Anmeldelse: GUDS LAM på Vordingborg Teater

Fotograf: Per Rasmussen.

Vordingborg Teater har til huse i byens gymnasie, men det er søndag og gymnasiet er tømt for elever, men fyldt med teatergæster. Nullo Facchini, stifter og leder af Cantabile 2, har instrueret teatrets 30 års jubilæumsforestillng, ”GUDS LAM. Det vi elsker. Det vi frygter”. Om Gents altertavle.

Forestillingen blev opført første gang i Gent i Holland. Cladio Morales og Siri Facchini  Haff er forestillingens to professionelle skuespillere, men deres opgave er denne dag blot at præsentere forestillingens medvirkende lokale borgere. Vi møder Vordingborgs borgmester og instruktøren fra Gent, der vises på bagvæggen, der er inddelt i de samme felter som altertavlen fra Gent, der er udgangspunktet for forestillingen. Først præsenteres vi for altertavlen, førend de nutidige borgere indtager rollerne fra det oprindelige maleri. Det gør de dels på scenen, og dels opprojiceret på bagvæggen i samme felter som personerne fra altertavlen.

Fotograf: Per Rasmussen

Det er Samuel Barbers 9 minutter lange ”Adagio for strings opus 11”, der musikalsk sammenkæder forestillingens mange beretninger. Det er et af de smukkeste og mest rørende strygerstykker, der løfter sig op over tid og rum med en helt egen overjordisk tone og klang. Musikken slynger sig beskyttende og forsonende rundt om fortællingernes skarpe hjørner. Det giver fin mening at bruge det i en forestillinger, der lader op mod 30 borgere mødes på scenen, hvor de nok spiller rollerne som de oprindelige borgere på den gamle altertalte, men mest af alt er de der for at fortælle deres egne livhistorier. For det er dét vi er inviteret ind til. Det er dramaturgisk lagt til rette, så den ene beretning passer sammen med den næste og på den måde kommer til at udgøre stemmerne i et folkekor, der synger en hel bys fortælling om deres levede liv, men som i lige så høj grad bliver en smuk og vidtfavnende hyldest til Cantabile 2´s 30 årige virke i byen.

 

Yderst i hver sin side af altertavlen er Adam og Eva afbildet. De forsøger at dække deres nøgenhed. Det er efter syndefaldet. Efter at Eva er blevet fristet af slangen og har spist af det forbudte æble fra kundskabens træ. Nutidens unge par beretter om, hvorfor de selv mener, at de egner sig som forestillingens moderne Eva og Adam. Eva fortæller om sin tilknytning til naturen, og at hun har det godt i sin nøgenhed, også der i lyset midt på scenen. Mens Adam beretter, at hans Eva i stedet må blive en anden Adam.  Det er bare én af forestillingens mange små overraskelser. Det næste er, da Adam og Eva nøgne gensidigt begynder at kærtegne hinanden, og snart efter forenes i en fysisk formæling, der i enhver anden sammenhæng ville have virket lummer og på grænsen til det pornografiske, men børnekoret er inden da rykket helt tæt over til parret, og er med til at gøre det til endnu ét af forestillings mange smukke øjeblikke. For smukt er det. Enkelt – og gennemført.

Fotograf: Per Rasmussen

Selvfølgelig er der en hårfin balance mellem udlevering og portrættering, men Siri Facchini Haffs værdige, varme, men alligevel afmålte og tilbageholdte præsentation af fortællingerne udgør en smuk ramme for det fortalte. Hun lader beretninger stå, ukommenteret, og det giver en stor værdighed. Men der er to, der ikke kan være med, denne dag. Den ene er den kun 6 uger gamle baby. Moren fortæller om fødslen i et vandbassin, og vi er med på storskærmen under fødslen. Det sker i løbet af et øjeblik, og så er underet født, og et lille nyt menneske er kommet til verden – og dukker op af vandet. Det er på én gang både gribende og overvældende. Den anden er den ældre mand, der er kommet tilbage til sit hjem for at dø der efter to hospice-ophold. På storskærmen fortæller han om, hvordan han forholder sig til det. Siri Facchini Haff stiller spørgsmål til ham som han besvarer, mens hun kigger op på filmen til ham. Han fortæller om konen og sønnerne, der snart ikke har ham længere - og som han skal sige farvel til. På spørgsmålet om, hvilken melodi han kunne tænke sig at høre, vælger han ”Dejlig er jorden”. Kameraet hviler på ham, mens vi lytter til salmen. Det virker som om vi lytter til den sammen, også selv om han døde måneden forinden, for det ophæver tid og rum, og får os til at træde indenfor i teatrets virkelighed, hvor altid bliver til her og nu. På den måde bliver det to fortællinger om liv og død, om livets begyndelse og afslutning.

Fotograf: Per Rasmussen

En anden af forestillingens gribende beretninger er moren til den 15-årige autistiske søn, der fortæller om dengang, hvor sønnen begynder at opføre sig ”anderledes”. Hans helt ændrede spisevaner får hende til at spørge, om han faster og holder ramadan? -Ja, svarer han. Hun er selv ateist, men vil gøre alt for sønnen, og understøtter ham i hans konvertering. Hun har ingen problemer med islam eller med religion i det hele taget. Men da sønnen bliver radikaliseret og stikker af hjemmefra, bliver hun frygtelig urolig. Da hun får beskeden om, at han er blevet slået ihjel under et droneangreb i Syrien, bryder hendes verden sammen. Hun sætter sig ind i, hvad det vil sige at være troende, for at forstå sønnen. Det er rørende at høre hende fortælle om den fredselskende religion, for hun vil gerne forstå sønnen. Det er som om hun rækker ud efter ham og nærmer sig ham, via sin forståelse. Som om de på den måde stadig er sammen. For at bearbejde sorgen og savnet begynder hun at lave smykker: bedekæder. Katolske og islamiske. Hendes udlægning af ’jihad’ er anderledes, men også forbløffende. For, som hun fortæller, er det kun en lille del af det, der betyder ’hellig krig’. Resten - som vi sjældent hører om - er de dyder der knytter sig til at tro, hvor man er forpligtet til at tage sig af andre og til at yde det bedste man kan - og jo, så er der også den del om hellig krig. Men det er den mindste. Det er som om hun har indadopteret smerten i sig for at kunne udholde den. Det er en menneskelig beretning, der gør indtryk. Det er også en af de få gange, hvor Siri Facchini Haff selv kommenterer det: ”... den form for udlægning har jeg aldrig hørt før!” Men det bliver sagt anerkendende og med respekt. En anden beretning, i forbindelse med altertavlens felt med de troende, fortælles af en ISIS-sympatisør, der beskriver sit had til de vantro og det sekulære. Det er en oprørende tale, men flot spillet af skuespilleren, der læser ordene som er hentet fra internettet, for det var ikke muligt at finde nogen i Vordingborg, der ville læse teksten fra scenen.

Fotograf: Per Rasmussen

Der er andre fremmede stemmer med. To herboende syriske flygtninge fortæller om deres flugt. Faren er tjener på den lokale restaurant nede ved havnen, men drømmer om engang at få sin egen. Ægteparret fortæller på skift om flugten hen over Middelhavet. De beretninger har jeg efterhånden hørt mange af, men det er hver gang stadigvæk lige oprørende og forfærdende. 

