Viser opslag med etiketten Betaniahjemmet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Betaniahjemmet. Vis alle opslag

tirsdag den 21. oktober 2025

Gammel-rapportering fra Paris, 2014 - 2. del

Sammen med Ghita Nørby.Foto: David Blazek.

Efter Gammelfestival II for 11 år siden – i 2014 - rejste jeg til Paris, og da det hele var faldet til ro inde i mig efter festivalen, begyndte jeg også bedre at forstå, hvad det hele havde betydet. I hvert fald er det lettere at se det hele, når man kommer på afstand af det. Paris er det skønneste sted at foretage sådanne rejser tilbage i tiden, tilbage i sindet – og tilbage til en opsummering af det, som Gammelfestivalen kom til at betyde. 


Egon Clausen og Kirsten Thorup. Foto: David Blazek.

Mens vi nu nærmer os Gammelfestivalen III, synes jeg, at det er spændende at genlæse det, jeg nedfældede i 2014. Følg med tilbage. Her er min afapportering fra Paris – for 11 år siden:

Læs 1. del. 


Ebba Nørager. Foto: David Blazek.

Her er 2.del:

På den første Gammelfestival i 2010 opdagede jeg, hvor muntert det blev. Det overraskede mig. På trods af at det handlede om livet og døden - og de nogle gange meget korte overgange fra det ene til det andet. Men det tabubelagte frisatte en masse energi. For latteren skyldtes ikke emnernes morsomhed, men det at tale om noget så tabuiseret, frisætter en masse i kroppen, og ud af det vokser latteren frem. Det fik det til at boble indeni af glæde. For når man italesætter noget som det er svært at tale om, så knytter det os sammen som mennesker. Det gør det at være menneske meget mere nærværende. Vi træder i karakter over for hinanden og bliver synlige i al vores skrøbelighed - og dét gør os stærke. Og latteren gør os stærkere endnu og knytter os sammen og giver fællesskab. Det giver mulighed for at udfordre sine omgivelser med de hemmelige tanker og ord, der måske blev sat fri under en Gammelfestival.  


Alfred og Sam. Foto: David Blazek.


Rigtig mange af de medvirkende på den seneste Gammelfestival fra 2014 er her ikke længere - én af de medvirkende, Henning Carlsen, døde allerede inden sidste festival – og flere er fulgt efter ham i årene siden. Læs mere her om selve programmet og de medvirkende på Gammelfestivalen II, Død og hygge på plejehjemmet, der foregik på Betaniahjemmet på Frederiksberg i 2014:

Det var fx teater-og filminstruktør Palle Kjærulff-Schmidt, der fortalte om Japan. Forfatter Marie Thøger, der fortalte om Indien. Det var sexolog Sten Hegeler, der fortalte om et langt liv med at flytte normer. Forfatter Hanne Marie Svendsen fortalte om, hvor vigtigt det er at fortælle for de nye generationer for at bevare historien. At gamle mennesker er garant for tidens kontinuitet, for de husker det, der har været. Forfatter Kirsten Thorup, der med sin roman ”Ingenmandsland” ønsker at skildre sin fars sidste tid – og demens. Filminstruktøren Jannik Hastrup (med Cirkeline-baggrund) fortalte i en båndet samtale om nødvendigheden af også at lave tegnefilm om asylbørn. Fangekoret sang og fortalte om at ligegyldigt hvordan ens livsvilkår ser ud, om man er spærret inde i sin krop eller i et fængsel, gælder det om at få det bedste ud af livet. Det gjorde de med musik og sang. Det var et rørende møde med det store kor, der generøst delte ud af deres dyrekøbte, indespærrede erfaringer. Skuespillerne Judy Gringer og Lars Knutzon optrådte med min énakter ”Den sidste aften”. Det er 30 år siden at Judy Gringer sidst stod på en scene og 45 år siden hun og Knutzon spillede sammen i filmen ”Den gale dansker”.  Det var rørende at opleve dem sammen – og skræmmende at det skulle ende med at den ene slog den anden ihjel – på scenen. I den anden tekst som jeg bidrog med til festivalen var Bozenna, der gjorde stort indtryk i en monolog, baseret på hendes liv om at holde fast …”Til det sidste…”. Forfatter Egon Clausen holdt festivalens bål- og brandtale. Ja, en regulær kamptale.  Forfatter Anne Hjælmsø fortalte om, hvorfor hun i hvert fald ikke skal på plejehjem, og læste en rystende novelle, ”Pilleæsken” om en gammel dame, der tager livet af sig på et plejehjem dræbt af sin egen ensomhed. Sanger Susanne Lana blev akkompagneret af 10 mandsorkestret Amager Harmonien, da hun sang ”Hvis tårer var guld” til afdansningsballet på festivalens næstsidste dag. Hun fik straks dansegulvet fyldt. Det var et hjertevarmt og engageret besøg. Forfatter Charlotte Strandgaard fortalte veloplagt om bogen ”De gråhårede børn – om voksne med gamle forældre”. Sanger Pia Raug fortalte om sine bedsteforældre og især om sin elskede synske farmor, der fik stor betydning for hende. Det var bevægende at blive trukket ind i familiens slægtshistorie. Billedkunstneren Alice Maud Guldbrandsen fortalte om rumudsmykningen som hun havde lavet sammen med naturvejleder Lis Vallentin. Deres rustne meterhøje skulpturer omkransede scenen i ”Regnbuen”, hvor festival foregik. Skuespiller Ghita Nørby fortalte om hvordan livet fortsat griber fat i hende. Hun er folkeeje. En som alle kender. Det var en gave at have hende til at lukke Gammelfestivalen.


Stine Bitsch-Larsen. Foto: David Blazek.


”Gammelfilmen 2014” blev vist som forfilm i Gammelbio hver dag, hvor Hanne Marie Svendsen, Henning Carlsen (in memoriam), Lise Warburg og Kirsten Thorup svarede på spørgsmålet: ”Er du gammel?” I forbindelse med Gammelfilmens gentagne visninger, var der en af Betaniahjemmets beboere, der højt sagde:

-Har jeg ikke set den før?

En anden aften overhørte jeg en samtale mellem to andre beboere:

-Så du filmen i går?

-Det kan jeg ikke huske!

Der var med andre ord en masse nyt at opleve hver dag.


Fangekoret. Foto: David Blazek.


Se programmet for Gammelfestivalen II fra 2014

Se fotos fra Gammelfestivalen II i farver - fra 2014

Dette var 2. del af Gammelrapporteringen fra 2014 - fra Paris

Læs også 1. del. 

Læs mere om den kommende festival

DØD OG HYGGE I DE GAMLES BY
GAMMELDESTIVAL III
24. - 27. OKTOBER 2025

Hjemmeside

FB-begivenhed

onsdag den 3. februar 2016

Dorte Karrebæk : ”Ingenting her, ingenting der”

Festival om fortællinger & livshistorier
Illustration: Dorte Karrebæk, 
fra fablen ”Udvandringen” fra ”Ingenting her, ingenting der” (Forum, 2002)

Illustrator og forfatter Dorte Karrebæk skrev og illustrerede ”Ingenting her, ingenting der” i 2002 på Forlaget Forum. Med undertitlen: ”Moderne fabler for dem der gider”. Det er svært ikke at gide og blive fascineret af bogen. Det er ikke til at sige, hvad det egentlig er. Den er ikke for børn, men måske er den for barnet i den voksne. Tonen, tegningerne og fablerne rammer et blødt punkt indeni.

Vi skal høre Dorte læse to af bogens fabler. Dels ”Faldet” om en død ven og dels ”Gaven” om en mystisk tegning, der giver mod og lyst til fortsætte. Nogle fabler er flere sider lange, mens andre er ganske korte som denne med titlen ”Udvandringen”, der lyder sådan: ”Og så mødte jeg en beduin, der var gået ud af ørkenen og i en forkert retning og var havnet i denne snavsede by, hvor han var sin egen evigt vandrende kamel”.

Billeder og tekst arbejder sammen på smukkeste vis, og det er svært at forklare, hvorfor det virker så stærkt og insisterende. I en samtale med Michael Svennevig fortæller Dorte om baggrunden for fablerne. Måske skyldes det noget af det samme som også gælder hovedpersonen i fablen om ”Sangeren”, der begynder sådan: ”Der var engang en sanger. Han sang så smukt, at alle mennesker i hele verden strømmede til for at høre ham. Selv om det var almindelige ord og almindelige sætninger han sang, så fik de ved hans stemme en ganske anden mening end den almindelige. Når folk gik hjem fra koncerterne, talte de om, hvad sangene egentlig handlede om. De der i sindet var triste sagde, at sangene handlede om at være trist. De mennesker der var fyldt af glæde, sagde at det var glæden han sang om, og de der altid havde sig selv og andre til bedste sagde, at sangeren gjorde grin med alt og alle. Men selv om folk var uenige om sangenes indhold, så kunne de altid blive enige om, at sangene ramte dem alle i hjertet…”
 

mandag den 1. februar 2016

"Ingenmandsland" af Charlotte Strandgaard.

Foto: David Blazek, fra Gammelfestivalen II (2014)
 
Forfatter Charlotte Strandgaard udgav for et par år siden erindringsromanen ”Drømte mig en drøm”(Sohn, 2012), der bestod af ”nedslag i et kvindeliv”. Ikke i et hvilket som helst kvindeliv, men i forfatterens.


