25: Behnaz Larsen: "Jeg gad ikke male som de gamle mestre havde gjort."

 

Foto: Michael Svennevig.

Mød Behnaz Larsen

på denne 25. festivalpodcast

Kan også høres på YouTube.

Man kan endvidere høre et uddrag på den 4. præsentationspodcast, 

der blev offentliggjort tidligere på måneden.

Galleristen Tina Vehage Lorien fra Galleri Lorien sammen med Behnaz Larsen. Fotograferet af Michael Svennevig til ferniseringen af Behnaz´ udstilling i galleriet. Hør også festivalpodcasten med Tina Vehage Lorien, der fortæller om samarbejdet med Behnaz. Tina medvirker også den kommende festival FORVANDLING eller ej. 

Billedkunstneren Behnaz Larsen har lige haft sin første danske soloudstilling i Galleri Lorien på Vesterbro. Hendes billedverden er på én gang både magisk og realistisk. Selv har hun det svært med begrebet identitet, for hvad er det egentlig? Hun har boet og arbejdet i 6 forskellige lande, og nogle af dem i flere omgange. Oplistet er det: Iran, Tyskland, USA, Danmark, Qatar, Kazakhstan, Qatar, Danmark, Qatar - og Danmark siden oktober 2021. Så identitet er blevet et flydende begreb for hende.

Maleri: Behnaz Larsen

”Jeg har altid været god til at tegne og male. Jeg havde en lærer, der gav mig undervisning hjemme, for der fandtes ikke egentlige kunstskoler for børn. I stedet var der håndværksundervisning i persisk malertradition eller i kalligrafi. Det var meget klassisk funderet. Men det gik galt, for jeg gad ikke male som de gamle mestre havde gjort. Det var typisk en appelsin eller en blomst, som jeg skulle tegne. Min lærer var ikke særligt begejstret for at undervise mig. Til sidst var lærerne gladest, når jeg helt holdt mig væk fra undervisningen.” 

Maleri: Behnaz Larsen

Musikken på podcasten er
en liveoptagelse med trioen
Rosenvinge, Christensen & Svennevig
optaget i april 2022. 

Desuden mdvirker skuespilleren Lise Kamp Dahlerup, 

der læser op fra samtalebogen: Billeder af liv (Epigraf, 2018), hvor Behnaz er med i samtalen: 

"Flyvefisk og hjorte"

Maleri: Behnaz Larsen

Mød Behnaz Larsen på 2. festivaldag 

tirsdag den 9. august kl. 15-21

i Global Art Gallery i Vanløse.

Læs mere om festivalen

FORVANDLING eller ej

*

KLODS DANSK af Sheila Andersen

Hvordan  mon en cykellygte virker  ?

 

 

LÆR SIT EGET SPROG, FØR DU LÆRER ANDRES

En af mine venner arbejder som sprogpædagog for tosprogede børnehave-børn på Midtsjælland. Jeg synes at det er spændende at høre hende berette om sit arbejde, fordi hun har erfaring med et område som mange har håndfaste meninger om, selv om kun de færreste er i besiddelse af den fornødne viden, der kan kvalificere og begrunde det de mener. For et stykke tid siden fik jeg denne beretning, om den aktuelle situation - og er glad for at kunne huse den på bloggen i håb om at flere vil få glæde af at læse den.

Klods Dansk af Sheila Andersen

– Sprogpædagog og PD i Dansk som andetsprog

(Pædagogisk Diplomuddannelse indenfor børn med et andet modersmål end dansk)

 

Tanker om sprogstimulering, mens jeg sidder i min bløde lænestol med mine rød-hvide solbriller og lader solen skinne på mig.

Der bliver skåret i øjeblikket, så blodet sprøjter, men det sprøjter i rød-hvide farver, så ingen ser at det affald, der ligger på bunden af skraldespanden, ligger og gærer, så vi får det i nakken igen med dobbelt styrke og kun kan pege på os selv, for det var mig, der ignorerede det, det var mig, der så på, mens jeg sad i min bløde lænestol med mine rød-hvide solbriller og lod solen skinne på mig.

 

Sheila Andersen med bordteater til at hjælpe børnene med forståelsen

Her er lidt om baggrunden:

Når børn vokser op, dannes deres identitet i mødet med andre mennesker - de bliver dem selv i familien, i institutionen, blandt vennerne. Børnene lærer først og fremmest af deres forældre og de afprøver det de har lært i trygge omgivelser. ”Når jeg siger Aaar, så siger far stolt: han sagde far”, ”Når jeg smiler, så smiler mor” og ”Når jeg skubber min tallerken på gulvet, så ser mor sur ud”. Barnet lærer om sig selv i sine omgivelser og det fortsætter. Barnet kommer i børnehaven og fortæller ”Så løbede jeg hen til koerne og give dem græs i morgen” og pædagogen smiler og siger ”Ja, du løb hen til køerne og gav dem græs i går”. Barnet bruger de rigtige begreber, som ko, løb og græs og bliver forstået, anerkendt og korrigeret. Efterhånden lærer barnet, hvad der er rigtigt, at sige og gøre, i de små og senere i de store omgivelser. Barnet bliver nogle gange forvirret, for sommetider er der noget man må derhjemme, som man ikke må i børnehaven og omvendt, men det lærer de fleste at håndtere, ligesom der også ofte er ting, man må for sin far, men ikke for sin mor. Barnet lærer rigtig mange ting i hjemmet, som det tager med sig videre, det lærer hvad alting hedder og kan hente en oplevelse, en følelse eller et billede frem i hukommelsen, det lærer at kommunikere i samtalen, nu er det min tur til at sige noget, nu er det din tur til at sige noget, vi skiftes til at tale. Det jeg har at sige, er noget værd, jeg kan fortælle eller give udtryk for det jeg gerne vil, det jeg er ked af, det jeg elsker, det jeg ved. Barnets identitet bliver dannet i hjemmet og den videre dannelse sker i institutionen i mødet med flere andre voksne og mange flere børn og der er endnu flere ting, der skal læres, fx at lege med flere børn i rollelegen, hvor identiteten afprøves og videreudvikles, at hjælpe, at samarbejde, at forstå en besked, som er rettet mod mange børn. Alle børn bygger videre på det de har lært hjemmefra, for det er det de kan, det er det de mestre.

 

Vi leger stopdans og har alle fundet billedet af trolden

 

Hvad sker der mon med et barn, som har lært alle disse ting hjemme og kommer i vuggestuen eller børnehaven og de voksne i institutionen ikke forstår barnet eller i værste tilfælde betragter barnet som dumt eller uvidende? Hvad sker der mon med et barn, som mødes med en stemning af TAL DANSK, det andet forstår vi ikke, det andet kan vi ikke bruge til noget? Hvad sker der med barnet, når vi behandler alle børnene ens og derved ikke giver alle børn lige talerettigheder, fordi vi ikke arbejder tosprogs-pædagogisk? Når vi ikke sætter stillads om barnet for at bygge videre på det, barnet har lært hjemmefra, men lader barnet starte forfra, som en novice. Når vi fx ikke anvender understøttende billeder i samtalen, spørger interesseret til barnet viden, holdning og erfaring og derved anerkender barnets kunnen. Et barn med et andet modersmål end dansk har også erfaringer, holdninger og interesser, selv om det ikke kan give udtryk for det, men så er det vores fornemste opgave at forstå hvad barnet har på hjertet og give barnet redskaber til at formidle det, så det har lige talerettigheder.

 

Vi maler korn til mel som mølleren i eventyret

 

Hvad sker der mon med et barn, som vokser op i et samfund, hvor diskursen er at sprogvurdere barnet som 3-årig, med en sprogtest, der vurderer det, som barnet ikke har lært endnu og derfor placerer barnet i ”særlig indsats” og som får samme sprogstimulering, som et etsproget barn og derved ikke bliver understøttet. Hvad sker der videre, når barnet kommer i skole og også ”dumper” sprogtesten i 0. klasse og ikke kan komme i 1. klasse, fordi sprogtesten igen ikke tager højde for alt det sprog, som barnet kan? Hvad sker der mon med forældre til de børn der ”dumper”? Ja, nogle forældre begynder også at sige til deres børn at de skal tale dansk og så ender det helt galt, fordi børnene skal lære det sprog, som deres forældre er bedst til, for at få et så godt dansk som muligt. For et barn der lærer at mestre et sprog 100 %, har lettere ved at mestre andre sprog. For at barnet bliver bedre til dansk, så kunne vi støtte det allerede i vuggestuen og børnehaven med modersmålsundervisning/leg!!! Børn som dumper, som ikke bliver forstået og anerkendt, som ikke får lige talerettigheder, de mister dele af deres grundlæggende identitet og er derved i stor risiko for at få massive problemer senere i livet – et menneske der bliver kasseret, har det svært.

