Romeo
og Julie er blevet ældre. 40 år ældre.
Når
vi kommer ind ligger hun der allerede, Julie. Det er et smukt scenebillede, så
enkelt med det opsatte fotostat af havet. Sengen er bare et par
euro-paller med en opredning på. Gulvet er tykke rustikke planker, der med sin egen
råhed taler sammen med pallerne. Enkeltheden er slående og talende. Det kunne
også være en ligbrænding, for det er det, det er. Vi ved at hun dør, ligesom i
den oprindelige Shakespeare-tekst. Hun tager gift og dør og vågner op igen i en
ny verden, hvor de igen er sammen – på ny. Vi kender historien og alligevel er
alting nyt. Det er både en livs- og en dødsrejse. Why Not Theatre Company har tidligere gæstet Bådteatret med stor succes. Den første forestilling jeg så var ”The City” (2013), bagefter fulgte den Reumert-prisbelønnede ”WIT” (2014). Siden har de gæstespillet i Kongens Lapidarium med ”O, for the love of Shakespeare” (2015).
”A
tender thing” er tung i sit afsæt, indtil sygedommen tager fart, så bliver den
paradoksalt lettere, mere gribende og psykisk helt tilintetgørende. Det
er et voldsomt emne, for hvad sker der med os, når det lakker mod enden, og
enden bare bliver værre og værre. Vi tilhører en kultur, der er så dødsfornægtende,
at det er et chok at se forestillingen. På trods af de smukke ord, så ved vi
det godt, men vi vil bare ikke vide af det. Det er ikke til at rumme at livet
og dets afslutning kan være så forfærdelig. Så umenneskelig. Vi har godt af at
se det. I forestillingen sættes alle sejl til, og kursen er klar. Ingen kommer
til at overleve dette. Heller ikke publikum.
Vi
er stævnet ud på en dødsrejse og i Ben Powers ”A tender thing”(2009) er der
ingen pardon. I pressemeddelelsen beskrives stykket som bestående af ”en
sensationel twist af Shakespeares originale ”Romeo og Julie”-tragedie med et
remix af Shakespeares andre velkendte tragedier og Sonetter”. Oprindelig
skrevet til The Royal Shakespeare Company og er siden opført over hele verden
med succes. 
Ingen
sentimentalitet. Ingen blødsødenhed. Langsomt klinger livet ud. Det er sådan vi
forventer det og er indstillet på det. Men det er ikke langsomt og smukt. Det
er voldsomt og hidsigt. Det er ganske enkelt tilintetgørende. Hele skakbrættet
ryddes i forestillingen, der kun langsomt sneg sig ind på mig, og endte med at
få mig til at sidde ude på kanten af stolen, med tårerne løbende ned af kinderne.
Ikke bare en enkelt våd øjenkant, men tårer, der dryppede lige ned, og jeg
antager at det igen er kulturbestemt. At vores dødsfornægtelse sidder lige under
overfladen i kroppen på os. Livet ER fantastisk, men det er også uhyggeligt
kort. Pludselig har vi opbrugt tiden. Den udmålte tid er ovre. Vores tid er
ovre – og det er forbi.
I
forestillingen taler Julie om selv at ende livet, inden det er slut, men Romeo
viger bort, og hun taler til ham om, hvor meget han vil komme til at elske
andre. At hun til sidst ikke vil være andet end en gammel krage, og at livet og
kærligheden stadig venter på ham, at han vil elske andre ligeså meget som han
har elsket hende. Det
lyder umuligt i referat, men det er Sue Hansen-Styles´ store scene. Der er ikke
en sprække i hendes fremstilling. Forestillingen er fuldstændig renset for
sentimentalitet, så snart den dramatiske handling tager fart. Den tunge opbygning
er selvfølgelig nødvendigt som fundamentet , der skal kunne bære den videre
handling. Det er stykkets svaghed at den bygger så omstændeligt op, men til
gengæld, når den først tager fart, er den uafrystelig.
De
to spillere, Andrew Jeffers og Sue Hansen-Styles brager gennem teksten i Barry
McKennas imponerende instruktion fint og indfølt understøttes af Christiane
Bjørg Nielsens lydcollager. Det er en tekst der lever af den smukke engelske
klang. Tror slet ikke at den ville fungere på dansk. Vi er så nøgterne, så
sprogligt hårde og realitetstro på dansk, men det engelske sprog tilfører os en
poesi, der får det tunge emne til at løfte sig. Det bliver spilleligt, poetisk,
uafrysteligt og aldeles tilintetgørende. Det er dødsnødvendig forestilling.
Det
gav måske nok forestillingens illusion et knæk, da pinsekarnevallets lastbiler
med dansende sambafolk meget langsomt kørte forbi inde på kajen, mens døden
bredte sig i kroppen på Julie, men det hørtes også som et ekko af den verden
som hun nu forlod for sidste gang. Den flotte tekst lader dem mødes igen. Er
det i deres erindring, er det i dødsriget, er det sådan som det sker igen – i den
næste verden? Vi ved det ikke, men livet vågner igen. Det sammen gør
kærligheden og passionen og lige i det punkt og med den glæde slutter
forestillingen værdigt. Det er kærligheden der vinder, også i livet og døden. Det
er stor og nødvendig teaterkunst. Se den, hvis du tør!
Dramatiker BEN POWER
Instruktør BARRY MCKENNA
På scenen ANDREW JEFFERS & SUE HANSEN-STYLES
Instruktør BARRY MCKENNA
På scenen ANDREW JEFFERS & SUE HANSEN-STYLES
Varighed: 90
min. (uden pause)
Spilleperiode:
22.5.-13.6.2016
Læs mere.