 
Charlotte Strandgaard er en markant forfatter, der skærer ind til benet.
Det gjorde hun også i sit bidrag til Gammelbogen II med titlen: ”Alderdommen, rollatoren og mig”(Epigraf, 2014). Titlen skulle tages for pålydende. For efter længere tids sygdom var det der forfatteren var sammen med rollatoren. Men heldigvis var det forbigående. Digtet havde også seksuelle antydninger. Det spor er fortsat i de nyeste digtsamling, men inden da udgav hun bogen ”Hans” (Gladiator, 2014) om sin skizofrene søns liv og død.
Charlotte fejrer sit 50 års forfatterjubilæum med digtsamlingen ”Ingenmandsland” (Gladiator, 2015), hvor hun bl.a. skriver:
 
”Hvordan ser oldingens visdom ud /
 
Jeg prøver forgæves at se den for mig /
 
Jeg prøver forgæves at tegne den /
 
Jeg prøver forgæves at filme den //
 
 
Sandet i hænderne drysser fra mig /
 
Sandet er ikke til at holde fast /
 
Sandet er oldingens visdoms enæggede tvilling.”
 
 
 
Men Charlotte Strandgaard reflekterer også over sin egen historie og egne bedrifter som forfatter i frontlinjen. Og ikke uden triumf konstaterer hun, at ligesom hun var den første, der skrev poesi om menstruationsblod og nedbrød tabuer der, sådan nedbryder hun nu tabuer om kroppens nedbrydning og fordærv og blod i afføringen.
 
 
Oplev Charlotte Strandgaard læse op fra ”Ingenmandsland” på festivalen, onsdag den 3.2. kl. 17.30-18.00.
 
 

søndag den 31. januar 2016

Meget mere end bare ord.



Fortællinger & livshistorier er meget mere end bare ord.
Til festivalåbningen i overmorgen, tirsdag, er der  3 billedkunstnere, 2 dansere, 3 musikere og et band samt 2 film. For det at fortælle historier og lade sig fortælle er mange ting.
Oplev to udstillinger, hvor arktiske isfjelde glider sammen med skrotsmykker sat sammen af adskilte dele fra gamle ure og antikviteter, der repræsenterer hver deres tid og epoke. Mærk kroppens eget ordløse sprog, når tekst bliver omsat til dans, eller når det møder den moderne teknologi, når vi overfører bevægelser og sprog i en direkte transmission fra den anden side af kloden og omsætter det til et scenisk sprog på Betaniahjemmet, når kulturerne og deres sprog blandes i et rum, hvor der stadig er ord, men hvor det fysiske udtryk er så meget vigtigere.
Mærk hvad de gamle sange gør ved sindet og kroppen, men mærk også hvor helt nykomponerede lyde og lydbilleder bringer dig hen. Vi er sammen i et dirrende nu, hvor skabelsen bliver til, men vi befinder os også i et sprogløs verden, hvor der er muligt at åbne døren og vinduet ud til de mange andre virkeligheder, der drejer rundt om os. Så vær med, når hele festivalen slippes løs i overmorgen.
 

 

Festivalprogrammet er så vidtforgrenet at det tager pusten og overblikket fra de fleste, men kom til åbningen og mærk historierne omkring dig. Imellem dig og mig. Imellem os og verden. Både dem vi betragter og kun forsigtigt berører - og dem vi selv er en del af. Tag vel imod invitationen til at træde dansen. Både sammen med andre – og selv, når aftenen kulminerer med åbningskoncerten med Markussen & Raabo, hvor ”Looking in the sky” er en af mine favoritter. Efter en sving om  (der er åben bar) slutter aftenen med præsentation af 2 nye bogudgivelser, så der er også masser af ord. Faktisk er der hele 3 nye bogudgivelser:
 

Stine Bitsch-Larsens SVANEVINGER. En erindringsbog, hvor den 97-årige forfatter fortæller om barndommen, opvæksten, besættelsen og Afrika.
 
 

Henning Carlsens MEMORIA – om aftenens afsluttende film: ”Erindring om mine bedrøvelige ludere”. Filminstruktørens vidunderlige svanesang, der er en filmatisering af den colombianske forfatter og nobelpristager Gabriel García Márquez´ roman af samme navn.
 

Men også artikelsamlingen: MINE MENINGERS DUMDRISTIGHED, hvor Henning Carlsen kommenterer en større samling af sine artikler fra årene 1952-2014.

Som forfilm i festivalbio vises hver aften FESTIVALFILMEN med uddrag fra noget af alt det man opleve på festivalen: skrotsmykkedesigneren i sit værksted, uddrag fra den musikalske suite ”Svanevinger”, uddrag fra teaterteksterne ”Franz Pander” og ”Bare en flygtning”, en fortælling om barndommens Bagdad, en samtale om at danse til tekst og oplæsning fra romanen ”Støj og stilhed”. Så hvis du ikke har mulighed for at være med til selve festivalåbningen, så oplev alligevel en del af det på FESTÍVALFILMEN:
 
Her er et link til hele filmen.

Så der er nok at glæde sig til, når de fortalte historier og livshistorier træder dansen og bliver til bøger, film, musik og dans. Midt i al denne kunstneriske overdådighed bliver der også mulighed for at kunne spise mad inspireret af festivalens mangekulturelle program, når Betaniahjemmet eget køkken digter med og serverer mad inspireret af mange forskellige lande hver aften kl. 18-19, hvor et måltid med dessert (inkl. drikkevarer) koster bare 75,- kr. Det er det eneste, der koster noget under festivalen – med mindre man ønsker sig at erhverve sig et maleri, et skrotsmykke eller en af de nyudgivne bøger. Så hjerteligt velkommen til festivalåbningen i overmorgen – på tirsdag fra kl. 14-22.30.

Slå sanserne ud og mød suset fra verden omkring os.rcía Márquez

FB.

 

 

lørdag den 30. januar 2016

-Hvorfor ikke prøve at cykle en tur gennem Cuba?


"Lavede lidt research, og fik det indtryk hjemmefra, at det nok kunne byde på vanskeligheder, men at det var muligt. Snart stod jeg så i Havana lufthavn, klar til at skrue tiden 20 - 30 år tilbage.
Vejen ind til Havana var fyldt med huller og jernbanespor, politi og militær, jeps og ladaer. Det tegnede rigtig godt det hele. 5 dage senere var jeg klar til at drøne derudad. På gaden i Havana havde en flink ældre mand solgt mig sin gamle kinesiske "Forever Bicycle" for 35 US $. Med støttefod, ét gear og flotte kinesiske tegn på. Tung som en flodhest, men robust at se på."

Sådan fortæller instruktøren Stig Hartkopf.
 
 
 
"VÆRD AT SE... Ikke en rejsefilm, men en roadmovie.
En dansk produktion fra Det Danske Filmværksted vakte furore ved den internationale filmfestival i La Habana. Det var Stig Hartkopfs timelange "Cuba på Cykel".
Stig Hartkopfs første produktion hed meget betegnende "Jeg rejser for at overleve", om Den Transsibiriske Jernbane, Kina og Vietnam. Året efter besluttede han med fornødne spanskkundskaber at cykle Cuba igennem på en lokalt købt kinesisk cykel ($ 35), med dansk sparsomt ekstratilbehør og lappegrej samt et Hi-8-kamera."

Sådan skrev Carl Nørrested i Kosmorama, da filmen kom frem.
Senere er den blevet vist på et utal af festivaler rundt i verden.
 
 
 
Nu kan den opleves på den kommende Festival om fortællinger & livshistorier, hvor Stig Hartkopf introducerer filmen. Festivalen åbner på tirsdag, og strækker sig over 9 dage med 70 medvirkende. "Cuba på cykel" kan opleves på torsdag kl. 19.00 på Betaniahjemmet, Kong Georgs Vej 3 på Frederiksberg. Alle arrangementer på festivalen er gratis, men kom i god tid.
 
Se uddrag fra den kommende festival på FESTIVALFILMEN:
https://www.youtube.com/watch?v=Xl9EhBZbdjw&feature=youtu.be
 
 
 
Carl Nørrested slutter anmeldelsen med ordene:
 
”Havanafestivalen havde accepteret Hartkopfs skriftlige oplæg og en arbejdskopi uden instruktørens private kommentarer. Da de så den endelige version, fortrød de straks, men da var filmen allerede sat på programmet. Ved visningen blev den rykket over på festivalens mindste forevisningssal. UNEAC, kunstnersammen-slutningen, programsatte den dagen efter, hvilket førte til et TV-interview med den danske instruktør, hvor en censureret version af filmen blev vist. Det gav genlyd. Selveste den gamle instruktør Tomas Guiterrez Alea (”Jordbær og Chokolade” ), gav den det bedste skudsmål med på vejen. Aldrig har en dansk film vakt så meget postyr å Cuba."

torsdag den 28. januar 2016

Skal vi mon til Bollywood?

 
Festival om fortællinger & livshistorier fra den 2.-10 februar 2016
 


”Skal vi mon til Bollywood?
Jeg var syv år gammel, da min familie og jeg flygtede fra Taliban.
Dengang troede jeg, vi bare skulle på ferie.
Det skulle vi ikke.”

Manilla Ghafuri, 22 år, studerer dansk på KUA. Manilla kommer fra Afghanistan.
I sidste uge stod hun for et stort arrangement på Københavns Hovedbibliotek, hvor hun fortalte om sin flugt fra Afghanistan.

”Det var første gang jeg fortalte om flugten og jeg var meget nervøs. Det kan jeg gøre meget bedre næste gang.”

Næste gang er allerede på tirsdag den 2.2. kl. 15.00-15.15, hvor hun er med til at åbne Festival om fortællinger & livshistorier på Betaniahjemmet, Kong Georgs Vej 3 på Frederiksberg.

”Jeg kan huske bomberne, der tvang os ned i kælderen. Fra den ene dag til den anden var vi tvunget til at vende hele vores liv ryggen og flygte fra vores hjem.
Sammen med sin mor, far og seks søskende flygtede jeg fra det Nordlige Afghanistan, hvor Taliban var ved at overtage vores by.”

Som hun sidder der foran mig og smiler, er det svært ikke at blive fanget ind af den smukke mørklødede afghanerinde. Hendes danske er fejlfrit.

”Jeg husker tydeligt, hvordan mit liv ændrede sig. Hvordan vi delte vores ejendele og tog ud på den lange tur. På det tidspunkt vidste jeg ikke, at det var for evigt. Måske skulle vi bare på ferie, tænkte jeg. Det skulle vi ikke.”

Hun tager en bog frem fra tasken og beder mig læse et afsnit om kulturmøder… det er noget hun ved meget om, og har gjort sig endnu flere tanker om.

”Der gik næsten to år, før min familie blev genforenet.   … endelig fik vi alle opholdstilladelse i Danmark og kunne flytte ud af asylcentret. Jeg kan huske, hvordan det føltes at være en af de eneste flygtningefamilier i Vordingborg, hvor vi flyttede til. Hvordan naboerne tog godt imod os, og var nysgerrige på den gode måde.”

Hun har mange planer.

”Det har længe været min drøm at skrive en bog om min rejse herop. Det er så meget mere end en flugt. Det er noget, der har defineret hele mit liv, og det er forfærdeligt, men det er noget, jeg ikke kan flygte fra.”

Nu bliver hendes oplevelser måske også til et teaterstykke.

”…jeg brænder for … de gode historier. Men også fordi, jeg kan gøre noget for dem, der er i samme situation. Nemlig give dem en følelse af ikke at være alene med deres oplevelser.”


Citaterne er fra Dagbladet Information, hvor Manilla fortalte sin historie til Johanne Ramskov Erichsen den 9.10.2015 (med undtagelse af det 2. citat, der er fra i eftermiddags).

lørdag den 7. november 2015

PIA RAUG: Fugleflugt og protest

Nu er jeg menneske igen - 4
 
”Min længsel efter ”ét eller andet” blev den drivkraft, som sendte mig afsted. Men mange har været rejsekammerater og har løftet mig skridt for skridt. Uden dem ville jeg aldrig være nået hjem igen."             Pia Raug

 
Sangeren Pia Raug fortæller om dengang og nu:
 
Så synger de sange om folkenes lykke/
Så synger de sange om folkenes sorg/
Så blæser de alle partier et stykke/
og vælter den sidste papirtigers borg.

Pia Raug satte musik til Inger Christensens digt ”Chile” i 1980, og var med sine sange og musik med til at give tiden en stemme, men hvad gør vi i dag og hvordan kommer nye protestsange til orde - hvis de findes? 
 
Pia Raug siger selv: "Til gengæld bliver jeg nødt til at sige, at jeg aldrig har kunnet prale med at være ”protestsanger”. Jeg var ikke med i den bølge. Jeg var for ung, eller måske bare for langsom. Jeg har bare skrevet og sunget de sange, jeg måtte skrive og synge – om de forhold og emner, jeg havde brug for at forstå og danne mig en holdning til - så jeg både kunne stå inde for det, leve med det og se mig selv i øjnene."
 
 
Jeg havde skrevet til hende: ”Kunne du have lyst til at være med, Pia? På en eller anden måde. Måske med et blik tilbage. For der var jo også en gang, hvor du spillede Chilesangen - var det på Rådhuspladsen? Jeg så engang det rørende klip på YouTube. Er det måske det samme vi oplever nu - igen. Denne bølge. Var det noget, der kunne spindes en ende over? Har du lyst - og ville det give mening for dig? Om nogen er du jo en kunstner, der bærer en tid med sig. En tid og epoke som vi måske kunne lære af og lade os blive inspireret af i dag... Tænk over det!”
 

Pia Raug svarede:  ”Youtube-klippet er fra ”Rock for Afrika” 21. september 1985. Der var 60.000 mennesker i Idrætsparken, som alle kunne synge med på Chile-sangen. Det var stort, men det er faktisk først efter alle disse mange år, at jeg selv kan nyde klippet og synes, at jeg gjorde det ok. Den gang var det alene oplevelsen af de mange mennesker, som kunne synge Chile-sangen, som rørte mig – selv syntes jeg ikke rigtigt, jeg slog til i selskab med hele rock-virvaret.”
Hun har en sangstemme, der smyger sig omkring alt det svære i livet. I ”Paradisets børn” skildrer hun en ung mands endeligt. Hun bruger udtrykket ”livets salt”. Hvad ER livets salt? Måske er drømmene livets salt? Sangen er både så smuk og grum at den giver ekko langt inde i sjælen. For den berørte hun med sin sang. Efter år med svær materialisme, og den er vel siden kommet tilbage igen, var der brug for en stemme, der kunne synge imod det. Og skabe andre verdensbilleder. I det kor af mennesker, der forsøgte at finde andre veje, blev hun en væsentlig stemme.
På LP-pladerne er hun fastholdt som et tidsbillede fra en svunden tid. Selv om jeg elsker musikken, er der også noget der gør mig lidt beklemt. Det må være svælget mellem det vi søgte og det vi opnåede. Hvor blev alle drømmene af? Hvor svandt de hen? Holdt de drømmefangerne oppe eller endte de med at tyngde dem ned? For tiden fór hen over os. LP-formatet forsvandt og drømmene fik ny lyd og nye farver af den næste generation. Men hvad skete der med drømmene? Hvor er de i dag?

Den 20. november udgiver Exlibris en samlet boksset med alle Pia Raugs sange. I de indledende covernoter ser hun tilbage på de sidste 40 år:
 
”Jorden er ingen stjerne” – ”Gid Jorden aldrig går under”

 
Disse to sætninger kom til at indramme mit samlede værk, som nu for første gang er tilgængeligt i sin helhed. Mellem dem blev jeg sangskriver og sanger. Det blev en lang, lærerig rejse over fire årtier fra ung, håbefuld nybegynder til noget klogere veteran med forsonende indsigt i egne styrker og svagheder. Fra fredsbevægelses-sangeren med egen, famlende guitar – over samarbejder med nogle af Danmarks og andre fineste - til den gode, foreløbige landing i hænderne på professionelle militærmusikere i fuldt format.
Jeg bevarede min egen måde at spille, tænke og tælle musik på uden samtidig at begrænse de andres bevægelsesfrihed. Min længsel efter ”ét eller andet” blev den drivkraft, som sendte mig afsted.
Undervejs blev mit liv i musikken et helt andet end det, jeg oprindeligt rakte ud efter. Som barn havde jeg undret mig over, hvor underlægningsmusikken til livet blev af. Så fandt jeg ud af, at den kun findes, hvis man leverer den selv.
Undervejs blev den kærlighed, som hver gang så let lod sig forveksle med forelskelse, forvandlet til musik. At folde musik ud sammen minder meget om at være forelsket, og jeg synes nu, jeg kan høre den sang synge sig ud og ind igennem værket på den rejse, som indtil nu har varet 40 år.

 
”Jorden er ingen stjerne” -
”Gid Jorden aldrig går under”  
Pia Raug, Vesterbro, August 2015"
 
 
 
Pia Raug slutter sin mail med at skrive: ”Jeg er simpelthen så glad – glæder mig vildt til at se den ”i levende live”. Så blev mit ”værk” samlet for eftertiden, og vi nåede det lige akkurat, inden cd-formatet (eller jeg!) helt uddøde – det gør altså en forskel at kunne eksistere ud i fremtiden i den analoge verden og ikke kun i den flygtige digitale.”


Illustration: Bodil Molich
 
Læs mere om "Nu er jeg menneske igen"
 
 
 
 
 
Radioindslag (se under "Nyheder")

Når systemet leger mor og far. Om unge uledsagede flygtninge.

Nu  er jeg menneske igen - 3
 
 
Maleri: Hanne Svennevig 

Som en del af forberedelserne til "Nu er jeg menneske igen" har Ditte Maria le-Fevre og Iben Hendel Philipsen, der begge har enten nye eller gamle erfaringer med at være frivillige værger for unge uledsagede flygtninge, ført en fyrig skriftlig ordudveksling om hvad der er godt og skidt. Jeg har fået lov til at læse med - og det tegner ikke til at gå stille af, så forvent ikke at der bliver skubbet noget ind under gulvtæppet, når de to tager et opgør med et system, der er etableret for at hjælpe, men som ofte ender med at blive til et problem i sig selv.
Som en lille forsmag på det har Ditte her opsummeret noget af det hun gerne vil fortælle om i samtalen med Iben på onsdag.
 
Ditte Maria le-Fevre: Jeg oplever som dig, at de to drenge, jeg har været tæt på i de sidste 6 år, har svært ved systemet, men også, at vi har lært at navigere i det. Jeg undrer mig meget over, at der ikke bliver tænkt mere og brugt flere ressourcer på frivillighed. Systemet kunne spare mange penge.
Et system vil aldrig kunne være en forældre. Lige meget hvor god en kommune du flytter i, så har du som barn brug for, at der er en person, som ikke går hjem, når mødet slutter.

Når jeg ser på de uledsagede børn, der har haft en tæt relation til en repræsentant og senere værge, så er det alle velfungerende mennesker, lige meget hvor store udfordringer, de har haft og stadig døjer med. Men ser jeg på de børn, der kun har haft systemet som forældre, så kender jeg ingen, der har det godt. Enten har de en kæmpe gæld, er misbrugere, på gaden eller følelsesmæssigt ødelagte, så de fremover vil få svært ved at leve i det danske samfund.

I Røde Kors regi har barnet en repræsentant i asylprocessen, og forhåbentligt en MFI’er (midlertidig forældremyndighedsindehaver) når den unge flytter ud i en kommune. Hvorefter systemet anser opgaven for udført, men de unge har i den grad brug for vejledning og omsorg også efter det 18 år. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der var sket med mig, hvis mine forældre ikke havde været der, da jeg blev 18. Samtidig er der presset om den forsatte asylsag, og på den måde spiller systemet en spøgelsesrolle i både deres og vores liv.
Hvad gør man i det øjeblik en ung person, der har tilbragt op til halvdelen af sin barndom i DK, bliver udvist? Hvis den unge opfylder alle de umiddelbare krav til integration og har en dansk familie og ingen i sit fødeland? Hvad vil en sådan situation få af konsekvenser?

Hvis alle uledsagede mindreårige havde en relation som Sayed og Else-Marie eller de andre i Supervisionsgruppen, så vil det blive meget svært at argumenterer for en hjemsendelse.

Hvis jeg skal være grov, så er der ikke andet for Røde Kors at gøre på nuværende tidspunkt, end at putte os i kategorien ”frivillige” på lige fod med dem, der står i en genbrugsbutik. For os er der en meget stor forskel, da man kan holde fri fra en genbrugsbutik, men ikke fra en relation.
  
 
Illustration: Bodil Molich
 
Læs mere om arrangementet:
 
 
 
 
 
Radioindslag (se link under "Nyheder")

Prolog: NU ER JEG MENNESKE IGEN

Prolog til
"Nu er jeg menneske igen"
den 11.11.2015 på Betaniahjemmet
læst af skuespilleren Birgitte Prins
skrevet af Michael Svennevig.
Illustration: Bodil Molich
 
Hvad kan du selv gøre?
 
Det er en spændende tid vi lever i. Spændende fordi alt kan ske. Men det er også tankevækkende, at bremseklodserne er blevet så slidte, at hvis det var på min cykel ville jeg ikke turde køre på den. Men det er virkelighedens bremseklodser der ikke mere tager fat. Bagbremsen har sat sig fast. Ikke sådan at den bremser hele tiden, men lige modsat: at den overhovedet ikke længere bremser. Verden hvirvler imod os, og der er meget der bliver malet til benmel. Med lidt væde tilsat kan det blive til benklister. Men det sætter sig på os. Vi får det i øjnene - benmelet og støvet. Det slører vore blikke. Det kommer ganske langsomt. Måske er det historiens hjul, der har drejet endnu en omgang, måske er det demonstrationernes tid, der er vendt tilbage? Måske er en større opvågning på vej, måske er der så meget, der er blevet for meget, at det ender med at vi står af. At vi siger fra – og hverken kan eller vil længere. Jeg tror at det er noget på vej. Noget nyt. Ganske langsomt... men ved ikke, hvad det er. Men når jeg siger fra, stiller mig på tværs og stiller spørgsmål, sker der noget. En forvandling. Noget forunderligt, for nu er jeg menneske igen…


Læs mere:
Film med uddrag fra det kommende arrangement den 11.11.2015
 

onsdag den 22. oktober 2014

Baggrund, portrætter og reaktioner - Gammelfestival II (2014)


