To fortællinger, der måske synes langt fra hinanden, men som faktisk ikke er det. To fortællinger om at blive til - enten som ungt menneske eller som ung nation. Om de første møder med den omgivende verden. Om at skrive sin egen fortælling og bevare magten over den. To gæstespil: PRES af Opgang2 på Edison og DET VANDRENDE MENNESKE af Det Olske Orkester på Nordatlantens Brygge.
PRES af Opgang2
Vi er med hele vejen, selv om de tre personer i forestillingen PRES af Opgang2 under Århus Teater ikke har nogen gennemgående roller. De hopper ind og ud af situationer, hvor de tre unge er sat under pres. Det er dette "pres", der er i centrum igennem forestillingen. Det præsenterer alle de situationer, hvor vi som mennesker i det unge liv oplever at være under pres. Vi presses fra alle sider, vi vil gerne være med i kammeratskabet, i venskabet, i kliken og i det liv som vi nu engang lever.
Det sætter livet på spidsen, for der er hver gang en taber. På mange måder er PRES en forestilling om at tabe og vinde. Men det er hele tiden medløberne, der taber.
De tre, Rasmus Arved Monrad, Yas Wadi og Karoline Toksvig Gammelgaard præsenterer sig ved at sige, at de hver især er hovedpersonen. Det er ikke rigtigt og alligevel, de er i hvert fald hovedpersoner i deres eget liv. De to drenge, spillet af Rasmus Arved Monrad og Yas Wadi, er vokset op sammen. Den ene har altid fulgt den anden blindt. Det er skåret helt ind til benet, da den ene, Rico, siger: "Du har ingen venner!", hvortil den anden peger på Rico, og siger: "Jo, jeg har dig!". De ler og de danser i de små dansende mellemakter hvor de danser som gjaldt det livet, det gør det på en måde også. Hvad vil du ikke gøre for din bedste ven - især når du ikke har andre?
Rico bliver gennem årene vildere og vildere, og vennen gør alt for at følge med, men slaget ER allerede tabt, for Rico synes at vennen er kedelig. Og er der noget værre end at blive sat af på en sidevej med dén bemærkning. Det er en lille fortælling om fællesskab, om venskab, om at høre til og om ikke længere at gøre det.
Jeg havde fornøjelsen af at se teatrets tidligere forestilling HABIBI, der gæstespillede på Hippodromen på Folketeatret i 2023. Det var en rasende god forestilling, der helt slog benene væk under mig, så jeg havde derfor glædet mig meget til at se PRES, der selvfølgelig ikke kan slå lige så hårdt, eftersom den ikke samler sig til én fortælling, men i stedet bliver en sammenvævning af personer og situationer. Men det teatermæssige faste greb er stadig det sammen. Der er meget på spil og endnu engang leverer teatret varen. Det er en vild fornøjelse at opleve.
Følte mig helt forpustet bagefter. Pia Marcussen har skrevet og instrueret. Forestillingen er baseret på unges improvisationer, og teatret har netop modtaget en fondsbevilling, der sikrer at de også fremover på turné rundt i landet kan præsentere PRES som et teatersamarbejde med skolerne, hvor der er ledsagende teaterworkshops, der animerer de unge til at fortælle om egne problemer.
Det er fascinerende med det meget enkle set-up. Der er intet at gemme sig bag. Scenografien er af Ingeline Lautrup Holsteen Jessen. Bagest er der en skærm, der afgrænser scenen. Et bord og en stol , et podie og et trin ned foran. Det er det hele og det er ikke meget. Lysdesignet er af Martin Lungholm. Lyddesignet er af Marcus Aurelius Hjelmborg tilsat tematracket "Wonderhunt" af HIRAKI. Resten skal de tre medvirkende spille hjem. Det gør de forrygende. Jeg kommer umiddelbart til at smile af de to dansende drenge i de mange dansende mellemakter. De danser så glade og desperate. Det er svært at afgøre, om de danser for at leve eller dø - eller bare for at more sig. Dansen siger så meget, både om at række ud og blive taget imod og ikke mindst om at miste fodfæste.
Det samme gælder teksterne, der alle handler om at række ud og blive grebet eller ikke grebet. Det er hjerteskærende, dermed kommer teksterne også til at handle om ensomhed. Ikke mindst i de to solo-tekster, hvor den ene, Rasmus Arved Monrad, skildrer gameboy´ens kamp med at fungere i den digitale spilverden, hvor han kæmper en sej kamp for at høre til. Han må tilkæmpe sig en position i et spil og i en verden, hvor det er alle mod alle. Han forsøger bravt at opretholde illusionen om at det er dér, han hører til. Det er dér, han finder sit fællesskab og sin flok, men han lades alligevel alene tilbage.
Ikke meget ulig teenagepigen, Karoline Toksvig Gammelgaard, og hendes forberedelse til den store, perfekte fødselsdagsfejring. Fra at være festens midtpunkt smuldrer baglandet bag hende, alt som festdeltagerne umiddelbart før festen melder fra én efter én. Hvor bliver festen af? Den store perfekte fejring? Til sidst står hun mutters alene tilbage. Meget lig gameboy´en. Det er to hjerteskærende studier i ensomhed.
Den afsluttende tekst handler om den perfekte fyr, Rasmus Arved Monrad, der møder op på rusmiddelcentret. Han forstår slet ikke, hvorfor han er der. Han har ingen stikmærker på armen, han er slet ikke som de andre. Han raser over at der ikke er en separat indgang til ham, så han ikke skal dele indgang med "de andre". Men det er begyndt at skride for ham. I starten tog han bare én enkelt pille, når det hele blev for meget. Nu tager han 10. Han beviser dermed, at han er helt som de andre - og at han er det helt rette sted. Det samme er forestillingen PRES. Den befinder sig lige der sammen med de unge. Det er en hjerteløs og hjerteskærende skildring af ungt liv. Lige der, hvor det er sværest og mest farligt at befinde sig. Lige i det punkt, hvor de hurtige beslutninger bliver skæbnesvangre og fatale.
