Anmeldelse: MARIENBORG – NEJ TAK! på Postcaféen

Fotograf: Lars Grunwald/Polfoto: Robin Hart

Overboen banker panden mod radiatoren.
Igen og igen.

Hvorfor hænger han sig ikke bare
og får det overstået i en fart?
 

Tonen i monologen, MARIENBORG – NEJ TAK! af Julie Maj Jakobsen, i Postcaféen, Borgbjergvej 26 i Sydhavnen, er direkte og rå, men også befriende morsom, selv om der tydeligvis ikke er noget at le af. Der bliver ikke skudt noget under stolen. I forestillingen befinder vi os lidt længere oppe ad vejen – i nr. 1, i lejligheden under hvor Anker og Ingrid boede. Statsministerparret, der sagde nej tak til Marienborg, for det var her de følte sig hjemme – i Sydhavnen. Lyden af dem og deres liv siver ind ad væggene og konfronterer hovedpersonen med sit bekvemme, men alligevel virkeløse liv. Hun er en 35-årig arbejdsløs akademiker. Den eneste hun er i kamp med – er sig selv. Hun er frugten af forældrenes kamp på barrikaderne, men nu er der ikke længere noget at kæmpe for, for friheden er blevet så total at den også er blevet ligegyldig. Når telefonen ringer, har hun travlt, hun er lykkelig og selvtilstrækkelig. Hun smiler og hun ler, mens hun fortæller om den kronik som hun arbejder på, men når faren ringer af, er der kun gråd og desperation tilbage. Gråd over egen utilstrækkelighed og desperation over at hun ikke flytter sig ud af stedet. Hun er lænket. Hun har sit eget anker. Helt konkret er hendes ene fod holdt fast med en alenlang kæde. Hun er lænket til stedet og tiden. Hvad skal man gøre, når man har fået alt forærende fra start, men alligevel ikke kan komme ud af stedet?

På det lave bord er der en stor stofdukke, der er klædt som hende. Det ER hende, som hun ligger der viljesløs og lænket. På et tidspunkt indtager hun også selv den spagat-position som dukken ligger i. Det er også fortællingen om en bidronning på afveje, der bliver spist af søskendeparret på 10 og 12 år. Det er hende og storebroren. Han spiser kroppen, mens hun får hovedet – for bidronningen stikker ikke. Nu er han der ikke længere, for han er blevet psykotisk, og er, som hun siger, "...allerede forsvundet over på den anden siden, hvorfra man ikke kommer tilbage". Forgæves holder hun stædigt fast i at det er broren – og ikke hende – der er syg, men noget er tydeligvis galt, for selv om hun er frigjort og uafhængig, føler hun sig handlingslammet og fastspændt.



Fotograf: Lars Grunwald/Polfoto: Robin Hart

Det er tekstens store fortjeneste, at den formår at give hovedpersonen et liv og en fylde som hun reelt ikke har. Vi forstår hende og føler med hende. Livet og teksten er på én gang glasklar og tåget. Transparent og uigennemskuelig. Monologen er som form noget af det sværeste og mest krævende, for der er kun én skuespiller til at bære den og der er absolut intet at gemme sig bag. Teksten er skrevet direkte til Maria Carmen Lindegaard, der er fast tilknyttet teatret. Den svøber sig tæt om hende, og får det hele til at se så let og ubesværet ud, og hun fremfører den med et nærvær og et overskud, så det er en fryd. Diktionen er så tydelig, at hvert et ord høres, selv når hun ligger ned eller står med ryggen til. Der er ingen sprækker – ud over dem som teksten er fuld af.
Julie Maj Jakobsen modtog en Reumert som årets talent i 2012 for ”Forsamlingshuset” og blev Reumert-nomineret for ”Fucking Fattig” året efter.

MARIENBORG – NEJ TAK!  er  overbevisende iscenesat af Mille Marie Dalsgaard.
Skuespiller, instruktør og dramatiker udgør et trekløver, der får det hele til at se legende let ud.

Mille Maria Dalsgaard er kombineret skuespiller, instruktør og kunstnerisk leder af Sydhavn Teater. I november 2016 stod Sydhavn Teater og Teater Nordkraft bag den ødselt opsatte og meget vellykkede ”Jeanne D´Arc” i Dansehallerne, hvor Mille spillede hovedrollen. Det var en bedrift! Efterfølgende spillede hun i foråret 2017 egenhændigt samtlige roller i teatrets stedspecifikke vandreforestilling ”Skygge (Eurydike siger)” af Nobel-pristageren Elfriede Jelinek. Det var en svært tilgængelig tekstlig tour de force, der var ambitiøs som bare pokker. Så selv om jeg gik uforløst derfra, gik jeg ikke tomhændet hjem. Sydhavn Teater er uden fast scene, med overskriften ”Internationalt teater med lokal forandring”. Det lyder lidt smart, men der er faktisk dækning for det.

MARIENBORG – NEJ TAK! er en co-prodution med Teatret ved Sorte Hest, hvor forestillingen spiller fra den 12.-20 marts 2018, mens den spiller på Postcaféen i Sydhavnen fra den 24. januar til 3. februar 2018. 

Fotograf: Lars Grunwald/Polfoto: Robin Hart

MARIENBORG – NEJ TAK!

