22 skønlitterære debutanter
læste op i
Dansk Forfatterforening til årets skønlitterære
debutant-arrangement den 29. 11. 2014. 7 af teksterne fik mig til at spidse
øren. Der var tale om 5 kvindelige og 2 mandlige forfattere:
”Roman i fire
årstider” af Betina Birkjær (Forlaget Jensen & Dalgaard),
”Kvinder på
kanten” af Susanne Højsting (Skriveforlaget),
”Rejsen” af
Saida Benakrich (Forlaget Siesta),
”Tæl på
fingrene” af Jørgen Hedager Madsen, (Forlaget Fokal),
”Bedrag” af Eva
Iversen, (Gladiator),
”Det eneste
rigtige” af Malene Ravn, (Gyldendal)
og ”Gulvet er
glat” af Rasmus Graakjær, (Byens Forlag).
Bøgerne kan groft inddeles
tematisk i to kategorier, da tre af dem handler om fremmedhed, og 4
handler om bedrag. Men fælles for dem alle er, at de handler om at være
menneske.
Det er en grum, grum historie,
der ligger til grund for Jørgen
Hedager Nielsens krimi, ”Tæl
på fingrene”. Selv om jeg normalt ikke læser krimier, lod jeg
mig lokke, fordi figurtegningen var så god - og jeg fortrød det ikke. Det
er en fermt velskreven provinskrimi, om journalisten Svend Tved, der anonym
modtager en pakke. Hvilke kropsdele, der er i pakken, og hvilken forbindelse
det har til bogens forsideillustration og blodet på havesaksen siger allerede
en del om bogens plot. Det er en veloplagt og frit strømmende beretning,
yderst fortættet i sin form. Den er præcis og konkret. Det gør det let for
læseren at finde ind i teksten - eller rettere at finde sig til rette i den.
Netop figurerne er så gode og klare at jeg håber at hovedpersonen, moren og
måske Lisbeth fortsætte deres liv sammen i en efterfølger. Der er stof til det
- og i så fald vil jeg også der være blandt læserne.
Det er altid svært at konstruere de personlighedstræk, der tilsammen skaber
en hovedperson, men bogens anti-helt af en journalist klarer sig meget fint.
Netop fordi han bliver gjort så menneskelig med alle sine handicaps og
begrænsninger, kommer vi til at holde af ham, forstå ham og kan
identificere os med ham. At han ikke nævneværdigt lader sig ryste af at en
sten smides gennem ruden ind i hans stue, og storsyngende bagefter udbedrer
skaderne, skaber en vis rummelighed i figurtegningen. Sådanne menneskelige
spændvidder gør romanen både udfordrende og vedkommende. Jørgen Hedager Nielsen
har den fornødne menneskelige indsigt og empati.
Det sindrige og vidtforgrenede plot oprulles overbevisende.
Det uhyggelige afbalanceres fint med humoren. Mest veloplagt og overraskende er
det i scenen med skumgummi-brysterne. Det er en akavet situation som får visse
overaskende træk frem i de to hovedpersoner. De så at sige overrasker
sig selv og hinanden - og dermed os.
Romanen omhandler den fri aborts etiske dilemmaer, eller de dilemmaer som
bogen postulerer at der er. Bogen er udgivet på forlaget Fokal, der er
associeret med det kristne forlaget Lohse (og på nettet figurerer forfatteren
som kristen ”fritidsforkynder”). Efter læsningen bliver jeg i tvivl om, hvad
det egentlig er jeg har læst. For hvis det er et partsindlæg
imod den fri
abort, så stiller jeg mig tvivlende overfor bogens ærinde. Også selv om den
fungerer glimrende som krimi. Velskrevet er den i hvert fald.
Læs et
uddrag fra romanen.
Bedraget i
Susanne Højstings lille
fine udgivelse, "
Kvinder
på kanten", møder vi først hen imod slutningen, hvor
læseren bliver klar over, at vi - ligesom bogens personer - er blevet taget ved
næsen. Det er raffineret skrevet, men det en alt for tynd bog med sine
84 sider. Jeg savner mere volumen og fylde, så det ikke bare
fremstår som fortællinger. Alligevel lykkes det at få historierne til fint at
klinger sammen i en større fortælling, der kalder på at blive skrevet ud i
fuld længde. Det er ellers fint orkestreret sådan som den lille bogs
forskelige stemmer indordner sig den overordnede fortælling bundet sammen
af det der sker omkring relationerne til den samme mand: Kafar, der er
omdrejningspunktet for kvinderne i bogen. Det skildres hvordan den enes drøm
er den andens fængsel. Der ligger, ligesom i ”Tæl på fingrene” en stor
menneskeindsigt bag, og det mærkes, når de forskellige personers gøren og laden
skal skildres, for det er nemt at se dem for sig - og forstå dem. Det er
svært at være menneske, og det får overbevisende en stemme i "Kvinder på
kanten".
Personernes drømme kontrasteres med uddrag fra deres liv, sådan som det
aftegner sig, når der panoreres fra den ene til den anden. Det vellykkede, men
alt for volumenmæssig tynde resultat kalder på at blive bredt ud. Forudsætningerne
for det er tydeligvis til stede. Det er forenklingen, der er det
sværeste, og den er der, for det mærkes at der ligger en masse materiale
og venter.
Susanne Højsting har
fin sans for at skildre de længsler, der ligger og slumrer i os, og skildrer
overbevisende, hvad det gør ved os, når de vækkes. Sådan som det sker for flere
af bogens kvinder, der befinder sig ude på kanten.
Læs mere om
bogen.
Rasmus Graakjær skriver godt. "
Gulvet er glat"
har mange fine situationer, stemninger og god figurtegning. Det er et godt
anslag med besøget i Las Vegas. Det bygger godt op, så der bliver endnu
længere ned til bunden, hvor hovedpersonen, Henrik, der er arkitekt, ryger ned som
arbejdsløs. Der er en god beskrivelse af mødet med sagsbehandleren. Det er en fin og afklædende
beskrivelse af hvor lidt der skal til før hovedpersonen brager igennem
bundlinjen og korporligt bliver smidt ud. Gulvet er glat, og man glider let.
Det beskrives overbevisende og vedkommende. Det er en central beskrivelse
af en hjemløs på Gråbrødre Torv, der forstyrrer frokostgæsternes appetit. Den
hjemløse giver stemme til noget af den protest som hovedpersonen føler, men
aldrig selv får formuleret. Også den ramsaltede beskrivelse af den
veltjenende kvindelige arkitekt på tegnestuen, der køber de billigste
morgenmadsprodukter og præsenterer dem som noget ganske særligt, er yderst
træffende. Sådanne modsætninger er der mange af og de er skildret med en god
sans for detaljerne. Det er i det hele taget befriende med forfatterens
insisteren på at skelne mellem kvantitet og kvalitet, for det går som en
rød tråd igennem romanen.
Der er gode beskrivelser af det hverdagsagtige, men det er også forbundet
med min eneste anke, for det bliver en jordomrejse uden høj kurs. Jeg savner
ambition, og at forfatteren med sin fortælling sigter højere. At det ikke kun
kommer til at handle om at få barn og blive far eller få et nyt arbejde og
et nyt konkurrenceprojekt. Men selvfølgelig, sådan er det, livet. Men det
efterlader mig med spørgsmålet: er det så bare det?
Slutningen forekommer mig at være et antiklimaks af samme grund. Den virker gråmeleret.
Hovedpersonen bliver ikke klogere. Det gør vi mennesker måske sjældent?
For hovedpersonen er til fals for næste hurtigtgående vind og villig til at springe på den første den bedste flyver, der tager ham
væk fx til Kina og til nye mammutbyggeprojekter. Jeg efterlyser at
hovedpersonen skulle have lært noget af at have befundet sig nede på bunden,
men det har han tydeligvis ikke. Er problemet at Henrik faktisk er
overfladisk og egentlig ikke tager ved lære af det han går igennem?
Det er modsat med læseren. For mig er det et wake-up-call om at der er en
form for hurtighed, omstillingsparathed og hvad det elles hedder, der slår det
vigtige ihjel. Det vigtige er det der giver det hele mening. Den mening som vi
hver især tilegner os. For hovedpersonen virker det mest af alt som et
spørgsmål om at nå "hjem", at nå i sikkerhed, at komme i ly og
nå tørskoet indenfor - og det er ikke det samme. Det provokerede mig i den grad
at jeg var nødt til at få forfatteren til at uddybe det yderligere. Så det bad
jeg ham om. Han svarede bl.a.: "… hovedpersonen, Henrik, tager livet
på sig, men taber til gengæld tilværelsen som den store kunstner -
eneren."
Det forklarer noget af den splittelse og uforløste jeg fornemmede
i romanens slutning. Det
lyder godt, sådan som det forklares, men er
det dét, der sker? Det er jeg i tvivl om, for det er ikke dét billede
jeg sidder tilbage med. Jeg har svært ved at betragte hovedpersonen som
den store ener - som kunstner. Jeg synes mere at han vil have succes, og
oplever ikke at han stikker så dybt i sin kamp for at finde fodfæste i
tilværelsen. Om han har de store visioner er jeg også i tvivl om. Han tragter
mest af alt efter at sidde på en vinderhest. Ligegyldigt
hvilken. Det er ikke så tit kunstnere gør det, altså sidder på
vinderheste. Eller i så fald kun de kommercielle af dem. Men tingene er
selvfølgelig ikke så entydige. Men ligegyldigt om det er det ene eller det
andet - eller noget helt tredje, er romanen så godt fortalt, at den indfangede
mig. Endda i en grad, at jeg måtte række ud over romanens egen
virkelighed, da jeg bad forfatteren uddybe det jeg ikke forstod – eller ville
affinde mig med.