Vi skal bygge broer og gå nysgerrigt hen til hinanden, men jeg kan godt forstå at hvis vi ikke bygger en bro, som vi selv tror på holder, så er vi meget uvillige til selv at tage skridtet ud på broen og så må ”de andre” gå vejen og prøve vores bro og når den styrter sammen, så mister vi nogen og vi har i stedet skabt en skyttegrav. Er det virkelig dét vi vil?

Vi opdager forskelligt sprog i bøger

 

*

Anmeldelse: REJSEN af Saida Benakrich

"Rejsen” er ikke bare en rejse fra Marokko til Danmark, men også en rejse fra én kultur til en anden – og tilbage igen. Det er svært at holde fast i forudfattede meninger i mødet med Saida Benakrichs åbenhjertelige beretning om at være menneske. Hun er født i Marokko i 1961, men kom til Danmark som 11-årig i 1972. Bogen er selvbiografisk – og har ikke været nem at skrive. Man er aldrig den samme efter en rejse. Når man begiver sig til et nyt sted, ændrer man sig.

Bogen virker monomental med sine knap 400 sider, men i takt med at historien fører længere og længere væk, eller dybere og dybere ind i hovedpersonen, er det tydeligt at det ikke kan gøres kortere. For at nå hele vejen omkring begrebet "identitet", skal der fortælles og berettes meget. Sikke en rejse, sikken et liv. Alle de følelser og livstråde som forfatteren har fået spundet sammen i denne beretning om ét liv, bliver til mange liv. Saida Benakrich er en eminent fortæller. Hun får et ekstra fortællelag forærende, fordi hendes marokkanske baggrund synger med. Hendes greb er et andet. Den sproglige tone er anderledes og det styrker fortællingen, fordi hun ifører sig fortællingen. Forfatteren så at sige tager bolig i den - også sprogligt.

I starten var jeg skeptisk over for den brudte kronologi, hvor der løbende kommenteres med en nuværende voksenbevidsthed. Det giver normalt en distance til stoffet, fordi barndommen spejles i en voksenbevidsthed som hovedpersonen ikke selv er i besiddelse af på givne tidspunkt, men det bliver lidt efter lidt et uundværligt fortællelag, der ender med at blive det, der bærer fortællingen igennem. Bogen er lang, for længden skal kunne bære indholdet, når det beskrives hvordan det er at blive stående med et ben i hver lejr. For det må nødvendigvis også betyde at man er ingen af stederne – eller sådan føles det i starten, inden man finder sin plads i den nye verden med en blanding af det bedste fra begge verdener.

Uddrag fra starten af 3. kapitel: "Barndomslandet".

Stilhed. Jeg hører intet, har kun mine tanker. En dør åbner sig, og en strøm af erindringer vælder frem, den ene kalder så at sige på den næste. En særlig begivenhed står krystalklart frem i min hukommelse. Man kan også kalde begivenheden for et afgørende vendepunkt, der er årsagen til alle andre følgevirkninger senere i livet.
 

Fortællingen om det første ægteskab er tydeligvis svært at fortælle, for det er forfærdeligt. Det er umenneskeligt, og alligevel skrevet så vi forstår hvad der er på spil for manden og kvinden. På spil for dem som mennesker fanget et sted mellem tro og tradition, som mennesker lukket inde i et ildfattigt rum. Det er en ubærlig skildring, der lykkes. Men der er også noget der ikke lykkes: forklaringen af at tørklædet ikke skulle være så vigtigt, når det faktisk er det, der udløser den ubærligste scene i bogen. Som illustration af at tørklædet ikke spiller nogen alvorlig rolle, er det ikke dækkende, men som forklaring på hvordan tradition, tro og modernitet støder sammen er det en fuldbyrdet illustration. Men det ville være en forenkling at gøre det til et for eller imod. Bogen kræver at blive læst og forstået inden for sin egen forståelsesramme. Og det er udfordringen og bogens store fortjeneste, at den netop tilbyder et unik møde med et liv stående mellem to kulturer, hvor der balanceres på en knivsæg. Det er med andre ord et møde med en virkelighed, der forklares med stor kunnen, fortælleglæde og kunstnerisk snilde. Det er simpelthen en bog, der fortjener at komme ud på rigtig mange af bibliotekerne, hvor den kan ligge og friste de nysgerrige rundt omkring i landet. Dem er der mange af – og endelig er her en bog, der både er klog og forstandig – og meget velskrevet. (Ærgerligt at forlaget ikke har været grundigere med korrekturen, for det skæmmer den smukt skrevne fortælling, når fx ”lægger” forveksles med ”ligger”.)

Det er en voldsom fortælling, der kun sjældent falder til ro. Historie spejler sig i sig selv, for var valget det rette? Var det umagen værd at flytte til Danmark, for hvor længe skal man finde sig i at være udlænding? Hvornår glider det fremmede af én? Hvornår bliver man en af de andre? Svaret er nok - aldrig. Én gang udlænding - altid udlænding. Det er vist det samme overalt, selv om forfatteren hævder at det i Danmark er meget sværere end som så. Jeg kan ikke lade være med at tænke at en københavner, der flytter til Jylland aldrig bliver andet end netop "københavneren".

Det er en meget indsigtsfuld bog, men der er ingen tvivl om at en dansker, der havde foretaget samme rejse i modsatte retning ville have været lige så fremmed i Marokko - og derved kommer bogen ikke så meget til at handle om Marokko og Danmark, men mere om at finde sin plads i verden. Det gør det til en bog om at høre til, om tilhørsforhold, om at blive til i verden, om at danne sig selv, om at føle sig udenfor, om at insistere på at høre til - og om de mange kampe for at blive til den man er, selv om omgivelserne er nye, fremmede og måske ligefrem fjendtlige. Bogen er forfattet med et så glødende engagement at den rækker ud over sig selv, og bliver en fortælling om at blive menneske. Det er forfatterens påstand at det er det at skifte miljø, omgivelser, sprog, venner og omstændigheder, der sætter det hele i skred, men som det netop så fint skildres, er der både tabere og vindere. Det koster og prisen kan være tårnhøj. Men alle kæmper deres kampe for at høre til - også selv om man ikke skal tage livtag med at krydse over fra én kultur til en anden, lære et helt nyt sprog, begå sig på måder man ingen forudsætninger har for at kende til. Så selv om det gør fortællingen meget specifik, gør det den også alment tilgængelig. 

Bogen er meget fint disponeret. Der er intet der udpensles eller trækkes i langdrag. Den er skrevet med en fin fornemmelse for, hvor historien ligger, og hvad der er vigtigt at få fortalt. Det kan være svært, når stoffet er levet liv, der ikke bare uden videre lader sig indfange og fylde på formler, men kræver sit eget liv - og det får det på denne rejse.

Så hvis du hører til dem, der synes at danskere generelt er nogle af de mest åbne, glade og tolerante mennesker, er denne bog god læsning. For her er stof til eftertanke.

 

Læs mere om  "Rejsen". Forlaget Siesta. 249,- kr. 374 sider.

Udgivelsesdato: 6.11.2014. Forsidelayout: Elias Temsamani.

 

Læs også den samlede anmeldelse her, hvor "Rejsen" indgår.

 

HVAD BLEV DER AF FORÅRET?

Om demokrati og teater i Tunesien.

