Meget mere end bare ord.

Fortællinger & livshistorier er meget mere end bare ord.
Til festivalåbningen i overmorgen, tirsdag, er der  3 billedkunstnere, 2 dansere, 3 musikere og et band samt 2 film. For det at fortælle historier og lade sig fortælle er mange ting.
Oplev to udstillinger, hvor arktiske isfjelde glider sammen med skrotsmykker sat sammen af adskilte dele fra gamle ure og antikviteter, der repræsenterer hver deres tid og epoke. Mærk kroppens eget ordløse sprog, når tekst bliver omsat til dans, eller når det møder den moderne teknologi, når vi overfører bevægelser og sprog i en direkte transmission fra den anden side af kloden og omsætter det til et scenisk sprog på Betaniahjemmet, når kulturerne og deres sprog blandes i et rum, hvor der stadig er ord, men hvor det fysiske udtryk er så meget vigtigere.
Mærk hvad de gamle sange gør ved sindet og kroppen, men mærk også hvor helt nykomponerede lyde og lydbilleder bringer dig hen. Vi er sammen i et dirrende nu, hvor skabelsen bliver til, men vi befinder os også i et sprogløs verden, hvor der er muligt at åbne døren og vinduet ud til de mange andre virkeligheder, der drejer rundt om os. Så vær med, når hele festivalen slippes løs i overmorgen.
 

 

Festivalprogrammet er så vidtforgrenet at det tager pusten og overblikket fra de fleste, men kom til åbningen og mærk historierne omkring dig. Imellem dig og mig. Imellem os og verden. Både dem vi betragter og kun forsigtigt berører - og dem vi selv er en del af. Tag vel imod invitationen til at træde dansen. Både sammen med andre – og selv, når aftenen kulminerer med åbningskoncerten med Markussen & Raabo, hvor ”Looking in the sky” er en af mine favoritter. Efter en sving om  (der er åben bar) slutter aftenen med præsentation af 2 nye bogudgivelser, så der er også masser af ord. Faktisk er der hele 3 nye bogudgivelser:

 

Stine Bitsch-Larsens SVANEVINGER. En erindringsbog, hvor den 97-årige forfatter fortæller om barndommen, opvæksten, besættelsen og Afrika.

 

 

Henning Carlsens MEMORIA – om aftenens afsluttende film: ”Erindring om mine bedrøvelige ludere”. Filminstruktørens vidunderlige svanesang, der er en filmatisering af den colombianske forfatter og nobelpristager Gabriel García Márquez´ roman af samme navn.

 

Men også artikelsamlingen: MINE MENINGERS DUMDRISTIGHED, hvor Henning Carlsen kommenterer en større samling af sine artikler fra årene 1952-2014.

Som forfilm i festivalbio vises hver aften FESTIVALFILMEN med uddrag fra noget af alt det man opleve på festivalen: skrotsmykkedesigneren i sit værksted, uddrag fra den musikalske suite ”Svanevinger”, uddrag fra teaterteksterne ”Franz Pander” og ”Bare en flygtning”, en fortælling om barndommens Bagdad, en samtale om at danse til tekst og oplæsning fra romanen ”Støj og stilhed”. Så hvis du ikke har mulighed for at være med til selve festivalåbningen, så oplev alligevel en del af det på FESTÍVALFILMEN:

 

Her er et link til hele filmen.

Så der er nok at glæde sig til, når de fortalte historier og livshistorier træder dansen og bliver til bøger, film, musik og dans. Midt i al denne kunstneriske overdådighed bliver der også mulighed for at kunne spise mad inspireret af festivalens mangekulturelle program, når Betaniahjemmet eget køkken digter med og serverer mad inspireret af mange forskellige lande hver aften kl. 18-19, hvor et måltid med dessert (inkl. drikkevarer) koster bare 75,- kr. Det er det eneste, der koster noget under festivalen – med mindre man ønsker sig at erhverve sig et maleri, et skrotsmykke eller en af de nyudgivne bøger. Så hjerteligt velkommen til festivalåbningen i overmorgen – på tirsdag fra kl. 14-22.30.

Slå sanserne ud og mød suset fra verden omkring os.rcía Márquez

Se det trykte program.

FB.

Hjemmeside.

