tirsdag den 7. august 2018

Den kraft som fortællingerne har. Mød Pia Sigmund

 Foto: Michael Svennevig
Samtale med den 78-årige forfatter og fortæller Pia Sigmund.
Om besættelsen og om at skulle i beskyttelsesrum under krigen,
om de første flygtninge fra Østpreussen
og om vigtigheden af at nogen fortæller én, hvad man skal gøre, hvor man skal gå hen – og hvordan man har det i det her land.
”Når man fortæller andres historier er det væsentligt, hvilket forhold man har til sin egen historie”, fortæller Pia Sigmund i denne samtale forud for festivalen BILLEDER AF LIV, 10.-19. august 2018 – i 5 bydele med 80 kunstnere.
**

FAKTA: Pia Sigmund fortæller
”Jeg er født Erna Bork. Min mormor kaldte mig altid Pia.
Jeg var opkaldt efter min oldemor, forfatterinden Erna Juel-Hansen, søster til Holger Drachmann. Jeg har skrevet om hende i bogen Oldemor Erna.
Som 18-årig købte jeg navnet Pia, og som 21-årig giftede jeg mig til navnet Sigmund.”

 ** 
”En dag siger Far til mig: ”I morgen skal du se kongen!” Og næste morgen siger han igen: ”I dag skal du se kongen!” Vi tager tøj på og går ned ad alle trapperne og hånd i hånd ud på Arendalsgade. Gaden er stille og kølig og lidt mørk. Rundt om hjørnet går vi, og der ligger Kastelsvej, fyldt med solskin, helt tom. Ingen mennesker. Vi venter lidt. Og så ... der – fra venstre – kommer kongen ridende på sin hest, helt alene. Tap-tap, tap-tap, tap-tap. Han sidder meget højt oppe. Hesten er kæmpestor og kongen er stor. Han har en blå uniform på og en skråhue. Solen skærer mig i øjnene. Løfter han hånden en smule hen imod os? Hurtigt rider han forbi. På hjemvejen og næste dag siger Far, mange gange: ”Husk nu, at du har set kongen.”
Uddrag fra Pia Sigmunds endnu upublicerede barndomserindringer: ”Barndom – 1940-1950”.
 
 
Michael Svennevig (MS): 1940. Det er lang tid siden.
Pia Sigmund (PS): Ja, meget lang tid siden.
MS: Hvor langt kan du huske tilbage?
PS: Jeg kan huske mange ting fra besættelsestiden, hvor jeg lå i min seng og kunne høre tuden af sirener og tuden af skibe fra havnen. Når der var luftalarm, var det om at komme hurtigt i tøjet og ned ad alle trapperne. Vi boede på 4. sal.
MS: Så der var du fire år?
PS: Ja, 3-4 år. Ned i et beskyttelsesrum, hvor hver familie havde sin stol, og der var en meget fin dame, der havde et skærmbræt, som hun sad bag. Det var hendes eget private. Min far var husvagt i en stor ejendom på Østerbro i København. Han havde sin hjelm og gasmaske liggende ude ved indgangen, så han lige kunne gribe fat i dem, når der var alarm. Men først skulle han få min mor, min lillesøster og mig ned i kælderen, og så skyndte han sig op på taget. Jeg tror, at det passede ham godt (ler), for han var et nysgerrigt menneske og ville gerne se, hvor der blev bombet, og om alle havde husket at slukke lyset og rulle mørklægningsgardinerne ned. Han lavede et meget fint kort over alle Københavns tage med kirkespirene, et kort som jeg endnu har.
MS: Det var inspireret af, at han havde siddet deroppe?
PS: Ja, for han skulle vide, i hvilken retning han kiggede. Det var jo mørkt, og man måtte ikke have lys, men han havde selvfølgelig sin lommelygte med, så han kunne orientere sig oppe på lofterne. Jeg var ikke deroppe, men jeg forestillede mig, at han gik på tagryggene. Sådan noget kan jeg sagtens huske. Der er også noget andet jeg husker...
 

Fru Hauschultz på tur, Østerbro 1943
 
”Fra min tid

     Den daglige tur i frisk luft var vigtig. Når mor ikke selv havde tid, kom fru Hauschultz, en ældre dame fra Rosenvængets Sideallé, som spadserede med os i timevis. Lone i barnevognen, jeg ved siden af, med et greb i håndtaget. Fru Hauschultz gik nu ikke altid ud på Langelinie for at nyde den ekstra friske luft der; faktisk tror jeg, at hun meget bedre kunne lide at gå rundt i gaderne med os for at kigge på folk. En dag, husker jeg, var der særlig mange mennesker i Rosenvængets Allé. Biler og lastbiler med åbent lad kørte op og ned i rasende tempo. Der var en mærkelig stemning. Pludselig hørte vi skyderi, og fru Hauschultz skyndte sig ind i en opgang med os. Der var vindue i døren. Jeg så tydeligt, at soldater førte en del mænd op på en åben lastbil. Lone hev og sled i sin sele for at komme ud af vognen; hun ville se mere. Vi måtte blive længe inde i opgangen. Der løb mænd rundt med skydevåben, ud og ind af opgange. Der var meget skyderi. På denne måde var vi i første parket til at overvære, at betjentene fra Rosenvængets politistation blev ført bort, den 19. september 1944. Det var der nu ingen, der forklarede mig, jeg så det bare.”
Uddrag fra Pia Sigmunds tekst til ”Gammelbogen II, Død og hygge på plejehjemmet”, Epigraf 2014.
 
MS: Jeg var glad for, at du gav mig teksten til Gammelbogen II. Det er en stærk tekst, for jeg føler, at det er mig, der bliver trukket med ind i trappeopgangen, og som ikke forstår, hvad der sker omkring mig, selv om jeg er for ung til at kunne have oplevet det.
PS: Jeg fik jo ikke forklaret, hvad der skete, men syntes da, at det var interessant. Først senere blev jeg forbavset over, at jeg havde oplevet politiets arrestation. Men vores barnepige var heller ikke klar over det og tog ikke hensyn til, at hun havde to småbørn med. Hun syntes også, at det var spændende.
MS: Når det handler om at fortælle historier, så hænger det jo også sammen med, hvilket forhold man har til at fortælle sin egen historie. For hvordan fortælle andres, hvis man ikke kan fortælle sin egen? Men hvordan er det for dig at sidde her, for du plejer jo at sidde i min stol og være den, der lytter og skriver ned? Du virker ret tryg ved det?
PS: Ja, jeg har da glædet mig til det. Lige siden du bad mig om at komme, har jeg gået og tænkt over, hvad du mon ville spørge om? Jeg har gået og tænkt og synes da, at det er en vidunderlig gave at få, at skulle prøve at sammenfatte noget om livet. Men det er rigtigt, jeg har lige interviewet en ung pige her til formiddag, så... ja, det plejer at være mig i stolen.
MS: Nu er du selv historiefortæller, så du er vant til at fortælle.
 
Frihedskæmpere i gården, maj 1945. Foto: min far
PS: Jeg tænker hele tiden på fortællingen. Også historisk, for jeg ser det jo også udefra som den, der har oplevet, at politiet blev ført bort. At have oplevet den historiske begivenhed, som det er. Så jeg leder også med mine historiker-øjne efter noget af det, jeg har oplevet gennem et langt liv. Også den fantastiske glæde og fryd der var – nej ikke den 5. maj 1945, for den dag var det lidt uroligt på gaderne endnu. Der var frihedskæmpere rundt om hjørnerne, nej, den dag måtte man ikke gå på gaden - men den 6. maj ... Så vidt jeg husker, var det en søndag, og alle hoppede og dansede i gaderne. Solen skinnede. Det var en glædens dag.
 
Erna med dukkehus 1945
 
Der er også noget andet, som jeg tydeligt husker. Det var i vinteren 1945, og min far sagde, at vi lige skulle komme hen til vinduet, og så åbnede han de franske døre og vinduer. Vi boede på 4. sal. Vi så ned på gaden og hørte en mærkelig lyd af en masse mennesker, der talte ganske, ganske stille sammen. Man hørte sko og traven hen ad gaden, og der gik mennesker, mennesker og mennesker. De kiggede alle ned i jorden og var grå, triste og forknytte. Det kunne vi se oppe fra 4. sal. Min far fortalte os, at det var flygtninge, der kom fra Østpreussen og var blevet sejlet til Københavns havn, hvor de var blevet sat i land. Det var måske 1.000 eller flere, der havde været stuvet sammen på et skib, og nu skulle de indkvarteres på en af skolerne der på Østerbro. Det var mest kvinder, børn og gamle. De gik ganske, ganske langsomt og talte sammen, stille. De har været frygteligt bange, men måske også lettede over endelig at været kommet i land. De var sultne og dårlige og havde kun små tasker med. Det er noget jeg har tænkt på... hvordan de havde det, da de kom i land. Nu er jeg glad for, at min far sagde: ”Det er noget særligt, du ser her!” Men dengang var jeg ikke klar over, hvad det betød.
 
