Dobbeltanmeldelse: EN SOM DIG på Edison og RE(W)RITE! på Den Frie

Foto: Nullo Facchini.

Rituelle og selvoplevede oplevelser på Den Frie og på Edison.

Cantabile 2 inviterer med RE(W)RITE! til rituelt fællesskab og leg på den Frie. Det er en forførende fejring af menneskelige relationer, mens EN SOM DIG af C:NTACT på Edison skildrer, hvad der sker, når de menneskelige relationer IKKE fungerer, når ensomheden og isolationen tager over. Alligevel er de begge en celebrering af, hvad der er muligt. På trods af alt. På Den Frie er det legende, men alligevel forpligtende, mens det på Edison er med livet som indsats. I hvert fald kræver det både mod og mandshjerte for de medvirkende at stille op med deres fortællinger.

EN SOM DIG

Af C:NTACT på Edison

Det er krævende at overvære EN SOM DIG, der er en dokumentarisk teaterfortælling om ensomhed og isolation. Det er en stor tabueret pille at sluge, for vi taler ikke gerne om det, og undgår det allerhelst. Det rører noget i os. Måske vores egen usikkerhed? Alligevel er det noget vi alle kender og let kan relatere os til. På én gang tæt på og alligevel langt fra.

Jean-Paul Sartre skrev i 1945 den eksistentialistiske roman ”Ensom blandt mennesker”, og den giver et sug i maven. Det samme skete til premieren på EN SOM DIG på Edison, hvor C:NTACT har til huse. De fleste ved, at ensomhed kan være uafhængig af, om vi er omgivet af mennesker eller ej. Det er noget, der stikker dybere. Det er noget, der bor helt inde i sjælens dyb, hvor vi kan gemme den, selv når vi går smilende rundt, hvis det er dét vi gør. Nogle gange er det netop de omgivende mennesker, der får den indre ensomhed vil at virke ekstra knugende.

11 selvfortalte fortællinger: Ni på scenen og to filmede beretninger og en sang, der indledte og afsluttede den 1½ time lange forestilling. Tre fyre og otte piger i alderen fra 12-28 år. To rækker stole er sat skråt over for hinanden med et mikrofonstativ midt på forscenen.

Hver af de medvirkende fortæller deres egen historie, der scenisk er dygtigt bearbejdet og indfølt instrueret af Runi Lewerissa og Peter Dupont Weis.

Men hvad er det vi oplever? 

Er det en forestilling, eller er det livsberetninger?

C:NTACT, der har til huse på Edison, der er Betty Nansen Teatrets intimscene på Edisonvej på Frederiksberg, har gjort det til sit særkende, at de sætter virkelige personer på scenen, der beretter om deres eget liv og det de har været igennem. Via workshops med de medvirkende finder de sammen frem til en vinkel på de enkeltes beretninger, der gør at det både opleves som teater og som vidnesbyrd. Men vel at mærke som meget nøgne udtryk, der bæres frem af personerne selv.  Det giver det et meget stærkt autentisk udtryk, der ofte virker uafrysteligt. 

Det er fortællinger om at blive skubbet så dybt ind i sig selv, at man ikke længere kan nå andre. Flere af de medvirkende beretter om, at de bygger mure omkring sig for at beskytte sig mod andre og deres drillerier. Men inderst inde længes de bare efter, at nogen vil nedbryde murene, for de har ikke længere kræfterne til selv at række ud. De formår det ganske enkelt ikke. Én har mistet sin mor som 10-årig, og hun var den af forældrene, som sønnen kunne tale om sine følelser med. Faren er håndværker og kan reparere alt med værktøj. Men er magtesløs over for sønnens ensomhed.

Så er der pigen, der har gjort alting klar til sin 18-års fødselsdagsfest. Alle i klassen har sagt, at de kommer. Der er lejet lokale, lavet buffet og gjort klar til den helt store fest. Men ingen møder op.