 

 

Velkommen til Gammelfestivalen

Død og hygge på plejehjemmet

                Fotos: Alan Pary

Hvad sker der når livet ender?

Digteren Benny Andersen mener ikke, at der er noget at frygte: ”At gå i barndom er ikke det værste”, for som han siger ”så havde han en dejlig barndom”. Forsvinder man brat eller udviskes vi gradvist? Er det som et lys, der gradvist går ud eller kommer vi herfra med bulder og brag, under stor smerte? Ingen ved det, og som filminstruktøren Henning Carlsen skrev i sine erindringer, 16 år inden han selv drog videre:

”… kan man med nogen ret mene, at det er lidt ved siden af at beskæftige sig med sin egen død i en bog, der har karakter af erindringer. På den anden side er det lidt sent, når éns død er noget, man er henvist til at tænke tilbage på. Jeg er kommet dertil, at jeg ikke nærer den mindste angst for at befinde mig på den anden side af livets grænse. Det er kun grænsepassagen og de omstændigheder, hvorunder den kommer til at foregå, der kan få det til at gyse i mig. Der er ikke megen trøst at hente i, at der jo er så mange før én selv, der er kommet igennem det. ”Der er endnu ikke nogen, der har taget skade af at dø,” fungerer ligesom ikke rigtigt. Når det kommer til stykket har vi jo vidst, om ikke fra starten, så dog længe, at på et eller andet tidspunkt skal vi på en eller anden måde lempes over denne grænse. Nogle bruger ligefrem hele livet på at forberede sig på det. Efter min mening er der ikke andet end at krydse fingre og håbe på, at det sker på en facon, så man ikke lægger mærke til det. Det er en forfængelig teori, når man fortæller sig selv, at det sikkert er værst for de efterladte. For nogle efterladte er det måske endda en lettelse, at man har forføjet sig bort. For resten skal de jo selv den samme vej før eller senere. Så mødes vi, og i tanken om det kan jeg finde en smule trøst, i tanken om vort fælles bidrag til det biologiske kredsløb, der i denne sammenhæng så nødigt omtales som fødekæden..”

Fra ”Gammelbogen II”, der igen er citeret fra Henning Carlsens ”Mit livs fortrængninger”(Gyldendal, 1998)

Henning Carlsen skulle have åbnet festivalen, men på en Gammelfestival er det ikke noget odiøst i at enkle af de medvirkende, ikke når at få åbningen med. Men Carlsen er stadig på programmet, for døden er ingen undskyldning. Paul Hüttel læser op fra ”Mit livs fortrængninger”, før visningen af Carlsens dokumentarfilm fra 1961: ”De gamle” (32 min.).

Gammelfestivalen holder fast, hvor andre slipper. Det er aldrig for sent at blive gammel.

HJERTELIGT VELKOMMEN til  Gammelfestivalen Død og hygge på plejehjemmet

 

117 stemmer (2) - Sådan gik det. Se billederne!

Arrangementstrailer: Nargiz Galib Andersen

For 6. år i træk inviterede Dansk PEN sammen med Dansk Forfatterforenings og Danske Skønlitterære Forfatteres Internationale Udvalg til det årlige sommerarrangement om drømme og visioner i gårdhaven ved Dansk PEN. I år var det udvidet til et weekendarrangement, der startede i Apostelkirken på Vesterbro og sluttede i gårdhaven ved Dansk PEN på Christianshavn i København.

I løbet af weekenden kunne man komme med på rejse til fjerne egne - og helt tæt på sig selv. Det skete i mødet med stemmer fra nær og fjern. Der var musik og dans, historiefortælling og digte, oplæsninger og samtaler med en masse kunstnere, der berettede om deres drømme og visioner. Og så var der krydret grønsagsmad, drømmekage, arabisk myntete og afrikansk kaffe.

Antologien "117 STEMMER, fremmed og nært, om drømme og visioner" udkom samme weekend med et væld af stemmer, der indgår i et mægtigt kor, hvor der synges højt, lavmælt, inderligt, påtrængende og finurligt om drømme og visioner. Ved arrangementerne kunne man møde de første 16 af bogens stemmer. (De er markeret med *)

Fotos: Alice Maud Guldbrandsen.