 Dette er den fulde version af artiklen, der i forkortet udgave figurerer på Sameksistens.dk.

af  Michael Svennevig, forfatter og dramatiker

Vi var otte danske scenekunstnere der fløj til Tunis, hvorfra vi kørte ud til Kulturcentret i Karthago, hvor vi mødtes med 12 tunesiske scenekunstnere. Vi sad i kulturcentrets prøvesal. Selv sad jeg ved siden af en trapezartist. Vi havde sat os i en rundkreds og faldt langsomt i snak med hinanden. Det var lettest for de fransktalende af os, eftersom fransk er tunesernes 2. sprog fra den franske kolonitid. Lidt efter lidt rykkede vi tættere sammen. Der lå en tre ugers teaterworkshop foran os, der skulle munde ud i en præsentationsforestilling om identitet. Vi kiggede rundt på tuneserne, mens vi forsøgte at udtale deres navne. De næste dage lavede vi så mange improvisationsøvelser, at vi blev fortrolige med hinanden. Det prøvende og tøvende forsvandt, så vi kunne krydse over de kulturelle grænser, der bekræftede os i, at nok var vi forskellige, både som mennesker og kunstnere, men vi var også på mange måder ens.

På revolutionsdagen, den 23. oktober 2010, var der store optøjer. En handlende kunne ikke opnå tilladelse til at sælge grønsager fra sin bod. Til sidst blev han så desperat, at han satte ild til sig selv. Det blev startskuddet til revolutionen og til det arabiske forår, der indvarslede nye vinde i store dele af den arabiske verden. Det gav genlyd fra land til land, men det var her det startede.

Hver gang vi tog en taxa ind til Tunis, blev vi stoppet. Der var kontrolposter alle steder.  Bilerne blev vinket ind til siden, og en betjent med skarpladt våben lyste ind i bilen, men effekten var tydelig, og nervøsiteten bredte sig i bilen. Tuneserne slog det hen og forsøgte at spøge med det, selv om vi så deres hjælpeløshed og angsten for at komme i systemets vold. Et system der fængslede modstanderne og kontrollerede det offentlige rum.

En af vores improvisationer mundede ud i, at en tunesiske cirkusartist skrev og fremførte en tekst om demokrati og affald. Han beskrev hvordan folk ventede på demokratiet og ønskede sig medbestemmelse og ansvar, men ikke evnede at fjerne deres eget skrald. For da præsidenten flygtede, forsvandt også ørkenræven som havde været symbol på orden og renhed, og siden havde affaldet hobet sig op overalt. Koblingen mellem det politiske og den enkeltes personlige ansvar fik tuneserne til at studse. Normalt var demokrati kun noget der blev diskuteret på et overordnet plan, så det var svært for ham at huske ordene. De smuttede hele tiden fra ham. Fordi det var nye ord. Det var noget han aldrig havde formuleret før. Det var et uberørt sprogligt område. 

 

Jeg var omgivet af skønne, stærke og vilde kvindelige scenekunstnere - i kontrast til samfundet omkring os. De danske kvinder klagede over, at mændene hele tiden kiggede på dem. De oplevede en stor begrænsning i deres personlige frihed. En af de tunesiske dansere beskrev i en anden tekst, hvordan hun følte sig levende begravet – som kvinde. I to år havde hun arbejdet på teksten, men ikke tidligere haft modet til at læse den op. Hun beskrev det med ordene: ”Jeg har en følelse af, at det er nu eller aldrig. Det er nødvendigt at fremsige teksten. Det er nu jeg skal gøre det.”

Inde i medinaen, Tunis´ gamle bazar, bredte de små gader og stræder sig som et mylder af labyrintiske gange, der løb sammen omkring den store moske i midten. Herinde ophørte tiden. Der var røgelse, tæpper, messingting, sko, lædervarer og alskens souvenirtingeltangel. Der var kaffebarer, tecaféer, hattemagernes gade, guldhandlernes gade og alle de andre gader. Da det begyndte at mørkne lukkede de første boder, og alting blev stablet ind i de små butikker. To katte lå og sov op ad hinanden. Jeg så en sort djellaba med en fin, diskret brodering omkring kraven. Straks greb butiksejeren fat i mig og stak en vild pris ud. Jeg nævnte én, der var 10 gange mindre. Og sådan blev vi ved længe, før jeg gik derfra med min nye djellaba.

