Hanne Karin Garborg / Madame Garborg (1956-2026)

Hanne Karin Garborg/ Madame Garborg (1956-2026). Foto: Michael Svennevig.

 

Vi mødtes over en lille pose ørkensand (men mere om det senere).

Hvert menneske er som en klode, og når de ikke er der mere, er det som om en klode, der opløses og forsvinder. Det var Hannes bror, der ringede til mig - og nu er hun der ikke mere.

Forside-illustration: Hanne Svennevig. Lay-out: Shohreh Shahrzad

Hanne debuterede med kortprosa-samlingen, "Alt var kun en drøm. Flygtige illusioner og erindringshug" (Epigraf 2018). Jeg redigerede og udgav bogen. Sammen med Ole Bundgaard på saxofon læste Hanne op fra bogen til udgivelsen. Det er den mest sete video på festivalens YouTube-kanal. Knap 6.000 gange er den blevet set. 

Madame Garborg & Ole Bundgaard: "Alt var kun en drøm"

Hanne havde meget på hjerte og hendes hjerte bankede hårdt og højt. Det mærkedes gennem bogens tekster. De er på en gang både sjove og desperate. Der er indlagte referencer til populærmusikken fra Giro 413. Det er med til at give teksterne en vis munterhed, der hele tiden slås på plads af den bagvedliggende alvor.

Sådan var Hanne også selv. Det er mærkeligt at skulle skrive "var", men sådan er livet, det giver og tager. Det oplevede Hanne også selv fra en tidlig alder. Hun havde på mange måder et hårdt liv, men hendes møde med festivalerne for knap 10 år siden viste hende nye veje. Veje, der bragte hende mange nye venner og en sammenhæng, hvor hun beviste sit værd.

Foto: Tina Lindop.

Hanne havde en fabelagtig evne til at knytte an til andre. Hun havde et hårdt menneskesyn, da vi mødtes, men også en masse drømme. Menneskesynet blev blødt betydeligt op, og drømmene blev til virkelighed i løbet af de 10 år.

Det er hårdt og smerteligt at sige farvel til mennesker, vi har kær. Men noget af det bedste er, når vi kan konkludere, at pågældendes drømme fik vinger. Hanne fik på en måde selv vinger. Hun var som brumbassen, der ikke ved, at den ikke kan flyve, og derfor satte af - og FLØJ. Det er værd at hæfte sig ved - for det er så skønt, når det sker. Det er det, jeg synes, at vi skal huske og glæde os over nu.

For Hanne kom det ikke let, men hun var en slider, og hun gik overordentlig dedikeret til værks. Jeg plejede at rose hende for, at hun kunne, hvad hun ville, fordi hun satte alt ind på at opnå det - og det lykkedes for hende.

Men det hele startede med ørkensand: For 10 år siden holdt jeg oplæg i en litterær salon i Albertslund. Jeg fortalte om en af mine indiske rejseromaner og om mit forsøg på at sætte ord på ørkenen – og en af tilhørerne spurgte, om jeg ikke havde taget ørkensand med til dem. Det havde jeg. Det var Hanne, der spurgte. Vi fulgtes bagefter ned til S-toget. Det blev indledningen på vores venskab.

Hver gang vi mødtes, havde Hanne et par hjemmebagte boller og en lækker hjemmelavet marmelade med. Samtidig gav hun mig små sedler med tekster på. Det blev til flere og flere. På et tidspunkt syntes jeg, at det begyndte at antage form og krop, og jeg tilbød Hanne at udgive dem. Det resulterede i "Alt var kun en drøm". Sideløbende stod Hanne for maden til mine fødselsdage i haven (se menu). Senere også for mad på festivalen. 

Hanne brændte i fuld lue. Det virkede som om alting i hende havde ventet på dette. Hun var altid velforberedt til tænderne og gjorde sit hjemmearbejde. Det lønnede sig. Vi lavede adskillige podcasts sammen. Hun var god til at være på. Det var hun også på festivalerne - til og med den sidste festival, hvor hun lavede græskarsuppe til knap 100 mennesker på Gammelfestivalen i efteråret. Det var sidste gang vi sås, selv om vi bagefter fortsat var i kontakt.  Hun beklagede meget, at festivalerne ophørte, men hun var selv et af beviserne på, at det alligevel fortsatte. Hun slyngede sig rundt i festivalernes menneskehav og knyttede kontakter på kryds og tværs. Til stor glæde for sig selv og andre.

Lay-out: Shohreh Shahrzad. Foto: Tina Lindop. 

Sammen med Tina Lindop lavede hun festivalbogen ”Hånd-i-hånd. En antologi om fællesskabers betydning” (Forlaget Anglomania, 2024), der blev støttet af Velux Fonden, hvor 40 medvirkende fortalte om deres møde med festivalerne, og hvad det havde betydet for dem. Det var en imponerende bog, som jeg fik overrakt på min 60 års fødselsdag i haven. Det var lykkedes at holde det hemmeligt, jeg anede intet om det. (Læs Hannes egen introduktion til bogen forud for Gammelfestivalen III). 