Oprindelig var titlen "Død og hygge på plejehjemmet" mit oplæg til forstanderparret, Laust og Kirsten Sørensen, på Betaniahjemmet. Det var for at afprøve grænserne. Jeg tænkte, at hvis forstanderparret havde lyst til (eller turde!) at være med til at lave noget med dén titel, ville de være gode samarbejdspartnere. For det nytter ikke at lave noget på et plejehjem, hvis vi ikke inddrager døden. Og det var de klar til!
De havde opfordret mig til at lave en kogebog krydret med historier og livsberetninger. Jeg syntes at det kunne være spændende at skrive livshistorier UDEN madopskrifter, og vi aftalte at jeg skulle komme forbi med min digitale optager i onsdagsbaren. Det blev til mange camparier, mens jeg faldt i snak med beboere, personale og frivillige. Det viste sig at vrimle med historier. Det myldrer med livshistorier på et plejehjem. Efter fire besøg havde jeg stof noget til en over 100 siders Gammelreportage. I første omgang gjaldt det en bog, senere også en festival og en film.

 
Fra starten viste det sig at der kom meget humor med. Som om den bagvedliggende alvor kaldte på humoren. Som om de to var forbundet.
Alle medvirkende blot ved fornavn, og stedets navn blev ændret til Plejehjemmet Tusindfryd, for at sikre at bogen ville kunne bruges over hele landet - uden at blive tilknyttet en specifik lokalitet. For at gøre den så almen som muligt. For yderligere at åbne tematikken og bogen op så bredt som muligt, inviterede jeg 35 forfattere til at bidrage med tekster. Det var især vigtigt at invitere stemmer/historier udefra, for at sikre at de ikke blev for snævert. Det var vigtigt at der kom kontraster. Af samme grund er de medvirkende børne- og ungdomsstemmer vigtige i helheden. Uden dem kunne det let blive alt for monotont. Kun 5 af bogens tekster har tidligere været offentliggjort. Resten består af helt nyt materiale.
Bagefter var det oplagt at involvere mange af de medvirkende forfattere i bogen til også at medvirke på selve festivalen. Da der alligevel skulle være en bogreception, hvorfor så ikke også lave en festival? Ligesom da jeg tilbage i 2010 havde lavet Gammelfestivalen Det sidste suk - på Vesterbro. 
 
At sammensætte en stor festival er som at lægge et kæmpestort puslespil, men det er først, når brikkerne er lagt på plads at det endelige mønster bliver synligt. Det er en gensidigt påvirkelig proces. Hver stemme bliver unik i sammenhængen.

 Mange medvirkende har sagt ja pga. undertitlen: ”Død og hygge på plejehjemmet”. Det er en titel, der har fået mange til at studse og endnu flere til  at tænke sig om. For hvad betyder det? Er det alvorligt ment?




Nye samarbejdspartnere giver nye ideer - og muligheder.
Da jeg mødte Kirsten og Laust ved en festival året forinden, udvekslede vi film og bøger. Jeg fik deres film og de fik mine bøger. For de havde produceret flere film - og de inviterede mig til at besøge sig på plejehjemmet. Det undrede mig, for jeg mente ikke at de var gamle nok til at bo på plejehjem. (Men det var også inden jeg vidste at de bestyrede plejehjemmet på Frederiksberg). Da vi mødtes tænkte jeg derfor også i filmbaner. Mødet med stedets fysioterapeut, David Blazek, der havde en fortid som professionel tjekkisk isdanser, kom til at åbne endnu flere muligheder, for da jeg en dag så ham filme til et arrangement på plejehjemmet, vidste jeg at han kun ville gøre det, hvis han mestrede det til fulde. Så selv om han hårdnakket benægtede det, og sagde at han "ikke var professionel", fik jeg fik lov til at "låne" David én dag, så vi kunne tage rundt og interviewe nogle af festivalens medvirkende - og lave en trailer for Gammelbogen og Gammelfestivalen. Det resulterede i den 10 minutter lange GAMMELFILM 2014 (http://michaelsvennevig.weebly.com/gammelfestivalen-2014.html).

Mange af festivalens medvirkende har efter deres optræden på festivalen stillet op til interview. Der er der kommet en række korte, finurlige og veloplagte optagelser ud af. Nu forestår der et større redigeringsarbejde – for ud over det, er alle oplæg, samtaler og optrædener på festivalen også blevet filmet, og de skal klippes ned og redigeres. Det er igen David, der har kastet sig over det omfattende redigeringsarbejde, og hvad det munder ud i, er endnu for tidligt at sige. Det afhænger af de materialet, men ingen tvivl om at de mange dages optagelser er i de bedste hænder. Mere om det senere…

 
Næsten alle gengivne Gammelfestival-fotos her på bloggen er stills fra filmoptagelserne under festivalen  - og derfor taget af David Blazek.
 De rustne metalskulpturer omkring scenen er kreeret af billedkunstner Alice Maud Guldbrandsen og naturvejleder Lis Vallentin.



Festival-links: