Viser opslag med etiketten Asterions Hus. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Asterions Hus. Vis alle opslag

søndag den 25. august 2024

Anmeldelse: HAV på Teater Møn, Sukkerfabrikken i Stege


Teater er som at rejse ud  i verden. Nogle gange kan man rejse så langt ud, at man kommer helt tæt på sig selv. Man kan miste sig selv og man kan vinde sig selv igen. I forestillingen HAV, som Peter Kirk introducerede for det talstærke fremmøde i den lille foyer på Sukkerfabrikken i Stege på Teater Møn, byder han velkommen til det, der måske er en forestilling, men som ligeså vel kan være en udstilling eller en kombination af begge, for samtidig følger der mad med, men i stedet for at fortabe os i begrænsende genrebetegnelser, så lad os glide med og se, hvad der sker.


Foto: Kim Ritasen

Først føres vi indenfor i de imponerende bygninger i den gamle sukkerfabrik. Der er højt til loftet. Rummet er råt, men på en poetisk måde. Efter en blå velkomstdrik, introducerer de tre medvirkende sig. Den musikalske troldmand, Klaus Risager, slår på en stor jernpille og det gungerer igennem salen. De to dansere, Tilde Knudsen og  Liv Mikaela Sanz, kommer ind med hver sin lyd. Tilde ligner næsten en havfrue iført en blågrøn dragt, indsvøbt i fiskenet som hun trækker efter sig som en lang hale. Peter, Klaus, Liv og Tilde skåler med os, før de overlader os selv til at udforske rummet og de installationer som er placeret rundt i det store rum. Det er alt sammen elementer som vi  - viser det sig - siden kommer til at møde i forestillingen. Det er efterladte sko, der godt kunne ligne vraggods. Det er en gruppe af småsten. Det er kæmpestore brosten, der er placeret oven på hinanden som var det en varde. Det er bunke blågrønne beklædningsdele. Det er østersskaller. Vi får 10 minutter til at udforske det, inden vi igen mødes ude i foyeren. 



Det at gå og kigge efter tableauer, ændrer ens blik. Det er som forladte havaftryk, der har sneget sig indenfor. Det, der ligeså vel blot kunne være noget, der ikke var ryddet op og bare efterladt rundt omkring på gulvet, bliver til fortællinger. Det rå rum begynder at synge sine egne sange omkring os. Det rå og det fine spiller sammen og synger en sang om efterladte spor, der igen klinger sammen med det, vi er trådt ind i. Ude i foyeren får vi en lille snack, inden vi bevæger os ind i mørket. Det er igen Peter, der viser os videre. Med en lygte i hver hånd lyser han ned på gulvet og fører os frem til den første station ud af fire i det kæmpestore rum.  Klaus Risager har en lille musikø på havet, som kan flyttes rundt og lade musikken gjalde hen over de to dansende som kaldetoner fra en fortryllet ø. Han kan noget med sin musik. Det er svært ikke at blive ved med at kigger på ham, af samme grund er han også belyst lige som de to dansere. Han har et backtrack, men det meste af lyden og musikken skabes live på stedet. 



Jeg dvæler ved musikken, det gør rummet og danserne også. I en stadig kalden og svaren griber de ind i hinanden og skaber et fortryllende spændingsfelt. Hvor ofte sker det ikke, at musikken næsten forsvinder, eftersom det visuelle er så stærkt og så betagende, så musikken ofte lægge sig som et fortolkende lydspor, der næsten udvisker sig selv, fordi den bliver ét med vores hjerteslag og stemmer vores sindelag direkte. Det sker også i forestillingen, hvor Klaus Risager er lige så udtryksfuld som de to dansere, der kaster sig imod hinanden i en evig kalden og svaren. Det er sjældent at opleve en så smuk symbiose. Det er ikke dans til musik eller musik til dans. Musikken og dansen er som ét åndedrag, der drages rundt om os. Det er en lykke at befinde sig i det magiske rum som sammensmeltningen af de to udgør. 



Det er samtidig frugten af mange års tæt samarbejde. Peter instruerer, Tilde danser, Klaus musicerer og Liv er vendt tilbage fra teatrets RODIN-forestilling (2017), der også inkluderede fotografen Ingrid Bugge. Asterions Hus, som teatret hedder, har gennem årene fra da de startede sammen med skuespilleren Martin Ammundsen ude på teaterøen (Refshaleøen) skabt en lang række forestillinger - og gentagne gange med Klaus Risager på lydsiden. De skabt også i 2016 Howard Barkers gigantiske totalteaterværk EUROPÆERNE, hvor teater, performance, dans og scenografi spillede sammen med bespisning i mange af teaterøens lokkende lokaliteter såvel inde og som ude. Igen var det lydsat af Klaus Risager, der også den gang havde sin særlige lydinstrument med, der består af metalrammen fra et klaver, der er sat på højkant og påmonteret diverse rør og træben. Ja, selv små metalliske plingplang-instrumenter, der i sig selv ikke lyder af meget, men som bliver naturligt forstærket af det stræk som strengene på klaveret er udspændt med. Hvordan det lader sig gøre, er ikke til at forså, men det klinger helt ind i sjælen på én - og det gør det også på de to dansere, der frygtløs spinder os alle ind i en historie om havet, der omgiver os.  



Madkunstneren Marianne Bendix beriger vores vakte sanser. Champagne og østers er det næste vi præsenteres for. Det er mageløst - og det bliver ved. Det danser helt ind i hjertet på os. Rent logistisk at få alt dette afviklet må være et mareridt, men de virker alle smilende og afslappede, og det er den ro, der glider videre over i os.



Vi er inviteret med ud på havet, hvor vi enten synker eller glider videre. Måske træder vi vande eller svømmer videre, mens vi bevæger os fra tableau til tableau inde i den kæmpestore sal, før vi ender i en stor rundkreds i midten, hvor bespisningen kulminerer - det samme gør forestillingen. Et stort rødt tov kranser det hele ind, men det bliver også til den røde tråd gennem forestillingen. Ligesom i den foregående scene, hvor Tilde og Liv tegner med kridt (fra Møns Klint) på betongulvet. De tegner og belyser det med deres pandelamper. Det udvikler sig til en liggende dans, hvor de to danseres sortklædte kroppe indgnides med hvide kridtaftegninger fra gulvet. Så enkelt kan det gøres og samtidig bliver det til store fortællinger om... ja, om hvad egentlig? Det handler om alt og ingenting. Det er som havet selv, det stiller spørgsmål uden at svære. Det ER bare. Det er tilstand, der flyder ind i os. Vi er ikke kommet for at få svar, men for at bliver inviteret ud på en rejse gennem  havet - og det får vi en unik mulighed for at opleve sammen med Asterions Hus på Teater Møn i Sukkerfabrikken på Møn. Det er en stor oplevelse. Også selv om slutningen trækker ud lidt for længe. Det er så udsøgt alt det vi præsenteres for og føres igennem. Efter det store måltid i den afsluttende cirkel er jeg allerede mæt og meget veltilfreds, og bliver døsig af lutter velvære, så jeg ville have sluttet lidt før. Men omvendt ville jeg næppe have undværet noget af alt det skønne vi blev præsenteret for.




Teater Møn

præsentere forestillingen 

HAV

med Asterions Hus

Sukkerfabrikken i Stege

Totalteater ned bespisningen

22.-29. august 2024

Af og med 

danserne Tilde Knudsen og Liv Mikela Sanz

og 

musikeren og komponisten Klaus Risager

Instrueret og lyssat af Peter Kirk

Scenografi: holdet

Madkunstner: Marianne Bendixen

Understøttet af Frivilligteamet 
De Bøhmiske Krystalvaskere.

*

Hjemmeside

*

Tidligere anmeldte Asterions Hus-forestillinger:

2023:

Kældermennesket


2021:

2020:

Alice i Eventyrland

2017:
Min Odyssé

Rodin

2016:
Europæerne

2015:
Leonardo

2013:
Mit Rum

2012:
Asteroiden

 ---------------------------------------------------------------

*


Se oversigten over de 

300 andre anmeldelser


*

tirsdag den 23. maj 2023

Anmeldelse: KÆLDERMENNESKET af og med Teater Asterions Hus


To stole, to standerlamper og en forhøjning i midten med en stor polstret lænestol og et bagvedstående filmlærred. Set-uppet ligner noget fra en gammel stumfilm. De indflettede filmiske vignetter af og med filmparret Michael Wikke & Steen Rasmussen (eller slet og ret Wikke Rasmussen), kommenterer og præsenterer det, vi skal se, og er holdt i sepia - den  falmede farve, der giver mindelser om gulnet avispapir og gamle fotos og postkort, sendt med 2 øres frimærker.

Vi er ført tilbage i tiden i Asterions Hus´ opsætning af "Kældermennesket". Dostojevskis roman er bearbejdet til teater af Wikke Rasmussen og bliver spillet af Tilde Knudsen og Peter Kirk, der udgør teatret Asterions Hus. Tidligere holdt teatret til på Teaterøen på Refshaleøen, men er nu flyttet til Møn og er blevet til Teater Møn. På Møn er de blevet omfavnet med større (økonomisk) imødekommenhed, end hvad var tilfældet i København. Fantastisk for Møn, men en stor ærgrelse for de københavnske teatergængere. Dog har de beholdt Magneten, som en sidste bastion i det københavnske - og det skal vi være glade og taknemmelige for. Med den nye cykelbro fra Nyhavn til Amager er det ikke længere så afsides, men man føler sig alligevel uden for byen, og det passer fint til det nyeste stykke.



Jeg er vild med  Dostojevski, den store russiske forfatter, der levede fra 1821-1881, og slugte de fleste af hans værker i en tidlig alder. "Idioten", "Brødrene Karamasov", "De Besatte", "Raskolnikov" og "Det Døde Hus". "Kældermennesket" er af mange opfattet som en slags prolog til forfatterens store værker. Det bærer undertitlen "Optegnelser fra et kælderdyb". Det er skrevet i 1864. Året inden udkom hans debut, "Fattige folk". 

Hovedpersonen er en 40-årig unavngiven embedsmand, der, takket være en beskeden arv, har trukket sig tilbage og nu lever forskanset i sin lille kælderlejlighed i en af Sankt Petersborgs forstæder. Det er alt, hvad vi får at vide om bogens fortæller og hovedperson.




Romanen betegnes som et nybrud, for vi kan slet ikke stole på hovedpersonen. Det var aldrig set før, og det kom til at føre videre gennem forfatterskabet, og er velsagtens grunden til, at hans romaner stadig taler til os. Hans personer modsiger sig selv i ét væk. Ikke fordi forfatteren ikke har styr på figurerne, men fordi det er det vi gør, vi mennesker. Det ene øjeblik er vi storladne og det næste ganske sølle. Vi taler og taler og siger det hele, og siger dog intet, men har alligevel sagt det hele. Vi kan genkende os selv i hans figurer. Det fascinerede dengang som nu. 

Det er på den måde, at han får sagt noget om at være menneske. Vi bliver som menneskelig race afklædt, når vi stiger ombord i hans universer. Bagefter er man helt rundforvirret, for hvad menes der egentlig? Personerne rabler løs og historierne bevæger sig hid og did. Der er ingen stringens. Det er et frit fald ned i en menneskelige afgrund. Som om der slet ingen ende er på det fald.




Det er ikke for ingenting, at al senere litteratur er inspireret af det, der startede og påbegyndtes med Kældermennesket. Som en mørk lysstråle har det sat sit præg på alt andet: Hamsun, Kafka, Satre og alle de andre. Alle har de læst "Kældermennesket" og badet sig i det mørke lys fra Rusland. Dostojevskis er som et prisme, hvori alt menneskeligt spejler sig. Det er djævelsk fascinerende. Det er som om lyset og mørket slår sammen i hans værker. 

Det gør det også på scenen i Asterions Hus´ opsætning af "Kældermennesket", hvor hovedpersonen skiftevis fremstilles af Tilde Knudsen og Peter Kirk. I beretningen om hovedpersonens møde med den prostituerede Lisa finder de sammen på scenen. Vi får rablende tirader om dovenskab, om mødet med en forhadt officer og om kærlighed.




Det er både storladent, svulstigt og ganske sølle. Det er en slags orgie i mental ekshibitionisme. Det er stor tragik og lavpandet komik. Peter Kirk og Tilde Knudsen har et fast greb om figuren. Det er egentlig godgørende at opleve dem på denne galej, for det er så anderledes end alle deres tidligere forestillinger, og dog er der tætte spor tilbage til Howard Barker-totalteaterforestillingen EUROPÆERNE som Asterions Hus opsatte på teaterøen i 2016. En gigantisk teatersatsning, hvor alle sejl var sat til. Forestillingen foregik såvel inde som ude, men vi var samtidig inde i sjælen på europæerne. Det er vi også i "Kældermennesket", selv om den har et russisk udspring. Samme selvransagelse, samme vilde talestrøm. Samme frydefulde teateroplevelse.

Peter Kirke er ét med figuren. Man kan se det på den forkrampede måde han sidder i stolen på. Han kaster sig fra side til side. Han er rastløs, og livet raser i ham. Han raser mod livet, mod andre og sig selv. Det er faktisk urkomisk. Al denne energi. Dette raseri og al denne poseren - til ingen verdens nytte. Alting er et skyggespil. Intet er sandt - og alt er sandt. Lige i det øjeblik det siges, men når øjeblikket er ovre,  er vi endnu mere forvirrede, end vi var før. Sådan er det at være menneske. Sådan er det at være sammen med Kældermennesket.




Når Tilde Knudsen rejser sig som Kældermennesket, så er hun ligeså meget ét med ham. Hendes teatermæssige skift, hendes bratte bevægelser. Det er alt sammen noget, der gør at vi klæber til, hvad hun siger. Også selv om det ingen mening giver, og dog siger det hele.

Peter Kirk og Tilde Knudsen er på hjemmebane, selv om de er langt fra de universer, som de plejer at færdes teatermæssigt i. Selvfølgelig er de det, for de er kompromisløse i deres kunstneriske stræben og kamp for at give os det bedste de formår. Stort tillykke til Møn, der nu delvis har overtaget disse dejlige kunstnere - og godt for os andre, at der stadig er mulighed for at opleve dem på Magneten yderst på Refshaleøen. Der er ikke andet at gøre end at skynde sig derud. I tilgift er der Wikke Rasmussen. Disse stærke kunstneriske kræfter klæder hinanden.

Bagefter kan man jo nyde nogle af Wikke Rasmussens dejlige film, der på sin vis er lige så skæve og absurde. Måske har de altid skildret kældermennesker... Deres absurde humor går igennem deres lysende værker, såsom tv-serierne "Sonny Soufflé Chok Show" og "Vild og voldsom Volvo" og i filmene "Flyvende farmor",  "Hannibal & Jerry" "Der var engang en dreng" og mange flere. Oven i det skulle der snart være mulighed for at gense "Motello" fra 1997, der er blevet crowdfundet og er ved at blive nyscannet til dvd og blue-ray. Der er så meget at glæde sig over for os Kældermennesker.



”Jeg er et sygt menneske … Jeg er et ondskabsfuldt menneske. Et utiltalende menneske. Jeg tror, jeg er leversyg. I øvrigt har jeg ikke en pind forstand på min sygdom og ved ikke rigtig, hvad der er galt med mig. Jeg går ikke til behandling og har aldrig gjort det, selv om jeg nærer respekt for lægevidenskaben og lægerne. Desuden er jeg overdrevet overtroisk.”
”Kældermennesket”, s. 19.


KÆLDERMENNESKET

24. ma j - 11. juni 2023

Magneten på Teaterøen

Medvirkende: Peter Kirk, Tilde Knudsen + Wikke og Rasmussen (på skærm)
Instruktører: Michael Wikke, Steen Rasmussen
Manuskript over Dostojevskijs tekst: Mikael Wikke og Steen Rasmussen
Producent & arrangør: Asterions Hus


*

Tidligere anmeldte Asterions Hus-forestillinger på Teaterøen:

2023:


2021:

2020:

Alice i Eventyrland

2017:
Min Odyssé

Rodin

2016:
Europæerne

2015:
Leonardo

2013:
Mit Rum

2012:
Asteroiden

 ---------------------------------------------------------------

 

torsdag den 16. marts 2023

Anmeldelse: HABIBI på Hippodromen og HUS PÅ HUS på Teaterøen

Fotos: Ditte Chemnitz (HABIBI) og Emile Carlsen (HUS PÅ HUS).


HUS PÅ HUS

af Teater Asterions Hus

på Teaterøen

15.-17. marts 2023

60 minutter


I Ingmar Bergman-filmen "Det syvende segl" (1956) spiller ridderen skak med døden på stranden. De spiller om ridderens liv. Hvis ridderen taber, tager døden ham. I Asterions Hus´ nyeste forestilling HUS PÅ HUS spilles der på samme måde skak om liv og død. Omkring skakspillet udspiller der sig en 7. generationers historie, der bliver spillet og genfortalt af Peter Kirk og Tilde Knudsen. Den musikalske troldmand, Klaus Risager, har komponeret og indspillet musikken til forestillingen. I teatrets foregående forestilling, MOON, var han med på scenen sammen med Tilde Knudsen. Instrueret af Peter Kirk. Det er et øvet trekløver, der har så megen samlet talentmasse, at det er en svir at opleve. Trekløveret virker hver gang som et firkløver. Også denne gang.


Foto: Emile Carlsen.


HUS PÅ HUS er knapt så drømmende som MOON, men det er stadig fantasien og det legende, der er i centrum. Der har gennem årene sneget sig en del animations- og objektteater ind i deres forestillinger. Dukketeatret, den lille scene på den store scene, er stadig et format som de sværger til. Det har været indkalkuleret i de fleste af deres forestillinger. Det er teater inde i teatret. Endnu mere i HUS PÅ HUS, hvor 7 generationer af pianisters liv vises i glimt, mens store dukkehuse køres i stilling, for hvert livsforløb udspiller sig i sit eget hus. Det er magisk og fortryllende.  


Foto: Emile Carlsen.

Efter forestillingen inviteres publikum på scenen for selv at teste og mærke magien tæt på - og vel også samtidig sikre sig, at de filmede indslag, der indgår i forestillingen, faktisk bliver optaget live på scenen, for det er så smukt og så mystisk dragende, at det er let at tro, at det er optaget på forhånd. Optagelser fra dukkehusene er så livagtige, at det er svært at tro på, at det hele er lavet i miniature. Men det er det. Der bliver ikke snydt.


Foto: Emile Carlsen.

Asterions Hus, ledet af Tilde Knudsen, der også privat danner par med Peter Kirk, har en krop og en smidighed, så man gisper. Pludselig hvirvles vi i ind i en dans med et slør, med en kappe eller med et lille klaver, og tiden går i stå, mens Tilde svømmer igennem luften og løfter os, dansen og forestillingen ind i det fortryllede rum, der er dette teaters særkende.


Foto: Emile Carlsen.

Jeg er altid lidt beklemt, når jeg indfinder mig til teatrets forestillinger, for jeg har oplevet så mange stærke forestillinger i årene løb, at jeg må gribe mig i at blive lidt nervøs for, om den opadstigende kurve stadig kan bevæge sig opad. Men vi er i gode kompetente hænder. Endnu engang. 


Foto: Emile Carlsen.

Og hvad er så dit næste træk? Så længe spillet er i gang, er der liv og muligheder, indtil alle brikker  til sidst bliver slået af banen. Og så længe klaveret spiller, er der håb. Også selv om klaverspillet omspændes af flammer. Flammerne tager det hele. Alting går op i røg. Tilbage er  rester af  rygende ruiner og smadrede drømme. Men drømmen bliver på en måde hængende over det hele. Drømmen hænger let svævende lige foran os - og i forestillingen HUS PÅ HUS.


HUS PÅ HUS

af Teater Asterions Hus

på Teaterøen

15.-17. marts 2023

Medvirkende: Tilde Knudsen, Peter Kirk
Lyddesigner: Klaus Risager
Dramatiker, forfatter: Holdet
Komponist Klaus risager
Producent: Asterions Hus
Arrangør: Asterions Hus

Hjemmeside & billetter

*

Fotos: Ditte Chemnitz.

HABIBI

af  Opgang 2

på Hippodromen

13. - 18. marts 2023


Teatret er en fantastisk måde at forstå livet på. Også det uforståelige. Noget af det, som bevidstheden ikke kan gribe om, og tage ind, det kan snildt som en mis kastes ind på en scene, hvor vi bare godtager det, for sådan er det bare. Det er et fortrin som teatret har. Det kan besætte med sit magiske øjeblik, så vi taber pusten og næsten mister os selv. Måske er det netop i fortabelsen, at vi genvinder os selv.

Så store og svimlende er tankerne efter at have oplevet Pia Marcussens HABIBI på Hippodromen. I 2017 modtog Pia Marcussen Danske Dramatikeres Manuskriptpris for Børne- og Ungdomsteater for manuskriptet til HABIBI, og det er ikke grebet ud af luften. Det er måske snarere grebet i luften. Man skal lede længe efter et så velskrevet stykke, der tør tage fat, hvor andre viger bort.


Fotos: Ditte Chemnitz

HABIBI er en musikalsk ungdomsforestilling om identitet, forskelle og frygt. Det er en forestilling for alle danskere - både gammeldanskere og nydanskere. Præmissen er enkel, men vild. En dag vågner Sara op - og kan kun tale arabisk. Hun er en ganske almindelig, hvid dansk pige med forældre, der kerer sig om hende og glæder sig over, at deres datter skal synge solo til korets næste koncert, hvor de har inviteret det lokale flygtningecenter med. Samtidig er der længere ned af villavejen en havehæk, der breder sig helt ud over fortovet. I huset bor en hjemvendt soldat, "der har tager krigen med hjem". Han kan ikke finde sig til rette tilbage i det almindelig liv. Han har giver slip og ladet sig falde bagover ned i minderne fra krigen. Han er stadig under beskydning. Det er et angreb, der aldrig hører op.


Fotos: Ditte Chemnitz.

Pigen og soldaten finder sammen. Eller rettere så hører soldaten Sara synge og føler at noget træffer ham lige i hjertet. Ikke et projektil, men kærlighed. Han tænker, at Sara er en engel. I hvert fald er hun for ham. Hvad der videre sker, skal man selv se og opleve, men som publikum bliver man nødt til at flyde med for at forstå det uforståelige. Nogle gange er livet bizart og forstanden forstår ingenting, mens andre gange kan der opstå små øer af håb og kærlighed, så der alligevel rejser sig en vej ud af det uforståelige.


Fotos: Ditte Chemnitz.


Manuskriptet er stærkt og meget visuelt. Bolette Engstrøm Bjerre  og Ashok Peter Pramanik er henholdsvis Sara og soldaten, men også alle de øvrige personer i stykket. Musikalsk er det hele lagt i hænderne på Mads Horsbøl, der spiller live til forestillingen og som også påtager sig sin del af skuespillet - det klarer de alle tre forrygende.  Opsætningen, instrueret af  Martin Geertz, balancerer på en knivsæg. Det er en farlig balancegang, for vi forstår ingenting - og  måske forstår vi alligevel det hele på en måde, der unddrager sig forstanden.

Det handler om radikalisering, om terror og krig, men mest handler det om kærlighed og forsoning. Der er ingen nemme løsninger i virkelighedens verden. Men sammenholdt med fx, Fair Plays opsætning af "Kun en dråbe blod" (baseret på historien om Kundbypigen), der er en "virkelig" beretning i forholdet 1:1, selvfølgelig altid med de forbehold som et dramatisk værk må have for at kunne fungere på sine egne præmisser, der ikke altid er virkelighedens,  er HABIBI meget mere raffineret. Det er begge knugende forestillinger, der tager livtag med virkeligheden, men gør det på to diametralt forskellige måder. Den første prøver at fange virkeligheden ind, hvor HABIBI netop sætter virkeligheden fri og tager os et helt andet sted hen, der er meget mere raffineret og frisættende. Man kan sige, at den giver os virkeligheden tilbage. Tak for det!

Det var tydelig, at den fulde sal med teenagere tog forestillingen til sig. Hvad de fik ud af det, aner jeg ikke, men de var fanget ind - og bare det, er første skridt til at forstå det uforståelige - eller i hvert fald at kunne leve videre med det. Det i sig selv er fornemt. Min ledsager, der var godt forbi teenageralderen, var fuldstændig kvæstet bagefter. Det bliver man, når kunsten besætter én og viser vej til verdener man aldrig har mødt før. Sådan som det sker i HABIBI.


HABIBI

på Hippodromen

13.-18. marts 2023

Dansk nyskrevet dramatik

60 min.

Manuskript: Pia Marcussen
Instruktion: Martin Geertz

Medvirkende: 
Bolette Engstrøm Bjerre, Mads Horsbøl og Ashok Peter Pramanik

Musik: Mads Horsbøl
Scenograf: Gitte Bøg
Dramaturg: Lise Ørskov
Komponist Mads Horsbøl 

Producent: Opgang 2 Turnéteater
Læs mere om forestillingen og  Opgang 2

Arrangør: Folketeatret

*

Se oversigten over de 

243 andre anmeldelser

*

torsdag den 22. oktober 2020

Anmeldelse: 2 x ALICE I EVENTYRLAND på Teaterøen

 

Foto: Emilie Carlsen

”Spis mig!  Spis mig!”

12 runde hønsefoderbøtter er placeret rundt om Tilde Knudsen i en halvcirkel på en ellers nøgen scene. Der står hun og tager imod os, klædt i sort, da vi kommer ind. Smilende og årvågen. Hun er afslappet, men alligevel på spring.

Tilde tager et lille stykke kvadratisk papir op af en af de tøndeformede bøtter, og ruller det til et rør, tager endnu et stykke og ruller det til ét rør mere, og holder dem op på hver side af hovedet, og straks har vi kaninen fra Alice i Eventyrland, der står og hopper foran os. Transformationen bliver fuldstændig ved at hun forinden måske allerede er faldet igennem hullet, for hun har sat sig i en af de tøndeformede bøtter og er gledet ned i den, så da hun rejser sig, følger bøtten med op, og med de to ører er forvandlingen komplet. Hun tripper og hopper dirrende op og ned. Lidt forskræmt og overrasket. Publikum griner, børn som voksne, for det er så overraskende og enkelt.  Sådan er det hele vejen igennem. Det gælder i begge versioner af forestillingen, der er en fantasi bygget over Lewis Carrolls fortælling af samme navn fra 1865.


Foto: Emilie Carlsen

Papirstykker med huller sættes sammen med små clips, og vupti bliver ét, to, tre, fire, fem, seks, syv og otte stykker papir til en verden af ophøjet poesi, som Tilde svøber omkring sig og fører os dybere ind i.

Vi befinder os i en underverden. Alice er gledet eller faldet igennem kaninhullet. Ned i en underverden. Måske befinder vi os under vandet. Sådan er bevægelserne, understøttet af Klaus Risagers spændstigt drømmende musik, der leder os endnu længere ned i kaninhullet. Helt derned, hvor alting forsvinder og samles igen, mens vi kigger os forbløffet og forundret omkring: For er vi vågne eller drømmer vi?


Foto: Emilie Carlsen

Forestillingen er ordløs, med undtagelse af ordene: 

”Spis mig... Spis mig!”

Jo, og så lige sætningen i voksenforestillingen: ”Jeg ved hvem jeg var, da jeg stod op i morges, men jeg tror nok, jeg har forvandlet mig adskillige gange siden da.”

Tilde Knudsen er skuespiller, danser og leder af Asterions Hus, der producerer forestillingen i to versioner. Teatret har allieret sig med den engelske kostumedesigner, Susan Marshall, bosat i Milano. Som teatret skriver: ”Normalt i skabelsen af en teaterforestilling er kostumerne noget, der kommer med sent i processen, men Susan Marshall har forsøgt at vende bøtten på hovedet: hvordan ville en teaterforestilling se ud, hvis det var kostumerne der inspirerede til at lave forestillingen og ikke omvendt?”


Foto: Emilie Carlsen

Scenografien af stof og papir fylder ingenting, og ville snildt kunne sendes med en flyver sammen med Tilde hele jorden rundt. På samme måde som vi som publikum bliver fløjet gennem en hel verden i forestillingen.

På rejsen møder Alice det ene væsen efter det andet. De trylles frem for vore øjne med de simpleste virkemidler, der understøttes enkelt, men præcist af bevægelser, lyd og lys.  