Læs mere om
bogen.
I Betina Birkjærs ”Roman i fire
årstider” siges det hele allerede i titlen. Her er bedraget et ganske
andet, men ligeså omfattende, mens stilen, tonen og genren er en ganske
anden. Det er umådelig charmerende at følge med romanens personer rundt i
og omkring byen. For en gangs skyld er anprisningen på bogens bagside fuldt
berettiget, når forlæggerne (for der er to) skriver om romanen at den er som
"...kniplet i spindelvæv og skåret i barken på byens træ".
Som læser ønsker jeg mig at der er mange flere end disse fire årstider.
Tonen og klangen, der klinger igennem fortællingen på smukkeste vis,
er forfatterens helt egen. Som læser hviler jeg trygt og
velbehageligt i bogens univers, og alligevel er der denne underliggende uro, for noget er på færde. Idyllen er et dække for
hemmeligheder, og dem er der mange af. Der er den døde guldfisk, ildebranden
og det døende træ. Og længslen mod havet. Længslen mod alt det
fremmede - alt det der leder væk fra byen og videre ud i verden. Bag den trygge
facader er der et mylder af følelser og stemninger, der så let som ingenting
kan blæse det hele omkuld. Der er havet, der sender en byge af fisk
ind over byen, så fiskene bliver liggende i gaderne, gispende og døende, mens byens beboere gemmer sig i deres huse, indtil fiskene igen er
væk. Tiden er ved at
rinde ud. Måske er en ny tid uvægerligt på vej. Ulykkerne indtræffer. Træet
brænder og den gamle verden går under, men selv om fuglener for længst er fløjet væk, er de
der stadig - dér et sted ude i horisonten.
Det hele er på lånt tid, men selv om
hemmelighederne ikke er brændt væk, giver nye begyndelser også nye
forhåbninger, drømme og længsler. Det samme gør fortællingen i fire årstider.
Det er en smuk poetisk glæde at læse den fine og meget sårbare
roman.
Læs mere
her, for det er en fortælling, der kræver sin helt egen anmeldelse.
Bedraget er ikke mindre i Eva Iversens ”Bedrag” og Malene Ravns ”Det eneste
rigtige”. De skriver begge meget kropsligt og tæt på deres personer. Der er en
fin sproglig bevidsthed til stede hos dem begge. Blidt, men bestemt, fortryller og lokker de læserne tættere og tættere på, indtil det er umuligt at vriste sig løs.
Genremæssigt kunne begge romaner også være skrevet som krimier, så
spændende og langsomt afdækkende fortælles de. Brugen af de skiftende
fortællerpositioner er både raffineret og meget spændingsopbyggende.
”Bedrag” af Eva Iversen er en modig roman, der er stilistisk meget stærk. Sprogligt er den tæt og spændstig. Der er ikke ét ord
for meget, og den er skrevet helt ud til kanten med fin sproglig
musikalitet. Næsten som var den skrevet af en lyriker. Også sætningsopbygningen
får det til at virke som lyrik, sådan som de korte sætninger sættes op mod
hinanden. Sproget er almindeligt og enkelt, og alligevel hidses det op, sådan
så selv ganske få, korte og nærmest farvesvage ord, alligevel giver saft og
kraft til fortællingen om forlist kærlighed. Det er en voldsom fortælling,
der bliver holdt på plads af gentagelser á la "Det er fiktion. Det findes
ikke, hvis jeg ikke vil kendes ved det". Derved etableres et
fortælleunivers, der kan bære den tunge fortælling, for konstruktionen er
velkonsolideret. Det er en mørk fortælling om et mennesker, der fra morfarens
tidlige seksuelle misbrug har været vant til at gemme sig inde i sig selv, og
har overlevet ved at gøre det. Hovedpersonens usynlighed bliver så
opfattende at hun, Astrid, langsomt udviskes, selv om der tegnes et spinkelt
håb, da hun i bogens sidste linjer alligevel evner at står fast og ikke vil have
"bedrageren" med hjem. Det giver en fornemmelse af morgenluft. Der er
noget på vej, så måske er der alligevel et liv efter bedraget?