Hanne var god til at forfølge sine drømme. For mange år siden oplevede hun musicalen "I morgen er jeg på vej" på Det Kongelige Teater med Lise Ringheim og Ole Ernst. Hun var vild med de sange. Det var sange om at bryde op og slå sig fri. Hun drømte om selv at optræde med sang og musik. Det var det sidste, hun var i gang med - og som hun blev afbrudt i. Hun havde fået en god stemmetræner og drømmen var, at hun skulle optræde og synge. Hun tog hul på det, allerede i 2020 i samarbejde med Mika Filborne (guitar) og Naja Månsson (instruktion) i "SULT". Det indgik i festivalen ÆG & HÅB og blev opført som afslutning på 2. festivaldag i Global Art Gallery i Vanløse (2022): 

ÆG & HÅB: "SULT" af og med Madame Garborg. Guitar: Mika Filborne. Instruktion: Naja Månsson

Det var betagende at følge hendes vej fra drøm til drøm. Egentlig havde hun ikke nogen stor sangstemme, men med træning kan alting læres - og hun gik på med krum hals. Igen det med brumlebien... Det gentog sig i rigtig mange andre sammenhænge. Hun troede på det, hun havde sat sig for, og det lykkedes, eftersom hun var så vedholdende og dedikeret.  

Hendes blomstring kom meget sent. I løbet af de sidste 10 år foldede tingene sig ud for hende. Hun fik nye værdier. Hun fik nye venner. Hun opdagede en ny måde at være til på. Også i forhold til andre. Hun var ret barsk og hård i sin karakteristik af sig selv. Hun fortalte, at hun i mødet med festivalerne mødte en masse mennesker og kunstnere, der fik stor betydning for hende. Hun lyttede, og tog det til sig. Hun bød ind i mange sammenhænge. Også som kok og madkunstner. De mere end 30 års virke som underviser på Hotel og Restaurantskolen fornægtede sig ikke. Hun delte generøst ud af sine evner i utallige sammenhænge. Også i Dansk Forfatterforenings Seniorgruppe, hvor hun kom ind i bestyrelsen, hvor hun var medvirkende til at få gruppen på fode igen efter en større krise. 

Sammen med Søren.

Kærligheden kom også til hende. I mødet med Søren var det tydeligt, at de hver havde fundet den ideelle rejsepartner. Deres sidste rejse endte forleden i Thailand. Det skete pludseligt. Der var intet sygeleje. Det kom som lyn fra en klar himmel. Det er nådigt, når det sker sådan, men at det skulle ske så tidligt er uforståeligt.  

Hanne Karin Garborg er en smuk historie om at ville og kunne. Om at lytte og finde vej. Det var ikke noget let liv. Det kan godt være, at hun kunne virke voldsom og fremadstormende, men der var altid et stort bankende hjerte bagved. 

Sammen med Arabella Neuhaus og Regitze Ahrenfeldt Schrøder fra Dansk Forfatterforenings seniorgruppe.

Hun var med på alle festivaler i knap 10 år. Det startede med, at hun lavede mad, og det gjorde hun også på den afsluttende Gammelfestival her i efteråret, derved var der en cirkel, der sluttedes. Men Hanne havde mod på meget mere - og det var det, som hun arbejdede videre på.

Vi andre er gået glip af hendes sidste syngende optræden. Men Hanne er en af dem, der bliver ved med at være her. Det er smukt, hvad hun efterlod til os. Det er troen på, at man kan, hvad man vil. Det er troen på, at vi selv kan slippe ud af de mentale spændetrøjer, som vi alt for ofte sætter os i. Selv havde hun været hård mod sig selv, men det lykkedes hende alligevel at få åbnet buret. Det synes jeg, at vi skal glæde os over - og lade os inspirere af. Det er smukt, flot og meget inspirerende. Hun endte med at blive det, som hun hele tiden havde stræbt efter.

SKÅL, Hanne - og tak for alle minderne om din gang her på jorden sammen med os.

Hør podcasts med Hanne:

"Alt var kun en drøm" (2018)

"En bøn til havet" (2019) - YouTube

"Bare en skål, tak!" (2020)

Læs samtalen:

"Man kan godt få øje på havet, hvis man vil" (2018)

 

Hanne Karin Garborg/ Madame Garborg (1956-2026)

*

Den kraft som fortællingerne har. Mød Pia Sigmund

 Foto: Michael Svennevig

Samtale med den 78-årige forfatter og fortæller Pia Sigmund.

Om besættelsen og om at skulle i beskyttelsesrum under krigen,

om de første flygtninge fra Østpreussen

og om vigtigheden af at nogen fortæller én, hvad man skal gøre, hvor man skal gå hen – og hvordan man har det i det her land.

