I novellesamlingens første novelle, ”Andersine”, er vi
sammen med den 9-årige søn, der bliver forskrækket over at hans mor ikke
længere ligner sig selv.
”Han tror nok, at det var, da moren kom hjem efter
sundeturen, at han første gang lagde mærke til, at noget var forandret ved
hende, uden at han kunne sige nøjagtigt, hvad det var. Måske noget med ørerne?
Han havde studeret morens ører indgående, når hun ikke bemærkede det, men han
kunne ikke få øje på noget, der kunne forklare, hvad det var for en masse, hun
havde om dem, ørerne.” (s. 5)
Hun var politiker, men blev bagefter en højtbetalt businesskvinde,
og med det enorme ansvar hun har, er hun ofte bortrejst, men når hun kommer
tilbage, bliver hun mere og mere ændret for hver gang. Der sker noget med
hendes ansigt.
”Og de fine smilehuller på begge sider af munden var en
dag helt væk. Han vidste, at hun var hans mor, selvfølgelig vidste han det. Men
hun var ikke helt den samme. Moren. Ikke rigtigt.” (s. 6)
Det forandrer sig – og det ender ikke godt. Katrin
Ottarsdóttir er god til at skildre livet helt inde i sjælen. Der er noget
uforfærdet ærligt, over hendes sprogtone. Der er en barsk tysthed og en
tilbageholdt desperation lige bag overfladen. Det er som om hun skriger i
tavshed. Hun skriver godt. Rigtig godt, men ubehagelig læsning er det, for vi
kommer dybt ind i sjælen, hvor smerterne ophober sig. Hun skærer direkte gennem
det bløde omkring hjertet med en kirurgs præcision, indtil hun støder til i
hjertet.
”Er alt det
moragtige ved moren ved at forsvinde?” (s. 10)
På et par linjer formår forfatteren at indfange essensen
af et menneske og det livs, så det står frysende klart for læseren som fx i
bogens anden novelle, ”Flyttemanden”:
”Den sivende lyd af varmen får hende til at tænke på
kæmpestore blæksprutter, i gang med at presse deres klistrede fangarme ind
gennem alle åbninger i husene og omslynge den svedige hud på beboerne, der
skjuler sig i lejlighederne. Det føles, som om huden og håret hænger fast i
sugekopperne. Hun kan ikke trække vejret, orker det ikke. Men hun er nødt til
at orke. For manden, for sig selv. Manden, som ligger derinde i sengen,
rystende af kulde, radmager. Tapper. Hun sidder hos ham, som hun har gjort i
mere end et år nu, uden pause. Han er hendes mand. Hendes ridder og bedste ven.
Hun har aldrig elsket nogen anden så højt som ham. Og i dag har de været
sammenføjet i Guds navn i et halvt århundrede.” (s. 16)
Sproget slår hul i den virkelig, vi bliver præsenteret
for. Der bliver slået hul ud til en fortabthed, der er betagende, men også
skræmmende. Vi har at gøre med en forfatterinde, der er så modig, at det
aftvinger respekt. Skriften er hudløs. Så hudløs, at det næsten ikke er til at
holde ud, men det er også saliggørende godt, selv om det er meget barskt og
svært at stå model til, for hvem kan holde denne vægt i sin favn? Det kan Katrin
Ottarsdóttir.
Om det er døden, der tager over i novellen, vides ikke. Det kunne det godt være. Vi bliver i hvert fald budt inden for i et meget sanseligt univers, hvor den dødende ægtemand og minderne om deres samliv glider sammen med smukke muskuløse flyttemand, der er ved at flytte alting ud.
I ”Lærerinden” er det den første sanselige forelskelse,
der har bidt sig fast. Inden den har fået noget navn. Snart efter følger
jalousien. Pigen er 13 og lærerinden er 30 og så er der den nye unge pige…
”Hun ved kun, at kroppen ved noget, som hun ikke ved.
Ikke vil vide. Mellemgulvet prøver at fortælle hende det, også kvalmen. Hun vil
ikke høre. Kan ikke. Hun er jo lærerindens yndling. Hvorfor er hende den
krølhårede så inde hos lærerinden i aften? Og så sent? Hun gætter på, at der
nok heller ikke er nogen i bygden, der må vide, at den fremmede pige besøger
lærerinden, når de fleste er gået i seng. Men hun ved det.” (s. 28)
Det ender fatalt: ”Og så er
det slut. Alt er igen, som det var. Som det bør være. En brusende å, der løber
som for livet ned mod havet. Måske skete der ikke noget, i virkeligheden. Hun
har altid fået at vide, at hun har sådan en livlig fantasi. Hun har lyst til at
le, føler sig så let om hjertet.” (s. 41)
”…du har banket mig for
sidste gang”, skriver kvinden på sedlen, som hun kaster hen over hans døde krop
i novellen ”Lastbilen”. Hun kommer op at blaffe med lastbilchaufføren, der
egentlig var på vej hjem til konen – i en helt anden retning. Lastbilchaufføren
tager sit liv op til revision, og har mest af alt lyst til at køre afsted -
uden konen.
I ”Toiletrullen” er det
hustruen, der føler sig kørt ud på et sidespor. Først til sidst finder vi ud
af, hvad der er sket. Det er fatalt og skæbnesvangert.
Den indre ødelæggelse rykker
udenfor i ”Forrådskammeret”. Der er en mørktonet fremtidsvision, hvor Danmark
bliver angrebet af Rusland velsagtens, og hvor vi må se i øjnene, at det vi
ikke troede, der kunne ske – det er alligevel sket. Jo, der var valg i
nabolande, hvor populisterne tog over, men det havde ikke alarmeret os. Ikke
rigtigt. Det var jo demokratiske valg, selv om demokratiet smuldrede væk
bagefter.
Teksten er som en knytnæve i
hovedet. Selv om det er en visuel beskrivelse af det værst tænkelige, så
fascinerer novellen mig – og det virker som den stærkeste og bedste af den
alle. Den er stor og frygtelig, men også knugende godt skrevet. Den er infam,
men mærkelig nok også betagende på en højst ubehagelig måde. Den hæver sig op
over novellesamlingen, hvor den står og glæde som en dødelig advarsel om at det
os af hinanden og den tid i lever ikke.
Herligt – humor skal der
også være plads til. Begsort humor, men alligevel - i den afsluttende novelle,
”Damen”: ” Alt oven for halsen er så glat, huden udspændt – som
lærred på en blindramme, hvor maleren ikke har fået motivet til at fungere
endnu.” (s. 87)
Sikke en læserejse, der
ender med disse sætninger:
I skal aldrig stole på
hjertet, når det fortæller jer, at alle har fortjent et godt liv … Den gamle ler. – … og lykkeligt tilmed. Jeres
bløde hjerter bliver jeres undergang. Vi er fremtiden! Hun lukker øjnene. Alle
tanker slukkes. Endelig fred. (s. 104)
Katrin Ottarsdóttir
7
novellesamling
Oversat fra færøsk af Anya Mathilde Poulsen
Jensen & Dalgaard, 2026
106 sider
Udgivelsesdato:
27. august 2026
Læs også uddrag fra de øvrige boganmeldelser
fra KULTURDAGE I ISHØJ.
Mød Katrin Ottarsdóttir
om lørdagen den 19. september 2026
Se program
