Anmeldelse: MAX OG KATTENE af Moacyr Scliar

 

”Max og kattene” er fuld af magi, hverdagens magi. Max Schmidt gemmer sig på farens pelsværksted, hvor den udstoppede bengalske tiger følger ham med øjnene. Det er samme sted, hvor butikkens unge ekspedient første gang forfører ham. Han stjæler en pels til hende, og på vejen hen til hende bliver han del af et gadeoprør. Samtidig spirer nazismen frem, og det gør at han bliver nødt til at flygte – til Brasilien, hvor han efter et skibsforlis ender i en redningsbåd sammen med en levende tiger. Livet spiller ham mangt et puds. Også da han slår sig ned i det nye land. 

Der er historier, der åbner sig for læseren med det samme. Sådan én er ”Max og kattene” af Moacyr Scliar. Der er en varme og glød i teksten, der smitter af. Vi bliver lokket indenfor af en fortælling, der både tager os langt væk fra os selv, men samtidig også meget tættere på, end vi selv er klar over. Vi er i et magisk univers, hvor hverdagen og det daglige liv er forgyldt. Det træder os indbydende i møde. Det betager og fører læseren længere ind i historien. 

Historien er ret fantastisk, og tilfældighederne er påfaldende konstruerede, men det er en del af serveringen, hvor alting samles op og kædes sammen på rette vis. Det kan godt være, at virkeligheden meget sjældent rummer sådanne fuldbyrdelser, men det gør litteraturen til gengæld, hvis det står til forfatteren Moacyr Scliar. Han gør nærmest en dyd ud af nødvendigheden. På en måde er det lidt firskårent og tegneserieagtigt, men yderst charmerende er det. Det er tydeligvis en genre, der er rundet af de store følelsers mennesker og det univers, de optræder i. Det er en fandenivoldsk skildring, der lader hånt om alt det dagligdagsagtige og helst vil berette og fortælle med store armbevægelser.

Moacyr Scliar: ”Max og kattene” 

roman oversat af Lean Pejtersen,

Jensen & Dalgaard, 1981/2024

125 s.

 *

Bogen er anmeldt forud for

FLYVENDE

Samklang og fællesskab, 

hvor romanens oversætter

Lean Pejtersen medvirker på

3. festivaldag på Vesterbro

*

Se oversigten med uddrag fra anmeldelserne 

af de øvrige festivalbøger 2025

*

Anmeldelse: KVINDEN I HITLERS BADEKAR af Irene Pedersen

 

Portrætfoto: Ditte Amanda Pedersen. 

Man bliver straks suget ind i romanen. Allerede i den første scene møder vi Lee Miller som lille pige, der på badeværelset lader sig fotografere nøgen af faderen, der kalder hende ”unik”. Han tager ikke fotos af hendes brødre, kun af hende. Da hun senere står og spejler sig - igen nøgen, kommer hendes mor ind og spørger, hvad hun laver. Hun svarer: ”Jeg kigger på mig selv”, hvortil morgen spørger: ”Og hvad ser du”. Lee svarer: ”Det ved jeg ikke”. Dermed er fortællingen sat i scene - og læserens blik er parat til at se og forstå det, som den unge Lee Miller endnu ikke forstod om sig selv.

Det er en forførende måde at åbne romanen på. Beretningen er præget af et hårdt og stramt greb om fortællingen. Vi er simpelthen i godt og kompetent selskab. Det mærkes straks, at der er tale om en komposition og en fortælling, hvor alt er på rette plads. Sproget er sikkert og replikskiftene er træfsikre.

Det hele er en afdækning af hovedpersonen. Hvem var hun, og hvordan blev hun til den feterede fotograf, der selv startede foran kameraet som model, men som senere ganske utypisk for datidens kvinder, tog skridtet og trådte bag kameraet og vendte kameraet mod andre.

Der er mange stærke skildringer af krigsfotografen Lee Miller. Det lykkedes hende som kvinde at blive akkrediteret som krigsfotograf, selv om hun i første omgang ikke fik adgang til selve fronten. På vejen gennem Frankrig møder hun sammen med de fremrykkende og befriende amerikanske tropper den tyske generals kvindelige maitresse, som de franske modstandsfolk vil til livs. Inden da vinder Lee hendes fortrolighed, og optræder som tolk og får kvinden til at udlevere de oplysninger, som amerikanerne skal bruge for at indtage tyskernes fæstning. 

Efter befrielsen er Lee tilbage i Paris, hvor hun oplever sin ungdom. Der er demonstrationer og også en moddemonstration, hvor alle kvinderne, der havde ligget med tyskerne, blottede deres bare hoveder med det afklippede hår i en stiltiende protest mod den fornedrelse, der var blevet dem til del. Efter det tog Lee ikke flere fotos af dem.

Besøget i Dachau efter befrielsen, mens fangerne stadig er der, selv om tyskerne allerede var flygtet, er knugende. Lee spørger en mand om hans navn – og han svarer ved at sige sit nummer. Hun spørger igen – og han gentager nummeret.

