Teater i Træstubben - åbningen 2012!

 Foto: Sille Veilmark

 

Alexandra Moltke Johansens tekst ”Menneskekongen” åbnede arrangementet. Jens Jørn Spottag gav teksten krop og mæle ved en reading. Det er en spøjs tekst, for på den ene side er hovedpersonen Rasmus bindegal, og samtidig er der ikke noget af det han siger, der ikke også rummer en form for sandhed. Det er bare ikke en sandhed som hovedpersonen kan dele med så mange andre. Det bliver i stedet børnene i naturværkstedet (og det vil sige os, tilskuerne) som han fortæller, hvordan verden hører sammen. Alexandra formår med teksten at tale til det bedste i tilhørerne. Det er en form for naivitet som vi rigtig gerne vil tage imod og rumme, hvis vi bare kunne. For vi ved jo godt at der er noget galt. Sådan er verden jo ikke, eller er den? I Alexandra monolog bliver vi i tvivl, når vi tager med ud på denne forståelsesrejse vejledt - og ikke mindst vildledt - af en naturvejleder med sin helt egen dagsorden. Efter fremførelsen fortalte Alexandra at hun havde taget udgangspunkt i det materiale som er lagt ud på naturværkstedets hjemmeside efter at have været nede og se lokalet. Der blev helt stille i det øjeblik hvor stedets naturvejleder, Felix Becker skulle svare på spørgsmålet, om han stadig kunne genkende sit skolematerialet i forestillingen. Det gjorde han vist ikke helt.

 

 Foto: Sille Veilmark

Efter en pause fremførte Tina Gylling Mortensen monologen ”Kompetencer” af Mette Sø ved en reading. Hovedpersonen, Marianne Mortensen, er arbejdsløs og skal søge to jobs om ugen. Det ikke fordi hovedpersonen har svært ved at få arbejde, for hun er både beleven og energisk, men måske er det jobbene, der ikke vil ha´ hende? Da hun arbejder som pædagogmedhjælper i en børnehaven, får hun lyst til at slå børnene. Og så er der hendes fascination af våben og alkohol. Som hun siger, er det jo ikke ensbetydende med at det er noget hun tager med på arbejdet. Men vi bliver i tvivl, for er hun netop ikke én, der kunne finde på at tage begge dele med på arbejdet? Mette får skabt en både fascinerende, men også skræmmende kvindelig person, for der er sprækker i hendes personlighed. Og hvad er det egentlig, der gemmer sig bag de sprækker. Bagefter fortalte hun, at hun med sine bøger og nu også i denne monolog, gerne vil skabe personer, der spænder vidt. I modsætning til mediernes stereotype menneskeopfattelser.

 Foto: Sille Veilmark

Efter den sidste pause læste Sofie Lassen-Kahlke ”Brev fra ørknen” skrevet af Qaali Schmidt-Sørensen, hvori hun beskriver splittelsen mellem sit liv som teenager i Mogadishu i Somalia, hvor hun boede med sin mor, og weekenderne og ferierne, der blev tilbragt sammen med faren, der stadig er nomade og som lever af og med sine kameler ude i ørknen. Det er en hjerteskærende tekst, der rummer en så stærk længsel og en så betagende umiddelbarhed og naivitet, at der blev helt stille og tyst under fremførelsen. Alle sad og lyttede. Vi blev fragtet til et stede inde i os selv, hvor vi ofte kun finder hen, når andre viser vej. Det gjorde Qaali med sin nøgne og rene tekst.

Der var fyldt med mennesker i det lille naturværksted, og det var en smuk måde at åbne Teaterdage på Vesterbro på.

Efter arrangementet var der ”Bombay-gryde”, og der blev spist helt op. Det var i og for sig en reklame for premieren dagen efter på INDISK KÆRLIGHED.

Det runde rum egner sig glimrende til at udforske og lege med forholdet mellem spiller og publikum. For hvor er scenen og hvor er publikum? Forskellen udviskes og man er nødt til at tænke det anderledes. Reading-formen er rå og upoleret, men har sin egen friskhed. Der er ikke tale om færdige forestillinger, men en oplæsning/fremførelse, hvor skuespilleren stadig har manus i hånden. En dramatiker hører først teksten rigtigt, når en spiller ifører sig den, og giver den krop og mæle. Derfor er der Teater i Træstubben.

Hjertelig tak til alle medvirkende - såvel skrivende som agerende. Uden jer var der ingenting. Også en stor tak til naturvejlederen Felix Becker for hus- og hjerterum i Vesterbro Naturværksted. Det er et skønt sted at være – og at lave teater.

Indgår i Teater i Træstubben, Teaterdage på Vesterbro fra den 1.-9.9.2012
Se det øvrige program:  http://www.svennevig-bogogdrama.com/dramatik.html

Teater i "Træstubben" 2012

Hvilken træstub - og hvorfor lige dér?

Mette Sø, Michael Svennevig, Qaali Schmidt-Sørensen, Pouria Tahmasebi, Sofia Guldbrandsen, Alexandra Moltke Johansen og Nassrin el Halawani.
Tak til Felix for lån af ræven. 
Foto: Sille Veilmark                                                                                            

 

Sidste sommer havde jeg fornøjelsen af at opleve teater i ”Træstubben”.

Det var til åbningen af Menneskefestival om drømme og visioner, hvor Ebba Nørager og Poul Hüttel ved en reading opførte min énakter ”Den sidste aften”. Rummet inspirerede mig. Det runde rum egner sig glimrende til at udforske og lege med forholdet mellem spiller og publikum. For hvor er scenen og hvor er publikum? Forskellen udviskes og man er nødt til at tænke det anderledes. Jeg gik i gang med at skrive ”Indisk kærlighed” og fik frie hænder til at bruge rummet. Jeg havde også en ide om et hyldestarrangement til den 84-årige skuespiller Ebba Nørager.

Da jeg kort tid efter mødtes med Lotte Arnsbjerg havde hun to tekster, der kunne komme med. Den ene skrevet sammen med Tomas Lagermand Lundme. Jeg opfordrede Alexandra Moltke Johansen, Mette Sø og Qaali Schmidt-Sørensen til også at skrive tekster. Samtidig fik jeg en henvendelse fra Nassrin el Halawani om et projekt hun havde i tankerne som hun gerne ville have fremført i et kirkerum. Derved kom Messiaskirken i Charlottenlundlund med i programmet.

Teksterne blev så gode at det ikke var svært at få sammensat et stærkt hold af yderst kompetente spillere til at fremføre teksterne ved flere readings. Det er derfor ikke færdige forestillinger, men en oplæsning/fremførelse, hvor man stadig har manus i hånden. Det er en form, der er rå og upoleret, men som har sin egen friskhed. En dramatiker hører først teksten rigtigt, når en spiller ifører sig den, og giver den krop og mæle. Derfor er der Teater i Træstubben.

Hjertelig tak til alle for jeres medvirken - såvel skrivende, agerende som instruerende. Uden jer var der ingenting. Også en stor tak til naturvejlederen Felix Becker for hus- og hjerterum i Vesterbro Naturværksted. Det er et skønt sted at være – og at lave teater. ”Menneskekongen” og ”Indisk kærlighed” er skrevet specifikt til stedet, og vil dårligt kunne opføres andre steder.

Kom og se hvorfor!

 

Michael Svennevig

forfatter og dramatiker - og arrangør af Teater i Træstubben

micsvennevig@msn.com  Tlf: 35 26 05 64

 

117 stemmer (2) - Sådan gik det. Se billederne!

Arrangementstrailer: Nargiz Galib Andersen

For 6. år i træk inviterede Dansk PEN sammen med Dansk Forfatterforenings og Danske Skønlitterære Forfatteres Internationale Udvalg til det årlige sommerarrangement om drømme og visioner i gårdhaven ved Dansk PEN. I år var det udvidet til et weekendarrangement, der startede i Apostelkirken på Vesterbro og sluttede i gårdhaven ved Dansk PEN på Christianshavn i København.

I løbet af weekenden kunne man komme med på rejse til fjerne egne - og helt tæt på sig selv. Det skete i mødet med stemmer fra nær og fjern. Der var musik og dans, historiefortælling og digte, oplæsninger og samtaler med en masse kunstnere, der berettede om deres drømme og visioner. Og så var der krydret grønsagsmad, drømmekage, arabisk myntete og afrikansk kaffe.

Antologien "117 STEMMER, fremmed og nært, om drømme og visioner" udkom samme weekend med et væld af stemmer, der indgår i et mægtigt kor, hvor der synges højt, lavmælt, inderligt, påtrængende og finurligt om drømme og visioner. Ved arrangementerne kunne man møde de første 16 af bogens stemmer. (De er markeret med *)

Fotos: Alice Maud Guldbrandsen.

SØNDAG den 5.8. kl. 13-16 i gårdhaven ved Dansk PEN, Dronningensgade 14, på Christianshavn:

Vejret var igen med os, da gårdhaven ved dansk PEN blev fyldt til bristepunktet. Så mange har vi aldrig været før. Vi sad som sild i en tønde. I pauserne blev kagefadene nærmest støvsuget. Endnu engang lavede Mille sin uforlignelige arabiske myntete. Igen var det et musisk indslag, der løb med det meste af opmærksomheden, da Allan & Energistyrelsen optrådte med spoken words og forunderlige underliggende lydlandskaber, der forplantede sig i den varme sommerluft og svævede væk som en duft af drømme og visioner.

Dorte Karrebæk* har skrevet en af mine favoritbøger: ”Ingenting her, ingenting der” (Forum 2002). Hun er både illustrator og forfatter og det kombinerer hun smukt. Hendes bøger er morsomme, men grumme. Hendes karakteristiske humor lægger sig ind over det hun laver, og skaber de mest uventede perspektiver, der får os til at se verden på ny. Det var dejligt at kunne byde hende velkommen tilbage fra Spanien og have hende til at indlede med at læse sin historie ”Da Fremtiden Forvandt” fra ”117 stemmer” som prolog. (Illustration: Dorte Karrebæk)

Paul Hüttel havde påtaget sig at læse et kapitel fra den egyptiske Nobelpristager Naguib Mahfouz ”Midaqgyden” (Holkenfeldt 1989). Oversat af Lilian Cipikoff. Det er skildringen af dagligdagslivet i en bydel i Kairo, men så alment beskrevet at det kunne udspille sig alle steder og til alle tider. Mahfouz, der fik Nobelprisen i 1988, var en stor humanist. Jeg syntes, at det var passende at denne store universelle forfatter blev læst op af en af vores dygtigste skuespillere. Hüttel og Mahfouz klædte hinanden.

Ruban Aro* kom til Danmark fra det sydlige Indien for 3 år siden. Jeg mødte ham en uge efter han var kommet hertil, hvor han viste mig rundt på Vesterbro (!!). Han er 28 år og har skrevet et af bogens mest rørende tekster, hvori han beskriver oplevelsen af at se en bil og en telefon for første gang. Det er en tekst, der maner til eftertænksomhed. Det var en fornøjelse at høre ham læse den.

Peter Alsted* er skønlitterær forfatter. Da hans debutroman ”Sorte Scener” udkom i 2007 på Husets Forlag, udvekslede vi bøger. Peter skrev som dedikation: ”Verden er vel, som man vælger at se den?”. Hans debutroman handlede om filmpassion, og det ser ud til at det er noget, der også har fulgt ham selv på vej. Der er gået et par år, og Peter er lige kommet hjem fra Afrika. Han bragte en afrikanske beretning med sig, om sorte drømme og visioner, og besvarede med sit levende indlæg spørgsmålet positivt - ”om at verden stadigvæk er som man vælger at se den”.

Pouria Tahmasebi* (Iran). Læge eller skuespiller? Pouria stiller sig selv spørgsmålet i den tekst han har skrevet til "117 stemmer", og som han læste højt. Han er netop blevet færdiguddannet fra Det Danske Filmskuespillerakademi. Hans første rolle bliver i monologen ”Indisk Kærlighed - eller hvordan man overlever at blive forelsket” med premiere den 2.9.12 i Vesterbro Naturværksted som en del af "Teaterdage på Vesterbro". Monologen er baseret på en interviewbog som Malene Fenger-Grøndahl lavede sammen med Marianne Nøhr Larsen: ”Den forbandede kærlighed, 14 fortællinger om homoseksuelle og kulturel mangfoldighed” (CDR-Forlag 2007). Vi hørte et uddrag fra teksten. Jeg har skrevet monologen, der er instrueret af Ditte Maria le-Fevre. (Foto: Sille Veilmark)

Salim Abdali* (Irak) er oversætter og bio-fysiker, men faktisk også digter, forfatter og dramatiker (selv om vi endnu må have det til gode, men det er på vej, lover Salim). Dog er hans bidrag til ”117 stemmer” en god forsmag på, hvad vi har i vente. Indtil da kan vi nyde hans flotte og meget musikalske oversættelse af den syriske forfatter/digter Adonis´ ”BOGEN. Stedets gårsdag er nuet” (Forlaget Underskoven 2010). Det er over 400 siders poesi om arabisk kultur, efter profeten, bundet sammen af en fortæller, der formår at række langt ud over sin kulturs egne grænser. Adonis er af samme grund ofte nævnt som Nobelpriskandidat. Salim fortalte om det store værk og læste op fra sin gendigtning.

Henning Carlsen og Gabriel García Márquez er to store skikkelser indenfor hvert deres felt. Henning Carlsen hævder at hans film vælger ham - og ikke omvendt. Han fortalte om forhindringerne i forbindelse med indspilningen af sin seneste film ”Erindring om mine bedrøvelige ludere”. Henning Carlsen har altid været kontroversiel i sit valg af emner til sine film, (hvad enten det så er filmene, der har valgt ham eller omvendt). Det være sig i ”Dilemma” om apartheid i Sydafrika, eller i skildringerne af de mange utilpassede mænd i hans film lige fra ”Sult” i Kristiania (eller Oslo) og ”Pan” i en anden fin Hamsun-filmatisering, men også i ”Oviri” om maleren Paul Gauguin. Hans forrige film ”Springet” handlede om døden, men den har instruktøren tilsyneladende selv besejret i sit seneste værk, der som poesi svøber sig om beskueren. Det er en meget latinsk film. Billederne emmer af Latinamerika, og så er det ikke mindst en filmisk fortælling, der er tro overfor forlægget. Márquez´ af omfang lille roman på bare 100 sider er fra 2004 (Samleren 2005, oversat af Annette Roselund). En historie, der burde være umulig at filmatisere med sine mange indre monologer og tankespring. Det er en film om erindring, og om at tænke tilbage på sit liv - og så er det ikke mindst historien om de bedrøvelige ludere.

Mette Sø er en af de forfattere, der kan få mig til at le. I romanen ”Petit Petit” (Republik 2010), der ganske rigtig er en lillebitte bog, er hovedpersonen en kvindelig hjælpecykelrytter, der er trængt ind i et mandligt cykelrytterunivers og desperat forsøger at iføre sig sin egen indre gule førertrøje. I efterfølgeren ”I en snæver vending” (Republik 2012) krænger hendes hovedperson det hele af, og sælger brugt undertøj på nettet. Hvor får Mette det fra - for bøgernes personer drømmer mest af alt bare om at være som folk er flest, men det er de ikke. Eller også er det lige præcis det, de er? For sådan er vi måske alle? Uddrag fra de to bøger blev læst af skuespilleren

(Foto: Sille Veilmark)

Julie Carlsen. Da jeg ringede til Julie, viste det sig at hun udmærket kendte Mettes bøger, eftersom hun var i gang med at indlæse dem som lydbøger. Det virkede næsten for usandsynligt til at det kunne være en tilfældighed. Men det var det. Julie er uddannet på Århus Teater. Hun er medinitiativtager til Momo - skuespillernes lydbogsværksted. Der er noget finurligt og udefinerbart over Julie som skuespiller. Måske er det dét, der gør hende så god. Se hende f.eks. som moren i filmen ”Tæl til 100” (af Linda Krogsøe Holmberg, 2004). Det var en oplevelse at høre Mettes figurer få liv i Julies oplæsning af uddrag fra de to romaner.

Allan Davies & Energistyrelsen oplevede jeg tidligere på året i Lou Lou`s Kaffestue i Ærøskøbing. Det lillebitte sted var pakket med grej og mennesker. Det hvirvlede imod mig, for her var en digter og 3 musikere, hvis tekster og musik tog mig med til steder jeg ikke havde været før. Så stor var min glæde, da Allan og Energistyrelsen sagde ja til at være med til arrangementet i gårdhaven ved Dansk PEN, hvor de fremførte hele den 25 minutters lydrejse med spoken words som jeg oplevede hin eftermiddag i Ærøskøbing. Energistyrelsen bestod af Claus Svane (elektronica), Thorbjørn Bjørgren (guitar)og Emil Nøjgaard (bas/guitar).

Jeg vil gerne benytte anledningen til at takke alle medvirkende ved de to fine arrangementer. Sjældent har jeg oplevet en så fin og fortættet stemning omkring en bogudgivelse!

Se også fotos og tekst fra arrangementet dagen før.
Lørdag den 4.8.2012 i Apostelkirken, Saxogade 13, Vesterbro.