Asta Nielsen (1881-1972) indleder sin erindringsbog "Den 10. muse" med at skrive: "Når jeg kaster et blik tilbage på mit liv, ser jeg en smal, solbeskinnet vej bugte sig igennem det. Den er myldrende fuld af små bitte blomster i yndige, sarte farver, en smal, hvid hånd blev aldrig træt af at beplante den, her står alle gode tings blomst side om side, de nikker til hinanden i varm forståelse, inderlige følelser, blideste tanker og dyb harmonisk glæde." (Gyldendal, 1945/46) Hendes datter, Jesta, er skrevet helt ud af bogen, men nævnes kærligt og undskyldende i efterordet, da bogen blev genudgivet i 1966.
I Det Flydende Teaters opsætning (under Teatergrad), skrevet af Julie Petrine Glargaard, og instrueret af Pelle Nordhøj Kann, spilles Die Asta (som blev hendes tyske tilnavn) af Nana Cecilie Bang. Jannik Elkær har koreograferet den dansende forestilling, hvor handlingen bindes sammen af dans og musik, hvilket virker passende, når det er en af de største - og ikke mindst første - internationale stumfilmstjerner, der skal hyldes og skildres.
Julie Petrine Glargaard skrev sidste år Det Flydende Teaters stykke "Valkyriens Kamp" baseret på Thit Jensens liv og virke. Året før gjaldt det "Annas verden" baseret på Anna Anchers liv og levned. Derudover har hun skrevet "Under Huden"(Mærkværk, 2020), der handlede om unges forhold til døden, og i 2018 skrev hun en af Teatergrads allerbedste og kuntnerisk stærkeste forestillinger ,"Udvandrerne" (der var i samarbejde med dansk/dansk).
Med rækken af stærke danske kvindeskikkelser gennem de sidste 100-150 år er Glargaard inde på mere roligt vand. Det er sommerforestillinger, der skal kunne trænge gennem træernes løv i den gudesmukke park ved Sophienholm. Det er underholdende, frisk og fyrigt.
"Afgrunden" fra 1910 er Asta Nielsens store gennembrudsfilm, instrueret af Urban Gad, som hun senere giftede sig med og blev skilt fra igen. Filmen varer 35 minutter og lider af fugtpletter, hvor filmstrimlens emulsion er gået i opløsning, så nogle af scenerne kan være vanskelige at orientere sig i. Mest berømt er gaucho-dansescenen med Poul Reumert. Asta Nielsen er nær 30 år, men ser meget yngre ud i filmen.
Når forestillingen om Asta Nielsen er bedst, er den både gribende og meget musikalsk. Elkær og Nordhøj Kann er gode til at oversætte og erstatte ord med handling og fysiske optrin. De medvirkende slanger sig ud og ind af kostumeskift, sangnumre og en scenografi (af Lisbeth Burian), der forbinder det hele - og også giver mulighed for at spille oppe fra den bagvedliggende bro, der forbinder begge sider af indsejlingen, hvor scenen er anbragt i midten på et hævet ovalt plateau omgivet af vand. Bagved kan man se ud over søen. Et par endnu uudsprungne åkander bryder vandkanten, mens roere af og til glider forbi længere ude. Det er lutter idyl.
På trods af det indledende citat fra hendes erindringsbog, var Asta Nielsens liv ingen dans på roser. Det gør hendes kunstneriske opstigen endnu mere imponerende. Det er tydeligt, at stykket også nyder at hylde hende for hendes sejhed og stærke kvindelighed - i stil med teatrets lige så store hyldester til Anna Ancher, Thit Jensen og Grevinde Danner. Det er klart at sådanne historiske dramaer altid vil blive bærere af nutidige ideer. Således også denne, hvor Glargaard har indlagt en tale, hvor Asta Nielsen taler om, hvordan det vil være om 100 år. Det er selvfølgelig skrevet mere til os end det er skrevet om Asta Nielsen. På den vis bliver det en lidt skarp karakteristik af hende, men det er en rapfodet forestilling, der bevæger sig smukt afsted, mens Karen Duelund Gustavino, der har skrevet og komponeret musikken, selv fremfører den suppleret af spillerne. Især "Stumme læber" og nummeret til datteren blev fremført såre rørende og følsomt.
De er dejlige sammen, de tre skuespillere: Janus Elsig og Rolf Hansen flagrer rundt om Die Asta, som Nana Cecilie Bang får til at ligne Sally Bowles fra "Cabaret" (Eller rettere Liza Minnellis i rollen på film). Janus Elsig ligner selv en af figurerne fra en gammel stumfilm, som han står der med en lille moustace og med sommerlig stråhat. Som Urban Gad bliver han helt fysisk overtaget af Die Asta. Det er vældig morsomt. Rolf Hansen er fast genganger i teatrets forestillinger - og han er altid en glæde at opleve. Han er en god modsætning til Janus Elsigs Urban Gad, når han som den stolte og flotte russiske skuespiller Gregoric sætter Die Asta stolen for døren - og yder hende et reelt modspil - i forestillingens skarpeste scene, hvor det hele tilspidses, da Asta efter et møde med Hitler er klar over, at hendes storhedsdage i Tyskland er talte, for hvilke muligheder har hun så?
Tidligre kunne ældre danske kunstnere få en biografbevilling på deres ældre dage. Sådan som filminstruktøren Carl Th. Dreyer fik, da han blev direktør for Dagmar Biograf. 13 ansøgninger skrev Asta Nielsen, men uden at det lykkedes for hende.
Der er så meget at glæde sig over i forestillingen, der lever i sommervarmen og passer perekt til Sophienholm. Det er en smuk udflugt til dette grønne sted, hvor teatret kun gør det hele endnu bedre.
2017:
2016:
2015:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar