torsdag den 29. august 2019

Anmeldelse: FOR COLORED GIRLS af New Nordic Voices/KU.BE



Foto: Zach Khadudu

Ja, de ser jo umiddelbart ikke særligt nordiske ud, sådan som de står der foran os på scenen i det engelsksprogede Tony Ward-norminerede teaterstykke af den New York-baserede afroamerikanske forfatter/digter/dramatiker Ntozake Shange (1948-2018), der i aftes havde premiere på KU.BE på Frederiksberg. Det er 6 farvede piger samt en dansk. Men det er netop sagen, som Michael Omoke forklarer det, han er teatrets stifter og kunstneriske leder. Det handler om at give stemme til kunstnere, der alle bor i det nordiske og som kan tilføre noget nyt. Samtidig med at det omgivende samfund også for dem er nyt, for de kommer fra andre egne af verden. På den måde er det ”nye nordiske stemmer”.


Foto: Anis Dhiman

Stykkets fulde titel er: ”For colored girls who have considered suicide/when the rainbow is enuf" (1975). De 7 kvinder hvirvler rundt på scenen i hver sin farverige kjole. Som farver på et stort maleri blandes farverne rødt, gult, brunt, blåt, grønt til et stort billede af kvindernes liv og færden. Farverne er glade, rasende, syngende eller drømmende. Vi er sammen med: Victoria (Kenya), Rebecca (Zanzibar), Alice (Zimbabwe), Dew (Sydafrika), Pernille (Danmark),  Praachi (Indien) og Ellen (Malawi). De præsenterer sig i begyndelsen og vi ser flagene fra deres hjemlande mødes i et stort billede på bagvæggen, der understreger at det er individuelle fortællinger, men samtidig forskellige sider af det at være kvinde.

Foto: Anis Dhiman
                                                                                                                        
Men som altid, når det kun er kvinder tilstede, bliver det vist hurtigt de fraværende mænd, der tales mest om. Men det handlede også om selvstændighed, om at stå ved sig selv. Om at finde sig selv og være glad for det fundne. Stemmerne tilhørte såvel unge som ældre kvinder. Forfattercitatet ”Where there is a woman there is magic” lokker indenfor til forestillingen. Først syntes jeg at det lød lidt postuleret og overdrevent, men ikke efter at have overværet premieren i aftes på KU.BE på Frederiksberg, var det netop hvad forestillingen på fineste vis bekræftede. 

Foto: Anis Dhiman

Det skråt tilskårne scenerum er nøgent og bliver kun brudt af tre kasser i den ene side, der udgør en forhøjning. Ud over det, er der intet andet end de 7 kvinder, der konstant er på scenen gennem forestillingens knapt 2 timer. Instruktøren Shirley Basefield Dunlap har et sikkert og godt øje for dynamikken og energien kvinderne imellem, og er god til at bruge og udnytte det scenisk. Det er som at være flue på væggen i kvindernes omklædningsrum. Hver af deres historier er som sider af livet i et stort album, der tilhører dem alle. De fortæller deres historier til os, men det er lige så meget en del af deres egen fælles fortælling. Der er energi som er det en polterabend, hvor der skal festes igennem, og hvor den bagvedliggende smerte først træder frem senere. For da den første festglæde har lagt, går forestillingen ned i gear, og træder i karakter med beretningerne om mændene. De mænd, der flyver fra kvinde til kvinde. De mænd, der lover alt og intet holder. De mænd, der både er der og alligevel ikke er der. De mænd, der tilsyneladende får alt, men intet giver. Det kunne hurtigt gå hen og blive ret ensidige monologer uden nogen til at forsvare den mandlige side af det, men det er samtidig tydeligt at det også er mændene, der giver liv til kvinderne, så selv om forestillingen munder ud i en stor syngende hymne, der priser kvindernes evne og vilje til at blive sig selv – og stå ved det, er der stadig plads til mændene, når bare de opfører sig ordentligt. 

For det er også en forestilling om at give sig hen. Kvinderne er gode til det, så der er ikke noget at sige til at det ikke altid er lige let at mødes i denne hengivelse, men det er såvel dengang som nu en mandlig domineret verden som omgiver forestillingen. Der er sket meget siden forestillingen blev skrevet i 1975, men spørgsmålet er, hvor meget det alligevel har rykket sig? Vi vil gerne tro på og leve med ideen om at verden og vi selv er på en kurs, der hele tiden gør vores forhold til hinanden og verden bedre.

Foto: Anis Dhiman

De to mest rørende historier fortælles af Rebecca og Victoria. Rebecca fortalte om drømmevennen, der sprang ud af hendes ungpigelæsning af voksenbøger. Hun forelskede sig i ham, og slap ham først, da hans navnefælle antog skikkelse af en unge fyr, der blev overordentlig virkelig, da han stillede sig foran hende og blev stående, så hun kunne forelske sig i ham i stedet. Victoria fortalte den forfærdelige historie om de forelskede, der blev hinandens værste fjender. Om manden, der narrede deres fælles børn fra hende og holdt dem ud over balkonen, for at tvinge hende til at gifte sig med ham, og da hun forståeligt nok tøvede, slap han taget i børnene. Forestillingen var spændt ud imellem den første store drøm og de døde børn.

Der er ingen gennemgående historie - eller det er der måske alligevel, for det handler om at være kvinde, om at blive kvinde og om at overleve som kvinde. Det var forelskede kvinders historier. Hævngerrige kvinders historier. Grædende kvinders historier. Det var stemmer fra alle livets cirkler, der træder dansen i denne fine forestilling. Synd at KU.BEs lys er så dårligt, for forestillingen fortjener en langt bedre lyssætning, for det er teater i en rendyrket form, for der er intet andet end det vigtigste. Vi er på scenen sammen med de historier der betyder noget og som er vigtige at få fortalt. Der er god grund til at skynde sig ud og se forestillingen, mens den spilles på KU.BE. Forestillingen havde premiere på kvindernes kampdag i Finland tidligere på året, og skal efter Danmark videre til Sverige og igen tilbage til Finland.

Da jeg skulle hjem stod jeg af ved Nørrebro Station og cyklede tilbage gennem byen. Den farverige forestilling kunne bedst fordøjes ved at køre gennem byens mest blandede bydel, før jeg endte tilbage på Østerbro, der pludselige virkede så farveløst og måske også farveforskrækket. Jeg havde nydt at være omgivet af det blandede publikum i KU.BE, hvor der i øvrigt var en lukket mørk tunnel, der forbandt første sal med stuen, hvor man kunne kure ned, hvis man ellers turde. Men jeg gjorde jeg ikke. Men næste gang gør jeg det...


Foto: Anis Dhiman


FOR COLORED GIRLS
af  Ntozake Shange

Spiller fra den 28.8.-1.9.2019 kl. 19.00
Spillested: KU.BE, Dirch Passers Allé 4, Vanløse

Medvirkende:
Rebecca Langley, Pernille Nordtop, Ellen Gram, 
Wanjiku Victoria Seest, Alice Knuth, Dew Mandonsela 
og Praachi Pratz
Instruktør: Shirley Basefield Dunlap
Lys: Cheryl Williams
Instruktørassistent: Anna Skanborg
Produktionsleder: Zach Khadudu
Forestillingsleder: Aicha Haidara
Kunstnerisk leder:  Michael Omoke
Økonomi: Anders Juhl & Hind Charafi
Grafik: Shasyaa Harsh Vaishnav

Læs mere om Ntozake Shange

KU.BEs hjemmeside

ACT/New Nordic Voices´ hjemmeside



*

Foto: Majka Bjørnager


Her er et foto af Victoria og Rebecca, 
da de opførte et uddrag fra forestillingen 
søndag den 18. august i Dansk Forfatterforening. 

Læs festivalopslag 
og hør festivalpodcast med Michael Omoke.

Læs også om den seneste 
New York-opsætning af "For Colored Girls".