Ørkendrømme: 03/18/19

mandag den 18. marts 2019

Anmeldelse: BEATROOTS i Osramhuset

Fotograf: Per Morten Abrahamsen.

Ikke for ingenting har Teatergrads seneste tre forestillinger begejstret mig. Det har været radikale tidsbevidste bud på aktuelt og politisk teater, der placerer teatret midt i vor samtid. Det ser folkeligt ud, men har en skarp stemme, stor humanisme og er djævelsk godt skruet sammen og bliver spillet med en vildt smittende energi og et stort engagement.

”Udvandrerne” i efteråret 2018 var for mig den hidtil flotteste af Teatergrads forestillinger. En flugthistorie med så mange nuancer at jeg gik beriget derfra.

”Dødsdansen3.0”, vinteren 2019, var en sprudlende stram, vild og fandenivoldsk folkelig udgave af Strindbergs nihilistiske stykke af samme navn

- og nu "BeatRoots”.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Aftenen inden så jeg en musikalsk københavnsk forestilling, der også handlede om fællesskab og ikke mindst smuldrende fællesskab, men måtte gå i pausen (hvilket jeg ellers kun sjældent gør), for jeg kunne ikke holde det ud - hvor var entusiasmen, spilleglæden og den stærke instruktørkraft, der formåede at få det til at leve på scenen? I hvert fald ikke dér. Til gengæld var Line Mørkebys ”BeatRoots” en oplevelse. Smukt og dynamisk instrueret af Pelle Nordhøj Kann (der også instruerede "Dødsdansen3.0", "Forført" og "Husker du"). Teatergrad, der udmærker sig ved ikke at have eget spillested, men i stedet vagabonderer rundt på steder, hvor der normalt ikke er teater, tilfører forestillingerne deres egen magi. Det har en afsmittende virkning på publikum, for vi forbavses over at skulle se teater så usædvanlige steder. Det holder os vågne og pirrer vore sanser, og det lader til også at animere teatret til en strøm af spændende forestillinger. Men ”BeatRoots" er ingen traditionel teaterforestilling. Det er en smittende countrykomedie, der hvirvler afsted til farvede blinkende lys (lysdesigner Martin Danielsen Barnung) og fejende rytmer (lækkert arrangeret af Marie Louise von Bülow og lyddesigner Janus Jensen) og virker overvældende afvæbnende. Ja, næsten harmløs, men det skal man ikke lade sig narre af. For der er både bid og nerve bag det glitrende sceniske ydre (kreeret af sceografen Sir Grand Lear). Ikke mindst rev energien os med, så vi sang og dansede linedance og slog os løs til Dolly Partons ”9 to 5”. Det var massiv forførelse.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Det, der ved første blik lignede en folkelig hyldest til westernmusikken i Line Mørkebys dramatiske tilsnit, viste sig at favne meget bredere - og have mange paralleller til Mørkebys ”En ung blond pige” på Bådteatret, der også brugte musikken til at forstærke tematikken. Spillet de fire skuespillere imellem var så overbevisende, at det var ingen sag at tro på, at de to fyre faktisk var brødre, og at de også var gift med deres to musikalske partnere på scenen. Det hele blev forløst med fyrrige fortolkninger af numre som den indledende ”Take me home, Country Roads”, ”Stand by your man”, "The Gambler" og "Me and Bobby McGee". Flere numre blev brudt af slowmotion-sekvenser, hvor vi hørte de fires indre tanker afspillet på bånd. Der var mange bolde i luften i det enkle set-up, dertil kom scener, hvor et opbrud i bandet blev til en allegori om længslen efter den stærke leder, der forstår at fremstille det komplicerede så enkelt, at vi gladeligt følger efter på udkik efter nemme slogans og forenklede letkøbte løsninger, der hindrer os i selv at reflekterer over, hvad der egentlig sker omkring os. Om det spil som den stærke leder drevent driver med vor frygt og indeklemthed. En leder, der udnytter vore svagheder. Mørkeby stod meget apropos også bag den isnende kolde ”hyldest” til Dansk Folkeparti og dets stifter i forestillingen ”De Stuerene” på Mungo Park Kolding.

Musikalsk er ”BeatRoots” en stor fornøjelse, arrangeret af Marie Louise von Bülow, der selv er på scenen og leverer nogle af de flotteste vokale præstationer, men som bliver smukt sekunderet af Jacob Teglgaard og Rolf Hansen som de to brødre (og endelig en god rolle til Rolf Hansen, der også var stærk i teatrets forestilling ”Husker du”). Christine Worre Kann og Marie Louise von Bülow danner en god dynamisk kontrast til brødrene. Dog virkede det parodisk at høre om brødrenes afdøde mor, der tilsyneladende fyldte det hele med sit fravær, og som skulle have været omdrejningspunktet for bandet. Det virkede postuleret, men var bare en skønhedsplet i den ellers så gribende og festlige teaterkoncert. Vi gik derfra i højt humør. Det var en fornøjelse at blive løftet op i Teatergrads country &western-himmel.