Et par stykker af os blev inviteret hjem i forbindelse med den muslimske højtid Eid. Efter morgenbønnen slagter man et får. Det er mændene i familien, der fører kniven. Jeg havde fået at vide, at hvis faren i familien bad om det, skulle jeg hjælpe til. Vi var kørt 35 km. ud mellem bjergene til en lille landsby med forfaldne huse som skuttede sig mellem bjergene. Da vi kørte ind i landsbyen passerede vi en lille plads, hvor jeg lige nåede at se to mænd stå bøjet over et får med en kniv, der glitrede i solen. Fårets strube blev blottet og blodsstrålen pulsede ud. Vi drejede ned ad en lille gyde, hvor porten stod åben ind til et nabohus. En kvinde var ved at feje det blodrøde vand ud på gaden. Overfor boede familien jeg skulle besøge. Et får stod og ventede.

 

I en anden øvelse skulle vi fortælle om, hvad demokrati betød for os. Flere tunesere sagde: ”Da jeg aldrig har kendt det, ved jeg ikke hvad det betyder!”, mens flere danskere sagde: ”Siden jeg er født ind i det, er det noget, der er en naturlig del af mig!” Men der var også dem, uafhængigt af nationalitet, der sagde: ” I et demokrati er det majoriteten, der bestemmer. Der er altid nogen, der bliver trynet! - og hvor demokratisk er det?” Enkelte tunesere troede slet ikke på det og mente, at det mest var ord. En kvindelig skuespiller, der også var filmproducent i Tunis, fortalte: ”Nogle af mine venner har fået en pris for en film om menneskerettigheder i Tunesien, men de er ikke i stand til at modtage den, for de er fængslet for at ytret sig om det offentligt.”

Mændene på caféen havde sat jasminblomster bag øret til minde om de to mænd fra civilgarden, der var blevet dræbt dagen forinden af terrorister nær grænsen mod Algeriet. Det samme blev nævnt af kulturcentrets kvindelige leder, Raja Ben Ammar, da vi om eftermiddagen mødtes uden for teatret, for at tale om vores forestående turné til Médenine, der ligger i landets sydligste del, grænsende op til Sahara-ørknen. Raja indledte med at sige: ”Jeg forstår godt, hvis I er bange eller bekymrede. Ingen ved, hvad der vil ske. Det er uvisse tider vi lever i. Indtil nu har der ikke været decideret angreb på udlændinge. Så I ville i så fald blive de første!” Hun lo og fortsatte: ”Médenine er per tradition et meget regeringsvenligt område, men jeres tilstedeværelse vil være af stor betydning for kunstnerne der. Som et vigtigt signal om, at der er noget der fortsætter. At kunst forbinder mennesker på trods af diktaturet. De optøjer og attentater, der har været indtil nu, har fundet sted op mod den algeriske grænse, og Médenine ligger helt ovre mod den liberiske grænse.”

Men vi kom ikke på turné, for man forventede uro og manifestationer over hele landet. Ministeriet, der havde stillet en bus til vores rådighed, ville ikke længere tage ansvaret for os, da rejsen indebar at vi skulle køre otte timer om natten ad små veje, for der var kun motorvej på den første del af strækningen. Og tog var der slet ikke.

I kulturcentret havde vi aftalt at mødes på scenen, omklædte, opvarmede og med alle rekvisitter på plads. Vi danskere var der til tiden, mens tuneserne drypvist indfandt sig, men det var som det skulle være, for vi havde endnu ikke oplevet en forestilling, der startede til tiden. Publikum blev lukket ind, mens vi stod skjult i mørket bag sidetæpperne. Vi kunne høre at de ringede tre gange ude i foyeren. Det var 15-20 minutter efter det annoncerede tidspunkt. Det var helt normalt.

CKU (Center for Kultur og Udvikling) og Efteruddannelsen under Dansk Scenekunstskole (tidligere: Statens Teaterskole) finansierede og organiserede turen. På en måde var vi moderne opdagelsesrejsende, der var rejst ud for at danne bro imellem to kulturer. Med devising (betyder egentlig: ”at skabe ting”) som improvisationsmetode skulle vi forsøge at skabe en verden sammen på scenen og vise resultatet ved en præsentationsforestilling i kulturcentret. I stedet for turnéen viste vi det for de studerende på universitets teaterafdeling i Tunis. Fra Danmark var instruktøren Charlotte Munksø, dramaturgen Miriam Frandsen og koordinatoren Kerstin Andersson med som tovholdere. Vi var en blandet skare af dansere, skuespillere, cirkusartister og performere.

”Effekten af workshoppen?” En ung tunesisk skuespiller og danser sammenfattede det: ”Det er selve kulturmødet, der interesserer mig. Alt det nye som det bringer med sig. I starten var det svært at sige hvordan det ville gå. Sproget var et handicap. Sådan virkede det først, men i stedet viste det sig at være en fordel, for når det lykkes at kommunikere sammen, er det ligegyldigt om man taler sproget. Kommunikation er så utrolig mange ting og kan antage mange former. Men hvad der er endnu mere spændende, er at se og opleve den relation der opstår. Ethvert møde med et nyt menneske er som et nyt menneskeligt projekt. Samtidig har det været sjovt, at der har været så mange kunstneriske indfaldsvinkler til det vi skulle. Det har på mange leder og kanter været et frugtbart projekt. Nærmest et menneskeligt projekt, hvor det grundliggende handler om tolerance, og om at være i stand til at rumme hinanden og vores forskelligheder.”

 

Vi holdt os på hotellet på selve revolutionsdagen. Tuneserne ventede forgæves på at overgangspræsidenten skulle sige noget, men kun premiereministeren kom med en udtalelse, der heller intet konkret lovede. Befolkningen ventede på en dato for det lovede valg.

Derimod blev 5-7 politimænd dræbt på revolutionsdagen, og derfor blev der udstedt tre dages landesorg. Vores gæstespil i Le Kef blev også aflyst.

Vi sad i kulturcentrets fine udendørscafé, da vi hørte dem nærme sig. Først troede jeg at det var skolebørn, der skulle i skole. Vi hørte deres råb længe inden vi kunne se dem. Det var børn, der demonstrererede mod regeringen. De råbte: ”GÅ AF! Gå AF! GÅ AF!” Det virkede surrealistisk, for det var jo bare børn. Der var slet ingen voksne. Kun disse vrede og råbende børn, der langsomt bevægede sig forbi caféen med kurs mod præsidentpaladset. En af tuneserne forklarede nøgternt: ”Ja, når de er så unge, kan politiet ikke arrestere dem, og så bliver de ikke slået!” De blev fulgt af sorte anonyme biler, der registrerede hver af deres bevægelser. De demonstrerende børn efterlod et tomrum inde i os.

Der var flere demonstranter inde i Tunis. Voksne demonstranter - foran Nationalteatret. Det var det tætteste de kunne komme på regeringsbygningen, der var afspærret med pigtråd for at forhindre sammenstimling der. Jeg blev stående lidt uden for biografen skråt overfor. Der var meget politi, men de så muntre ud.  Måske fordi det statsejede tv var ved at optage… Det stod i skarp kontrast til demonstranternes vrede. Jeg vejrede stemningen, inden jeg forsvandt ind i biografmørket. Et forelsket par sad og kyssede hinanden på 5. række og forsvandt lidt efter. Udover den tykke sovende mand ved indgangen var jeg alene. Da jeg kom ud, havde manifestationerne bredt sig. På boulevardens midterrabat var der en masse fugle der holdt til i træernes kroner. Normalt kunne de næsten overdøve trafiklarmen og var ikke synlige, men nu flaksede de forvirrede hen over hovederne på den brølende folkemængde. Der blev råbt, klappet og hujet rundt om mig. Jeg begyndte at gå for at komme væk, men havde bare fornemmelsen af at folkemængden bevægede sig i samme retning. Det var det her jeg var blevet advaret imod. Hvis der var manifestationer og demonstrationer gjaldt det om at holde afstand, hvis politiet greb ind. Jeg gik til for at komme væk, men det føltes som om at de andre bare fulgte med, selv om jeg gik hurtigere. Der var vrede råb, politifolk, politibiler, knipler. Jeg satte farten op, og begyndte at småløbe for at slippe ud af mængden. Længere nede var der en stor trafikeret vej, og da jeg slap over på den anden side, havde jeg lagt mængden bag mig. Jeg satte jeg mig på en café for at få vejret. Man kunne stadig høre folkemængden som et fjernt sus. Flere mænd havde rejst sig fra cafébordene, og selv om der ikke var noget at se, blev de stående tavse. Ventende.