Anmeldelse: EMILY DICKINSON. Skrift og drift af Bente Clod

 

Omslag: Josefine Bøgh Lassen.

Bente Clods 418 siders roman “EMILY DICKINSON. Skrift og drift” er baseret på digteren Emily Dickinson (USA 1830-1886) og hendes efterladte digte. Emily Dickinson skrev hele tiden og synede nærmest hen, mens hendes efterladte digte vidner om en umådelig kraft og fylde. På mange måder diametralt modsat af de ydre tegn hun satte sig i livet. Hendes omkreds endte med at være begrænset til Amherst, Massachusetts, hvor hun var mere i kommunikation med naturen end med menneskene. På mange måder et begivenhedsløst liv, men sådan er det ikke gengivet i Clods roman, der i sig selv er skrevet med liv og sjæl. Det er på mange måder en besjælet roman. Teksten river sig løs fra siderne og svæver omkring læseren. Det er en fryd at læse. Selv om den ydre handling er meget begrænset, er den indre skildring af det levede liv i og omkring Emily glødende. På de 200 første sider er det en fryd, men så træder trivialiteten ind og så varer det 100 sider, før læsningen igen bragte mig tilbage på sporet. Intensiteten holder så til gengæld hele bogen ud. Den ender trist. Eller gør den?

For selv om det skildrede liv ikke var rigt på glæder, var det umådelig rigt på sansninger. Emily sværmer for Sue, der senere til hendes store fortrydelse bliver gift med Emilys bror, Austin. Men sidst i romanen finder Emily glæde og kærlighed i mødet med dommer Phillip, men det er en kortvarig lykke. Hvis Emily bliver foreviget med nogen eller noget, må det være naturen, der stråler i hendes digte. De indgår brudvist og er indvævet i romanen.

Romanen er en hyldest til en stor digterinde. I hvert fald har eftertiden givet hende den trone hun aldrig kom i nærheden af, mens hun levede, hvor kun enkelt anonyme gengivelser af hendes digte blev publiceret i diverse blade og aviser.

Det er skildring af en stolt sjæl. Der er noget majestætisk over hende. Hendes ånd forbliver i Bente Clods roman strunk til det sidste. Men der er en pudsig kontrast mellem alt det trivielle i tilværelsen som Emily befattede sig med og som vi føres meget minutiøst igennem. Og så hendes sanselige skriftlige leben. På sin vis levede hun nærmest som eremit og alle døre omkring hende lukkedes én for en. Til sidst var der ikke meget andet end døden. Slet ikke da den lille nevø dør af tyfus. Han, der bragte så meget liv og glæde i deres liv. Før det dør dommeren og så moren. Det er den enes død efter den anden.

Hvis livet består af lutter afsked og afslutninger, så er romanen også rig på dem. Romanen har en utrolig insisteren på nødvendigheden af hverdagens små sysler og som kronen på værker er selvfølgelig alle de efterladte digte. Til sidst var der så mange, så de nærmest var overalt. Man kan sige, at hun døde omgivet af sine digte. Digte, der forblev en offentlig hemmelighed, mens hun levede, kun spredt ret mådeholdent rundt via en flittig korrespondance.

Men sproget står syngende tilbage efter endt læsning. Det er det hele værd.

Foto: Michael Svennevig.

Bente Clod

EMILY DICKINSON. Skrift og drift

Roman, 418 s.

Forlaget Gladiator, 2023

Red. Jakob Sanvad & Hans Otto Jørgensen

Omslag: Josefine Bøgh Lassen

*

Læs flere af festivalens boganmeldelser:

Læs mere.
*