75 min. Monolog

Dramatiker: Julie Maj Jakobsen

Instruktør: Mille Maria Dalsgaard

Skuespiller: Maria Carmen Lindegaard

Teknik: Søren Hansen

Forhus: Malik Hansen

Producent: Mathilde Johnsen

Co-produktion med Teatret ved Sorte Hest

* 

Sydhavn Teater:
 

Postcaféen, Borgbjergvej 26, 2450 København SV

25. januar - 3. februar 2018

Hjemmeside og billetter

*

Teatret ved Sorte Hest:

Vesterbrogade 150, 1620 København V 

12. - 20. marts 2018

Hjemmeside og billetter 

 

*

Anmeldelse: STRÆBER på Teater Grob

Foto: Per Morten Abrahamsen
 

Scenerummets bagvæg og gulv består af orange plader, og forrest på scenen står der fem mikrofonstativer, som de tre spillere, iført gule overtræksdragter, kæmper om. De er hvidsminkede, og bærer hvide tynde elefanthuer, så kun mund, rød næse og sortsminkede øjne er synlige. Skiftevist hiver de elefanthuerne op eller ned, alt efter om de har været hen at trykke på knappen til det store ur, der bestemmer hvornår LØBET går i gang. STRÆBERLØBET. Forestillingen spilles i to sideløbende tempi. Dels i et hasarderet overkill-tempo, hvor det er alles kamp mod alles. Dels i et langsomt og inderligt bekendelsesspor. Modsætningerne passer godt sammen, for rytmen kalder på langsommeligheden og omvendt, og dermed udgør et samlet hele. De fem unge spilles dækkende af Anne Gry Henningsen, Mikkel Reenberg og Marie Mondrup, fermt instrueret af Petra Søe ("Drømme om noget andet") efter manuskript af Julie Maj Jakobsen i samarbejde med instruktør og spillere, baseret på ide af Anne Gry Henningsen, der også er MÆRKVÆRKs leder. Forestillingen er en samproduktion mellem MÆRKVÆRK og Teater Nordkraft i Ålborg.

Foto: Per Morten Abrahamsen

Teatret har holdt workshops med de unge for at finde ud af, hvordan det er at vokse op i en verden af muligheder. Om rusen, når det lykkes, og om skuffelsen, når forventningerne er så høje, at de ikke når i mål. Om stædigt at kæmpe mod alle odds. Om liv, kærlighed og venskab. Deres refleksioner og personlige historier er grundlaget for forestillingen, der er bygget op som et darwinistisk udskilningsløb, men også om, hvad der sker, hvis man slipper og giver fanden i præstationer, valg og mål, sådan som to af dem gør i slutningen. I hvert fald minder de os ved deres exit om, at det måske slet ikke er nødvendigt at være med – og om at give så helt og fuldt slip på sig selv, for at være med i det store fælles stræber-løb. Der er fortsat håb.

 

Foto: Per Morten Abrahamsen

 

Det er svært ikke at blive rørt og grebet af sårbarheden, der træder frem i de scener, hvor det øvrige klovneri helt forsvinder. Det er ikke nogen stor forestilling, og det er det så måske alligevel, for lige bag det meget enkle og tilsyneladende karikerede gemmer der sig et svælg af oplevelser og et dyb af følelser, der suger én ned i et frit fald. For enkelheden giver både rum og mulighed for at historien og karaktererne kan brede sig og få den fylde som de skal have.

 

Foto: Per Morten Abrahamsen

 

Der er noget sært afvæbnende ved børne- og ungdomsforestillinger. De får mig til at sætte mig anderledes til rette på stolen. Måske ligefrem til at sidde lettere. Det sætter noget frit i måden at opleve teater på. Måske fordi det virker så umiddelbart og intuitivt. Jeg er lykkelig, at jeg ikke er ung igen, for jeg hadede det. Det minder forestillingen mig om. Om alt det, som var umuligt at håndtere. Ingenting passer sammen. Livet er enten for småt eller for stort. Selv passer man ikke til den verden, der omgiver én. Præcis sådan som forestillingens unge føler sig. Tiden står stille, intet ændrer sig. Det har aldrig været som det er nu, men det har vi altid sagt. Men passer det? I dag er den omgivende verden meget mere fragmenteret, for det har altid været ubærligt med følsomheden og den smerte og glæde, som er forbundet med den. Det er historien om, hvad der gemmer sig bag avisernes beskrivelser af 12-talspigerne og taberdrengene. Om hvordan det er at stå parat ved startstregen, og om hvor lidt og hvor meget, der adskiller vinderne fra taberne i løbet. STRÆBERLØBET. Forestillingen skildrer så fint ønsket om at ville vælte verden og ende med selv blive væltet omkuld - af et knips. Om venner og kærester, og om det ene øjeblik at føle sig så tæt på hinanden, for i næste at konstatere at man er helt alene. At den udvalgte slet ikke føler det samme. Om at skabe en verden inde i hovedet og føle, at alting smuldrer på et sekund, når virkeligheden alligevel ikke lever op til det.

 

Foto: Per Morten Abrahamsen

STRÆBER

- en samproduktion mellem MÆRKVÆRK og Teater Nordkraft

gæstespil på Teater Grob fra den 6. – 18. november 2017

 

Medvirkende: Maria Mondrup, Mikkel Reenberg og Anne Gry Henningsen

Idé: Anne Gry Henningsen

Manuskript: Julie Maj Jakobsen og Petra Søe i samarbejde med holdet

Instruktør: Petra Søe

Instruktørassistent: Jonas Østergaard Pedersen

Dramaturg: Trine Wisbech

Scenograf: Lisbeth Burian

Rekvisitter: Naja Haugaard Brimer

Lysdesign: Mathias Hersland

Hjemmeside og billetter

Læs mere om MÆRKVÆRK - teater til teenagere