Fotoudstilling af Alan Pary (Kurdistan)
kan opleves under Gammelfestivalen Død og hygge på plejehjemmet fra den 8. - 15. oktober 2014.
På Betaniahjemmet, Kong Georgs Vej 3, 2000 Frederiksberg.
Samtidig udkommer "Gammelbogen II", hvor flere af billederne er gengivet i s/h i bogen og i farver på omslaget. Udgivelsesdagen til festivalåbningen, onsdag den 8. oktober - er samtidig dagen, hvor der er fernisering på Alans udstilling.
Læs mere om bogen: http://www.forlaget-epigraf.dk/page12.html
:
Samtale
med Alan Pary, kurdisk digter og fotograf.
Alan fortæller om livet efter Sandholm, om hvor svært det var for ham at skabe sit eget liv. For som flygtning står man uden for alting. Han fortæller om forskellen mellem det man siger og det man gør. Men også om den frihed han følte og den hverdag som han havde glædet sig sådan til at blive en del. Det har været som at få et nyt liv. Det er det liv som han har skildret i billederne på den kommende udstilling. Det er en lykkelig historie. 15 år gengivet i 15 fotos fotograferet i en dansk kolonihave.
Her er et uddrag fra "Ude på kanten, portrætsamtaler om at turde” (Forlaget Epigraf, 2014) hvor jeg har en samtale med Alan.
MS: Man kan mærke på dig at du
trives og er glad, men du er kommet langvejs fra, og din flugt fra Irak ligger
nu 13 år tilbage. Du udgav en digtsamling på arabisk, mens du stadig var i Irak
- og siden er der kommet én mere. Du havde været næsten 10 år i forskellige
flygtningelejre i Danmark, da vi mødtes via Dansk PEN, hvor du henvendte dig -
og det var mødet med dig, der fik mig til at interessere mig for møderne på
tværs af kulturelle forskelle og grænser. Det var efter mødet med dig i
Sandholm. Husker du?
AP: Når du taler om Sandholm, er det
et sår jeg stadigvæk har inde i mig. Det er ikke lægt og bliver det nok aldrig.
Før jeg kom til Denmark havde jeg også den der nervøsitet, men da jeg kom til
Danmark troede jeg, at nu begyndte min fremtid, for nu ville jeg kunne gøre alt
det som jeg havde drømt om. Inden jeg kom hertil tænkte jeg, at i Europa kan du
gøre alt, for der er slet ingen begrænsninger. Der er ikke nogen der her siger,
at der er noget som man ikke må. Der er ingen censur. Der er ingen grænser for,
hvad du kan sige og gøre. Men efter et par år fandt jeg ud af, at jeg var på
flugt… at jeg var flygtning. Der er forskel på at være flygtning og så komme
her for at læse og studere eller arbejde. Der er meget stor forskel. Når man er flygtning, er der mange ting man
ikke må. Du kan f.eks. ikke rejse som andre gør. Du skal først have et
personnummerbevis og bagefter et pas, så det er ikke så let. Det er svært at
beskrive, men det er let at mærke og føle, for det er der hele tiden. Du kan gøre alt, men må alligevel ikke. Jeg kan være sammen med dig, vi kan gå ud og gå
i teatret sammen, men hvad så bagefter? Så skal jeg tilbage til Sandholm, hvor
der er en masse forskellige mennesker, der bor tæt sammen og føler sig
pressede. De har ingen fremtid her. De ved dårlig nok, hvorfor de er her. Der er
ingen fremtid nogen steder. Det hele afhænger af om de får asyl eller ej. Der
er en politisk vind, der blæser frem og tilbage og som er afgørende for, om du
får opholdstilladelse eller ej. Selv var jeg meget tæt på at blive sendt
tilbage. Det var jeg virkelig bange for. Mit navn var allerede på
udsendelseslisten. Men jeg ved ikke, hvad der skete. Måske var jeg heldig,
eller også havde jeg været god til at undgå det. Jeg ved ikke hvordan.
MS: Omstændighederne for din
hjemsendelse ændrede sig. Der var ikke længere noget du kunne blive sendt
tilbage til, for din familie var også flygtet fra Irak.
AP: Ja, min familie flygtede til
Jordan. Jeg havde ikke længere familie i Irak. Så der var en god grund til, at
jeg ikke kunne blive sendt tilbage.
MS: Men så fik du opholdstilladelse?
AP: Ja, egentlig kom jeg hertil
fordi jeg var digter, der skrev på arabisk og det måtte jeg ikke. Det var
grunden. Så det er lidt underligt, at jeg endte med at få opholdstilladelse af
en helt anden grund.
MS: Fordi du er kristen?
AP: Okay, jeg er kristen, og er født og vokset op som kristen. (pause) Det er en
meget privat sag. Det kommer jo ikke andre ved.
MS: Men når du får
opholdstilladelse, fordi du er kristen...
AP: Ja, så bliver det gjort til en
kristen sag. Jeg er bare menneske, og jeg behandler alle andre som mennesker.
Jeg var 18 år da jeg kom hertil, og har lært meget siden. Gode ting. Her i
Danmark har jeg lært, at man må sige hvad man har lyst til…
MS: … men du skal stadig stå til
ansvar for det.
AP: Ja, det skal man. (ler) Jeg har
lært at sige det jeg tænker, for hvis du er vant til at skjule dine tanker,
ender man med at blive aggressiv. Og hvorfor er der ikke frihed til at gøre det
i Mellemøsten?
MS: Hvordan er det at komme fra et
samfund uden ytringsfrihed til et dansk samfund, hvor man kan sige alt - under
ansvar?
AP: Der er stadig nogle ting, som
f.eks. min asylsag, som jeg ikke har fortalt om. Der er mange ting i min sag
som jeg ikke har fortalt andre. Det er mit. Det er mit liv. Men det er også et
sår, og et sår, der ikke vil hele. Men det handler også om mentalitet. Om måden
man tænker på. F.eks. hvad danskerne tænker om én. De tænker 1-2-3. Det må ikke
være 2-1-3.
MS: Det er mere firkantet?
AP: Ja, det kan man godt sige. Det
handler om mentalitet. For når du kommer til en sådan verden, virker her meget
åbent. For nogen, i hvert fald. Ikke for alle. Når man kommer her er det
overvældende. Du kan helt selv bestemme, hvordan du vil klæde dig. Det tager
man ikke så nøje. Ikke umiddelbart, i hvert fald. Du kan gå halvnøgen på gaden.
Der er ikke nogen, der siger noget til det. Det er din egen sag. Jeg har læst,
at udviklingen er gået meget stærkt. Før i tiden var danskerne meget
gammeldags, og kønsrollemønstret meget stereotypt. Det var manden der tjente
pengene, og konen der gik hjemme.
MS: Ja, i 50´erne var det helt
anderledes, men det er længe siden.
AP: Det er da ikke så lang tid
siden, for sådan er det stadigvæk der hvor jeg kommer fra. (ler)
Alle fotos er af Alan Pary.
.jpg)
