Om teater, litteratur, forfattere og mødet mellem udenlandske og danske kunstnere. Teateranmeldelser, festivalomtaler og beskrivelser af egne bøger og dramatik.
Teater og dans smelter sammen i Sydhavn Teaters nyeste forestilling, ISNÆTTER, der spiller på Sporet 10, Vasbygade 10, nær Fisketorvet. Vi er langt ude - og det er vi også i Amanda Linneas Gimmans dramatisering af Anna Kavans´ roman "ICE". Vi er så langt ude at virkeligheden forsvinder, og vi begiver os med manden, spillet af Mathias Rahbæk, ud på en rejse efter kvinden, der spilles af både Nanna Finding Koppel og Anastasia Krasnoshchka, mens elskeren spilles af Thomas Bentin. Skuespil og dans går ud i eet - og det er en fryd at opleve. Også selv om det gør ondt. For dét gør det.
Foto: Rumle Skafte.
Vi befinder os i et uendeligt stormomsust indre landskab, hvor naturkrafterne slår sammen i gevaldige stød mod de fire på scenen. Er vi inde i en historie eller er vi sat fri i en dommedagsprofeti? Vi er begge dele - både fanget og sat fri.
Manden søger sin forsvundne kvinde. Det lykkes også at finde hende, selv om hun i mellemtiden er blevet ét med elskeren, der fuldt og holdent har overtaget mandens rolle.
Foto: Rumle Skafte.
Historien udspiller sig i et bart lagerum, hvor der er sand på gulvet, som manden river, mens vi kommer ind. Bag ham hænger udspændt tynd, halvtransparant plastik, der i løbet af foresrtillinges hæves op og ned på mange fimurlige måder, så det ved hjælpe af lys og musik kan illudere alt det, der ikke bliver sat ord på. Og det er meget. Handlingen, bevægelserne og dansen virker som undertekster til alt det usagte. Det er råt og nøgent. Der er ingen fine fornemmelser, vi er ude, hvor blæsten hyler og havet tager over.
Foto: Rumle Skafte.
Vi befinder os i en dommedagsverden, hvor naturen er ved at tage over, og er ved at lukke sig uforsonligt over menneskene. Eller det er måske rigtigere at sige, at naturen allerede HAR taget over og nu er ved også at opsluge menneskene.
Det er let at komme til at tænke på Strindbergs "Et Drømmespil" eller på Ibsens "Fruen fra havet". Personerne er som fisk ude af havet. Det er uforsonligt og dommedagstrompeterne lyder gennem stormen.
Mathias Rahbæk er god, som den forknydte mand. Hans diktion er lidt tøvende, og hans taler lige lidt langsommr end man normalt gør, som om en fjeder har sat sig på tværs i ham, og sløvet hans tale. Som om han ikke rigtig kan nå frm til sig selv. Han erden evigt rejsende. Det er en god ide at lade ham henvende sig direkte til publikum i starten, for ellers ville vi være blevet hægtet af.
Foto: Rumle Skafte.
Thomas Bentin som elskeren, er langt mere stoisk i sit udtryk. Han er den herskende og bevæger sig med stor maskulin energi, som han mest bruger på at holde kvinden væk fra manden.
De ekvilibristiske fald og kast mellem manden og elskeren imponerer. Det ser så legende let ud, men det er store velvoksne mandekroppe, der tumler rundt, som var det den letteste sag af verden.
Nanna Finding Koppel og Anastasia Krasnoshchka er kvinden, der udspalter sig i to. Kvinderne spiller 2. violin i forestillingen, der fokuserer på mandens søgen og begær. Kvinderne har det hårdt - de er objekter i denne fortælling om at være menneske på jagt efter sit bedre jeg - eller bare én at være sammen med, for ikke at være ene. "Ensom blandt mennesker" af Satre skildrer samme utilpashed i verden. Det er svært at være menneske - ikke mindst når verden er ved at gå under.
Foto: Rumle Skafte.