SØNDAG den 5.8. kl. 13-16 i gårdhaven ved Dansk PEN, Dronningensgade 14, på Christianshavn:

Vejret var igen med os, da gårdhaven ved dansk PEN blev fyldt til bristepunktet. Så mange har vi aldrig været før. Vi sad som sild i en tønde. I pauserne blev kagefadene nærmest støvsuget. Endnu engang lavede Mille sin uforlignelige arabiske myntete. Igen var det et musisk indslag, der løb med det meste af opmærksomheden, da Allan & Energistyrelsen optrådte med spoken words og forunderlige underliggende lydlandskaber, der forplantede sig i den varme sommerluft og svævede væk som en duft af drømme og visioner.

Dorte Karrebæk* har skrevet en af mine favoritbøger: ”Ingenting her, ingenting der” (Forum 2002). Hun er både illustrator og forfatter og det kombinerer hun smukt. Hendes bøger er morsomme, men grumme. Hendes karakteristiske humor lægger sig ind over det hun laver, og skaber de mest uventede perspektiver, der får os til at se verden på ny. Det var dejligt at kunne byde hende velkommen tilbage fra Spanien og have hende til at indlede med at læse sin historie ”Da Fremtiden Forvandt” fra ”117 stemmer” som prolog. (Illustration: Dorte Karrebæk)

Paul Hüttel havde påtaget sig at læse et kapitel fra den egyptiske Nobelpristager Naguib Mahfouz ”Midaqgyden” (Holkenfeldt 1989). Oversat af Lilian Cipikoff. Det er skildringen af dagligdagslivet i en bydel i Kairo, men så alment beskrevet at det kunne udspille sig alle steder og til alle tider. Mahfouz, der fik Nobelprisen i 1988, var en stor humanist. Jeg syntes, at det var passende at denne store universelle forfatter blev læst op af en af vores dygtigste skuespillere. Hüttel og Mahfouz klædte hinanden.

Ruban Aro* kom til Danmark fra det sydlige Indien for 3 år siden. Jeg mødte ham en uge efter han var kommet hertil, hvor han viste mig rundt på Vesterbro (!!). Han er 28 år og har skrevet et af bogens mest rørende tekster, hvori han beskriver oplevelsen af at se en bil og en telefon for første gang. Det er en tekst, der maner til eftertænksomhed. Det var en fornøjelse at høre ham læse den.

Peter Alsted* er skønlitterær forfatter. Da hans debutroman ”Sorte Scener” udkom i 2007 på Husets Forlag, udvekslede vi bøger. Peter skrev som dedikation: ”Verden er vel, som man vælger at se den?”. Hans debutroman handlede om filmpassion, og det ser ud til at det er noget, der også har fulgt ham selv på vej. Der er gået et par år, og Peter er lige kommet hjem fra Afrika. Han bragte en afrikanske beretning med sig, om sorte drømme og visioner, og besvarede med sit levende indlæg spørgsmålet positivt - ”om at verden stadigvæk er som man vælger at se den”.

Pouria Tahmasebi* (Iran). Læge eller skuespiller? Pouria stiller sig selv spørgsmålet i den tekst han har skrevet til "117 stemmer", og som han læste højt. Han er netop blevet færdiguddannet fra Det Danske Filmskuespillerakademi. Hans første rolle bliver i monologen ”Indisk Kærlighed - eller hvordan man overlever at blive forelsket” med premiere den 2.9.12 i Vesterbro Naturværksted som en del af "Teaterdage på Vesterbro". Monologen er baseret på en interviewbog som Malene Fenger-Grøndahl lavede sammen med Marianne Nøhr Larsen: ”Den forbandede kærlighed, 14 fortællinger om homoseksuelle og kulturel mangfoldighed” (CDR-Forlag 2007). Vi hørte et uddrag fra teksten. Jeg har skrevet monologen, der er instrueret af Ditte Maria le-Fevre. (Foto: Sille Veilmark)

Salim Abdali* (Irak) er oversætter og bio-fysiker, men faktisk også digter, forfatter og dramatiker (selv om vi endnu må have det til gode, men det er på vej, lover Salim). Dog er hans bidrag til ”117 stemmer” en god forsmag på, hvad vi har i vente. Indtil da kan vi nyde hans flotte og meget musikalske oversættelse af den syriske forfatter/digter Adonis´ ”BOGEN. Stedets gårsdag er nuet” (Forlaget Underskoven 2010). Det er over 400 siders poesi om arabisk kultur, efter profeten, bundet sammen af en fortæller, der formår at række langt ud over sin kulturs egne grænser. Adonis er af samme grund ofte nævnt som Nobelpriskandidat. Salim fortalte om det store værk og læste op fra sin gendigtning.

Henning Carlsen og Gabriel García Márquez er to store skikkelser indenfor hvert deres felt. Henning Carlsen hævder at hans film vælger ham - og ikke omvendt. Han fortalte om forhindringerne i forbindelse med indspilningen af sin seneste film ”Erindring om mine bedrøvelige ludere”. Henning Carlsen har altid været kontroversiel i sit valg af emner til sine film, (hvad enten det så er filmene, der har valgt ham eller omvendt). Det være sig i ”Dilemma” om apartheid i Sydafrika, eller i skildringerne af de mange utilpassede mænd i hans film lige fra ”Sult” i Kristiania (eller Oslo) og ”Pan” i en anden fin Hamsun-filmatisering, men også i ”Oviri” om maleren Paul Gauguin. Hans forrige film ”Springet” handlede om døden, men den har instruktøren tilsyneladende selv besejret i sit seneste værk, der som poesi svøber sig om beskueren. Det er en meget latinsk film. Billederne emmer af Latinamerika, og så er det ikke mindst en filmisk fortælling, der er tro overfor forlægget. Márquez´ af omfang lille roman på bare 100 sider er fra 2004 (Samleren 2005, oversat af Annette Roselund). En historie, der burde være umulig at filmatisere med sine mange indre monologer og tankespring. Det er en film om erindring, og om at tænke tilbage på sit liv - og så er det ikke mindst historien om de bedrøvelige ludere.

Mette Sø er en af de forfattere, der kan få mig til at le. I romanen ”Petit Petit” (Republik 2010), der ganske rigtig er en lillebitte bog, er hovedpersonen en kvindelig hjælpecykelrytter, der er trængt ind i et mandligt cykelrytterunivers og desperat forsøger at iføre sig sin egen indre gule førertrøje. I efterfølgeren ”I en snæver vending” (Republik 2012) krænger hendes hovedperson det hele af, og sælger brugt undertøj på nettet. Hvor får Mette det fra - for bøgernes personer drømmer mest af alt bare om at være som folk er flest, men det er de ikke. Eller også er det lige præcis det, de er? For sådan er vi måske alle? Uddrag fra de to bøger blev læst af skuespilleren

(Foto: Sille Veilmark)

Julie Carlsen. Da jeg ringede til Julie, viste det sig at hun udmærket kendte Mettes bøger, eftersom hun var i gang med at indlæse dem som lydbøger. Det virkede næsten for usandsynligt til at det kunne være en tilfældighed. Men det var det. Julie er uddannet på Århus Teater. Hun er medinitiativtager til Momo - skuespillernes lydbogsværksted. Der er noget finurligt og udefinerbart over Julie som skuespiller. Måske er det dét, der gør hende så god. Se hende f.eks. som moren i filmen ”Tæl til 100” (af Linda Krogsøe Holmberg, 2004). Det var en oplevelse at høre Mettes figurer få liv i Julies oplæsning af uddrag fra de to romaner.

Allan Davies & Energistyrelsen oplevede jeg tidligere på året i Lou Lou`s Kaffestue i Ærøskøbing. Det lillebitte sted var pakket med grej og mennesker. Det hvirvlede imod mig, for her var en digter og 3 musikere, hvis tekster og musik tog mig med til steder jeg ikke havde været før. Så stor var min glæde, da Allan og Energistyrelsen sagde ja til at være med til arrangementet i gårdhaven ved Dansk PEN, hvor de fremførte hele den 25 minutters lydrejse med spoken words som jeg oplevede hin eftermiddag i Ærøskøbing. Energistyrelsen bestod af Claus Svane (elektronica), Thorbjørn Bjørgren (guitar)og Emil Nøjgaard (bas/guitar).

Jeg vil gerne benytte anledningen til at takke alle medvirkende ved de to fine arrangementer. Sjældent har jeg oplevet en så fin og fortættet stemning omkring en bogudgivelse!

Se også fotos og tekst fra arrangementet dagen før.
Lørdag den 4.8.2012 i Apostelkirken, Saxogade 13, Vesterbro.