onsdag den 26. oktober 2016

Anmeldelse: DER SKAL MOD TIL på Edison


 FOTO: Jon Bjarni Hjartarson

”Et af de hårdeste tider i mit liv var før jeg blev indlagt på Psykiatrisk Center Amager. Jeg følte mig alene. Jeg forstod ikke, hvad der foregik inden i mig. Hvorfor har jeg angstanfald? Hvorfor har jeg selvmordstanker, når jeg i virkeligheden elsker  livet?”
Laura

Forestillingen ”Der skal mod til” består af selvoplevede beretninger fra 14 unge, der med livet i hænderne står frem og fortæller om det, der hidtil har været deres største hemmelighed.

Vi befinder os derude, hvor diagnoser og fobier står i kø og hvor livet bliver en buldrende flod, der tordner forbi. De medvirkende klamrer sig til det der er og er fælles om at bevæge sig imod strømmen. De holder fast, for de kan ikke andet. Forestillingen, de nu medvirker i, er en slags afrapportering fra deres liv, der for dem alle er blevet slået i stykker af den normalitet, der omgiver dem, men som de aldrig selv kan blive en del af. Men hvad vil det sige at være normal? Er det egentlig normalt at være normal?

”…jeg synes ikke rigtig jeg minder om nogen. Jeg synes ikke jeg minder om dem, jeg går i behandling med, og jeg synes ikke jeg minder om dem, jeg ikke går i behandling med.”

 Emil

 
FOTO: Jon Bjarni Hjartarson

De er alle bange for ikke at være gode nok, for ikke at passe ind og for at miste den sidste rest af samhørighed, de har med andre. Den rest som måske udgør den yderste og eneste forbindelse som de har med omverdenen. De har altid spillet teater for at passe ind. Flere taler om den evige teaterforestilling, de hver især er nødt til at spille for deres omgivelser, for det er simpelthen for svært at bryde igennem og fortælle om, hvordan de virkelig har det. Så på den måde er de vant til at spille teater, men nu er det første gang at de spiller sig selv – sådan som de er.
 

 
 
FOTO: Jon Bjarni Hjartarson

Flere gange lyder det fortrøstningsfuldt fra scenen, at de slet ikke ville undvære deres lidelser og diagnoser. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Der er i hvert fald ingen grund til ikke at tro på det, men derfor kan det godt være en sandhed med modifikationer. For de ville utvivlsomt foretrække at være ’normale’, hvis det begreb overhovedet findes. Men måske er det bare en skrøne - det, med den normalitet?

”Jeg går ud i virkelighedens verden. Jeg tager min maske på. Masken hvor den glade Laura, den energiske Laura, den overskudsrige Laura dukker frem. Ingen må opdage hvordan jeg i virkeligheden har det.”

Laura
 

FOTO: Jon Bjarni Hjartarson

Forestillingen giver et smukt, stærkt, foruroligende, men også præcist billede af, hvad det vil sige at være uden for det fællesskab som vi higer så stærkt efter, men som igen og igen slider os i stykker, når vi ikke kan passe ind i det.

Der var flere gange undervejs, hvor jeg ikke orkede at høre mere, hvor det blev for meget, hvor jeg ikke kunne rumme mere. Det bliver for meget kaos, for meget ulykke, for meget af alt det som vi til dagligt skubber fra os, for at bevare illusionen om livet som vi helst vil se det. Så meget desto mere grund er der til at høre deres beretninger til ende. For det har en ende. En smuk én, oven i købet. For fortællingerne knyttes sammen og er drevet af håb og fortrøstning. Ja, ligefrem forløsning. Ellers havde det heller ikke været til at holde ud. Men sådan er det ikke altid i livet.

”Hele besøget hos lægen er meget sløret. Men jeg husker klart, da hun ser på mig og siger: ”Svær depression.” De første tyve sekunder troede jeg ikke på det selv. Men så var det som om hun brast en boble, og jeg blev overvældet af flere års indre smerte.”

Anna

 
FOTO: Jon Bjarni Hjartarson
 

Tak til de medvirkende for deres nærvær og fortællinger - og ikke mindst folkene på C:NTACT med Peter Dupont Weiss i spidsen som ferm instruktør og med Donna Cadogans musik og Lasse Hoeg von Essens koreografi, der gav god rytme og tempo til forestillingen. Tak til C:NTACT for endnu engang at føre os hen et sted, hvor det slet ikke er behageligt at være, men ikke desto mindre bliver det stadig vigtigere at blive mindet om, at ingen er ens og vi alle er forskellige – og at vi skal vide at kunne rumme denne forskellighed. Men det skal der mod til…
 


FOTO: Jon Bjarni Hjartarson

DER SKAL MOD TIL 
 
MEDVIRKENDE: Anna, Cille, Isabella, Jessica, Karoline, Laura, Louise, Mark, Magnus, Nicklas, Nanna, Natacha, Selma og Trine                                                                      MANUSKRIPT: Peter Dupont Weiss  og de medvirkende
INSTRUKTION: Peter Dupont Weiss
MUSIK: Donna Cadogan
DANS: Lasse Hoeg von Essen

LYD: Signe Hendel Møller 
LYS: Trine Asmussen i samarbejde med elever fra AFUK
IDÉ: Henrik Hartmann                                             

"Der skal mod til" er støttet af VELUX FONDEN.             

                      Forestillingen spiller på Edison,                         
Edisonsvej 10, 1856 Frederiksberg C.

Spilleperiode: 25.10.-18.11. 2016

Læs mere.  

Bestil gratis billetter via hjemmesiden.
Men det gælder om at være hurtig!


FOTO: Jon Bjarni Hjartarson

Se forestillingens undervisningsmateriale.



Tidligere anmeldte C:NTACT-forestillinger:
Hooyo! (2016)
Ondt blod (2012)