2016 (People’s Press), omslag Ida Balslev Olesen
Allerede
på den første side af Trisse Gejls seneste roman ”Ulvekvinten” (People´s Press, 2016) er jeg fanget
ind, og efter det første kapitel har forfatteren taget fat i mig og slynget mig
højt op i luften, og mindet mig om den uperfekthed, den ulvekvint, den tone der
aldrig går op i den menneskelige kabale. Det er som om bogen gør plads til det
at være menneske, til det ufuldkomne menneske og til den ufuldkommenhed, der
gør os hele som mennesker. Der er
plads til det hele menneske i bogen og
forfatterskabet. Bogens lidt vemodige tone kryber ind i sprækkerne og gør at
jeg - som læser - bliver menneske. Personernes ufuldkommenhed smitter af og gør
noget ved mig – som læser. Det er som om vi får en sidste chance for at kigge
ind i spejlet før det er for sent. For Trisse skriver om kap med døden - eller
katastrofen. Den hvisker hele tiden bag os. I romanen gengivet ved de gange Zoé
bryder sammen ved tanker om det udefrakommende som hun ikke kan afværge. Det er
krigen i Syrien. Det er børn, der bliver mishandlet. Alverdens gru hopper på
hende, og hun forstår ikke at værge for sig. Hun zapper sågar efter katastrofer
på tv´et, og den som leder skal finde...
Først
opridses den perfekte idyl. Det er så smukt og så harmonisk at vi VED, at det
kun er et spørgsmål om tid, før det går galt og overfladen krakelerer og livet
kommer til syne. Det liv, der hele tiden har været skjult for os, nedenunder.
Det vi af al magt forsøger at holde væk, for at kunne være til. Vi kan ikke
rumme det. Vi ved simpelthen ikke, hvordan vi skal håndtere det og stille op
med os selv, hvis vi lukker det ind.. Det er noget fremmed som vi støder fra
os. Ja, man kan næsten sige at det er ”den fremmede” vi dermed afviser.
Forlagets pressefoto
Langsomt
skubber forfatteren os længere og længere ud mod kanten, og så PUFF... Vi bliver skubbet så
langt ud, at vi næsten ikke kan finde tilbage, for forfatteren vil have os til at se – det andet. Det, der også er. Det, der
hele tiden er. Det, der lurer bag det vi vælger at se. Det er i skyggernes land
at romanen bliver til og folder sig ud. I mørkningen sker der ting og sager, for
der antager alting nye konturer og former. ”Ulvekvinten” er om den lyd der ikke er
der, og alligevel er der hele tiden. Om den tanke der ikke er der, og alligevel
er der hele tiden. Om det vi ser og alligevel ikke ser. Om det der sætter sig
på tværs inde i os og som vi prøver at ignorere. Om den lille tvivl og den
lille frygt og usikkerhed der altid er der og som forfatteren insisterer på at holde
frem imod os.
Det
største og meget anmassende spørgsmål som romanen rejser: hvordan kan vi
overhovedet leve vores rolige og velfungerende liv i bevidstheden om, at der er
så mange andre mennesker, der lige nu tørster og sulter eller er på flugt fra
krig og ødelæggelse? Hvorfor overhovedet blive ved med at slå græsset og luge i
haven, når så mange andre er på flugt fra hus og have, hvis de overhovedet har
haft det? I romanen er det den psykisk ustabile og nervesvækkede Zoé, der
pludselig ikke længere formår at holde verdens ulykker fra sig. Jo, hun er ustabil
og nervesvækket, men hendes impuls til at ville gøre noget er sund nok, og det
ændrer ikke det fundamentale spørgsmål: hvordan kan det nogensinde give mening?
Romanen giver ikke nogen svar, og det er heller ikke dens opgave eller formål,
men netop at stille de umulige spørgsmål som vi så efter endt læsning må tumle
videre med hver især. For det er dét de bedste bøger formår. Trisse Gejl skal i
hvert fald have tak for at hun så insisterer - og endda gør det så
overbevisende. Om nogen tager hun en af litteraturens fornemmeste opgaver på
sig: at sætte spørgsmål ved vores alles selvfølgeligheder og insisterer på at
vi skal tænke over det. Det er fornemt!
Trisse Gejl (1968) debuterede med romanen "Hvor mælkebøtter gror" i 1995, og har siden skrevet en lang række romanen. Hun fik sit gennembrud med "Patriarken" i 2006. "Ulvekvinten" er hendes 8. roman. Hun er opvokset i Århus, men bosat i København.
Trisse Gejls
næste roman burde hedde ”Hamskifte”, for det er dét, der går igennem forfatterskabet,
for romanpersonerne skifter ham. Det yderste lag af huden bliver skrællet af.
Solen og alt det glade svitser den yderste tynde hud af, så vi er inde ved
kødet. Derinde hver enhver pirring og sansning gør ondt, fordi det er så
ubeskyttet og så nerveblottet. Personerne i romanerne ER ubeskyttede af livet
og tilværelsen. De bliver masseret i livets malstrøm og kommer i klemme. De skal
lære at svømme og bjerge sig selv i land. De bliver frataget deres skrøbelige sikkerhed
og deres selvfølgeligheder, for bagefter at erfare at det bare har været en tom
skal eller et ydre man faktisk ikke kan bruge til noget. Så det er ikke forkert
at sige at Trisse som forfatter tager fat, hvor andre forfattere ofte slutter,
og det gør læsningen af romanerne til noget ganske særegent og givende. Tak for
det, Trisse!
Mød
Trisse Gejl på den kommende festival BILLEDER AF LIV. Trisses seneste roman
”Ulvekvinten” er om noget et billede af liv. Af mange liv. Men et
besværligt billede som det er svært, men
det gør det ikke desto mindre så meget desto mere spændende, at forholde sig til. Jeg glæder mig til
at diskutere romanen med Trisse til festivalafslutningen, søndag den 19. august
2018. Facebook-opslag.