Erna Bork, 1o år
MS: Der er mange, der siger, at vores generelt hårde syn på flygtninge hænger sammen med, at det er så få af os, der endnu har erindringen om det, du oplevede i 40´erne.
PS: Ja, det kunne godt hænge sammen med det. Men jeg tror nu også, at der er andre grunde til det. Men det er rigtigt, at det er svært at forestille sig at være på flugt, når man ikke selv har set og mærket det. Jeg har boet nogle år i forskellige lande, og da vi kom til USA, min mand og jeg med to små børn, havde vi ikke så mange penge, og vi skulle blive der nogle år. Vi kom til at bo i det mest elendige hus med brølende trafik lige foran, så jeg kunne ikke gå ud med børnene, og jeg følte, at det var en meget dårlig ankomst. Der var ingen, der hjalp mig eller tog mig med ud og viste mig, hvor der var en have eller en legeplads. Et eller andet lille fristed, hvor jeg kunne gå hen. Det er en oplevelse, der har fulgt mig siden, selv om vi slet ikke var flygtninge. Vi havde mad på bordet.
MS: Men følelsen...
Holsteinsgades Skole, 2. klasse, 1947
 
 
PS: Ja, følelsen var der, og jeg forstod vigtigheden af, at der er nogen, der fortæller én, hvad man kan gøre, hvor man kan gå hen – og hvordan man har det i det her land. Den gode modtagelse betyder meget. Det er meget vigtigt for mig at have for øje, når vi modtager nye mennesker her i landet.
MS: Men inden du fortæller om det, må du lige fortælle om din baggrund.
PS: Jeg har været lærer i 20 år, men da jeg blev 50, begyndte jeg at læse videre.
MS: Hvorfor det?
PS: Jeg drømte om det i mange år. Jeg ville så gerne læse historie. Det var det, jeg gik og tænkte på, mens jeg underviste i folkeskolen. At det var noget for mig. Jeg skulle nok have gjort det, allerede da jeg var ung, men det blev ikke til noget. Men det var måske også meget godt, for det at være lærer er et meget fleksibelt arbejde, så jeg f.eks. havde nedsat timeantal, da vores børn var små. Eller det var i hvert fald et fleksibelt arbejde dengang. Men så skulle det være.
MS: Men hvorfor historie?
PS: Det ligger så dybt i mig, så det kan jeg slet ikke forklare. Jeg tror, det er medfødt.
MS: Er det noget, du har fra dine forældre?
PS: Ja, min far var meget historisk interesseret. Absolut. Han var også familiehistorisk interesseret og lavede stamtræ, både for min mors og for hans egen familie. Jeg har altid lyttet meget til, hvad han fortalte mig. Han var historiefortæller – uden at vide det.
MS: Hvad vil det sige?
PS: Han underholdt os hver dag. Det var både med moralske, historiske og aktuelle ting. Både min mor, min søster og jeg sad pænt og lyttede. Han læste meget og underholdt med det bagefter. Jeg kan huske, at han læste Gerald Durrells ”Min familie og andre dyr”. Vidunderlig bog. Han kunne huske det hele og fortalte fra ende til anden, når vi drak te. Også om alt muligt andet. Også om politik. Som tiden går, føler jeg mig stadigt mere forbundet med min far. Mere og mere.

 
MS: Senere skrev du selv en lang række bøger med historisk tema.
PS: Det har været vidunderligt, for jeg har haft et så skønt samarbejde med Charlotte Clante, der har illustreret alle 11 bøger i serien ”Børn i Danmarkshistorien”. Jeg ville sådan ønske, at vi også kommer til at lave bog nr. 12 i serien. Men jeg får hele tiden andre nye ideer, som jeg lige skal have gjort... og så går tiden, men jeg har en ny idé. Det hele hænger sammen med, at jeg begyndte at undervise i historie i folkeskolen. Jeg, som elsker historie så meget, var ret fortvivlet over at skulle undervise i et fag uden noget ordentligt materiale. Det var tekst, tekst og tekst – og så var der måske et enkelt frimærkestort billede af en eller anden konge, præsident eller hærchef. Aldrig en kvinde eller et barn. Jeg kunne da godt forstå, at børnene ikke syntes om det, og selv vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle finde de gode historier og fortælle om dem, for jeg havde simpelthen ikke baggrundsviden nok til det. Jeg var rigtig ked af det og forstod godt, når børnene sagde: ”Eh, det er godt nok et kedeligt fag – og en kedelig lærer!” Derfor gik jeg i mange år og drømte om at lære noget mere om historie og metode. Ja, at få en større viden om det. Og derfor fik jeg denne drøm om selv at lave bøger, så børn kunne forstå historien.
 
***
 

 
 
Samtalen er et uddrag fra Michael Svennevigs bog ”Billeder af liv. Samtaler & digte”, der udkommer på forlaget Epigraf til festivalåbningen.
- og mød Pia Sigmund
til festivalåbningen
i Apostelkirken,
fredag den 10. august 2018. 
Se program:

 
.