Om teater, litteratur, forfattere og mødet mellem udenlandske og danske kunstnere. Teateranmeldelser, festivalomtaler og beskrivelser af egne bøger og dramatik.
Teater og dans smelter sammen i Sydhavn Teaters nyeste forestilling, ISNÆTTER, der spiller på Sporet 10, Vasbygade 10, nær Fisketorvet. Vi er langt ude - og det er vi også i Amanda Linneas Gimmans dramatisering af Anna Kavans´ roman "ICE". Vi er så langt ude at virkeligheden forsvinder, og vi begiver os med manden, spillet af Mathias Rahbæk, ud på en rejse efter kvinden, der spilles af både Nanna Finding Koppel og Anastasia Krasnoshchka, mens elskeren spilles af Thomas Bentin. Skuespil og dans går ud i eet - og det er en fryd at opleve. Også selv om det gør ondt. For dét gør det.
Foto: Rumle Skafte.
Vi befinder os i et uendeligt stormomsust indre landskab, hvor naturkrafterne slår sammen i gevaldige stød mod de fire på scenen. Er vi inde i en historie eller er vi sat fri i en dommedagsprofeti? Vi er begge dele - både fanget og sat fri.
Manden søger sin forsvundne kvinde. Det lykkes også at finde hende, selv om hun i mellemtiden er blevet ét med elskeren, der fuldt og holdent har overtaget mandens rolle.
Foto: Rumle Skafte.
Historien udspiller sig i et bart lagerum, hvor der er sand på gulvet, som manden river, mens vi kommer ind. Bag ham hænger udspændt tynd, halvtransparant plastik, der i løbet af foresrtillinges hæves op og ned på mange fimurlige måder, så det ved hjælpe af lys og musik kan illudere alt det, der ikke bliver sat ord på. Og det er meget. Handlingen, bevægelserne og dansen virker som undertekster til alt det usagte. Det er råt og nøgent. Der er ingen fine fornemmelser, vi er ude, hvor blæsten hyler og havet tager over.
Foto: Rumle Skafte.
Vi befinder os i en dommedagsverden, hvor naturen er ved at tage over, og er ved at lukke sig uforsonligt over menneskene. Eller det er måske rigtigere at sige, at naturen allerede HAR taget over og nu er ved også at opsluge menneskene.
Det er let at komme til at tænke på Strindbergs "Et Drømmespil" eller på Ibsens "Fruen fra havet". Personerne er som fisk ude af havet. Det er uforsonligt og dommedagstrompeterne lyder gennem stormen.
Mathias Rahbæk er god, som den forknydte mand. Hans diktion er lidt tøvende, og hans taler lige lidt langsommr end man normalt gør, som om en fjeder har sat sig på tværs i ham, og sløvet hans tale. Som om han ikke rigtig kan nå frm til sig selv. Han erden evigt rejsende. Det er en god ide at lade ham henvende sig direkte til publikum i starten, for ellers ville vi være blevet hægtet af.
Foto: Rumle Skafte.
Thomas Bentin som elskeren, er langt mere stoisk i sit udtryk. Han er den herskende og bevæger sig med stor maskulin energi, som han mest bruger på at holde kvinden væk fra manden.
De ekvilibristiske fald og kast mellem manden og elskeren imponerer. Det ser så legende let ud, men det er store velvoksne mandekroppe, der tumler rundt, som var det den letteste sag af verden.
Nanna Finding Koppel og Anastasia Krasnoshchka er kvinden, der udspalter sig i to. Kvinderne spiller 2. violin i forestillingen, der fokuserer på mandens søgen og begær. Kvinderne har det hårdt - de er objekter i denne fortælling om at være menneske på jagt efter sit bedre jeg - eller bare én at være sammen med, for ikke at være ene. "Ensom blandt mennesker" af Satre skildrer samme utilpashed i verden. Det er svært at være menneske - ikke mindst når verden er ved at gå under.
Foto: Rumle Skafte.
Forestillingen er fuld af ordløse skrig. Der er ingen lette løsninger i relatuionerne mellem de fire. De hiver og slider i hinanden, for at finde fodfæste i en verden, der for længst er gledet dem af hænde. De har kun hinanden - og det har de så heller ikke.
Menneskets ubodelige ensomhed griner af os - og man går forstemt derfra. Men kunsten overlever alt. Sammenspillet mellem de fire, den kraftfulde musik af Laurits Jongejan sammen med det inciterende lysdesign af Andreas Buhl, spiller sammen på smukkeste vis med Thomas Kaufmanas´ scenografiske interaktionsdesign, der gør det hele let og luftigt, selv midt i de koldeste isnætter. Det hele er holdt umådeligt enkelt, og kommer derved til at virke så meget desto stærkere. Tina Tarpgaard har koreograferet og instrueret med Malene Paludan Keiding som samskabende instruktør. De har tydeligvis haft et kraftfuldt og meget vellykket samarbejde. Selvom livet, lysten og håbet ikke får megen plads i ISNÆTTER, hæver kunsten sig tårnhøjt over det hele, og vi som publikum går opløftede derfra - men samtidig også forstemte. Det er en stærk følelse at gå derfra med.
Foto: Rumle Skafte.
