Baggrund, portrætter og reaktioner - Gammelfestival II (2014)

Oprindelig var titlen "Død og hygge på plejehjemmet" mit oplæg til forstanderparret, Laust og Kirsten Sørensen, på Betaniahjemmet. Det var for at afprøve grænserne. Jeg tænkte, at hvis forstanderparret havde lyst til (eller turde!) at være med til at lave noget med dén titel, ville de være gode samarbejdspartnere. For det nytter ikke at lave noget på et plejehjem, hvis vi ikke inddrager døden. Og det var de klar til!
De havde opfordret mig til at lave en kogebog krydret med historier og livsberetninger. Jeg syntes at det kunne være spændende at skrive livshistorier UDEN madopskrifter, og vi aftalte at jeg skulle komme forbi med min digitale optager i onsdagsbaren. Det blev til mange camparier, mens jeg faldt i snak med beboere, personale og frivillige. Det viste sig at vrimle med historier. Det myldrer med livshistorier på et plejehjem. Efter fire besøg havde jeg stof noget til en over 100 siders Gammelreportage. I første omgang gjaldt det en bog, senere også en festival og en film.

 

Fra starten viste det sig at der kom meget humor med. Som om den bagvedliggende alvor kaldte på humoren. Som om de to var forbundet.
Alle medvirkende blot ved fornavn, og stedets navn blev ændret til Plejehjemmet Tusindfryd, for at sikre at bogen ville kunne bruges over hele landet - uden at blive tilknyttet en specifik lokalitet. For at gøre den så almen som muligt. For yderligere at åbne tematikken og bogen op så bredt som muligt, inviterede jeg 35 forfattere til at bidrage med tekster. Det var især vigtigt at invitere stemmer/historier udefra, for at sikre at de ikke blev for snævert. Det var vigtigt at der kom kontraster. Af samme grund er de medvirkende børne- og ungdomsstemmer vigtige i helheden. Uden dem kunne det let blive alt for monotont. Kun 5 af bogens tekster har tidligere været offentliggjort. Resten består af helt nyt materiale.
Bagefter var det oplagt at involvere mange af de medvirkende forfattere i bogen til også at medvirke på selve festivalen. Da der alligevel skulle være en bogreception, hvorfor så ikke også lave en festival? Ligesom da jeg tilbage i 2010 havde lavet Gammelfestivalen Det sidste suk - på Vesterbro. 

 

At sammensætte en stor festival er som at lægge et kæmpestort puslespil, men det er først, når brikkerne er lagt på plads at det endelige mønster bliver synligt. Det er en gensidigt påvirkelig proces. Hver stemme bliver unik i sammenhængen.

 Mange medvirkende har sagt ja pga. undertitlen: ”Død og hygge på plejehjemmet”. Det er en titel, der har fået mange til at studse og endnu flere til  at tænke sig om. For hvad betyder det? Er det alvorligt ment?

Nye samarbejdspartnere giver nye ideer - og muligheder.
Da jeg mødte Kirsten og Laust ved en festival året forinden, udvekslede vi film og bøger. Jeg fik deres film og de fik mine bøger. For de havde produceret flere film - og de inviterede mig til at besøge sig på plejehjemmet. Det undrede mig, for jeg mente ikke at de var gamle nok til at bo på plejehjem. (Men det var også inden jeg vidste at de bestyrede plejehjemmet på Frederiksberg). Da vi mødtes tænkte jeg derfor også i filmbaner. Mødet med stedets fysioterapeut, David Blazek, der havde en fortid som professionel tjekkisk isdanser, kom til at åbne endnu flere muligheder, for da jeg en dag så ham filme til et arrangement på plejehjemmet, vidste jeg at han kun ville gøre det, hvis han mestrede det til fulde. Så selv om han hårdnakket benægtede det, og sagde at han "ikke var professionel", fik jeg fik lov til at "låne" David én dag, så vi kunne tage rundt og interviewe nogle af festivalens medvirkende - og lave en trailer for Gammelbogen og Gammelfestivalen. Det resulterede i den 10 minutter lange GAMMELFILM 2014 (http://michaelsvennevig.weebly.com/gammelfestivalen-2014.html).