”Når man fortæller andres historier er det væsentligt, hvilket forhold man har til sin egen historie”, fortæller Pia Sigmund i denne samtale forud for festivalen BILLEDER AF LIV, 10.-19. august 2018 – i 5 bydele med 80 kunstnere.

**

FAKTA: Pia Sigmund fortæller

”Jeg er født Erna Bork. Min mormor kaldte mig altid Pia.

Jeg var opkaldt efter min oldemor, forfatterinden Erna Juel-Hansen, søster til Holger Drachmann. Jeg har skrevet om hende i bogen Oldemor Erna.

Som 18-årig købte jeg navnet Pia, og som 21-årig giftede jeg mig til navnet Sigmund.”

 ** 

”En dag siger Far til mig: ”I morgen skal du se kongen!” Og næste morgen siger han igen: ”I dag skal du se kongen!” Vi tager tøj på og går ned ad alle trapperne og hånd i hånd ud på Arendalsgade. Gaden er stille og kølig og lidt mørk. Rundt om hjørnet går vi, og der ligger Kastelsvej, fyldt med solskin, helt tom. Ingen mennesker. Vi venter lidt. Og så ... der – fra venstre – kommer kongen ridende på sin hest, helt alene. Tap-tap, tap-tap, tap-tap. Han sidder meget højt oppe. Hesten er kæmpestor og kongen er stor. Han har en blå uniform på og en skråhue. Solen skærer mig i øjnene. Løfter han hånden en smule hen imod os? Hurtigt rider han forbi. På hjemvejen og næste dag siger Far, mange gange: ”Husk nu, at du har set kongen.”

Uddrag fra Pia Sigmunds endnu upublicerede barndomserindringer: ”Barndom – 1940-1950”.

Michael Svennevig (MS): 1940. Det er lang tid siden.

Pia Sigmund (PS): Ja, meget lang tid siden.

MS: Hvor langt kan du huske tilbage?

PS: Jeg kan huske mange ting fra besættelsestiden, hvor jeg lå i min seng og kunne høre tuden af sirener og tuden af skibe fra havnen. Når der var luftalarm, var det om at komme hurtigt i tøjet og ned ad alle trapperne. Vi boede på 4. sal.

MS: Så der var du fire år?

PS: Ja, 3-4 år. Ned i et beskyttelsesrum, hvor hver familie havde sin stol, og der var en meget fin dame, der havde et skærmbræt, som hun sad bag. Det var hendes eget private. Min far var husvagt i en stor ejendom på Østerbro i København. Han havde sin hjelm og gasmaske liggende ude ved indgangen, så han lige kunne gribe fat i dem, når der var alarm. Men først skulle han få min mor, min lillesøster og mig ned i kælderen, og så skyndte han sig op på taget. Jeg tror, at det passede ham godt (ler), for han var et nysgerrigt menneske og ville gerne se, hvor der blev bombet, og om alle havde husket at slukke lyset og rulle mørklægningsgardinerne ned. Han lavede et meget fint kort over alle Københavns tage med kirkespirene, et kort som jeg endnu har.

MS: Det var inspireret af, at han havde siddet deroppe?

PS: Ja, for han skulle vide, i hvilken retning han kiggede. Det var jo mørkt, og man måtte ikke have lys, men han havde selvfølgelig sin lommelygte med, så han kunne orientere sig oppe på lofterne. Jeg var ikke deroppe, men jeg forestillede mig, at han gik på tagryggene. Sådan noget kan jeg sagtens huske. Der er også noget andet jeg husker...

Fru Hauschultz på tur, Østerbro 1943

”Fra min tid

     Den daglige tur i frisk luft var vigtig. Når mor ikke selv havde tid, kom fru Hauschultz, en ældre dame fra Rosenvængets Sideallé, som spadserede med os i timevis. Lone i barnevognen, jeg ved siden af, med et greb i håndtaget. Fru Hauschultz gik nu ikke altid ud på Langelinie for at nyde den ekstra friske luft der; faktisk tror jeg, at hun meget bedre kunne lide at gå rundt i gaderne med os for at kigge på folk. En dag, husker jeg, var der særlig mange mennesker i Rosenvængets Allé. Biler og lastbiler med åbent lad kørte op og ned i rasende tempo. Der var en mærkelig stemning. Pludselig hørte vi skyderi, og fru Hauschultz skyndte sig ind i en opgang med os. Der var vindue i døren. Jeg så tydeligt, at soldater førte en del mænd op på en åben lastbil. Lone hev og sled i sin sele for at komme ud af vognen; hun ville se mere. Vi måtte blive længe inde i opgangen. Der løb mænd rundt med skydevåben, ud og ind af opgange. Der var meget skyderi. På denne måde var vi i første parket til at overvære, at betjentene fra Rosenvængets politistation blev ført bort, den 19. september 1944. Det var der nu ingen, der forklarede mig, jeg så det bare.”

Uddrag fra Pia Sigmunds tekst til ”Gammelbogen II, Død og hygge på plejehjemmet”, Epigraf 2014.

