretning jeg gik ind i var Kaufmann på Strøget. Det var en gammel og meget borgerlig, en fornem forretning. Med små stive flipper i montre. Efter at jeg havde holdt en elevatortale på 5 minutter, sagde direktøren: ”Jamen, dig vil vi gerne antage! Hvornår kan du starte?” Det kunne jeg om mandagen. Det var vel torsdag, så jeg skulle finde et værelse, og det fandt jeg i Risskov, flyttede søndag aften og startede mandag morgen – den 1. maj 1986.
MS: Er det et typisk forløb for dig?
PB: Ja, jeg har altid været en selvgjort type og har taget skæbnen i egen hånd. Jeg har ikke siddet og ventet på, at andre skulle gøre det. 

 
”Vist nok 8 år”
 ***
Samtalen er et uddrag fra Michael Svennevigs bog ”Billeder af liv. Samtaler & digte”, der udkommer på forlaget Epigraf til festivalåbningen.
 
 

Hør også samtalen som podcast: https://svennevig.podbean.com/
- og mød Paul Birkholm til festivalåbningen på fredag i Apostelkirken på Vesterbro.
 
 ”Min rygsæk, tøhø”
Link til beretningen fra sammenføringsgilde hos Paul & Ditte på Amager i december 2017.