Viser opslag med etiketten Gammelfestivalen II. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Gammelfestivalen II. Vis alle opslag

søndag den 14. september 2014

Begravelser i Ghana

Gammelfestivalen præsenterer:

 

Hvordan kunne I tænke jer at blive begravet,  når sidste rejse mod det ukendte nærmer sig?

Med andre ord:  Hvilken type kiste kunne I forestille jer?

 

 
I Ghana er det på mode at de døde bliver begravet i specielt designede kister, der signalerer den afdødes økonomiske status eller håndværksmæssige snilde. Derfor kan man komme ud for at familier begraver deres kære i en kiste formet som en ølflaske, en bil, en flyvemaskine, en fisk, ja selv kister formet som forskellige former for frugter eller grøntsager, ser man også.

Alfred Tamakloe er herboende ghanesisk freelance journalist. Han vil komme nærmere ind på betydningen af begravelserne.


“Begravelser er et vigtigt aspekt af den ghanesiske kultur, for de afspejler dødens modsætnings-fuldhed. De er en integreret del af mange ghaneseres måde at møde verden på. For ghanesere er døden ikke menneskets sidste station: Den repræsenterer overgangen fra den kendte dødelige verden til den ukendte verden af forfædre.I døden udspilles ghanesernes kulturarv. Vi ser et mere eller mindre håndgribeligt sammenkog af politiske økonomiske og sociale værdier. Kreativitet og æstetisk sans er til stede i et hvert aspekt af døden: lige fra dødsøjeblikket til begravelsen. De afdøde skal fysisk forberedes på rejsen og på opholdet blandt forfædrene. Der ud over skal de også forberedes rituelt og finansielt. Og endelig skal de udstyres med nogle nødvendige remedier.
Man kan sige at den måde begravelser foregår på i Ghana, viser mangfoldighed i enhed.
Ghana har mere end 50 etniske grupper, som er organiseret i klaner, slægter, fælleskaber og familier. Ud over visse fælles træk som er synlige ved alle ghanesiske begravelser, er der særheder, der adskiller et etnisk fælleskab fra et andet.”

 
 
Prof. Irene K. Odotei & Lisa Meier: “Funeral Fashion in Ghana”.
Oversat til dansk af Ruth Sillemann.
 

 
Hør lyd-linket på festivalhjemmesidens oversigt, hvor man kan høre sørgemelodien "Damrifa due", der spilles  når en højerestående person dør i Ghana, f.eks en  præsident, en høvding eller en dronning. Nummeret bliver spillet af  Gameli Tordzro fra orkestret HESU fra deres album  "Spirit of Music". 
Find linket indsat i programoversigten, lørdag den 11.10. kl. 16-20 i Messiaskirken, hvor det er markeret med grønt. Vi har fået lov til at "citere" det i  Gammelfestivalsammenhæng:: http://michaelsvennevig.weebly.com/gammelfestivalen-program.html

 

En fortælling om liv og død


 Fotos: Birte Vallentin Andersen
 

– og om tiden der går, mens tingene består. 

 

 
Skotsmykkedesigneren Birte Vallentin Andersens smykker kan opleves under Gammelfestivalen på Betaniahjemmet på Frederiksberg, hvor de udstilles sammen med Alan Pays fotografier.
 

Hendes smykker er sammensat af alskens forskellige kasserede ting. De er som en tidslomme, for de består mest af dele fra gamle ure, klaverer, lamper og mekaniske reservedele. De forskellige ting bliver møjsommeligt skilt ad, rengjort og skåret i passende stykker og sat sammen på nye overraskende måder. (se illustrationerne). Selv fortæller hun om et af sine yndlingssmykker:

Det består af 3 tidsperioder i livet og kommer fra 3 typer ure – det har dele fra et meget gammelt stuevægur, fra et armbåndsur og fra et “nyere” køkkenur. Det fortæller mig noget om, at vi alle ser på tiden ligegyldigt, hvor vi er. Det er på en måde udtryk for tiden der er gået.


De enkelte dele til smykkerne finder jeg de mest besynderlige steder, når jeg fx cykler rundt eller går en tur. Jeg har øje for det og ser det overalt. Det er simpelthen umuligt for mig at lade det ligge og jeg ved jo, at hvis jeg ikke får det med hjem vil jeg gå og tænke på det alligevel – og ærgre mig. For de skal da genbruges, så de får nyt liv. Tænk på, hvad de kunne fortælle om det de har oplevet, hvis de kunne tale….


Hver ”fund” bliver sirligt lagt i orden efter emne, materiale, farve og form på mit arbejdsbord, og så skal de “bare” samles til en ny fortælling, som jeg kan digte på i timevis. Uden at tænke nærmere over det, dykker jeg ned i mine skrotdynger af ”guldfund” og fisker måske enkelte dele frem, fordi de siger mig noget og passer sammen, og det bliver tit begyndelsen på en ny historie.


En fortælling om liv og død
– og om tiden der går, mens tingene består.



Andre udstillinger på Gammelfestivalen:
Oplev Alan Parys fotoudstilling "Rustent jern i grønne omgivelser". Se fotos og læs mere : http://msvennevig.blogspot.dk/2014/09/rustent-jern-i-grnne-omgivelser.html
Alans fotos er taget i naturvejleder Lis Vallentins have i Haveforeningen Prøvestenen ved Nokken. Tag med på havevandring og hør mere om haven: http://msvennevig.blogspot.dk/2014/09/foto-alice-maudguldbrandsen-om-rustent.html 
Læs billedkunstner Alice Maud Guldbrandsens introduktion til de store rustne jernskulpturer, som hun og Lis Vallentin sammen har lavet og udstiller under festivalen: http://msvennevig.blogspot.dk/2014/09/jern-ruster-ikke.html  
 
 



                                                                                                                                  

Jern ruster ikke!



       Foto: Alice Maud Guldbrandsen

 Jo, det gør – og bliver bare smukkere af det!
v/billedkunstnere og forfatter Alice Maud Guldbrandsen

Gammelt rustnet jern i nærmest alle afskygninger har altid fascineret og berørt mine sanser og fornemmelser. Derfor har jeg samlet de ’ædle’ metaller til hobe gennem masser af år. Lige fra den mindste skrue til de største kasserede staldvinduer, gennemhullede jernplader mv., der dukkede op på min vej. Tror, det er fordi, det minder mig om noget uforgængeligt. Noget stærkt og ubøjeligt over for det liv, jeg stadig ser i det rå, rødbrune og furede materiale, som i mine øjne nægter at forgå.

Sådanne tanker, har altid inspireret – ja, nærmest ’draget’ mig til at give disse ’fund’ endnu en chance for tilværelse. Derfor har jeg bl.a. brugt dem i min billedkunst – og der lever de videre som mange forskellige udtryk i bl.a. malerier, collager og skulpturer. Nogle ligger blot lempeligt spredt rundt i mit hjem og har fået diverse små og praktiske funktioner. Andre anser jeg for rene skulpturer i rummet, der varmer mit indre og fryder mine øjne dagligt. For to år siden opdagede jeg helt tilfældigt Lis’ have. En lille kolonihave ude ved Prøvestenen, fyldt til randen med rust-genstande i alle former og figurer, placeret højt og lavt i en frodig oase af træer, buske og blomster. Et ubeskriveligt smukt syn, som I kan se glimt fra på fotoudstillingen, hvor Alan Pary har hastholdt det i sine lyriske nærbilleder. På samme måde fremstår de også i den nyudkomne Gammelbog. Og hvis I vil helt tæt på rustobjekter i skøn og skør forening med andet fra naturens rigdomme, er i velkommen til at kigge nærmere på Lis’ og mine skulpturer. For selvfølgelig måtte mødet med Lis og hendes ’paradis’ give sig udslag i en fælles udfoldelse. Det er ment som inspiration til selv at gå i gang, hvis lysten kalder!

Ligeså selvfølgeligt er det, at Michael, som nabo til Lis og med sin sans for at sætte mennesker sammen, blev den udøvende kraft til dette træf. Et træf mellem ’to forskellige Rust-damer med en fælles forkærlighed’ 

Introduktion til Alices oplæg til Gammelfestivalens åbning - om jern, rust og gamle mennesker.



Foto: Vagn Guldbrandsen

Naturvejleder Lis Vallentin og billedkunstner og forfatter Alice Maud Guldbrandsens rustne jernskulpturer kan opleves 3 gange på festivalerne. Dels ved Skulpturdagen i Vesterbro Naturværksted den 9.8., hvor en stor jernskulptur også var med til aftenarrangementet  i Apostelkirken og dels under Gammelfestivalen, hvor de står for udsmykningen i ”Regnbuen” på Betaniahjemmet, hvor deres jernfigurer præsenteres i et brus af grønt. Så smukkere ramme kunne man ikke tænke sig til en Gammelfestival.
 
 
ANDRE UDSTILLINGER PÅ GAMMELFESTIVALEN:
 
Læs mere om den kurdiske fotograf Alan Pary og hans  fotoudstilling "Rustent Jern i grønne omgivelser": http://msvennevig.blogspot.dk/2014/09/rustent-jern-i-grnne-omgivelser.html
Alans fotos er taget i naturvejleder Lis Vallentins have i Haveforeningen Prøvestenen ved Nokken. Tag med på havevandring, hvor Lis fortæller om haven: http://msvennevig.blogspot.dk/2014/09/foto-alice-maudguldbrandsen-om-rustent.html
 
Skrotsmykkedesigneren Birte Vallentin Andersen udstiller sine smykker. Se billederne og læs mere : http://msvennevig.blogspot.dk/2014/09/en-fortlling-om-liv-og-dd.html