lørdag den 29. august 2026

Anmeldelse: "7", novellesamling af Katrin Ottarsdóttir

Foto: Hugin Eide. Omslag Jense & Dalgaard. Vignet: Lise Rønnebæk.



I novellesamlingens første novelle, ”Andersine”, er vi sammen med den 9-årige søn, der bliver forskrækket over at hans mor ikke længere ligner sig selv.

”Han tror nok, at det var, da moren kom hjem efter sundeturen, at han første gang lagde mærke til, at noget var forandret ved hende, uden at han kunne sige nøjagtigt, hvad det var. Måske noget med ørerne? Han havde studeret morens ører indgående, når hun ikke bemærkede det, men han kunne ikke få øje på noget, der kunne forklare, hvad det var for en masse, hun havde om dem, ørerne.” (s. 5)

Hun var politiker, men blev bagefter en højtbetalt businesskvinde, og med det enorme ansvar hun har, er hun ofte bortrejst, men når hun kommer tilbage, bliver hun mere og mere ændret for hver gang. Der sker noget med hendes ansigt.

”Og de fine smilehuller på begge sider af munden var en dag helt væk. Han vidste, at hun var hans mor, selvfølgelig vidste han det. Men hun var ikke helt den samme. Moren. Ikke rigtigt.” (s. 6)

Det forandrer sig – og det ender ikke godt. Katrin Ottarsdóttir er god til at skildre livet helt inde i sjælen. Der er noget uforfærdet ærligt, over hendes sprogtone. Der er en barsk tysthed og en tilbageholdt desperation lige bag overfladen. Det er som om hun skriger i tavshed. Hun skriver godt. Rigtig godt, men ubehagelig læsning er det, for vi kommer dybt ind i sjælen, hvor smerterne ophober sig. Hun skærer direkte gennem det bløde omkring hjertet med en kirurgs præcision, indtil hun støder til i hjertet.

 ”Er alt det moragtige ved moren ved at forsvinde?” (s. 10)


Foto: Hugin Eide.

På et par linjer formår forfatteren at indfange essensen af et menneske og det livs, så det står frysende klart for læseren som fx i bogens anden novelle, ”Flyttemanden”:

”Den sivende lyd af varmen får hende til at tænke på kæmpestore blæksprutter, i gang med at presse deres klistrede fangarme ind gennem alle åbninger i husene og omslynge den svedige hud på beboerne, der skjuler sig i lejlighederne. Det føles, som om huden og håret hænger fast i sugekopperne. Hun kan ikke trække vejret, orker det ikke. Men hun er nødt til at orke. For manden, for sig selv. Manden, som ligger derinde i sengen, rystende af kulde, radmager. Tapper. Hun sidder hos ham, som hun har gjort i mere end et år nu, uden pause. Han er hendes mand. Hendes ridder og bedste ven. Hun har aldrig elsket nogen anden så højt som ham. Og i dag har de været sammenføjet i Guds navn i et halvt århundrede.” (s. 16)

Sproget slår hul i den virkelig, vi bliver præsenteret for. Der bliver slået hul ud til en fortabthed, der er betagende, men også skræmmende. Vi har at gøre med en forfatterinde, der er så modig, at det aftvinger respekt. Skriften er hudløs. Så hudløs, at det næsten ikke er til at holde ud, men det er også saliggørende godt, selv om det er meget barskt og svært at stå model til, for hvem kan holde denne vægt i sin favn? Det kan Katrin Ottarsdóttir.

Om det er døden, der tager over i novellen, vides ikke. Det kunne det godt være. Vi bliver i hvert fald budt inden for i et meget sanseligt univers, hvor den dødende ægtemand og minderne om deres samliv glider sammen med smukke muskuløse flyttemand, der er ved at flytte alting ud. 

I ”Lærerinden” er det den første sanselige forelskelse, der har bidt sig fast. Inden den har fået noget navn. Snart efter følger jalousien. Pigen er 13 og lærerinden er 30 og så er der den nye unge pige…

”Hun ved kun, at kroppen ved noget, som hun ikke ved. Ikke vil vide. Mellemgulvet prøver at fortælle hende det, også kvalmen. Hun vil ikke høre. Kan ikke. Hun er jo lærerindens yndling. Hvorfor er hende den krølhårede så inde hos lærerinden i aften? Og så sent? Hun gætter på, at der nok heller ikke er nogen i bygden, der må vide, at den fremmede pige besøger lærerinden, når de fleste er gået i seng. Men hun ved det.” (s. 28)

Det ender fatalt: ”Og så er det slut. Alt er igen, som det var. Som det bør være. En brusende å, der løber som for livet ned mod havet. Måske skete der ikke noget, i virkeligheden. Hun har altid fået at vide, at hun har sådan en livlig fantasi. Hun har lyst til at le, føler sig så let om hjertet.” (s. 41)

”…du har banket mig for sidste gang”, skriver kvinden på sedlen, som hun kaster hen over hans døde krop i novellen ”Lastbilen”. Hun kommer op at blaffe med lastbilchaufføren, der egentlig var på vej hjem til konen – i en helt anden retning. Lastbilchaufføren tager sit liv op til revision, og har mest af alt lyst til at køre afsted - uden konen.

I ”Toiletrullen” er det hustruen, der føler sig kørt ud på et sidespor. Først til sidst finder vi ud af, hvad der er sket. Det er fatalt og skæbnesvangert.

Den indre ødelæggelse rykker udenfor i ”Forrådskammeret”. Der er en mørktonet fremtidsvision, hvor Danmark bliver angrebet af Rusland velsagtens, og hvor vi må se i øjnene, at det vi ikke troede, der kunne ske – det er alligevel sket. Jo, der var valg i nabolande, hvor populisterne tog over, men det havde ikke alarmeret os. Ikke rigtigt. Det var jo demokratiske valg, selv om demokratiet smuldrede væk bagefter.

Teksten er som en knytnæve i hovedet. Selv om det er en visuel beskrivelse af det værst tænkelige, så fascinerer novellen mig – og det virker som den stærkeste og bedste af den alle. Den er stor og frygtelig, men også knugende godt skrevet. Den er infam, men mærkelig nok også betagende på en højst ubehagelig måde. Den hæver sig op over novellesamlingen, hvor den står og glæde som en dødelig advarsel om at det os af hinanden og den tid i lever ikke.

Herligt – humor skal der også være plads til. Begsort humor, men alligevel - i den afsluttende novelle, ”Damen”: ” Alt oven for halsen er så glat, huden udspændt – som lærred på en blindramme, hvor maleren ikke har fået motivet til at fungere endnu.” (s. 87)

Sikke en læserejse, der ender med disse sætninger:

I skal aldrig stole på hjertet, når det fortæller jer, at alle har fortjent et godt liv …  Den gamle ler. – … og lykkeligt tilmed. Jeres bløde hjerter bliver jeres undergang. Vi er fremtiden! Hun lukker øjnene. Alle tanker slukkes. Endelig fred. (s. 104)

 

 Katrin Ottarsdóttir

7

novellesamling

Oversat fra færøsk af Anya Mathilde Poulsen

Jensen & Dalgaard, 2026

106 sider

 

Foto: Hugin Eide. Omslag Jense & Dalgaard. 


Udgivelsesdato:

27. august 2026


 Læs også uddrag fra de øvrige boganmeldelser

fra KULTURDAGE I ISHØJ.

Mød Katrin Ottarsdóttir 

om lørdagen den 19. september 2026

KULTURDAGE I ISHØJ 

Se program


Plakat: Lise Rønnebæk.