tirsdag den 10. november 2015

Drømmen om Danmark

Nu er jeg menneske igen - 7
 Drømmen om Danmark

Michael Graversen (58 min.) Denmark, 2015.
 
Den 27.10. var jeg til forpremieren på Michael Graversens ”Drømmen om Danmark”. Filmen er unik og skildrer et univers som få af os kender til eller kan sætte os ind i. Den følger hovedpersonen, Wasiullah, fra han først kommer til Danmark, får ophold i et asylcenter, mens han venter på svar på sin asylansøgning. Da afslaget efter 3 år kommer, flygter han ned gennem Europa og ind i Italien. Her ender han igen i en venteposition og må sove udendørs, selv om det er vinter. For det tager tid at opnå det han håber på: italiensk opholdstilladelse, så han kan komme tilbage til Danmark. Instruktøren følger ham tæt på flugten, og leverer et portræt af, hvad der sker med mennesker - og især med unge når et asylafslag gives. Den skildrer den tragedie og desperation som den enkelte oplever. Det gør filmen på en både fin og sober måde.
Vi får vi besøg af filmens instruktør, Michael Graversen - og skal se et klip fra filmen.

Filmen har i disse dage haft premiere under CPH:DOX, hvor den berettiget har fået en hel del opmærksomhed.
Fra filmens pressemateriale:

”Ankommet til Danmark som 15-årig, smidt ud igen i en alder af 18. En afghansk teenagers liv som flygtning i en stærk og personlig film.  17-årige Wasiullah er en teenager ligesom alle andre. Han hænger ud med vennerne, cracker jokes, tager selfies og flirter med piger. Danmark er blevet hans hjem efter at han har tilbragt tre år i asylcentre efter at være ankommet alene fra Afghanistan. Men da Wasiullah fylder 18 og hans ansøgning om visa bliver afvist er han pludselig tvunget til at forlade landet. Han frygter for sit liv i Afghanistan hos den voldelige familie, han er flygtet fra, og vælger at flygte til Italien i håbet om, at en italiensk opholdstilladelse vil give ham lov til at vende tilbage til Danmark. Instruktør Michael Graversen har fulgt Wasiullah i årevis, og det tætte forhold imellem dem har givet ham en unik adgang til en ung emigrants undergrunds-tilværelse i Europa. For Wasi er drømmen om at vende tilbage til sine venner og til et liv i Danmark det eneste, der holder ham i gang. Graversen følger den unge fyr med den store rygsæk på den lange togrejse til lukkede politistationer og asylcentre og nætter i faldefærdige ruiner, hvor drømmene fører ham tilbage til Danmark. Wasiullah er en af de mellem 300 til 800 uledsagede børn, som hvert år flygter til Danmark.”
*

Jeg følte mig beklemt efter at have set filmen. Og selvfølgelig var jeg berørt, emnet taget i betragtning. Som den eneste var det vist mig, der den formiddag kom til at dryppe lidt malmurt i bægeret, for vi var blevet inviteret for at kommentere det vi havde set. Men den ramte mig ikke rent. Men jeg tog fejl, for den sivede kun langsomt ind i mig og haget sig fast i mig i løbet af natten. Det skrev jeg til den presseansvarlige, for det stod mig klart at denne film var vi nødt til også at have en præsentation af den 11.11. For det er en værdifuld film. Både som film og som dokumentation. Derfor er jeg er glad for at byde instruktøren, Michael Gravesen velkommen og vil gerne takke Klassefilm for deres velvilje, således at det har været muligt at få lov til at vise en af filmens mest centrale scener, der netop skildrer den drøm som den 18-årige Wasiullah har om Danmark. Det er den drøm, der holder ham oppe og som gør at han formår at fortsætte sin kamp for at høre til – og få opholdstilladelse.
 
Filmen bliver vist på DR1 den 15. november kl. 21.50.
Her er filmens trailer: https://vimeo.com/139697210

 

Illustration: Bodil Molich

 

Læs mere om "Nu er jeg menneske igen":




Blog-indlæg om arrangementet:







 

 

Ingen kommentarer: