Viser opslag med etiketten Hanne Karin Garborg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hanne Karin Garborg. Vis alle opslag

mandag den 19. januar 2026

Hanne Karin Garborg / Madame Garborg (1956-2026)


Hanne Karin Garborg/ Madame Garborg (1956-2026). Foto: Michael Svennevig.
 

Vi mødtes over en lille pose ørkensand (men mere om det senere).

Hvert menneske er som en klode, og når de ikke er der mere, er det som om en klode, der opløses og forsvinder. Det var Hannes bror, der ringede til mig - og nu er hun der ikke mere.


Forside-illustration: Hanne Svennevig. Lay-out: Shohreh Shahrzad


Hanne debuterede med kortprosa-samlingen, "Alt var kun en drøm. Flygtige illusioner og erindringshug" (Epigraf 2018). Jeg redigerede og udgav bogen. Sammen med Ole Bundgaard på saxofon læste Hanne op fra bogen til udgivelsen. Det er den mest sete video på festivalens YouTube-kanal. Knap 6.000 gange er den blevet set. 


Madame Garborg & Ole Bundgaard: "Alt var kun en drøm"


Hanne havde meget på hjerte og hendes hjerte bankede hårdt og højt. Det mærkedes gennem bogens tekster. De er på en gang både sjove og desperate. Der er indlagte referencer til populærmusikken fra Giro 413. Det er med til at give teksterne en vis munterhed, der hele tiden slås på plads af den bagvedliggende alvor.

Sådan var Hanne også selv. Det er mærkeligt at skulle skrive "var", men sådan er livet, det giver og tager. Det oplevede Hanne også selv fra en tidlig alder. Hun havde på mange måder et hårdt liv, men hendes møde med festivalerne for knap 10 år siden viste hende nye veje. Veje, der bragte hende mange nye venner og en sammenhæng, hvor hun beviste sit værd.


Foto: Tina Lindop.


Hanne havde en fabelagtig evne til at knytte an til andre. Hun havde et hårdt menneskesyn, da vi mødtes, men også en masse drømme. Menneskesynet blev blødt betydeligt op, og drømmene blev til virkelighed i løbet af de 10 år.

Det er hårdt og smerteligt at sige farvel til mennesker, vi har kær. Men noget af det bedste er, når vi kan konkludere, at pågældendes drømme fik vinger. Hanne fik på en måde selv vinger. Hun var som brumbassen, der ikke ved, at den ikke kan flyve, og derfor satte af - og FLØJ. Det er værd at hæfte sig ved - for det er så skønt, når det sker. Det er det, jeg synes, at vi skal huske og glæde os over nu.



For Hanne kom det ikke let, men hun var en slider, og hun gik overordentlig dedikeret til værks. Jeg plejede at rose hende for, at hun kunne, hvad hun ville, fordi hun satte alt ind på at opnå det - og det lykkedes for hende.

Men det hele startede med ørkensand: For 10 år siden holdt jeg oplæg i en litterær salon i Albertslund. Jeg fortalte om en af mine indiske rejseromaner og om mit forsøg på at sætte ord på ørkenen – og en af tilhørerne spurgte, om jeg ikke havde taget ørkensand med til dem. Det havde jeg. Det var Hanne, der spurgte. Vi fulgtes bagefter ned til S-toget. Det blev indledningen på vores venskab.




Hver gang vi mødtes, havde Hanne et par hjemmebagte boller og en lækker hjemmelavet marmelade med. Samtidig gav hun mig små sedler med tekster på. Det blev til flere og flere. På et tidspunkt syntes jeg, at det begyndte at antage form og krop, og jeg tilbød Hanne at udgive dem. Det resulterede i "Alt var kun en drøm". Sideløbende stod Hanne for maden til mine fødselsdage i haven (se menu). Senere også for mad på festivalen. 

Hanne brændte i fuld lue. Det virkede som om alting i hende havde ventet på dette. Hun var altid velforberedt til tænderne og gjorde sit hjemmearbejde. Det lønnede sig. Vi lavede adskillige podcasts sammen. Hun var god til at være på. Det var hun også på festivalerne - til og med den sidste festival, hvor hun lavede græskarsuppe til knap 100 mennesker på Gammelfestivalen i efteråret. Det var sidste gang vi sås, selv om vi bagefter fortsat var i kontakt.  Hun beklagede meget, at festivalerne ophørte, men hun var selv et af beviserne på, at det alligevel fortsatte. Hun slyngede sig rundt i festivalernes menneskehav og knyttede kontakter på kryds og tværs. Til stor glæde for sig selv og andre.


Lay-out: Shohreh Shahrzad. Foto: Tina Lindop. 


Sammen med Tina Lindop lavede hun festivalbogen ”Hånd-i-hånd. En antologi om fællesskabers betydning” (Forlaget Anglomania, 2024), der blev støttet af Velux Fonden, hvor 40 medvirkende fortalte om deres møde med festivalerne, og hvad det havde betydet for dem. Det var en imponerende bog, som jeg fik overrakt på min 60 års fødselsdag i haven. Det var lykkedes at holde det hemmeligt, jeg anede intet om det. (Læs Hannes egen introduktion til bogen forud for Gammelfestivalen III). 




Hanne var god til at forfølge sine drømme. For mange år siden oplevede hun musicalen "I morgen er jeg på vej" på Det Kongelige Teater med Lise Ringheim og Ole Ernst. Hun var vild med de sange. Det var sange om at bryde op og slå sig fri. Hun drømte om selv at optræde med sang og musik. Det var det sidste, hun var i gang med - og som hun blev afbrudt i. Hun havde fået en god stemmetræner og drømmen var, at hun skulle optræde og synge. Hun tog hul på det, allerede i 2020 i samarbejde med Mika Filborne (guitar) og Naja Månsson (instruktion) i "SULT". Det indgik i festivalen ÆG & HÅB og blev opført som afslutning på 2. festivaldag i Global Art Gallery i Vanløse (2022): 


ÆG & HÅB: "SULT" af og med Madame Garborg. Guitar: Mika Filborne. Instruktion: Naja Månsson


Det var betagende at følge hendes vej fra drøm til drøm. Egentlig havde hun ikke nogen stor sangstemme, men med træning kan alting læres - og hun gik på med krum hals. Igen det med brumlebien... Det gentog sig i rigtig mange andre sammenhænge. Hun troede på det, hun havde sat sig for, og det lykkedes, eftersom hun var så vedholdende og dedikeret.  




Hendes blomstring kom meget sent. I løbet af de sidste 10 år foldede tingene sig ud for hende. Hun fik nye værdier. Hun fik nye venner. Hun opdagede en ny måde at være til på. Også i forhold til andre. Hun var ret barsk og hård i sin karakteristik af sig selv. Hun fortalte, at hun i mødet med festivalerne mødte en masse mennesker og kunstnere, der fik stor betydning for hende. Hun lyttede, og tog det til sig. Hun bød ind i mange sammenhænge. Også som kok og madkunstner. De mere end 30 års virke som underviser på Hotel og Restaurantskolen fornægtede sig ikke. Hun delte generøst ud af sine evner i utallige sammenhænge. Også i Dansk Forfatterforenings Seniorgruppe, hvor hun kom ind i bestyrelsen, hvor hun var medvirkende til at få gruppen på fode igen efter en større krise. 


Sammen med Søren.


Kærligheden kom også til hende. I mødet med Søren var det tydeligt, at de hver havde fundet den ideelle rejsepartner. Deres sidste rejse endte forleden i Thailand. Det skete pludseligt. Der var intet sygeleje. Det kom som lyn fra en klar himmel. Det er nådigt, når det sker sådan, men at det skulle ske så tidligt er uforståeligt.  

Hanne Karin Garborg er en smuk historie om at ville og kunne. Om at lytte og finde vej. Det var ikke noget let liv. Det kan godt være, at hun kunne virke voldsom og fremadstormende, men der var altid et stort bankende hjerte bagved. 


Sammen med Arabella Neuhaus og Regitze Ahrenfeldt Schrøder fra Dansk Forfatterforenings seniorgruppe.

Hun var med på alle festivaler i knap 10 år. Det startede med, at hun lavede mad, og det gjorde hun også på den afsluttende Gammelfestival her i efteråret, derved var der en cirkel, der sluttedes. Men Hanne havde mod på meget mere - og det var det, som hun arbejdede videre på.

Vi andre er gået glip af hendes sidste syngende optræden. Men Hanne er en af dem, der bliver ved med at være her. Det er smukt, hvad hun efterlod til os. Det er troen på, at man kan, hvad man vil. Det er troen på, at vi selv kan slippe ud af de mentale spændetrøjer, som vi alt for ofte sætter os i. Selv havde hun været hård mod sig selv, men det lykkedes hende alligevel at få åbnet buret. Det synes jeg, at vi skal glæde os over - og lade os inspirere af. Det er smukt, flot og meget inspirerende. Hun endte med at blive det, som hun hele tiden havde stræbt efter.

SKÅL, Hanne - og tak for alle minderne om din gang her på jorden sammen med os.



Hør podcasts med Hanne:

"Alt var kun en drøm" (2018)

"En bøn til havet" (2019) - YouTube

"Bare en skål, tak!" (2020)

Læs samtalen:

"Man kan godt få øje på havet, hvis man vil" (2018)

 

Hanne Karin Garborg/ Madame Garborg (1956-2026)

*





fredag den 17. oktober 2025

DET HELE HANDLER OM FÆLLESSKAB

Foto: Tina Lindop og Bodil Damgård Madsen.

 
Hanne Karin Garborg fortæller:

Fællesskabsbogen blev til i fællesskab med mange festivaldeltagere.

Nogle havde været med i mange år, andre i få.

Idekvinden, Tina, havde været med i kun få dage, før begejstringen over festivalen blæste hende bagover, og en enkelt festival senere kom hun så på ideen med bogen. Vi fik en donation fra Velux og samlede den anden halvdel af pengene sammen ved forsalg og events. For alle indtægterne fra bogen skulle gives til Michael, til dækning af udgifter til forplejning på hans festivaler. 

Selv om ideen ikke var min, så sagde jeg straks ja, da jeg blev spurgt om jeg ville være med til at skabe, interviewe, redigere og samle alle disse bidragsyderes fortællinger til denne bog.

Det var et spændende og et stort projekt, med mange nye vinkler og oplivende indsigter i alle de mennesker, som vi troede vi kendte. Men gennem deres tekster, kom vi et spadestik dybere og fik flere og flere personlige oplysninger om festivaldeltagernes baggrunde, fantasier og tanker. Alt sammen noget som har bidraget yderligere til vores fællesskabet. 

Det er dejligt, at en del biblioteker også har købt bogen hjem. Dette er medvirkende til stor glæde, men ligeledes til en stolthed over, at vi har skabt noget, der betragtes som populær og brugbar læsning - også for andre mennesker end lige dem, som der ikke har deltaget i festivalerne. 

Så selvom bogen er skrevet til Michael til hans 60 års fødselsdag og som en fælles gave, så kan bogen sagtens læses uden at den opfattes personligt, på trods af, at Michael er mennesket, der har sået frøene og vandet disse gennem alle festivalårene.

Frugten, eller essensen om man vil, af festivalfællesskabet betyder, at vi alle mere eller mindre på kryds og tværs kontakter hinanden, hvis vi mangler: 

et godt råd, 

et følge til en begivenhed, 

skabelse af et nyt event, 

skrivning af en bog, 

deltagere til en forestilling, 

praktiske gøremål eller 

hjælpende hænder til diverse 

Det helt forunderlige er, at glæden springer hver gang, også når jeg selv bliver spurgt, og sidst men ikke mindst : flere af mine egne hedeste drømme er blevet til virkelighed, netop fordi jeg rakte ud til vores fællesskab og  spurgte; hvem vil være med til dette projekt? 