Mange af festivalens medvirkende har efter deres optræden på festivalen stillet op til interview. Der er der kommet en række korte, finurlige og veloplagte optagelser ud af. Nu forestår der et større redigeringsarbejde – for ud over det, er alle oplæg, samtaler og optrædener på festivalen også blevet filmet, og de skal klippes ned og redigeres. Det er igen David, der har kastet sig over det omfattende redigeringsarbejde, og hvad det munder ud i, er endnu for tidligt at sige. Det afhænger af de materialet, men ingen tvivl om at de mange dages optagelser er i de bedste hænder. Mere om det senere…

 

Næsten alle gengivne Gammelfestival-fotos her på bloggen er stills fra filmoptagelserne under festivalen  - og derfor taget af David Blazek.

 De rustne metalskulpturer omkring scenen er kreeret af billedkunstner Alice Maud Guldbrandsen og naturvejleder Lis Vallentin.



Festival-links:

Gammelfestivalen (2014) - i sort hvidt:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/10/gammelfestivalen-ii-i-sorthvidt-2014.html
Gammelfestivalen (2014) - i farver:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/10/gammelfestivalen-ii-i-farver-2014.html
Halvvejs gennem Gammelfestivalen:

http://msvennevig.blogspot.fr/2014/10/halvvejs-gennem-gammelfestivalen-2014.html
Baggrund, portrætter og reaktioner:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/10/baggrunden-for-gammelfestival-ii-2014.html
Mød Stine Bitsch-Larsen (født 1918):
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/10/md-stine-bitsch-larsen-fdt-1918.html
Mød Ghita Nørby:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/10/md-ghita-nrby-pa-gammelfestivalen.html

Af børn og fulde folk...:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/09/af-brn-og-fulde-folk.html

Begravelser i Ghana:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/09/begravelser-i-ghana.html

Velkommen til Gammelfestivalen:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/09/velkommen-til-gammelfestivalen.html

Velkommen til Gammelfestivalen i næste uge:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/10/velkommen-til-gammelfestivalen-der.html

En fortælling om liv og død:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/09/en-fortlling-om-liv-og-dd.html

Jern ruster ikke!:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/09/jern-ruster-ikke.html

Havevandring med naturvejlederen:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/09/foto-alice-maudguldbrandsen-om-rustent.html

Rustent jern i grønne omgivelser:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/09/rustent-jern-i-grnne-omgivelser.html

Gammelfestivalen Det sidste suk (2010):
http://www.forlaget-epigraf.dk/gammle.html


PRESSE-LINKS:
Frederiksberg Bladet: http://minby.dk/frederiksberg-bladet/doed-og-hygge-paa-betaniahjemmet/
Frederiksberg Lokalavis:
http://www.betaniahjemmet.dk/Files/Layout/undersider/artikler/festival%20fejrer%20alderdom%2002.10.14.pdf   
Sydsjællandske Tidende: http://www.sn.dk/vordingborg/vigtigst-er-hvordan-man-lever-livet/artikel/440278
Frederiksberg Lokalavis (2. gang): http://ftp-lokalavisen-frb.dk/arkiv/1127/mobile/index.html
TV2/Lorry: http://www.tv2lorry.dk/arkiv/2014/10/14?video_id=96187
Herlev Bladet: http://www.e-pages.dk/herlevbladet/390/html5/  (se side 27)
Sygeplejersken:   http://www.dsr.dk/Sygeplejersken/Sider/SY-2014-12-34-1-Anmeldelser.aspx  

 

En fortælling om liv og død

 Fotos: Birte Vallentin Andersen

 

– og om tiden der går, mens tingene består. 

 

 

Skotsmykkedesigneren Birte Vallentin Andersens smykker kan opleves under Gammelfestivalen på Betaniahjemmet på Frederiksberg, hvor de udstilles sammen med Alan Pays fotografier.
 

Hendes smykker er sammensat af alskens forskellige kasserede ting. De er som en tidslomme, for de består mest af dele fra gamle ure, klaverer, lamper og mekaniske reservedele. De forskellige ting bliver møjsommeligt skilt ad, rengjort og skåret i passende stykker og sat sammen på nye overraskende måder. (se illustrationerne). Selv fortæller hun om et af sine yndlingssmykker:

Det består af 3 tidsperioder i livet og kommer fra 3 typer ure – det har dele fra et meget gammelt stuevægur, fra et armbåndsur og fra et “nyere” køkkenur. Det fortæller mig noget om, at vi alle ser på tiden ligegyldigt, hvor vi er. Det er på en måde udtryk for tiden der er gået.

De enkelte dele til smykkerne finder jeg de mest besynderlige steder, når jeg fx cykler rundt eller går en tur. Jeg har øje for det og ser det overalt. Det er simpelthen umuligt for mig at lade det ligge og jeg ved jo, at hvis jeg ikke får det med hjem vil jeg gå og tænke på det alligevel – og ærgre mig. For de skal da genbruges, så de får nyt liv. Tænk på, hvad de kunne fortælle om det de har oplevet, hvis de kunne tale….

Hver ”fund” bliver sirligt lagt i orden efter emne, materiale, farve og form på mit arbejdsbord, og så skal de “bare” samles til en ny fortælling, som jeg kan digte på i timevis. Uden at tænke nærmere over det, dykker jeg ned i mine skrotdynger af ”guldfund” og fisker måske enkelte dele frem, fordi de siger mig noget og passer sammen, og det bliver tit begyndelsen på en ny historie.

En fortælling om liv og død
– og om tiden der går, mens tingene består.

Andre udstillinger på Gammelfestivalen:

Oplev Alan Parys fotoudstilling "Rustent jern i grønne omgivelser". Se fotos og læs mere : http://msvennevig.blogspot.dk/2014/09/rustent-jern-i-grnne-omgivelser.html

Alans fotos er taget i naturvejleder Lis Vallentins have i Haveforeningen Prøvestenen ved Nokken. Tag med på havevandring og hør mere om haven: http://msvennevig.blogspot.dk/2014/09/foto-alice-maudguldbrandsen-om-rustent.html 

Læs billedkunstner Alice Maud Guldbrandsens introduktion til de store rustne jernskulpturer, som hun og Lis Vallentin sammen har lavet og udstiller under festivalen: http://msvennevig.blogspot.dk/2014/09/jern-ruster-ikke.html  

 

 

                                                                                                                                  

Jern ruster ikke!

       Foto: Alice Maud Guldbrandsen

 Jo, det gør – og bliver bare smukkere af det!

v/billedkunstnere og forfatter Alice Maud Guldbrandsen

Gammelt rustnet jern i nærmest alle afskygninger har altid fascineret og berørt mine sanser og fornemmelser. Derfor har jeg samlet de ’ædle’ metaller til hobe gennem masser af år. Lige fra den mindste skrue til de største kasserede staldvinduer, gennemhullede jernplader mv., der dukkede op på min vej. Tror, det er fordi, det minder mig om noget uforgængeligt. Noget stærkt og ubøjeligt over for det liv, jeg stadig ser i det rå, rødbrune og furede materiale, som i mine øjne nægter at forgå.

Sådanne tanker, har altid inspireret – ja, nærmest ’draget’ mig til at give disse ’fund’ endnu en chance for tilværelse. Derfor har jeg bl.a. brugt dem i min billedkunst – og der lever de videre som mange forskellige udtryk i bl.a. malerier, collager og skulpturer. Nogle ligger blot lempeligt spredt rundt i mit hjem og har fået diverse små og praktiske funktioner. Andre anser jeg for rene skulpturer i rummet, der varmer mit indre og fryder mine øjne dagligt. For to år siden opdagede jeg helt tilfældigt Lis’ have. En lille kolonihave ude ved Prøvestenen, fyldt til randen med rust-genstande i alle former og figurer, placeret højt og lavt i en frodig oase af træer, buske og blomster. Et ubeskriveligt smukt syn, som I kan se glimt fra på fotoudstillingen, hvor Alan Pary har hastholdt det i sine lyriske nærbilleder. På samme måde fremstår de også i den nyudkomne Gammelbog. Og hvis I vil helt tæt på rustobjekter i skøn og skør forening med andet fra naturens rigdomme, er i velkommen til at kigge nærmere på Lis’ og mine skulpturer. For selvfølgelig måtte mødet med Lis og hendes ’paradis’ give sig udslag i en fælles udfoldelse. Det er ment som inspiration til selv at gå i gang, hvis lysten kalder!

Ligeså selvfølgeligt er det, at Michael, som nabo til Lis og med sin sans for at sætte mennesker sammen, blev den udøvende kraft til dette træf. Et træf mellem ’to forskellige Rust-damer med en fælles forkærlighed’  …

Introduktion til Alices oplæg til Gammelfestivalens åbning - om jern, rust og gamle mennesker.

Foto: Vagn Guldbrandsen

Naturvejleder Lis Vallentin og billedkunstner og forfatter Alice Maud Guldbrandsens rustne jernskulpturer kan opleves 3 gange på festivalerne. Dels ved Skulpturdagen i Vesterbro Naturværksted den 9.8., hvor en stor jernskulptur også var med til aftenarrangementet  i Apostelkirken og dels under Gammelfestivalen, hvor de står for udsmykningen i ”Regnbuen” på Betaniahjemmet, hvor deres jernfigurer præsenteres i et brus af grønt. Så smukkere ramme kunne man ikke tænke sig til en Gammelfestival.

 

 

ANDRE UDSTILLINGER PÅ GAMMELFESTIVALEN:

 

Læs mere om den kurdiske fotograf Alan Pary og hans  fotoudstilling "Rustent Jern i grønne omgivelser": http://msvennevig.blogspot.dk/2014/09/rustent-jern-i-grnne-omgivelser.html

Alans fotos er taget i naturvejleder Lis Vallentins have i Haveforeningen Prøvestenen ved Nokken. Tag med på havevandring, hvor Lis fortæller om haven: http://msvennevig.blogspot.dk/2014/09/foto-alice-maudguldbrandsen-om-rustent.html

 

Skrotsmykkedesigneren Birte Vallentin Andersen udstiller sine smykker. Se billederne og læs mere : http://msvennevig.blogspot.dk/2014/09/en-fortlling-om-liv-og-dd.html 

Havevandring med naturvejlederen

Foto: Alice Maud Guldbrandsen

OM RUSTENT JERN 
I GRØNNE OMGIVELSER

Havevandring med naturvejleder Lis Vallentin, H/F Prøvestenen.

-Hvorfor har du have?

Jamen, jeg er jo til naturen, ikke. Mit job som naturvejleder har også gjort at jeg arbejder med naturen pædagogisk. Som et pædagogisk værkstøj. Det er bare blevet sådan at jeg skal have natur omkring mig. Det er at kigge på det og opleve det. Dufte og sanse det. Det er en del af mig.

-Hvorfor det?

Fordi det er godt for sjælen. Jeg føler mig hel og er i samspil med naturen herude. Med årets gang og elementerne.

-Er det en spirituel have du har?

Ja, meget. Det går jo godt i spænd med mig og min person, der også er holistisk og spirituel på mange måder.

-Der er nogen der siger at en have er et sindsbillede.

Det tror jeg på.

-Hvad er din have så et sindsbillede på?

HA! (ler) Ja, hvad siger haven? Jeg har jo selv leget med tanken, når jeg går rundt og kigger på de forskellige kolonihaver, og så går tanken jo også den anden vej.

-Hvad siger haven om dig?

(tænker)… Det er et spændende kreativt menneske der bor her. Et stort rodehovede, en gammel klunser… det viser at jeg vist er et meget alsidigt menneske (ler). Nej, men det er en livsglad, kreativ personlighed. Også lidt original. Jeg har skabt et nysgerrigt rum.

-Du har mange sider?

 Ja, jeg har mange nicher.

-Mange miljøer?

Ja, også det. Der er smukt og haven bliver kunstnerisk fyldt ud med rust. Jeg synes at rust fortæller om livets slutning og så har jeg alle de grønne spirer.

-Hvad betyder naturen for dig? Hvad er naturen?

Det er en forlængelse af min personlighed. Jeg bliver ét med mig selv. Jeg bliver bekræftet af naturen. Som jeg plejer at sige: naturen er det smukkeste kunstværk Gud har skabt.

 -Men hvis vi nu tager en kontrast, så kender vi begge en af vores fælles naboer, der ville sige fuldstændig det samme, men hans have er diametralt modsat. Der er intet, der er overladt til tilfældighederne. Alt står på snorlige rækker og er indordnet en meget stærk ordenssans.

Det er også derfor at det er så sjovt at gå rundt og kigge på de andres haver, og forestille sig hvem der bor der. Det er en lise for sjælen. Jeg føler mig hel her i haven. Jeg føler at jeg lever, når jeg er ude i naturen. Skønhed for mig er både planter og fugle og buske. Det er det hele.

 

Fotos: Alan Pary

-Men man kommer jo mange steder hen, når man er her i din have. Vi er ikke længere i Prøvestenen, når vi sidder i et af dine små miljøer.

Der var engang én der sagde til mig at jeg var redebygger. Hulebygger i min have. Jeg laver små rum. Så går jeg ind i de forskellige små rum og har det godt. Det er pudsigt, for når vi taler om ”rum”, så tænker jeg ”sind” og stemninger. Jeg tror fx aldrig at jeg bevidst har brugt nogle af hjørnerne. Hvis jeg var en rigtig læsehest – og jeg elsker at læse, men har sjældent ro til at jeg sidder ned længe nok til at jeg nå at læse et kapitel, så ville jeg nok have et yndlingshjørne. Men det har jeg aldrig tænkt på før.      

-Der er også noget forfald over det. Noget smukt forfald. Du elsker at se at det får en ny form.

Ja, det der ligger på lossepladsen – fx en flot jernlåge, der har været så smuk så smuk. Den står her og forfalder, og jeg synes at det er så smukt. Det er liv og død på én gang.

-Hvad tænker du, når du skal ud til haven, hvad skal du så ud til?

Jeg tager ikke ”over” i haven eller ”hen” til haven, men netop ”ud” i have. Jeg tager væk – væk fra byen. Væk fra bymiljøet. Jeg skal ud og synker ned i mig selv. Mine kreative tanker får frit spil, når jeg er her. Jeg skal ud og være mig selv, det er det allerførste. Jeg er jo også lidt en enspænder. Sikkert fordi resten af mit liv har været fyldt med mennesker. Så det er min tilbagetrækning. Det er frihed, det er nydelse og afslapning.

-Hvad skal du lave inden i drivhuset?

Der skal ikke være så meget som én grønsag derinde. Det er et tænke- og filosofirum. Det er indrettet med bord og stol. Det er et fransk rum. Jeg er jo nipsedronning.

-Hvorfor fransk?

 Jeg er tændt på det franske. Som stor pige ville jeg lære fransk… Efter en operation, hvor jeg egentlig er ude at vende, men det finder jeg først ud af senere, får jeg fat i en bog, der handler om én der vil starte et nyt liv. Sådan blev det også for mig. Jeg fik et nyt liv dengang i 1981. Så på en måde er jeg kun 30 år… så der er mange ting, der endnu er nye. (ler) Dengang vendte jeg på en tallerken… Bogen hed ”Mit hus ved verdens ende” og var skrevet af Ebba Friis- Jespersen, der rejste ud under krigen, som 40-årig sammen med sine to drenge. Hun køber en lille vandmølle i Sydfrankrig, hvor hun opdrætter oddere, og man følger hendes liv og hendes kampe. Senere indretter hun vandmøllen som kro. Jeg har været der på Google Earth – og jeg kunne godt tænke mig at komme derned rigtigt. Jeg er tiltrukket af det franske. Af Provence. Men naturen skal være vild og frodig. Det sirligt ordnede og de snorlige rækker er ikke mig.

 

 

Naturvejleder Lis Valentin og billedkunstner og forfatter Alice Maud Guldbrandsens rustne jernskulpturer har allerede kunnet opleves 2 gange på festivalerne. Dels ved Skulpturdagen i Vesterbro Naturværksted den 9.8., og til arrangementet samme aften i Apostelkirken, hvor store jernskulpturer var stillet op i kirkerummet. Samme jernskulpturer kan opleves under Gammelfestivalen, hvor de udsmykker ”Regnbuen” på Betaniahjemmet, hvor arrangementerne holdes. De præsenteres i et brus af grønt. Så smukkere ramme kunne man ikke tænke sig til en Gammelfestival.

Læs mere om den kurdiske fotograf Alan Parys  - og se flere fotos fra haven: http://msvennevig.blogspot.dk/2014/09/rustent-jern-i-grnne-omgivelser.html
Læs billedkunstner Alice Maud Guldbrandsens introduktion til udstillingerne:
http://msvennevig.blogspot.dk/2014/09/jern-ruster-ikke.html
Læs mere om skrotsmykkedesigner Birte Vallentin Andersens udstilling, der åbner samme dag - samme sted: http://msvennevig.blogspot.dk/2014/09/en-fortlling-om-liv-og-dd.html  

Rustent jern i grønne omgivelser

Fotoudstilling af Alan Pary (Kurdistan) 

 

 

kan opleves under Gammelfestivalen Død og hygge på plejehjemmet fra den 8. - 15. oktober 2014.
På Betaniahjemmet, Kong Georgs Vej 3, 2000 Frederiksberg.

Samtidig udkommer "Gammelbogen II", hvor flere af billederne er gengivet i s/h i bogen og i farver på omslaget. Udgivelsesdagen til festivalåbningen, onsdag den 8. oktober - er samtidig dagen, hvor der er fernisering på Alans udstilling. 
Læs mere om bogen: http://www.forlaget-epigraf.dk/page12.html

:

Samtale med Alan Pary, kurdisk digter og fotograf.

Alan fortæller om livet efter Sandholm, om hvor svært det var for ham at skabe sit eget liv. For som flygtning står man uden for alting. Han fortæller om forskellen mellem det man siger og det man gør. Men også om den frihed han følte og den hverdag som han havde glædet sig sådan til at blive en del. Det har været som at få et nyt liv. Det er det liv som han har skildret i billederne på den kommende udstilling. Det er en lykkelig historie. 15 år gengivet i 15 fotos fotograferet i en dansk kolonihave. 

Her er et uddrag fra "Ude på kanten, portrætsamtaler om at turde” (Forlaget Epigraf, 2014) hvor jeg har en samtale med Alan.

MS: Man kan mærke på dig at du trives og er glad, men du er kommet langvejs fra, og din flugt fra Irak ligger nu 13 år tilbage. Du udgav en digtsamling på arabisk, mens du stadig var i Irak - og siden er der kommet én mere. Du havde været næsten 10 år i forskellige flygtningelejre i Danmark, da vi mødtes via Dansk PEN, hvor du henvendte dig - og det var mødet med dig, der fik mig til at interessere mig for møderne på tværs af kulturelle forskelle og grænser. Det var efter mødet med dig i Sandholm. Husker du?

AP: Når du taler om Sandholm, er det et sår jeg stadigvæk har inde i mig. Det er ikke lægt og bliver det nok aldrig. Før jeg kom til Denmark havde jeg også den der nervøsitet, men da jeg kom til Danmark troede jeg, at nu begyndte min fremtid, for nu ville jeg kunne gøre alt det som jeg havde drømt om. Inden jeg kom hertil tænkte jeg, at i Europa kan du gøre alt, for der er slet ingen begrænsninger. Der er ikke nogen der her siger, at der er noget som man ikke må. Der er ingen censur. Der er ingen grænser for, hvad du kan sige og gøre. Men efter et par år fandt jeg ud af, at jeg var på flugt… at jeg var flygtning. Der er forskel på at være flygtning og så komme her for at læse og studere eller arbejde. Der er meget stor forskel. Når man er flygtning, er der mange ting man ikke må. Du kan f.eks. ikke rejse som andre gør. Du skal først have et personnummerbevis og bagefter et pas, så det er ikke så let. Det er svært at beskrive, men det er let at mærke og føle, for det er der hele tiden. Du kan gøre alt, men må alligevel ikke. Jeg kan være sammen med dig, vi kan gå ud og gå i teatret sammen, men hvad så bagefter? Så skal jeg tilbage til Sandholm, hvor der er en masse forskellige mennesker, der bor tæt sammen og føler sig pressede. De har ingen fremtid her. De ved dårlig nok, hvorfor de er her. Der er ingen fremtid nogen steder. Det hele afhænger af om de får asyl eller ej. Der er en politisk vind, der blæser frem og tilbage og som er afgørende for, om du får opholdstilladelse eller ej. Selv var jeg meget tæt på at blive sendt tilbage. Det var jeg virkelig bange for. Mit navn var allerede på udsendelseslisten. Men jeg ved ikke, hvad der skete. Måske var jeg heldig, eller også havde jeg været god til at undgå det. Jeg ved ikke hvordan.

 

MS: Omstændighederne for din hjemsendelse ændrede sig. Der var ikke længere noget du kunne blive sendt tilbage til, for din familie var også flygtet fra Irak.

AP: Ja, min familie flygtede til Jordan. Jeg havde ikke længere familie i Irak. Så der var en god grund til, at jeg ikke kunne blive sendt tilbage.

MS: Men så fik du opholdstilladelse?

AP: Ja, egentlig kom jeg hertil fordi jeg var digter, der skrev på arabisk og det måtte jeg ikke. Det var grunden. Så det er lidt underligt, at jeg endte med at få opholdstilladelse af en helt anden grund.

MS: Fordi du er kristen?

AP: Okay, jeg er kristen, og er født og vokset op som kristen. (pause) Det er en meget privat sag. Det kommer jo ikke andre ved.

MS: Men når du får opholdstilladelse, fordi du er kristen...

AP: Ja, så bliver det gjort til en kristen sag. Jeg er bare menneske, og jeg behandler alle andre som mennesker. Jeg var 18 år da jeg kom hertil, og har lært meget siden. Gode ting. Her i Danmark har jeg lært, at man må sige hvad man har lyst til…

MS: … men du skal stadig stå til ansvar for det.

AP: Ja, det skal man. (ler) Jeg har lært at sige det jeg tænker, for hvis du er vant til at skjule dine tanker, ender man med at blive aggressiv. Og hvorfor er der ikke frihed til at gøre det i Mellemøsten?

MS: Hvordan er det at komme fra et samfund uden ytringsfrihed til et dansk samfund, hvor man kan sige alt - under ansvar?

AP: Der er stadig nogle ting, som f.eks. min asylsag, som jeg ikke har fortalt om. Der er mange ting i min sag som jeg ikke har fortalt andre. Det er mit. Det er mit liv. Men det er også et sår, og et sår, der ikke vil hele. Men det handler også om mentalitet. Om måden man tænker på. F.eks. hvad danskerne tænker om én. De tænker 1-2-3. Det må ikke være 2-1-3.

MS: Det er mere firkantet?

AP: Ja, det kan man godt sige. Det handler om mentalitet. For når du kommer til en sådan verden, virker her meget åbent. For nogen, i hvert fald. Ikke for alle. Når man kommer her er det overvældende. Du kan helt selv bestemme, hvordan du vil klæde dig. Det tager man ikke så nøje. Ikke umiddelbart, i hvert fald. Du kan gå halvnøgen på gaden. Der er ikke nogen, der siger noget til det. Det er din egen sag. Jeg har læst, at udviklingen er gået meget stærkt. Før i tiden var danskerne meget gammeldags, og kønsrollemønstret meget stereotypt. Det var manden der tjente pengene, og konen der gik hjemme.

MS: Ja, i 50´erne var det helt anderledes, men det er længe siden.

AP: Det er da ikke så lang tid siden, for sådan er det stadigvæk der hvor jeg kommer fra. (ler)

Læs mere her: http://www.forlaget-epigraf.dk/page6.html 

 

Alans fotos er taget i naturvejleder Lis Vallentins have i Haveforeningen Prøvestenen ved Nokken.   Tag med på havevandringen her, hvor Lis fortæller om haven :
http://msvennevig.blogspot.dk/2014/09/foto-alice-maudguldbrandsen-om-rustent.html

 

Billedkunstneren Alice Maud Guldbrandsens introducerer de skulpturer, som hun og Lis Vallentin sammen har lavet og udstiller samtidig med Alans fotografier på Betaniahjemmet under Gammelfestivalen : http://msvennevig.blogspot.dk/2014/09/jern-ruster-ikke.html  

 

Skrotsmykkedesigneren Birte Vallentin Andersen udstiller smykker på Gammelfestivalen. Se billeder og læs mere : http://msvennevig.blogspot.dk/2014/09/en-fortlling-om-liv-og-dd.html 

Alle fotos er af Alan Pary.