ISNÆTTER
10.-30. maj 2026
Sydhavn Teater
Sporet 10, Vasbygade 10 (nær Fisketorvet)
75 minutter
Koreograf og instruktør / Director and choreographer
Tina Tarpgaard
Dramatiker og dramaturg / Writer and dramaturg
Amanda Ginman
Samskabende instruktør / co-director
Malou Paludan Keiding
Performerere / performers
Nanna Finding Koppel, Mathias Rahbæk, Anastasia Krasnoshchoka & Thomas Bentin
Foto: Sofie Amalie Klougart, DEN ANDEN,/Sydhavn Teater
& Rumle Skafte, MØDRENES HUS/Mungo Park.
Det er to stærke og betagende scenepræstationer på Sydhavn Teater og på Mungo Park. DEN ANDEN og MØDRENES HUS er to kvindelige rejser gennem kærlighed og frem mod fødsel. Katrine Leth og Rikke Westi giver alt, hvad de har og kommer tørskoet i land. Begge er alene på scenen. Den første i et buldrende performanceværk og den anden i en stram monolog, men begge værker vokser og bliver til så meget andet og mere. At møde livet er også at blive konfronteret med mørket. Liv og død hører sammen, men begge kæmper sig frem til en afklaring. Ja, til en fødsel.
Foto: Rumle Skafte.
MØDRENES HUS
på Mungo Park
80 minutter
16. november 2023 - 11. januar 2024
Nina Rudawski har instrueret og bearbejdet Liv Nimand Duvås roman til teater. Rikke Westi er alene på scenen i 80 minutter. Det er praktisk talt en monolog, men sådan føles det ikke. Det er en betagende rejse til Mødrenes Hus. Det er klart, at jeg som mand ikke har været på samme rejse, men efter forestillingen har jeg følelsen af det. Det er det særlige ved teater, at når det er rigtig godt, føles det som dine egne oplevelse - og så godt er det. Rikke Westi er formidabel. Hendes stærke og fascinerende spil som det fødende moderdyr på vej gennem en jungle af følelser er så mangefacetteret, at hun kunne fortjene en pris for sin præstation. Til premieren i aftes på Mungo Park i Allerød - i teatrets store scene - indtog hun scenen med den største selvfølgelighed.
Foto: Rumle Skafte.
Teksten er skøn. Den kommenterer sig selv løbende, og er frisk, fyrig, dampende af tilstedeværelse og går lige på - og så er den humoristisk. Det var den, der i første omgav betog mig. Senere var det det stærke spil i rollen som den førstegangsfødende. Selvfølgelig er et inviteret premierepublikum altid mere modtageligt og accepterende end et almindelig publikum, men alligevel var det tydeligt, at teksten og spillet i den fine instruktion kunne noget med publikum, der flere gange undervejs kvitterede med applaus.
Foto: Rumle Skafte.
Samspillet med scenografien af Sofia Stål, lyddesignet af Emil Bøll og lysdesignet af Casper Døi gjorde det til noget meget større end den faktiske historie, der er sat ind i en mytologisk ramme, hvor det handler om at komme frem til Mødrenes Hus. Et udefineret sted indeni, hvor underet sker, hvor barnet bliver født, men også et sted, hvor den fødende bliver voksen og påtager sig den funktion, som naturen har prædestineret hende til. Hun bliver til kvinde, der igen bliver til mor. Det er i dét hus, at alting falder til ro og bliver levende. Det lyder måske som en kliché, men det fungerer i praksis og især som kontrast til resten af historien, der et langt oprør mod alle de lykkeforestillinger, som en fødsel i sig selv er omgæret af. Som mand tænker jeg uvægerligt: godt at det ikke er mig!
Foto: Rumle Skafte.
Den naturlige ro som Rikke Westi bringer med sig, udgør en nødvendig klangbund for den usikkerhed, som den fødende kvinde føler hele vejen igennem. Det er en rejse gennem alle de forestillinger, som vi har om det at føde. Også som mand. Måske endnu mere som mand. Meget af det, der bliver nævnt, har jeg allerede hørt om i andre sammenhænge, på den måde er der intet nyt i forestillingen, men når alle disse småbrikker sættes sammen, bliver det kæmpestort og overvældende.
Foto: Rumle Skafte.
Det fortælles med et fokus på de bagvedliggende følelser, der gør, at jeg sagtens kan følge med og ikke på noget tidspunkt føler, at jeg bliver hægtet af.
Den skildrede fødsel tager flere dage, så det var med en vis lettelse at jeg bagefter i foyeren fik en anden fortælling om en førstegangsfødende, der fødte på under en time. Som hun sagde: Enhver fødsel er helt speciel.
Foto: Rumle Skafte.
Det er nok det, der gør forestillingen så universel. Jeg føler ikke, at jeg træder ind i et kvindeunivers, selv om det jo er det, jeg gør. Men sådan føles det ikke. Med denne forestilling har Mungo Park endnu engang bevist, at de er et væsentligt teater. Tillykke med forestillingen.
Foto: Rumle Skafte.
