Margrete Auken (SF) inviterede
til filmvisning og debat i GRAND om tilstanden for mennesker ved Europas
grænser. Først viste Michael Graversen udvalgte scener fra sin og Florian
Elabdis dokumentarfilm ”Ghosts of Moria”, som får premiere i 2022. Derefter
modtog Michael Graversen, Margrete Auken, Martin Lemberg-Pedersen (Amnesty
International) og Kamma Skaarup (Læger Uden Grænser) spørgsmål fra salen og debatterede
mulige løsninger.
Margrete Auken indledte med
at citere paven for hans ord om Moria, efter besøget der i sidste uge, og det fatale
ved, at vi efterhånden har vænnet os så meget til at høre om flygtningenes umulige vilkår
i de overfyldte lejre, at vi ikke længere orker at høre om det, og stiltiende
er kommet til at acceptere det, for sådan har det jo allerede været længe. At det har givet os hård hud på følelserne. Men
at filmen hjælper os til at finde tilbage ind til følelserne.
Det har hun meget ret i. For
de udvalgte scener, som vi så, forud for den forestående premiere næste år, var
både dragende, betagende og oprørende. Men på en stille inderlig måde. Det er
mærkeligt at skrive det, for det var umådelig smukke filmklip. Dygtigt
understøttet af Sune Køter Kølster følsomme og lyrisk ledsagende musik. Der
var ikke mange ord, men scenerne var forbundne af få forklarende tekster. Der blev
zoomet ind på Khalil og Ayham i den udbrændte græske Moria flygtningelejr på øen
Lesbos. Vi kom helt
tæt på dem og fik mulighed for at opleve dem som mennesker i deres hverdag,
hvor de knokler hele dagen for at finde jern i den udbrændte lejr som de sælger
på en skrotplads, hvor de som flygtninge får en langt mindre pris for arbejdet
end grækerne. Vi er med, når de fortæller dele af deres historier på en
nærmest henkastet hverdagsagtig måde til hinanden. Der er ingen sindsbevægende
skæbnehistorier. Det, de fortalte, blev sagt konstaterende uden nogen form for føleri.
Billederne i sig selv var – og igen er det mærkeligt at skrive det – smukke.
Alle de forbrændte og tilsodede flader fremstod nærmest poetisk, selv om der
ikke var plads til nogen poesi imellem syriske Khalil og Ayham, der måtte
arbejde for at få råd til næste måltid – og for at overleve.
Bagefter var der mulighed
for at fortsætte diskussionen med et glas hvidvin udenfor, men kulden afkortede
den seance betragteligt.
Det bliver uden tvivl en
stor oplevelse at få mulighed for at opleve filmen i sin helhed i 2022.