Fotograf: Per Rasmussen

Og så er der fårene, eller rettere Guds Lam. Det bliver ikke slagtet live på scenen, men vi ser det gengivet på skærmen, mens et får bliver klippet på scenen. På det oprindelige alterbillede står offerlammet stolt knejsende i midten, mens en blodstråle vælder frem fra halsen. Betagende var det at følge klipningen, der bliver foretaget af den lokale fåreavler. Fåret blev klippet på få minutter. Fåreavleren fortalte, at han havde taget tre får med, da får er flokdyr, og at de føler sig trygge, når de ikke er alene, så det er meget lettere at have tre med end bare ét. Forestillingen indledtes da også med at de tre får løb henover scenen fulgt af fårehyrden og hans hund. Efterfulgt af det børnekor, som Siri Facchini Haff dirigerede, der sang glade Halfdan Rasmussen-agtige sange i løbet af forestillingen.

Det er en fantastisk forestilling, der fortæller en gribende beretning om borgere i Vordingborg, men ikke mindst om mennesker i vor tid. Mange af de medvirkende og publikum i salen kendte garanteret hinanden i forvejen. I hvert fald af udseende, men hvor mange kendte egentlig hinandens historier? Det gør de nu takket være GUDS LAM. 
Det er en mindst lige så spændende fortælling for andre uden kendskab til byen og dens borgere. 
Tillykke til Vordingborg og til Cantabile 2 med de første 30 år.

Fotograf: Per Rasmussen

GUDS LAM

Cantabile 2

Vordingborg Teater

24.-28. januar 2020

Performere: 

Siri Facchini Haff og Claudio Morales

Lokale medvirkende på scenen: 

Karolina Dam, Anna Bove Eiler, Malik Facchini Haff, Frank Hansen, Maren Mille Henckel, Tuk André Henckel, Merle Lauenborg Hyrup, Mynte Lauenborg Hyrup, Ester Betak Lund, Julie Nielsen, Morgan Finke Nygaard, Kathleen C. A. Poblete, Shirin Samir, Ahmad Sarkojak, Fadi Sarkojak, Sofie Therese Margareth Sillemann, Sofia Elisa Sommerstedt-Rasmussen, Jens Ulvedahl, Lulu Rose Koppel Aamand

Lokale medvirkende i videoprojektioner: 

Kalle Lund-Nielsen, Bjarne Mortensen, Julie Nielsen, Mohamed Ali Osman, Milo Rau, Anders Roland, Mikael Smed, Flemming Rasmussen – Nybyskov Økologi

Originalkoncept: Milo Rau, NTGent
Instruktion: Nullo Facchini

Dramaturgisk assistent: Barbara Rousset
Produktionsleder: Karolina Pietrzykowska
Teknik og lysdesign: IMULTO
Lydteknik: Peter Koch
Videoteknik: Stijn Pauwels

Konstruktion af ramme: Nyby Sceneteknik
Sangtekster børnekor: Marc Facchini
Arrangement børnekor: Anders Roland
Lyddesign: Daniela Bretes Maciel Elneff
Videodesign: Christine Hvidt
Visuelt design: Charlotte Grum
Teatermaler: Charlotte K. Dethlefsen
Scenografiassistent: Morten Juhl

Overordnet børneansvarlig: Siri Facchini Haff
Produktionsassistent og børneansvarlig: Kai Petra Vriesema
Assisterende børneansvarlig: Emmely Linnebjerg

Research: 

Klaus Geisler, Charlotte Grum, Siri Facchini Haff, Karolina Pietrzykowska, Barbara Rousset

Videobilleder i altertavleramme og pressefotos: Per Rasmussen
Videoer – undtagen af slagtning: Per Rasmussen
Video af slagtning: Jesper Truelsen

Praktikant: Emmelie Jønsson
Grafisk design: Lone Fomsgaard
Producent: Maria Westh Hage
Administration: Helle Iuel
PR & presse: Helle Bøgelund
Produktion: Cantabile 2

*

Hjemmeside:

Det trykte program (som PDF)

*

Tidligere anmeldte forestillinger med Cantabile 2:

På mørkets bund (2019)

Skjult nummer (2017)

 *

Om forestillingen og altertavlen:

”Den belgiske altertavle fra 1432 er malet af brødrene Hubert og Jan van Eyck og placeret i St. Bavo katedralen i Gent. Det store kunstværk ­ (3,5 x 4,6 m) billedliggør menneskehedens skabelse og udvikling i et kristent perspektiv med Adam og Eva som ur-forældrene, der sammen med to englekor flankerer midterfeltet med Gud Fader omgivet af Jomfru Maria og Johannes Døberen, og under dem korsfarere, de retfærdige dommere, pilgrimme og eremitter; og i det helt centrale billedfelt Helligånden og det tilbedte offerlam inden ofringen. Denne tavle inspirerede instruktør Milo Rau, leder af nationalteatret NTGent, til en nutidig iscenesættelse med lokale borgere fra Gent, og hans forestilling ’Lam Gods’ havde premiere i 2018. Denne forestilling har inspireret Nullo Facchini, kunstnerisk leder af Cantabile 2, til GUDS LAM, alt det vi elsker, alt det vi frygter.”

Anmeldelse: PÅ MØRKETS BUND på Vordingborg Teater

Fotograf: Per Rasmussen.

På mørkets bund, hvad finder man der? Helt dernede, hvor lyset ikke når ind, og hvor mørket lukker sig omkring én? Det var det, som jeg sammen med en 6. klasse fra en lokal skole i Vordingborg blev inviteret indenfor på Vordingborg Teater i selskab med Cantabile 2 for at udforske. Vi var ikke publikum, men snarere deltagere.

Vi fik udleveret sorte tykke sokker og et bælte, hvor der var plads til en lommelygte og en pose med kridt i. Én for én blev vi ledt gennem scenetæppet ind på den mørklagte scene og placeret foran hver sin sten, oplyst af en lommelygte, og derfra vandrede vi længere og længere ned mod mørkets bund.

Fotograf: Per Rasmussen.

Da jeg først trådte ind og kiggede mig rundt, tænkte jeg lidt skuffet: ”Nå, er der ikke andet - og er det ikke større! Men en time senere, da vi skulle samme vej ud igen, følte jeg mig trist over at skulle forlade det intime og trygge rum, som teatret havde anbragt mig og børnene i. Det ville være synd at fortælle, hvad man oplever undervejs, for det er så afgørende, at det netop sættes frit i den overraskelse, der ligger i mødet med det ukendte. For mødet med mørkets bund er også mødet med det ukendte inde i os selv. Angsten og mørket. Den lukkede kasse, som vi hver især bærer på, blev vi i løbet af forestillingen modige nok til at åbne, fordi angsten og mørket ikke længere var en skjult del af os.

Det er en smuk intention, og det lykkedes. Noget meget uhåndterligt og svært tilgængeligt lykkedes til fulde i den meget fine og bevægende interaktive forestilling, der var en poetisk vandring med børn, så sårbare og åbne som man kan være, når man kun er 13 år.

Inden vi gik ind, var der en lille kvik fyr fra 6.J. med strithår og gul hættetrøje, der kiggede drilsk og undersøgende på mig og spurgte: ”Er du én der skal lære os noget?” Jeg rystede på hovedet og svarede: ”Vil du da gerne lære noget?” Han kiggede tøvende på mig, og det var tydeligt at han havde mest lyst til at svare JA, men alligevel svarede: ”Naej”

Fotograf: Per Rasmussen.

