OM AT VÆRE MENNESKE

Alice Maud Guldbrandsen holder oplæg i OK-Klubben på Frederiksberg, mandag den 12. marts 2012.
I forlængelse af hendes oplæg siger jeg nogle ord
OM AT VÆRE MENNESKE
eller rettere
OM AT BLIVE MENNESKE.


Når man er kunstner gør man det samme som alle andre, man gør det bare højlydt. Vi forsøger allesammen at finde ud af, hvem vi er – og hvorfor. Det er det samme jeg gør, som forfatter, men jeg gør det sådan at andre kan læse med på mine resultater – i mine bøger. Men jeg er også trådt ud af bøgernes verden i erkendelse af at det er ude mellem mennesker at livet udspiller sig. Det er i mødet mellem mennesker. Derfor laver jeg festivaler, der handler om mødet mellem forskellige mennesker. Mødet med de mennesker som vi ellers ikke ville møde.
Det er i mødet med et andet menneske at jeg bliver klar over, hvem jeg er. I kender det godt, hvis I tænker jer om?
Det at møde et menneske, det at sidde sammen med et andet mennesker, der kigger på dig – og lytter . Eller som fortæller dig sin historie. Det er et helt nyt univers, der åbner sig. Hvert mennesker er en hel klode. Jeg har gjort det til mit særkende at jeg arrangerer disse planetmøder.
Jeg er fascineret af andre, og genfortæller gerne deres historier. Jeg fik lov til at fortælle Alices historie i en forestilling, hvor hun spillede sig selv. På én gang skulle hun være en anden, men samtidig også sig selv på en meget mere koncentreret måde. Sådan noget gør jeg tit. Jeg ifører mig andres ord og historie, og lader dem komme til orde i min dramatik. På en måde er det det samme jeg gør, når jeg laver festivaler, for det handler om at ”være menneske” eller ”om at blive menneske”. Hvordan gør vi det? Det er det, der er så underligt ... hele livet stræber vi efter at blive os selv, og når vi næsten er kommet i havn med det, så er det ovre, livet – og det hele tages fra os igen. Det er lidt som at bygge et kæmpemæssigt sandslot i strandkanten. Det er det mest fantastiske, og samtidig også noget af det mest forfærdelige. For det er sådan livet er. Men hvad skal det nytte, dette evige sandslotbyggeri?
Det med at være menneske - eller at blive menneske – er noget af det sværeste. Nogle er det hele livet og andre bliver det aldrig. Vi kan have så travlt med livet at vi aldrig vågner op til os selv. Det er denne opvågning, der er væsentlig for at vi kan se, hvad der sker omkring os og at være til stede, der hvor vi er. Det handler om at gøre os sårbare. At smide panseret og åbne os for livet og mulighederne omkring os. At åbne døren og invitere andre indenfor. At favne livet – og bogstavlig talt omfavne menneskene omkring os. Det skal vi turde. Vi skal turde tale med hinanden – og med de andre.
Jeg mødte Alice på et tidspunkt, hvor hun stod midt i et vadested, så derfor havde hun den åbenhed, der gjorde at vi først samarbejdede – og bagefter blev venner. Det er den åbenhed, der bygger bro imellem forskellige verdener. Vi er selv en del af det. Vi er selv livet, hvis vi tør tage imod det. Måske evner vi det ikke, måske har vi nok i os selv og bliver vi inde i vores eget hus. Men tænk på hvor stort livet er. Tænk på verden omkring os. Tager vi del i den? Betyder den noget? For så får den betydning. Det er derfor at det er vigtigt at være opmærksomme på hinanden, og nogle gange glemme os selv – for at kunne favne andre. Det er det, der optager mig i mit arbejde. Det er min nysgerrighed – og min drivkraft.

Foto af Anders Risell.

GIV MIG LIV - hvorfor?

Hvilket formål tjener det at begive sig ind i mørket, for bliver man ikke bare helt overfaldet af mørket - og farer vild? Og den risiko løber man jo altid, men for mig har det været væsentlig at finde ud af, hvad det var, der gemte sig inde i mørket. Det var min søster, og den bevidsthed gør at det hele har tjent et formål. Der har været en grund til det hele. Og den grund har jeg nu fundet. Jeg tror, at det er vigtigt at turde tro at det nytter, at alle veje fører nye steder hen, og mange af dem fører endnu bedre steder hen.




Jeg har brugt meget tid på at fundere over hvorfor jeg i det hele taget ville fortælle om det? Historien kræver at man har et formål med at fortælle den. Ellers giver det ikke så megen mening. For det er en underskudshistorie, der bliver fortalt med et overskud (for ellers ville jeg slet ikke kunne fortælle den). Så hvad har det givet mig at have modet til at trække denne historie frem i lyset. Det koster jo altid. At det har gjort mig stærk og kompetent til at håndtere andres sværes fortællinger (sådan som det kommer til udtryk i de andre udgivelser). At der altid er noget at vinde, når man prøver at lære sig selv bedre at kende. Det har der været for mig, men det har været en lang lang vej. Det hele er startet som et frø af håb, der har sat sig inde i mig, og som har formålet at spire og vokse sig stort. Ja, det er blevet til et helt træ, der har fået en så stor krone at jeg nu kan trække andre i ly inde under det. Så på den måde giver det hele mening.



Man kan jo også sige at det er skæbens ironi at jeg, der har været omgået af så meget hemmeligt netop er blevet én, der kan bruge mine stemme så de historier som nu passerer gennem mit liv både får et litterært og et teatermæssigt udtryk - og også bliver omsat til arrangementer for andre. At det har givet mig et andet blik på livet og tilværelsen - og det ville jeg jo ikke have undværet. Det er jo blevet den store gave som jeg sidder tilbage med nu, hvor min historie er sluppet løs - og derfor også har endeligt forladt mig selv.



Normalt er min erfaring at det er en (forfatter)skrøne at man kan skrive sig ud af alting. Sådan har det aldrig været for mig. Jeg har snarere oplevet at jeg er blevet viklet endnu mere ind i stoffet. Men denne historie om min barndom bekræfter undtagelsen, for der har jeg faktisk fået skrevet mig ud af det. Så nu er jeg parat til at lægge fortiden bag mig. Nu skal jeg jo videre til alt det andet, der venter. Alt det som jeg nu har optjent en vis legitimitet til yderligere at beskæftige mig med. For nu har jeg fejet foran egen dør.



Fotos af Henning Lau Hansen
fra forestillingen GIV MIG LIV
baseret på romanen af samme navn
der opføres på udgivelsesdagen:
LØRDAG DEN 13.8. KL. 19.00 i Apostelkirken, Saxogade 12, Vesterbro.
I forestillingen medvirker Michael Svennevig, Thulla (musik og sang) og Ayi Solomon (percussion).
Gratis adgang.
Forestillingen varer lige knap en time.
Indgår i
MENNESKEFESTIVAL OM DRØMME OG VISIONER.

*

 

Læs også foredraget om arbejdet med romanen afholdt i OK-Klubben på Frederiksberg.

*

TANKER I ET TELT

– om baggrunden for Menneskefestival om drømme og visioner
fra den 11. - 14. 8. 2011
på Vesterbro og Christianshavn



Illustration: Bodil Molich

Se festivaltraileren af Ole Bundgaard: http://www.youtube.com/watch?v=BSaDKEygZq0

Jeg er fascineret af mennesker, deres liv og deres fortællinger. Det at finde vej gennem livet er fælles for os alle, men vores veje er forskellige. Fortællingerne om hvordan vi finder vej fascinerer mig. Vores forståelse og empati for andre afhænger af, hvad vi selv har været igennem. Vore fortællinger er med til at udvide vores horisonter. Vor evne til at forstå andre afhænger af vores evne til at forstå os selv. Fortællingerne bekræfter os i, hvem vi er og hvorfor vi er det. Vores evne til at tage livet til os, er også udtryk for, hvor meget vi tør. At turde tro på det bedste i os selv og hinanden. Det er måske vores fornemste opgave at vi bevarer troen og håbet på noget bedre. Det er det som Menneskefestival om drømme og visioner handler om.

