Efter Gammelfestival II for 11 år siden – i 2014 - rejste jeg til Paris, og da det hele var faldet til ro inde i mig efter festivalen, begyndte jeg også bedre at forstå, hvad det hele havde betydet. I hvert fald er det lettere at se det hele, når man kommer på afstand af det. Paris er det skønneste sted at foretage sådanne rejser tilbage i tiden, tilbage i sindet – og tilbage til en opsummering af det, som Gammelfestivalen kom til at betyde.
Mens vi nu
nærmer os Gammelfestivalen III, synes jeg, at det er spændende at genlæse det,
jeg nedfældede i 2014. Følg med tilbage. Her er min afapportering fra Paris –
for 11 år siden:
Læs 1. del.
Her er 2.del:
På den første Gammelfestival i 2010 opdagede jeg, hvor muntert det blev. Det overraskede mig. På trods af at det handlede om livet og døden - og de nogle gange meget korte overgange fra det ene til det andet. Men det tabubelagte frisatte en masse energi. For latteren skyldtes ikke emnernes morsomhed, men det at tale om noget så tabuiseret, frisætter en masse i kroppen, og ud af det vokser latteren frem. Det fik det til at boble indeni af glæde. For når man italesætter noget som det er svært at tale om, så knytter det os sammen som mennesker. Det gør det at være menneske meget mere nærværende. Vi træder i karakter over for hinanden og bliver synlige i al vores skrøbelighed - og dét gør os stærke. Og latteren gør os stærkere endnu og knytter os sammen og giver fællesskab. Det giver mulighed for at udfordre sine omgivelser med de hemmelige tanker og ord, der måske blev sat fri under en Gammelfestival.
Rigtig mange af de medvirkende på den seneste Gammelfestival fra 2014 er her ikke længere - én af de medvirkende, Henning Carlsen, døde allerede inden sidste festival – og flere er fulgt efter ham i årene siden. Læs mere her om selve programmet og de medvirkende på Gammelfestivalen II, Død og hygge på plejehjemmet, der foregik på Betaniahjemmet på Frederiksberg i 2014:
Det var fx
teater-og filminstruktør Palle Kjærulff-Schmidt, der fortalte om Japan.
Forfatter Marie Thøger, der fortalte om Indien. Det var sexolog Sten Hegeler,
der fortalte om et langt liv med at flytte normer. Forfatter Hanne Marie
Svendsen fortalte om, hvor vigtigt det er at fortælle for de nye generationer
for at bevare historien. At gamle mennesker er garant for tidens kontinuitet,
for de husker det, der har været. Forfatter Kirsten Thorup, der med sin roman
”Ingenmandsland” ønsker at skildre sin fars sidste tid – og demens.
Filminstruktøren Jannik Hastrup (med Cirkeline-baggrund) fortalte i en båndet
samtale om nødvendigheden af også at lave tegnefilm om asylbørn. Fangekoret
sang og fortalte om at ligegyldigt hvordan ens livsvilkår ser ud, om man er spærret
inde i sin krop eller i et fængsel, gælder det om at få det bedste ud af livet.
Det gjorde de med musik og sang. Det var et rørende møde med det store kor, der
generøst delte ud af deres dyrekøbte, indespærrede erfaringer. Skuespillerne
Judy Gringer og Lars Knutzon optrådte med min énakter ”Den sidste aften”. Det
er 30 år siden at Judy Gringer sidst stod på en scene og 45 år siden hun og
Knutzon spillede sammen i filmen ”Den gale dansker”. Det var rørende
at opleve dem sammen – og skræmmende at det skulle ende med at den ene slog den
anden ihjel – på scenen. I den anden tekst som jeg bidrog med til festivalen
var Bozenna, der gjorde stort indtryk i en monolog, baseret på hendes liv om at
holde fast …”Til det sidste…”. Forfatter Egon Clausen holdt festivalens bål- og
brandtale. Ja, en regulær kamptale. Forfatter Anne Hjælmsø fortalte
om, hvorfor hun i hvert fald ikke skal på plejehjem, og læste
en rystende novelle, ”Pilleæsken” om en gammel dame, der tager livet af sig på
et plejehjem dræbt af sin egen ensomhed. Sanger Susanne Lana blev akkompagneret
af 10 mandsorkestret Amager Harmonien, da hun sang ”Hvis tårer var guld” til
afdansningsballet på festivalens næstsidste dag. Hun fik straks dansegulvet
fyldt. Det var et hjertevarmt og engageret besøg. Forfatter Charlotte
Strandgaard fortalte veloplagt om bogen ”De gråhårede børn – om voksne med
gamle forældre”. Sanger Pia Raug fortalte om sine bedsteforældre og især om sin
elskede synske farmor, der fik stor betydning for hende. Det var bevægende at
blive trukket ind i familiens slægtshistorie. Billedkunstneren Alice Maud
Guldbrandsen fortalte om rumudsmykningen som hun havde lavet sammen med
naturvejleder Lis Vallentin. Deres rustne meterhøje skulpturer omkransede
scenen i ”Regnbuen”, hvor festival foregik. Skuespiller Ghita Nørby fortalte om
hvordan livet fortsat griber fat i hende. Hun er folkeeje. En som alle kender.
Det var en gave at have hende til at lukke Gammelfestivalen.
”Gammelfilmen 2014”
blev vist som forfilm i Gammelbio hver dag, hvor Hanne Marie Svendsen, Henning
Carlsen (in memoriam), Lise Warburg og Kirsten Thorup svarede på spørgsmålet:
”Er du gammel?” I forbindelse med Gammelfilmens gentagne visninger, var der en
af Betaniahjemmets beboere, der højt sagde:
-Har jeg ikke
set den før?
En anden
aften overhørte jeg en samtale mellem to andre beboere:
-Så du filmen
i går?
-Det kan jeg
ikke huske!
Der var med
andre ord en masse nyt at opleve hver dag.
Se programmet for Gammelfestivalen II fra 2014
Se fotos fra Gammelfestivalen II i farver - fra 2014
Dette var 2. del af Gammelrapporteringen fra 2014 - fra Paris
Læs også 1. del.
Læs mere om den kommende festival
DØD OG HYGGE I DE GAMLES BY
GAMMELDESTIVAL III
24. - 27. OKTOBER 2025
