Mød forfatter og journalist Malene Fenger-Grøndahl.

Foto: Søren Kjeldgaard

Mød forfatter og journalist Malene Fenger-Grøndahl på festivalen, når hun er i samtale om ”REJSEN” (Siesta, 2014) med den marokkanske forfatter Saida Benakrich, der bl.a. skriver:

 

 

"For der er uendelig langt fra den hverdag i den lille barndomsby Tetouan til den danske hverdag, jeg oplever nu, så det kunne skabe kaos i selv den mest velordnede hjerne. Det er, som om alle de tillærte normer, bestemt og formet af historie og kultur, og som har givet mening og farve til mit livsindhold, i det nye land opleves som værdiløse eller måske direkte i modstrid med det, der er almindelig praksis i Danmark. Nyt sprog, ny kultur og anden måde at omgå hinanden på og at kommunikere på. Kunne jeg være sikker på, at et kindkys betyder det, jeg tror? Kunne jeg egentlig være sikker på noget som helst? Slagte- og spiseregler, familietraditioner, vielser, særlige fridage og helligdage, speciel humor og en del andet som f.eks. noget så simpelt som det at gå over vejen. Med tiden lærer jeg, at trafik ikke bare er trafik. I Marokko indretter bilisterne sig efter fodgængerne, da man bare kan træde ud foran dem, når man skal over vejen. Men i Danmark bliver man med høj sandsynlighed kørt ned, hvis man går ud foran en bil, fordi bilisterne ikke er vant til det.

 

 

Jeg tænker, at hvis alt det, som Danmark står for, er rigtigt, så er alt, hvad jeg har lært og gjort indtil nu, forgæves, forgæves. Alt skulle læres igen. Alt skulle begyndes forfra. Og uden den daglige kontakt med familie, venner og naboer vokser følelsen af afmagt sig hurtigt stor.”

Hør samtalen mellem de to om aftenen på festivalens 2. dag, hvor Ulla Henningsen læser op fra bogen. Inden da har jeg en samtale med Malene om at arbejde med andres historier, for det er noget som Malene gør meget. Både faktiske og fiktive fortællinger. Det har bl.a. resulteret i Roma-monologen "Syng altid for dine børn, når de skal sove”, der til festivalåbningen fremføres af Karin Bang Heinemeier.

 

 

Foto: Karoline Liberkind

 

Ved samme lejlighed introducerer Malene den unge akkordeon-virtuos, Samson William Nenic, der er af roma-oprindelse.

 

Foto: David Blazek

 Derudover læses to af Malenes historier i serien "Tro håb og kærlighed". Den første "Tørklædet" læses af Poul Parsberg og handler om to lesbiske piger og det tørklæde som skiller dem. Det er allerede om fredagen.

 

"Passet", der læses af Marie-Lydie Nokouda, er om lørdagen, handler om radikalisering og det vi tror, vi ved - men som vi slet ikke kan være så sikre på alligevel. De to korte historier kan på overfladen synes at handle om noget fremmedartet og eksotisk, men handler nok mest om følelser, drømme og håb, som forener os alle, alene fordi vi er mennesker.

 

ANMELDELSE: 7 nye topskud fra den skønlitterære høst 2014

22 skønlitterære debutanter læste op i Dansk Forfatterforening til årets skønlitterære debutant-arrangement den 29. 11. 2014. 7 af teksterne fik mig til at spidse øren. Der var tale om 5 kvindelige og 2 mandlige forfattere:

”Roman i fire årstider” af Betina Birkjær (Forlaget Jensen & Dalgaard),
”Kvinder på kanten” af Susanne Højsting (Skriveforlaget),
”Rejsen” af Saida Benakrich (Forlaget Siesta),
”Tæl på fingrene” af Jørgen Hedager Madsen, (Forlaget Fokal),
”Bedrag” af Eva Iversen, (Gladiator),
”Det eneste rigtige” af Malene Ravn, (Gyldendal)
og ”Gulvet er glat” af Rasmus Graakjær, (Byens Forlag).

Bøgerne kan groft inddeles tematisk i to kategorier, da tre af dem handler om fremmedhed, og 4 handler om bedrag. Men fælles for dem alle er, at de handler om at være menneske.

 

Det er en grum, grum historie, der ligger til grund for Jørgen Hedager Nielsens krimi, ”Tæl på fingrene”. Selv om jeg normalt ikke læser krimier, lod jeg mig lokke, fordi figurtegningen var så god - og jeg fortrød det ikke. Det er en fermt velskreven provinskrimi, om journalisten Svend Tved, der anonym modtager en pakke. Hvilke kropsdele, der er i pakken, og hvilken forbindelse det har til bogens forsideillustration og blodet på havesaksen siger allerede en del om bogens plot. Det er en veloplagt og frit strømmende beretning, yderst fortættet i sin form. Den er præcis og konkret. Det gør det let for læseren at finde ind i teksten - eller rettere at finde sig til rette i den. Netop figurerne er så gode og klare at jeg håber at hovedpersonen, moren og måske Lisbeth fortsætte deres liv sammen i en efterfølger. Der er stof til det - og i så fald vil jeg også der være blandt læserne.

Det er altid svært at konstruere de personlighedstræk, der tilsammen skaber en hovedperson, men bogens anti-helt af en journalist klarer sig meget fint. Netop fordi han bliver gjort så menneskelig med alle sine handicaps og begrænsninger, kommer vi til at holde af ham, forstå ham og kan identificere os med ham. At han ikke nævneværdigt lader sig ryste af at en sten smides gennem ruden ind i hans stue, og storsyngende bagefter udbedrer skaderne, skaber en vis rummelighed i figurtegningen. Sådanne menneskelige spændvidder gør romanen både udfordrende og vedkommende. Jørgen Hedager Nielsen har den fornødne menneskelige indsigt og empati.
Det sindrige og vidtforgrenede plot oprulles overbevisende. Det uhyggelige afbalanceres fint med humoren. Mest veloplagt og overraskende er det i scenen med skumgummi-brysterne. Det er en akavet situation som får visse overaskende træk frem i de to hovedpersoner. De så at sige overrasker sig selv og hinanden - og dermed os.
Romanen omhandler den fri aborts etiske dilemmaer, eller de dilemmaer som bogen postulerer at der er. Bogen er udgivet på forlaget Fokal, der er associeret med det kristne forlaget Lohse (og på nettet figurerer forfatteren som kristen ”fritidsforkynder”). Efter læsningen bliver jeg i tvivl om, hvad det egentlig er jeg har læst. For hvis det er et partsindlæg imod den fri abort, så stiller jeg mig tvivlende overfor bogens ærinde. Også selv om den fungerer glimrende som krimi. Velskrevet er den i hvert fald.
Læs et uddrag fra romanen.

Bedraget i Susanne Højstings lille fine udgivelse, "Kvinder på kanten", møder vi først hen imod slutningen, hvor læseren bliver klar over, at vi - ligesom bogens personer - er blevet taget ved næsen. Det er raffineret skrevet, men det en alt for tynd bog med sine 84 sider. Jeg savner mere volumen og fylde, så det ikke bare fremstår som fortællinger. Alligevel lykkes det at få historierne til fint at klinger sammen i en større fortælling, der kalder på at blive skrevet ud i fuld længde. Det er ellers fint orkestreret sådan som den lille bogs forskelige stemmer indordner sig den overordnede fortælling bundet sammen af det der sker omkring relationerne til den samme mand: Kafar, der er omdrejningspunktet for kvinderne i bogen. Det skildres hvordan den enes drøm er den andens fængsel. Der ligger, ligesom i ”Tæl på fingrene” en stor menneskeindsigt bag, og det mærkes, når de forskellige personers gøren og laden skal skildres, for det er nemt at se dem for sig - og forstå dem. Det er svært at være menneske, og det får overbevisende en stemme i "Kvinder på kanten".
Personernes drømme kontrasteres med uddrag fra deres liv, sådan som det aftegner sig, når der panoreres fra den ene til den anden. Det vellykkede, men alt for volumenmæssig tynde resultat kalder på at blive bredt ud. Forudsætningerne for det er tydeligvis til stede. Det er forenklingen, der er det sværeste, og den er der, for det mærkes at der ligger en masse materiale og venter. Susanne Højsting har fin sans for at skildre de længsler, der ligger og slumrer i os, og skildrer overbevisende, hvad det gør ved os, når de vækkes. Sådan som det sker for flere af bogens kvinder, der befinder sig ude på kanten.
Læs mere om bogen.

Rasmus Graakjær skriver godt. "Gulvet er glat" har mange fine situationer, stemninger og god figurtegning. Det er et godt anslag med besøget i Las Vegas. Det bygger godt op, så der bliver endnu længere ned til bunden, hvor hovedpersonen, Henrik, der er arkitekt, ryger ned som arbejdsløs. Der er en god beskrivelse af mødet med sagsbehandleren. Det er en fin og afklædende beskrivelse af hvor lidt der skal til før hovedpersonen brager igennem bundlinjen og korporligt bliver smidt ud. Gulvet er glat, og man glider let. Det beskrives overbevisende og vedkommende. Det er en central beskrivelse af en hjemløs på Gråbrødre Torv, der forstyrrer frokostgæsternes appetit. Den hjemløse giver stemme til noget af den protest som hovedpersonen føler, men aldrig selv får formuleret. Også den ramsaltede beskrivelse af den veltjenende kvindelige arkitekt på tegnestuen, der køber de billigste morgenmadsprodukter og præsenterer dem som noget ganske særligt, er yderst træffende. Sådanne modsætninger er der mange af og de er skildret med en god sans for detaljerne. Det er i det hele taget befriende med forfatterens insisteren på at skelne mellem kvantitet og kvalitet, for det går som en rød tråd igennem romanen. 
Der er gode beskrivelser af det hverdagsagtige, men det er også forbundet med min eneste anke, for det bliver en jordomrejse uden høj kurs. Jeg savner ambition, og at forfatteren med sin fortælling sigter højere. At det ikke kun kommer til at handle om at få barn og blive far eller få et nyt arbejde og et nyt konkurrenceprojekt. Men selvfølgelig, sådan er det, livet. Men det efterlader mig med spørgsmålet: er det så bare det?
Slutningen forekommer mig at være et antiklimaks af samme grund. Den virker gråmeleret. Hovedpersonen bliver ikke klogere. Det gør vi mennesker måske sjældent? For hovedpersonen er til fals for næste hurtigtgående vind og villig til at springe på den første den bedste flyver, der tager ham væk fx til Kina og til nye mammutbyggeprojekter. Jeg efterlyser at hovedpersonen skulle have lært noget af at have befundet sig nede på bunden, men det har han tydeligvis ikke. Er problemet at Henrik faktisk er overfladisk og egentlig ikke tager ved lære af det han går igennem?
Det er modsat med læseren. For mig er det et wake-up-call om at der er en form for hurtighed, omstillingsparathed og hvad det elles hedder, der slår det vigtige ihjel. Det vigtige er det der giver det hele mening. Den mening som vi hver især tilegner os. For hovedpersonen virker det mest af alt som et spørgsmål om at nå "hjem", at nå i sikkerhed, at komme i ly og nå tørskoet indenfor - og det er ikke det samme. Det provokerede mig i den grad at jeg var nødt til at få forfatteren til at uddybe det yderligere. Så det bad jeg ham om. Han svarede bl.a.: "… hovedpersonen, Henrik, tager livet på sig, men taber til gengæld tilværelsen som den store kunstner - eneren." 
Det forklarer noget af den splittelse og uforløste jeg fornemmede i romanens slutning. Det lyder godt, sådan som det forklares, men er det dét, der sker? Det er jeg i tvivl om, for det er ikke dét billede jeg sidder tilbage med. Jeg har svært ved at betragte hovedpersonen som den store ener - som kunstner. Jeg synes mere at han vil have succes, og oplever ikke at han stikker så dybt i sin kamp for at finde fodfæste i tilværelsen. Om han har de store visioner er jeg også i tvivl om. Han tragter mest af alt efter at sidde på en vinderhest. Ligegyldigt hvilken. Det er ikke så tit kunstnere gør det, altså sidder på vinderheste. Eller i så fald kun de kommercielle af dem. Men tingene er selvfølgelig ikke så entydige. Men ligegyldigt om det er det ene eller det andet - eller noget helt tredje, er romanen så godt fortalt, at den indfangede mig. Endda i en grad, at jeg måtte række ud over romanens egen virkelighed, da jeg bad forfatteren uddybe det jeg ikke forstod – eller ville affinde mig med.
Læs mere om bogen.