Hun står der foran os og fortæller sin historie. Selvfølgelig er det et blødende sår. Det er svært at forstå en ensomhed, der vejer så tungt. Ensomheden har gnavet sig dybt ind i hende og de øvrige medvirkende. Som en bændelorm har den ædt alt, og har efterladt dem som tomme skaller. Det er som om de hver især er flyttet ind i deres eget ensomhedens hus. Det er samme historie de alle fortæller, og alligevel er de forskellige. Men fælles er, at de alle alligevel har kæmpet sig ud, sådan så de i dag kan berette om det i håb om at hjælpe andre i samme situation.

¾ gennem forestillingen er der nogle af de unge fyre blandt publikum, der bliver urolige. De skubber til hinanden og fniser. Det er der ikke noget at sige til det, for det er næsten ulideligt at lytte til de mange fortællinger, men det er også tvingende nødvendigt. Men det er næsten umuligt at rumme, at der står et menneske og fortæller om sit eget kæntrede livsforløb, mens der fnises, men det er jo samtidig den følelse vi alle sidder med. På den måde er det en forestilling, der balancerer mellem en nødvendig ulidelighed og en ulidelig nødvendighed.

En anden af fyrene fortæller om, at da hans bedste ven fraflyttede byen, forsvandt alting fra ham, for han formåede ikke at indgå i nye venskaber med andre. Det, der er så hjerteknusende, er at fortællingerne er ganske almindelige. Der er flere af de medvirkende, der fortæller, at de ingen venner har, men at de har en kæreste, og jeg tænker, hvordan det kan hænge sammen, for hvordan kan man være ensom, når man har en kæreste? Der er vi måske tilbage ved Sartres ”Ensom blandt mennesker”.

Den sidste af de medvirkende besvarer spørgsmålet med sin beretning om den syv år ældre fyr med bil, fast arbejde og lejlighed, for hun er så forelsket i ham, at hun meget hurtigt flytter ind hos ham. Han er en glad dreng, der er vant til, at moren opvarter ham, og umærkeligt glider hun ind i rollen som hans nye mor, husholderske, rengøringshjælp og sexdukke. Han fortæller hende, hvordan hun skal klæde sig og agere. Beretningen bliver fortalt med et overskud. Hun er  slagkraftig, iklædt en farverig skjorte, og hun slynger sin underskudsfortælling ud til os med fuld overbevisning. Hun fortæller om, hvordan han modellerer hende, så hun langsomt forsvinder. I starten lægger hun knapt mærke til det, men senere er der næsten ikke noget tilbage af hende. Han har nærmest spist hende råt, fortæret hendes selvtillid og knægtet hendes vilje. Til sidst når hun et punkt, hvor hun må flygte fra ham for at overleve.  

Den næstsidste fortælling er Saqis. Han har altid levet i en stor familie, indtil han bliver forelsket i Mette. Hun er knap så begejstret for at flytte ind hos hans familie, så de får en toværelseslejlighed i Brøndbyvester. Han savner familien omkring sig. Hader den uvante stilhed i den lille lejlighed, og begynder at ryge hash. Mere og mere, og for at tjene penge til sit forbrug, hjælper han ved en bod på Christiana, men bliver straks taget af politiet og sat i syv dages isolation i Vestre Fængsel, hvor han møder sin Gud – og sig selv. Ser sit misbrug i øjnene, og finder ud af at det ikke går.

Noget er forandret i mig efter at have lyttet til deres fortællinger. Vi kender ensomheden. Det er én vi alle bærer med os. Det er et livsvilkår. Alle har været ensomme på en eller anden måde. Men jeg var ikke klar over, at den havde så mange forskellige udtryk, for jeg kender jo kun min egen. For selv om jeg er omgivet af mennesker, føler jeg stadigvæk, at mit udgangspunkt er ensomhed. Men den langer ikke ud efter mig, og gør heller ikke at jeg føler mig ensom.

Saqi fortæller under den efterfølgende samtale med publikum, at da han hørte de andres fortællinger, skammede han sig, fordi han syntes, at de andres ensomheder var meget større end hans.

Det er fortællinger, der bliver siddende indeni bagefter. Men det er også  overlevelseshistorier, fordi det er beretninger om mennesker, der er stærke i al deres sårbarhed, for det er lykkedes dem at vriste sig fri. De er kommet videre og har fundet måder at takle deres ensomhed på – fx ved at opsøge netværk og væresteder  som ”Ventilen”, der hjælper udsatte og sårbare unge med at takle deres problemer og ensomhed. EN SOM DIG handler om at tabe og genvinde forbindelsen til sig selv.  Det er udfordrende og ganske imponerende at høre deres sårbare beretninger.

EN SOM DIG

Af C:NTACT på Edison

Medvirkende: Anna Ines, Anna, Bella, Christian, Filippa, Frida, Kasper, Laura, Line, Sof & Saqi

Instruktører: Runi Lewerissa & Peter Dupont Weiss

Projektleder: Helena Aviaja Eley

Filmklip: Julie Gede Petersen

Lys & lyd: Fabian Carvallo

Teknisk afvikling: Jovana Zoric

Foto: Sasha Freemind

Ensomhedens Museum: Magnus Pind, Adam Ryde, Peter Dupont Weiss, Emil Rostrup & Henrik Hartmann (et online-museum: https://www.ensomhedensmuseum.com/)

Undervisningsmateriale:  Mary Tesfay, Stine Asboe Lichtman & Rillo Snerup Rud

Ide & koncept:  Henrik Hartmann

---------------

Spilledatoer:

• 19. maj kl. 10:00
• 20. maj kl. 10:00
• 26. maj kl. 10:00
• 26. maj kl. 12:00
• 28. maj kl. 10:00
• 30. maj kl. 15:00

På Edison, Edinsonsvej 10, 1858 Frederiksberg C.

Billetbestilling, der er gratis, via hjemmesiden (også for private).

Se teatertrailer1 og teatertrailer 2 (via Facebook).

Det er meningen at forestillingen bagefter skal rundt på landets skoler 

– støttet af Egmont Fonden

*

Tidligere anmeldte C:NTACT-forestillinger:

Der skal mod til (2018)

Hooyo! (2016)

En lille båd der gynger (2015)

Ik´ for børn (2015)

Ondt blod (2012)

 

 *

Foto: Nullo Facchini.

RE(W)RITE! 

Celebrating Human Connection

af Cantabile 2 på Den Frie

Det er en performance, der ikke – som man skulle tro – er blevet til under coronaen, for den blev planlagt længe inden nedlukningen. Men det giver endnu mere mening i denne oplukningsperiode. At fejre den menneskelige sammenhængskraft i denne tid kunne næppe være mere oplagt. Performancen er et samarbejde mellem Den Frie (ledet af Dina Vester Feilberg) og Cantabile 2 fra Vordingborg (ledet af Nullo Facchini). RE(W)RITE består, som det fremhæves med parentesen i titlen, af ritualer. I den smukke og lyse hovedsal på Den Frie, tegnet af J.F. Willumsen, bliver vi placeret adskilt rundt langs væggene. Rummet er helt hvidt, og det varme indirekte ovenlys kaster et blødt skær ud i rummet, der gør sig godt som det tempel, det i denne anledning er omdannet til. Det er ikke et tempel til at bede i, men et tempel til at fejre de ritualer som vi skal igennem – og som knytter os sammen i RE(W)RITE!

Ved indgangen får vi hver et silkearmbånd med påtrykt egyptiske gudenavne. Inde i salen tager vi høretelefoner på og ifører os lette tempelgevandter. Vi affører os sko og sandaler og får i stedet lyse korte strømper. Musikken får os til at glide ind i en fælles bevidsthed – en fælles tilstand. På vægskærme er vi med vores nye egyptiske navne allerede inddelte i forskellige grupper. Der er 36 ritualer. og performancen består i, at vi hver især kommer gennem 2-3 ritualer. Sammen med seks andre føres jeg ned til ”Dark Chamber” og bagefter med fem andre ned i ”Void Chamber”.

Jeg ledes ned af en trappe udendørs, igennem en gård, hvor alt træværket er hvidt, kun afbrudt af et blåt himmelkik øverst oppe, fra stueetagen føres vi videre ned i kælderen, hvor vi én ad gangen træder ind i mørket. Svage lamper oplyser – eller rettere spreder - mørket. Vi placeres på stole i en rundkreds omkring en lav lyskilde, der gør at kun vore fødder er belyst. Vi kan svagt ane hinanden, men kun som konturer, desuden bærer alle mundbind, så vi er totalt fremmede for hinanden – kun vore fødder er vore visitkort til den rituelle kontakt, som finder sted i mørket i kælderen. Der er vi umiddelbart alle lige, men en af skikkelserne er vores rituelle leder, og hun introducerer, hvad vi skal. Vi bevæger fødderne i takt til musikken, legende og prøvende. Min første tanke er, at det er da underligt, for hvorfor skal vi det her? Men kort efter glider jeg med ind i legen. Ritualets energi består af den medlegen, som vi selv byder ind med. Det er utroligt så forskelligt vi kan bevæge fødderne, dansende, mens vi stadigt  sidder. Jeg trækker på smilebåndet af mine sidemands pudsige og smidige foddans. Han har nogle enorme fødder.

Det hele er meget enkelt. Det er ingenting og alting. Legende prøver vi at opdage verden - med fødderne. Man kan sige, at det er et ritual, der forbinder os med hinanden. Den dansende musik i rummet inspirerer os til at bevæge fødderne i takt til. At lege med musikken – med fødderne. Vore fødder er meget forskellige. Som personlige aftryk. Der er kraftige maskuline fødder og små feminine fødder. Der i mørket kan vi sætte fødderne fri med vores foddans.

Bagefter bliver vi placeret to og to ved små borde, hvor vi skiftevist skal blæse på hinandens fødder med en lille gummi pipette og bagefter føre en lille metalkugle henover, før vi afslutter med en blød pensel. Som var det et maleri eller en skulptur, som vi færdiggør. Det er som at bygge en verden op sammen.  Ligegyldigt, hvordan det gøres, så bliver det til et mønster. En leg. Et forsøg på at nå hinanden. Det er en slags berøring – uden at vi fysisk rører hinanden.  Om fastholdelse og frisættelse. Om tilfangetagelse og frihed. Om mod. Om at tage tilløb, sætte af – og svæve afsted, sammen.

Foto: Nullo Facchini

Tilbage i hovedtemplet var der lagt en lille notesbog til hver, så vi kan nedskrive vores tanker, indtil vi ledes videre til næste ritual – for mit vedkommende i ”Void Chamber”. Igen ser vi vores egyptiske gudenavne oppe på skærmen, og følger med vores nye gruppe og tempelfører ned til næste ritual. Igen ledes vi fra hovedbygningen og nu over i modsatte side, ned af trapperne, før vi træder ind i et helt nøgent, hvidt rum.  Det er i blændende kontrast til mørket før. Midt på gulvet er der en bunke tørre visne blade. Rundt om i en cirkel ligger bælter og hovedtelefoner, som vi tager på. Vores fører taler ind i vore ører og fortæller os, at bladene er døden. Bladene er vore døde kropsceller. Det menneskelige affald vi efterlader os. Vore døde tanker. Alt det vi udskiller og kaster af os. Med sammenknebne øjne kan vi kun lige akkurat skimte de andre i rummet. Som silhuetter vi undgår at kollidere med, når vi langsomt begynder at bevæge os rundt mellem hinanden. Hurtigere og hurtigere, indtil vi løber, først i ring og bagefter ud og ind imellem hinanden. Vi forsøger at holde os fri af hinanden. Nogle gange skal vi alligevel standse og vende os mod den nærmeste, og med hænderne prøve at angive konturerne af hinanden, stadigt med næsten sammenknebne øjne og på afstand. Vi løber mod hinanden, løber væk fra hinanden, men mest løber vi ind i os selv. Ind i en tilstand, hvor vi bliver forfulgt af nogen eller noget som vi forsøger at undslippe. Måske er det døden i midten. Måske er det noget inde i os selv.

Hvor det første ritual var fastlåst, stillesiddende, men frisættende, er det næste åbent, nysgerrig og deterministisk. Det er to helt modsatrettede bevægelser, men jeg føler umiddelbart en frihed dér i rummet. Sammen med de andre – og imod de andre. Det er et smukt rum. Der er masser af luft omkring os. Der er mange muligheder for at være tilstede, og alligevel er der noget knugende i rummets midte. De døde visne blade. Den store intethed.

Da vi bagefter føres tilbage op i hovedtemplet, tænker jeg spændt på, hvad det næste bliver, men da er det allerede ovre. Tiden er smuttet fra mig. Der er mindst gået 1½ time. Min ledsager har det på samme måde. Hun har endda nået et ritual mere end mig. Det er kun ”Void Chamber”, som vi begge har været igennem.

Foto: Nullo Facchini

Min ledsager beretter, at der var én i hendes gruppe, der havde det så dårligt med sig selv, at hun måtte træde ud af ritualet, for hun var ikke i stand til at gennemføre det. Hun kunne ikke rumme den åbenhed, som hun blev placeret i. Ritualerne fordrer en afklarethed eller en lyst til en afklaring. Et legende mod.

Det er en performance, der fejrer vores menneskelige forbundenhed. Det er en dejlig og healende oplevelse at gennemleve disse ritualer - især nu. Jeg nyder den oplukkende og åbnende impuls i værket. Cantabile 2, ledet af Nullo Facchini, har endnu engang gået nye veje i et stærkt og nødvendigt værk. De har en særlig inviterende måde at række ud efter publikum på. Det er en ære at tage imod den kunstnerisk udstrakte hånd. Hver gang er jeg blevet ført på afsøgende rejser inde i mig selv. De foregående teaterrejser har på sin vis også haft ritualiserede træk, selv om de har været mere performative, men dette er den reneste rituelle rensning som teatret endnu har budt på. Det er den 4. af teatrets produktioner som jeg har haft fornøjelsen af at opleve. Og jeg kommer gerne igen – også i denne omgang, men ellers  til Vordingborg, hvor teatret holder til.  

 

 RE(W)RITE! Celebrating Human Connection

af Cantabile 2 på Den Frie

 

19. maj - 12. juni 2021

Den Frie, Oslo Plads 1, 2100 København Ø

Performers and ritual creaters: Delphine Supanya Berger, Nulla Facchini, Siri Facchini Haff, visual artist Helle Hove, Matteo Lanfranchi, Jinyeob Lee, Ilon Lodewijks, Elisa Menon, Marta Pawlikowska, Miglé Remeikaité, Anna Thunström, Sara Vilardo, Angela Østergaard

Idea and concept: Nullo Facchini

Director: Nullo Facchini

Performance texts: The Ensemble

Scenographer and costume designer: Catia Hauberg Engel

Head of production: Kim Wrang Henriksen

International producer and assisting director: Franziska Bork Petersen

Costume and head of wardrobe: Hanne Mørup

Assistant scenographer: Camilla Calundann

Sound designer: Anders Munch Amdisen

Lighting designer: Yaw Darko

Software developer: Jesper Lyng

Set construction: Nyby Sceneteknisk assisted by Oliver Fynbo

Building manager at Den Frie: Søren Fjeldsø

Photos: Nullo Facchini

*

Nogle af forestillingens ritualer er produceret i et kunstnerisk samarbejde med Effetto Larsen, Italien, og Elephants Laugh, Sydkorea.

*

Oplev RE(W)RITE! under CPH Stage 27.maj -5.juni 2021 – flere gange dagligt.

Hjemmeside og billetter

Husk også morgenritualet!

 Se teatertrailer.

*

 

Tidligere anmeldte Cantabile 2-forestillinger:

Gudslam (2020)

Påmørkets bund (2019)

Skjultnummer (sammen med Teatergrad, 2017)

*

Se oversigten over de

117 andre anmeldelser

*

Anmeldelse: GUDS LAM på Vordingborg Teater

Fotograf: Per Rasmussen.

Vordingborg Teater har til huse i byens gymnasie, men det er søndag og gymnasiet er tømt for elever, men fyldt med teatergæster. Nullo Facchini, stifter og leder af Cantabile 2, har instrueret teatrets 30 års jubilæumsforestillng, ”GUDS LAM. Det vi elsker. Det vi frygter”. Om Gents altertavle.

Forestillingen blev opført første gang i Gent i Holland. Cladio Morales og Siri Facchini  Haff er forestillingens to professionelle skuespillere, men deres opgave er denne dag blot at præsentere forestillingens medvirkende lokale borgere. Vi møder Vordingborgs borgmester og instruktøren fra Gent, der vises på bagvæggen, der er inddelt i de samme felter som altertavlen fra Gent, der er udgangspunktet for forestillingen. Først præsenteres vi for altertavlen, førend de nutidige borgere indtager rollerne fra det oprindelige maleri. Det gør de dels på scenen, og dels opprojiceret på bagvæggen i samme felter som personerne fra altertavlen.

Fotograf: Per Rasmussen

Det er Samuel Barbers 9 minutter lange ”Adagio for strings opus 11”, der musikalsk sammenkæder forestillingens mange beretninger. Det er et af de smukkeste og mest rørende strygerstykker, der løfter sig op over tid og rum med en helt egen overjordisk tone og klang. Musikken slynger sig beskyttende og forsonende rundt om fortællingernes skarpe hjørner. Det giver fin mening at bruge det i en forestillinger, der lader op mod 30 borgere mødes på scenen, hvor de nok spiller rollerne som de oprindelige borgere på den gamle altertalte, men mest af alt er de der for at fortælle deres egne livhistorier. For det er dét vi er inviteret ind til. Det er dramaturgisk lagt til rette, så den ene beretning passer sammen med den næste og på den måde kommer til at udgøre stemmerne i et folkekor, der synger en hel bys fortælling om deres levede liv, men som i lige så høj grad bliver en smuk og vidtfavnende hyldest til Cantabile 2´s 30 årige virke i byen.

 

Yderst i hver sin side af altertavlen er Adam og Eva afbildet. De forsøger at dække deres nøgenhed. Det er efter syndefaldet. Efter at Eva er blevet fristet af slangen og har spist af det forbudte æble fra kundskabens træ. Nutidens unge par beretter om, hvorfor de selv mener, at de egner sig som forestillingens moderne Eva og Adam. Eva fortæller om sin tilknytning til naturen, og at hun har det godt i sin nøgenhed, også der i lyset midt på scenen. Mens Adam beretter, at hans Eva i stedet må blive en anden Adam.  Det er bare én af forestillingens mange små overraskelser. Det næste er, da Adam og Eva nøgne gensidigt begynder at kærtegne hinanden, og snart efter forenes i en fysisk formæling, der i enhver anden sammenhæng ville have virket lummer og på grænsen til det pornografiske, men børnekoret er inden da rykket helt tæt over til parret, og er med til at gøre det til endnu ét af forestillings mange smukke øjeblikke. For smukt er det. Enkelt – og gennemført.

Fotograf: Per Rasmussen

Selvfølgelig er der en hårfin balance mellem udlevering og portrættering, men Siri Facchini Haffs værdige, varme, men alligevel afmålte og tilbageholdte præsentation af fortællingerne udgør en smuk ramme for det fortalte. Hun lader beretninger stå, ukommenteret, og det giver en stor værdighed. Men der er to, der ikke kan være med, denne dag. Den ene er den kun 6 uger gamle baby. Moren fortæller om fødslen i et vandbassin, og vi er med på storskærmen under fødslen. Det sker i løbet af et øjeblik, og så er underet født, og et lille nyt menneske er kommet til verden – og dukker op af vandet. Det er på én gang både gribende og overvældende. Den anden er den ældre mand, der er kommet tilbage til sit hjem for at dø der efter to hospice-ophold. På storskærmen fortæller han om, hvordan han forholder sig til det. Siri Facchini Haff stiller spørgsmål til ham som han besvarer, mens hun kigger op på filmen til ham. Han fortæller om konen og sønnerne, der snart ikke har ham længere - og som han skal sige farvel til. På spørgsmålet om, hvilken melodi han kunne tænke sig at høre, vælger han ”Dejlig er jorden”. Kameraet hviler på ham, mens vi lytter til salmen. Det virker som om vi lytter til den sammen, også selv om han døde måneden forinden, for det ophæver tid og rum, og får os til at træde indenfor i teatrets virkelighed, hvor altid bliver til her og nu. På den måde bliver det to fortællinger om liv og død, om livets begyndelse og afslutning.

Fotograf: Per Rasmussen

En anden af forestillingens gribende beretninger er moren til den 15-årige autistiske søn, der fortæller om dengang, hvor sønnen begynder at opføre sig ”anderledes”. Hans helt ændrede spisevaner får hende til at spørge, om han faster og holder ramadan? -Ja, svarer han. Hun er selv ateist, men vil gøre alt for sønnen, og understøtter ham i hans konvertering. Hun har ingen problemer med islam eller med religion i det hele taget. Men da sønnen bliver radikaliseret og stikker af hjemmefra, bliver hun frygtelig urolig. Da hun får beskeden om, at han er blevet slået ihjel under et droneangreb i Syrien, bryder hendes verden sammen. Hun sætter sig ind i, hvad det vil sige at være troende, for at forstå sønnen. Det er rørende at høre hende fortælle om den fredselskende religion, for hun vil gerne forstå sønnen. Det er som om hun rækker ud efter ham og nærmer sig ham, via sin forståelse. Som om de på den måde stadig er sammen. For at bearbejde sorgen og savnet begynder hun at lave smykker: bedekæder. Katolske og islamiske. Hendes udlægning af ’jihad’ er anderledes, men også forbløffende. For, som hun fortæller, er det kun en lille del af det, der betyder ’hellig krig’. Resten - som vi sjældent hører om - er de dyder der knytter sig til at tro, hvor man er forpligtet til at tage sig af andre og til at yde det bedste man kan - og jo, så er der også den del om hellig krig. Men det er den mindste. Det er som om hun har indadopteret smerten i sig for at kunne udholde den. Det er en menneskelig beretning, der gør indtryk. Det er også en af de få gange, hvor Siri Facchini Haff selv kommenterer det: ”... den form for udlægning har jeg aldrig hørt før!” Men det bliver sagt anerkendende og med respekt. En anden beretning, i forbindelse med altertavlens felt med de troende, fortælles af en ISIS-sympatisør, der beskriver sit had til de vantro og det sekulære. Det er en oprørende tale, men flot spillet af skuespilleren, der læser ordene som er hentet fra internettet, for det var ikke muligt at finde nogen i Vordingborg, der ville læse teksten fra scenen.

Fotograf: Per Rasmussen

Der er andre fremmede stemmer med. To herboende syriske flygtninge fortæller om deres flugt. Faren er tjener på den lokale restaurant nede ved havnen, men drømmer om engang at få sin egen. Ægteparret fortæller på skift om flugten hen over Middelhavet. De beretninger har jeg efterhånden hørt mange af, men det er hver gang stadigvæk lige oprørende og forfærdende. 

Fotograf: Per Rasmussen

Og så er der fårene, eller rettere Guds Lam. Det bliver ikke slagtet live på scenen, men vi ser det gengivet på skærmen, mens et får bliver klippet på scenen. På det oprindelige alterbillede står offerlammet stolt knejsende i midten, mens en blodstråle vælder frem fra halsen. Betagende var det at følge klipningen, der bliver foretaget af den lokale fåreavler. Fåret blev klippet på få minutter. Fåreavleren fortalte, at han havde taget tre får med, da får er flokdyr, og at de føler sig trygge, når de ikke er alene, så det er meget lettere at have tre med end bare ét. Forestillingen indledtes da også med at de tre får løb henover scenen fulgt af fårehyrden og hans hund. Efterfulgt af det børnekor, som Siri Facchini Haff dirigerede, der sang glade Halfdan Rasmussen-agtige sange i løbet af forestillingen.

Det er en fantastisk forestilling, der fortæller en gribende beretning om borgere i Vordingborg, men ikke mindst om mennesker i vor tid. Mange af de medvirkende og publikum i salen kendte garanteret hinanden i forvejen. I hvert fald af udseende, men hvor mange kendte egentlig hinandens historier? Det gør de nu takket være GUDS LAM. 
Det er en mindst lige så spændende fortælling for andre uden kendskab til byen og dens borgere. 
Tillykke til Vordingborg og til Cantabile 2 med de første 30 år.

Fotograf: Per Rasmussen

GUDS LAM

Cantabile 2

Vordingborg Teater

24.-28. januar 2020

Performere: 

Siri Facchini Haff og Claudio Morales

Lokale medvirkende på scenen: 

Karolina Dam, Anna Bove Eiler, Malik Facchini Haff, Frank Hansen, Maren Mille Henckel, Tuk André Henckel, Merle Lauenborg Hyrup, Mynte Lauenborg Hyrup, Ester Betak Lund, Julie Nielsen, Morgan Finke Nygaard, Kathleen C. A. Poblete, Shirin Samir, Ahmad Sarkojak, Fadi Sarkojak, Sofie Therese Margareth Sillemann, Sofia Elisa Sommerstedt-Rasmussen, Jens Ulvedahl, Lulu Rose Koppel Aamand

Lokale medvirkende i videoprojektioner: 

Kalle Lund-Nielsen, Bjarne Mortensen, Julie Nielsen, Mohamed Ali Osman, Milo Rau, Anders Roland, Mikael Smed, Flemming Rasmussen – Nybyskov Økologi

Originalkoncept: Milo Rau, NTGent
Instruktion: Nullo Facchini

Dramaturgisk assistent: Barbara Rousset
Produktionsleder: Karolina Pietrzykowska
Teknik og lysdesign: IMULTO
Lydteknik: Peter Koch
Videoteknik: Stijn Pauwels

Konstruktion af ramme: Nyby Sceneteknik
Sangtekster børnekor: Marc Facchini
Arrangement børnekor: Anders Roland
Lyddesign: Daniela Bretes Maciel Elneff
Videodesign: Christine Hvidt
Visuelt design: Charlotte Grum
Teatermaler: Charlotte K. Dethlefsen
Scenografiassistent: Morten Juhl

Overordnet børneansvarlig: Siri Facchini Haff
Produktionsassistent og børneansvarlig: Kai Petra Vriesema
Assisterende børneansvarlig: Emmely Linnebjerg

Research: 

Klaus Geisler, Charlotte Grum, Siri Facchini Haff, Karolina Pietrzykowska, Barbara Rousset

Videobilleder i altertavleramme og pressefotos: Per Rasmussen
Videoer – undtagen af slagtning: Per Rasmussen
Video af slagtning: Jesper Truelsen

Praktikant: Emmelie Jønsson
Grafisk design: Lone Fomsgaard
Producent: Maria Westh Hage
Administration: Helle Iuel
PR & presse: Helle Bøgelund
Produktion: Cantabile 2

*

Hjemmeside:

Det trykte program (som PDF)

*

Tidligere anmeldte forestillinger med Cantabile 2:

På mørkets bund (2019)

Skjult nummer (2017)

 *

Om forestillingen og altertavlen:

”Den belgiske altertavle fra 1432 er malet af brødrene Hubert og Jan van Eyck og placeret i St. Bavo katedralen i Gent. Det store kunstværk ­ (3,5 x 4,6 m) billedliggør menneskehedens skabelse og udvikling i et kristent perspektiv med Adam og Eva som ur-forældrene, der sammen med to englekor flankerer midterfeltet med Gud Fader omgivet af Jomfru Maria og Johannes Døberen, og under dem korsfarere, de retfærdige dommere, pilgrimme og eremitter; og i det helt centrale billedfelt Helligånden og det tilbedte offerlam inden ofringen. Denne tavle inspirerede instruktør Milo Rau, leder af nationalteatret NTGent, til en nutidig iscenesættelse med lokale borgere fra Gent, og hans forestilling ’Lam Gods’ havde premiere i 2018. Denne forestilling har inspireret Nullo Facchini, kunstnerisk leder af Cantabile 2, til GUDS LAM, alt det vi elsker, alt det vi frygter.”