Viser opslag med etiketten Aihua Yan. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Aihua Yan. Vis alle opslag

onsdag den 22. maj 2013

Se forestillingen "Bag de blå bjerge" på Bornholm 2013



Mød DIGNITY på Folkemødet på Bornholm  
 
DIGNITY går tæt på tortur, overgreb og følgerne deraf på tre forskellige arrangementer 14. og 15. juni.
Er du også på Bornholm 13.- 16. juni, har du mulighed for at møde DIGNITY - Dansk Institut Mod Tortur, der deltager for første gang med egne arrangementer på Folkemødet. Her vil vi sætte fokus på tortur og ovegreb fra forskellige vinkler. Fredag d. 14. juni taler talsmand og pressechef Anders Bernhoft om den seneste tids torturdebat og svarer på spørgsmålene: Hvad er tortur, hvad gør det ved ofrene, og hvordan virker det som afhøringsværktøj? Er der tidspunkter, hvor tortur vil være i orden at bruge? Hvem skal i givet fald udføre tortur, hvis vi valgte at indføre det i Danmark, og er vi villige til at betale prisen for torturen i det danske samfund? Foredraget vil inddrage cases bl.a. fra kampen mod terror, kriminalitetsbekæmpelse og DIGNITYs arbejde. Det er muligt at stille spørgsmål under hele arrangementet, som finder sted i Amnesty Internationals telt på Ydermolen (Y19).



Bag de blå bjerge
Lidt senere på dagen mellem kl. 16.00-17.00, indtager skuespiller Elisabeth von Rosen scenen i Amnesty Internationals telt. Hun fremfører en monolog om glæde, overlevelse og Kulturrevolution skrevet af Michael Svennevig på baggrund af Aihua Yans personlige historie. Aihua Yan voksede op under den kinesiske kulturrevolution. Hun blev uddannet civilingeniør og kom til Danmark som politisk flygtning i 1990 og blev dansk statsborger ni år efter. Som et led i bearbejdelsen af hendes fortid, og især opvæksten under kulturrevolutionen, fortalte hun sin historie til forfatteren og dramatikeren Michael Svennevig, der har skabt en gribende monolog fuld af poesi baseret på hendes beretning. Dette er hendes historie. Et stærktog hudløst portræt af kampen for overlevelse i et totalitært regime. Om at blive rykket op med rode og skabe sig et nyt liv i eksil. Og om at leve med traumer fra overgrebene, som Aihua Yan har været i behandling for hos DIGNITY -Dansk Institut Mod Tortur.
 
 

Isolationsfængsling
Det sidste arrangement finder sted lørdag d. 15. juni mellem kl. 14.00-15.00. Her sætter Amnesty International i en debaldebat fokus på brugen af varetægtsfængsling, der er faldet støt siden 1970'erne. Også brugen af varetægt i isolation er reduceret. Derimod viser alle statistikker en ny tendens, hvor isolation i enerum bruges oftere og oftere enten som straf eller som forebyggende foranstaltning. Desuden vælger stadig flere indsatte selv at komme i isolation af frygt for overgreb fra andre fanger. Men hvad betyder det for de indsatte? Hvordan påvirker det afsoningen og afsoneren - og personalets situation?
Paneldeltagere: John Hatting, Landsformand, Kriminalforsorgsforeningen. Jens Modvig, Overlæge, Dignity - Dansk Institut mod Tortur. Claus Juul, Juridisk Konsulent, Amnesty International

Se opslaget på DIGNITY - Dansk Institut Mod Torturs hjemmeside.

mandag den 27. februar 2012

BAG DE BLÅ BJERGE i Brønshøj 2012.



- en monolog om glæde, overlevelse og Kulturrevolution

Teatermonologen "Bag de blå bjerge" i Rytterskolen, Brønshøj Torv

Onsdag, 18. April 2012 - 19:00 - 21:00 50 kr.
Arrangeret af Brønshøj Bibliotek.