Forestillingen er fuld af ordløse skrig. Der er ingen lette løsninger i relatuionerne mellem de fire. De hiver og slider i hinanden, for at finde fodfæste i en verden, der for længst er gledet dem af hænde. De har kun hinanden - og det har de så heller ikke.
Menneskets ubodelige ensomhed griner af os - og man går forstemt derfra. Men kunsten overlever alt. Sammenspillet mellem de fire, den kraftfulde musik af Laurits Jongejan sammen med det inciterende lysdesign af Andreas Buhl, spiller sammen på smukkeste vis med Thomas Kaufmanas´ scenografiske interaktionsdesign, der gør det hele let og luftigt, selv midt i de koldeste isnætter. Det hele er holdt umådeligt enkelt, og kommer derved til at virke så meget desto stærkere. Tina Tarpgaard har koreograferet og instrueret med Malene Paludan Keiding som samskabende instruktør. De har tydeligvis haft et kraftfuldt og meget vellykket samarbejde. Selvom livet, lysten og håbet ikke får megen plads i ISNÆTTER, hæver kunsten sig tårnhøjt over det hele, og vi som publikum går opløftede derfra - men samtidig også forstemte. Det er en stærk følelse at gå derfra med.
Foto: Rumle Skafte.
ISNÆTTER
10.-30. maj 2026
Sydhavn Teater
Sporet 10, Vasbygade 10 (nær Fisketorvet)
75 minutter
Koreograf og instruktør / Director and choreographer
Tina Tarpgaard
Dramatiker og dramaturg / Writer and dramaturg
Amanda Ginman
Samskabende instruktør / co-director
Malou Paludan Keiding
Performerere / performers
Nanna Finding Koppel, Mathias Rahbæk, Anastasia Krasnoshchoka & Thomas Bentin
Det er sorgfuldt og intenst i TVILLINGHJERTE på Teater V af Zangenbergs Teater og Glad Teater. Det er stille og blidt i TJU BANG på Det Lille Teater. Det er provokerende og pågående i BREV TIL MIN VULVA af Teater Vølven. Det er frigørende og overrumplende i VÅR TID på AFUK Scene af Skånes Dansteater.
Foto: Søren Meisner.
TVILLINGHJERTE
Teater V
Gæstespil af
Zangenbergs Teater
26. februar -9. marts 2025
Den
sørgmodige, melankolske stemning er der helt fra starten. Niki har mistet sin
tvillingsøster i forestillingen ”Tvillinghjerte” på Teater V i Valby. Der er en
samproduktion mellem Zangenberg Teater og GLAD Teater. Den er skrevet af Marie Bjørn og instrueret af Signe Hørmann Sørensen. Niki og Minu er skilt ad
for evigt. Minus hjerte holdt op med at slå for 26 dage siden, og siden er
livet gået i stå. Faren bliver liggende i sengen og moren holder op med at tale.
Familiens liv er stoppet midt i et hjerteslag. Mormoren flytter ind og sørger for at livet
trods alt går videre. Lidt efter lidt, indtil hun også er væk igen. Hun har sit
eget liv at passe, men lover at komme tilbage hver søndag. Det er hende, der
synger for Niki. Det er hendes sange, der får livet tilbage i huset. Det er
sådan noget mormoren gør. Hun taler med folk, der ikke siger noget. Hun giver
dem ordene og livet tilbage, ligesom hun gør med Nikis forældre. Niki forstår
det ikke. For hende er Minu der stadig. Også selv om Niki var med til
begravelsen, hvor tvillingsøsteren blev begravet og sænket ned i jorden. Hun så
det og alligevel er Minu der stadig. Niki og Minu var hinandens bedste
venner. De var uadskillelige, men de taler stadig sammen. Andre kan ikke se
hende, men Niki kan. Minu er alle steder. I vinden, i luften, i deres fælles træ
i haven – og i livet. Det er som om Minu ikke vil give slip, eller også er det
Niki, der ikke vil.
Foto: Søren Meisner.
