To aktuelle teaterforestillinger tager os med helt derud, hvor der ingen vej er tilbage. Velkommen til 24 MULIGE AFGRUNDE i Østre Kapel under Sydhavn Teater og BERGHAIN i Bøssehuset på Christiania.
MEMENTO MORI - Husk, at du skal dø!
Vi ved det godt!
I 24 MULIGE AFGRUNDE bliver vi mindet om det igen og igen. Det er en rasende billedstorm udsat for 4 stemmer, der kommer med hver sin afgrund, fra hver sit faglige felt. Bodil Øland er klassisk sopran. Nikolaj Nørlund er musiker, Martin Gæbe er danser og Maria Carmen Lindegaard er skuespiller. Instruktøren Lene Skytt har sat dem i scene. Inden premieren siger hun til mig: "Hvis du spørger mig om, hvilken genre det er, så aner jeg det ikke." Så det undlader jeg at gøre.
Det hvide kapelrum er i sig selv et råt, hårdt rum, der har sin egen stemme og smukhed med en lidt forfalden storhed. Det er her Sydhavn Teater holder til og spiller flere af deres forestillinger. Jeg er blevet skreget ad i FJER//MAJINSKI (2018) en frysende kold vinterdag, hvor der intet formildende var at finde i rummet, men hvor taget kunstnerisk løftede sig. I DITTE MENNESKEBARN (2021) sprang den sociale indignation direkte på mig og jeg blev slået til pindebrænde. I 24 MULIGE AFGRUNDE har scenografen Allan Frausing skabt 15 ophængte kobberplader i forskellige størrelser, der står som en visuel ramme om de 24 dødshymner, der musikalsk er komponeret af Adi Zukanovic. Der kan slås på pladerne, og de kan aktiveres usynligt uden at de direkte anslås, og bruges i forestillingen som en stor percussion-opstilling. Et slag lyder som ét slag, men det er miket op, så der ræsonnerer i kroppen på os. Når slag følger på slag, så rammer det os som mange slag. Og når slagene falder i stadigt hurtigere rytme, bliver de pludselig til skud.
Lys og lyd af henholdsvis Rasmus Månsson og Maria Pi er frydefuldt samstemt med lyden fra kobberpladerne og de fire medvirkendes stemmer. Det er simpelthen lavet så æstetisk lækkert, at det er en fryd at opleve. Som det så ofte sker, er de største kunstneriske dommedagsprofetier overfødighedshorn af livskraftige og livsduelige manifestationer, der står i direkte kontrast til tekstens dødslængsel, der er formuleret som stærke uafviselige sangtekster af Peter-Clement Woetmann.
Ordet "sangtekster" lyder muntert, det er det ikke, men til gengæld er det en timelang tour de force, hvor intentionen holdes oppe nonstop af den gradvise nedtælling fra 0 til 24. Det er mesterligt gjort. Det lyder fantastisk. Visuelt er det overdådigt - og det er en kraftpræstation af alle involverede. Det hele kædes sammen af denne længsel efter at give slip, efter at tage springet, efter at lade sig falde ud over kanten. Der er intet, der holder os tilbage. Der er intet tilbage. Der er kun undergangen. Ja, det lyder mørkt, hårdt, uforsonligt og dystopisk, hvilket det også er, men sjældent har oplevelsen af det været så kunstnerisk stærkt og uafviseligt. Det er en sand fryd.
Tillykke med denne skønne ensembleforestilling.
Teatret længe leve!
*
24 MULIGE AFGRUNDE
Co-produktion mellem Lene Skytt og Sydhavn Teater
27. august - 24. september 2022
60 minutter
Vi
træder ind i Christianias Bøssehus, hvor lyset er slukket, så det kun er
farvede lysstriber der glitrer gennem rummet fra den ophængte diskokugle i
midten. Vi får at vide, at vi kan være over det hele, inden forestillingen
starter, men at vi skal trække ind på midten senere, for spillerne kører på
rollerskates rundt om dansegulvet i midten, og det er der vi skal være. Om vi
er tilskuere eller gæster på natklubben BERGHAIN i Berlin, er svært at afgøre, vi er i realiteten begge dele. De fem hurtigtkørende spillere er alle
miket up, så vi kan høre deres tale, selv om forestillingen
lydmæssigt er tætstyret og tungt orkestreret af de to musikere/disjokeys, der står på et
forhøjet plateau yderst. Bag dem er der en skærm, hvor
computergenereret grafik pumper ud over os lige som ravenattens pulserende
rytme. Vi er til ravenight på natklubben BERGGHAIN, Am
Wriezener Bahnhof, i Berlin.