 

I Betina Birkjærs ”Roman i fire årstider” siges det hele allerede i titlen. Her er bedraget et ganske andet, men ligeså omfattende, mens stilen, tonen og genren er en ganske anden. Det er umådelig charmerende at følge med romanens personer rundt i og omkring byen. For en gangs skyld er anprisningen på bogens bagside fuldt berettiget, når forlæggerne (for der er to) skriver om romanen at den er som "...kniplet i spindelvæv og skåret i barken på byens træ". 

Som læser ønsker jeg mig at der er mange flere end disse fire årstider.
Tonen og klangen, der klinger igennem fortællingen på smukkeste vis, er forfatterens helt egen. Som læser hviler jeg trygt og velbehageligt i bogens univers, og alligevel er der denne underliggende uro, for noget er på færde. Idyllen er et dække for hemmeligheder, og dem er der mange af. Der er den døde guldfisk, ildebranden og det døende træ. Og længslen mod havet. Længslen mod alt det fremmede - alt det der leder væk fra byen og videre ud i verden. Bag den trygge facader er der et mylder af følelser og stemninger, der så let som ingenting kan blæse det hele omkuld. Der er havet, der sender en byge af fisk ind over byen, så fiskene bliver liggende i gaderne, gispende og døende, mens byens beboere gemmer sig i deres huse, indtil fiskene igen er væk. Tiden er ved at rinde ud. Måske er en ny tid uvægerligt på vej. Ulykkerne indtræffer. Træet brænder og den gamle verden går under, men selv om fuglener for længst er fløjet væk, er de der stadig - dér et sted ude i horisonten.
Det hele er på lånt tid, men selv om hemmelighederne ikke er brændt væk, giver nye begyndelser også nye forhåbninger, drømme og længsler. Det samme gør fortællingen i fire årstider. Det er en smuk poetisk glæde at læse den fine og meget sårbare roman.
Læs mere her, for det er en fortælling, der kræver sin helt egen anmeldelse.

Bedraget er ikke mindre i Eva Iversens ”Bedrag” og Malene Ravns ”Det eneste rigtige”. De skriver begge meget kropsligt og tæt på deres personer. Der er en fin sproglig bevidsthed til stede hos dem begge. Blidt, men bestemt, fortryller og lokker de læserne tættere og tættere på, indtil det er umuligt at vriste sig løs. Genremæssigt kunne begge romaner også være skrevet som krimier, så spændende og langsomt afdækkende fortælles de. Brugen af de skiftende fortællerpositioner er både raffineret og meget spændingsopbyggende.
 

”Bedrag” af Eva Iversen er en modig roman, der er stilistisk meget stærk. Sprogligt er den tæt og spændstig. Der er ikke ét ord for meget, og den er skrevet helt ud til kanten med fin sproglig musikalitet. Næsten som var den skrevet af en lyriker. Også sætningsopbygningen får det til at virke som lyrik, sådan som de korte sætninger sættes op mod hinanden. Sproget er almindeligt og enkelt, og alligevel hidses det op, sådan så selv ganske få, korte og nærmest farvesvage ord, alligevel giver saft og kraft til fortællingen om forlist kærlighed. Det er en voldsom fortælling, der bliver holdt på plads af gentagelser á la "Det er fiktion. Det findes ikke, hvis jeg ikke vil kendes ved det". Derved etableres et fortælleunivers, der kan bære den tunge fortælling, for konstruktionen er velkonsolideret. Det er en mørk fortælling om et mennesker, der fra morfarens tidlige seksuelle misbrug har været vant til at gemme sig inde i sig selv, og har overlevet ved at gøre det. Hovedpersonens usynlighed bliver så opfattende at hun, Astrid, langsomt udviskes, selv om der tegnes et spinkelt håb, da hun i bogens sidste linjer alligevel evner at står fast og ikke vil have "bedrageren" med hjem. Det giver en fornemmelse af morgenluft. Der er noget på vej, så måske er der alligevel et liv efter bedraget?