Jeg boede og arbejdede med en græsk kunstnergruppe, da jeg var ganske ung. Jeg havde mødt dem i Athen, dengang Athen var årets kulturelle hovedstad. I Athen blev det fejret med en festival for børn. Det var den græske gruppe, der stod for det. For foden af Akropolis, overfor Vindenes Tårn foregik alle deres aktiviteter. Det der gjorde størst indtryk på mig, var det, der foregik oppe på taget i et lille hvidt cirkustelt. Børnene blev iført hvide gevanter med forskellige farverige symboler på, og skulle gå i procession ind i teltet, hvor de hver især kunne tale med Athens første indbygger. Jeg sneg mig med ind, og så hvordan en lille gut kom ind og hviskede noget ind i øret på en stor hvid stoffigur med et stort lyttende øre. Drengen gav figuren et kram, og gik så ud igen. Jeg kiggede efter ham, da han gik tilbage til sine forældre. Han så hemmelighedsfuld ud, men han havde jo også talt med Athens første indbygger.

Billeder fra et liv III

Om GIV MIG LIV.
En historie om en forlist barndom og en bortadopteret søster – og om hvordan vi igen fik kontakt med hende. Det er en historie der rummer det hele og hvor alting er vendt på hovedet. Det er også en historie om at høre til.

Når jeg har fortalt min historie, er der altid meget stille bagefter. Det er en historie der rammer noget almenmenneskeligt – og det har overrasket mig, hvordan denne meget personlige historie berører andre.



Kardinalpunktet er det store HVORFOR? Men det var på en tid, hvor abort ikke var mulig. Så hvis man blev gravid, fik man et barn, hvis man da ikke fik det fjernet hos englemageren. Så min mor blev gravid og fik et barn. Det var mig. To år efter fik hun ét mere, og det bortadopterede hun. Så jeg er vokset op som enebarn – men det er jeg ikke længere!
Min søster er også vokset op som enebarn – og som en hemmelighed.



Det er også historien om hvordan familien reagerede. Begge mine forældre giftede sig igen. Men det var først mange år senere. Min mor giftede sig med en amerikaner, og måske på grund af hans jødiske herkomst havde han har en særlig stærk familiefølelse. I hvert fald var det ham, der pressede på, da min mor tøvede. Og selvfølgelig var det svært for både hende og min far. Alligevel var min far meget mere umiddelbart emotionelt engageret. Sådan virkede det i hvert fald. Som om det ville være let for min far, og svært for min mor. Men i virkeligheden er det gået lige modsat.

Det er et tabu, når en familie ikke fungerer. Og hvorfor egentlig? Verden er fuld af dens slags familier. Ja, det virker næsten som alle familier har en slagside, men der er selvfølgelig forskel på at fortælle det som en sjov historie, og så til at trække en streg i sandet - og fortælle det som det var: det er et tabu. Jeg ved ikke hvorfor? Hvis nogen har et godt bud på grunden til det, så hører jeg det gerne! Måske fordi vi jo alle gør det så godt vi kan, også selv om det sjældent er godt nok. For mig var det ikke godt nok. Og hvem har lyst til at fortælle en historie om at de ikke slog til, at familien ikke slog til, at man var alene, overladt til sig selv – og ikke mærkede at der var nogen forældre. Sådan var mit udgangspunkt. Det har taget mig årevis at trevle historien op. Vi skriver selv vores livsberetning, og det er en livslang proces, men jeg har valgt at skrive den ned i en alder af 47 år, for at kunne komme videre. Det har taget 10 år at få den nedskrevet. Jeg har været nysgerrig efter at finde ud af sammenhængen. Jeg ville gerne forstå, hvad der skete og hvorfor.
Hvert menneske har deres syn på tingene. Det ser forskelligt ud alt efter hvorfra man ser det.

Jeg er draget på opdagelse i mit liv. Som en rapporter har jeg snust rundt på åstedet efter spor. Selv så mange år efter er der altid efterladte spor inde i én selv. Jeg har interviewet de involverede parter, og har givet dem den taletid som de skulle have. Jeg har på intet tidspunkt ønsket at stille dem til ansvar eller fælde nogen dom. Det har ikke været mit ærinde. I hvert fald er det blevet en beretning om et ungt par og deres 2 børn. Det ene barn beholdt de, mens de bortadopterede det andet.
Som det barn de beholdt, har jeg altid følt at der manglede noget. Måske har jeg kunnet føle min søsters fravær? Måske har jeg kunnet se det i øjnene på mine forældre?
Måske er børn bare så meget klogere end vi er klar over.
Dette er min beretning om hvordan jeg genfandt min søster – mange år efter.

Det hele startede med en drøm. En drøm, der fik mig til at huske det fortrængte.
Nu er det ikke længere en hemmelighed. Det er blevet til en roman. Det bliver til en musikalsk teaterforestilling baseret på romanen med musik og sang af Thulla.
Så forseglingen er brudt og døren ind til det lukkede rum er slået op.



----------------------------------------------------------------------------------

Velkommen til GIV MIG LIV – en erindringskabale.
Både som roman og som teaterforestilling, der opføres på bogens udgivelsesdag, lørdag den 13.8. kl. 19.00 i Apostelkirken, Kbh. V.
Forestillingen indgår i Menneskefestival om drømme og visioner
fra den 11.-14. august 2011 på Vesterbro og Christianshavn.

----------------------------------------------------------------------------------

Billeder fra et liv.

Bag de blå bjerge

En monolog om glæde, overlevelse og Kulturrevolution
af Michael Svennevig baseret på Aihua Yans liv.

Aihua Yan kom til Danmark som politisk flygtning i 1990 og blev dansk statsborger 9 år efter. Som et led i bearbejdelsen af hendes fortid (og især opvæksten under kulturrevolutionen i Kina) blev hun hos RCT anbefalet at nedskrive sin historie, og da hun ikke selv følte at hun var i stand til det, fik hun via en fælles ven kontakt til mig. Jeg var netop igang med at skrive bogen

”Drømme og visioner – portrætsamtaler om at ville og kunne”.

Aihua blev én af de 13 medvirkende i bogen. Men bagefter fortsatte vi med at mødes, og det resulterede i monologen

"Bag de blå bjerge",

der får urpremiere på Verdens Mindste Teater i København i Ulla Koppels instruktion den 31. oktober 2011. Teaterteksten udkommer også i bogform (med et efterord af Linda Nordin, psykolog ved RCT, København).
Bøgerne udkommer den 12.8.2011 på Forlaget Epigraf.



Under Kulturrevolutionen blev al fortid slettet og alle fotografier skulle destrueres, men disse familiefotos eksisterer mirakuløst nok stadigvæk. Det er Aihua Yan på forsiden i tiden efter Kulturrevolutionen – og på bagsidefotoet, sammen med sin famile i begyndelsen af Kulturrevolutionen.

Udgivelsen fejren ved et arrangement og en reception på dagen,
fredag den 12. 8. 2011kl. 19.00 i Apostelkirken i Kbh.,
hvor der også vil blive fremført uddrag af monologen af skuespilleren Elisabeth von Rosen. Derudover vil der være en samtale med Aihua Yan.
Det indgår i
Menneskefestival om drømme og visioner fra den 11.-14. august.