Ørkendrømme: Drømmen om Danmark

tirsdag den 5. januar 2016

2016: Ved indgangen til det nye år

Det kan være umuligt at forstå, hvad det egentlig betyder, når man - og ens tilværelse - er sat til tælling. Hvad er det som det gør ved én, hvad betyder det konkret? Jo, vi ved eller kan måske forestille os, hvad det MÅSKE kan betyde. Men vi evner ikke at forstå dybden af det. Ikke at forstå, hvordan usikkerheden æder sig ind i os og spiser af vores medmenneskelighed. Men måske gør vi alligevel, når det MODSATTE sker. For når en asylansøger får midlertidig opholdstilladelse, så er der straks et nyt håb der tændes. Nye muligheder, der bliver synlige og konkrete. Jeg fik for nogle dage siden en mail, der med ganske få ord fortæller, hvad den besked har betydet. Det er en fantastisk glæde som det er meget lettere at forholde sig til end til det forfærdelige langstrakte forløb i et tidsløst ingenmandsland, uden mål og retning, som det må være bare at vente og vente. Sådan som så mange er henvist til.

Mailen er skrevet af en frivillig: ”Jeg fik opholdstilladelsen i julegave og har fløjet på skyerne siden! Hun er et helt nyt menneske. Vi har gået og holdt vejret, da hun, som du ved, ifølge alle advokater kun kunne få afslag med øjeblikkelig varsel. Nu kan hun sove roligt om natten, og vi er alle meget lykkelige. Det er som at trække vejret igen. Hun viser synlige tegn på, at hun er et helt andet sted nu. For første gang kan hun sove længe, hvilket er hende vel undt. Hun dukker på eget initiativ op for at socialisere, hvilket aldrig er sket før, så vi nyder at se hende være fri.”

Michael Graversen, filminstruktøren, der i ”Drømmen om Danmark”, følger Wasis flugt fra Danmark til Italien, hvor han nu håber at han kan få prøvet sin asylsag igen. Michael viste et uddrag fra filmen ved det ene af de to arrangementer og har lavet en indsamling, hvor man kan støtte Wasi, for at han kan uddanne sig i Italien, så han stadig kan vende tilbage til DK, når han forhåbentlig en dag får mulighed for at virkeliggøre drømmen om Danmark. Støt Wasi med at få en uddannelse og et job, ligesom så mange andre allerede har gjort, for hvis han ikke bliver hjulpet ser hans fremtid problematisk ud og han risikerer at ende som hjemløs igen: https://www.caremaker.dk/nc/fr/i/hjaelp_wasi_med_at_komme_i_gang_med_en_fr/?L=wojxfbnxgtdh

I Kongelunden er en dansk/amerikansk billedkunstner, Maria Dubin - for egne midler - ved at dekorere væggene med fabeldyr. Søheste springer frem og kigger på de besøgende med deres store åbne og imødekommende øjne. Søhestene, fra gulv til loft, står der som tidsløse væsener, der lover varme og indgyder håb. Et næsehorn er der også til at indgyde ro og styrke. Dyrene er der til at tage imod, når det bliver for meget for dem, der netop nu befinder sig i ingenmandslandet mellem opholdstilladelse og udvisning. Der er så mange måder at gøre noget på. Så mange måder at udvise initiativ og imødekommenhed på. Maria har inviteret udenlandske kunstnere hertil for at fortsætte arbejdet i Kongelunden. Kunstnere fra Tunesien, Serbien, Sverige, USA og Frankrig har sagt ja til udfordringen. Maria fortæller at hun har nydt kæmpe lokal opbakning til støtteprojektet "Kongelunden Blomstrer" fra de handelsdrivende i Vanløse. Hendes søheste befinder sig allerede hjemme på væggene i mange hjem i Vanløse, hvor hun selv bor. Støt hendes fortsatte arbejde ved at købe håndkolorerede særtryk af søhestene, der bliver solgt til fordel for udsmykningen i Kongelunden, hos Glarmester Per Lang, Jernbane Alle 50 i Vanløse. Søhestene er symbol på internationalt venskab. https://www.facebook.com/events/423287657846396/

Her i begyndelsen af det nye år vil jeg glæde mig over opholdstilladelsen til den ene, indsamlingen der er sat i gang til den anden og søhestene, der på eget initiativ og af egen lomme i disse dage er ved at brede sig over væggene i Kongelunden, det er en varm og smuk gestus. For kan man ikke andet, så kan man male søheste (eller hvad vi nu hver især kan gøre for at trodse ligegyldigheden der lurer lige rundt om hjørnet, hvis vi ikke passer på).

Tak for de livshistorier, der blev fortalt ved de to arrangementer i efteråret/vinteren i 2015. Jeg tror på at vi skal lægge ører til disse historier for selv at bevare vores medmenneskelighed. Det gælder ikke kun de andre, men også os selv. I februar vil der være 70 nye historier som man kan lytte til på Festival om fortællinger & livshistorier. Det er alle mulige historier – også flygtningehistorier. Om folk, der kommer hertil og tilbyder os et nyt blik på os selv. Men der er også mulighed for at møde én der rejser den modsatte vej, for der er også danskere, der rejser ud for at hjælpe dem, der driver i land på Lesbos. Jeppe Bang Khalil Krabbe er tilbage på Lesbos nu, hvorfra han skriver:
"Indsatsen hernede er mudret. Nogle hold gør et fint job, og jeg er ved at få et fint samarbejde med de hold jeg sætter højest. Samtidig er der hold der burde holde sig langt langt væk fra kysten. Jeg modtog egenhændigt med min ven som backup på kysten et skib med 100-150 flygtninge den anden nat. Det tog os omkring halvanden time at få alle i land. Heldigvis var havet roligt, havde vi haft bølger aner jeg ikke hvordan jeg havde kunnet hjælpe dem, og det havde med stor sandsynlighed kostet menneskeliv."
Støt Jeppes frivillige arbejde på Lesbos via bank-konto-nr: 6509-3052455285 eller via mobile-pay til: 91707022 - og hør hans beretning på festivalen.
For hvad er der det der får én til at tage ned og hjælpe?
Hvad er det for en nødvendighed som det er umuligt at sidde overhørig?
Hør de menneskelige fortællinger om det – og meget andet.
Velkommen til Festival om fortællinger & livshistorier fra den 2.-10. februar på Frederiksberg og i Farum.
Se traileren her:
http://michaelsvennevig.weebly.com/festivalfilm-om-fortaeligllinger--livshistorier.html

Læs mere:
http://michaelsvennevig.weebly.com/festivaler-2016.html

tirsdag den 10. november 2015

Drømmen om Danmark

Nu er jeg menneske igen - 7

Drømmen om Danmark

Michael Graversen (58 min.) Denmark, 2015.

Den 27.10. var jeg til forpremieren på Michael Graversens ”Drømmen om Danmark”. Filmen er unik og skildrer et univers som få af os kender til eller kan sætte os ind i. Den følger hovedpersonen, Wasiullah, fra han først kommer til Danmark, får ophold i et asylcenter, mens han venter på svar på sin asylansøgning. Da afslaget efter 3 år kommer, flygter han ned gennem Europa og ind i Italien. Her ender han igen i en venteposition og må sove udendørs, selv om det er vinter. For det tager tid at opnå det han håber på: italiensk opholdstilladelse, så han kan komme tilbage til Danmark. Instruktøren følger ham tæt på flugten, og leverer et portræt af, hvad der sker med mennesker - og især med unge når et asylafslag gives. Den skildrer den tragedie og desperation som den enkelte oplever. Det gør filmen på en både fin og sober måde.

Vi får vi besøg af filmens instruktør, Michael Graversen - og skal se et klip fra filmen.

Filmen har i disse dage haft premiere under CPH:DOX, hvor den berettiget har fået en hel del opmærksomhed.

Fra filmens pressemateriale:

”Ankommet til Danmark som 15-årig, smidt ud igen i en alder af 18. En afghansk teenagers liv som flygtning i en stærk og personlig film. 17-årige Wasiullah er en teenager ligesom alle andre. Han hænger ud med vennerne, cracker jokes, tager selfies og flirter med piger. Danmark er blevet hans hjem efter at han har tilbragt tre år i asylcentre efter at være ankommet alene fra Afghanistan. Men da Wasiullah fylder 18 og hans ansøgning om visa bliver afvist er han pludselig tvunget til at forlade landet. Han frygter for sit liv i Afghanistan hos den voldelige familie, han er flygtet fra, og vælger at flygte til Italien i håbet om, at en italiensk opholdstilladelse vil give ham lov til at vende tilbage til Danmark. Instruktør Michael Graversen har fulgt Wasiullah i årevis, og det tætte forhold imellem dem har givet ham en unik adgang til en ung emigrants undergrunds-tilværelse i Europa. For Wasi er drømmen om at vende tilbage til sine venner og til et liv i Danmark det eneste, der holder ham i gang. Graversen følger den unge fyr med den store rygsæk på den lange togrejse til lukkede politistationer og asylcentre og nætter i faldefærdige ruiner, hvor drømmene fører ham tilbage til Danmark. Wasiullah er en af de mellem 300 til 800 uledsagede børn, som hvert år flygter til Danmark.”

Jeg følte mig beklemt efter at have set filmen. Og selvfølgelig var jeg berørt, emnet taget i betragtning. Som den eneste var det vist mig, der den formiddag kom til at dryppe lidt malmurt i bægeret, for vi var blevet inviteret for at kommentere det vi havde set. Men den ramte mig ikke rent. Men jeg tog fejl, for den sivede kun langsomt ind i mig og haget sig fast i mig i løbet af natten. Det skrev jeg til den presseansvarlige, for det stod mig klart at denne film var vi nødt til også at have en præsentation af den 11.11. For det er en værdifuld film. Både som film og som dokumentation. Derfor er jeg er glad for at byde instruktøren, Michael Gravesen velkommen og vil gerne takke Klassefilm for deres velvilje, således at det har været muligt at få lov til at vise en af filmens mest centrale scener, der netop skildrer den drøm som den 18-årige Wasiullah har om Danmark. Det er den drøm, der holder ham oppe og som gør at han formår at fortsætte sin kamp for at høre til – og få opholdstilladelse.

Filmen bliver vist på DR1 den 15. november kl. 21.50.

Her er filmens trailer: https://vimeo.com/139697210