Omslag: Shohreh Shahrzad. Foto: Tina Lindop.


Fællesskabsbogen “Hånd-i Hånd – en antologi om fællesskabers betydning” udkom på Forlaget Anglomania den 19/5-2024. Fællesskabsbogen er redigeret af Tina Lindop Gable og Hanne Karin Garborg. 

Antologien sælges på Gammelfestival III. Der har været 40 medvirkende bidragsydere til bogens tekster og udformning. Bogen er i stort format, 152 sider, og den er gennemillustreret med farvetryk på kvalitetspapir “Munken Pure Rough, cream”. 

Køb din bog på Gammelfestivalen til 200 kr. Den kan forudbestilles, ved at indbetale kr 200 MobilePay: 2837 1191 til Tina Lindop Gable. 

Bogen vil så ligge klar til dig på festivalen. Beløbet går ubeskåret til bespisningen på Gammelfestivalen III. 

Hvis der sælges bøger nok, så vil bespisningen være gratis alle fire festivaldage - og ellers må der betales et beløb for maden. 

Til festivalåbningen af Gammelfestivalen III vil Hanne Karin Garborg introducerer antologien.

På ovenstående fotos er det Jytte Abildstrøm, der har bidraget til bogen, da hun får den overrakt af Tina Lindop Gable.

lørdag den 20. juli 2019

En bøn til havet - af Khaled Hosseini


"En bøn til havet" af Khaled Hosseini er inspireret  af historien om den 3-årige kurdiske flygtning  Alan Kurdi, der druknede i Middelhavet på vej til et mere sikkert liv i Europa i september 2015.


Foto: Mika Filborne


2. pinsedag blev historien opført som en reading i Apostelkirken på Vesterbro.

Hør mere om det på denne 18. festivalpodcast, hvor der både er uddrag fra opførelsen i kirken og samtaler med de involverede om arbejdet med readingen og om tankerne bag.

Hanne Karin Garborg (eller Madame Garborg som hun hedder som forfatter) havde taget initiativet til det. Mika Filborne havde komponeret og spillede musikken på kirkens flygel til uropførelsen.
Ole Bundgaard havde været medkomponist og ledsagede oplæsningen på saxofon - og læste også  afsnit af fortællingen, der ellers blev læst af Madame Garborg.


Foto: Mika Filborne


Elisabeth Arnsdorf Haslund, UNHCRs talsperson, indledte.

Foto: Michael Svennevig


Niels Nymann Eriksen, Apostelkirkens indvandrerpræst, havde lagt rum til opførelsen.

I denne podcast medvirker de alle. Musikken er fra optagelsen i Apostelkirken 2. pinsedag.
Efterfølgende havde jeg en samtale med Hanne Karin Garborg og Ole Bundgaard, og besøgte bagefter Elisabeth Arnsdord Haslunf i FN-byen i Nordhavnen og mødtes med Niels Nymann Eriksen i Apostelkirken.

På denne podcast siger Mika Filborne ikke noget, men det gør han til gengæld på den solo-podcast, der blev offentliggjort tidligere på sommeren, hvor man kan høre mere af hans musik og om hans tanker bag kompositionerne. Læs og hør mere.

Elisabeth Arnsdorf Haslund kan man også høre fortælle mere på denne solo-podcast, hvor hun fortæller om baggrunden for "En bøn til havet" og hvorfor der på trods af alt stadig er grund til at være optimistisk. Læs og hør mere. 

Selv om "En bøn til havet" foreløbig kun kunne opleves ved uropførelsen i Apostelkirken, 
bliver der alligevel mulighed for at opleve et mindre uddrag 
som Elisabeth Arnsdorf  Haslund introducerer 
fredag den 9. august 2019 kl. 19-22 
i Apostelkirken på Vesterbro.

onsdag den 4. juli 2018

Man kan godt få øje på havet, hvis man vil...


 

Omslag: Shohreh Shahrzad. Maleri: Hanne Svennevig

Samtale med den 61-årige debutant Hanne Karin Garborg alias Madame Garborg.

Michael Svennevig (MS): Hvorfor hedder din debutbog ”Alt var kun en drøm”?

Madame Garborg (MG): Det er en skjult hilsen til min mor. Hun sang altid – og jeg fik aldrig sagt farvel til hende. Men det gør jeg så alligevel med bogen nu. Den sangtitel tegner faktisk mange af bogens tekster, og er forbundet med mange af de forestillinger man har om en lykkelig barndom, og lige så lykkelige parforhold.

MS: Det er en titel, der både er meget smuk, men samtidig også er drømmende og meget vemodig. Som om livet bliver set på som noget, der befinder sig et andet sted end der, hvor hovedpersonen er. Den rummer et fravær af liv.

MG: Måske er det derfor at Tove Ditlevsen er en inspirationskilde for mig.

MS: Du skriver meget betegnende: ”Man kan godt få øje på havet, hvis man vil”.

MG: Det kan man faktisk sige om hele livet.

MS: Det rummer en dobbelthed – der går igen i dine tekster.   



 

Foto: Michael Svennevig

Madame Garborg bladrer i bogen og slår op på en af bogens første historier.

MG: I den her opsøger jeg mit barndomshjem. Når jeg tænker på den tekst, opfatter jeg den som sorgfuld, men jeg har flettet meget nutid ind i den – f.eks. min kærlighed til planter. Den beskriver mit gensyn med barndommens gård – for den står der endnu. Det tog mange år, før jeg turde køre derhen, og det tog seks besøg før jeg turde at kigge op på vinduerne. Jeg har taget så meget tilløb, og så får jeg et job, hvor jeg kører forbi vejen hver dag.

MS: Hvordan har du forberedt dig på at fortælle din historie, for det er ikke nogen hemmelighed at den er baseret på egne oplevelser, der selvfølgelig er gengivet i et skønlitterært univers, hvor drøm og virkelighed væves sammen med populære sange fra tiden dengang. Man kan næsten sige at fortællingen synges ud, selv om det også bliver til en voldsom sang. En nødvendig sang.
 
Vignet fra bogen. Tegnet af Michael Svennevig 

MG: Jeg har forberedt mig på den måde, at de mennesker der med rette ville kunne spørge, hvorfor jeg ikke lige har fortalt om bogen, dem har jeg kontaktet, og sagt at det er sådan jeg husker det, at det er MIT syn, men at jeg selvfølgelig også respekterer andres syn på dén sag.  (tænker lidt) Jeg føler mig både rolig og lykkelig. Jeg har været lykkelig mange gange i mit liv, men kun i korte stunder, forbundet med at jeg ikke havde jordforbindelse. Den er jeg ved at generobre nu.

MS: Der er nogen, der har det bedst i stormvejr. Er det sådan du har det?

MG: Sådan har jeg haft det. Jo værre, des bedre. Det er helt vildt og meget nyt at jeg ikke har det sådan mere og heller ikke har brug for det – længere. At jeg også kan trives i det stille, og at jeg ikke behøver at vælte alt og alle omkring mig omkuld.

MS: Hvis man er træt af at være fanget i andres fortællinger om én, kan det være fantastisk at træde ind i sin egen fortælling – og med sine egne ord, blive sig selv.

MG: Det kan du tro at jeg er parat til. Det er sådan jeg har det. Det er der jeg er nu – takket været bogen.

 Foto: Michael Svennevig

Madame Garborgs ”Alt er kun en drøm” udkommer på Forlaget Epigraf til festivalen BILLEDER AF LIV, fra den 10.-19. august 2018 – og fejres på Global Art Gallery i Vanløse, tirsdag den 14.8. kl.18-19, hvor uddrag fra bogen bliver fremført af forfatterinden akkompagneret af Ole Bundgaard på saxofon. Der vil i den anledning være en let bespisning med bobler til. Alle er velkommen, men kom i god tid, da der kun er begrænset plads. Et mindre uddrag kan også opleves et par dage forinden, på festivalens 2. dag, lørdag den 11. august i HF Prøvestenen på Amager.