Spørgsmålet er, om man kan lære børn noget? Men hvis man kan gøre dem så trygge, som det lykkedes med Cantabile 2’s ”På mørkets bund”, en interaktiv forestilling med to skuespillere i et mørklagt rum belyst magisk og manende, så er meget nået. For det handler selvfølgelig om at turde. Turde gå ind i mørket og tage imod det, tage bolig i det. Ikke for at forsvinde, men for derimod at overtage det. Det eneste jeg vil røbe om selve handlingen er, at på et tidspunkt befandt vi os inde i en hule, og i ly af mørket gik en sten fra hånd til hånd, og når man fik stenen i hånden, kunne man fortælle, hvad der  gemmer sig i mørket - og røbe, hvad vi hver især er misundelige over.  Det var påfaldende, hvor mange af børnene, der talte om, at de var misundelige på dem, hvis forældre ikke var skilt. En pige fortalte, at hun var misundelig på dem, der stadig havde en far. En dreng sagde, at han var misundelig på dem, der kunne stave. Én sagde, at han var misundelig på dem, der kunne holde rigtigt på blyanten. En journalist fra den lokale avis røbede, at han var misundelig på dem, der kunne skrive bedre end ham. Selv sagde jeg, at jeg var misundelig på dem, der er dygtigere end jeg er. Jeg tror, at alle gik klogere derfra. Tak til Cantabile 2 for det mod de udviser, når de vælger at lave en så poetisk og udfordrende forestilling, der var smukt og indfølende instrueret af Sandra Yi Sencindiver (Teatergrad). Det var overordentligt vellykket og modigt teater i Vordingborg.

Fotograf: Per Rasmussen.

PÅ MØRKETS BUND

- en performance om at møde dybden i sig selv

for de 10-14 årige.

60 minutter for max. 30 deltagere

af og med Cantabile 2 og Sanseværk (inddragende scenekunst for børn) 

Spillested: Vordingborg Teater.

Idé, koncept og performere: 

Karolina Pietrzykowska og Siri Facchini Haff

Instruktør: 

Sandra Yi Sencindiver

Konsulent og produktionschef: Nullo Facchini

Konsulent på scenografi: Mie Riis Christiansen

Instruktørassistent: Katrine Laursen

Konsulent på lys: Pernille Plantener Holst

Komponist: Marc Facchini

Rekvisittør: Sanne Mejse Ystrøm

Scenebygger: John Nyby

*

Læs mere om Cantabile 2 

og forestillingen

– se trailer 

Forestillingen kan opleves på den kommende børneteaterfestival i Hjørring i næste måned samt 26 gange i løbet af efteråret for kommunens børn på Vordingborg Teater, hvoraf flere forestillinger er åbne.

*

Fra den 25.-31. august 2019 står Cantabile 2 

for den store internationale teaterfestival WAVES 

*

”Tiggeroperaen” om traficking, instrueret af teatrets leder, Nullo Facchini, var den første af Cantabile 2’s forestillinger som jeg så for 10 år siden, i 2009, i Kanonhallen på Østerbro. Det var en forestilling, der forundrede og forstyrrede mig. Selv 10 år efter ved jeg ikke, hvad det var jeg oplevede dengang. Marilyn Mazur spillede på et bilskrog, der langsomt blev skilt ad. Det var både vredt og poetisk.

*

Tidligere anmeldte Cantabile 2-forestillinger:

Skjult nummer – i samarbejde med Teatergrad

(Reumert for bedste performance 2018)

  

Anmeldelse: SKJULT NUMMER af Cantabile 2 & Teatergrad

Fotograf: Karoline Lieberkind

Du befinder dig i en sanselabyrint, hvor alle veje fører frem mod dig selv. Du er din egen rejsefører, og rejsen er en livsrejse, hvor du først og fremmest møder dig selv og dine drømme, håb og ønsker. For hvem er du og hvad ønsker du af livet? Hvilken vej vælger du? Du starter med at møde dig selv – i døden. Du gravsættes, kastes tilbage i mindernes hus og bliver bagefter giftet væk – med dig selv. Du er dit eget teaterstykke. Du er arenaen for den forestilling som Cantabile 2 ledet af Nullo Facchini, fra Vordingborg, iscenesætter sammen med københavnske Teatergrad rundt om dig.