MØDRENES HUS
på Mungo Park
80 minutter
16. november 2023 - 11. januar 2024
Medvirkende: Rikke Westi
Bearbejdelse og instruktion: Nina Rudawski
Forestillingsdramaturg: Felicia Ohly
Scenografi og kostumedesign: Sofia Stål
Lyddesign: Emil Bøll
Lysdesign: Casper Døi
Instruktørassistent: Michelle Bak
Konsulent: Jordemoder Marie Vedsted Christiansen
Baseret på romanen „Mødrenes Hus“ af Liv Nimand Duvå,
udgivet af Gyldendal, produceret i samarbejde med Gyldendal Group Agency.
på P44 - teatrets performancespace på Borgbjergvej 44
11. november - 3. december 2023
8 skærme af forskellig størrelse er placeret rundt på væggene i det hvide modtagelsesværelse. På den viste film, der kører lidt forskudt på de forskellige skærme, er en kvinde ved at rasere et køkken. Hun hiver forskellige fødevarer frem og hælder indholdet ud over sig selv og rundt i køkkenet. Det stemmer umiddelbart ikke mine forventninger særlig højt. Jeg er lidt træt af at se performere rulle sig i diverse væsker, men sådan skulle det heller ikke blive til premieren i forgårs på Sydhavn Teaters lille eksperimenterende scene på Borgbjergvej 44 st. tv.
DEN ANDEN er en undersøgelse af kærlighedens komplekse natur og ambivalensen i at dele sig selv med en anden. Gennem "et maksimalistisk billedsprog, hvor nænsomhed og vold eksisterer side om side, oplever vi angsten og voldsomheden i denne hengivelse", sådan skriver teatret om DEN ANDEN. De kalder den også "et visuelt kærligheds-mareridt, en sammensmeltning af scenekunst og billedkunst". Det er iscenesat af performeren Katrine Leth og scenografen Freya Sif Hestnes.
Foto: Sofie Amalie Klougart
Der er nogle teateroplevelser, der taler til intellektet, og så er der de andre, der går direkte i kødet på én. Jeg sover altid på oplevelsen, for dagen efter at se hvad teaterrejsen har aflejret i mig. Nogle gange er der intet, og andre gange - som det er tilfældet med DEN ANDEN, er det som om oplevelsen først folder sig rigtig ud i tilbageblikket. Det er en oplevelse, der sniger sig ind på én. Det gjorde den i hvert fald på mig.
Jeg vil ikke sige, at jeg forstår den bedre dagen efter - og det er heller ikke det vigtigste - men det føles som om alle sanseindtrykkene først da, endelig har fundet på plads indeni.
Det er en overvældende billedrejse. Egentlig ønsker jeg ikke at forstå den, og alligevel har den lagt sig til ro i mig i to halvdele. Der er det, jeg kan forstå, og der er det uforståelige: det som jeg ikke kan trænge ind i, men som alligevel står og vibrerer inde i mig - og det er betagende. Men det er også ubehageligt, for dele af forestillingen føles som at blive sænket ned i fremkaldervæske, hvorved alting bliver meget tydeligere. Uhyggeligt tydeligt. Det er så forsvarligt lavet og gennemtænkt, så uhyggen blev efterfulgt af en himmelsk afklaring. Den er også nødvendig for at kunne rumme forestillingen. Det er den, der gør, at det hele giver mening. Det er ikke bare et spørgsmål om at blive skræmt. Den øredøvende efterfølgende fred matcher den krybende uhygge. Det bliver til sider af samme sag. Det er denne dualisme, der er så betagende, og som bagefter fylder i sindet.
Foto: Sofie Amalie Klougart
Det er kun plads til lige knap 20 tilskuere. Det virker eksklusivt. Måske Eller er det rigtigere at kalde os "deltagere". Men det ved vi endnu ikke, da vi sidder i det første rum og venter. Uvisse om hvornår det begynder, og om det allerede er begyndt. Om det er dette, der ER forestillingen. Det er en spændende og krævende forestilling. Hele installationen eller forestillingen foregår på tre lokaliteter. Hvis den første er en slags limbo, er den næste helvede og den sidste himlen.
Det første, der fanger mig ind, er teksten af Sonja Ferdinand. Den repeteres i en uendelighed, men med variationer. Den bevæger sig rundt i cirkler. Den er dynamisk, og alligevel flytter den sig ikke. Den giver lige akkurat mening nok til at fastholde min opmærksomhed, men ikke nok mening til, at den kan tolke noget af alt det vi oplever. Den kører parallelt med oplevelserne i de tre rum.
I begyndelsen ser vi hendes ansigt i nærbillede. Hun taler til den anden - til os. Hun gør det på en sær hypnotisk måde. Hun taler beroligende, og det er tiltrængt, for vi bliver udsat for lidt af hvert. Det er hele tiden lige på vippen af, hvad der er rart. Det er en knivskarp balancegang, som forestillingen mestrer til det yderste. Det er imponerende og flot - og slet ikke let.
Foto: Sofie Amalie Klougart
Men hvad sker der egentlig - eller hvad sker der IKKE?
Vi bevæger os ned ad en billedstrøm, hvori vi selv indgår med vores kollektive accept af det, der sker. Vi er med, når det gang på gang fører os videre ned af den fortsatte billedstrøm. Vi er som flodens vand, der føres videre fra lokalitet til lokalitet.
Det er sjældent vellykket endsige behageligt, når publikum skal engageres og ligefrem aktiveres, men her sker det indfølt og stumt insisterende, og det fungerer overraskende godt. Uden at nogen tilsyneladende føler sig tvunget eller udnyttet, men det er sære situationer og scenarier, som vi bevæger os igennem sammen med kvinden fra skærmen fra det første rum.
En vigtig del af oplevelsen er netop det overraskende, man kan opleve i hvert af de tre lokaliteter, derfor skal det heller ikke afsløres her. Det vil ødelægge oplevelsen, men involverer nybrygget kaffe, blod på væggene, et kæmpemæssigt hjerte og skumfiduser på fade.
Foto: Sofie Amalie Klougart
Musikken af Anders Bach er serielt gentagende i en uendelighed, men uden at det virker enerverende, for musikken er i høj grad stemningsbærende. Den er på samme måde både strømmende og statisk. Kirkeklokkeklang strækkes ud til én lang lyd. Er det en helikopter, der bevæger sig ind over lydbilledet? Sådan fornemmes det. Det er et vældig lydhav, der støtter godt op om de visuelle oplevelser. Det meddigtende lys er designet af Felipe Osorio-Guzmán.Når musikken bliver uhyggelig, afbalanceres de høje drøn af beroligende guitarfingerspil. Sådan er det hele vejen igennem. Når uhyggen bliver for stor, lyder der straks beroligende ord eller toner - og det er også nødvendigt for balancen.
Først og fremmest er den timevange oplevelsesdrøm betagende. Det ER som drøm. En vågen drøm, hvor lys, lyd og bevægelse spiller sammen. Vi kommer mange gange ud på oprørt hav uden udsigt til redning og alligevel viser der sig hver gang en redning i nærheden.
Det er stærk oplevelse af bevæge sig igennem installationen/forestillingen. Jeg kom til at tænke på Samuel Beckett og "Mens vi venter på Godot". Teksten er hele tiden på vej, men den går straks i stå, vrister sig løs og går videre, for et øjeblik efter at gå i sig selv. Det sker igen og igen, hele forestillingen igennem. Vi ledes på vej, og det hele er lige ved at give mening, men gør det så alligevel ikke. Forskellige ord og fraser stikker ud, som fx. "Jeg elsker dig! Gør det noget?"
Det ene udsletter det andet, og vi står tilbage med tomme hænder. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg befinder mig væsentlig bedre i himmeldelen end i helvedesdelen.
Foto: Sofie Amalie Klougart
Katrine Leth bærer hele fortællingen og er frygtløs. Det er betagende, hvordan hun ukueligt fører historien igennem i et tæt samspil med tilhørerne. Det lykkes på en nænsom, ubesværet og alligevel direkte måde, der virker overrumplende og engagerende, selv vi ved, at vi bliver bondefanget. Det er kun med nød og næppe, at vi slipper ind i himlen efter helvede.
Sydhavn Teater er et Lille Storbyteater under Københavns Kommune. Teatret har fire platforme: Østre Kapel, Karens Minde Kulturhus og i P44 – deres performancespace på Borgbjergsvej 44.
DEN ANDEN
Sydhavn Teater
på P44 - teatrets performancespace på Borgbjergvej 44
11. november - 2. december 2023
1 time, hvor publikum går med og er siddende og stående
(ikke egnet for kørestolsbrugere og gangbesværede)
En sammensmeltning af scenekunst og billedkunst,
iscenesat af performer Katrine Leth
og scenograf Freya Sif Hestnes.
Musik: Anders Bach
Dramatiker: Sonja Ferdinand
Lysdesign: Felipe Osorio-Guzmán
Scenografassistent: Stine Stub Nielsen
Produktionsleder: Emilie Topp Meyer
Teknisk support og afvikling: Jon Bernstorff Lehmann
Grafik/lay-out: Malik Grosos (24 Mulige afgrunde) & Dina Rosenmeier (Berghain)
Hvad er det, der giver os denne lyst til at give slip og lade os falde? Hvad er det i os, der higer efter tilintetgørelsen - og mødet med det ultimative? Hvorfor vil vi hænge ud over afgrunden?
To aktuelle teaterforestillinger tager os med helt derud, hvor der ingen vej er tilbage. Velkommen til 24 MULIGE AFGRUNDE i Østre Kapel under Sydhavn Teater og BERGHAIN i Bøssehuset på Christiania.
Grafik/layout: Malik Grosos.
24 MULIGE AFGRUNDE
MEMENTO MORI - Husk, at du skal dø!
Vi ved det godt!
I 24 MULIGE AFGRUNDE bliver vi mindet om det igen og igen. Det er en rasende billedstorm udsat for 4 stemmer, der kommer med hver sin afgrund, fra hver sit faglige felt. Bodil Øland er klassisk sopran. Nikolaj Nørlund er musiker, Martin Gæbe er danser og Maria Carmen Lindegaard er skuespiller. Instruktøren Lene Skytt har sat dem i scene. Inden premieren siger hun til mig: "Hvis du spørger mig om, hvilken genre det er, så aner jeg det ikke." Så det undlader jeg at gøre.
"For det niende: Liv. Levende væsner. Bevidsthed. En sten, kan ikke tænke. En messingkrone kan ikke tænke. Krystaller tænker ikke. Ikke som bjørne. Ikke som ulve. Ikke som hvaler og fugle og aber og børn. Min hunds sørgmodige øjne. Det hvide lys fra min computer."
Uddrag fra Peter-Clement Woetmanns tekst til 24 MULIGE AFGRUNDE.
Det hvide kapelrum er i sig selv et råt, hårdt rum, der har sin egen stemme og smukhed med en lidt forfalden storhed. Det er her Sydhavn Teater holder til og spiller flere af deres forestillinger. Jeg er blevet skreget ad i FJER//MAJINSKI (2018) en frysende kold vinterdag, hvor der intet formildende var at finde i rummet, men hvor taget kunstnerisk løftede sig. I DITTE MENNESKEBARN (2021) sprang den sociale indignation direkte på mig og jeg blev slået til pindebrænde. I 24 MULIGE AFGRUNDE har scenografen Allan Frausing skabt 15 ophængte kobberplader i forskellige størrelser, der står som en visuel ramme om de 24 dødshymner, der musikalsk er komponeret af Adi Zukanovic. Der kan slås på pladerne, og de kan aktiveres usynligt uden at de direkte anslås, og bruges i forestillingen som en stor percussion-opstilling. Et slag lyder som ét slag, men det er miket op, så der ræsonnerer i kroppen på os. Når slag følger på slag, så rammer det os som mange slag. Og når slagene falder i stadigt hurtigere rytme, bliver de pludselig til skud.
Lys og lyd af henholdsvis Rasmus Månsson og Maria Pi er frydefuldt samstemt med lyden fra kobberpladerne og de fire medvirkendes stemmer. Det er simpelthen lavet så æstetisk lækkert, at det er en fryd at opleve. Som det så ofte sker, er de største kunstneriske dommedagsprofetier overfødighedshorn af livskraftige og livsduelige manifestationer, der står i direkte kontrast til tekstens dødslængsel, der er formuleret som stærke uafviselige sangtekster af Peter-Clement Woetmann.
Ordet "sangtekster" lyder muntert, det er det ikke, men til gengæld er det en timelang tour de force, hvor intentionen holdes oppe nonstop af den gradvise nedtælling fra 0 til 24. Det er mesterligt gjort. Det lyder fantastisk. Visuelt er det overdådigt - og det er en kraftpræstation af alle involverede. Det hele kædes sammen af denne længsel efter at give slip, efter at tage springet, efter at lade sig falde ud over kanten. Der er intet, der holder os tilbage. Der er intet tilbage. Der er kun undergangen. Ja, det lyder mørkt, hårdt, uforsonligt og dystopisk, hvilket det også er, men sjældent har oplevelsen af det været så kunstnerisk stærkt og uafviseligt. Det er en sand fryd.
Tillykke med denne skønne ensembleforestilling.
Teatret længe leve!
*
Grafik/layout: Malik Grosos.
24 MULIGE AFGRUNDE
Co-produktion mellem Lene Skytt og Sydhavn Teater
27. august - 24. september 2022
60 minutter
Instruktør: Lene Skytt
Dramatiker: Peter-Clement Woetmann
Performere:
Nikolaj Nørlund, Maria Carmen Lindegaard, Martin Gæbe og Bodil Øland
Vi
træder ind i Christianias Bøssehus, hvor lyset er slukket, så det kun er
farvede lysstriber der glitrer gennem rummet fra den ophængte diskokugle i
midten. Vi får at vide, at vi kan være over det hele, inden forestillingen
starter, men at vi skal trække ind på midten senere, for spillerne kører på
rollerskates rundt om dansegulvet i midten, og det er der vi skal være. Om vi
er tilskuere eller gæster på natklubben BERGHAIN i Berlin, er svært at afgøre, vi er i realiteten begge dele. De fem hurtigtkørende spillere er alle
miket up, så vi kan høre deres tale, selv om forestillingen
lydmæssigt er tætstyret og tungt orkestreret af de to musikere/disjokeys, der står på et
forhøjet plateau yderst. Bag dem er der en skærm, hvor
computergenereret grafik pumper ud over os lige som ravenattens pulserende
rytme. Vi er til ravenight på natklubben BERGGHAIN, Am
Wriezener Bahnhof, i Berlin.
Foto: Laura Ioana V.
Den
unge fyr, Daniel Neil Ash, med de modebevidst hullede og flåede jeans forsøger
at komme indenfor i den eftertragtede natklub, men det er ikke let. Par,
grupper og turister er på forhånd diskvalificeret. Han får hjælp af den åleslanke, danske Christian Vincent, i stramme sorte tights med en plastikoverdel og iført en kasket med
museører. Skægget, det sorte outfit og museørene fuldender illusionen. Han er
musen, fristeren – og den, der fører indenfor. Han er djævelsk forførende
og sætter scenen og fører os og den unge fyr gennem den sorte
nat og ind i det kropsvridende univers med dark room og toiletter, hvor der
sker lidt af hvert. Noget af det udsættes hovedpersonen for. og andet ser han kun.
Omkring de to sværmer den indsmigrende Theresa Mangara, amerikanske
Kristen Flanagan og islandske Jon G. Vopnfjörð. De spiller alle med overskud og i
fin samklang med hinanden, alt imens de dygtigt navigerer rundt på rollerskates.
Foto: Laura Ioana V.
I Matrix-filmenes indledende del kan Neo vælge, om han vil følge den lille
kanin og tage den farvede pille. Det er et valg, for vil du ud og hjem igen, og
lade som om intet af dette er virkeligt, så er det bare afsted. Alternativt kan
man vælge at synke ned i hullet - ”Down The Rabbit Hole” er teatrets navn, og her bliver det flertydigt, for vi befinder os i
Bøssehuset. Et sted, hvor alt kan ske.
Det
er forførende og overrumplende at blive kørt rundt i ring i Magnus Iuel Bergs engelsksprogede BERGHAIN. Det hele ligger i den dygtige iscenesættelse af
Jeremy M. Thomas. Eller det er måske rigtigere at sige, at det ligger i koreografien,
for alting er i bevægelse. Ud og ind, rundt og about. Som tilskuer og dansende
på dansegulvet vender man sig hele tiden efter de forbirullende og cirkulerende
skuespillere, der snor sig ind og ud mellem hinanden, mens de kører i ring.
Foto: Laura Ioana V.
Repetitionen
burde aflive dramaet, men det er så dygtigt forførende lavet, at de slanke
medvirkende passer perfekt til den slanke tekst, for det er selvfølgelig
begrænset, hvor meget dybde og klangbund, der kan lægges ind i en tekst der udsiges,
mens der køres på fuld fart på rollerskates, så stykket må nødvendigt køres
hjem på andre hjul og energier.
Jeg
lod mig lokke til af dramatikeren bag, Magnus Iuel Berg, der tidligere har skrevet den mesterlige
HEROIN (2021)
og voldsomme I Støvet fra regnen (2022). To kammerspil for to mandlige
spillere. De første to bevæger sig sammen ud på kærlighedens slagmark, mens
de to andre drog ud i den virkelige krig. Ingen af de fire slap uskadt fra det,
men teatret sejrede, og det var to skønne oplevelser, som jeg gik rystet fra.
Rystet og befriet. Det er sådan noget, teater kan.
Det
har Jeremy Thomas også bevist, at han evner. Måske i knap så udbredt grad, men
han er en dygtig instruktør, der af og til har leveret perler som Venus in Fur (2017) ogOld Times (2021) samt The Shy Manifesto (2022).
Foto: Laura Ioana V.
Den unge fyr spilles af Daniel Neil Ash, der
bar monologen The Shy Manifesto, der spillede samme sted med samme
instruktør for 2 år siden. Det var en djævelsk morsom fortælling om den
mislykkede Cullum, der var en bogorm, ude af trit med sine omgivelser, ude af
trit med livet. 15 år efter møder vi ham igen, hvor han går og samlet skidt op
på Bournemouth beach. En stærk tekst spillet med charme og stålsat vilje. I
BERGHAIN er vi inde i et helt andet univers. Det indadvendte er blevet
iført rollerskates, og vi er på vej ned i et hul, der som "Alice i Eventyrland" fører direkte ned i en omvendt verden. Måske lander vi i et eventyr, eller også
lander vi midt i den store fortabelse. Det er en udfordring af os selv – et
fald ud over afgrunden. Vi er til rave-party i 1990´erne. Musikken er komponeret
og styres live af Simon Muschinsky, fra det tidligere “When Saints Go Machine”.
Jeg
var helt fortumlet, da jeg kom ud derfra. Det var en stærk sanselig oplevelse.
Eller i hvert fald et forsøg på forførelse. Nogle gange er det en fornøjelse at
slippe fodfæstet og lade sig flyve – eller falde. Det er nok ikke det sundeste,
klogeste eller mest vise, men måske skal man slippe kontrollen, for netop at
genvinde den. Det hele kan lade sig gøre i BERGHAIN.
BERGHAIN
Bøssehuset på Christiania
25. august - 10. september 2022
70 minutter
Director: Jeremy Thomas-Poulsen
Dramatiker: Magnus Iuel Berg
Composer/Musician: Simon Muschinsky
Cast: Daniel Niel Ash, Kristen Flanagan, Jon G. Vopnfjörð, Theresa Mangara, Chris Vincent
Producer: Down The Rabbit Hole
Press photography: Laura Ioana V
Spilleperiode: 25. august – 10. september 2022
Spillested: Bøssehuset, Mælkevejen 69D, 1440 Kbh. K.
I forestillingerne på Sydhavn Teater og Teater V inviteres vi med på rejser gennem virkeligheden til det absurde - eller gennem det aburde ud til virkeligheden. På Sydhavn Teater i forestillingen "3 Urner i stuen" er virkeligheden kvælende, og det absurde er et lufthul ud til en bedre verden. I "FETCH!" på Teater V har det absurde indtaget hele scenen, og virkeligheden er sparket til hjørnet som en gammel fodbold og er blevet erstattet af pinde. Det er to stærke og tankevækkende forestillinger.
Foto: Lars Grundwald.
3 URNER I STUEN
Det ender med tre urner på scenen. De er i menneskestørrelse, halverede, kan drejes og køres frem og tilbage. Huller i dem gør, at man kan stikke kropsdele ud igennem dem.
