fredag den 31. juli 2020

Laura Kamis Wrang: To sprog, to kontinenter - og ét hjem

Foto: Michael Svennevig.


Lyt til denne 24. podcast med Laura Kamis Wrang.

Om at finde ro i et hjem, når man har to sprog og ét ben i to kontinenter. Om at bygge broer mellem mennesker, kunst og kultur. Både som historiefortæller, skuespiller og synstolker.

Mød Laura Kamis Wrang på 2. festivaldag i HF Prøvestenen på Amager samt sammen med bassisten Rickard Andersen og skuespilleren Anna Sophie Thalbitzer Lübeck på 3. festivaldag i Global Art Gallery i Vanløse.


Foto: Michael Svennevig.



Lyt også til de fire præsentationspodcasts
med uddrag fra festivalens 24 festivalpodcasts.

Læs mere om festivalen 

*

Anmeldelse: INDTIL VANVID, INDTIL DØDEN af Kirsten Thorup



Kirsten Thorup
INDTIL VANVID, INDTIL DØDEN  
(Gyldendal, 2020)

Det er som at befinde sig i en ond drøm. Bogens univers lukker sig omkring læseren. Vi kender det alle, når vi uforvarende falder i søvn og fortumlede vågner op igen, uden først at vide, hvor vi er, og hvad der er sket. For bogens hovedperson er det en tilstand, der fortsætter hele bogen igennem.

”Alt er gråt i gråt omkring mig. Jeg er selv grå helt igennem. Indefra og ud. Lukker øjnene og forestiller mig jeg befinder mig i en kølig park. Ligger i græsset og ser op mod en klar gennemsigtig himmel. Ser lige ind i den blå uendelighed. Hvor længe har jeg været undervejs i denne trykkoger? Det var mørk nat da jeg stod på toget i Hamburg og derefter dag og så nat igen. Nu er det endnu en dag som allerede er ved at gå på hæld. Jeg har rejst gennem dage og mørklagte nætter. Gennem tidløsheden.” (side 10)


Foto: Michael Svennevig.


Det er voldsomt at blive overladt til at skulle gennemvandre og gennemleve tiden under krigen, efter at Harriets mand er blevet skudt ned i tysk krigstjeneste i Finlandskampen mod russerne. I starten var han en helt, men i sommeren 1942 er de politiske vinde skiftet. Hun vil gerne konfrontere sig med, hvad det er han døde for, og tager imod en invitation til at komme på et par måneders ferie hos venner i München. Hun forklarer selv, at hun har fundet det bedst tænkelige børnehjem til børnene, mens hun er afsted, men faktisk har hun bare ringet til det første det bedste, for at få dem anbragt og komme hurtigt afsted. Allerede dér skrider det, og det bliver kun værre, og jo længere hun begiver sig ind i den tyske virkelighed, des mere forvrænget og forkert virker det. Mødet med Tyskland bliver et chok for hende. Et chok hun aldrig kommer sig helt over. Heller ikke selv om hun er rundet af Ollerup-bevægelsen i Danmark, hvor hun mødte sin mand, og var beruset af de nye tanker. Lederen Niels Bukh (eller ”Fatter” som han kaldtes) var en forløber for nazismen. Men alt afhænger af øjnene der ser – og Harriet ser og mærker kun tidens begejstring for de nye ideer, og ser ikke meget af det, hun ikke bør se. Bevares, hun slår sig i tøjret og har et andet menneskesyn, men føler sig også løftet af tidens nye tanker og deler mange af de samme ideer, som med nazismen buldrer hen over Tyskland og alle de omgivende besatte lande. Ægteparret, hun besøger, er privilegerede, for manden er med i nazipartiets top, så de stadig kan holde festmiddage med fem retter, mens alle andre sulter. Vi følger med hende rundt i München, og Kirsten Thorup tager os med overalt. Igennem romanens 422 sider er der ingen mulighed for at undslippe. Fortællingen holder os i et stramt greb, der ikke løsnes undervejs. Snarere tværtimod. Det er umådelig intenst, og næsten ikke til at holde ud. Vi er prisgivet ligesom alle andre var på den tid. Men romanen viser også, at nogle var mere prisgivet end andre. Måske er Harriet lidt vel blåøjet. Men det er let at være bagklog. Alt for let. Romanen forsøger ikke at retfærdiggøre eller undskylde Harriets holdning, men alene at følge og skildre et menneske, der er fanget midt i en turbulent tid. Det er en svær balancegang, for missionen er ikke at udstille eller forhåne Harriet, men alene at skildre et menneske i en svær tid – og det lykkes. Kirsten Thorup er den store fortællings mangefacetterede skildrer. Hun skriver sig ned under eksistensen for at konfrontere sig selv og læserne med det, vi helst vil være foruden, for hvad er sandheden? Det er derfor, at det er så ubehageligt og nådesløst. Det er en sjælelig ransagning - og en præstation. Det er betagende, hvor intenst og ufravigeligt beretningen er ført frem. Langsomt bliver Harriet trukket længere og længere ud mod kanten. Den kant, der til sidst adskiller os fra den menneskelighed, som vi troede var både naturskabt og medfødt. Titlen siger det hele. Det er indtil vanvid, indtil døden.

”Jeg ser mig omkring i Münchens bylandskab. Der er ligesom et slør over det hele. En forskudt virkelighed, der er blevet dagligdag. Som en by besat af en ond ånd der er krøbet ind i dens indbyggere. Måske er jeg selv blevet besat. Måske er den slørede virkelighed for tæt på til at jeg kan se den med det blotte øje.” (side 329)

Foto: Michael Svennevig.


Kirsten Thorup:
INDTIL VANVID, INDTIL DØDEN  
(Gyldendal, 2020)

Mød Kirsten Thorup til festivalåbningen

Læs opslag 

Hør podcast  

Læs mere om festivalen

*

torsdag den 30. juli 2020

Rose Marie Tillisch og Bertel Thorvaldsen

Foto: Anne Marie Busch Petersen.

Mød Rose Marie Tillisch til festivalafslutningen

Mit liv med Bertel Thorvaldsen 
og hvad der følger af det...

Rose Marie Tillisch fortæller:


"Bertel Thorvaldsen har været levende hele mit liv selvom jeg blev født 110 år efter hans død. Huset jeg blev født i, voksede op i og bor i idag, rummer 14 af hans relieffer. De handler alle om kunst og kærlighed. De har påvirket hele mit liv fra jeg som barn i det skjulte dansede forsigtige ballettrin foran spejlene til nu hvor vi en gang om året holder åbent hus og have med sang, fortælling, teater og kunst..."


Foto: Rose Marie Tillisch.


Foto: Rose Marie Tillisch.




"Bertel Thorvaldsens forhold til kunst og kærlighed har formet mine visioner om hvordan kunst og kærlighed skal formidles bredt ud til alle."


Bertel Thorvaldsen ( 1770-1844)
Malert af  C.W. Eckersberg i 1814.
Foto: Rose Marie Tillisch.

Mød Rose Marie Tillisch til festivalafslutningen

Læs mere om festivalen

*



Jette Drewsen: "Døden er en mester"

Foto: Michael Svennevig.


Født ved Vejle i 1943, debuterede i 1972 med romanen ”Hvad tænkte egentlig Arendse?” – en roman, der banede vejen for en bølge af kvindelitteratur, hvor kvinden for første gang blev fuldt synlig i litteraturen. Det var et nybrud i forhold til kvindens rolle i familien og i samfundet, for hvordan både være kvinde, hustru, mor og samtidig udearbejdende. Hvordan få sine egne drømme og længsler til at passe sammen med samfundets normer og de snævre bånd inden for hjemmets fire vægge.
Det er siden blevet til mange andre udgivelser. Senest til DØDEN ER EN MESTER, der handler om en mand, der møder døden.

Uddrag fra festival-anmeldelsen:

”Jette Drewsen har skrevet en mystisk roman, der er både forunderlig og mærkelig. Men hvad sker der egentlig? Sker der overhovedet noget? Hovedpersonen er den sidste, der opdager at den er gal. Det er svært at holde af Frank, og det behøver man heldigvis heller ikke som læser, for han bliver langsomt cirklet ind af romanens ord, der til sidst har ham fanget og holder ham fast – og så kan døden ellers tage over.
Som der også står mellem linjerne på bagsideteksten, er vi med lige før tæppet går ned. Ikke bare for Frank, men også for en hel epoke. Romanen er spændende læsning her et par år efter - så at sige efter at syndefaldet har fundet sted. For hvad er det for en tid, der er afsluttet, og hvad er det for en tid, der siden har taget over.
DØDEN ER EN MESTER er en elegant dødedans. Ikke som i Strindbergs ”Dødedansen”, hvor der ikke levnes meget håb for morgendagen og heller ikke i Sartres ”Lukkede Døre”, hvor alting drukner i absurd intethed. Frank er snarere en klode, der bare går under efter at have gennemløbet den bane, der nu engang var udstukket for den. Det er hverken trist eller sørgeligt. Sådan er det bare.
Det er umådelig spændende at bevæge sig med Jette Drewsen gennem Franks sidste tid. Romanen handler om døden, men der står ikke meget om døden, og Frank er den, der beskæftiger sig allermindst med den. Men sådan vil det nok altid være med døden. Den er der hele tiden, men det meste af tiden ser vi den ikke. Først når den træder frem for os, forstår vi, hvad livet er. Som kontrast til livet, giver den mening. Fuld mening. Selv for Frank.”
Læs hele anmeldelsen.



Foto: Michael Svennevig.


Mød Jette Drewsen til festivalafslutningen,



På podcasten er  der også uddrag fra romanen. 

Musikken på podcasten: 
”The Truth lies within” af og med Mika Filborne 
fra den kommende cd-udgivelse ”Between elements”. 
Oplev også Mika til festivalåbningen
Trio-Impro: Jens Christensen (spansk guitar og nomadisk sang), Sophus Rosenvinge Christensen (båndløs guitar) og Michael Svennevig (percussion).

Lyt også til de fire præsentationspodcasts
med uddrag fra festivalens 24 festivalpodcasts.


Læs mere om festivalen 


*



Anmeldelse: DØDEN ER EN MESTER af Jette Drewsen



Festival-anmeldelse:

Jette Drewsen: DØDEN ER EN MESTER (Gyldendal, 2015)

Frank Wertheimer, eller FW som han også bliver kaldt, lever i livets overhalingsbane. Han er en respekteret arkitekt og en meget beleven mand. Det er som om han holder sig ung i mødet med de meget yngre kvindelige studerende, der flokkes om ham. Men tiden er ved at løbe fra ham. Nærmest umærkeligt haler mørket og det uvisse ind på ham. Først som bare en dunkel fornemmelse. Senere i kraft af at bekymrede læger ikke rigtig kan finde ud af, hvad der er i vejen, for noget er der ved at ske. Hele hans liv forrykkes, og i mødet med den tilsyneladende herreløse hund, som han døber Tristan, finder han for en stund en retning på sin sidste sejllads. Indtil også hunden er væk igen, og han er ladt ene tilbage med hustruen, Helene, eks-konen AnnaElise og deres fælles datter Sia. Der er også tvillingbroren Leslie, der er præst på Grønland. Leslie er fortrolig med datteren og endog meget fortrolig med Franks hustru Helene. Det er en åben hemmelighed, at de har et forhold, men det gør egentlig ikke Frank noget. Han er meget rationel, grænsende til det følelseskolde. Han er en erobrer, og har ikke meget til overs for datteren, der ikke har samme stålsatte natur. Faktisk har de svært ved at kommunikere. Så i stedet er det den fraværende tvillingebror, der - selv i sit fravær - binder familien sammen. Franks død er vel ret beset en befrielse for alle implicerede. Inklusiv ham selv. Han efterlader sig ikke rigtigt noget. Intet afsavn hos dem, der er ladt tilbage. Jo, de vil sikkert sørge som det sig hør og bør, men nok heller ikke mere end det.

Bagsideteksten sidste ord er: ”... men det er også en historie om vores moderne tid, som mere og mere kan opfattes som et vedhæng til en tid, der er ved at rinde ud.”
Bogen udkom i 2015 – altså flere år før MeToo-bevægelsen tog fart. Frank ville uden tvivl være blevet trådt under fode af bevægelsen, på samme måde som han selv har kvast en uendelig række af alt for unge kvindelige skønheder under sig på sin vej gennem livet. Eller som hustruen Helene siger: ”-Vi har alle slået os til blods på dig, Frank Wertheimer, mere eller mindre.” (side 212)
Vi har med andre ord at gøre med en kold, beregnende og usympatisk hovedperson, der indtil videre har kunnet charmere sig igennem, men nu er det slut. ”... enhver mester slår ikke til, før det rigtige øjeblik er kommet... ” For Frank er tiden kommet. Som han flakker rundt med ”sin hund”, mens hans indre seismograf er gået i stykker, minder han om den omkringflakkende hovedperson i Theo Androlopoulos´ ”Evigheden og en dag”, der på samme måde driver syg rundt på jagt efter en mening, der er randt ham af hænde, inden tæppet går ned og mørket sænker sig.