Det er så forunderligt, at både børn og voksne – ligegyldigt om det er i børne- eller voksenversionen – bare sidder og stirrer, mens vi lader os fortrylle.

Det er stor kunst at lave noget så enkelt. Det ser ud af næsten ingenting, men tag ikke fejl. Det er det sværeste. Denne forenkling kræver, at alt overflødigt er skåret væk i det intense og enorme forarbejde, der går forud. Og så kræver det selvfølgelig en eminent timing og en rigtig god instruktør. Det hele er heldigvis til stede i makkerparret Tilde Knudsen & Peter Kirk. Tidligere var de tre i Asterions Hus, men nu er det reduceret til dette makkerpar.

Men hånden på hjertet, nåede jeg alligevel at tænke: er det ikke andet? Skal jeg bare sidde og kigge på hønsefoderbøtter, hvide gevandter og papirkvadrater, der flyver rundt mellem hinanden?

Men alligevel så vokser det. Både inde i mig og ikke mindst efter teateroplevelsen. Det er sikkert det, der gør, at publikum til de to forestillinger overgav sig betingelsesløst, for hvad andet, var der at gøre?


Foto: Emilie Carlsen

Det er en decideret crowdpleaser, da Tilde på et tidspunkt mimisk synger en opera-arie, mens hun skifter attitude alt efter hvilken hat hun tager på. Underforstået, det er et stykke papir, der kan vendes, vrides og placeres på hovedet i uendelig mange forskellige positioner og straks ageres der i forhold til det. Det sker lynsnart, og resultatet skal simpelthen opleves. Det er fabelagtigt. Sikke en timing. Sikke en forrygende kropslighed!

Det er som at rejse tilbage til barndommen. Tilbage til den første overraskelse, til den første forundring, så derfor giver det god mening, at forestillingen både er skabt i en 40 minutters børneudgave og i en 20 minutter længere voksenudgave. I voksenudgaven er der mulighed for at trække flere af scenerne yderligere ud, gøre dem stærkere og også mere uhyggelige og give dem lidt mere kant. Men surdejen er den samme – og den virker i begge udgaver. Både for børn – og for voksne.

Det er lidt som at betragte livet igennem et forstørrelsesglas. Eller bare en regndråbe, sådan som HC Andersen gjorde i et af sine eventyr. Det er noget med at lade eventyret nå én. At give det lov til at bemægtige sig én. At give det lov til at gå i ét med én. I dette tilfælde er det svært overhovedet at lade være.

Blide bølgende bevægelser og formmæssigt udflydende figurer og karakterer defilerer forbi som skyggebilleder mod et stort lærred. Det er ganske overraskende og frit fabulerende. Pudsigt nok var der mere latter fra de voksne end der var fra børnene under de to forestillinger på premieredagen, men alle var lige opslugte af det magiske, der udspandt sig på scenen. Det er en fornem hyldest til fantasien af Asterions Hus.

"Spis mig! Spis mig!"


Foto: Emilie Carlsen

ALICE I EVENTYRLAND

Asterions Hus på Teaterøen

Børneversion (5-10 år): 40 minutter

Spilleperiode: 23. 10. – 1. 11. 2020  kl. 11. 

(den 24. 10.dog  kl. 17)

Voksenversion: 60 minutter

Medvirkende: Tilde Knudsen
Kostumier: Susan Marshall
Instruktør: Peter Kirk
Komponist: Klaus Risager

Koreografisk konsulent: Liv Mikaele Sanz

Forestillingsbillede: Emile Carlsen

Hjemmeside og billetter

 *

Tidligere anmeldte forestillinger på Teaterøen

2019

kvindeLIG

Macbeth

2017

Rodin

Carthares

Min odyssé

2016

Europæerne

2015

Leonardo

Mit rum

2012

Asteroiden

*


 Se også listen over 

de øvrige 117 anmeldelser

      * 

 

lørdag den 9. marts 2019

Anmeldelse: MACBETH på Teaterøen


Fotograf: Ingrid Bugge.


Alle kender Macbeth. 
Men hvem har set Shakespeares rystende skæbnedrama som gysende slapstick komedie?

For et par år siden opførtes Elsie & Norm´s Macbeth  i en dagligstue i indre by. Det var morsomt og lidt uforpligtende, men at opleve Asterions Hus´ version med Peter Kirk og Tilde Knudsen ligner ikke noget andet. Emil Hansen styrer løjerne sikkert i havn. Det er gribende og uforligneligt. Høje forventninger havde jeg, efter at have set næsten alle teatrets tidligere forestillinger, og uden nogensinde at være gået skuffet derfra. Hvad det angår, er det kun Mammutteatret, der kan matche dén succesrate. Endnu en gang gik jeg glad og veltilfreds derfra. Forestillingens 75 minutter fløj afsted. 


