lørdag den 7. november 2015

PIA RAUG: Fugleflugt og protest

Nu er jeg menneske igen - 4
 
”Min længsel efter ”ét eller andet” blev den drivkraft, som sendte mig afsted. Men mange har været rejsekammerater og har løftet mig skridt for skridt. Uden dem ville jeg aldrig være nået hjem igen."             Pia Raug

 
Sangeren Pia Raug fortæller om dengang og nu:
 
Så synger de sange om folkenes lykke/
Så synger de sange om folkenes sorg/
Så blæser de alle partier et stykke/
og vælter den sidste papirtigers borg.

Pia Raug satte musik til Inger Christensens digt ”Chile” i 1980, og var med sine sange og musik med til at give tiden en stemme, men hvad gør vi i dag og hvordan kommer nye protestsange til orde - hvis de findes? 
 
Pia Raug siger selv: "Til gengæld bliver jeg nødt til at sige, at jeg aldrig har kunnet prale med at være ”protestsanger”. Jeg var ikke med i den bølge. Jeg var for ung, eller måske bare for langsom. Jeg har bare skrevet og sunget de sange, jeg måtte skrive og synge – om de forhold og emner, jeg havde brug for at forstå og danne mig en holdning til - så jeg både kunne stå inde for det, leve med det og se mig selv i øjnene."
 
 
Jeg havde skrevet til hende: ”Kunne du have lyst til at være med, Pia? På en eller anden måde. Måske med et blik tilbage. For der var jo også en gang, hvor du spillede Chilesangen - var det på Rådhuspladsen? Jeg så engang det rørende klip på YouTube. Er det måske det samme vi oplever nu - igen. Denne bølge. Var det noget, der kunne spindes en ende over? Har du lyst - og ville det give mening for dig? Om nogen er du jo en kunstner, der bærer en tid med sig. En tid og epoke som vi måske kunne lære af og lade os blive inspireret af i dag... Tænk over det!”
 

Pia Raug svarede:  Youtube-klippet er fra ”Rock for Afrika” 21. september 1985. Der var 60.000 mennesker i Idrætsparken, som alle kunne synge med på Chile-sangen. Det var stort, men det er faktisk først efter alle disse mange år, at jeg selv kan nyde klippet og synes, at jeg gjorde det ok. Den gang var det alene oplevelsen af de mange mennesker, som kunne synge Chile-sangen, som rørte mig – selv syntes jeg ikke rigtigt, jeg slog til i selskab med hele rock-virvaret.”
Hun har en sangstemme, der smyger sig omkring alt det svære i livet. I ”Paradisets børn” skildrer hun en ung mands endeligt. Hun bruger udtrykket ”livets salt”. Hvad ER livets salt? Måske er drømmene livets salt? Sangen er både så smuk og grum at den giver ekko langt inde i sjælen. For den berørte hun med sin sang. Efter år med svær materialisme, og den er vel siden kommet tilbage igen, var der brug for en stemme, der kunne synge imod det. Og skabe andre verdensbilleder. I det kor af mennesker, der forsøgte at finde andre veje, blev hun en væsentlig stemme.
På LP-pladerne er hun fastholdt som et tidsbillede fra en svunden tid. Selv om jeg elsker musikken, er der også noget der gør mig lidt beklemt. Det må være svælget mellem det vi søgte og det vi opnåede. Hvor blev alle drømmene af? Hvor svandt de hen? Holdt de drømmefangerne oppe eller endte de med at tyngde dem ned? For tiden fór hen over os. LP-formatet forsvandt og drømmene fik ny lyd og nye farver af den næste generation. Men hvad skete der med drømmene? Hvor er de i dag?

Den 20. november udgiver Exlibris en samlet boksset med alle Pia Raugs sange. I de indledende covernoter ser hun tilbage på de sidste 40 år:
 
Jorden er ingen stjerne” – ”Gid Jorden aldrig går under”

 
Disse to sætninger kom til at indramme mit samlede værk, som nu for første gang er tilgængeligt i sin helhed. Mellem dem blev jeg sangskriver og sanger. Det blev en lang, lærerig rejse over fire årtier fra ung, håbefuld nybegynder til noget klogere veteran med forsonende indsigt i egne styrker og svagheder. Fra fredsbevægelses-sangeren med egen, famlende guitar – over samarbejder med nogle af Danmarks og andre fineste - til den gode, foreløbige landing i hænderne på professionelle militærmusikere i fuldt format.
Jeg bevarede min egen måde at spille, tænke og tælle musik på uden samtidig at begrænse de andres bevægelsesfrihed. Min længsel efter ”ét eller andet” blev den drivkraft, som sendte mig afsted.
Undervejs blev mit liv i musikken et helt andet end det, jeg oprindeligt rakte ud efter. Som barn havde jeg undret mig over, hvor underlægningsmusikken til livet blev af. Så fandt jeg ud af, at den kun findes, hvis man leverer den selv.
Undervejs blev den kærlighed, som hver gang så let lod sig forveksle med forelskelse, forvandlet til musik. At folde musik ud sammen minder meget om at være forelsket, og jeg synes nu, jeg kan høre den sang synge sig ud og ind igennem værket på den rejse, som indtil nu har varet 40 år.

 
”Jorden er ingen stjerne” -
”Gid Jorden aldrig går under”  
Pia Raug, Vesterbro, August 2015"
 
 
 
Pia Raug slutter sin mail med at skrive: ”Jeg er simpelthen så glad – glæder mig vildt til at se den ”i levende live”. Så blev mit ”værk” samlet for eftertiden, og vi nåede det lige akkurat, inden cd-formatet (eller jeg!) helt uddøde – det gør altså en forskel at kunne eksistere ud i fremtiden i den analoge verden og ikke kun i den flygtige digitale.”


Illustration: Bodil Molich
 
Læs mere om "Nu er jeg menneske igen"
 
 
 
 
 
Radioindslag (se under "Nyheder")

Når systemet leger mor og far. Om unge uledsagede flygtninge.

Nu  er jeg menneske igen - 3
 
 
Maleri: Hanne Svennevig 

Som en del af forberedelserne til "Nu er jeg menneske igen" har Ditte Maria le-Fevre og Iben Hendel Philipsen, der begge har enten nye eller gamle erfaringer med at være frivillige værger for unge uledsagede flygtninge, ført en fyrig skriftlig ordudveksling om hvad der er godt og skidt. Jeg har fået lov til at læse med - og det tegner ikke til at gå stille af, så forvent ikke at der bliver skubbet noget ind under gulvtæppet, når de to tager et opgør med et system, der er etableret for at hjælpe, men som ofte ender med at blive til et problem i sig selv.
Som en lille forsmag på det har Ditte her opsummeret noget af det hun gerne vil fortælle om i samtalen med Iben på onsdag.
 
Ditte Maria le-Fevre: Jeg oplever som dig, at de to drenge, jeg har været tæt på i de sidste 6 år, har svært ved systemet, men også, at vi har lært at navigere i det. Jeg undrer mig meget over, at der ikke bliver tænkt mere og brugt flere ressourcer på frivillighed. Systemet kunne spare mange penge.
Et system vil aldrig kunne være en forældre. Lige meget hvor god en kommune du flytter i, så har du som barn brug for, at der er en person, som ikke går hjem, når mødet slutter.

Når jeg ser på de uledsagede børn, der har haft en tæt relation til en repræsentant og senere værge, så er det alle velfungerende mennesker, lige meget hvor store udfordringer, de har haft og stadig døjer med. Men ser jeg på de børn, der kun har haft systemet som forældre, så kender jeg ingen, der har det godt. Enten har de en kæmpe gæld, er misbrugere, på gaden eller følelsesmæssigt ødelagte, så de fremover vil få svært ved at leve i det danske samfund.

I Røde Kors regi har barnet en repræsentant i asylprocessen, og forhåbentligt en MFI’er (midlertidig forældremyndighedsindehaver) når den unge flytter ud i en kommune. Hvorefter systemet anser opgaven for udført, men de unge har i den grad brug for vejledning og omsorg også efter det 18 år. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der var sket med mig, hvis mine forældre ikke havde været der, da jeg blev 18. Samtidig er der presset om den forsatte asylsag, og på den måde spiller systemet en spøgelsesrolle i både deres og vores liv.
Hvad gør man i det øjeblik en ung person, der har tilbragt op til halvdelen af sin barndom i DK, bliver udvist? Hvis den unge opfylder alle de umiddelbare krav til integration og har en dansk familie og ingen i sit fødeland? Hvad vil en sådan situation få af konsekvenser?

Hvis alle uledsagede mindreårige havde en relation som Sayed og Else-Marie eller de andre i Supervisionsgruppen, så vil det blive meget svært at argumenterer for en hjemsendelse.

Hvis jeg skal være grov, så er der ikke andet for Røde Kors at gøre på nuværende tidspunkt, end at putte os i kategorien ”frivillige” på lige fod med dem, der står i en genbrugsbutik. For os er der en meget stor forskel, da man kan holde fri fra en genbrugsbutik, men ikke fra en relation.
  
 
Illustration: Bodil Molich
 
Læs mere om arrangementet:
 
 
 
 
 
Radioindslag (se link under "Nyheder")

Prolog: NU ER JEG MENNESKE IGEN

Prolog til
"Nu er jeg menneske igen"
den 11.11.2015 på Betaniahjemmet
læst af skuespilleren Birgitte Prins
skrevet af Michael Svennevig.
Illustration: Bodil Molich
 
Hvad kan du selv gøre?
 
Det er en spændende tid vi lever i. Spændende fordi alt kan ske. Men det er også tankevækkende, at bremseklodserne er blevet så slidte, at hvis det var på min cykel ville jeg ikke turde køre på den. Men det er virkelighedens bremseklodser der ikke mere tager fat. Bagbremsen har sat sig fast. Ikke sådan at den bremser hele tiden, men lige modsat: at den overhovedet ikke længere bremser. Verden hvirvler imod os, og der er meget der bliver malet til benmel. Med lidt væde tilsat kan det blive til benklister. Men det sætter sig på os. Vi får det i øjnene - benmelet og støvet. Det slører vore blikke. Det kommer ganske langsomt. Måske er det historiens hjul, der har drejet endnu en omgang, måske er det demonstrationernes tid, der er vendt tilbage? Måske er en større opvågning på vej, måske er der så meget, der er blevet for meget, at det ender med at vi står af. At vi siger fra – og hverken kan eller vil længere. Jeg tror at det er noget på vej. Noget nyt. Ganske langsomt... men ved ikke, hvad det er. Men når jeg siger fra, stiller mig på tværs og stiller spørgsmål, sker der noget. En forvandling. Noget forunderligt, for nu er jeg menneske igen…

 

Læs mere:



Film med uddrag fra det kommende arrangement den 11.11.2015

Artikel på Nudem.dk