I en intim beskrivelse af den første forelskelse er det en tunge, der lystent og nysgerrigt bevæger sig ud af en mund og ud igennem hullet. Det virker surrealistisk, og sådan kommer forestillingen også til at fremstå. På den ene side som en barsk opvækstberetning, men samtidig også som en drøm, der gør ondt og går på grund, hvilket også forstærkes af det billedsprog, der forsigtigt stikker hovedet frem, men som ikke desto mindre er de sidste ord vi går hjem med.
"Jeg mærker at mine underlåg fyldes til to varme saltvandsbassiner og i et splitsekund, ser jeg en mild tilfreds abe, med sne på hovedet, sætte sig mageligt ned i mine tårer med dens pelsede arme på kanten af øjet, min sorg er abens spa."
Foto: Lars Grundwald.
Der er ingen forsoning i teksten, der er skrevet af den dansk-chilenske skuespiller/dramatiker Gaia Victoria, der debuterer med forestillingen. Det er den selvbiografiske skildring af den 12-årige pige, der alt for hurtigt bliver voksen og uden nemme overgange bliver hevet ind i de voksnes verden og taget med til Latinamerika sammen med faren og dennes nye kvinde, der konsekvent kaldes "stedmoderdyret". For at kunne overleve, klemt som hun er imellem faren og den nye mor, indgår hun en pagt med "stedmoderdyret", for de er nødt til at samarbejde, eftersom faren bliver syg og skal passes, da han indlægges på hospitalet. Hun taler med en Jomfru Maria-statue i hospitalsgården, andre har hun ikke at betro sig til.
Det er en barsk opvækst, der bliver fortalt, spillet, hvisket, sunget og skreget ud af Mille Maria Dalsgaard og Maria Carmen Lindegaard. De tos sammenspil slog godgørende gnister i teatrets seneste forestilling, "Ditte Menneskebarn" - og nu sker det igen. Mille Maria Dalsgaard er den kølige og skarpe, mens Maria Carmen Lindegaard er af et varmere gemyt. De er som kulde og varme, der tørner sammen i teksten på scenen, selv om de meget af forestillingen spiller næsten synkromt og i tæt samklang med hinanden.
Foto: Lars Grundwald.
Forestillingen er skabt ud fra et devisingsforløb, der er en improvisationsteknik, hvor man hele tiden, siger ja til hinandens ideer, og hvor det handler om at gå med. Det er der kommet en tindrende skarp og stærk lille forestilling ud af. Deres fælles åndedrag på scenen er betagende. De ved hele tiden, hvor de har hinanden. De er ét kød og alligevel så forskellige.
De er hele tiden i øjenhøjde med publikum. Det er meget forpligtende og krævende - for såvel spillere som publikum. Der bliver holdt øje med os. Vi bliver talt med og til. Hele tiden med fuld øjenkontakt.
Foto: Lars Grundwald.
Deres måde at gå til teatret på, er i tråd med det. Vi skal turde se hinanden i øjnene, låse hinanden fast med vore blikke. Vi ser på hinanden, og vi fastholder blikkontakten. Hvis den glipper, tabes intensiteten. Det giver deres teater en direkte appellerende form. Som aggiterende undergrundsteater. Den lille bitte teaterscene og den pågående eksplicitte spillestil får det til at virke som on vi befinder os på et tysk avangardeteater. Mille Dalsgaard, der også er leder af Sydhavn Teater, er rundet af det tyske teater, hvor hun er uddannet. Teaterstilen griber ud, holder fast og låser os fast. Det fungerer glimrende i denne fortælling. Men som teaterform kan det let komme til at virke manieret og påtaget, men hatten af for de to, som med en enorm energiudladning får det til at virke netop så insisterende og pågående, at det får denne fortælling til at fungere på bedste vis.
Foto: Lars Grundwald.
3 URNER I STUEN
3.-10 marts 2022
Sydhavn Teaters P44-intimscene
75 min.
MANUSKRIPT: Gaia Victoria Muñoz Rosberg
SKUESPILLERE: Maria Carmen Lindegaard og Mille Maria Dalsgaard
TEKSTBEARBEJDELSE OG INSTRUKTION: Mille Maria Dalsgaard og Maria Carmen Lindegaard
PRODUKTIONSLEDER: Nicole Johansen
SCENOGRAFISK UDFØRELSE: Johanne Hornum og Carl Johan Sennels
SCENOGRAFISK KONCEPT: Maria Carmen Lindegaard og Mille Maria Dalsgaard
"Fetch!" kan bedst oversættes til "Hent den!". Det er, hvad man siger til en hund, når den skal hente en pind. Forestillingen handler om hunde og pinde. Gennem årene har Livingstones Kabinet serveret den ene absurditet efter den anden, men det er første gang, at det sker med så gennemført enkelhed. Normalt er deres forestillinger alt andet end enkle. Nogle gange har det været med en så stor iderigdom, at det kan nærme sig et mæthedspunkt, men denne gang er der noget helt andet på færde.
Fotograf: Bjarne Stæhr.
Absurd teater er en udfordring. Det unddrager sig realismen og skaber sin egen parallelle virkelighed, der er alt andet end virkelig, og samtidig kan det blive mere virkeligt end virkeligheden. Hver gang er vi nødt til at give slip og lade os glide med på denne billedrejse ind bag det vi kender.