Uden at der bevidst arbejdes med humoren, er den der alligevel. I beskrivelsen af Astrids arbejde på telefonrådgivningscentret er det grotesk at hun skal rådgive andre, når hun selv er ved at gå i opløsning. Det kommer til at virke både grotesk og tragikomisk, sådan som telefonsamtalerne er gengivet. Det giver et åndehul i den stramme fortælling. Heldigvis, for ellers var det blevet for sort. Især barndomsfortællingerne står stærkt. Uden dem som rammefortælling ville det have været svært at følge hovedpersonen, mens hun bevæger sig nærmere og nærmere sin egen destruktion.
Det er fristende med en så emotionel og psykisk ustabil jeg-fortæller at lade det hele falde ud til hovedpersonens fordel, men der undgås klogt ved at skildre det fællesskab som parret også har haft sammen, før det gik galt, sådan så mandens version af historien kommer til at fremstå lige så stærkt, for der er ingen vindere i dét spil. De går begge til grunde. Eller også er det bare sådan med Astrid, at hun er gået til grunde så mange gange, at det er blevet hendes måde at være til på.
Romanen trænger ind under huden, og der er meget der sidder tilbage i mig bagefter. Selvfølgelig de seksuelle barneovergreb i starten, men det er kun anslaget, for der er meget mere. Romanen er en slags nedtælling til nul - til det endelige sammenbrud eller nedsmeltning. Men måske er den totale opløsning også en udfrielse? I hvert fald rummer romanen også en farligt dragende stræben efter den totale tilintetgørelse. Der er allerede sat en tæller på bomben, og den skal nok gå af. Vi ved bare ikke hvornår. I den forbindelse virker kærligheden bare som en forhaling af det uundgåelige. Den dyrekøbte kærlighed er bare til låns, for den tilintetgør sig selv.
Læs mere om bogen. 

Der er meget, der binder videre til Malene Ravns ”Det eneste rigtige”. Det høres allerede på titlen, der klinger lidt sammen med ”Den eneste ene”. Og det er ikke tilfældigt, for der er mange tråde der binder videre. Det er begge fortællinger, der er funderet på klichéer. Forstået på den måde at der bides fast i de faste forestillinger – og så rystes der. Meget og vedvarende. Til sidst er det rystet fri af sin normale kontekst, eller rettere det forledes vi til at tro.

Mandens sidespring resulterer i en graviditet. Ægteparret opsøges af den ganske unge pige han forførte. Ingen ved, hvad hun vil. Hun trænger til en base og uvist af hvilken grund knytter den bedragne hustru sig til den unge pige og installerer hende i deres hjem, og skubber derved manden fra sig. Først er hun bare nysgerrig. Måske vil hun straffe manden for sidespringet... Hun er selv barnløs og ikke i stand til at få børn, og så vågner ideen om at overtage den unge piges barn og gøre det til sit eget, så hun alligevel kan få sin drøm om at blive mor opfyldt. Hvor bevidst er det? Det ved vi ikke. Ikke i begyndelsen, i hvert fald. Langsomt spindes de tre ind i et klæbrigt spind, hvor ingen ved, hvem der er edderkoppen - og hvem der er byttet. Det er ganske fermt gjort – og effektivt. Det kræver et særligt greb om de klichéer vi omgiver os med. De drejes en lille smule, så de stadig næsten lyder naturligt - og så får de lige et nøk mere. Jeg godtog prompte fortællingens præmisser, og når man har sagt A og B, hugger Malene Ravn til hele vejen gennem alfabetet. Og det virker. Det giver, om noget, en ordentlig karruseltur. Det er rystende, fordi teksten intet røber. Der er jo egentlig ikke noget galt. Ikke sådan rigtigt. I al fald ikke noget som de ikke kan tale på plads. Det er jo meget almindeligt, det de gør. De hjælper jo bare hinanden. Man kan næsten ikke være andet bekendt. Det er det eneste rigtige at gøre.  
Efter læsningen måtte jeg løbe en tur, for at få teksten til at falde til ro i kroppen.
Læs mere om bogen.

Og så har jeg endda gemt det bedste til sidst: ”Rejsen” af Saida Benakrich (Forlaget Siesta).
Det kræver en anmeldelse helt for sig selv, og den kan læses her.

Tak til de 7 skønlitterære forfatterspirer. Det har været et inspirerende møde med de meget forskellige universer. Nogle af bøgerne har været rystende og uhyggelige, andre har været drømmende og eftertænksomme. Men fælles for alle har været at de har skildret det at være menneske på mangfoldigt mange måder. Det er noget af det fascinerende ved litteratur at vi sjældent ved, hvad vi søger, før vi får det. Men så virker det til gengæld som noget af det mest naturlige. Sådan har det været med læsningen af disse 7 litterære topskud. De være sig hermed anbefalet.

Anmeldelse: REJSEN af Saida Benakrich

"Rejsen” er ikke bare en rejse fra Marokko til Danmark, men også en rejse fra én kultur til en anden – og tilbage igen. Det er svært at holde fast i forudfattede meninger i mødet med Saida Benakrichs åbenhjertelige beretning om at være menneske. Hun er født i Marokko i 1961, men kom til Danmark som 11-årig i 1972. Bogen er selvbiografisk – og har ikke været nem at skrive. Man er aldrig den samme efter en rejse. Når man begiver sig til et nyt sted, ændrer man sig.

Bogen virker monomental med sine knap 400 sider, men i takt med at historien fører længere og længere væk, eller dybere og dybere ind i hovedpersonen, er det tydeligt at det ikke kan gøres kortere. For at nå hele vejen omkring begrebet "identitet", skal der fortælles og berettes meget. Sikke en rejse, sikken et liv. Alle de følelser og livstråde som forfatteren har fået spundet sammen i denne beretning om ét liv, bliver til mange liv. Saida Benakrich er en eminent fortæller. Hun får et ekstra fortællelag forærende, fordi hendes marokkanske baggrund synger med. Hendes greb er et andet. Den sproglige tone er anderledes og det styrker fortællingen, fordi hun ifører sig fortællingen. Forfatteren så at sige tager bolig i den - også sprogligt.

I starten var jeg skeptisk over for den brudte kronologi, hvor der løbende kommenteres med en nuværende voksenbevidsthed. Det giver normalt en distance til stoffet, fordi barndommen spejles i en voksenbevidsthed som hovedpersonen ikke selv er i besiddelse af på givne tidspunkt, men det bliver lidt efter lidt et uundværligt fortællelag, der ender med at blive det, der bærer fortællingen igennem. Bogen er lang, for længden skal kunne bære indholdet, når det beskrives hvordan det er at blive stående med et ben i hver lejr. For det må nødvendigvis også betyde at man er ingen af stederne – eller sådan føles det i starten, inden man finder sin plads i den nye verden med en blanding af det bedste fra begge verdener.

Uddrag fra starten af 3. kapitel: "Barndomslandet".

Stilhed. Jeg hører intet, har kun mine tanker. En dør åbner sig, og en strøm af erindringer vælder frem, den ene kalder så at sige på den næste. En særlig begivenhed står krystalklart frem i min hukommelse. Man kan også kalde begivenheden for et afgørende vendepunkt, der er årsagen til alle andre følgevirkninger senere i livet.
 

