Gammelfestivalen II - i sort/hvidt (2014)

 

Det har været en rejse ind i et ukendt land, for mig der kun er halvgammel. Jeg har fulgt en masse mennesker på en rejse ind i et land som jeg endnu ikke selv er nået til. Jeg har skuet ud over bakker, hen over gærder, set ind i en tåge og set solen stå op. Det er måske så meget at sige at jeg har set lyset, for det har jeg ikke. Spørgsmålet er også om jeg overhovedet er blevet klogere? For det er ikke et spørgsmål om at blive klogere. Det er i højere grad et spørgsmål om at stå ved sin nysgerrighed og finde ud af, hvordan det ser ud der. Omkring 40 kunstnere har været med til kaste lys ind over et tabubelagt område. Om livet og døden. For hvad er det som gemmer sig i mørket? Hvad er det som gemmer sig lige der mellem livet og døden?

På den første Gammelfestival i 2010 var det overraskende, hvor muntert det blev. På trods af temaet, eller måske netop på grund af det. Om livet og døden - og den meget korte afstand, der kan være imellem dem. Det at italesætte det usagte, frisætter en masse energi. Latteren vokser videre ud af det. For når man italesætter noget som det er svært at tale om, knytter det os sammen og gør os mere nærværende. Vi bliver synlige i al vores skrøbelighed, og det styrker os. Og latteren gør os endnu stærkere. De der går og ruger over det, eller de som er bekymrede for det der kommer, tænker det, men siger det ikke højt.  Men på en Gammelfestival er det muligt at tale om det. Det knytter sammen og giver fællesskab. Det bliver en kvalitet, noget værdifuldt, at have viden, kendskab og erfaring. Især på en gammelfestival med undertitlen: Død og hygge på plejehjemmet. Alt det der plejer at ligge gemt ude i periferien blev trukket ind i lyset. Det viste sig at meget af det ikke var nær så privat som vi måske troede. Det var noget vi var fælles om, for det handlede mere eller mindre om det samme. For hvad står vi tilbage med inden lyset slukkes? Hvad er der tilbage af os? Hvor meget kan vi redde med på vejen hen mod det endegyldige slutpunkt?

Som forfatter Egon Clausen sagde, så er det ikke de gamle der er syge, men tidsånden der er syg. Han sammenlignede det med en teenager, der er rastløs og som hele tiden vil videre. Det er klart at det bevirker at en masse mennesker kommer i klemme imellem de eksisterende normer, når det understøttes af ungdommen, der naturligt nok er rastløs, utålmodig og altid på spring.

 

Der var meget teater på festivalen. For teatret har den evne at det kan tage os med ud på en drømmerejse mod slutningen. Mod det ubærlige. Per stedfortræder oplever vi noget som vi ellers ikke selv kan nærme os – før tiden, hvor en skuespiller med sin stemme og sin krop giver det liv. Det skete også med sang og musik.  Musikken trænger ind bagerst i bevidstheden og frisætter glemte minder, der ellers synes tabte.

Samtalerne var en vigtig bestanddel af festivalen. En samtale er noget af de mest enkle, men også noget af det sværeste. Det fordrer at to mennesker stiller sig til rådighed for hinanden. Og forstår at lytte. En vigtig del af at tale sammen - er at lytte. På festivalen var der en lang række kunstnere, der stillede op med deres liv og værker – i samtale med mig. Selv er jeg ikke gammel nok, så jeg ser det fra et andet sted. Men det betyder også at jeg ser på det med yngre øjne, for selv om jeg er halvgammel, er jeg med mine 50 år stadig kun lidt mere end halvt så gammel som festivalens ældste gammelgæster.

I  Jacob Jessens plejehjemsfilm ”Den sidste station”, der blev vist på kulturnatten, følger vi  fire gamle kvinder, der flytter ind på Betaniahjemmet. Det stærke ved filmen er netop at det bliver set gennem den unge instruktørs øjne. Hans ungdommelige stemme klinger mod de gamles rynker. Det giver en musikalitet. En slags dynamisk modsætning.