Det kan gøres med større eller mindre kunstfærdighed, men Livingstones Kabinet har gennem årene opnået en betagende perfektionalisme. Forestillingerne er båret af musik og sange, komponeret af Pete Livingstone, der er ophavsmand til det hele, sekunderet af Nina Kareis, der instruerer. Med på scenen er de to strygere: Nicole Hogstrand på cello og Pauline Hogstrand på bratsch. Selv spiller Pete Livingstone klaver og synger og taler engelsk.
Baggrundstracket (af Erik Christoffersen) med hundelyde kunne snildt bruges i en dokumentarfilm fra en hundekendel eller i en vampyrfilm, når hundeglam bliver til hyl.
Fotograf: Bjarne Stæhr.
Forestillingen sætter tænderne i et ømt punkt. De fleste af os har trukket på smilepunktet, når en hund hyler af en sirene. Det virker komisk, men der er meget kort afstand fra det komiske til det skræmmende. Måske smiler vi, netop for at holde det skræmmende på afstand, måske er den hylende hund ved at forvandle sig til noget andet... Det er i dét punkt, at forestillingen fascinerer. Måske er det hele blot en absurd ceremoni, der har til formål at vække hunden i os. Et ritual "drevet af en inderlig længsel efter samhørighed og forbindelse til vores medmennesker... efter at være sammen med flokken", som der står i programmet.
Pete Livingstone må have været hund i et tidligere liv, hans gengivelse af hundens mange lyde er sublim. Det er umuligt at adskille fra den ægte vare. Det er et sprog, som han har taget til sig og er krøbet helt ind i. Der må kræve en stor musikalitet at tale det som et sprog. Det kan let gøres som en gimmick, som et billigt teatertrick, men det er ikke som at lytte til Dirch Passer, der læser op fra en russisk avis. Det er ikke brugt som en vittighed, men som et fuldtonet kommunikerende sprog.
Fotograf: Bjarne Staehr.
Med på scenen er de tre "hunde": Antoinette Helbing, Jan Vesala og Taneli Törma. Alle klædt elegant i sorte jakkesæt (af Ane Kjær) selv om de agerer hunde. Eller rettere de er hundemennesker.
Især Jan Vesala, der har koreograferet forestillingen sammen med Antoinette Helbing og Adelaide Bentzon, er betagende som hund. Hans kropsbeherskelse er flot, og det er svært at tage øjnene fra ham. Han har dette insisterende vanvid over sig, der gør ham uberegnelig - som et vildyr, der kun er tæmmet på skrømt.
De agerer i og omkring tre tremmebure på scenen, der kan køres frem og tilbage. Ud over tre hvide hundekraver, der forhindrer en hund i at klø sig, består forestillingen kun af pinde. Alt handler om hundens forhold til pinde. Scenografien er af Johan Kølkjær.
Det gav et chok, da en af "hundene" pludselig åbner en nødudgang og henter en endnu større "pind" udefra. Teatrets illusion brydes pludselig og bliver med ét meget større, da dagslyset strømmer ind til os.
Der er meget psykologi i forestillingen - eller måske rettere hundetræning. For hvad er det, der får en hund til at adlyde? Hvad er det, der får den til at ville det? Hvad er det for en vilje til at behage? Lige modsat en kat, der er sin egen, og agerer helt modsat. Hvad er det for et forhold som hunden har til pinde? Du vil vide meget mere om det efter at have oplevet "Fetch!", men ikke på et bevidst plan, for vi er ude i det absurde, hvor forstanden skal parkeres i foyeren, for fuldt af "forstå", hvad der sker.
Fotograf: Bjarne Stæhr.
Forestillingen griber fat i det vi ikke forstår, og drejer det en anelse, så det bliver fortegnet, eller måske endda mere virkeligt.
"Fido" fra Troels Triers soloalbum "Kys Frøen" fortæller historien om lille Fido, der adlyder vildhundenes kalden og nægter at forblive lille artige Fido og stikker af fra hundeskålen for at løbe ud i friheden. Jeg kom til at tænke på sangen under forestillingen, for det er problematikken lige under overfladen. Det er ikke kun hunde, der rummer vilddyret i sig. Det gælder også menneskedyret, og dermed bliver det også en fortælling om civilisation, og hvad den gør ved os, og hvordan den civiliserer os. VOV VOV!
Fotograf: Bjarne Stæhr.
FETCH!
5.-20. marts 2022
Gæstespil af Livingstones Kabinet
på Teater V
Medvirkende: Antoinette Helbing, Jan Vesala, Taneli Törma, Nicole Hogstrand, Pauline Hogstrand, Pete Livingstone
Instruktør: Nina Kareis
Scenograf: Johan Kølkjær
Komponist: Pete Livingstone
Dramaturg: Jörn Burmester Wium
Koreografer: Jan Vesala, Antoinette Helbing og Adelaide Bentzon
Lyddesigner: Erik Christoffersen
Lysdesigner: Sonja Lea
FETCH! spiller på Teater V, Porcelænstorvet 4, 2500 Valby
Forestillingen vare ca. 1 time og spiller uden pause.
