søndag den 30. maj 2021

Anmeldelse: RYGEREN af Teater LUX


Vi ledes indenfor, parvist, hvorefter døren lukkes bag os og vi er overladt til mørket. Ikke bare et tilnærmelsesfuldt mørke, men et totalt mørkt mørke, hvor man ikke kan se en hånd for sig. Uden flugtveje. Ved at holde min hånd på vejviserens skulder foran mig bliver vi ledt hen til vore pladser, hvor vi famlende sætter os og forsvinder helt ind i mørket. Ja, nærmest falder ned i det. Sådan føles det. Det er som om mørket ikke holder op, men bare får mig til at falde længere og længere ind i mig selv. Jeg udkæmper en kamp med mig selv, for det er som om jeg er ganske forsvarsløs der i mørket. Som at blive efterladt på en øde ø. Ligesom RYGEREN i den lyd-dramatiske forestilling af samme navn, der også er ladt alene tilbage sammen med Nero, der er hans computerstyrede stemme i ensomheden. Alt mens der udenfor patruljeres og fra tid til anden foretages husundersøgelser som på bedste Bladerunner-vis for at arrestere afvigende individualister som RYGEREN. Vi befinder os i et fremtidsscenarie, hvor rygning for længst er blevet forbudt. I stedet får alle indopereret kunstige lunger, men RYGEREN vil ikke give sig, og vil ikke overgive sig til det nye fællesskab, og man forstår ham godt, for parolerne: ”Vi passer på dig” og ”regeringen tager ansvar”… klinger faretruende fastoidt. Stykket er skrevet før coronaen, men er siden blevet overhalet af virkeligheden. Den skildrede futuristiske virkelighed er på sin vis i mellemtiden pludselig rykket meget nærmere.



Rygeren inhalerer og danser til musikken, som han gerne vil have skruet højere op, selv om Nero fraråder det for at forhindre andre i at høre det, og derved afsløre skjulestedet.

Resten ville være synd at afsløre her, for altid opleves så intenst i mørket, som om handlingen fødes ud af mørket, og det skal have overraskelsens fulde kraft, for det er en stærk oplevelse, når vi tages med til en fremmed verden, i jagten på et menneske, der kan give en ny lunge. Det sker selvfølgelig ikke frivilligt, og hvordan det går for sig er hele rejsen værd ud igennem mørket. Tiden går hurtigt, så da den ½ times forestilling slutter, er det ganske overrumplende. Det er svært at blive efterladt så dybt inde i mørket, men endnu sværere at finde tilbage til lyset. Bagefter står vi fortumlede og plirrer med øjnene mod det lys, som vi forlod en ½ time tidligere.

Rejsen ind i mørket handler i høj grad om at turde, om at give slip – og om at give sig selv lod til at falde. Til at glide – og til at tage imod oplevelserne i faldet. Det er uvisheden, der breder sig ud omkring os. Det er som om det forstærker de enkle billeder, som fortællingen berettes med af de to spillere, der er henholdsvis Rygeren og Nero. Der er yderligere to personer med, men de får aldrig mæle, og bliver derfor ikke så nærværende, selv om den ene af dem kommer til at afgøre hovedpersonens videre skæbne.

Fortællingen ender åbent, og på sin vis bliver vi efterladt alene i mørket med en halv fortælling, der er sikkert plantet i os, og som er godt i gang med at bore sig ind i vores underbevidsthed. Helt derind, hvor vi er mest forsvarsløse. Lydindtrykkene ledsages af enkelte dufte.

Martin Ammundsen, der både er dramatiker, instruktør og skuespiller, sekunderes i forestillingen af Basse Dam. De har tidligere arbejdet sammen i andre forestillinger – i fuldt scenelys (bl.a. ”Vikingernes konge”). Dette er endnu en af teatrets forestillinger – i mørke. Det startede med ”Mænd der tror at de har ret (2018), bagefter fulgte ”Pletten”, "Hudsult" og nu ”Rygeren”. Det er oplevelser ombølget af mørke. Den første var så makaber, at der ikke var mange overlevende bagefter, mens ”Rygeren” handler om overlevelse. Det er fascinerende at begive sig ind i mørket med "Rygeren" og Teater LUX, men det er ikke ufarligt – og det er ikke alle der overlever.



RYGEREN

Teater LUX på CPH STAGE

Dramatiker/instruktør: Martin Ammundsen

Lydscenografi: Mathias Rosenkilde.

Medvirkende: Martin Ammundsen & Basse Dam.

Varighed: 30 min.

Teatrets Facebook-side

Se forestillingen under CPH STAGE,  

den 31.5. & 1.6. Begge dage kl. 19.00.





Tidligere anmeldte Teater LUX-forestillinger:

Mænd der tror de har ret (2018)


*

Se oversigten over de

117 andre anmeldelser

*



torsdag den 27. maj 2021

19: Thulla & Svennevig: I FRIT FALD - 1. del

 

Foto-grafik: Michael Svennevig.

Hør denne 19. festivalpodcast i to dele 
med Thulla & Svennevig.
2. del er her.


Foto: Michael Svennevig


Nej, jeg var ikke bange, da jeg gik til lægen, for alting gik så hurtigt. Følte mig som en ørken. Al næring løb ud i sandet. Ligesom solen udtørrer sandet, løb al væden igennem mig og forsvandt uden at slukke min tørst. Sådan begyndte min nye tilværelse som diabetiker. 
Tekst: Michael Svennevig. Lyddesign: Thulla. 


Thulla &  Svennevig. Foto: Majka Bjørnager (HF Prøvestenen, 2019.)


*

Til festivalåbningen i Apostelkirken, 
fredag den 6.august 2021 kl. 19-22 
kan man opleve en teaterfantasi over podcasten 
kreeret af Thulla, Shohreh & Svennevig.
Samarbejdet begyndte i 2019 med teaterfantasien 
"Minder om rejser jeg aldrig har været på. 
Se fotos, teaser og hør podcast.  
Fortsatte sidste år, i 2020, med farveseancen "Hvor regnbuens ender"
og i år resulterer det i "I FRIT FALD" - en poetisk teaterrejse.

*


Næste podcast:

20: Thulla & Svennevig: "I FRIT FALD"  - 2. del.
(Optaget en måned efter 1. del. )
Hvilke tanker melder sig, når man står foran en større livsændring. 
Hvad sker der, når bommen går ned, og livets uendelighed forsvinder, 
og man er tvunget til at tage sit liv op til overvejselse. 
Hvor falder man hen, når man falder ud igennem et hul i himlen? 
Tekst: Michael Svennevig.  Lyddesign: Thulla. 
Hør den her.


*

Lyt også til:
med uddrag fra de første 19 festivalpodcasts.
Hver fredag er der en ny podcast. Lyt med her.

Læs mere om festivalen ÆG & HÅB - på Facebook

*

torsdag den 20. maj 2021

Dobbeltanmeldelse: EN SOM DIG på Edison og RE(W)RITE! på Den Frie


Foto: Nullo Facchini.

Rituelle og selvoplevede oplevelser på Den Frie og på Edison.

Cantabile 2 inviterer med RE(W)RITE! til rituelt fællesskab og leg på den Frie. Det er en forførende fejring af menneskelige relationer, mens EN SOM DIG af C:NTACT på Edison skildrer, hvad der sker, når de menneskelige relationer IKKE fungerer, når ensomheden og isolationen tager over. Alligevel er de begge en celebrering af, hvad der er muligt. På trods af alt. På Den Frie er det legende, men alligevel forpligtende, mens det på Edison er med livet som indsats. I hvert fald kræver det både mod og mandshjerte for de medvirkende at stille op med deres fortællinger.


EN SOM DIG

Af C:NTACT på Edison

Det er krævende at overvære EN SOM DIG, der er en dokumentarisk teaterfortælling om ensomhed og isolation. Det er en stor tabueret pille at sluge, for vi taler ikke gerne om det, og undgår det allerhelst. Det rører noget i os. Måske vores egen usikkerhed? Alligevel er det noget vi alle kender og let kan relatere os til. På én gang tæt på og alligevel langt fra.

Jean-Paul Sartre skrev i 1945 den eksistentialistiske roman ”Ensom blandt mennesker”, og den giver et sug i maven. Det samme skete til premieren på EN SOM DIG på Edison, hvor C:NTACT har til huse. De fleste ved, at ensomhed kan være uafhængig af, om vi er omgivet af mennesker eller ej. Det er noget, der stikker dybere. Det er noget, der bor helt inde i sjælens dyb, hvor vi kan gemme den, selv når vi går smilende rundt, hvis det er dét vi gør. Nogle gange er det netop de omgivende mennesker, der får den indre ensomhed vil at virke ekstra knugende.

11 selvfortalte fortællinger: Ni på scenen og to filmede beretninger og en sang, der indledte og afsluttede den 1½ time lange forestilling. Tre fyre og otte piger i alderen fra 12-28 år. To rækker stole er sat skråt over for hinanden med et mikrofonstativ midt på forscenen.

Hver af de medvirkende fortæller deres egen historie, der scenisk er dygtigt bearbejdet og indfølt instrueret af Runi Lewerissa og Peter Dupont Weis.



Men hvad er det vi oplever? 

Er det en forestilling, eller er det livsberetninger?

C:NTACT, der har til huse på Edison, der er Betty Nansen Teatrets intimscene på Edisonvej på Frederiksberg, har gjort det til sit særkende, at de sætter virkelige personer på scenen, der beretter om deres eget liv og det de har været igennem. Via workshops med de medvirkende finder de sammen frem til en vinkel på de enkeltes beretninger, der gør at det både opleves som teater og som vidnesbyrd. Men vel at mærke som meget nøgne udtryk, der bæres frem af personerne selv.  Det giver det et meget stærkt autentisk udtryk, der ofte virker uafrysteligt. 

Det er fortællinger om at blive skubbet så dybt ind i sig selv, at man ikke længere kan nå andre. Flere af de medvirkende beretter om, at de bygger mure omkring sig for at beskytte sig mod andre og deres drillerier. Men inderst inde længes de bare efter, at nogen vil nedbryde murene, for de har ikke længere kræfterne til selv at række ud. De formår det ganske enkelt ikke. Én har mistet sin mor som 10-årig, og hun var den af forældrene, som sønnen kunne tale om sine følelser med. Faren er håndværker og kan reparere alt med værktøj. Men er magtesløs over for sønnens ensomhed.

Så er der pigen, der har gjort alting klar til sin 18-års fødselsdagsfest. Alle i klassen har sagt, at de kommer. Der er lejet lokale, lavet buffet og gjort klar til den helt store fest. Men ingen møder op.

Hun står der foran os og fortæller sin historie. Selvfølgelig er det et blødende sår. Det er svært at forstå en ensomhed, der vejer så tungt. Ensomheden har gnavet sig dybt ind i hende og de øvrige medvirkende. Som en bændelorm har den ædt alt, og har efterladt dem som tomme skaller. Det er som om de hver især er flyttet ind i deres eget ensomhedens hus. Det er samme historie de alle fortæller, og alligevel er de forskellige. Men fælles er, at de alle alligevel har kæmpet sig ud, sådan så de i dag kan berette om det i håb om at hjælpe andre i samme situation.

¾ gennem forestillingen er der nogle af de unge fyre blandt publikum, der bliver urolige. De skubber til hinanden og fniser. Det er der ikke noget at sige til det, for det er næsten ulideligt at lytte til de mange fortællinger, men det er også tvingende nødvendigt. Men det er næsten umuligt at rumme, at der står et menneske og fortæller om sit eget kæntrede livsforløb, mens der fnises, men det er jo samtidig den følelse vi alle sidder med. På den måde er det en forestilling, der balancerer mellem en nødvendig ulidelighed og en ulidelig nødvendighed.

En anden af fyrene fortæller om, at da hans bedste ven fraflyttede byen, forsvandt alting fra ham, for han formåede ikke at indgå i nye venskaber med andre. Det, der er så hjerteknusende, er at fortællingerne er ganske almindelige. Der er flere af de medvirkende, der fortæller, at de ingen venner har, men at de har en kæreste, og jeg tænker, hvordan det kan hænge sammen, for hvordan kan man være ensom, når man har en kæreste? Der er vi måske tilbage ved Sartres ”Ensom blandt mennesker”.

Den sidste af de medvirkende besvarer spørgsmålet med sin beretning om den syv år ældre fyr med bil, fast arbejde og lejlighed, for hun er så forelsket i ham, at hun meget hurtigt flytter ind hos ham. Han er en glad dreng, der er vant til, at moren opvarter ham, og umærkeligt glider hun ind i rollen som hans nye mor, husholderske, rengøringshjælp og sexdukke. Han fortæller hende, hvordan hun skal klæde sig og agere. Beretningen bliver fortalt med et overskud. Hun er  slagkraftig, iklædt en farverig skjorte, og hun slynger sin underskudsfortælling ud til os med fuld overbevisning. Hun fortæller om, hvordan han modellerer hende, så hun langsomt forsvinder. I starten lægger hun knapt mærke til det, men senere er der næsten ikke noget tilbage af hende. Han har nærmest spist hende råt, fortæret hendes selvtillid og knægtet hendes vilje. Til sidst når hun et punkt, hvor hun må flygte fra ham for at overleve.  

Den næstsidste fortælling er Saqis. Han har altid levet i en stor familie, indtil han bliver forelsket i Mette. Hun er knap så begejstret for at flytte ind hos hans familie, så de får en toværelseslejlighed i Brøndbyvester. Han savner familien omkring sig. Hader den uvante stilhed i den lille lejlighed, og begynder at ryge hash. Mere og mere, og for at tjene penge til sit forbrug, hjælper han ved en bod på Christiana, men bliver straks taget af politiet og sat i syv dages isolation i Vestre Fængsel, hvor han møder sin Gud – og sig selv. Ser sit misbrug i øjnene, og finder ud af at det ikke går.

Noget er forandret i mig efter at have lyttet til deres fortællinger. Vi kender ensomheden. Det er én vi alle bærer med os. Det er et livsvilkår. Alle har været ensomme på en eller anden måde. Men jeg var ikke klar over, at den havde så mange forskellige udtryk, for jeg kender jo kun min egen. For selv om jeg er omgivet af mennesker, føler jeg stadigvæk, at mit udgangspunkt er ensomhed. Men den langer ikke ud efter mig, og gør heller ikke at jeg føler mig ensom.

Saqi fortæller under den efterfølgende samtale med publikum, at da han hørte de andres fortællinger, skammede han sig, fordi han syntes, at de andres ensomheder var meget større end hans.

Det er fortællinger, der bliver siddende indeni bagefter. Men det er også  overlevelseshistorier, fordi det er beretninger om mennesker, der er stærke i al deres sårbarhed, for det er lykkedes dem at vriste sig fri. De er kommet videre og har fundet måder at takle deres ensomhed på – fx ved at opsøge netværk og væresteder  som ”Ventilen”, der hjælper udsatte og sårbare unge med at takle deres problemer og ensomhed. EN SOM DIG handler om at tabe og genvinde forbindelsen til sig selv.  Det er udfordrende og ganske imponerende at høre deres sårbare beretninger.



EN SOM DIG

Af C:NTACT på Edison

Medvirkende: Anna Ines, Anna, Bella, Christian, Filippa, Frida, Kasper, Laura, Line, Sof & Saqi

Instruktører: Runi Lewerissa & Peter Dupont Weiss

Projektleder: Helena Aviaja Eley

Filmklip: Julie Gede Petersen

Lys & lyd: Fabian Carvallo

Teknisk afvikling: Jovana Zoric

Foto: Sasha Freemind

Ensomhedens Museum: Magnus Pind, Adam Ryde, Peter Dupont Weiss, Emil Rostrup & Henrik Hartmann (et online-museum: https://www.ensomhedensmuseum.com/)

Undervisningsmateriale:  Mary Tesfay, Stine Asboe Lichtman & Rillo Snerup Rud

Ide & koncept:  Henrik Hartmann

---------------

Spilledatoer:

På Edison, Edinsonsvej 10, 1858 Frederiksberg C.

Billetbestilling, der er gratis, via hjemmesiden (også for private).

Se teatertrailer1 og teatertrailer 2 (via Facebook).

Det er meningen at forestillingen bagefter skal rundt på landets skoler 

– støttet af Egmont Fonden


*


Tidligere anmeldte C:NTACT-forestillinger:

Der skal mod til (2018)

Hooyo! (2016)

En lille båd der gynger (2015)

Ik´ for børn (2015)

Ondt blod (2012)

 

 *

Foto: Nullo Facchini.

RE(W)RITE! 

Celebrating Human Connection

af Cantabile 2 Den Frie

Det er en performance, der ikke – som man skulle tro – er blevet til under coronaen, for den blev planlagt længe inden nedlukningen. Men det giver endnu mere mening i denne oplukningsperiode. At fejre den menneskelige sammenhængskraft i denne tid kunne næppe være mere oplagt. Performancen er et samarbejde mellem Den Frie (ledet af Dina Vester Feilberg) og Cantabile 2 fra Vordingborg (ledet af Nullo Facchini). RE(W)RITE består, som det fremhæves med parentesen i titlen, af ritualer. I den smukke og lyse hovedsal på Den Frie, tegnet af J.F. Willumsen, bliver vi placeret adskilt rundt langs væggene. Rummet er helt hvidt, og det varme indirekte ovenlys kaster et blødt skær ud i rummet, der gør sig godt som det tempel, det i denne anledning er omdannet til. Det er ikke et tempel til at bede i, men et tempel til at fejre de ritualer som vi skal igennem – og som knytter os sammen i RE(W)RITE!

Ved indgangen får vi hver et silkearmbånd med påtrykt egyptiske gudenavne. Inde i salen tager vi høretelefoner på og ifører os lette tempelgevandter. Vi affører os sko og sandaler og får i stedet lyse korte strømper. Musikken får os til at glide ind i en fælles bevidsthed – en fælles tilstand. På vægskærme er vi med vores nye egyptiske navne allerede inddelte i forskellige grupper. Der er 36 ritualer. og performancen består i, at vi hver især kommer gennem 2-3 ritualer. Sammen med seks andre føres jeg ned til ”Dark Chamber” og bagefter med fem andre ned i ”Void Chamber”.



Jeg ledes ned af en trappe udendørs, igennem en gård, hvor alt træværket er hvidt, kun afbrudt af et blåt himmelkik øverst oppe, fra stueetagen føres vi videre ned i kælderen, hvor vi én ad gangen træder ind i mørket. Svage lamper oplyser – eller rettere spreder - mørket. Vi placeres på stole i en rundkreds omkring en lav lyskilde, der gør at kun vore fødder er belyst. Vi kan svagt ane hinanden, men kun som konturer, desuden bærer alle mundbind, så vi er totalt fremmede for hinanden – kun vore fødder er vore visitkort til den rituelle kontakt, som finder sted i mørket i kælderen. Der er vi umiddelbart alle lige, men en af skikkelserne er vores rituelle leder, og hun introducerer, hvad vi skal. Vi bevæger fødderne i takt til musikken, legende og prøvende. Min første tanke er, at det er da underligt, for hvorfor skal vi det her? Men kort efter glider jeg med ind i legen. Ritualets energi består af den medlegen, som vi selv byder ind med. Det er utroligt så forskelligt vi kan bevæge fødderne, dansende, mens vi stadigt  sidder. Jeg trækker på smilebåndet af mine sidemands pudsige og smidige foddans. Han har nogle enorme fødder.

Det hele er meget enkelt. Det er ingenting og alting. Legende prøver vi at opdage verden - med fødderne. Man kan sige, at det er et ritual, der forbinder os med hinanden. Den dansende musik i rummet inspirerer os til at bevæge fødderne i takt til. At lege med musikken – med fødderne. Vore fødder er meget forskellige. Som personlige aftryk. Der er kraftige maskuline fødder og små feminine fødder. Der i mørket kan vi sætte fødderne fri med vores foddans.

Bagefter bliver vi placeret to og to ved små borde, hvor vi skiftevist skal blæse på hinandens fødder med en lille gummi pipette og bagefter føre en lille metalkugle henover, før vi afslutter med en blød pensel. Som var det et maleri eller en skulptur, som vi færdiggør. Det er som at bygge en verden op sammen.  Ligegyldigt, hvordan det gøres, så bliver det til et mønster. En leg. Et forsøg på at nå hinanden. Det er en slags berøring – uden at vi fysisk rører hinanden.  Om fastholdelse og frisættelse. Om tilfangetagelse og frihed. Om mod. Om at tage tilløb, sætte af – og svæve afsted, sammen.


Foto: Nullo Facchini

Tilbage i hovedtemplet var der lagt en lille notesbog til hver, så vi kan nedskrive vores tanker, indtil vi ledes videre til næste ritual – for mit vedkommende i ”Void Chamber”. Igen ser vi vores egyptiske gudenavne oppe på skærmen, og følger med vores nye gruppe og tempelfører ned til næste ritual. Igen ledes vi fra hovedbygningen og nu over i modsatte side, ned af trapperne, før vi træder ind i et helt nøgent, hvidt rum.  Det er i blændende kontrast til mørket før. Midt på gulvet er der en bunke tørre visne blade. Rundt om i en cirkel ligger bælter og hovedtelefoner, som vi tager på. Vores fører taler ind i vore ører og fortæller os, at bladene er døden. Bladene er vore døde kropsceller. Det menneskelige affald vi efterlader os. Vore døde tanker. Alt det vi udskiller og kaster af os. Med sammenknebne øjne kan vi kun lige akkurat skimte de andre i rummet. Som silhuetter vi undgår at kollidere med, når vi langsomt begynder at bevæge os rundt mellem hinanden. Hurtigere og hurtigere, indtil vi løber, først i ring og bagefter ud og ind imellem hinanden. Vi forsøger at holde os fri af hinanden. Nogle gange skal vi alligevel standse og vende os mod den nærmeste, og med hænderne prøve at angive konturerne af hinanden, stadigt med næsten sammenknebne øjne og på afstand. Vi løber mod hinanden, løber væk fra hinanden, men mest løber vi ind i os selv. Ind i en tilstand, hvor vi bliver forfulgt af nogen eller noget som vi forsøger at undslippe. Måske er det døden i midten. Måske er det noget inde i os selv.

Hvor det første ritual var fastlåst, stillesiddende, men frisættende, er det næste åbent, nysgerrig og deterministisk. Det er to helt modsatrettede bevægelser, men jeg føler umiddelbart en frihed dér i rummet. Sammen med de andre – og imod de andre. Det er et smukt rum. Der er masser af luft omkring os. Der er mange muligheder for at være tilstede, og alligevel er der noget knugende i rummets midte. De døde visne blade. Den store intethed.

Da vi bagefter føres tilbage op i hovedtemplet, tænker jeg spændt på, hvad det næste bliver, men da er det allerede ovre. Tiden er smuttet fra mig. Der er mindst gået 1½ time. Min ledsager har det på samme måde. Hun har endda nået et ritual mere end mig. Det er kun ”Void Chamber”, som vi begge har været igennem.


Foto: Nullo Facchini


Min ledsager beretter, at der var én i hendes gruppe, der havde det så dårligt med sig selv, at hun måtte træde ud af ritualet, for hun var ikke i stand til at gennemføre det. Hun kunne ikke rumme den åbenhed, som hun blev placeret i. Ritualerne fordrer en afklarethed eller en lyst til en afklaring. Et legende mod.

Det er en performance, der fejrer vores menneskelige forbundenhed. Det er en dejlig og healende oplevelse at gennemleve disse ritualer - især nu. Jeg nyder den oplukkende og åbnende impuls i værket. Cantabile 2, ledet af Nullo Facchini, har endnu engang gået nye veje i et stærkt og nødvendigt værk. De har en særlig inviterende måde at række ud efter publikum på. Det er en ære at tage imod den kunstnerisk udstrakte hånd. Hver gang er jeg blevet ført på afsøgende rejser inde i mig selv. De foregående teaterrejser har på sin vis også haft ritualiserede træk, selv om de har været mere performative, men dette er den reneste rituelle rensning som teatret endnu har budt på. Det er den 4. af teatrets produktioner som jeg har haft fornøjelsen af at opleve. Og jeg kommer gerne igen – også i denne omgang, men ellers  til Vordingborg, hvor teatret holder til.  

 


 RE(W)RITE! Celebrating Human Connection

af Cantabile 2 på Den Frie

 

19. maj - 12. juni 2021
Den Frie, Oslo Plads 1, 2100 København Ø

Performers and ritual creaters: Delphine Supanya Berger, Nulla Facchini, Siri Facchini Haff, visual artist Helle Hove, Matteo Lanfranchi, Jinyeob Lee, Ilon Lodewijks, Elisa Menon, Marta Pawlikowska, Miglé Remeikaité, Anna Thunström, Sara Vilardo, Angela Østergaard

Idea and concept: Nullo Facchini

Director: Nullo Facchini

Performance texts: The Ensemble

Scenographer and costume designer: Catia Hauberg Engel

Head of production: Kim Wrang Henriksen

International producer and assisting director: Franziska Bork Petersen

Costume and head of wardrobe: Hanne Mørup

Assistant scenographer: Camilla Calundann

Sound designer: Anders Munch Amdisen

Lighting designer: Yaw Darko

Software developer: Jesper Lyng

Set construction: Nyby Sceneteknisk assisted by Oliver Fynbo

Building manager at Den Frie: Søren Fjeldsø

Photos: Nullo Facchini

*

Nogle af forestillingens ritualer er produceret i et kunstnerisk samarbejde med Effetto Larsen, Italien, og Elephants Laugh, Sydkorea.

*

Oplev RE(W)RITE! under CPH Stage 27.maj -5.juni 2021 – flere gange dagligt.

Hjemmeside og billetter

Husk også morgenritualet!

 Se teatertrailer.


*

 

Tidligere anmeldte Cantabile 2-forestillinger:

Gudslam (2020)

Påmørkets bund (2019)

Skjultnummer (sammen med Teatergrad, 2017)


*

Se oversigten over de

117 andre anmeldelser

*

onsdag den 19. maj 2021

18: Limbus Teatret: "Kære far"

 

Foto: Michael Svennevig.

Hør denne 18. festivalpodcast med Limbus Teatret:
Ulver Skuli Abildgaard og Ulla Abildgåård.




Skuespilleren Ulver Skuli Abildgaard og sangeren Ulla Abildgaard 
er far og datter, og udgør Limbus Teatret. Deres forestilling 
"Kære far" handler om selvmord, men også om liv 
og fraværet af liv. 
Hør dem fortælle om baggrunden for stykket 
og deres arbejde med forestillingen. 




Uddrag fra anmeldelsen:

"Det er minder fra en barndom med en datter, der ikke er der mere. Forældrene er ladt tilbage i uvisheden efter datterens selvmord. Han er søgt hen til dette afsides sted for at være alene, for at forsøge at forstå det brev, som hun har skrevet til ham. Han vil prøve at forstå det uforståelige. Prøve at forstå, hvad det er hun mener. De første ord han siger, nærmest mumlende, er ”beskidte... øjne!”
Ulver Skuli Abildgaard spiller faren, mens datteren spilles af Ulla Abildgaard. I virkeligheden er de også far og datter. Men de er ikke synlige for hinanden. Det nærmeste er, da hun puster til ham og han fornemmer det som et strejf fra det hinsides. De befinder sig i adskilte verdener. Han er ladt tilbage i deres fortid og sammen med det uforståelige, der har ramt ham. Det er det, han forsøger at forlige sig med, mens han genlæser hendes brev og indtaler en besked til hustruen. Imens er datteren sunket hen i åndeverdenen ved siden af ham."

Læs hele anmeldelsen


Foto: Michael Svennevig.

Mød Ulla Abildgaard og Ulver Skuli Abildgaard  på 3. festivaldag,
tirsdag den 10. august kl. 15-21 i Global Art Gallery i Vanløse.
Ulla Abildgaard synger et par sange a cappella 
og sammen fortæller de om forestillingen
"Kære far - et sidste farvel", 
der bl.a. kan opleves to gange under den kommende 


*

Næste podcast:

19: Thulla & Svennevig: "I FRIT FALD" 
Nej, jeg var ikke bange, da jeg gik til lægen, for alting gik så hurtigt. Følte mig som en ørken. Al ernæring løb ud i sandet. Ligesom solen udtørrer sandet, løb al væden igennem mig og forsvandt uden at slukke min tørst. Sådan begyndte min nye tilværelse som diabetiker. Tekst & indtaling: Michael Svennevig. Lyddesign & redigering: Thulla. Offentliggøres den 28. maj.

*

Lyt også til:
med uddrag fra de første 19 festivalpodcasts.
Hver fredag er der en ny podcast. Lyt med her.

Læs mere om festivalen ÆG & HÅB - på Facebook

*

torsdag den 13. maj 2021

Cecilie Rosdahl: "Kolonihave"

 


Mød Cecilie Rosdahl på denne 17. festivalpodcast.
  



Mød forfatter/manuskriptforfatter Cecilie Rosdahl, der byder indenfor i sin kolonihave. Kortprosasamlingen "Kolonihave" beretter om det vildtblomstrende liv i en kolonihave. Om fællesskab og grænser for fællesskab, når behovet for at være alene er størst. 



Uddrag fra "Kolonihave":

"Første gang jeg skal tømme dasset, kommer jeg til at skylle låget med ud. Et nyt låg koster lige så meget som et nyt das. Det tager 14 dage at få leveret det nye låg med Post Nord. Indtil da må jeg bruge fællestoilettet i det lille hus. Men jeg har lidt klaustrofobi og kan bedst lide at sidde med åben dør."

*

"Sneglene lægger æg, der ligner små, hvide solftgunkugler som fra min søns gevær. Jeg drømmer om snegle, hvordan de kravler ind og ud af ørerne. Det hjælper ikke at tænke på øresneglen, der anatomisk set er et tre centimeter langt knoglerør, spiralformet i det indre øre, som sætter lyd til nerveimpulser. Der er snegle overalt." 




Læs festivalanmeldelserne af Cecilie Rosdahls tidligere  romaner:

"Alle forfattere har deres egne agendaer. Nogle beskæftiger sig med kærlighed, ytringsfrihed eller menneskerettigheder. Andre vil gerne udvide grænserne for hvad vi kan forstå og acceptere. Nogle er modige. Andre er underholdende. Nogle kan begge dele. Ligesom Cecilie Rosdahl, der er en af de modige."

"Jonas leder efter det, der mangler. Han befinder sig ved en afgrund. Det hele startede ellers så godt..."

"Martin elsker at gå til begravelser. Andres begravelser. Klædt som kvinde. Så sidder han der og græder for de ukendte i kisterne, eller også græder han over sit eget liv. I hvert fald lader han følelserne få frit løb."




Mød Cecilie Rosdahl  på 2. festivaldag,
lørdag den 7. august kl. 12-21
i HF Prøvestenen på Amager.


*

Næste podcast:

Limbus Teatret: "Kære Far"
Skuespilleren Ulver Skuli Abildgaard og sangeren Ulla Abildgaard er far og datter, og udgør Limbus Teatret. Deres forestilling "Kære far" handler om selvmord, men også om liv og fraværet af liv. Hør dem fortælle om baggrunden for stykket og deres arbejde med forestillingen. Offentliggøres den 21. maj.


Lyt også til:
med uddrag fra de første 18 festivalpodcasts.
Hver fredag er der en ny podcast. Lyt med her.

Læs mere om festivalen ÆG & HÅB - på Facebook

*

lørdag den 8. maj 2021

Anmeldelse: DET FØRERLØSE MENNESKE på Forsøgsstationen

  


Han står der, da vi kommer ind. Foran scenen. Ret op og ned. Han står ubevægelig. Fornemmer og sanser os, men reagerer ikke.  Da forestillingen starter, tager han en mobiltelefon op af inderlommen. En anden mand kommer ind og sætter en metalbøtte foran ham, som han lader mobilen dumpe ned i. Han har yderligere fem telefoner, der går samme vej. Den anden mand peger bare. For der er endnu én i inderlommer. Bagefter går han et par skridt frem mod publikum med bøtten, som en stum opfordring til at vi skal gøre det samme.

 


Der køres et stativ frem med et ur øverst. Der er en lampe i den ene side, som han stiller sig  under. I den anden side er der et håndtag. Han siger farvel og vinker til os som for at tage afsked, hiver i håndtaget, der får lampen til at lyse ned over ham, som om han beames ind i en anden virkelighed. I hvert fald træder vi med ham ind på scenen, ind i en lejlighed, hvor alt er tildækket med plastik. Under plastikken kommer der en lænestol og en lampe til syne. Et lille bord og en skrivemaskine. Et skab og en dør. Hele tiden er der lyden af urets tikken. Han sætter sig med en gammeldags radio i favnen. Blid og blød klassisk musik strømmer ud. Musikken er hans med- og modspiller gennem forestillingen. Der siger kun ét ord, og det er HELLO! - og det råbes ud igennem brevsprækken i døren, men uden at nogen svarer.




Det er en forestilling, der er helt sin egen. En mand i en lejlighed og opdagelsen af  tingene i lejligheden, der alle er ham fremmede. På en måde kender vi situationen fra Charlie Chaplins ”Guldfeber”, hvor vagabonden etablerer en hverdag i et hus, der er ved at falde sammen. Men selv om stemningen er varm og munter, er den omgivende verden fjendtlig og uforsonlig. En snestorm lukker ham inde, han er sulten og ender med at spise sin ene skosål. Øyvind Kirchhoff er ikke Charles Chaplin. Han er heller ikke Josef K i Franz Kafkas ”Processen”, og alligevel er han til stede i en ny verden som han forsøger at orientere sig i. Han er måske både vagabonden og Josef K, men også HC. Andersens ”Skyggen”, for på et tidspunkt udspalter han sig og bliver til to personer. Han finder en maske, et ansigt, der fuldstændig ligner hans eget. Han finder en krop og en badekåbe med påsatte arme og fingre. Det er både ham og ikke ham. På et tidspunkt er det ham plus en anden.

Det er dejligt at kunne få lov til at åbne teatersæsonen på dette underlige tidspunkt med forestillingen ”Det førerløse menneske” af Det Olske Orkester. Især efter dagen forinden at have set en aldeles overflødig og ligegyldig forestilling på Bådteatret, som jeg vil lade forsvinde i glemslen uden navns nævnelse.




Øyvind Kirchhoff er alene på scenen. Meget alene, faktisk. Hans ensomhed er rørende. Der er ikke ét kedelige øjeblik i forestillingen. Jeg sidder som på nåle hele vejen igennem, for jeg vil gerne forstå, hvad der sker, og sikre mig, at jeg får alting med. Det en ideel forestilling. For mig er teater et ønske om at blive taget med ind i en anden verden, en anden virkelighed og blive efterladt i et landskab, hvor jeg skal prøve at orientere mig. Teatret er en måde at forstå verden på, en måde at gribe ud efter verden på, og efter det seneste år er det en stor fornøjelse at opleve ”Det førerløse menneske”, men det er også skræmmende. For hvor fører det os hen? For er vi et ført menneske eller er vi et førerløst menneske? Øyvind Kirchhoff i forestillingen virker som et ført menneske, som om der sidder en dukkefører et sted og styrer ham. Han er hele tiden i gang med at opdage verden. Vi fornemmer, at han forsøger at flytte ind i verden, at bebo verden for at blive en del af den. Han er iagttageren, der træder i karakter, men det er først, da han møder sin dobbeltgænger, SKYGGEN, at han mister sin ensomhed. Eller også er det først dér, at han virkelig bliver alene og overladt til sig selv.




På et tidspunkt ringer telefonen, og han leder i sine tomme lommer. Han løfter den gammeldags telefon med drejeskive og lægger øret til bunden, som om han ikke ved, hvordan han besvarer et opkald. Røret er faldet af og hænger og dingler. Vi hører svagt og utydeligt en stemme: ”Kan du høre mig?” Ja, vi hører stemmen, men forstår stadig ikke noget. Der er kontakt, og så alligevel ikke.  

Da det ringer på døren, går han ledende rundt i lejligheden, uden at kunne retningsbestemme lyden, som om han aldrig før har hørt en dørklokke. Da der efterfølgende dumper et brev ind ad brevsprækken, åbner han det uden at vide, hvad det er, han står med. For hvordan åbner man et brev? Hvad er et brev?

Da han ser en bog, sætter han sig ned, åbner og trykker, fordi han tilsyneladende tror, at det er en computer, men ingenting sker.




Musikken opbløder dramaet på scenen. For det ér et drama, der handler om overlevelse på mange planer, men hvad sker der egentlig? Min ledsager forstår intet af det, men måske er der ikke så meget at forstå. Måske handler det bare om at opleve – og overleve. Men vi er enige om, at vi har oplevet noget, der har betaget os. Noget, der har flyttet os til en anden virkelighed. Vi har – ligesom resten af publikum – siddet fuldstændig opslugte af underet for vores øjne.  

Teknisk er det en fornøjelse. Der er ikke en finger at sætte nogen steder. Scenegangen er skarp og præcis. Tankerne og intentionerne bag forestillingen er klare og tydelige. Spillet er eminent godt. Er det en kold eller en varm forestilling? Den befinder sig nok lige midt i mellem, og er mest af alt et spørgsmål. Jeg har ikke svaret, men er fascineret af, at jeg overhovedet bliver spurgt. Det er modigt og ambitiøst. Det er en forestilling jeg vil bære med mig videre, fordi jeg ikke forstår den. Men hvad forstår vi egentlig? Forstår vi livet? Jeg gør ikke, men bliver hele tiden forundret og beriget, slået omkuld og samlet op igen. Præcis som i forestillingen som angiveligt skulle handle om at miste livet. Men måske er det netop i det øjeblik, at vi forstår det hele?

Det er imponerende teaterkunst, der får os til at tænke. Tillykke til dramatikeren og instruktøren Lotte Faarup. Skuespilleren Øyvind Kirchhoff. Dukkemageren (og scenografen) Rolf Søborg Hansen – og til resten af holdet bag ”Det førerløse menneske”.

 


DET FØRERLØSE MENNESKE

Af Det Olske Orkester

På Forsøgsstationen, Sdr. Boulevard 81, 1720 Kbh. V.

6. - 12. MAJ. 2021 HVERDAGE KL. 19.30 LØRDAG KL. 17

Medvirkende
Øyvind Kirchhoff

Dramatiker og instruktør
Lotte Faarup

Lysdesigner 
Jon Gelting

Scenografi
Rolf Søborg Hansen

Dukker
Rolf Søborg Hansen

Produktionsleder og teknik
Søren Kyed

Co-produktion med
Teater Katapult

Varighed
ca. 70 minutter

Aldersgruppe
14 år +

Spiller også på TEATER KATAPULT fra den 18. - 20. maj. 2021 kl. 19:30



Tidligere anmeldelse af Det Olske Orkester: 

HVEM ER DET DER BANKER?

Se de øvrige 117 anmeldelser.


*