 

Et af de store privilegier ved at arrangere en stor festival er kontakten til en masse mennesker, der reflekterer over hvad de har oplevet og hvad det har afstedkommet af nye tanker for dem. Jeg har fået lov til at citere to af de tilbagemeldinger som jeg har modtaget:

"Før forstod jeg det, men nu er det som om at jeg kan mærke det. Jeg hørte på de gamle mennesker og jeg hørte at de gamle mennesker ikke troede at børn havde så mange tanker om det at være gammel og jeg hørte hvordan de gamle mennesker kæmper for ikke at miste værdigheden i vores samfund og hvordan de mærker på egen krop at blive skubbet længere og længere ud – der er ikke plads til dem på fortorvene og der er ikke længere nogen der vender sig om og kigger interesseret efter dem. Jeg kom til at tænke på et forsøg, jeg har hørt om, hvor en dansk kvinde iklædte sig en burka og prøvede at tage med en offentlig bus. Hun oplevede at blive betragtet og behandlet på en helt anden og dårligere måde end når hun normalt tager bussen. Måske er det det samme for ældre mennesker, desværre. Vi skal alle lære hinanden at kende, så alle kan blive behandlet med respekt af alle. Jeg tænker meget over hvad min rolle er i det her, hvad jeg kan gøre for at hjælpe andre, så de har det bedre. Hvordan jeg kan gøre en forskel for andre i mit liv, hvad det er jeg skal satse på. Men lige nu i skrivende stund, så tænker jeg at jeg bare skal blive ved med at være lyttende, nærværende og nysgerrig i forhold til andre mennesker, men jeg er så bange for at ikke at være på vej mod et mål, bange for at gå i stå og glemme at gøre noget i hverdagens trummerum, hvor jeg jo sidder godt og grundigt fast. Jeg får til tider udlængsel og drømmer om hvordan livet ellers kunne være, men jeg elsker også det liv jeg har. Jeg vil bare så gerne gøre en forskel og have mig selv med."

 Sheila Anni Andersen har indsamlet de børne- og ungdomsstemmer, der går som en rød tråd igennem Gammelbogen. Derudover har hun også fået sine tre børn til at reflektere over det at være gammel. Læs mere om det her.

  

Alice Faber (konsulent og tegner) sendte mig disse ord:

 "Det at blive gammel er et utrolig spændende emne og det er så væsentligt, at du tager dette emne op. Der ligger lige under vores overflade en nedvurdering af gamle mennesker og stadig en stor undren over, at man kan noget, når man har en del års erfaringer. Bare det, at blive mødt med, at man ser yngre ud end årene siger, er dybest set noget underligt noget."

Det har været en meget stor glæde at se og opleve, hvor fint det hele har forplantet sig. Som initiativtager er det muligt at udstikke en kurs og farve en del af stemningen, men det forplanter sig kun, når det sker i et dynamisk samarbejde med de medvirkende og samarbejdspartnerne, sådan så alting passer sammen og forstærker hinanden, sådan som det viste sig at gøre på Gammelfestivalen Død og hygge på plejehjemmet.

Der skal også lyde en varm tak til alle der så generøst har stillet op til festivalen (faktisk alle, der er blevet spurgt!). Men alt dette havde slet ikke været muligt, hvis ikke Betaniahjemmets forstanderpar Laust og Kirsten Sørensen  havde lagt den varme menneskelige klangbund for alt det, der kom til at udspille sig under festivalen, hvor også David Blazek og Jette fra Betaniahjemmet  var med til at forme og gelejde hele afviklingen af Gammelfestivalen igennem. Betaniahjemmet øvrige ansatte, beboere,  pårørende og især de frivillige var med til at sørge for den gode stemning og med til at generere det overskud, der lagde varmt sig rundt om alle festivalens arrangementer.

En hjertelig tak skal lyde til alle dem, såvel medvirkende som samarbejdspartnere, der har været med i processen.

 

 

Alle fotos af David Blazek.

 

Festival-links:

 

Gammelfestivalen (2014) - i sort hvidt:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/10/gammelfestivalen-ii-i-sorthvidt-2014.html

Gammelfestivalen (2014) - i farver:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/10/gammelfestivalen-ii-i-farver-2014.html

Halvvejs gennem Gammelfestivalen:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/10/halvvejs-gennem-gammelfestivalen-2014.html

Baggrund, portrætter og reaktioner:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/10/baggrunden-for-gammelfestival-ii-2014.html

Mød Stine Bitsch-Larsen (født 1918):
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/10/md-stine-bitsch-larsen-fdt-1918.html

Mød Ghita Nørby:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/10/md-ghita-nrby-pa-gammelfestivalen.html

Af børn og fulde folk...:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/09/af-brn-og-fulde-folk.html

Begravelser i Ghana:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/09/begravelser-i-ghana.html

Velkommen til Gammelfestivalen:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/09/velkommen-til-gammelfestivalen.html

Velkommen til Gammelfestivalen i næste uge:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/10/velkommen-til-gammelfestivalen-der.html

En fortælling om liv og død:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/09/en-fortlling-om-liv-og-dd.html

Jern ruster ikke!:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/09/jern-ruster-ikke.html

Havevandring med naturvejlederen:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/09/foto-alice-maudguldbrandsen-om-rustent.html

Gammelfestival Det sidste suk (i 2010): http://www.forlaget-epigraf.dk/gammle.html

PRESSE-LINKS:

Frederiksberg Bladet: http://minby.dk/frederiksberg-bladet/doed-og-hygge-paa-betaniahjemmet/

Frederiksberg Lokalavis:
http://www.betaniahjemmet.dk/Files/Layout/undersider/artikler/festival%20fejrer%20alderdom%2002.10.14.pdf   

Sydsjællandske Tidende: http://www.sn.dk/vordingborg/vigtigst-er-hvordan-man-lever-livet/artikel/440278

Frederiksberg Lokalavis (2. gang): http://ftp-lokalavisen-frb.dk/arkiv/1127/mobile/index.html

TV2/Lorry: http://www.tv2lorry.dk/arkiv/2014/10/14?video_id=96187

Herlev Bladet: http://www.e-pages.dk/herlevbladet/390/html5/  (se side 27)

Sygeplejersken:   http://www.dsr.dk/Sygeplejersken/Sider/SY-2014-12-34-1-Anmeldelser.aspx
 

Fotos fra Sommerfestival 2013 - III

- fortsat -

Onsdag aften i Messiaskirken
Fotos: Bent Dahl Jensen
Gengivet med tilladelse fra sameksistens.dk, hvor de er brugt som billedreportager i forbindelse med de to festivalomtaler:

http://www.sameksistens.dk/nyhed/article/en-uges-sommerfestival-aabnet-med-etnisk-og-kulturel-mangfoldighed/
http://www.sameksistens.dk/nyhed/article/festivalaften-med-fokus-paa-moedet-med-fremmede-kulturer/

Festivalarrangør Michael Svennevig i samtale med journalist og forfatter Malene Fenger-Grøndahl i Messiaskirkens menighedssal.

Iranske Shohreh Shahrzad spillede på sin daf i Messiaskirken.

Senere dansede Shohreh Shahrzad til computergenerede samplede lyde - og med billedprojektioner på bagvæggen.

I dansen udtrykte Shohreh Shahrzad nogle af sine drømme.

Festivalarrangør Michael Svennevig i samtale med journalist og forfatter Malene Fenger-Grøndahl og skuespilleren Tina Gylling Mortensen om monologen om roma-kvinden, der blev fremført ved afslutningen af samtaleaftenen i Messiaskirken.

Fotoserier fra Sommerfestival om drømme og visioner 2013:

5:  http://msvennevig.blogspot.dk/2013/08/fotos-fra-sommerfestivalen-2013-v.html

4: http://msvennevig.blogspot.dk/2013/08/fotos-fra-sommerfestival-2013-iv.html

3: http://msvennevig.blogspot.dk/2013/08/fotos-fra-sommerfestival-iii.html

2: http://msvennevig.blogspot.dk/2013/08/fotos-fra-sommerfestivalen-ii.html

1: http://msvennevig.blogspot.dk/2013/08/fotos-fra-sommerfestivalen-2013.html

Himlen er lukket - af Nassrin el Halawani

Nassrin el Halawani inviterede til reading på hendes tekst: HIMLEN ER LUKKET.
Den blev fremført med et betydeligt overskud af Pia Rosenbaum. Hun sad på en stol midt for i koret og kiggede ud over de fremmødte. Hun skulle låne stemme til Moder Teresas anfægtelser.
Teksten er kompakt, men der er mange ansatser. Ansatser til liv, og de blev alle fermt grebet. Hver en antydning samledes op af et trænet skuespillerøje, der var vant til at håndtere tekster. Det var en meget levende fremførelse. Som tilskuere fik vi meget mere end bare en oplæsning af teksten. Vi fik et omrids af personen - af Moder Teresa, for hun sad der lige foran os. Synligt utilpas med den endeløse opremsning af hendes meritter, der indleder og afslutter denne skitse til en forestilling. Det er en spændende rejse som vi får lov til at følge. Og ikke mindst er det et kig ind i dramatikerens og skuespillerens værksted.

                                                                 Foto: Jesper Blæsild

Efter fremførelsen er der en samtale. Vi er trukket ned i den anden ende af kirkerummet, hvor der er opskænket rosévin og gjort klar til den meningsudveksling, der er en del af dramatikerens motivation for på et så tidligt stadie i udformningen af teksten at høre, hvilke tilbagemeldinger der kan komme fra publikum. Hvad har de egentlig opfattet og grebet - dem, der har siddet og lyttet?
Dem på de forreste rækker har klart haft det bedste lydbillede at orientere sig i. Dem bagerst har haft sværere ved det. Selv om der har været lydforstærkning, har kirkerummet sin egen måde at svare igen på.

Præsten Rose Marie Tillisch åbner diskussionen ved at slå fast at det ikke er noget problem med blasfemi. En af sognebørnene opponerer mod at det slutter med en fornægtelse af kristendommen, men sådan ser præsten ikke på det. Rose Marie nævner som eksempel at det at fejle og føle sig utilstrækkelig er en væsentlig del af det at være kristen. Alt andet ville være underligt. Jeg tilføjer at Moder Teresas fornægtelse sagtens kan have den modsatte konklusion for tilhørerne. At en fremført fornægtelsen på scenen stradigvæk godt kan være en bekræftelse for tilhørerne.
Kirkens organist har en fin pointe, da hun siger at Moder Teresa ikke kan se håbet, når hun møder de fattige i de indisk slumkvarterer. Hun ser det ikke selv, men de fattige ser det. Fordi det netop er hende, der er håbet.

                                                                                                                   Foto: Sille Veilmark

Det er en meget spændende historie, selv om jeg savner en klarere disponering af stoffet og ikke mindst et stærkere bilede af hovedpersonen. I en monolog er det karakteren, der skal trække historien igennem. Derfor skal vi tro på hende. Men det kommer sikkert i den endelige forestilling. Jeg savner at komme med hende ned i slummen, at møde de fattige, armoden, fortvivlelsen. Hvis den står stærkere, står Moder Teresa-figuren også stærkere. Der er nødt til at være noget, der definerer hende som karakter. Teksten mangler simpelthen ben at gå på, for så vil den også begynde at bevæge sig rundt. Som det er nu bliver den forpustet over sin egen tyngde - i denne tidlige skitseform, er materialet alt for stort og nok også for uoverskueligt for dramatikeren. Mindre kan sagtens gøre det. Men der skal mere fordybelse, mere smerte, mere fornægtelse og gudstro til, ellers går pudselspillet ikke op til sidst. Men det bliver en spændende rejse videre frem. Held og lykke med det, Nassrin!
Det bliver en spændende forestilling.
Og ikke mindst tak til Pia Rosenbaum for en gribende reading på HIMLEN ER LUKKET.

Arrangementet indgik i Teater i Træstubben. Teaterdage på Vesterbro fra den 1.-9.9.2012
- også selv om dette afsluttende aftenarrangement foregik i Messiaskirken i Charlottenlund.
Se det samlede program her:
http://www.svennevig-bogogdrama.com/dramatik.html

Teater i "Træstubben" 2012

Hvilken træstub - og hvorfor lige dér?

Mette Sø, Michael Svennevig, Qaali Schmidt-Sørensen, Pouria Tahmasebi, Sofia Guldbrandsen, Alexandra Moltke Johansen og Nassrin el Halawani.
Tak til Felix for lån af ræven. 
Foto: Sille Veilmark                                                                                            

 

Sidste sommer havde jeg fornøjelsen af at opleve teater i ”Træstubben”.

Det var til åbningen af Menneskefestival om drømme og visioner, hvor Ebba Nørager og Poul Hüttel ved en reading opførte min énakter ”Den sidste aften”. Rummet inspirerede mig. Det runde rum egner sig glimrende til at udforske og lege med forholdet mellem spiller og publikum. For hvor er scenen og hvor er publikum? Forskellen udviskes og man er nødt til at tænke det anderledes. Jeg gik i gang med at skrive ”Indisk kærlighed” og fik frie hænder til at bruge rummet. Jeg havde også en ide om et hyldestarrangement til den 84-årige skuespiller Ebba Nørager.

Da jeg kort tid efter mødtes med Lotte Arnsbjerg havde hun to tekster, der kunne komme med. Den ene skrevet sammen med Tomas Lagermand Lundme. Jeg opfordrede Alexandra Moltke Johansen, Mette Sø og Qaali Schmidt-Sørensen til også at skrive tekster. Samtidig fik jeg en henvendelse fra Nassrin el Halawani om et projekt hun havde i tankerne som hun gerne ville have fremført i et kirkerum. Derved kom Messiaskirken i Charlottenlundlund med i programmet.

Teksterne blev så gode at det ikke var svært at få sammensat et stærkt hold af yderst kompetente spillere til at fremføre teksterne ved flere readings. Det er derfor ikke færdige forestillinger, men en oplæsning/fremførelse, hvor man stadig har manus i hånden. Det er en form, der er rå og upoleret, men som har sin egen friskhed. En dramatiker hører først teksten rigtigt, når en spiller ifører sig den, og giver den krop og mæle. Derfor er der Teater i Træstubben.

Hjertelig tak til alle for jeres medvirken - såvel skrivende, agerende som instruerende. Uden jer var der ingenting. Også en stor tak til naturvejlederen Felix Becker for hus- og hjerterum i Vesterbro Naturværksted. Det er et skønt sted at være – og at lave teater. ”Menneskekongen” og ”Indisk kærlighed” er skrevet specifikt til stedet, og vil dårligt kunne opføres andre steder.

Kom og se hvorfor!

 

Michael Svennevig

forfatter og dramatiker - og arrangør af Teater i Træstubben

micsvennevig@msn.com  Tlf: 35 26 05 64

 

Efter lanceringen af de "117 stemmer"

En af de gæsterne ved de to arrangementer skrev efterfølgende denne tekst og sendte den til mig.    Jeg har fået lov at gengive den her:

Jeg kiggede i spejlet da jeg kom hjem:

Mennesket

Jeg havde helt glemt det.

Jeg havde engang en drøm.

Jeg drømte om det fremmede, helt ukendte, det dragende, det spændende i fjerne lande.

I gymnasiet havde vi en udvekslingsstudent, Paul fra Ghana. Han var kulsort med hvide hænder, der var ingen der gad at snakke med ham, ikke engang ham, som han boede hos. Jeg var dybt facineret og så hed han Paul. Vi blev pennevenner og skrev sammen i et par år.

Det var ham jeg ville ned og besøge, men jeg glemte det, jeg glemte mig selv.

Jeg blev bange, jeg blev virkelig, virkelig bange, så bange at jeg ikke kunne være i fjerne lande eller nære. Jeg kunne kun være i den skal lige midt imellem.

Jeg har altid iagttaget og lyttet,

Fra min skrøbelige position med den umærkelige tyngde på mine skuldre.

Jeg drømmer om MENNESKET

Jeg er stadig bange lige midt imellem - fjerne lande og nære - men små mennesker.

Når mennesker er i krise og ikke har overskud til de små mennesker, så hjælper jeg de voksne – min dør er åben for børnene og jeg ser dem, så de er, så de ikke er glemt.

Min vision er MENNESKET

Sheila

PAPIRVÆRKSTED I SOLEN
- om lørdagen i gården ved Apostelkirken, hvor en af mine papmaché-venner havde sneget sig med.

Det er bare papirmasse og alligevel kan det bruges til så meget. Fx. til figurer (hvis det blandes op med savsmuld og tapetklister) eller til papir, som man kan skrive sine drømme og visioner ned på.

Alle disse fotos er taget af Alice Maud Guldbrandsen. Her er hun skarpt aftegnet i silhouette mod gårdens asfalt ved siden af et kloakdæksel. Hvor er det egentlig talt smukt, sådan et dæksel!

Det smukke gamle bindingsværkhus er fra 1721 og har overlevet to brande. I dag er det ejet af Fredsfonden og af familien Plum, og det er der at Dansk PEN har til huse oppe på 1. sal.

Hele weekenden var vejret forrygende.

Mine somre er blevet så festlige siden jeg begyndte at stå for udendørsarrangementerne om drømme og visioner i gårdhaven ved Dansk PEN for 6 år siden. Det førte til mit fine samarbejde med Niels Nymann Eriksen i Apostelkirken på Vesterbro, og næste år lader det til at der kommer endnu en knopskydning, da Rose Marie Tillisch fra Messiaskirken i Charlottenlund, har budt mig op til dans - og også gerne vil lægge hus til. Der bliver stadigvæk de sædvanlige arangementer på Vesterbro og Chrisitianshavn, men derudover også et Samtalelaboratorie i Messiaskirken.