PRES af Opgang 2
fra 7. klasse og op
55 min.
Det en stor
glæde at opleve ”Det vandrende menneske” af Det Olske Orkester (der slet intet
orkester er, men derimod en teatergruppe, der holder til på Forsøgsstationen på
Sønder Boulevard, selv om forestillingen meget passende blev opført på
Nordatlantens Brygge). Jeg er vild med at se teater, der ikke bare vil
underholde, men som har holdning og som også indgår i en undersøgning eller en
afsøgning af det som publikum inviteres med til. Det særlige ved Det Olske
Orkester er, at det ikke bare foregår på skrømt. Det er af samme grund, at det
faktisk er et af de teatre, hvor forarbejdet er af lige så stor vigtighed som
selve forestillingen.
Vi møder en
dansk kvindelig antropolog, der forsøger at komme i kontakt med en grønlandsk informant.
Men hele udgangspunktet er skævt, for den ene part holder diktafonen frem mod
den anden i et forsøg på at opnå kontakt, men det er diktafonen, der netop gør, at det aldrig bliver nogen reel kontakt. For at opnå en ærlig og ægte kontakt, må
man opgive sin egen sikkerhed, ellers er vilkårene ikke jævnbyrdige, og så
bliver resultatet derefter.
Der er utallige
historier, der alle kredser om, hvem der fortæller for, og hvem der fortælles til? Hvem er det, der skriver historien – og hvem skrives den for?
Vi sidder i
en rundkreds omkring scenen, der udspiller sig imellem de kæmpestore egetræsbjælker,
der holder loftet oppe. De er påsat lyslederlys, der igen understøttes af
ophængte lamper. Pludselig, som ved trylleri, er vi på Grønland, og Malou, der
har danske plejeforældre og er bosat ved Ålborg, begiver sig på vandring
tilbage – baglæns. Hvorfor går hun baglæns? Måske fordi den hurtigste vej frem,
ofte er tilbage. For Malou er det!
Da
forestillingen slutter efter knap 1½ time, står hun barfodet og har bevæget sig
baglæns i en cirkel. Vi er efterladt med hendes fodspor på gulvet. Fodsporene er det eneste tilbageblevne fra forestillingen. Hvem
udbytter hvem, og hvem sidder på ryggen af hvem?
Det grønlandske
får sin egen stemme i forestillingen. Det bliver talt, sunget og manet mange ånder frem i forsøget på at indkredse og fastholde det grønlandske. Hvad
kræver et sådant møde – og hvem skal give bolden op til det?
Det er en
forestilling, der stiller mange spørgsmål. Svarene er måske ikke så vigtige,
men vejen frem mod det er lige så vigtig, som den tilbagegående vandring.
Titlen ”Det vandrende menneske” er den helt rette titel på denne mangefacetterede beretning, der fryser tiden fast mellem Danmark og Grønland. Det er tydeligt, at der kun er én vej videre – og det er en fælles vej, hvis vi orker og kan mestre det fællesskab som det forudsætter – og kræver?
Lotte Faarup har instrueret. Teksten har hun skrevet sammen med Naja Dyrendom Graugaard. På scenen er det Elisabeth Heilmann Blind, Nina Sikkersoq Kristoffersen, Øyvind Kirchhoff og Rikke Liljenberg. Scenografien er af Rolf Søborg Hansen. Lyssætningen er af Mads Deibjerg Lind. Lyddesignet er af Sirí Paulsen. Julie Edel Hardenberg, Lars Jensen og Gry Alstrøm har været konsulenter på forestillingen, der er oversat af Makka Kleist. Ida Zimmermann har været instruktør- og projekt assistent.
Efter
forestillingen er det som om vi er tilbage i den indledende scene, hvor det
hele skitseres, og hvor ikke mindst de to startpositioner, hvorfra historien kan
fortælles, skitseres. Der er det danske og det grønlandske spor, men afdækningen
af den vidtforgrenede historie lægger op til at det langt fra er så
entydigt. Måske er der netop et håb i, at den eneste rigtige historie er den,
der fortælles af personer langt fra hinanden. Når deres stemmer blandes, sker der noget. I forestillingen illustreres det rigt og myteagtigt ved at
masker og figurer indbygges i den fælles fortælling. Måske er det først med denne tilstedeværelse at historien får sit eget liv. Måske kan den slet ikke fortælles
traditionelt? Måske skal der gribes meget dybere ned i den fælles historie. Det
er stærke og tydelige scenebilleder i mødet mellem den unge og den ældre
grønlandske kvinde. Når barnebarnet og bedstemoren mødes, sker der noget. Så flytter
historien sig, så fortælles den på en anderledes inderlig måde. Jo, der er også
Hans Egedes grønlandske beretning, men det er ikke dén fortælling, der rammer
noget og som viser vejen videre, snarere tværtimod. Det virker tåkrummende karikeret.
Det er ingen forhistorie at være stolt af. Men
der ER en stolt fortælling. Det er ikke let at finde frem til den, men den ER
der, og ”Det vandrende menneske” er et smukt og ædelt forsøg på at indkredse
mange sider af den. Tak til Det Olske Orkester for deres flid og vilje til at
holde fast i historien – og til at stille så mange spørgsmål. Nu må vi selv
finde svarene – sammen.
