NÅR MØRKET FALDER PÅ (Foto: Per Morten Abrahamsen) & SVANEKE.
Det er både en styrke og en svaghed, når
en forestilling ikke vil falde
til ro, men bliver ved med pusle rundt. Som nattesøvn, der aldrig indfinder sig. Det betyder, at der er noget på spil. Noget væsentligt.
SVANEKE
– Om at leve i undtagelsestilstand
på Teater Vestvolden
Monolog af Kevin Doyle
Gæstespil fra Bornholms Teater
Nogle gange
er det nødvendigt at trænge igennem en masse ævl og bævl for at hente en perle
op af dynget. Det er tilfældet i den amerikanske teatermand Kevin Doyles
monolog ”Svaneke”, der er lavet i samarbejde med Bornholms Teater. Det er i
udgangspunktet en monolog, men med inddragelse af film og fotos bliver det også et dokumentarisk og geografisk tidsbillede,
der forsøger at fastholde en periode, hvor hovedpersonen blev holdt
fast og fangen, men det kræver en forhistorie.
Foto: Joar Cirkola.
Kevin Doyle var egentlig kun på
gennemrejse, men strandede på Bornholm, da landet lukkede ned under coronaen,
og måtte blive der i næsten et ½ år. Det var en rystende oplevelse for den
berejste globetrotter, der er vant til at have store dele af kloden som sin
aktionsradius. Pludselig blev det reduceret til vandreture rundt i det corona-nedlukkede
Svaneke på Bornholm. Hans registreringer af det ikke-liv, der nu omgav ham, eller rettere alt det bornholmske indeliv, der udspillede sig bag
de lukkede vinduer som han var adskilt fra, rystede ham yderligere. Det var
faktisk kun de unge drenge, ansat i Dagli´brugsen, der var de
eneste han flygtigt kom i kontakt med, når han handlede ind.
Der er meget, der
er ujævnt og kantet i fremstillingen, men hovedmonologen, der skildrer hans
møde med det nedlukkede ø-samfund er betagende. Desværre bliver det forlænget af monologens sideløbende fortællinger, der bevæger sig i for mange retninger, der får det hele til
at svulme op og blive alt for langt. Men selve monologen er knugende enkel – og
den virker og gør indtryk.
Foto: Joar Cirkola.
Kevin Doyle går
omkring i den affolkede og helt uddøde by, mens corona-smitten stiger.
Han beretter om de bornholmske butiksmannequiner, der er de eneste han
møder, og noterer sig, hvordan en kvindelig mannequin, vendt ud mod havet, får aftensolen
lige ind i ansigtet. Han undres over alle de nips og småfigurer som bornholmerne har stående i vinduerne. Er det udstillinger til glæde for de forbipasserende, eller
er det udtryk for noget, der betyder noget særligt for beboerne? Der er lys i
alle husenes vinduer, og han kan se at menneskene sidder foran deres skærme. Som en anden marsmand står han udenfor og har lyst til at vinke for bare at opnå en eller anden form for kontakt, men de ser ham ikke. Den
omgivende usynlighed er hjerteskærende. Han undrer sig over, at de affolkede
butikker har lyset tændt om aftenen efter lukketid, for der er tilsyneladende kun ham til at se
det. Andre møder han ikke.
Som New Yorker bruger han meget tid på at
få sig organiseret, så han kan nå at købe ind, før Dagli’ Brugsen lukker kl. 19.
Han er vant til at butikkerne har døgnåbent. Der er mange ting, der er nye, og skildringen af det
og hans forundring over det, er rørende.
LESS IS MORE
Som sandt er,
fortæller han afvæbnende, så ved han intet om Bornholm og Svaneke, for det
han har oplevet stemmer slet ikke overensens med det gængse billede af den forgyldte sommervarme ferieø. Det er noget helt andet han har oplevet. Det er iblandet flere andre fortællinger, der
har sværere ved at stå distancen. Det virker prætentiøst. Ligesom åbningsscenen,
med en (for) lang monolog om rejsekuffertens manglende rulleben og den
afsluttende fortælling, om en døende svane og dens ønsker til fem mennesker på
stranden, som jeg helst så synke til bunds i havet ud for Svaneke. Det virker snarere forstyrrende. Tilbage står skildringerne,
der kun kan opfattes og skildres af en udefrakommende. Det er nøgne og
sårbare skildringer, der udgør forestillingens hjerte, mens alt det øvrige virker som fjernere
bølgeslag. Ud over filmede interviews (på dansk) med bornholmere, der fortæller
om liv under coronaen, foregår resten på amerikansk. De interviews fungerer godt
sammen med monologen. Det er spændende tænkt, mens skildringerne af livet i
byen ud fra et filmet bykort, hvor personerne bevæger sig rundt som var de brikker i
et Matador-spil, har sværere ved at balancere, ligesom kufferten med det
manglende rulleben. Monologen virker, men lige så snart den iblandes
alt muligt andet, viger autenciteten og nærheden udebliver. Rent galt går det, da det skal
illustreres med en sang. Hvis man ikke kan synge, er det bedre at lade være.
Sangen dedikeres til vennen, der dør under nedlukningen i San Francisco. Vennen, Kirk, er
også kunstner, men hvad er egentlig deres relation? Vi må
nøjes med at gætte, og svaret blæser i vinden. Historierne fra Bornholm fungerer
bedst, når de fortælles direkte til publikum. De er som en lille perle - og det
var den jeg tog med mig fra forestillingen.
SVANEKE
– Om at leve i undtagelsestilstand
Monolog af Kevin Doyle
Gæstespil
70 min.
Medvirkende:
Kevin Doyle
Producent:
Bornholms Teater
Arrangør:
TEATER VESTVOLDEN
Hvidovrevej 241
2650 Hvidovre
Hjemmeside
Læs mere.
Trailer.
*
Foto: Martin Gundesen.
NÅR MØRKET FALDER PÅ
i Hans Egedes Kirke
af Teatergrad
Lever
vi en blodrus? Vi elsker gyset og er omgivet af true crime-beretninger.
Endeløse serier, bøger og film pirrer vores fascination af spændingen og gyset.
Det kan ske for hvem som helst. Måske næres det af tanken om, at det ligesom så
godt kunne ske for os selv. Teatergrad har i samarbejde med Randers Teater
skabt forestillingen NÅR MØRKET FALDER PÅ, der har københavnerpremiere i Hans
Egedes Kirke på Østerbro. Efterfølgende opføres forestillingen på Politimuseet. Forestillingen foregår i to akter. Først møder
vi parret Jens og Karin i en beretning om partnerdrab. Efter pausen gælder det
søskendeparret Patrick og Maja, hvor vi præsenteres for en af de uløste mordsager
om datteren, der aldrig kommer hjem, men findes død og afklædt. Regnen har slettet alle spor. Vi ved ikke, hvem gerningsmanden er. Det kunne
være hvem som helt. Måske endda én hun kendte i forvejen.
På scenen
midt i kirken spilles alle personerne og deres pårørende, venner, naboer og
behandlere af Julie Riis og Daniel Bevensee, instrueret af Pelle Nordhøj Kann i en tekst
af Julie Petrine Glargaard. Det er virkelige historier, der ligger til grund
for de to skildrede forløb. Historierne fortælles springende, vi hvirvles ind og ud af historierne. Det er klippet og instrueret som var det
en film. Små korte scener fra de to hændelsesforløb fortælles med brudt kronologi. Af og til afbrudt af smukke balletagtige slowmotion-sekvenser. Vi
kender historierne, dog ikke detaljeret, men befinder os
på gerningsstederne. Der er opstregninger på gulvet, hvor Karin blev dræbt. Den
bloddryppende kniv ligger på et oplyst podie, og efter pausen er det Majas gule
regnfrakke, der dominerer.
Selv om de to fortællinger ikke umiddelbart har andet end gyset og
spændingen til fælles, fungerer de godt sammen. De indgår i en organisk glidende
fortælling. De mange lys- og lydskift inddeler historien i små korte
scener som brikker i et større puslespil. Vi er fuldt fortrolige med
dramaturgien (styret af Tine Eibye og Christine Worre Kann). Det er hurtighed
frem for inderlighed. Handling frem for indlevelse, og alligevel sniger uhyggen
sig ind på os. Det hele er dygtigt instrueret og fungerer efter hensigten.
Kirkerummet er ikke let at gebærde sig i, men forestillingen ånder fint
sammen med rummet, og det virker ekstra stærkt, da vi efter pausen får udleveret
hvide roser og teksten til ”I østen stiger solen op” som vi synger som
afslutning - til begravelsen. Salmenumrene er allerede sat op på væggen.
Foto: Martin Gundesen.
På den flotte moderne og abstrakte altertavle af Liselotte Krodal, der spiller
fint sammen med kirkens nye orgel, er der omrids af forgyldte vinger, der
omgiver de dramatisk dekorerede felter i midten. Tre røde striber løber hen
over billedfladerne. Det røde bliver uvægerligt til blod, og et øjeblik griber
jeg mig selv i at tro, at de er tilføjet i forbindelse med forestillingen,
hvilket de selvfølgelig ikke er, men sådan virker det, når rummet og historien
mødes. Scenografien er af Nikolaj Heiselberg Trap.
Lyssætningen er af Viktor Holm Lauridsen og musikken er komponeret af Marie
Louise von Bülow.
Foto: Martin Gundesen.
Men hvorfor fortælle
historien, når den ikke bliver ført helt igennem? Hvad er ærindet, ud over at
få os til at gyse, for det gør vi allerede inden det starter, men hvor skal vi
hen med gyset? Det ligger implicit i den sidste uopklarede
gerningshistorie, og kunne meget let have været ført helt igennem. En tændt
lommelygte fejer hen over os gennem den mørke kirke, da det anklagende
fortælles, at det kunne være hvem som helst, der havde begået drabet. Måske endda
en af dem hun kendte. Det er netop pointen, at det ikke bare er ukendte
drabsmænd, der griber ind NÅR
MØRKET FALDER PÅ. Det kunne lige så vel have været en af de tilstedeværende i
kirken. Hvis det havde fået lov til at blive
stående, ville vi have haft anklagen hængende over os, og det kunne faktisk
have været baggrund nok for at fortælle historien og anklage os som
blodtørstigt publikum, men det gribes ikke rigtigt. Det er synd, for det kunne
have begrundet hele forestillingen, der i stedet må nøjes med at blive en rapt
fortalt, smukt iscenesat og meget effektiv mordhistorie.
Som altid er
det en fornøjelse at drage med Teatergrad ud på eventyr, selv om det denne gang
er mere makabert end det plejer. Teatret udmærker sig med at opføre teater i
byens rum og lokaler, men aldrig på teatrene. Det har igennem årene skabt en
perlerække af oplevelser. Ja, faktisk udmærker deres forestillinger sig ved at
være et af byens mest friske teaterbidrag. Det er i hvert fald det teater, som
jeg opsøger med størst interesse. Det skal de have tak for.
Foto: Per Morten Abrahamsen.
NÅR
MØRKET FALDER PÅ
14.-18.11.22: Hans Egedes Kirke
28.11-1.12.22: Politimuseet
90 min.
Medvirkende: Julie
Riis og Daniel Bevensee
Instruktør: Pelle Nordhøj Kann
Dramatiker: Julie Petrine Glargaard
Dramaturg: Tine Eibye og Christine Worre Kann
Komponist: Marie Louise von Bülow
Scenograf: Nikolaj Heiselberg Trap
Lysdesign; Viktor Holm Lauridsen
Forestillingsleder Josefine Bitsch
Hjemmeside & billetter
*
Tidligere anmeldte Teatergrad-forestillinger:
2022:
2021:
2020:
2019:
2018:
2017:
(sammen med Cantabile 2)
2016:
(sammen med Familien)
2015:
*
*