Den unge fyr, Daniel Neil Ash, med de modebevidst hullede og flåede jeans forsøger at komme indenfor i den eftertragtede natklub, men det er ikke let. Par, grupper og turister er på forhånd diskvalificeret. Han får hjælp af den åleslanke, danske Christian Vincent, i stramme sorte tights med en plastikoverdel og iført en kasket med museører. Skægget, det sorte outfit og museørene fuldender illusionen. Han er musen, fristeren – og den, der fører indenfor. Han er djævelsk forførende og sætter scenen og fører os og den unge fyr gennem den sorte nat og ind i det kropsvridende univers med dark room og toiletter, hvor der sker lidt af hvert. Noget af det udsættes hovedpersonen for. og andet ser han kun. Omkring de to sværmer den indsmigrende Theresa Mangara, amerikanske Kristen Flanagan og islandske Jon G. Vopnfjörð. De spiller alle med overskud og i fin samklang med hinanden, alt imens de dygtigt navigerer rundt på rollerskates.
I Matrix-filmenes indledende del kan Neo vælge, om han vil følge den lille
kanin og tage den farvede pille. Det er et valg, for vil du ud og hjem igen, og
lade som om intet af dette er virkeligt, så er det bare afsted. Alternativt kan
man vælge at synke ned i hullet - ”Down The Rabbit Hole” er teatrets navn, og her bliver det flertydigt, for vi befinder os i
Bøssehuset. Et sted, hvor alt kan ske.
Det
er forførende og overrumplende at blive kørt rundt i ring i Magnus Iuel Bergs engelsksprogede BERGHAIN. Det hele ligger i den dygtige iscenesættelse af
Jeremy M. Thomas. Eller det er måske rigtigere at sige, at det ligger i koreografien,
for alting er i bevægelse. Ud og ind, rundt og about. Som tilskuer og dansende
på dansegulvet vender man sig hele tiden efter de forbirullende og cirkulerende
skuespillere, der snor sig ind og ud mellem hinanden, mens de kører i ring.
Repetitionen
burde aflive dramaet, men det er så dygtigt forførende lavet, at de slanke
medvirkende passer perfekt til den slanke tekst, for det er selvfølgelig
begrænset, hvor meget dybde og klangbund, der kan lægges ind i en tekst der udsiges,
mens der køres på fuld fart på rollerskates, så stykket må nødvendigt køres
hjem på andre hjul og energier.
Jeg lod mig lokke til af dramatikeren bag, Magnus Iuel Berg, der tidligere har skrevet den mesterlige HEROIN (2021) og voldsomme I Støvet fra regnen (2022). To kammerspil for to mandlige spillere. De første to bevæger sig sammen ud på kærlighedens slagmark, mens de to andre drog ud i den virkelige krig. Ingen af de fire slap uskadt fra det, men teatret sejrede, og det var to skønne oplevelser, som jeg gik rystet fra. Rystet og befriet. Det er sådan noget, teater kan.
Det
har Jeremy Thomas også bevist, at han evner. Måske i knap så udbredt grad, men
han er en dygtig instruktør, der af og til har leveret perler som Venus in Fur (2017) og Old Times (2021) samt The Shy Manifesto (2022).
Den unge fyr spilles af Daniel Neil Ash, der
bar monologen The Shy Manifesto, der spillede samme sted med samme
instruktør for 2 år siden. Det var en djævelsk morsom fortælling om den
mislykkede Cullum, der var en bogorm, ude af trit med sine omgivelser, ude af
trit med livet. 15 år efter møder vi ham igen, hvor han går og samlet skidt op
på Bournemouth beach. En stærk tekst spillet med charme og stålsat vilje. I
BERGHAIN er vi inde i et helt andet univers. Det indadvendte er blevet
iført rollerskates, og vi er på vej ned i et hul, der som "Alice i Eventyrland" fører direkte ned i en omvendt verden. Måske lander vi i et eventyr, eller også
lander vi midt i den store fortabelse. Det er en udfordring af os selv – et
fald ud over afgrunden. Vi er til rave-party i 1990´erne. Musikken er komponeret
og styres live af Simon Muschinsky, fra det tidligere “When Saints Go Machine”.
Jeg
var helt fortumlet, da jeg kom ud derfra. Det var en stærk sanselig oplevelse.
Eller i hvert fald et forsøg på forførelse. Nogle gange er det en fornøjelse at
slippe fodfæstet og lade sig flyve – eller falde. Det er nok ikke det sundeste,
klogeste eller mest vise, men måske skal man slippe kontrollen, for netop at
genvinde den. Det hele kan lade sig gøre i BERGHAIN.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar