Anmeldelse: RYGEREN af Teater LUX

Vi ledes indenfor, parvist, hvorefter døren lukkes bag os og vi er overladt til mørket. Ikke bare et tilnærmelsesfuldt mørke, men et totalt mørkt mørke, hvor man ikke kan se en hånd for sig. Uden flugtveje. Ved at holde min hånd på vejviserens skulder foran mig bliver vi ledt hen til vore pladser, hvor vi famlende sætter os og forsvinder helt ind i mørket. Ja, nærmest falder ned i det. Sådan føles det. Det er som om mørket ikke holder op, men bare får mig til at falde længere og længere ind i mig selv. Jeg udkæmper en kamp med mig selv, for det er som om jeg er ganske forsvarsløs der i mørket. Som at blive efterladt på en øde ø. Ligesom RYGEREN i den lyd-dramatiske forestilling af samme navn, der også er ladt alene tilbage sammen med Nero, der er hans computerstyrede stemme i ensomheden. Alt mens der udenfor patruljeres og fra tid til anden foretages husundersøgelser som på bedste Bladerunner-vis for at arrestere afvigende individualister som RYGEREN. Vi befinder os i et fremtidsscenarie, hvor rygning for længst er blevet forbudt. I stedet får alle indopereret kunstige lunger, men RYGEREN vil ikke give sig, og vil ikke overgive sig til det nye fællesskab, og man forstår ham godt, for parolerne: ”Vi passer på dig” og ”regeringen tager ansvar”… klinger faretruende fastoidt. Stykket er skrevet før coronaen, men er siden blevet overhalet af virkeligheden. Den skildrede futuristiske virkelighed er på sin vis i mellemtiden pludselig rykket meget nærmere.

Rygeren inhalerer og danser til musikken, som han gerne vil have skruet højere op, selv om Nero fraråder det for at forhindre andre i at høre det, og derved afsløre skjulestedet.

Resten ville være synd at afsløre her, for altid opleves så intenst i mørket, som om handlingen fødes ud af mørket, og det skal have overraskelsens fulde kraft, for det er en stærk oplevelse, når vi tages med til en fremmed verden, i jagten på et menneske, der kan give en ny lunge. Det sker selvfølgelig ikke frivilligt, og hvordan det går for sig er hele rejsen værd ud igennem mørket. Tiden går hurtigt, så da den ½ times forestilling slutter, er det ganske overrumplende. Det er svært at blive efterladt så dybt inde i mørket, men endnu sværere at finde tilbage til lyset. Bagefter står vi fortumlede og plirrer med øjnene mod det lys, som vi forlod en ½ time tidligere.

Rejsen ind i mørket handler i høj grad om at turde, om at give slip – og om at give sig selv lod til at falde. Til at glide – og til at tage imod oplevelserne i faldet. Det er uvisheden, der breder sig ud omkring os. Det er som om det forstærker de enkle billeder, som fortællingen berettes med af de to spillere, der er henholdsvis Rygeren og Nero. Der er yderligere to personer med, men de får aldrig mæle, og bliver derfor ikke så nærværende, selv om den ene af dem kommer til at afgøre hovedpersonens videre skæbne.

Fortællingen ender åbent, og på sin vis bliver vi efterladt alene i mørket med en halv fortælling, der er sikkert plantet i os, og som er godt i gang med at bore sig ind i vores underbevidsthed. Helt derind, hvor vi er mest forsvarsløse. Lydindtrykkene ledsages af enkelte dufte.

Martin Ammundsen, der både er dramatiker, instruktør og skuespiller, sekunderes i forestillingen af Basse Dam. De har tidligere arbejdet sammen i andre forestillinger – i fuldt scenelys (bl.a. ”Vikingernes konge”). Dette er endnu en af teatrets forestillinger – i mørke. Det startede med ”Mænd der tror at de har ret”  (2018), bagefter fulgte ”Pletten”, "Hudsult" og nu ”Rygeren”. Det er oplevelser ombølget af mørke. Den første var så makaber, at der ikke var mange overlevende bagefter, mens ”Rygeren” handler om overlevelse. Det er fascinerende at begive sig ind i mørket med "Rygeren" og Teater LUX, men det er ikke ufarligt – og det er ikke alle der overlever.

RYGEREN

Teater LUX på CPH STAGE

Dramatiker/instruktør: Martin Ammundsen

Lydscenografi: Mathias Rosenkilde.

Medvirkende: Martin Ammundsen & Basse Dam.

Varighed: 30 min.

Teatrets Facebook-side

Se forestillingen under CPH STAGE,  

den 31.5. & 1.6. Begge dage kl. 19.00.

Tidligere anmeldte Teater LUX-forestillinger:

Mænd der tror de har ret (2018)

*

Se oversigten over de

117 andre anmeldelser

*

Anmeldelse: MÆND DER TROR DE HAR RET af Teater Lux

Indgår i Cph Stage og spiller på Basement, Enghavevej 42 på Vesterbro (ved Vega).

Vi går gennem mørket for at møde ham – manden. Han er selv et mørkemenneske, der manipulerer sig frem gennem verden – og ind mørket.

Vi ledes rundt ad labyrintiske gange og trapper. Det er let at blive væk i mørket, for mørket er totalt – og dermed får historien også den rette ballast og nødvendighed.

Jeg kommer til at tænke på Dostojevskijs ”Kældermennesket”, for vi skal helt derind, hvor det gør ondt. Helt ned i kælderen. Det er et billede af liv, der er ubærligt.

Hvad gør mørket ved os? Giver vi os det i vold – eller viger vi tilbage for det?

Er vi venner med mørket eller er vi ude i fjendtligt terræn?

Det er ikke til at holde ud at være alene med det, for sådan føles det. For alt andet forsvinder. Dem vi bliver ført ind sammen med - de forsvinder også. Ligesom vi selv forsvinder. Vi bliver ædt af mørket i kælderen. Men samtidig bliver det også tydeligere.

Det er flot og spændende tænkt. På én gang let og overskueligt, men samtidig også uendeligt kompliceret. Som livet selv.

Stemmelægningen – i en forestilling, der foregår i mørke – er alt, og her er Martin Ammundsen på hjemmebane. De fineste nuancer skinner igennem forestillingen i et sanseligt, voldsomt sammenspil mellem det akkompagnerende lydspor og hovedpersonens tanker og handlinger.

Det er umiddelbart uhyre genkendeligt, for vi kender ham alle ganske godt – MANDEN. Han er et dumt svin, et ledt bæst, en mand, der udnytter alle omkring sig til det yderste.

Det er en fortælling om mørke – i mørke. Om vores vej igennem mørket og om det mørke, der findes i os. En forestilling om raseri og migræne. En forestilling om at løbe imod en mur, hvor den eneste vej ud er henover andre mennesker.

Hvordan beskrive en forestilling, der kun foregår inde i hovedet på publikum, for alle vores billeder er forskellige? Afhængigt af, hvad vi selv har mødt på vores vej igennem livet. For nogen vil forestillingen være ubærlig, mens den for andre bare vil bekræfte deres mørkeste antagelser.

Hovedpersonen er blottet for empati, hvad der er et særligt kendetegn for psykopater. Men er det så ”bare” en psykopathistorie? Både og. For det er det måske nok, men samtidig virker det forkert at affærdige den så let, for det er også en fortælling om at leve med sit raseri og sin afmagt. For har vi at gøre med en bøddel eller et offer? For er der en morale, skal den nok findes i selve titlen. For mænd der tror de har ret – har det sjældent. Eller i hvert fald yderst sjældent – eller måske netop aldrig?

Det er en forestilling, der på mange måder passer direkte ind i #Metoo-bevægelsens støvletramp, og det gør den kun endnu mere ubærlig. Der er immervæk noget af et tematisk spring fra Teatergruppen Asterions Hus på Teaterøen som Martin Ammundsen har været en fast del af igennem mere end 10 år. Indtil han valgte at gå solo med Teater Lux. Det er en flot debutforestilling, som jeg gerne ville have været foruden, hvis jeg altså ikke var blevet fanget så godt ind af den. Mod min vilje. Det er en frygtelig forestilling, men også en frygtelig god én. Så velkommen til mørket, hvis du tør byde det indenfor!

 

 

Læs mere om TeaterLux

Forestillingen spillede fra den 16.-20. december 2017 på Bådteatret

- og kan opleves i disse dage under Cph Stage på Basement.

Læs mere 

Cph Stage: program

Af og med Martin Ammundsen

Forestillingen spilles  i to versioner - på engelsk og dansk.

Varighed: 60 min.


***

Mød manden i mørket: Martin Ammundsen
på festivalen "Billeder af liv" til august,
hvor han fortæller om arbejdet med forestillingen
den 19.8. til festivalafslutningen.

***