Fortællingen om det første ægteskab er tydeligvis svært at fortælle, for det er forfærdeligt. Det er umenneskeligt, og alligevel skrevet så vi forstår hvad der er på spil for manden og kvinden. På spil for dem som mennesker fanget et sted mellem tro og tradition, som mennesker lukket inde i et ildfattigt rum. Det er en ubærlig skildring, der lykkes. Men der er også noget der ikke lykkes: forklaringen af at tørklædet ikke skulle være så vigtigt, når det faktisk er det, der udløser den ubærligste scene i bogen. Som illustration af at tørklædet ikke spiller nogen alvorlig rolle, er det ikke dækkende, men som forklaring på hvordan tradition, tro og modernitet støder sammen er det en fuldbyrdet illustration. Men det ville være en forenkling at gøre det til et for eller imod. Bogen kræver at blive læst og forstået inden for sin egen forståelsesramme. Og det er udfordringen og bogens store fortjeneste, at den netop tilbyder et unik møde med et liv stående mellem to kulturer, hvor der balanceres på en knivsæg. Det er med andre ord et møde med en virkelighed, der forklares med stor kunnen, fortælleglæde og kunstnerisk snilde. Det er simpelthen en bog, der fortjener at komme ud på rigtig mange af bibliotekerne, hvor den kan ligge og friste de nysgerrige rundt omkring i landet. Dem er der mange af – og endelig er her en bog, der både er klog og forstandig – og meget velskrevet. (Ærgerligt at forlaget ikke har været grundigere med korrekturen, for det skæmmer den smukt skrevne fortælling, når fx ”lægger” forveksles med ”ligger”.)

Det er en voldsom fortælling, der kun sjældent falder til ro. Historie spejler sig i sig selv, for var valget det rette? Var det umagen værd at flytte til Danmark, for hvor længe skal man finde sig i at være udlænding? Hvornår glider det fremmede af én? Hvornår bliver man en af de andre? Svaret er nok - aldrig. Én gang udlænding - altid udlænding. Det er vist det samme overalt, selv om forfatteren hævder at det i Danmark er meget sværere end som så. Jeg kan ikke lade være med at tænke at en københavner, der flytter til Jylland aldrig bliver andet end netop "københavneren".

Det er en meget indsigtsfuld bog, men der er ingen tvivl om at en dansker, der havde foretaget samme rejse i modsatte retning ville have været lige så fremmed i Marokko - og derved kommer bogen ikke så meget til at handle om Marokko og Danmark, men mere om at finde sin plads i verden. Det gør det til en bog om at høre til, om tilhørsforhold, om at blive til i verden, om at danne sig selv, om at føle sig udenfor, om at insistere på at høre til - og om de mange kampe for at blive til den man er, selv om omgivelserne er nye, fremmede og måske ligefrem fjendtlige. Bogen er forfattet med et så glødende engagement at den rækker ud over sig selv, og bliver en fortælling om at blive menneske. Det er forfatterens påstand at det er det at skifte miljø, omgivelser, sprog, venner og omstændigheder, der sætter det hele i skred, men som det netop så fint skildres, er der både tabere og vindere. Det koster og prisen kan være tårnhøj. Men alle kæmper deres kampe for at høre til - også selv om man ikke skal tage livtag med at krydse over fra én kultur til en anden, lære et helt nyt sprog, begå sig på måder man ingen forudsætninger har for at kende til. Så selv om det gør fortællingen meget specifik, gør det den også alment tilgængelig. 

Bogen er meget fint disponeret. Der er intet der udpensles eller trækkes i langdrag. Den er skrevet med en fin fornemmelse for, hvor historien ligger, og hvad der er vigtigt at få fortalt. Det kan være svært, når stoffet er levet liv, der ikke bare uden videre lader sig indfange og fylde på formler, men kræver sit eget liv - og det får det på denne rejse.

Så hvis du hører til dem, der synes at danskere generelt er nogle af de mest åbne, glade og tolerante mennesker, er denne bog god læsning. For her er stof til eftertanke.

 

Læs mere om  "Rejsen". Forlaget Siesta. 249,- kr. 374 sider.

Udgivelsesdato: 6.11.2014. Forsidelayout: Elias Temsamani.

 

Læs også den samlede anmeldelse her, hvor "Rejsen" indgår.