Set-up´et er ganske enkelt. Rezwan Farmis sang lyder gennem det sorgramt
hus, der er holdt op med at trække vejret. Hun har selv komponeret sangene. Hendes stemme er hjerteskærende
gennem sorgen. Hendes fraseringer lister sig lige ind i hjertet. Det er utroligt,
at man kan sige så meget med en syngende stemme. Den sorgfulde sang stemmer
forestillingen i sine helt egen mol-akkord.
Foto: Søren Meisner.
Nadia Jasmin Nielsen er alene på scenen, mens tre
skuespillere fra Teater Glad (Julie Andersen, Jannick Pihl Nielsen og Andreas Flodin Pedersen) sværmer rundt om hende. De er hendes ekko, hendes
sorg og alt det andre ikke kan se. Men vi ser dem. De supplerer hinanden smukt.
De er hendes forsvundne tvillingehjerte. Som det trekløver, hun finder i
mørket. De danser rundt sammen med hende, de følger hende på vej, de hvirvler
rundt i vinden omkring hende og de fuldender billede af den umulige sorg. De
driller hende også, men først og fremmest hjælper de hende igennem den sorgfulde
tid.
Foto: Søren Meisner.
Det er gjort
slående enkelt. Der er et lille forsænket springvand på scenen og en skråthængende
huskulisse, hvori der er udskåret store huller i træfacon. Scenografien er af Rosa Birkdal.
De havde sammen
et stort træ i haven, og det er dét træ som kommunen nu vil fælde og fjerne.
Det er
visuelt imponerende, da en stor teltdug bliver til Nikis telt i haven, og
senere igen forvandles til en stor flyvedrøm. Men det er synd, at den fine og
sirligt opbyggede sørgmodighed bliver slået i stykker af slapstick-komikken, da
Flemming fra kommunen dukker op for at fælde træet. Det bliver lidt for muntert
og det er først, da han igen er forsvundet, at forestillingen genfinder sit fodfæste,
der holder gennem resten af forestillingen.
Foto: Søren Meisner.
Jeg kan godt forstå tanken om, at
det nok vil være godt at bryde stemningen med komik, men det havde været stærkere
uden. Resten er nøgent og gribende. Det havde sagtens kunnet holde hele
forestillingen igennem. Sangene og stemningen dækker det hele. Selv om det er
uforståeligt, så forstår vi det. Langsomt får Niki et greb om sorgen og finder
plads til sig selv og sit mistede tvillingehjerte. Det er gribende, meget
enkelt og alligevel både nuanceret og elegant.
Jeg satte mig
til rette med et smil om munden, for jeg glædede mig. Det er ingen let opgave at
omplante Alberte Windings sangunivers til scenografiske syngende billeder.
Adelaide Bentzon har instrueret og skrevet teksterne sammen med Alberte. Jan
Rørdams musik ligger som baggrund for de tre syngende skuespillere. I centrum står Mathilde Eusebius. Hun er i besiddelse af en naturlig varme, der forplanter sig direkte til publikum. Hun har
også en skøn kropslig volumen, der danner et naturligt centrum til de to andre
tynde og lidt mere blege medspillere. Ludvig Brostrup er den lidt nervøse og forsigtige. Jela Natius Abilgaard gør sit bedste for at spille op til Mathilde Eusebius. De spiller alle tre op til hinanden
og energien bølger frem og tilbage imellem dem. Den spinkle historie, der
knytter sangene sammen, er at natten slet ikke egner sig til at sove i. Bare
tænk på at man siger ”God Nat”. Jamen, en god nat er da ikke til at sove i, men
den er da til at feste i! Det er det, de tre gør. De kaster med bolde, de sejler
på havet og de sidder oppe på månen og det hele slutter med en godnatsang, for til
sidst er de blevet trætte og klar til at sove.
Foto: Emilia Therese.
De små i
salen fra 2-5 år er bomstille under hele forestillingen, selv om det lille 3
årige pus, der sad op ad mig, først sagde: ”Det er varmt”, og da mormoren
svarede, at han altså allerede havde fået overtræksbukserne af, svarede han
straks: ”Jeg fryser”. Men elles kom der ikke et en lyd fra ham, hvis det altså
var en dreng.
Foto: Emilia Therese.
Musikken i
”Tju Bang” smyger sig ind og ud igennem forestillingen. Det kræver at man lige
omstiller sig, for Albertes egen vokal er så signaturagtigt, at det ikke er så
let at synge de sange, der netop er synonym med hendes særlige stemmes klang,
men de tre på scenen klarer det godt – og får reddet sig selv og forestilling i
land.
Vi kommer
alle tørskoede op på bredden i et rige, der er godt, smukt og drømmerigt. Er
godt og trygt rige som forældre og bedsteforældre trygt kan tage deres børn og
børnebørn med ind for at se.
Foto: Emilia Therese.
TJU BANG
Det Lille Teater
Medvirkende
Mathilde Eusebius, Ludvig Brostrup, Jela Natius Abilgaard
Tekstforfatter
Alberte Winding, Adelaide Bentzon
Instruktør
Adelaide Bentzon
Scenograf
& kostumedesigner
Nadia Nabil
Kostumier
Gunilla Nordby
Komponist
Jan Rørdam
Musik
Jan Rørdam, Aske Bentzon, Alberte Winding
Sangtekster
Alberte Winding, Thomas Winding
Rekvisitør
Karin Rentsch Jørgensen
Lysdesigner
Rasmus Nordal Jørgensen
Scenemester
Morten Lyster
Teknik og
afvikling
Rasmus Nordal Jørgensen, Morten Lyster, Oskar Sass
Jeg var lige
så chokeret som de 9. klasses drenge, som jeg så forestillingen sammen med på Vanløse Kulturstation. Pigerne havde nok lettere ved at forholde sig til Teater
Vølvens forestilling ”Brev til min vulva”. Fra det øjeblik, hvor de tre
kvindelige medvirkende kom grinende ind nede bagfra og leende og tiskende sagde
alle de ord som de kunne komme på for ”vulva”. De gjorde det både på dansk,
svensk og engelsk. Senere i forestillingen blev det også iblandet spanske gloser. De tre, Anna Dagnydotter, Miriam Röstlinger Goldkuhl og Josefine Skovgaard, var iklædt røde Wonder Woman-dragter. Josefine Skovgaard, den højeste af de tre, kaldte sig ligefrem Kaptajn Vulva. Midt på scenen var der placeret en stor tøjkusse,
der kunne kravles ind og ud af. Alt i forestillingen var noget, der enten kom
ind og ud af den. Det var chokerende. Især i starten, hvor 9. klasserne var
stille som mus. Der var totalt stille. Det havde en chokerende
overrumplingseffekt, der fungerede optimalt. Stilheden blev hele vejen igennem modsvaret
af de tres flotte og gnistrende sammenspil.
Foto: Fabiola Gonzalez.
Forestillingens
enkelhed var slående og på den baggrund fungeredes de tres sammenspil
overvældende. De var skønne sammen. Der var intet, der var for intimt til at det
ikke kunne lægges frem på scenen. Det virkede befriende.
Ideen, instruktionen og manuskriptet var af Anna Dagnydotter, Josefine Skovgaard og Miriam Röstlinger Goldkuhl. Baseret på breve som de medvirkende havde fået fra unge der havde skrevet
til deres vulva. Intet var for intimt og privat til at det ikke kunne nævnes.
De unge tog det hele ind, og der var en rungende lydhørhed.
Foto: Hannah Sorell.
Det kunne
meget hurtigt have skabt en akavet kunstig stemning, men de tres veloplagte
sammenspil bølgende stærkt frem og tilbage mellem salen og scenen. Det var smukt
at iagttage. Underet skete, langsomt begyndte det hele at tage form og få facon
og smag. Det, der i starten bare havde været overvældende, fik langsomt fat og
voksede til noget fint og flot.
Foto: Hannah Sorell.
Alt fungerede. Både ideerne bag forestillingen samt instruktionen og selve udførelsen.
Velsagtens fordi det hele var uhyre enkelt lagt an. Det tekniske var så
sparsomt, at det næsten ikke var der og alligevel var der lige akkurat det, der
skulle til. Hverken mere eller mindre.
Fortællingen
om underlivets ve og vel blev ledsaget at af slående musiksentenser. Anne
Linnets ”Smuk og dejlig”, ”Midsommersangen” og David Bowies ”Let´s dance” var
med til at give smag og bid til det hele.
Foto: Hannah Sorell.
De tre på
scenen mindede mig lidt om rumpenisserne i ”Ronja Røverdatter”, sådan lidt
fjollede, men også charmerende i al deres ophedede morskab. Snart hidsede de
hinanden op, snart sang de trestemmigt, og snart efter lå de og rullede rundt
på scenen eller forsøgte at vaske sig i skridtet til vaskesangen fra ”Ronja
Røverdatter”. Det hele kulminerede med energisk vildskab, da de til hårdt
pumpet musik onanerende gned sig op mod alt, hvad de kunne finde af kasser,
stole og stativer. Det var morsomt. Straks efter sagde de undskyld,
for lidt efter at tage undskyldningen tilbage. Som de sagde, var der overhovedet ingen
grund til at undskylde. Alt dette er noget af det mest almindelige. Det var også den følelse vi som publikum sad tilbage med,
og det skal de tre på scenen have tak for. Det var en smukt at efterlade os
med. Det var en meget provokerende, men også vellykket forestilling.
Foto: Julia ReinHart.
BREV TIL MIN VULVA
60
min.Fra 15 år og op.
Ide,
manuskript og instruktion:
Anna
Dagnydotter, Josefine Skovgaard og Miriam Röstlinger Goldkuhl.
Instruktør–konsulent: Kirsten Cenius og My Wagelin
Scenografi:
Signe Marie Bonnici-Erichsen,
Josefine Skovgaard og Miriam Röstlinger Goldkuhl.
Kostumer: Fabiola Gonzalez.
skuespillere:
Anna Dagnydotter, Miriam Röstlinger
Goldkuhl og Josefine Skovgaard/Laura Hegelund.
Først skulle
vi tage skoene af.Derefter blev vi budt
indenfor og fulgte en oplyst rampe på gulvet, der ledte
ind til selve scenegulvet. Det gav lidt efter, når man trådte på det. Det var
blødt og vi kunne spejle os i det. Det var som at befinde sig midt på et stort
spejl. Det udvidede rummet under os. Vi kunne sætte os, hvor vi ville. Vi kunne
sidde, stå eller ligge. Vi kunne også gå
rundt undervejs. Der var ingen rammer for, hvad vi kunne. Det skulle vise sig,
at der heller ingen rammer var for forestillingen.
Foto: Carl Johan Folkesson Karlidag.
Fire
farvestrålende dansere (Matilda Bjärum, Simone Frederick Scacchetti, Hanna Nussbaumer og Bernat Martínez Sardà), to mænd og to kvinder, bevægede sig langsomt rundt
imellem os. Mændene var klædt i blålige og grønne farver. Kvinderne var klædt i
rødt, lyserød og orange.Vi havde slået
os ned rundt på gulvet. Enkelte havde sat sig rundt om scenegulvet, hvor der var
regulære siddepladser, men langt de fleste havde sat sig på det bløde
spejlblanke gulv. Der var både spædbørn,
småbørn, unge og voksne. Publikum var meget blandet. Der var placeret
tre figurer i hjørnet af scenen skabt af billedkunstneren Malin Bobeck Tadaa. De lignede mandshøje candyfloss-figurer, der
blev belyst i skiftende, lysende farver. De var påsat små lys, der gradvist ændrede
farve. De lignede vandplanter eller gopler nede på havbunden. Det var let at forestille
sig et kæmpe akvarie, hvor de fire kulørte dansere som fiske svømmede rundt imellem
dem.
Foto: Carl Johan Folkesson Karlidag.