Lee rejser videre til Wien for at skildre det befriede Europa, sådan som hun er blevet bestilt til. Wien er, som vi kender det fra filmen ”Den 3. mand” med Orson Welles, opdelt i forskellige zoner og et besøg på et børnehospital minder igen om Dachau, hvor der er en stue med særligt syge børn. Lægen forklarer, at de er forældreløse og lider af underernæring, men der er hverken mad eller medicin tilbage. ”Det eneste, vi kan gøre, er at hjælpe dem med at dø.”

”På en eller anden måde blev Østrig stedet, hvor Lee for alvor forsvandt ind i en depressiv tilstand.” Første del af romanen foregår fra 1942-47, mens 2. del springer frem til 1953, hvor vi befinder os på Farley Farm i det sydlige England. Fortælleren er David S. Scherman, der fulgtes med Lee gennem en stor del af krigsreportagerne fra England og Frankrig. Det var dem, der gjorde Lee Miller til en berømt fotograf. I årene efter krigen skiltes de, og siden fik Lee og Roland Penrose en lille søn, Anthony, og David tæller omhyggeligt de 9 måneder tilbage, for sønnen kunne lige så vel have været hans. I mellemtiden har David selv giftet sig og stiftet familie, men at tage hustruen med på besøg hos parret var ingen succes. Hun og Lee kunne ikke lide hinanden. Det var tydeligt, at det han delte med Lee og Roland angik ikke andre og kunne heller ikke deles med andre. Det, der var startet som noget intimt mellem de tre, overlevede krigen – eller gjorde det? Reportagerne fra krigen var Lee Millers glansperiode. Hun trives med krigen, men ikke med freden. Hun falder ned i de huller, der er opstået omkring hende, og som giver hende depressioner.

”Der var en ukendt skarphed i hendes stemme, og jeg trådte et skridt tilbage. Der var ikke langt fra ord til handling. Elastikken var blevet strammere. Lunten kortere. Vinteren var kold. Ingen forskel på inde og ude.” (Uddrag fra romanen, side 65)

I romanens 2. del mødes de tre atter. Lee er stadig omdrejningspunktet for alt, der sker med dem, men siden har Roland mødt Diane og bedt hende gifte sig med ham. Vi tager med David til den sidste skæbnesvangre middag, hvor Lee som altid får vist hvem, der bestemmer i en gigantisk magtdemonstration. Hun kan stadig styre alle begivenheder omkring sig, men livet og passionen er gledet hende af hænde. Nu har hun blot magten tilbage, som hun bruger til at ødelægge alt og alle omkring sig. David ender med at blive hendes eneste og sidste allierede. Det er den lille søn, Anthony, som David ender med at føle mest for, og det bliver også sønnen, der bliver den store taber i det ødelæggende spil og spind som forældrene spinder hinanden ind i. Eller som Lee får alle de medvirkende til at sprælle i, mens hun selv går til grunde. Hvis det lyder overdrevent og karikeret, skyldes det at Lees person gennem romanen bygger op til denne tragiske slutning. Det er forfatterens tour de force, at det lykkedes at holde denne heksekedel kogende i bogens anden del. Det er flot tænkt og smukt udført. Som læser, sidder jeg ude på kanten af stolen under hele læsningen, ikke bare i slutningen.

”Det var mørkt udenfor, men hellere mørke end det, der var bag mig. Mørket kendte jeg. Det havde været min ven mange gange, hvor jeg stod i en farlig situation.” (Uddrag fra romanen, side 102).

Der er bare to passager, der virker lidt pudsigt anbragt i romanen. De kan sagtens forsvares i den overordnede sammenhæng, men de virker alligevel som unødvendige sidespor. Det er dels Davids beskrivelse af D-dagen, invasionen i Normandiet, og dels Lees lange karakteristik af hvem surrealisterne er. Ellers er der intet andet, der kan rokkes ved. Det er en meget velskrevet historie. Det er en stærk beretning. Et fascinerende portræt og et tidsbillede, der bliver stående tydeligt i læserens bevidsthed. Det er en af de romaner, der straks efter endt læsning, kalder på en genlæsning.

 KVINDENE I HITLERS BADEKAR 

af Irene Pedersen

Jensen & Dalgaard, 2025

 210 s.

*

Bogen er anmeldt forud for

FLYVENDE

Samklang og fællesskab, 

hvor Irene Pedersen medvirker på 

2. Festivaldag i Vanløse. 

Irene Pedersen medvirker også på den efterfølgende 

Gammelfestival, 

hvor hun har skrevet en monolog 

til skuespilleren Ulver Skuli Abildgaard.

*

Se oversigten med uddrag fra anmeldelserne 

af de øvrige festivalbøger 2025

*

“Ghosts of Moria” af Michael Graversen og Florian Elabdi

Margrete Auken (SF) inviterede til filmvisning og debat i GRAND om tilstanden for mennesker ved Europas grænser. Først viste Michael Graversen udvalgte scener fra sin og Florian Elabdis dokumentarfilm ”Ghosts of Moria”, som får premiere i 2022. Derefter modtog Michael Graversen, Margrete Auken, Martin Lemberg-Pedersen (Amnesty International) og Kamma Skaarup (Læger Uden Grænser) spørgsmål fra salen og debatterede mulige løsninger.

Paneldeltagerne (fra venstre mod højre): Kamma Skaarup (Læger Uden Grænser), Martin Lemberg-Pedersen (Amnesty International), Margrete Auken og Michael Graversen. Foto: Rikke Lauritzen.

Margrete Auken indledte med at citere paven for hans ord om Moria, efter besøget der i sidste uge, og det fatale ved, at vi efterhånden har vænnet os så meget til at høre om flygtningenes umulige vilkår i de overfyldte lejre, at vi ikke længere orker at høre om det, og stiltiende er kommet til at acceptere det, for sådan har det jo allerede været længe.  At det har givet os hård hud på følelserne. Men at filmen hjælper os til at finde tilbage ind til følelserne.

 "Drømmen om Denmark" (2015) er Michael Graversens stærkt indignerede og prisbelønnede portræt af afghanske Wassiullah fra han kommer til Danmark som uledsaget flygtning som 15-årig og følger ham videre på flugten til Italen tre år senere, da han efter afslag på danske opholdstilladelse ender i et italiensk limbo stærkt svækket af PTSD (posttraumatisk stressforstyrrelse).

Det har hun meget ret i. For de udvalgte scener, som vi så, forud for den forestående premiere næste år, var både dragende, betagende og oprørende. Men på en stille inderlig måde. Det er mærkeligt at skrive det, for det var umådelig smukke filmklip. Dygtigt understøttet af Sune Køter Kølster følsomme og lyrisk ledsagende musik. Der var ikke mange ord, men scenerne var forbundne af få forklarende tekster. Der blev zoomet ind på Khalil og Ayham i den udbrændte græske Moria flygtningelejr på øen Lesbos.  Vi kom helt tæt på dem og fik mulighed for at opleve dem som mennesker i deres hverdag, hvor de knokler hele dagen for at finde jern i den udbrændte lejr som de sælger på en skrotplads, hvor de som flygtninge får en langt mindre pris for arbejdet end grækerne. Vi er med, når de fortæller dele af deres historier på en nærmest henkastet hverdagsagtig måde til hinanden. Der er ingen sindsbevægende skæbnehistorier. Det, de fortalte, blev sagt konstaterende uden nogen form for føleri. Billederne i sig selv var – og igen er det mærkeligt at skrive det – smukke. Alle de forbrændte og tilsodede flader fremstod nærmest poetisk, selv om der ikke var plads til nogen poesi imellem syriske Khalil og Ayham, der måtte arbejde for at få råd til næste måltid – og for at overleve.

Foto: Michael Graversen

Bagefter var der mulighed for at fortsætte diskussionen med et glas hvidvin udenfor, men kulden afkortede den seance betragteligt.

Det bliver uden tvivl en stor oplevelse at få mulighed for at opleve filmen i sin helhed i 2022.

Mads Nygaard og Michael Graversen udgav i 2019 "De uledsagedes bog" (Jensen & Dalgaard).

Læs her Michael Graversens feriedagbog fra Samos samme år, hvor han med familien, efter færdiggørelsen af bogen, var taget ned for at hjælpene flygtningene på øen. 

Michael Graversen i den nedbrændte flygtningelejr Moria på den græske ø Lesbos.

Bogudgivelse forud for filmen:

Michael Graversen

"Moria in memoriam"

144 sider. Illustreret.

Forlaget Jensen & Dalgaard

"Morialejren på Lesbos var Europas største flygtningelejr, indtil den i 2020 brændte ned til grunden. Gennem fem år har dokumentarist Michael Graversen besøgt lejren, og med bogen ønsker han at sætte et mindesmærke over det største humane svigt i Europa siden Anden Verdenskrig. Moria in memoriam er fortalt i ord og billeder af Michael Graversens med inddragelse af beretninger fra beboere og frivillige NGO'er, han gennem årene har mødt i lejren.''

Ved køb af bogen i december 2021

går 100,- kr til Læger Uden Grænser, 

der er til stede på Lesbos. 

Læs mere her.

*

ANMELDELSE: 7 nye topskud fra den skønlitterære høst 2014

22 skønlitterære debutanter læste op i Dansk Forfatterforening til årets skønlitterære debutant-arrangement den 29. 11. 2014. 7 af teksterne fik mig til at spidse øren. Der var tale om 5 kvindelige og 2 mandlige forfattere:

”Roman i fire årstider” af Betina Birkjær (Forlaget Jensen & Dalgaard),
”Kvinder på kanten” af Susanne Højsting (Skriveforlaget),
”Rejsen” af Saida Benakrich (Forlaget Siesta),
”Tæl på fingrene” af Jørgen Hedager Madsen, (Forlaget Fokal),
”Bedrag” af Eva Iversen, (Gladiator),
”Det eneste rigtige” af Malene Ravn, (Gyldendal)
og ”Gulvet er glat” af Rasmus Graakjær, (Byens Forlag).

Bøgerne kan groft inddeles tematisk i to kategorier, da tre af dem handler om fremmedhed, og 4 handler om bedrag. Men fælles for dem alle er, at de handler om at være menneske.

 

Det er en grum, grum historie, der ligger til grund for Jørgen Hedager Nielsens krimi, ”Tæl på fingrene”. Selv om jeg normalt ikke læser krimier, lod jeg mig lokke, fordi figurtegningen var så god - og jeg fortrød det ikke. Det er en fermt velskreven provinskrimi, om journalisten Svend Tved, der anonym modtager en pakke. Hvilke kropsdele, der er i pakken, og hvilken forbindelse det har til bogens forsideillustration og blodet på havesaksen siger allerede en del om bogens plot. Det er en veloplagt og frit strømmende beretning, yderst fortættet i sin form. Den er præcis og konkret. Det gør det let for læseren at finde ind i teksten - eller rettere at finde sig til rette i den. Netop figurerne er så gode og klare at jeg håber at hovedpersonen, moren og måske Lisbeth fortsætte deres liv sammen i en efterfølger. Der er stof til det - og i så fald vil jeg også der være blandt læserne.

Det er altid svært at konstruere de personlighedstræk, der tilsammen skaber en hovedperson, men bogens anti-helt af en journalist klarer sig meget fint. Netop fordi han bliver gjort så menneskelig med alle sine handicaps og begrænsninger, kommer vi til at holde af ham, forstå ham og kan identificere os med ham. At han ikke nævneværdigt lader sig ryste af at en sten smides gennem ruden ind i hans stue, og storsyngende bagefter udbedrer skaderne, skaber en vis rummelighed i figurtegningen. Sådanne menneskelige spændvidder gør romanen både udfordrende og vedkommende. Jørgen Hedager Nielsen har den fornødne menneskelige indsigt og empati.
Det sindrige og vidtforgrenede plot oprulles overbevisende. Det uhyggelige afbalanceres fint med humoren. Mest veloplagt og overraskende er det i scenen med skumgummi-brysterne. Det er en akavet situation som får visse overaskende træk frem i de to hovedpersoner. De så at sige overrasker sig selv og hinanden - og dermed os.
Romanen omhandler den fri aborts etiske dilemmaer, eller de dilemmaer som bogen postulerer at der er. Bogen er udgivet på forlaget Fokal, der er associeret med det kristne forlaget Lohse (og på nettet figurerer forfatteren som kristen ”fritidsforkynder”). Efter læsningen bliver jeg i tvivl om, hvad det egentlig er jeg har læst. For hvis det er et partsindlæg imod den fri abort, så stiller jeg mig tvivlende overfor bogens ærinde. Også selv om den fungerer glimrende som krimi. Velskrevet er den i hvert fald.
Læs et uddrag fra romanen.

Bedraget i Susanne Højstings lille fine udgivelse, "Kvinder på kanten", møder vi først hen imod slutningen, hvor læseren bliver klar over, at vi - ligesom bogens personer - er blevet taget ved næsen. Det er raffineret skrevet, men det en alt for tynd bog med sine 84 sider. Jeg savner mere volumen og fylde, så det ikke bare fremstår som fortællinger. Alligevel lykkes det at få historierne til fint at klinger sammen i en større fortælling, der kalder på at blive skrevet ud i fuld længde. Det er ellers fint orkestreret sådan som den lille bogs forskelige stemmer indordner sig den overordnede fortælling bundet sammen af det der sker omkring relationerne til den samme mand: Kafar, der er omdrejningspunktet for kvinderne i bogen. Det skildres hvordan den enes drøm er den andens fængsel. Der ligger, ligesom i ”Tæl på fingrene” en stor menneskeindsigt bag, og det mærkes, når de forskellige personers gøren og laden skal skildres, for det er nemt at se dem for sig - og forstå dem. Det er svært at være menneske, og det får overbevisende en stemme i "Kvinder på kanten".
Personernes drømme kontrasteres med uddrag fra deres liv, sådan som det aftegner sig, når der panoreres fra den ene til den anden. Det vellykkede, men alt for volumenmæssig tynde resultat kalder på at blive bredt ud. Forudsætningerne for det er tydeligvis til stede. Det er forenklingen, der er det sværeste, og den er der, for det mærkes at der ligger en masse materiale og venter. Susanne Højsting har fin sans for at skildre de længsler, der ligger og slumrer i os, og skildrer overbevisende, hvad det gør ved os, når de vækkes. Sådan som det sker for flere af bogens kvinder, der befinder sig ude på kanten.
Læs mere om bogen.

Rasmus Graakjær skriver godt. "Gulvet er glat" har mange fine situationer, stemninger og god figurtegning. Det er et godt anslag med besøget i Las Vegas. Det bygger godt op, så der bliver endnu længere ned til bunden, hvor hovedpersonen, Henrik, der er arkitekt, ryger ned som arbejdsløs. Der er en god beskrivelse af mødet med sagsbehandleren. Det er en fin og afklædende beskrivelse af hvor lidt der skal til før hovedpersonen brager igennem bundlinjen og korporligt bliver smidt ud. Gulvet er glat, og man glider let. Det beskrives overbevisende og vedkommende. Det er en central beskrivelse af en hjemløs på Gråbrødre Torv, der forstyrrer frokostgæsternes appetit. Den hjemløse giver stemme til noget af den protest som hovedpersonen føler, men aldrig selv får formuleret. Også den ramsaltede beskrivelse af den veltjenende kvindelige arkitekt på tegnestuen, der køber de billigste morgenmadsprodukter og præsenterer dem som noget ganske særligt, er yderst træffende. Sådanne modsætninger er der mange af og de er skildret med en god sans for detaljerne. Det er i det hele taget befriende med forfatterens insisteren på at skelne mellem kvantitet og kvalitet, for det går som en rød tråd igennem romanen. 
Der er gode beskrivelser af det hverdagsagtige, men det er også forbundet med min eneste anke, for det bliver en jordomrejse uden høj kurs. Jeg savner ambition, og at forfatteren med sin fortælling sigter højere. At det ikke kun kommer til at handle om at få barn og blive far eller få et nyt arbejde og et nyt konkurrenceprojekt. Men selvfølgelig, sådan er det, livet. Men det efterlader mig med spørgsmålet: er det så bare det?
Slutningen forekommer mig at være et antiklimaks af samme grund. Den virker gråmeleret. Hovedpersonen bliver ikke klogere. Det gør vi mennesker måske sjældent? For hovedpersonen er til fals for næste hurtigtgående vind og villig til at springe på den første den bedste flyver, der tager ham væk fx til Kina og til nye mammutbyggeprojekter. Jeg efterlyser at hovedpersonen skulle have lært noget af at have befundet sig nede på bunden, men det har han tydeligvis ikke. Er problemet at Henrik faktisk er overfladisk og egentlig ikke tager ved lære af det han går igennem?
Det er modsat med læseren. For mig er det et wake-up-call om at der er en form for hurtighed, omstillingsparathed og hvad det elles hedder, der slår det vigtige ihjel. Det vigtige er det der giver det hele mening. Den mening som vi hver især tilegner os. For hovedpersonen virker det mest af alt som et spørgsmål om at nå "hjem", at nå i sikkerhed, at komme i ly og nå tørskoet indenfor - og det er ikke det samme. Det provokerede mig i den grad at jeg var nødt til at få forfatteren til at uddybe det yderligere. Så det bad jeg ham om. Han svarede bl.a.: "… hovedpersonen, Henrik, tager livet på sig, men taber til gengæld tilværelsen som den store kunstner - eneren." 
Det forklarer noget af den splittelse og uforløste jeg fornemmede i romanens slutning. Det lyder godt, sådan som det forklares, men er det dét, der sker? Det er jeg i tvivl om, for det er ikke dét billede jeg sidder tilbage med. Jeg har svært ved at betragte hovedpersonen som den store ener - som kunstner. Jeg synes mere at han vil have succes, og oplever ikke at han stikker så dybt i sin kamp for at finde fodfæste i tilværelsen. Om han har de store visioner er jeg også i tvivl om. Han tragter mest af alt efter at sidde på en vinderhest. Ligegyldigt hvilken. Det er ikke så tit kunstnere gør det, altså sidder på vinderheste. Eller i så fald kun de kommercielle af dem. Men tingene er selvfølgelig ikke så entydige. Men ligegyldigt om det er det ene eller det andet - eller noget helt tredje, er romanen så godt fortalt, at den indfangede mig. Endda i en grad, at jeg måtte række ud over romanens egen virkelighed, da jeg bad forfatteren uddybe det jeg ikke forstod – eller ville affinde mig med.
Læs mere om bogen.

 

I Betina Birkjærs ”Roman i fire årstider” siges det hele allerede i titlen. Her er bedraget et ganske andet, men ligeså omfattende, mens stilen, tonen og genren er en ganske anden. Det er umådelig charmerende at følge med romanens personer rundt i og omkring byen. For en gangs skyld er anprisningen på bogens bagside fuldt berettiget, når forlæggerne (for der er to) skriver om romanen at den er som "...kniplet i spindelvæv og skåret i barken på byens træ". 

Som læser ønsker jeg mig at der er mange flere end disse fire årstider.
Tonen og klangen, der klinger igennem fortællingen på smukkeste vis, er forfatterens helt egen. Som læser hviler jeg trygt og velbehageligt i bogens univers, og alligevel er der denne underliggende uro, for noget er på færde. Idyllen er et dække for hemmeligheder, og dem er der mange af. Der er den døde guldfisk, ildebranden og det døende træ. Og længslen mod havet. Længslen mod alt det fremmede - alt det der leder væk fra byen og videre ud i verden. Bag den trygge facader er der et mylder af følelser og stemninger, der så let som ingenting kan blæse det hele omkuld. Der er havet, der sender en byge af fisk ind over byen, så fiskene bliver liggende i gaderne, gispende og døende, mens byens beboere gemmer sig i deres huse, indtil fiskene igen er væk. Tiden er ved at rinde ud. Måske er en ny tid uvægerligt på vej. Ulykkerne indtræffer. Træet brænder og den gamle verden går under, men selv om fuglener for længst er fløjet væk, er de der stadig - dér et sted ude i horisonten.
Det hele er på lånt tid, men selv om hemmelighederne ikke er brændt væk, giver nye begyndelser også nye forhåbninger, drømme og længsler. Det samme gør fortællingen i fire årstider. Det er en smuk poetisk glæde at læse den fine og meget sårbare roman.
Læs mere her, for det er en fortælling, der kræver sin helt egen anmeldelse.

Bedraget er ikke mindre i Eva Iversens ”Bedrag” og Malene Ravns ”Det eneste rigtige”. De skriver begge meget kropsligt og tæt på deres personer. Der er en fin sproglig bevidsthed til stede hos dem begge. Blidt, men bestemt, fortryller og lokker de læserne tættere og tættere på, indtil det er umuligt at vriste sig løs. Genremæssigt kunne begge romaner også være skrevet som krimier, så spændende og langsomt afdækkende fortælles de. Brugen af de skiftende fortællerpositioner er både raffineret og meget spændingsopbyggende.
 

”Bedrag” af Eva Iversen er en modig roman, der er stilistisk meget stærk. Sprogligt er den tæt og spændstig. Der er ikke ét ord for meget, og den er skrevet helt ud til kanten med fin sproglig musikalitet. Næsten som var den skrevet af en lyriker. Også sætningsopbygningen får det til at virke som lyrik, sådan som de korte sætninger sættes op mod hinanden. Sproget er almindeligt og enkelt, og alligevel hidses det op, sådan så selv ganske få, korte og nærmest farvesvage ord, alligevel giver saft og kraft til fortællingen om forlist kærlighed. Det er en voldsom fortælling, der bliver holdt på plads af gentagelser á la "Det er fiktion. Det findes ikke, hvis jeg ikke vil kendes ved det". Derved etableres et fortælleunivers, der kan bære den tunge fortælling, for konstruktionen er velkonsolideret. Det er en mørk fortælling om et mennesker, der fra morfarens tidlige seksuelle misbrug har været vant til at gemme sig inde i sig selv, og har overlevet ved at gøre det. Hovedpersonens usynlighed bliver så opfattende at hun, Astrid, langsomt udviskes, selv om der tegnes et spinkelt håb, da hun i bogens sidste linjer alligevel evner at står fast og ikke vil have "bedrageren" med hjem. Det giver en fornemmelse af morgenluft. Der er noget på vej, så måske er der alligevel et liv efter bedraget?

Uden at der bevidst arbejdes med humoren, er den der alligevel. I beskrivelsen af Astrids arbejde på telefonrådgivningscentret er det grotesk at hun skal rådgive andre, når hun selv er ved at gå i opløsning. Det kommer til at virke både grotesk og tragikomisk, sådan som telefonsamtalerne er gengivet. Det giver et åndehul i den stramme fortælling. Heldigvis, for ellers var det blevet for sort. Især barndomsfortællingerne står stærkt. Uden dem som rammefortælling ville det have været svært at følge hovedpersonen, mens hun bevæger sig nærmere og nærmere sin egen destruktion.
Det er fristende med en så emotionel og psykisk ustabil jeg-fortæller at lade det hele falde ud til hovedpersonens fordel, men der undgås klogt ved at skildre det fællesskab som parret også har haft sammen, før det gik galt, sådan så mandens version af historien kommer til at fremstå lige så stærkt, for der er ingen vindere i dét spil. De går begge til grunde. Eller også er det bare sådan med Astrid, at hun er gået til grunde så mange gange, at det er blevet hendes måde at være til på.
Romanen trænger ind under huden, og der er meget der sidder tilbage i mig bagefter. Selvfølgelig de seksuelle barneovergreb i starten, men det er kun anslaget, for der er meget mere. Romanen er en slags nedtælling til nul - til det endelige sammenbrud eller nedsmeltning. Men måske er den totale opløsning også en udfrielse? I hvert fald rummer romanen også en farligt dragende stræben efter den totale tilintetgørelse. Der er allerede sat en tæller på bomben, og den skal nok gå af. Vi ved bare ikke hvornår. I den forbindelse virker kærligheden bare som en forhaling af det uundgåelige. Den dyrekøbte kærlighed er bare til låns, for den tilintetgør sig selv.
Læs mere om bogen. 

Der er meget, der binder videre til Malene Ravns ”Det eneste rigtige”. Det høres allerede på titlen, der klinger lidt sammen med ”Den eneste ene”. Og det er ikke tilfældigt, for der er mange tråde der binder videre. Det er begge fortællinger, der er funderet på klichéer. Forstået på den måde at der bides fast i de faste forestillinger – og så rystes der. Meget og vedvarende. Til sidst er det rystet fri af sin normale kontekst, eller rettere det forledes vi til at tro.

Mandens sidespring resulterer i en graviditet. Ægteparret opsøges af den ganske unge pige han forførte. Ingen ved, hvad hun vil. Hun trænger til en base og uvist af hvilken grund knytter den bedragne hustru sig til den unge pige og installerer hende i deres hjem, og skubber derved manden fra sig. Først er hun bare nysgerrig. Måske vil hun straffe manden for sidespringet... Hun er selv barnløs og ikke i stand til at få børn, og så vågner ideen om at overtage den unge piges barn og gøre det til sit eget, så hun alligevel kan få sin drøm om at blive mor opfyldt. Hvor bevidst er det? Det ved vi ikke. Ikke i begyndelsen, i hvert fald. Langsomt spindes de tre ind i et klæbrigt spind, hvor ingen ved, hvem der er edderkoppen - og hvem der er byttet. Det er ganske fermt gjort – og effektivt. Det kræver et særligt greb om de klichéer vi omgiver os med. De drejes en lille smule, så de stadig næsten lyder naturligt - og så får de lige et nøk mere. Jeg godtog prompte fortællingens præmisser, og når man har sagt A og B, hugger Malene Ravn til hele vejen gennem alfabetet. Og det virker. Det giver, om noget, en ordentlig karruseltur. Det er rystende, fordi teksten intet røber. Der er jo egentlig ikke noget galt. Ikke sådan rigtigt. I al fald ikke noget som de ikke kan tale på plads. Det er jo meget almindeligt, det de gør. De hjælper jo bare hinanden. Man kan næsten ikke være andet bekendt. Det er det eneste rigtige at gøre.  
Efter læsningen måtte jeg løbe en tur, for at få teksten til at falde til ro i kroppen.
Læs mere om bogen.

Og så har jeg endda gemt det bedste til sidst: ”Rejsen” af Saida Benakrich (Forlaget Siesta).
Det kræver en anmeldelse helt for sig selv, og den kan læses her.

Tak til de 7 skønlitterære forfatterspirer. Det har været et inspirerende møde med de meget forskellige universer. Nogle af bøgerne har været rystende og uhyggelige, andre har været drømmende og eftertænksomme. Men fælles for alle har været at de har skildret det at være menneske på mangfoldigt mange måder. Det er noget af det fascinerende ved litteratur at vi sjældent ved, hvad vi søger, før vi får det. Men så virker det til gengæld som noget af det mest naturlige. Sådan har det været med læsningen af disse 7 litterære topskud. De være sig hermed anbefalet.

Anmeldelse: ROMAN I FIRE ÅRSTIDER af Betina Birkjær

"Jeg har så længe, jeg kan huske været fascineret af ord. Ord kan alt. For mig er det at skrive tæt knyttet til mit arbejde som performer og installationskunstner. Det hele handler om at fortælle en historie. Åbne historier. Historier man kan fare vild i og finde sig selv i."

                                                              Betina Birkjær om at skrive.

"Roman i fire årstider" foregår nær havet. Det er ingen steder og alle steder. Om træet midt i byen som har en hemmelighed. Det er bare én blandt byens uendelig mange hemmeligheder. Det er en beroligende myldrehistorie. Som læser ønsker jeg mig at der er mange flere end bare disse fire årstider.
 

"Hr. Lieberkind har aldrig før trådt nogen over tæerne og rødmende af skam forsvinder han ind ad en hvid dør. Han ånder lettet op. Her er ingen træer, ingen sovende børn, ingen voksfigurer. Her er stille og helt hvidt, bortset fra en lille, sort dør i modsatte ende af rummet, som han føler sig fristet til at prøve. Han gør det, lukker døren bag sig og er omsluttet af et varmt og duftende mørke. Her er om muligt endnu mere stille. Som om stilheden er mere kompakt. Vokset sammen med mørket. Han smiler for sig selv. Hr. Lieberkind føler sig helt godt tilpas igen og bevæger sig langsomt ind i mørket, indtil han støder på en ny dør. Da han åbner den, bliver han mødt af et perlemorsagtigt lys. Han befinder sig i en kæmpekonkylie og kan høre havets brusen langt væk. Han bevæger sig ind i de snoede gange, og efter at have gået længe befinder han sig pludselig ude i det fri. Han kan se sit lille hus. Han smiler fredfyldt. Han har fået vished."

 

Teksten har en tone og en klang, der er helt sin egen. Som læser hviler man spændt i det trygge univers. Samtidig formår forfatteren at lægge en fornemmelse af at idyllen er funderet på noget som kun de færreste i byen er bekendt med, og at der er noget på færde - og på spil. Der er mange hemmeligheder. Der er den døde guldfisk, ildebranden og det døende træ. Og så er der længslen mod havet, længslen mod alt det fremmede - alt det der leder væk fra byen og videre ud i verden. Bag den trygge facader er der et mylder af følelser og stemninger, der så let kan blæse alt og alle omkuld. Der er havet, der med blæsten sender en byge af fisk ind over byen, så de ligger i gaderne og gisper. Og der er byens beboere, der gemmer sig i deres huse indtil fiskene igen er fjernet. Og bagefter føles gaderne stadig klistrede og glatte. Fortællingerne er opbygget, så vi ved at tiden er ved at rinde ud. Måske er det en ny tid, der uvægerligt er på vej. Som læser er jeg lidt bange for, hvad det hele skal ende med, mens jeg spændt bladrer videre. Og ulykkerne indtræffer. Træet brænder og verden går for så vidt under, men den efterlader også en tro på alt det der fortsætter. Og selv om fuglener er fløjet og for længst forsvundne, så er de der stadig - et sted ude i horisonten.

 

Fortællingerne følger deres egen indre logik. Alt er på lånt tid, men samtidig bibringes læseren en tro og en oplevelse af at det nok skal blive godt igen eller ligefrem bedre. I hvert fald er der noget der fortsætter. Hemmelighederne er ikke brændt væk. Nye begyndelser giver nye forhåbninger, drømme og længsler. Det samme gør fortællingerne i fire årstider.

Det er en debutbog, men stemmen er ikke en debutants. Jo, første gang på tryk, men det er tydeligt at forfatteren er så meget hjemme i sit stof at det er forankret i et helt liv. Eller rettere et teaterliv. Det er sådan at teksten er født – med et teaterliv. Teksterne lever og ånder overbevisende. Som læser vandrer jeg ubesværet rundt mellem bogens mange universer. Det er skrevet så det både er magisk og samtidig kedsommeligt almindeligt, men sådan virker det ikke, for sproget er spændstigt og romanen slår sine triller som fuglene i træet. Indtil de ikke er der mere.

Sproget er så subtilt og præcist at det er en fornøjelse. For en gangs skyld er forlæggernes anprisning på bogens bagside dækkende og på sin plads, når der står at bogen er som " ...kniplet i spindelvæv og skåret i barken på byens træ". 

De der lader sig indfange af fortællingerne vil føle at bogen resonerer inde i én selv. Føle at de med ”de fire årstider” har været så heldige at de ikke bare har læst, men indoptaget fortællingerne i sig. For bagefter ruller fortællingerne videre med blodet rundt i kroppen. Det gjorde de i hvert fald på mig.
Et stort tillykke til den debuterende Betina Birkjær, der fortjener at hendes fascinerende og egenartede romandebut finder frem til mange læsere. Romanen er en lyrisk rejse, der bliver siddende i kroppen længe efter. Og hvor tit sker det?

 

 "Da jeg var barn, fandt jeg på hemmelige skriftsprog, byggede byer, besøgte fremmede planeter og øvede mig i at slå vejrmøller med én hånd. Undrede mig over, hvorfor mariehøns er røde, og hvorfor jeg var den eneste pige, der ville spille fodbold. Syntes søndage skulle springes over, for det var jo den sidste dag i ugen og derfor bare i vejen. Følte mig fri på min cykel. Ville være den første indianerhøvding, der levede udelukkende af makrelmadder og kakao. Derudover ville jeg være forfatter og rejse verden rundt med et fransk cirkus."

 

Betina Birkjær om sine drømme

Citat fra hendes hjemmeside: http://betinabirkjaer.dk/om/ 

Læs kapitlet "Digteren" fra romanen:

Aksel Loewe har aldrig fået udgivet en digtsamling, men da han er den eneste i byen, der skriver digte, føler han fuldt ud, at han fortjener sit tilnavn. I virkeligheden bliver han kaldt Digteren, fordi han digter andres liv om.

En dag kommer en ældre kvinde til Digteren og klager sin nød. Hun føler sig meget gammel - hun er lige blevet femoghalvfjerds, og hun har aldrig haft en familie eller kendt til kærlighed. Hun vil gerne snart dø, men inden da vil hun bede Digteren om at digte en kærlighedshistorie til sig. Han lover at hjælpe hende, men udbeder sig tid og siger, at han har brug for en del oplysninger. Hun lover at give ham alt, hvad han har brug for. Han siger også, at han desværre ikke selv har tid til at komme og hente de oplysninger, han skal bruge, så han vil sende sin fader, som er pensioneret postdirektør og enkemand. Han skal have lov til at komme en time hver dag og lytte hendes historie. Det fortalte skal han referer i store træk til Aksel, som derefter skal skabe den store kærlighedshistorie, der vil passe til hende.

I starten er kvinden bekymret for, hvor lang tid dette kan tage, men forbløffende hurtigt stopper hendes klage, og hun affinder sig med, at hendes død bliver udskudt på ubestemt tid. At skulle tale en time med en fremmed mand virker først som lang tid, men der går ikke længe før denne daglige rutine føles alt for kort. Så er der jo heldigvis ikke nogen, der har sagt, at den pensionerede postdirektør ikke kan blive en ti en time mere, hvis han skulle have lyst. Hun kan så passende give den megen kaffe skylden, når hun føler sig underlig opstemt ved sengetid.

En dag siger Digteren til sin fader, at nu kan han godt fortælle kvinden, at hendes historie er færdig, og hun kan komme og hente den, når det passer hende at dø. Næste dag har faderen en æblekage med til ham, og en seddel hvorpå der står: Tak fordi du har skrevet min historie færdig. Digteren føler sig uendelig tom. Han ville gerne have hørt det fra hende selv. Ordene på papiret efterlader en rungende tavshed.

Stilhed skræmmer ham, og den har det med at hjemsøge ham i tide og utide. Han flytter rundt på egetræsmøblerne på sit værelse på Strandhotellet.

 

"Roman i fire årstider" udkom i foråret 2014 på forlaget Jensen & Dalgaard - og er en oplagt julegaveide. 120 sider. 248,- kr.

Forlagets hjemmeside: http://www.jensenogdalgaard.dk/Books/efter-2014/roman.htm

Læs også den samlede anmeldelse her, hvor "Roman i fire årstider" indgår.