Teksten til monologen er baseret på den dansk/kinesiske kvinde Aihua Yans liv og opvækst under Kulturrevolutionen. Dramatikeren Michael Svennevig har skrevet teksten.
Stykket blev i nov. 2011 opført på ”Verdens mindste Teater” i Kronprinsessegade af skuespiller Elisabeth Von Rosen, som også vil opføre stykket i Rytterskolen.

Efter forestillingen vil der være en samtale/debat mellem Aihua Yan og psykolog Linda Nordin fra RCT(Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre) og publikum.
Aihua Yan er bosiddende i Brønshøj og meget aktiv i lokalområdet.


På billedet ses Aihua Yan og Linda Nordin lige inden premieren på "Bag de blå bjerge".

Onsdag d. 18. april kl. 19
Rytterskolen
Brønshøj Torv
2700 Brønshøj

Billetter 50,- kr. incl. et glas/vin sælges på Brønshøj Bibliotek fra d. 1. april
http://bibliotek.kk.dk/biblioteker/broenshoej/event/monolog-glaede-overlevelse-kulturrevolution



Teksten til monologen "Bag de blå bjerge" af Michael Svennevig blev udgivet i august 2011, og har som indledning en samtale mellem Aihua Yan og Michael Svennevig - og et efterord af Linda Nordin.
Forestillingen er baseret på samtalen med Aihua Yan, der indgik i portrætsamtalebogen "Drømme og visioner, 13 portætsamtaler om at ville og kunne" af Michael Svennevig (Epigraf 2011).

tirsdag den 15. november 2011

EFTER DEN SIDSTE FORESTILLING



Så er det ved at være slut med opførelserne af ”Bag de blå bjerge” på Verdens Mindste Teater.

Efter et stykke tid finder enhver forestilling sit eget leje, og det er også sket for Elisabeth von Rosen i monologen.

Da jeg overværede forestillingen forleden, var der en kvinde, der efter forestillingen forlod teatret grædende.
Man glemmer det selv. Glemmer, hvor stærkt det virker første gang man oplever noget. Og det er en voldsom tekst. Jeg har især glædet mig over, hvor smukt Elisabeth har formået at dykke ned i stoffet og taget det på sig, og det er ekstra smukt at Ulla Koppels instruktion har understøttet det og har givet pladsen og roen som teksten kræver. Det er et menneske af kød og blod vi sidder overfor. Det er ikke bare en rolle. Det er et menneske – og det fornmmer jeg meget tydeligt i den smukke iscenesættelse.
Der er noget insisterende og vedholdende ved hovedpersonens levede liv, der tydeligt trænger igennem både tekst og forestilling. Det er blandt andet det man sidder tilbage med efter forestillingen.
Det er en stille smerte, der er ved at slide én over.
Det er også blevet en provokerende forestilling, for den insisterer og giver sig ikke. Den insisterer på sit eget nærvær. Og det er hårdt at sidde igennem – men også nødvendigt.




Så tak til Verdens Mindste Teater for denne fantastiske opsætning. Både til Annemette Albrectsen, der lægger husrum til. Til Ulla Koppel, der så fornemt har instrueret – og ikke mindst Elisabeth von Rosen, der aften efter aften har kæmpet for at bjerge denne svære livshistorie i land.
Også en stor tak til Aihua Yan, der har haft modet til at fortælle om alt det hun har oplevet under Kulturrevolutionen, så det først har kunnet blive gengivet i portrætsamtalebogen, der siden dannede baggrund for det, der blev til monologen om, hvad der skete bag de blå bjerge.
Forestilingen flyttes afslutningsvist til bådteatret LIVA2, hvor den spilles ved en lukket forestilling, mandag den 28.11., for alle ansatte ved RCT, Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, København. Efterfulgt af en faglig diskussion.
Desuden er RCT ved at lave en dokumentarfilm over det forløb som Aihua har været igennem siden hun for 2 år siden begyndte sin behandling hos dem. En forhandling, der siden er gennemført og afsluttet. Hendes psykolog, Linda Nordin har i bogudgivelsen af ”Bag de blå bjerge” skrevet et flot efterord, hvori hun beskriver benhandlingsforløbet. Både hvor svært det var i det hele taget at få begyndt og hvor smukt det er at se, når et helt sammenkrøllet sind alligevel folder sig ud og sætter nye blomster.
Aihua Yan er nu parat til selv at gå igang med at ville skildre hele sin livshistorie i en bog.

lørdag den 5. november 2011

En publikumstilkendegivelse


Det er blevet en meget stærk forestilling.
Hvor stærkt den egentlig virker, opdager vi først, når andre beretter om deres oplevelse. Sådan som Sheila har gjort her. Tak for din tilbagemelding, Sheila!



På billederne fra premieren er Aihua Yan på vej til urpremieren på forestillingen "Bag de blå bjerge" på Verdens Mindste Teater, søndag den 30. oktober 2011. "Bag de blå bjerge" er skrevet af Michael Svennevig. Instrueret af Ulla Koppel og bliver spillet af Elisabeth von Rosen.

Jeg har svært ved at se glæden i stykket.
Jeg græder og græder og græder indvendigt.
Nogen gange ville jeg ønske at mennesket ikke
var så sejt at det kan gå død rundt og overleve.

Sådan tænker jeg for mig selv.
Det er så svært at mærke hvordan det har været.
Tænk hvis mennesket ikke havde dette overlevelses instinkt
så var behovet der måske heller ikke og grunden til at have det behov.

Når der bliver råbt om hjælp, men ingen hører.
Når man aser og maser.
Slider, slider, slider og kæmper.
Katten der har kæmpet sig hjem
men er kørt over af en bil på bagkroppen.

Jeg overlever altid.
Jeg nåede hjem.

Kærlig hilsen
Sheila



Forestillingen varer 50 minutter - og spiller til og med 20. november.
Der er udsolt til forestillingen tirsdag den 15.11., hvor der bagefter er en samtale med Aihua Yan og de involverede i forestillingen.

torsdag den 3. november 2011

Historien BAG DE BLÅ BJERGE

Når historien er fortalt, hvad sker der så?



"Det var ikke et vulkanudbrud. Det var ikke lava, der vældede op fra de blå bjerge højt over os, men ord. Bare ord. Først var det bare ord. Det lød så godt. Vi blev fyldt med en længsel og glæde. Det var dét, der blev tændt i os. Det lød så godt. Vi troede på det. Alle troede på det. Hvordan kunne vi overhovedet lade være?
I dag forstår jeg det ikke. Jo, jeg forstår det, for jeg oplevede det.
Hvad det virkelig betød, gik alt for sent op for os. Alt for sent.
Jeg var en af dem, der overlevede
."

Uddrag fra forestillingen "Bag de blå bjerge", der havde urpremiere på Verdens Mindste Teater søndag den 30. oktober 2011.



I forbindelse med forestillingen "Bag de blå bjerge" baseret på Aihua Yans liv er det første gang at historien om hvad der skete bag de blå bjerge er nået frem til Aihuas to voksne sønner. Hidtil har de vægret sig ved at høre på hendes beretning. De har ikke kunnet relatere til det. Det var som en slags mørkt eventyr, de slet ikke ønskede at høre. Men nu har det ændret sig. Nu er historien rykket tættere på dem. Den har berørt dem.
Det har også ændret det, der skete bag de blå bjerge. Nu er det ikke længere hemmeligt.




Selvfølgelig var det voldsomt for Aihua at opleve sin historie udspille sig på en scene foran hende. Men hun klarede det. Hendes psykolog fra RCT (Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre), København, havde et fast greb i hende under hele forestillingen. Og Aihua græd, som om hun græd det hele ud. Selv om det aldrig kommer helt ud, men nu kan hun fortælle om det. Noget har løstnet sig inde i hende.
Hun har fortalt sin historie - og er nu klar til selv at nedskrive den.
Hele historien.





På fotos, taget i Kongens Have bag Verdens Mindste Teater og ved indgangen til teatret umiddelbart inden premieren, ses Aihua omgivet af Anne Lene, Ray, Michael og Linda.


Forestillingen "Bag de blå bjerge" af Michael Svennevig
er instrueret af Ulla Koppel og bliver spillet af Elisabeth von Rosen
- og spiller til om med den 20. november 2011.

Teatret melder udsolgt til den 15.11., hvor der er forestilling og efterfølgende samtale, men der er endnu billetter til de andre dage.

søndag den 30. oktober 2011

BREV TIL EN SKUESPILLER



Efter premieren på ”Bag de blå bjerge” på Verdens Mindste Teater. Instrueret af Ulla Koppel.

Kære Elisabeth.
Jeg oplevede din præstation i går som en bølge af energi, som en lang smertelig sang, som en uendelig luftstrøm igennem et perforeret luftrør.
Det var umådelig smertefuldt i al sin tilbageholdthed. Jeg følte mig lykkeligt befriet for ethvert spil. Der var i højere grad tale om en væren. Om en tilstedeværelse, så smertelig at det næsten ikke var til at bære. Du var der, dér lige foran os. Uden at du på noget tidspunkt viste os smerten, for du var smerten. Uden at du intimiderede os med din historie. Det er en umådelig fin balance som det er lykkedes dig at finde i dit spil og i din tilstedeværelse. Du er en fornem ambassadør for min tekst og Aihuas historie.
Enkelheden er imponerende. Det er enkelheden, der er det sværeste. Sådan er det altid, fordi den er så svær at holde, den glider os af hænde, men du evner at holde fast selv om det er ved at slide dig i stykket. Det er det vi oplever, det er det vi ser. Denne insisteren på at holde fast og fastholde, hvor smertefuldt det end måtte være.
Det er klart at det for dig er en umådelig svær og krævende opgave at skulle kunne bære og rumme denne tekst og dette liv, men det formår du uden at vise os, hvor svært det er. Men vi hører det på din vejrtrækning. Vi hører hvor kompliceret det er for dig at trække vejret. I dette det mest enkle hører vi din kamp for at blive til det du er.
Mange befriede hilsner
fra
Michael


OM FORESTILLINGEN:
Bag de blå bjerge
En monolog om glæde, overlevelse og Kulturrevolution
af Michael Svennevig havde urpremiere på
Verdens Mindste Teater
Søndag den 30. oktober kl. 16.00

Om Aihua Yan:
er opvokset under Kulturrevolutionen fra 1966-76 i Kina. Uddannet civilingeniør, og kom til hertil som politisk flygtning i 1999 og blev dansk statsborger 9 år efter. Som et led i bearbejdelsen af hendes fortid (og især hendes barske opvækst under kulturrevolutionen) blev hun anbefalet at nedskrive sin historie.

Om monologen:
Aihua Yan fortalte sin historie til forfatteren/dramatikeren Michael Svennevig, der har skabt en gribende monolog fuld af poesi baseret på Aihua Yans voldsomme livshistorie. Det er et stærkt, hudløst portræt af kampen for overlevelse i et totalitært regime. Det er en skildring af et menneske der ved, at alting har sin pris. Ikke mindst demokratiet. Det er en fortælling om, hvad systemer kan gøre ved et menneske. Det er en vedkommende og appellerende beretningen om håb og tortur. Om at finde veje, hvor der ingen er. Men også om at blive rykket op med rode, og skabe sig et nyt liv i eksil. Som hun siger i monologen, er hun heldig, for ...jeg var en af dem, der overlevede.

Medvirkende: Elisabeth von Rosen
Instruktion: Ulla Koppel
Scenografi: Verdens mindste Teater
Sidste dag: mandag d. 21. november
Spilletider: lørdag, søndag kl. 17.00 og mandag, tirsdag kl. 19:00 Entre kr. 125.-

Samtale arrangementer:
1. november kl. 20: Aihua Yan fortæller om sit liv - og sin kamp for at bevare det.

15. november kl. 20: Om virkelighed og teater. Om teater der kradser, når virkeligheden banker på. Om hvordan man kan overføre levet liv til teater.

Til begge arrangementer kan man møde Aihua Yan sammen med forestillingens instruktør Ulla Koppel, skuespilleren Elisabeth von Rosen og dramatikeren Michael Svennevig.

NB: Teatret melder udsolgt til de to forestillinger med efterfølgende samtaler.

torsdag den 11. august 2011

En aften med livsfortællinger

Indledning til festivalens første store arrangement i Apostelkirken,
fredag den 13. august kl. 19-21.30.





Velkommen til Menneskefestival om drømme og visioner - og til en aften med livsfortællinger.
Først skal vi til Kina og bagefter til Syrien. Efter pausen skal vi til Gambia.
I skal møde Aihua Yan - og skuespilleren Elisabeth von Rosen fremfører 4 scener fra den monolog, der baserer sig på Aihua Yans liv. Den hedder "Bag de blå bjerge" og får premiere den 30. oktober på Verdens mindste Teater. Monologen udkommer i bogform i dag. Jeg har skrevet den og oversat den digtsamling, der også udkommer i dag. I skal møde Jan Pêt Khorto og høre skuespilleren Ole Lemmeke læse 3 digte fra Jan Pêt Khortos digtsamling "Helvedes Fristelser" med undertitlen "Når skjulte hjemlande nedpakkes i tasker".
Umiddelbart inden pausen fortæller Alice Maud Guldbrandsen om den udstilling, der åbner i morgen her i kirken - som en del af festivalen, og som der er mulighed for at smugkigge på i pausen.
Efter pausen får vi besøg af Kirsten Thorup og vi skal tale om hendes seneste roman "Tilfældets gud".
Bagefter læser skuespilleren og dramatikeren Lotte Arnsbjerg sit essay "Alle kan mærke, når det regner". Det er et essay, der handler om forsoning.
Det er aftenens program!
Til sidst runder kirkens organist, Rasmus Antoniesen, af med et nyere orgelværk af Oliver Messiaen.
I løbet af aftenen vil I tre gange få mulighed for at høre Thulla og Johannes Wamberg - og første gang er nu!
God fornøjelse - og velkommen til jer alle!

Michael Svennevig

Festivaltegning: Bodil Molich.

mandag den 30. maj 2011

Billeder fra et liv.


Bag de blå bjerge

En monolog om glæde, overlevelse og Kulturrevolution
af Michael Svennevig baseret på Aihua Yans liv.


Aihua Yan kom til Danmark som politisk flygtning i 1990 og blev dansk statsborger 9 år efter. Som et led i bearbejdelsen af hendes fortid (og især opvæksten under kulturrevolutionen i Kina) blev hun hos RCT anbefalet at nedskrive sin historie, og da hun ikke selv følte at hun var i stand til det, fik hun via en fælles ven kontakt til mig. Jeg var netop igang med at skrive bogen

Drømme og visioner – portrætsamtaler om at ville og kunne”.

Aihua blev én af de 13 medvirkende i bogen. Men bagefter fortsatte vi med at mødes, og det resulterede i monologen

"Bag de blå bjerge",

der får urpremiere på Verdens Mindste Teater i København i Ulla Koppels instruktion den 31. oktober 2011. Teaterteksten udkommer også i bogform (med et efterord af Linda Nordin, psykolog ved RCT, København).
Bøgerne udkommer den 12.8.2011 på Forlaget Epigraf.



Under Kulturrevolutionen blev al fortid slettet og alle fotografier skulle destrueres, men disse familiefotos eksisterer mirakuløst nok stadigvæk. Det er Aihua Yan på forsiden i tiden efter Kulturrevolutionen – og på bagsidefotoet, sammen med sin famile i begyndelsen af Kulturrevolutionen.

Udgivelsen fejren ved et arrangement og en reception på dagen,
fredag den 12. 8. 2011kl. 19.00 i Apostelkirken i Kbh.,
hvor der også vil blive fremført uddrag af monologen af skuespilleren Elisabeth von Rosen. Derudover vil der være en samtale med Aihua Yan.
Det indgår i
Menneskefestival om drømme og visioner fra den 11.-14. august.