torsdag den 25. juli 2019

Lyriske festivalstemmer IV

Foto: Michael Svennevig.


Helene Johanne Christensen debuterede med digtsamlingen BLÅ på Forlaget Gladiator sidste år.
Hør hende læse og og fortælle om arbejdet med digtsamlingen her på festivalpodcasten og til festivalafslutningen, søndag den 18. august kl. 13-16 i gårdhaven hos Dansk PEN, Dronningensgade 14 på Christianshavn. I tilfælde af dårligt vejr bliver det i Dansk Forfatterforenings lokaler, Strandgade 6 - et par gader derfra.

Her er et uddrag fra digtsamlingen BLÅ:


en helt anden tid
lader lyset falde skråt
ind
i et nu

en helt anden tid
lader lyset falde

mit ansigt i skygger

mørke hænder
skygger for mit ansigt
et helt andet lys
falder

jeg samler lys
for dine fødder
asfalten suger det
til sig

det når dig ikke









Karsten Wraae Larsen er med i den kommende festival-havebog 
og læser sit digt SKEL fra bogen op på udgivelsesdagen i HF Prøvestenen
Selv debuterede han med digtsamlingen PUNKTERBLOMST 
på Forlaget Epigraf tilbage i 2010.

Her er et uddrag fra SKEL


På hækken af blade
formet af muld og mineraler
fletter vi en vej af ord og blikke
så vi kan finde fri passage
eller opstille forhindringer
måske endda en mur

På plænen ligger liv
spredt ud mellem sekunder og år
overgivet til hinanden
fletter vi små historier af os
sammen eller hver for sig

På taget flader regnen ud
bliver væk tilsammen
før de som nye dråber
finder enden på en tagrende
et stykke tingeltangel
eller en himmelvendt
sommerhud

Under kolonien
siver minderne ned
smelter og ruster som de skal
giver plads til nye
overjordiske glemsler
og ormene hygger sig
alt er ved det gamle



Flere Lyriske festivalstemmer:

I + II + III + IV + V

Læs mere om festivalen MØD VERDEN

Ingen kommentarer: