Anmeldelse: BRECHT OG DØDSSYNDERNE i Krudttønden

 

 

Det er svært ikke at blive imponeret over ambitionsniveauet i ”Brecht og dødssynderne” som Copenhagen Chamber Performance præsenterer i teatersalen i Krudttønden af Bertolt Brecht og Kurt Weill.

Det starter med en sortmalet scene, hvor gulv, vægge og loft synes at gå ud i ét. Tre stole og tilhørende nodestativer står alene midt i rummet. På væggen bagerst hænger et Madonna-billede med påsatte amerikanske flag. Det hænger mellem de tre sorte døre, hvorigennem de tre musikere kommer ind. Først accordeonspilleren Adam Ørvad, der også har arrangeret musikken. Han sætter sig i midten. Dernæst cellisten Mattias Rodrick og over for ham klarinettisten Bo Skjold Christensen, der istemmer prologen til syngespillet, hvorefter de 4 sangere: Martin Palsmar (bas), Jakob. K. Pedersen (1. tenor), Rene V. Bjerregaard (2. tenor) og Jonas Holst (bariton) kommer tumlende ind. De ser aparte ud. En af dem er en mand forklædt som kvinde (Palsmar). En anden er perfekt som idiot (Knudsen Pedersen). Han er ikke til at få øjnene fra. Lige som de andre er han iført snavset hvid ærmeløs undertrøje, blå jeans og har et blåt stjernet pandebånd på. Han er uhyggelig tynd og ser helt vild ud. Det er som om vanviddet vælder ud af ham. Det gør det også i teksten…

Anna I og II synges af Radmila Rajic, der både kan føre sig og synge så det er en fryd. Hendes stemme slår ud i lys lue og brænder højt og klart gennem forestillingen. Hun er forførende smuk i denne historie om fortabelse og om pengesamfundets endeligt. Noget som Brecht havde et skarpt blik for. Fra tilskuerrummet lyder Chresten Speggers stemme som Bertolt Brecht. Han fremfører de optrykte tekster gengivet i forestillingsprogrammet, der i Otto Gelsteds originale metriske oversættelse klinger klart og præcist gennem rummet. Det er samme oversættelse, der også blev brugt ved førsteopførelsen på Det Kgl. Teater i 1934, men stykket nåede kun at spille to gange, før den blev stoppet.  Den danske ambassadør i Berlin var stærkt presset af myndighederne i Tyskland, som betegnede stykket som ”propagandistisk og kommunistisk” (sådan som programmet citerer fra Harald Engbergs ”Brecht på Fyn”).

 

 

Radmila Rajic er kunstnerisk leder af Copenhagen Chamber Performance, der blev stiftet i 2011 og har som sit erklærede mål at etablere en alternativ platform for musikere, hvor musikdramatiske projekter, nyskreven musik, kendte operaer i nye former og kammerkoncerter er kernen i foreningens virke. Det lever forestillingen med sit imponerende kunstneriske niveau i høj grad op til. Radmila Rajic har også stået for scenografi og iscenesættelse.  Iscenesættelsen er flot og enkel. Det gælder også scenografien. Man kan selvfølgelig indvende at scenografien faktisk er fraværende, men det er ikke sandt, for den sparsomme staffage er alt hvad forestillingen kræver og har brug for. Intet andet end det allerhøjst nødvendige. Intet andet. Til gengæld er gennemgangen af de 7 dødssynder et så righoldigt musikdramatik værk og her opført med et så stort kunstnerisk overskud at man er ved at tabe vejret.

Brecht havde et så klart kulturkritisk syn på sin samtid at det stadig kan chokere, for vi er tilsyneladende ikke blevet stort klogere siden. Lån Brechts blik og se ordentlig på det der omgiver os i dag. Tonen er straks slået an i refleksionen ”Hvorfor skal mit navn nævnes” og brænder videre i ordene fra Bogbrændingen: ”Jeg befaler jer: Brænd mig!” og bliver til aske i passagen: ”At tale om reb i den hængtes hus er ikke passende…”.

Der er så meget, der ikke er passende.
Brecht gjorde sit til at det fik både mål og mæle.

 

Medvirkende:

Anna I & II: Radmila Rajic

Brecht: Chresten Speggers

Familien:

Jacob Knudsen, René Visgaard Bjerregaard, Jonas Holst og Martin Palsmar

Musikere:

Adam Ørvad, Bo Skjold Christensen og Mattias Rodrick

Arrangement: Adam Ørvad.

Scenografi og Iscenesættelse: Radmila Rajic.

Lysdesign: Yaw Darco,

Dramatisk konsulent: Helge Reinhardt

 

Spilleperiode:

19.-21. maj 2016 i Teatersalen i Krudttønden

Læs mere