Børnene
rullede rundt på gulvet inspireret af danserne, der hele tiden vekslede deres
dans med at animere publikum til diverse lege og dansebevægelser som vi skulle gøre dem efter.
Jeg ved ikke,
hvordan det kunne lykkes dem at få denne løst konstruerede forestilling til at
fungere, men det gjorde det. Først og fremmest fordi de fire dansere var som lemmer
på en og samme krop. Koreografien var af Tina Tarpgaard. Det var så samlet, det de
gjorde, selv om det var helt forskellige ting de lavede. En fortalte en historie
om at flyve, mens en anden talte om at være 3 personer i én. De var geniale
organisatorer af det, der umiddelbart virkede helt planløst og tilfældigt, men
det skulle man ikke lade sig narre af. Det var imponerende.
Foto: Carl Johan Folkesson Karlidag.
Rummets
gemytlig stemning smittede af på den måde vi var i rummet på. Når danserne
rullede rundt på gulvet, gjorde børnene det også, og det forstyrrede ingen. Jeg
har sjældent oplevet en forestilling med en så afslappet og velfungerende publikumsdeltagelse.
Det er ellers ofte noget af det, der kan forekomme pinligt og ubehageligt,
men ikke her. Det lykkedes at etablere en fin og tæt kontakt til publikum. Danserne var ikke bange for tage kontakt til os og inviterede til kontakten på en reel
og ærlig måde. Det var ikke bare en gimmick. På et tidspunkt havde
jeg lagt mig ned på maven, og støttede hovedet i hænderne, mens jeg fulgte det,
der skete omkring mig. Det virkede helt naturligt at ligge sådan. En af
danserne kom helt tæt hen til mig. Der var vel bare 10 centimeter mellem vore
næser. Hun så mig lige ind i øjnene. Jeg smilede prøvende til hende og som svar
kneb hun øjnene en anelse i. Det handlede ikke bare om at hilse på hinanden,
for hun gik fuldt ind i kontakten. Det bliver pludselig meget nøgent, når man
vedbliver med at se hinanden direkte i øjnene. Det skaber et ganske særligt og forpligtende rum, når man
går så langt i kontakten – og det kunne forestillingen høste resultatet af, da
alle bagefter blev i rummet, da forestillingen sluttede. Måske var jeg en af de
eneste, der gik, for det virkede naturligt bare at blive hængende - og det
føltes også forkert, da jeg gik. Stemningen lagde op til, at man bare blev. Lige
som de andre gjorde.
Foto: Carl Johan Folkesson Karlidag.
Bagefter
følte jeg mig som efter en body-massage, hvor hele min krop og sjæl var blevet æltet
godt igennem, og det selv om jeg slet ikke var blevet berørt. Men det var jeg
blevet i overført forstand. Det var den effekt det havde på mig som tilskuer.
Det var betagende!
Foto: Carl Johan Folkesson Karlidag.
PS: I
forestillingens indgik bevægelser, der var samlet ind i Malmø, hvor beboere var
blevet bedt om at fortælle om deres yndlingsbevægelser. Det var dem som
danserne havde arbejdet videre med. På samme måde var lydsporet sammensat af
optagelser fra Malmø optaget igennem en hel dag. Lars Greve og Anders Bach Pedersen var musikalske arrangører. Det gjorde det selvfølgelig
til en forestilling baseret på Malmøske bevægelser og lyde. Men oprindelsen
forekom ikke at være så væsentlig. det kunne lige så godt have været i København.
Foto: Carl Johan Folkesson Karlidag.
VÅR DAG
60 minutter
7 år og op
Koreograf:
Tina Tarpgaard
Musikalsk
arrangør: Lars Greve,
Anders Bach Pedersen
Billedkunstner: Malin Bobeck Tadaa
Lyddesigner: Peter Lundin
Kostumedesigner: Åsa Gjerstad
Dansere: Matilda Bjärum, Simone Frederick
Scacchetti, Hanna Nussbaumer, Bernat Martínez Sardà