Uden at der bevidst arbejdes med humoren, er den der alligevel. I beskrivelsen
af Astrids arbejde på telefonrådgivningscentret er det grotesk at hun skal
rådgive andre, når hun selv er ved at gå i opløsning. Det kommer
til at virke både grotesk og tragikomisk, sådan som telefonsamtalerne er
gengivet. Det giver et åndehul i den stramme fortælling. Heldigvis, for
ellers var det blevet
for sort. Især barndomsfortællingerne står
stærkt. Uden dem som rammefortælling ville det have været svært at følge
hovedpersonen, mens hun bevæger sig nærmere og nærmere sin egen
destruktion.
Det er fristende med en så emotionel og psykisk ustabil jeg-fortæller at lade
det hele falde ud til hovedpersonens fordel, men der undgås klogt ved at
skildre det fællesskab som parret også har haft sammen, før det gik galt, sådan
så mandens version af historien kommer til at fremstå lige så stærkt, for der
er ingen vindere i dét spil. De går begge til grunde. Eller også er det bare
sådan med Astrid, at hun er gået til grunde så mange gange, at det er
blevet hendes måde at være til på.
Romanen trænger ind under huden, og der er meget der sidder tilbage i
mig bagefter. Selvfølgelig de seksuelle barneovergreb i starten, men det er kun
anslaget, for der er meget mere. Romanen er en slags nedtælling til nul - til
det endelige sammenbrud eller nedsmeltning. Men måske er den totale
opløsning også en udfrielse? I hvert fald rummer romanen også en farligt dragende
stræben efter den totale tilintetgørelse. Der er allerede sat en tæller på
bomben, og den skal nok gå af. Vi ved bare ikke hvornår. I den forbindelse
virker kærligheden bare som en forhaling af det uundgåelige. Den dyrekøbte
kærlighed er bare til låns, for den tilintetgør sig selv.
Læs mere om
bogen.
Der er meget, der binder videre til Malene Ravns ”Det
eneste rigtige”. Det høres allerede på titlen, der klinger lidt sammen
med ”Den eneste ene”. Og det er ikke tilfældigt, for der er mange tråde der
binder videre. Det er begge fortællinger, der er funderet på klichéer. Forstået
på den måde at der bides fast i de faste forestillinger – og så rystes der.
Meget og vedvarende. Til sidst er det rystet fri af sin normale kontekst, eller
rettere det forledes vi til at tro.
Mandens sidespring resulterer i en graviditet. Ægteparret opsøges af den
ganske unge pige han forførte. Ingen ved, hvad hun vil. Hun trænger til en base og uvist af
hvilken grund knytter den bedragne hustru sig til den unge pige og installerer hende i deres hjem, og skubber
derved manden fra sig. Først er hun bare
nysgerrig. Måske vil hun straffe manden for sidespringet... Hun er selv barnløs
og ikke i stand til at få børn, og så vågner ideen om at overtage den unge
piges barn og gøre det til sit eget, så hun alligevel kan få sin drøm om at blive
mor opfyldt. Hvor bevidst er det? Det ved vi ikke. Ikke i begyndelsen, i hvert fald. Langsomt spindes de tre
ind i et klæbrigt spind, hvor ingen ved, hvem der er edderkoppen - og hvem der
er byttet. Det er ganske fermt gjort – og effektivt. Det kræver et særligt greb
om de klichéer vi omgiver os med. De drejes en lille smule, så de stadig
næsten
lyder naturligt - og så får de lige et nøk mere. Jeg godtog prompte
fortællingens præmisser, og når man har sagt A og B, hugger Malene Ravn til
hele vejen gennem alfabetet. Og det virker. Det giver, om noget, en ordentlig
karruseltur. Det er rystende, fordi teksten intet røber. Der er jo egentlig
ikke noget galt. Ikke sådan rigtigt. I al fald ikke noget som de ikke kan tale
på plads. Det er jo meget almindeligt, det de gør. De hjælper jo bare hinanden.
Man kan næsten ikke være andet bekendt. Det er det eneste rigtige at
gøre.
Efter læsningen måtte jeg løbe en tur, for at få teksten til at falde til ro
i kroppen.
Læs mere om
bogen.
Og så har jeg endda gemt det bedste til sidst: ”
Rejsen”
af
Saida Benakrich
(Forlaget Siesta).
Det kræver en anmeldelse helt
for sig selv, og den kan læses
her.
Tak til de 7 skønlitterære
forfatterspirer. Det har været et inspirerende møde med de meget
forskellige universer. Nogle af bøgerne har været rystende og uhyggelige, andre
har været drømmende og eftertænksomme. Men fælles for alle har været at de har
skildret det at være menneske på mangfoldigt mange måder. Det er noget af
det fascinerende ved litteratur at vi sjældent ved, hvad vi søger, før vi får
det. Men så virker det til gengæld som noget af det mest naturlige. Sådan har
det været med læsningen af disse 7 litterære topskud. De være sig hermed
anbefalet.
.jpeg)
