”Max og
kattene” er fuld af magi, hverdagens magi. Max Schmidt gemmer sig på farens
pelsværksted, hvor den udstoppede bengalske tiger følger ham med øjnene. Det er
samme sted, hvor butikkens unge ekspedient første gang forfører ham. Han
stjæler en pels til hende, og på vejen hen til hende bliver han del af et
gadeoprør. Samtidig spirer nazismen frem, og det gør at han bliver nødt til at
flygte – til Brasilien, hvor han efter et skibsforlis ender i en redningsbåd
sammen med en levende tiger. Livet spiller ham mangt et puds. Også da han slår
sig ned i det nye land.
Der er
historier, der åbner sig for læseren med det samme. Sådan én er ”Max og
kattene” af Moacyr Scliar. Der er en varme og glød i teksten, der smitter af.
Vi bliver lokket indenfor af en fortælling, der både tager os langt væk fra os
selv, men samtidig også meget tættere på, end vi selv er klar over. Vi er
i et magisk univers, hvor hverdagen og det daglige liv er forgyldt. Det
træder os indbydende i møde. Det betager og fører læseren længere ind i
historien.
Historien er ret fantastisk, og tilfældighederne er påfaldende konstruerede, men det er en del af serveringen, hvor alting samles op og kædes sammen på rette vis. Det kan godt være, at virkeligheden meget sjældent rummer sådanne fuldbyrdelser, men det gør litteraturen til gengæld, hvis det står til forfatteren Moacyr Scliar. Han gør nærmest en dyd ud af nødvendigheden. På en måde er det lidt firskårent og tegneserieagtigt, men yderst charmerende er det. Det er tydeligvis en genre, der er rundet af de store følelsers mennesker og det univers, de optræder i. Det er en fandenivoldsk skildring, der lader hånt om alt det dagligdagsagtige og helst vil berette og fortælle med store armbevægelser.
Moacyr Scliar: ”Max og kattene”
roman oversat af Lean Pejtersen,
Jensen & Dalgaard, 1981/2024
125 s.
*
Ingen kommentarer:
Send en kommentar