Anmeldelse: IVAN BLANK af Aleksandar Šajin

Ivan Blank er en besværlig mand. Han er titelpersonen i en besværlig roman.

Ivan flygter til Danmark i forbindelse med Balkan-krigen i starten af 1990´erne. Vi følger ham fra han som 21-årig befinder sig i Bosnien med sin mor, til han 30 år senere – og tre koner og fire børn senere – arbejder som serbokroatisk tolk i Danmark.

I romanen møder vi både ham og kvinderne omkring ham. Alle fortæller i første person om besværlige Ivan. Det er ikke noget skønmaleri. Det er tilsyneladende ingen forsøg på at smuksere beretningen, der formodentlig har mange træk til fælles med forfatteren selv. Det fornemmes på den ærlige tone, for romanen er tydeligvis skrevet på hjerteblod. Den har en betagende ligefremhed, der er let at forholde sig til, men den er også for meget. Og det er svært at afgøre om det er godt eller skidt. Sikkert begge dele. Da jeg var halvvejs lagde jeg bogen fra mig, for jeg orkede ikke mere. Ikke fordi den var dårlig skrevet eller tænkt, men simpelthen fordi den blev for meget. Men jeg vidste at jeg ville vende tilbage, for selv om den blev for meget – havde jeg ikke fået nok.

 

Som en af kvinderne fortæller om Ivan: ”Men der lurede også lige fra begyndelsen en stor smerte i forholdet til Ivan” (s. 198)

Aleksandar Šajin har med sin nye roman endelig fundet sin helt egen tone og stemme. Han har ganske vist allerede skrevet mange bøger (både på dansk og på serbokroatisk), men der har altid været en akademisk tone, der for mig har givet en afstand. Undtagelserne har været de bidrag han har leveret til to antologier som han har bidraget til i 2016 og 2017. I de tekster fandt han ind i et nyt sprogligt hus, hvorfra han talte meget mere direkte og også – sådan synes det i hvert fald – har haft en konkret modtager – ligesom i denne seneste roman, hvor sproget bobler og syder, så det er en fornøjelse. Der er ikke noget smukkere end når forfattere finder hjem – til sig selv og deres egen stemme, for først da, kommer de egentlige værker fra deres hånd. Det siger sig selv at det kræver så meget desto mere, når det skal opnås på et sprog, der ikke engang er modersmålet. 

Vi ved, eller burde vide, at det er traumatisk at flygte fra et liv og slå sig ned og forsøge at finde hjem i en fremmed kultur, men hvor svært det egentlig er, giver romanen et voldsomt indblik i. Beskrivelserne af, hvor hårdt det er for hovedpersonen er skildret nøgternt. Der er intet føleri, ingen følelsesafpresning. Blot den konkrete skildring af, hvordan kroppen stritter imod. Det er knugende passager, men samtidig også nogle af romanens stærkeste. Selv om jeg pauserede i min læsning midtvejs (og læste to andre romaner, inden jeg fortsatte) er disse skildringer det hele værd. Men selvfølgelig også en af grundeden til at det blev for meget. For måske SKAL det være for meget, for at det bliver nok?

 *

”Han afbrød forbindelsen, men virkeligheden var stadigvæk den samme. Et uafbrudt og mareridtsagtigt forhold til kvinden, han aldrig havde været forelsket i. Og nu var hun ovenikøbet godt gravid igen. Vi er som to små, forladte børn, tænkte han, - der helt alene har forvildet sig dybt ind i den tætte skov en ravnsort nat.” (s. 299)

Der er ikke meget håb for de to, men alligevel ender romanen både opløftende og optimistisk. Det er faktisk en overraskelse. Hvordan kan man finde ud af, ved at læse den veloplagte roman ”Ivan Blank”.

 

Læs mere om romanen og forfatteren på forlagets hjemmeside

Romanen udkom på forlaget Gladiator tidligere på året.

Læs et uddrag fra romanen
 

*

 

Mød forfatteren til afslutningen af jubilæumsfestivalen BILLEDER AF LIV,

10.-19. august 2018, hvor han fortæller om romanen.

Aleksandar Šajin er også med i festivalbogen
”Billeder af liv. Samtaler & digte”,

der udkommer til festivalåbningen.