MS: Jeg var glad for, at du gav mig teksten til Gammelbogen II. Det er en stærk tekst, for jeg føler, at det er mig, der bliver trukket med ind i trappeopgangen, og som ikke forstår, hvad der sker omkring mig, selv om jeg er for ung til at kunne have oplevet det.

PS: Jeg fik jo ikke forklaret, hvad der skete, men syntes da, at det var interessant. Først senere blev jeg forbavset over, at jeg havde oplevet politiets arrestation. Men vores barnepige var heller ikke klar over det og tog ikke hensyn til, at hun havde to småbørn med. Hun syntes også, at det var spændende.

MS: Når det handler om at fortælle historier, så hænger det jo også sammen med, hvilket forhold man har til at fortælle sin egen historie. For hvordan fortælle andres, hvis man ikke kan fortælle sin egen? Men hvordan er det for dig at sidde her, for du plejer jo at sidde i min stol og være den, der lytter og skriver ned? Du virker ret tryg ved det?

PS: Ja, jeg har da glædet mig til det. Lige siden du bad mig om at komme, har jeg gået og tænkt over, hvad du mon ville spørge om? Jeg har gået og tænkt og synes da, at det er en vidunderlig gave at få, at skulle prøve at sammenfatte noget om livet. Men det er rigtigt, jeg har lige interviewet en ung pige her til formiddag, så... ja, det plejer at være mig i stolen.

MS: Nu er du selv historiefortæller, så du er vant til at fortælle.

Frihedskæmpere i gården, maj 1945. Foto: min far

PS: Jeg tænker hele tiden på fortællingen. Også historisk, for jeg ser det jo også udefra som den, der har oplevet, at politiet blev ført bort. At have oplevet den historiske begivenhed, som det er. Så jeg leder også med mine historiker-øjne efter noget af det, jeg har oplevet gennem et langt liv. Også den fantastiske glæde og fryd der var – nej ikke den 5. maj 1945, for den dag var det lidt uroligt på gaderne endnu. Der var frihedskæmpere rundt om hjørnerne, nej, den dag måtte man ikke gå på gaden - men den 6. maj ... Så vidt jeg husker, var det en søndag, og alle hoppede og dansede i gaderne. Solen skinnede. Det var en glædens dag.

Erna med dukkehus 1945

Der er også noget andet, som jeg tydeligt husker. Det var i vinteren 1945, og min far sagde, at vi lige skulle komme hen til vinduet, og så åbnede han de franske døre og vinduer. Vi boede på 4. sal. Vi så ned på gaden og hørte en mærkelig lyd af en masse mennesker, der talte ganske, ganske stille sammen. Man hørte sko og traven hen ad gaden, og der gik mennesker, mennesker og mennesker. De kiggede alle ned i jorden og var grå, triste og forknytte. Det kunne vi se oppe fra 4. sal. Min far fortalte os, at det var flygtninge, der kom fra Østpreussen og var blevet sejlet til Københavns havn, hvor de var blevet sat i land. Det var måske 1.000 eller flere, der havde været stuvet sammen på et skib, og nu skulle de indkvarteres på en af skolerne der på Østerbro. Det var mest kvinder, børn og gamle. De gik ganske, ganske langsomt og talte sammen, stille. De har været frygteligt bange, men måske også lettede over endelig at været kommet i land. De var sultne og dårlige og havde kun små tasker med. Det er noget jeg har tænkt på... hvordan de havde det, da de kom i land. Nu er jeg glad for, at min far sagde: ”Det er noget særligt, du ser her!” Men dengang var jeg ikke klar over, hvad det betød.

Erna Bork, 1o år

MS: Der er mange, der siger, at vores generelt hårde syn på flygtninge hænger sammen med, at det er så få af os, der endnu har erindringen om det, du oplevede i 40´erne.

PS: Ja, det kunne godt hænge sammen med det. Men jeg tror nu også, at der er andre grunde til det. Men det er rigtigt, at det er svært at forestille sig at være på flugt, når man ikke selv har set og mærket det. Jeg har boet nogle år i forskellige lande, og da vi kom til USA, min mand og jeg med to små børn, havde vi ikke så mange penge, og vi skulle blive der nogle år. Vi kom til at bo i det mest elendige hus med brølende trafik lige foran, så jeg kunne ikke gå ud med børnene, og jeg følte, at det var en meget dårlig ankomst. Der var ingen, der hjalp mig eller tog mig med ud og viste mig, hvor der var en have eller en legeplads. Et eller andet lille fristed, hvor jeg kunne gå hen. Det er en oplevelse, der har fulgt mig siden, selv om vi slet ikke var flygtninge. Vi havde mad på bordet.

MS: Men følelsen...

Holsteinsgades Skole, 2. klasse, 1947

PS: Ja, følelsen var der, og jeg forstod vigtigheden af, at der er nogen, der fortæller én, hvad man kan gøre, hvor man kan gå hen – og hvordan man har det i det her land. Den gode modtagelse betyder meget. Det er meget vigtigt for mig at have for øje, når vi modtager nye mennesker her i landet.

MS: Men inden du fortæller om det, må du lige fortælle om din baggrund.

PS: Jeg har været lærer i 20 år, men da jeg blev 50, begyndte jeg at læse videre.

MS: Hvorfor det?

PS: Jeg drømte om det i mange år. Jeg ville så gerne læse historie. Det var det, jeg gik og tænkte på, mens jeg underviste i folkeskolen. At det var noget for mig. Jeg skulle nok have gjort det, allerede da jeg var ung, men det blev ikke til noget. Men det var måske også meget godt, for det at være lærer er et meget fleksibelt arbejde, så jeg f.eks. havde nedsat timeantal, da vores børn var små. Eller det var i hvert fald et fleksibelt arbejde dengang. Men så skulle det være.

MS: Men hvorfor historie?

PS: Det ligger så dybt i mig, så det kan jeg slet ikke forklare. Jeg tror, det er medfødt.

MS: Er det noget, du har fra dine forældre?

PS: Ja, min far var meget historisk interesseret. Absolut. Han var også familiehistorisk interesseret og lavede stamtræ, både for min mors og for hans egen familie. Jeg har altid lyttet meget til, hvad han fortalte mig. Han var historiefortæller – uden at vide det.

MS: Hvad vil det sige?

PS: Han underholdt os hver dag. Det var både med moralske, historiske og aktuelle ting. Både min mor, min søster og jeg sad pænt og lyttede. Han læste meget og underholdt med det bagefter. Jeg kan huske, at han læste Gerald Durrells ”Min familie og andre dyr”. Vidunderlig bog. Han kunne huske det hele og fortalte fra ende til anden, når vi drak te. Også om alt muligt andet. Også om politik. Som tiden går, føler jeg mig stadigt mere forbundet med min far. Mere og mere.

MS: Senere skrev du selv en lang række bøger med historisk tema.

PS: Det har været vidunderligt, for jeg har haft et så skønt samarbejde med Charlotte Clante, der har illustreret alle 11 bøger i serien ”Børn i Danmarkshistorien”. Jeg ville sådan ønske, at vi også kommer til at lave bog nr. 12 i serien. Men jeg får hele tiden andre nye ideer, som jeg lige skal have gjort... og så går tiden, men jeg har en ny idé. Det hele hænger sammen med, at jeg begyndte at undervise i historie i folkeskolen. Jeg, som elsker historie så meget, var ret fortvivlet over at skulle undervise i et fag uden noget ordentligt materiale. Det var tekst, tekst og tekst – og så var der måske et enkelt frimærkestort billede af en eller anden konge, præsident eller hærchef. Aldrig en kvinde eller et barn. Jeg kunne da godt forstå, at børnene ikke syntes om det, og selv vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle finde de gode historier og fortælle om dem, for jeg havde simpelthen ikke baggrundsviden nok til det. Jeg var rigtig ked af det og forstod godt, når børnene sagde: ”Eh, det er godt nok et kedeligt fag – og en kedelig lærer!” Derfor gik jeg i mange år og drømte om at lære noget mere om historie og metode. Ja, at få en større viden om det. Og derfor fik jeg denne drøm om selv at lave bøger, så børn kunne forstå historien.

***

Samtalen er et uddrag fra Michael Svennevigs bog ”Billeder af liv. Samtaler & digte”, der udkommer på forlaget Epigraf til festivalåbningen.

Hør også samtalen som podcast:
https://svennevig.podbean.com/e/det-er-sadan-et-liv-skal-ende/

Læs mere om bogudgivelsen:
http://forlaget-epigraf.dk/billeder%20af%20liv.html

Læs mere om festivalen:
https://michaelsvennevig.weebly.com/billeder-af-liv.html

- og mød Pia Sigmund

til festivalåbningen

i Apostelkirken,

fredag den 10. august 2018. 

Se program:

https://michaelsvennevig.weebly.com/billeder-af-liv-program-1-dag.html

.

Morten Ranum fortæller om mødet med Uganda

2017 - Morten Ranum - foto, Sibusisiwe Nodada 

Morten Ranum er ‘dansk’ forfatter og digter. For 15 år siden rejste han til Uganda for at bosætte sig der i to år. Det blev begyndelsen til mange rejser til ikke kun Uganda, men også Kenya, Tanzania, Mozambique, Marokko og Sydafrika, fordi der hele tiden meldte sig nye spørgsmål, undren og mere at forstå.

Uddrag fra samtalen med Morten Ranum

fra den kommende festivalbog:

Om mødet med Uganda

Michael Svennevig (MS): Hvordan husker du mødet med Afrika og Uganda?

Morten Ranum (MR): Jeg husker, at jeg pludselig befandt mig et sted, hvor jeg ikke rigtig forstod, hvad der foregik og havde fornemmelsen af, at ingen af de erfaringer jeg havde gjort mig tidligere, kunne bruges til noget. Jeg var som et lille barn, der skulle starte forfra. Det har i en eller anden forstand altid tiltrukket mig.

MS: Det skræmte dig ikke?

MR: Nej, nej. Det nærede min nysgerrighed, for så ville jeg også finde ud af, hvad der foregik. Jeg oplevede mig som en del af en detektivroman, hvor jeg skulle lede efter spor, for at finde ud af, hvem der er morderen, men bare at det her handlede om at finde koderne til den kulturelle kontekst. Det mislykkedes selvfølgelig hele tiden. For det kan man ikke.

 

 

2017 - Fashion Mukono Uganda - foto, Morten Ranum

MS: Man kan vel finde nogle...?

MR: Jo, men i løbet af de to år gik det op for mig, at det heller ikke gav mening at opfatte det som en detektivroman, for man skal have et godt indblik i konteksten for overhovedet at finde rundt. For hvis sporene bare er tilfældige udtryk, som heller ikke giver særlig megen mening, er man lige vidt. Det er måske også en reminiscens af at have været historiker, hvor man søger efter kilder, og så finder man ud af noget på baggrund af dem. Det var ret interessant, for jeg formulerede noget om, at den ugandiske kontekst faktisk forhindrede mig i at skrive digte. Det jeg skrev, var fyldt med historiefortælling, anekdoter, og lange prosa-agtige strømme, måske fordi jeg samtidig var omgivet af mennesker, der fortalte lange historier om alt muligt mærkeligt, og det var måske i de her sideløbende fortællinger om alt det, der foregik omkring os, at jeg forstod et eller andet. Jeg havde i hvert fald fornemmelsen af, at det hele var decentreret. I 90´erne ville vi have kaldt det et post-moderne parallelunivers med en hel masse parallelle historier, der kontrasterede hinanden og ikke gav mening i sig selv. Men efterhånden begyndte jeg at blive mere interesseret i de parallelle fortællinger, for jeg opdagede, at det var den eneste måde at fungere på. I hvert fald var det den eneste måde at prøve at forstå noget på, at lytte til historierne og prøve at lægge dem sammen. Ikke for at få et resultat, men bare for at lære og forstå, hvad der foregik.   

MS: Kan du give et eksempel?

MR: Ja, for jeg fandt ud af, at man specielt skulle lytte, hvis folk talte om andre mennesker, for så kunne det godt være, at den historie de fortalte var en måde at fortælle dig noget. Men den ikke så direkte måde at kommunikere på, som er typisk for meget af ugandisk, kenyansk og tanzanisk kultur, oplevede jeg meget i den østafrikanske region. Det var svært at sige tingene direkte. Især at sige nej. Der var engang, hvor vi sad på kontoret, der var i et blikskur i Kampala, hvor en af mine kolleger fortalte om en englænder, der på et tidspunkt havde arbejdet for det nationale teater, hvor han arbejdede sammen med teaterlederen, der var en ugandisk mand, og pointen var, at den ugandiske mand ikke kunne lide englænderen, men i bedste ugandiske stil opførte han sig så høfligt over for ham, at englænderen troede, at de var gode venner. I begyndelsen forstod jeg det ikke, men tre måneder senere kom jeg til at tænke på historien igen, for der var indimellem nogle kontroverser. Der var ting jeg slet ikke opdagede, og derfor kom jeg til at opføre mig på måder, som de ikke syntes om. De havde måske også nogle forestillinger om, at jeg skulle gøre noget andet, end det jeg gjorde. Så jeg ved ikke, om det var en henvendelse til mig, men det kan godt være. Det er sandsynligt. Senere tog jeg det til mig som en ide om, hvordan kommunikation fungerer. Ikke kun de gange, hvor jeg kom tilbage til Uganda, men også for hvordan jeg opfører mig generelt, så den måde at kommunikere på er jeg blevet smittet af, og jeg synes, at det har en pointe. Jeg lærte noget af deres ikke-konfrontative kommunikationsform. På kontoret var der mange eksempler på, at vi blev enige om, at en af medarbejderne skulle varetage en eller anden opgave, og vedkommende svarede: ”Ja, ja”. Han sagde altid ”Ja, ja”, men der skete alligevel ikke noget, for hvis han ikke syntes, at det var en god ide, skete der ikke noget. Så det med at sige ”ja” havde ingen effekt. Men jeg troede jo ud fra en europæisk kontekst, at vi havde en aftale, og blev irriteret, når den ikke blev overholdt. Efterhånden gik det op for mig, at der var denne sælsomme måde at sige ja på. At det at sige ja, betød forskellige ting. Det var vigtigt at lytte til, hvordan der blev sagt ja og under hvilke omstændigheder. Når man lavede aftaler var det vigtigt, hvordan aftalen blev indgået, og om den pågældende havde lyst til at indgå aftalen, for ellers sagde vedkommende måske bare ”ja”, fordi jeg forventede det, og så blev aftalen ikke til noget, og ”ja” blev til ”nej”. Det er et avanceret system, hvor man kan sige nej, ved at sige ja. Det var revolutionerende, for jeg er vokset op i et venstreorienteret miljø, hvor man lyttede til Benny Holsts ”Sangen om nej”, hvor nej er det stærkeste ord i verden. Men lige pludselig befandt jeg mig et sted, hvor ja var blevet verdens stærkeste ord.    

 

 

2011 - Love couple Uhuru Park Nairobi Kenya - foto, Morten Ranum

 

 

MS: Også selv om det var et nej?

MR: Ja, netop derfor, for det afmonterede alting. Der var også en masse lange forklaringer når ting ikke blev lavet, eller forklaringer på at man ikke kom til tiden. Når man kommer fra en europæisk horisont, ændrer det ens daglige sprog på mange måder i retningen af parallelitet i det sprogligt udtrykte – og i mindre grad kommunikationen i sig selv. Hvordan kunne man organisere arbejdet uden det konfliktmæssige, for det er den danske måde at tænke på, for først lokaliserer du konflikten og finder ud af, hvor man er uenige, for at kunne løse konflikten. Men hvad gør man så, når man ikke længere bare fokuserer på konflikten? Det skabte også en ekstrem grad af nysgerrighed.

MS: Hvad gjorde du med den?

MR: Efter at mine to kontraktmæssige år var færdig, tænkte jeg, at jeg var nødt til at tage tilbage, fordi der stadig var nogle ting jeg ikke forstod.

MS: Generelt?

MR: Helt generelt. For efter at projektet og min ansættelse sluttede, kom jeg tilbage af andre årsager, en måned eller to et par gange om året. En periode havde jeg en ugandisk kæreste, som jeg senere blev separeret fra igen. I en årrække var det hende jeg besøgte, men der var også andre ting, som jeg skulle udrede, mens jeg var der. Efter at der var gået 3-4-5 år med at rejse frem og tilbage, opgav jeg alligevel at komme til at forstå det, for det var endnu et umuligt projekt og var igen en reminiscens af detektivromanen. Men jeg vedblev med at være meget følelsesmæssigt involveret. 

MS: På hvilken måde?

MR: Jeg var grådlabil og græd altid i flyveren, fordi jeg kom til at tænkte på nogle bestemte ting, og græd altid dernede under meget bestemte omstændigheder. 

MS: Hvorfor gjorde du det?

MR: Jeg var meget berørt af situationen og havde fornemmelse af, at i de år jeg boede der, havde jeg fået givet utrolig meget af de folk jeg mødte. De havde givet mig så mange oplevelser, så megen opmærksomhed, venlighed, høflighed og gæstfrihed, og hver gang jeg kom tilbage fik jeg endnu mere, men havde også selv behov for at give noget tilbage. Men det var umuligt.

MS: Men du taler om noget, der er dybere end venlighed og høflighed, ikke? 

MR: Jo, for hele tiden blev jeg taget overordentlig godt imod alle steder.

MS: At du blev taget ind?

MR: Ja, og også fik lov til at opleve ting, som det ikke var hvem som helst beskåret, måske også fordi jeg insisterede på at holde mig lidt tilbage fra de hvide sammenkomster. De internationale NGO-ansatte er struktureret omkring en lille ghetto, hvor folk fra forskellige organisationer mødes til gin & tonic, og spiser sammen på forskellige restauranter, og så dyrker de ellers de skandinaviske, spanske, engelske, tyske venskaber, som der nu kan opstå. Så går man til grundlovsfest på den danske ambassade. Til den nordiske fest én gang om året, og alt sådan noget.  

MS: Der var du anderledes? 

MR: Jeg havde det lidt dårligt med denne hvide ghetto og forsøgte at søge ud i det lokale landskab, og fik hurtigt lokale venner. Nogle af dem var streetboys. Man mødte dem, hvis man gik rundt på gaden og på de lokale barer. De rendte rundt og gjorde tjenester og var til rådighed, og hvis der var nogen, der skulle have hentet noget et eller andet sted, blev han sendt af sted og fik nogle få penge for det, når han kom tilbage. De levede et råt og hårdt liv, men tog mig rundt til alle mulige mærkelige små barer, og jeg mødte også musikere, der tog mig med til koncerter, hvor der ikke kom andre hvide, hvor man stod der midt i det hele, og hvor alting foregik på lokalsproget. Men også på mærkelige og mystiske karokee-barer, hvor der var et line-up af sorte kvinder, der sang ABBA. Jeg gik helt i spåner over det, for det var lang tid siden, at jeg havde hørt ABBA sidst. Men de dyrkede det der popstjerneshow. På den måde blev jeg en del af musikmiljøet, og den kæreste jeg fik, var også en del af det lokale musikmiljø og arbejdede på et af byens teatre.

 Læs resten i festivalbogen

"Billeder af liv.Samtaler & digte"

(Forlaget Epigraf),

der udkommer til festivalåbningen af jubilæumsfestivalen

BILLEDER AF LIV.

Mød Morten Ranum på festivalens 4. dag,

hvor festivalen for én dag omdøbes til

Afrikanske billeder af liv.

I en performance blander Morten sine digte og fortællinger med refleksioner om mødet med den ‘anden’, det som ikke umiddelbart giver mening, og hvordan det har væltet hans tidligere verdensbillede og sønderrevet enhver forestilling om tilhørsforhold.

 *** 

Man kan godt få øje på havet, hvis man vil...

 

Omslag: Shohreh Shahrzad. Maleri: Hanne Svennevig

Samtale med den 61-årige debutant Hanne Karin Garborg alias Madame Garborg.

Michael Svennevig (MS): Hvorfor hedder din debutbog ”Alt var kun en drøm”?

Madame Garborg (MG): Det er en skjult hilsen til min mor. Hun sang altid – og jeg fik aldrig sagt farvel til hende. Men det gør jeg så alligevel med bogen nu. Den sangtitel tegner faktisk mange af bogens tekster, og er forbundet med mange af de forestillinger man har om en lykkelig barndom, og lige så lykkelige parforhold.

MS: Det er en titel, der både er meget smuk, men samtidig også er drømmende og meget vemodig. Som om livet bliver set på som noget, der befinder sig et andet sted end der, hvor hovedpersonen er. Den rummer et fravær af liv.

MG: Måske er det derfor at Tove Ditlevsen er en inspirationskilde for mig.

MS: Du skriver meget betegnende: ”Man kan godt få øje på havet, hvis man vil”.

MG: Det kan man faktisk sige om hele livet.

MS: Det rummer en dobbelthed – der går igen i dine tekster.   



 

Foto: Michael Svennevig

Madame Garborg bladrer i bogen og slår op på en af bogens første historier.

MG: I den her opsøger jeg mit barndomshjem. Når jeg tænker på den tekst, opfatter jeg den som sorgfuld, men jeg har flettet meget nutid ind i den – f.eks. min kærlighed til planter. Den beskriver mit gensyn med barndommens gård – for den står der endnu. Det tog mange år, før jeg turde køre derhen, og det tog seks besøg før jeg turde at kigge op på vinduerne. Jeg har taget så meget tilløb, og så får jeg et job, hvor jeg kører forbi vejen hver dag.

MS: Hvordan har du forberedt dig på at fortælle din historie, for det er ikke nogen hemmelighed at den er baseret på egne oplevelser, der selvfølgelig er gengivet i et skønlitterært univers, hvor drøm og virkelighed væves sammen med populære sange fra tiden dengang. Man kan næsten sige at fortællingen synges ud, selv om det også bliver til en voldsom sang. En nødvendig sang.

 

Vignet fra bogen. Tegnet af Michael Svennevig 

MG: Jeg har forberedt mig på den måde, at de mennesker der med rette ville kunne spørge, hvorfor jeg ikke lige har fortalt om bogen, dem har jeg kontaktet, og sagt at det er sådan jeg husker det, at det er MIT syn, men at jeg selvfølgelig også respekterer andres syn på dén sag.  (tænker lidt) Jeg føler mig både rolig og lykkelig. Jeg har været lykkelig mange gange i mit liv, men kun i korte stunder, forbundet med at jeg ikke havde jordforbindelse. Den er jeg ved at generobre nu.

MS: Der er nogen, der har det bedst i stormvejr. Er det sådan du har det?

MG: Sådan har jeg haft det. Jo værre, des bedre. Det er helt vildt og meget nyt at jeg ikke har det sådan mere og heller ikke har brug for det – længere. At jeg også kan trives i det stille, og at jeg ikke behøver at vælte alt og alle omkring mig omkuld.

MS: Hvis man er træt af at være fanget i andres fortællinger om én, kan det være fantastisk at træde ind i sin egen fortælling – og med sine egne ord, blive sig selv.

MG: Det kan du tro at jeg er parat til. Det er sådan jeg har det. Det er der jeg er nu – takket været bogen.

 Foto: Michael Svennevig

Madame Garborgs ”Alt er kun en drøm” udkommer på Forlaget Epigraf til festivalen BILLEDER AF LIV, fra den 10.-19. august 2018 – og fejres på Global Art Gallery i Vanløse, tirsdag den 14.8. kl.18-19, hvor uddrag fra bogen bliver fremført af forfatterinden akkompagneret af Ole Bundgaard på saxofon. Der vil i den anledning være en let bespisning med bobler til. Alle er velkommen, men kom i god tid, da der kun er begrænset plads. Et mindre uddrag kan også opleves et par dage forinden, på festivalens 2. dag, lørdag den 11. august i HF Prøvestenen på Amager.

Læs mere om arrangementerne og festivalen

Læs mere om bogudgivelsen 

Lyt også til podcasten "Alt var kun en drøm"



***