Foto: Michael Svennevig.


Jette Drewsen har skrevet en mystisk roman, der er både forunderlig og mærkelig. Men hvad sker der egentlig? Sker der overhovedet noget? Hovedpersonen er den sidste, der opdager at den er gal. Det er svært at holde af Frank, og det behøver man heldigvis heller ikke som læser, for han bliver langsomt cirklet ind af romanens ord, der til sidst fanger og holder ham fast –så døden kan tage over.

Som der også står mellem linjerne på bagsideteksten, er vi med lige før tæppet går ned. Ikke bare for Frank, men også for en hel epoke. Romanen er spændende læsning her et par år efter - så at sige efter at syndefaldet har fundet sted. For hvad er det for en tid, der er afsluttet, og hvad er det for en tid, der siden har taget over?

Frank kigger sig rundt på verden for at sige den ret farvel. Som Leoparden i Viscontis filmatisering af Lampedusas roman af samme navn (eller rettere omvendt). Eller som Johannes Møllehave sagde og skrev for mange år siden: ”Heldig er den, der når at blive færdig med livet, før livet bliver færdig med èn.” (citeret efter hukommelsen).

DØDEN ER EN MESTER er en elegant dødedans. Ikke som i Strindbergs ”Dødedansen”, hvor der ikke levnes meget håb for morgendagen og heller ikke i Sartres ”Lukkede Døre”, hvor alting drukner i absurd intethed. Frank er snarere en klode, der bare går under efter at have gennemløbet den bane, der nu engang var udstukket for den. Det er hverken trist eller sørgeligt. Sådan er det bare.

Det er spændende at bevæge sig med Jette Drewsen gennem Franks sidste tid. Romanen handler om døden, men der står ikke meget om døden, og Frank er den, der beskæftiger sig allermindst med den. Men sådan vil det nok altid være med døden. Den er der hele tiden, men det meste af tiden ser vi den ikke. Først når den træder frem for os, forstår vi, hvad livet er. Som kontrast til livet, giver den mening. Fuld mening. Selv for Frank.

 ------------------

Mød Jette Drewsen til festivalafslutningen

Læs festivalopslag

Hør podcast

Læs mere om festivalen

onsdag den 29. juli 2020

Anne Hjælmsø: ”Næsten lykkelig”


Foto: Michael Svennevig.



Uddrag fra festivalanmeldelsen:

Stærkest er fortællingen i de afsnit, der er oplevet fra børnenes perspektiv. Såsom pigens første sansninger, inden hun får ordene til at beskrive det hun oplever. Eller de rørende skildringer af det spirerende venskab og også en senere gryende forelskelse mellem Maja og den et par år ældre Jens. Det vokser til en aldrig fuldbyrdet kærlighedsberetning, der alligevel bliver ved med at være der. I det hele taget er bogens skildringer af den umulige kærlighed de bedste. Ikke konflikterne, for det bliver hurtigt parforholdstrivielt, men skildringerne af længslen efter kærlighed, samhørighed og tilknytning. Parallelt er der længslen efter oprindelsen og efter moderlandet. Efter alt det som hovedpersonen drømmer om – og rækker ud efter.”




*

På podcasten er der uddrag fra romanen 
”Næsten lykkelig” (Brændpunkt, 2020)





Lyt til den 22. festivalpodcast med Anne Hjælmsø

Musikken på podcasten:
”The Truth lies within” af og med Mika Filborne
fra den kommende cd-udgivelse ”Between elements”.

Oplev også Mika til festivalåbningen.



Lyt også til de fire præsentationspodcasts 
med uddrag fra festivalens 24 festivalpodcasts.



Læs mere om festivalen 



Anmeldelse: NÆSTEN LYKKELIG AF Anne Hjælmsø



NÆSTEN LYKKELIG AF Anne Hjælmsø (Brændpunkt, 2020)

Hovedpersonen i NÆSTEN LYKKELIG er langt fra lykkelig. Eller rettere, hun er både lykkelig og ulykkelig på én og samme tid. Allerede på side to betones det foruroligende: ”Nu er vi omsider kommet os over det.”, uden at vi får mere at vide. Agnete og Bent har adopteret en pige, som Agnete ønsker at kalde Maja, men Bent er ikke glad for det. Først langt senere får vi grunden at vide. Sådan er det med det meste i romanen. Der gemmer sig mange lag bag det, vi først får præsenteret. Det er som at pille et løg. Der er en ny sandhed bag hver nyt lag, man piller af. Men modsat løget, så er der stadigvæk en menneskelig kerne indeni. Eller i hvert fald en forklaring.

I starten er det overvældende og overdådigt, at der er en ny fortællersynsvinkel for hvert afsnit, og dem er der mange af. Som læser gør det én lidt stakåndet, men det er også imponerende, for det kræver meget materiale og en bred indsigt i persongalleriet at blive ved med at gøre det.

Der er mange blindgyder som historien er tæt på at lande i, men det sker ikke. Det er dejligt overraskende, at fortællingen munder ud i så anderledes en slutning som ikke skal røbes her. På den måde finder fortællingen hjem.


Foto: Michael Svennevig


Stærkest er de afsnit, der er oplevet fra børnenes perspektiv. Såsom Majas første sansninger, inden hun får ordene til at beskrive det med. Eller de rørende skildringer af det spirende venskab og den senere gryende forelskelse mellem Maja og Jens. Det vokser til en ufuldbyrdet kærlighedsberetning, der bliver ved med at være der. I det hele taget er bogens skildringer af den umulige kærlighed de bedste. Ikke konflikterne, for de bliver hurtigt parforholdstrivielle, men skildringerne af længslen efter kærlighed, samhørighed og tilknytning. Parallelt er der længslen efter oprindelsen og moderlandet. Efter alt det som hovedpersonen drømmer om – og rækker ud efter.

Det skifter fra det ene til det andet, men hendes historie – uden at hun selv ved det – er langt hen ad vejen styret, bestemt og afgrænset af andre. Det er først i en moden alder, at hun overtager styringen af eget liv. Det er dyre lærepenge, for de nemme og bekvemmelige løsninger er ikke gode for hende, og dem har hun en tendens til at falde for.

Skildringen af bogens personer er mangetydige, og berettes først med én streg og tilføjes derefter farver og skygger. Det er langt fra flatterende for de flestes vedkommende.  Hovedpersonen er naiv og glad for livet. Men det rumler i mørket bag hende. Først er det bare lyden fra de andre, men senere forplanter det sig også til hende. Der er rod i hendes baggrund, for hvem er hun og hvor kommer hun fra? Som adopteret er det ikke let at få oplyst noget. Slet ikke, når det er sket illegalt fra Vietnam. Heller ikke da hun selv rejser dertil og forsøger at opspore sine aner, lykkes ikke. Men kærligheden finder hun – eller rettere den finder hende. Men om det er den rette, er hun ikke så sikker på. Tilbage i Danmark opdager hun, at hun er blevet gravid, endda med tvillinger. Alt det umage i hovedpersonens liv falder først rigtig på plads, da hun endelig ordner det efter sit eget hoved. Hvis bogen har en morale, er det, at alt kan ske.  Men at det langt hen ad vejen er vores pligt at kæmpe for det, så alt det umage bliver lige, eller også gælder det bare om at elske det, som det er. For det BEHØVVER jo ikke at være lige.

 Mød Anne Hjælmsø på 2. festivaldag på Amager.

Læs mere om festivalen

Mika Filborne: "Between Elements"

Foto: Michael Linnas.


Mød Mika Filborne til festivalåbningen


-Jeg spiller altid med lukkede øjne, fordi jeg er et andet sted, siger Mika.

-En enkelt tone kan give mig gåsehud!, siger Mika Filborne, der har sat sig til rette i en kurvestol over for mig ude i min kolonihave. Vi mødtes få dage forinden på Betaniahjemmet, hvor hans mormor, Aase fejrede sin 90-års fødselsdag. Ikke fordi hun bor der, men fordi hun står i baren og arbejder der som frivillig. Hendes 28-årige barnebarn satte sig efter den fine 3 retters-middag til klaveret og spillede 3 korte klaverstykker for fødselaren. Der blev straks helt stille. Vi var ikke de samme efter at have lyttet til hans musik. Hjemme lyttede jeg videre på YouTube til andre af hans kompositioner. ”Away from the dark” og ”Black Rose”.


Mika Filborne fortæller, at han startede med at spille klassisk klaver som 9-årig. Da han blev drillet med det, stoppede han som 14-årig, og det var først da han kom på efterskole, at han tog fat i det igen. Det skete næsten ved en tilfældighed, for på efterskolen havde han tilmeldt sig idrætslinjen, men da musiklæreren tilfældigvis kom forbi en dag, hvor han sad og spillede, flyttede han ham resolut over på musiklinjen. Det trak en lige linje frem mod Saturnus.


-Jeg spillede i DOOM-bandet Saturnus, der kommer fra Amager. De spiller det man kalder DOOM-metal, der er meget langsomt og melodisk. Det gav mig mulighed for at komme rundt og spille i verden, for det er et verdensband, så jeg har stået på en scene og spillet for 38.000 mennesker. Men jeg forlod Saturnus igen, da jeg ville gå mine egne musikalske veje, fordi der var noget inde i mig, der gerne ville ud. Toner kan være som ord. Der er ikke så langt fra heavy metal til klassisk musik. Soloerne og tonelængderne er de samme. Der er også mange metalbands der samarbejder med symfoniorkestre, hvor de laver musik sammen og får det til at gå op i en højere enhed.


”Musikken symboliserer naturen i den mørke tilgang, hvis man kan sige det på dén måde. Når solen går ned og tågen lægger sig. Min musik bæres meget af elementerne, der er i naturen. Det er noget jeg kombinerer, når jeg skriver musikken, og hjemstedet er skoven og naturen. Hvor man end er henne i verden, spiller ingen rolle, for i grunden er det den samme natur. Om det er varmt eller det er koldt. Om det er vinter eller sommer, efterår eller forår, så giver det en helt speciel følelse. Det er en historie, der snakker og som jeg tager til mig, og så finder jeg toner, som jeg kan svare igen med.”
(uddrag fra en samtalen 
tilbage i 2016.



Trailer for Mikas nye CD.


Men alting blev anderledes, da Mika blev ramt af muskelsvind i øjet for tre år siden, og i perioder helt tabte synet. Nu har han kæmpet sig frem, og har lært sig at håndtere og at leve med den sygdom, der følger ham videre. Andre omkring ham har haft sværere ved at håndtere det, fordi det er en sygdom, man ikke kan se og derfor er svær at forstå.  Men sygdommen har også givet ham et nyt syn på verden, der omgiver ham og gjort at han i dag føler en stor taknemmelighed, fordi vi i Danmark lever et sted, hvor vi har det så godt, og har vi overskud til at hjælpe andre ude i verden. Det synes han, at vi skal. Vi skal gøre alt for at hjælpe folk i nød. Sygdommen har givet ham et nyt blik på verden – og det forpligter.


(Uddrag fra podcasten 
juni 2019)

*


Mød Mika Filborne til festivalåbningen i Apostelkirken

En stor tak til Mika for hans store generøsitet, 
da han gennem de sidste 2-4 festivalsæsoner frit har udlånt musiknumre, 
der er blevet brugt som underlægniing til flere festivalpodcasts. 
Særlig smukt klinger det i årets mest populære podcast med Ruban Arockiam
Det er ikke mindst på grund at det smukke nummer, "Stille blomst", 
fra den kommende cd - og som Mika også spiller til festivalåbningen.

Læs mere om den kommende festival
HVOR REGNBUEN ENDER


*


Inger Barbara C. Christensen: ”Fyret ved Verdens Ende”

Foto: Henrik Brøndsted.


Mød Inger Barbara C. Christensen på 
3. festivaldag i Global Art Gallery i Vanløse

Inger Barbara C. Christensen har skrevet novellaen (kort roman) ”Fyret ved Verdens Ende”, der blev offentliggjort på copenhagenreview.com  sidst i april 2020 - og som hun læser uddrag af på festivalen.

Barbara medvirkede i antologien ”117 stemmer om drømme og visioner” (Forlaget Epigraf, 2012), hvor hun bl.a. skrev:

Mine hænder griber efter blanke ting. En ny computer med et æble på. Sko med høje hæle. Mine hænder griber efter døde ting. Et mistet barn. En drøm skudt itu af for store lån. Lån fra fortiden, som kun indfries langsomt, som tidevandet æder klippen ved Den Vestirske Kyst. Mine hænder griber efter luftbobler. Drømme om det perfekte liv, ved siden af den perfekte partner. Drømme der slår revner som luftbobler.” (Læs hele teksten).

På cd´ en ”21 stemmer om drømme og visioner” udgivet i forbindelse med weekendarrangementet og bogudgivelsen: ”117 stemmer om drømme og visioner” fortalte hun om, hvordan hun blev fortæller. Hør det her.

I den nyeste novellaen (kort roman) ”Fyret ved Verdens Ende” beretter hun om de aftryk, som livet sætter i sindet. Om de mennesker som vi møder og som følger med os videre. Både på godt og ondt. Om drilleriet i skolen, om at fange rejer, om barndommens smag af hindbær, men også om møderne med døden. Det hele er pakket ind i gemytlige svenske minder, men der er altid skyggerne, der truer ude i horisonten, selv på solfyldte dage.  (Læs mere)

Mød Inger Barbara C. Christensen på 
3. festivaldag i Global Art Gallery i Vanløse

Læs mere om festivalen



Peter-Bastian Halberg: "MAN-AT-WAR BAY"

"Fotoet er fra Gaza i 2014 under krigen med Israel. Dengang var jeg hos UNRWA i Gaza."
Peter-Bastian Halberg

Mød Peter-Bastian Halberg på 4. festivaldag i Salonen på Østerbro.


Peter-Bastian Halberg stak af fra sit hjem som 12-årig for at drage ud i verden drevet af udlængsel og rastløshed.
Siden da har han arbejdet alt for mange år i krigs- og kriseområder som journalist og international rådgiver og forhandler.
I slutningen af 2019 debuterede Peter-Bastian Halberg med novellesamlingen ”Man-at-War Bay”.

På festivalen fortæller P-B om, hvorledes smerte bliver til kunst, når fiktion og virkelighed sættes sammen, og hvorfor han udsætter sine karakterer for de sorte og dødstruende situationer - som han selv har deltaget i..

Novellesamlingen er udgivet på forlaget Silkefyrets Silkeserie, og den tilhørende podcast er produceret af  Maerkvaerk. Her er link til både forlag og podcast.

Her er et uddrag fra titelnovellen fra ”Man-at-War Bay”:

"Alan ser ud gennem den runde vinduesåbning, henover vandet og sandet.
En høj palme duver i en brise i de højere luftlag, dens langsomme bevægelser blander sig med havets dovne dønninger.Under palmen og brisen er varmen brændende. Morgenlyset er hvidt og uden skygge. Varmen stiger fra jord  og skaber bølger i luften, bølger som reflekteres i det skarpe lys.
- Det ser ud som et gammeldags postkort. Kun det fredsommelige og eksotiske er med, utroligt. Et rundt glasbillede, klukker Alan for sig selv, mens han ser ud ad den lille ovale vinduesramme.
Sveden løber gennem hans øjenbryn, ned over ansigtet og drypper fra hagen.Langs vandet, hen ad stranden, går en dreng med en fiskekurv på hovedet.
-Det er sgu da helt perfekt, totalt illusorisk og uden hold i virkeligheden, det her runde, helt absurde postkort, triumferer Alan. Drengens gang danner en rytme, vægten øverst oppe på hans hoved sender bevægelsen afsted ned gennem kroppen og endelig ud i benene. Derfra videre over i palmerne og bølgerne.
-Rytmen! Hvad er det nu, der beskriver den bevægelse?
Alan bider sig i overlæben. Hvis han rykker sit hoved et par millimeter til den ene eller anden side, så kommer enten den udbrændte bil eller den sønderskudte sandsæk frem,  og postkortidyllen forsvinder fuldstændigt. Men hvad var det nu, der beskrev den rytme?"

Peter-Bastian Halberg læser op fra "MAN-AT-WAR BAY"
til Dansk Forfatterforenings debutantarrangement 
hos de skønlitterære forfattere tidligere på året.

 MAN-AT-WAR BAY er en samling sjælsrå noveller, der foregår i konfliktområder i Afrika og Østen: Historierne folder sig ud i politisk nedsmeltninger, hvor historiernes karakterer står fremmedgjorte og eksistentielt  udfordret af virkeligheder; der gennemlyser deres forestillinger om godt og ondt.

P-B Halberg har arbejdet for medier og internationale organisationer 
i Afrika, Caribien og Nær- og Fjernøsten. 
Han arbejder i øjeblikket i Libyen.


Læs mere om festivalen