LA VICTORIA
22.-25. april 2026
i H2O
Det er forfriskende med historier og skildringer fra andre dele af verden.
"La Victoria", er en roman af Ayaz Shah, der er bearbejdet til teater og instrueret af Barry McKenna.
Ayaz Shah er en dansk forfatter, som har tilbragt syv år i Latinamerika, primært i Venezuela og Argentina, hvor han blev inspireret til at skrive bogen. Med en dansk mor og en far fra grænseområdet imellem Pakistan og Afghanistan, er bolden givet op til en roman, der er skrevet som magisk realisme, og hvor vi får et unikt kik ind i en anden verden. Ayaz Shah er 42 år. Romanen skrev han i Buenos Aires for flere år siden. Det er der kommet en fortættet og fascinerende fortælling ud af.Ayaz Shah spiller selv hovedpersonen i den englsksprogede opførelse på H2O, Hørsholmgade 20 på Nørrbro, der er et af Københavns nye kultursteder. Det er en hyggelig kælderscene, der tager sig godt ud. Når man kommer ind fra gaden, træder man ind i en anden verden. Publikum er placeret på tre sider rundt om scenen i midten.
Ayaz Shah spiller sammen med Oscar Rödsgaard og Wanjiku Victoria Seest i denne historie fra Venezuela, der handler om taxachaufføren, Camillo, der en dag kommer hjem til sit tomme hus, hvor hans kone og deres to børn er sporlyst forsvundet. Først tror han, at de er hos svigerforældrene, men det er de ikke. Da han spørger sig rundt, viser det sig, at han tilsyneladende er den eneste, der ikke har vidst, at konen har haft et forhold til en anden mand i længere tid.
Først er tanken ham helt umulig. Også selv om han selv har en elskerinde ved siden af. Men vi befinder os i det katolske Latinamerika, hvor også overtroen spiller ind. Først opsøger han en sandsigerske eller heks, og bagefter en prædikant. Han henter hjælp alle steder, hvor han kan.
Det lykkes ham at finde ud af, at konen også har flyttet børne til en anden by, hvor elskeren bor. Hovedpersonen tager dertil, men finder ud af, at han må have fat i sin bror, Raul, som han ikke længere har kontakt med. Selv om broren er gået under jorden, lykkes det' alligevel at finde ham.
Hvad forestillingen ender med, skal ikke røbes her.
Romanen er spændende, fordi den giver indsigt i en helt anden verden, hvor helt andre værdinormer gælder. Også kønsrolle-mæssigt. Umiddelbart virker hovedpersonen usympatisk. Det er også sådan Ayaz Shah spiller ham.
I romanen er han endnu mere bytte for sin egen fantasier og vildfarne forestillinger. Der er lange passager, hvor det er svært at afgøre om det, der sker, kun sker i hovedpersonens eget hoved. Virkelighed og fantasi flyder sammen. Forestillingen er holdt mere nøgternt. Det er egentlig ærgerligt, for det får hovedpersonen til at fremtræde mere usympatisk og overfladisk - i bedste fald som offer for et rigidt kønsrollemønster. Egentlig kunne han lige så godt have haft en diagnose. Skizofrenien lurer lige rundt om hjørnet.
Stilmæssigt er forestillingen ujævn, for hovedpersonen er neddæmpet, mens personerne rundt om ham bliver spillet med stor energi og patos. Det er forfriskende, og det er gjort godt, og alligevel får det ikke forestillingen til at falde til ro. Det er orkestreret i forskellige stilarter. Det kunne godt have virket, men gør det alligevel ikke. Heller ikke selv om det bliver spillet gribende af Wanjiku Victoria Seest som tiggeren. Det er en skøn scene. Osar Rödsgaard er dejlig overgearet. Han er skøn skiftvis som amerikaniseret lægprædikant og som blomstrende queer. Der er en dejlig rytme over deres spil, men det kommer alligevel ikke til at falde sammen til en fælles historie. Desværre. Det er også en god måde at skabe scenisk rum på ved hjælp af lyssætningen. Måden at gå til publikum på fungerer også fint.
I romanen er mødet med Raul, broren, væsentligt, da det viser sig, at broren er gået under jorden, fordi han har en forhistorie, der spejler hovedpersonens, men i stykket er det ikke med. Det er synd, for der er en særlig kontakt imellem de to, men baghistorien mangler. Det kunne have givet sceneversionen en del af den tyngde, som mangler. Som det er nu, så når forestillingen ikke rigtig at lande. Primært fordi hovedpersonen fremstår éndimensionel og usympatisk. Det er selvfølgelig et valg, men som publikum er det svært, når det er hovedpersonens historie, der er den centrale. Også selv om der spilles bravt hele vejen rundt om, for det gøres både med charme, energi og fandenivoldskhed. Men det er svære odds.
LA VICTORIA
22. - 25. april 2026
i H2O
Instruktion og bearbejdet til teater: Barry McKenna
Baseret på romanen, "La Victoria" af Ayaz Shah.
Medvirkende:
Ayaz Shah, Oscar Rödsgaard og Wanjiku Victoria Seest.
Instruktørassistent: Lian Tamam
Lysdesign: Julian Simpson
Lyd & teknik: Mark Jones
Lyddesign & lystekniker: Peter Godtfredsen
SUNDHOLMS DRØM
Når man træder indenfor i foyeren til Maskinhallen på Sundholm, får man straks øje på den ophængte plastik. Vi får udleveret VIP-navnetags til at have om halsen og får plastikovertræk til skon. Vi bliver vi gennet ind gennem en lille sluse ind bag plastikforhænget. På sæderne ligger der tændte høretelefoner, som vi tager på, før vi bliver introduceret til Dr. Frank Smith, der står for det tekniske, mens Robert præsenterer os for den maskinelle lydbølgetidsmaskine, der kan kaste os tilbage i tiden, så vi kan lytte med på nedslag i den historie, som maskinhallens vægge rummer. I sin tid stod der tre damptromler i rummet, og selve Sundholmshistorie var ikke så glad og munter, som den synes i dag.. Det var dengang tvangsinstitution for socialt udsatte. I dag er strafarbejdet nedlagt og voldgraven omkring Sundholm dækket til. Nu huser området bl.a. herberger, beskyttede boliger, natcafé og fixerum for de borgere i samfundet, der er allerhårdest ramt af misbrug, hjemløshed og psykisk sygdom. Sundholm var oprindeligt tænkt som straffeanstalt for fattige, vagabonder og andre utilpassede borgere i København, der blev interneret uden dom i starten af 1900-tallet. Siden er andre institutioner rykket ind side om side med de sociale institutioner; det gælder bl.a. teatret GLiMT AMAGER, der som bydelsteater i Amager Vest har base i den gamle maskinsal - og står bag SUNDHOLMS DRØM.
Publikum inviteres til at iføre sig høretelefonerne, der liger på sæderne, hvorefter vi præsenteres for nedslag i stedets historier. Vi hører deres stemmer fra 1967, hvor Ole, der arbejder i maskinhallen, møder en af de unge piger, der bor her. Hun søger tilflugt i maskinhallen, efter at have stjålet portvagtens kasse med udekort. En af plejerne er på udkig efter hende, men Ole siger, at hun ikke er der. Men det er hun. Hun vil gerne betale ham tilbage for venligheden, men da hun ingen penge har, nævner hun, at der måske også er en anden måde at ordne det på, men det vil Ole ikke høre tale om. Det bliver starten på mødet mellem de to.
Vi hører historien i små nedslag,men ikke helt i kronologik rækkefølge, hvilket gør at det hele får et skær af noget uvirkeligt over sig. Det er uvist, hvad der egentlig sker. Men det er ingen hemmelighed, at de bliver forelskede. Noget tid efter fortæller Gerda, at hun er blevet gravid. Inden da har de i fantasien talt om deres fremtidige liv sammen. De har drømt om hus og børn. Men det har bare været en leg - for Ole. Gerda truer med at kaste sig ud, da hun opdager at Ole slet ikke har ment det alvorlig. Han synes, at hun skal have en abort, men det vil hun ikke høre tale om. Derefter bliver det uvist, hvad der sker. Får hun barnet eller ej? Bliver hun gift og flytter ud fra Sundholm?
Mette Hornbek Hansen har skrevet teksten, der er iscenesat af Lars Lindegaard Gregersen, der også spiller med og fremviser n ny lydbølgemaskine, mens Albert Ivarsson spiller hans tekniske assistent. Det der i starten bare er tics sætter sig i kroppen på assistenten og breder sig senere til dem begge, indtil det helt overtager dem, og kaster dem rundt i de mest abrupte og overaskende spring og kast. Det er utroligt, som de kan - og det hele bygges op lidt efter lidt.
Hovedhistorien om Gerda og Ole er skabt via de indspillede stemmer, som vi lytter til i 3D-høretelefonerne. Vi ser dem aldrig. Eller det gør vi måske alligevel, da to akrobater kommer ind og langsomt slynger, hopper og balancerer med hinanden, som i en fjerlet dans (koreograferet af Liv Michaela Sanz).