                                                                                      Fotograf: Ole Wagner

Teaterøens ”Macbeth” er mildest talt skævvredet. Den blander filmcitater fra Hitchcock´s ”Psycho” (badeværelsesmordet på det afsides beliggende motel) og Sergio Leone´s ”The Good, the Bad and the Ugly” (hvor en summende flue bliver skudt ned i middagsheden). Alt sammen udført med en kropslig og verbal virtuositet, der kendetegner teatrets forestillinger. Båret af et gnistrende nærvær, der gjorde de tos sammenspil til en fornøjelse. 

I pressematerialet bliver det betonet, at de to også er gift i privaten, og at forestillingen ville blande det hele. Det skete ved, at de to gentagne gange kaldte hinanden ved deres rigtige navne, og på den måde skabte et drama i dramaet, der intensiverede det komiske. Jeg havde taget min indiske ven med i teatret, selv om han slet ikke er til teater, men vidste at dette ville han falde for. Det gjorde han også. Ligesom jeg flyttede han sig helt ud på kanten af sædet og lo af fuld hals. Det er hvad Teaterøens ”Macbeth” i disse dage gør ved sit publikum.


                                                                                         Fotograf: Ingrid Bugge


Komponisten Bernhard Herrmann´s  Psycho-strygere indleder hver af forestillings mange mord. Det er mord på mord. En stor rød trykknap placeret på forscenen skulle hver gang trykkes ned, før temaet sætter ind på ny. Det blev en velfungerende gentagen joke, at Peter/Macbeth efter hvert mord forsøger at stjæle et kys fra Tilde/Lady Macbeth, der er mere optaget af næste mord. For hver gang bestænker de sig med blod. Blod, der er umuligt at vaske af. De sidder på tronen og vinker, men blodet vil ikke lade dem være i fred. Det forfølger dem og kan ikke vaskes af. Det hele afvikles i et rasende tempo i en frydelig morderisk forestilling, der må have startet som én stor leg, der gradvist er blevet mere og mere dødelig. Lige fra den indledende improvisationsleg, hvor de i en stadig vildere og vildere leg imiterer hinanden og forsøger at give igen på hinandens udspil. Såvel kropsligt som verbalt. Det er ganske enkelt. Næsten FOR enkelt, men det virker – og sådan fortsætter det forestillingen igennem. Det er besnærende og medrivende.


                                                                   Fotograf: Ingrid Bugge

Ud over de to sortklædte skuespillere er scenografien begrænset til flyttebare rullestativer som i rasende fart kører frem og tilbage, så det matcher med de opprojicerede film af talende munde og dansende kroppe, der suppleres af et fremadpulsende lydspor. Det, der ved første blik ligner den største enkelthed, er faktisk en sindrig konstrueret scenegang, hvor alting skal fungere ned til mindste detalje, for at arrangementet får vinger og flyver afsted med os som publikum. Det er en rejse, der tager os rundt på alverdens forskellige sprog, og som suser igennem filmhistorien, hvor der næsten ikke er en filmepoke, der ikke bliver brugt som kulørt staffage for Macbeths mange mord. Det sker i kropslig fandenivoldsk spillen sig selv ud mod hinanden i et stadigt vildere tempo, der kun blev morsommere for hver ny (vildfaren) ide, der ender i heksenes gryde, og indgår i de tre profetier, der starter, styrer og fuldender historien.

1: All hail, Macbeth, thou shalt be king hereafter!

2: Macbeth shall never vanquish'd be until

Great Birnam wood to high Dunsinane hill

Shall come against him.


3: Be bloody, bold, and resolute; laugh to scorn

The power of man, for none of woman born

Shall harm Macbeth.



                                                                   Fotograf: Ingrid Bugge


I Asterions Hus´ version forsvandt heksen i sit eget bryg, og træerne flyttede sig ikke én meter, men hvad gjorde det, for det hele endte i en tragisk lykkelig dance macabre, hvor Peter som Macbeth dansede med den døende Tilde, der som Lady Macbeth nåede at dø utallige gange, inden dansen var ovre. At komedie og tragedie er tæt forbundet, blev endnu en gang understreget på fineste vis på Teaterøen. Hurra for Macbeth!


Fotograf: Ingrid Bugge


MACBETH

Meget løst baseret på William Shakespeares ”Macbeth”
75 min.

Spilleperiode: 8.-23. marts 2019
Spillested: Teaterøen, William Wains Gade 11, 1432 København K



Instruktør: Emil Hansen

Medvirkende: Peter Kirk og Tilde Knudsen


Se også Royal Shakespeare Company´s herlige plotoversigt

*

Tidligere anmeldte forestillinger på Teaterøen:

2017:

Min Odyssé

Catharses

Rodin

2016:
Europæerne

2015:
Leonardo

2013:
Mit Rum

2012:
Asteroiden

2010:
Minotauros