Hvorfor går vi i teatret? Velsagtens for at møde os selv og hinanden. For at nå ind til de rum indeni, hvor alting startede. Dengang, hvor vi dannedes. Dengang, hvor livet var så skrøbeligt, at alting var så svært. Det er den tilstand vi søger tilbage til. Det er den livsrejse som forestillingen opfordrer os til at følge. Selve titlen lægger op til det mobilnummer som den telefon vi får med på rejsen ringer op fra. Måske er livet at følge nogle af de opfordringer vi får fra de ”ukendte numre” omkring os.

Selve begyndelsen er vi fælles om, da vi mødes på en skole på Duevej på Frederiksberg. Senere deles vi op i grupper og besøger tre steder i byen. Men inden vi når så langt, gennemlever vi et fælles ritual. Der bliver taget meget venligt imod os. Det føles hjemligt, men også som porten ind til det ukendte, og det er den vej vi guides videre ad, da vi via en smal trappe ledes op ovenpå, hvor vi to og to føres ind i et smukt lokale, hvor vi splittes op og placeres foran en anden publikummer som vi får overdraget ansvaret for. Det er dét menneske som vi skal lære at kende. Det er dét forestillingen handler om, men også om at lære os selv bedre at kende. Vi udstyres med en farvet paraply og på et givent signal starter vores rejse rundt i byen, for udenfor venter en taxa med en chauffør på hver af de 3-4 mand store grupper, der derefter transporteres frem mod for os ukendte destinationer i København. Med lukkede øjne fragtes vi hen til første sted. Ingen af rejserne er ens, for ingen vil antagelig tilbagelægge samme rejse, og selv om de gør, vil de opleve noget forskelligt. Sådan er det også med de liv vi hver især lever.

Vi mødte ”Kvinde & Døden”, ”Manden i Familien” og ”Kvinden i Kirken”. Det første og andet sted blev vi guidet igennem af en enkelt person, mens det tredje sted var der flere personer til at lede os gennem oplevelsen, der trængte stadig dybere ind i os og i hinanden. For der var flere forløb, der kørte sideløbende, for samtidig med at vi selv var på en personlig mission frem mod os selv, handlede det også om at knytte bånd til hinanden. Om at opbygge tillid til hinanden, men først og fremmest handlede det om åbenhed, hjertelighed og om at bygge bro til det i os, der hver især holder os sammen. Om at turde. For hvad er det, der holder et liv sammen, hvad er det for en virkelighed som vi har bygget om os selv og hinanden? Hvor er vi på vej hen, og hvad er det for en virkelighed vi lever i? Hvad er det som gør os til det vi er? Hvordan finder vi nøglen til at nå det inde i os selv? At følge anvisningerne fra ”Skjult nummer” var en udfordrende sjælevandrende måde at forsøge at få det afdækket på. Tak for opfordringen – den er hermed givet videre. Hvis du tør?

Fotograf: Karoline Lieberkind

SKJULT NUMMER

Cantabile 2 & Teatergrad

Medvirkende Anna Bove Eiler, Loa Carlslund, Nullo Facchini, Siri Facchini Haff, Karolina Pietrzykowska, Al Seed, Steffen Sommerstedt, Maria Stoyanova, Sandra Yi Sencindiver, Angela Østergaard, Natali Khokhlova
Instruktør Nullo Facchini
Scenograf Paola Serafini
Teknisk chef & lysdesigner Allan Hansen (Det Kinesiske Lysthus: Malte Hauge)

Scenografiske assistenter Lui Angelini, Vilde Jensen
Ide & Koncept Cantabile 2
Fotograf Karoline Lieberkind (fra Vordingborg-udgaven)
Forestillingsleder Delia Trice
Projektleder Karen Zenia Hai Hermansen
Frivilligkoordinator Kiki Stybe
Administrator Helle Luel
Producent Gavin Charles Clarke
Arrangør Teatergrad
 
Spilleperiode 1.-11. juni 2017 – kl. 18.45
Varighed ca. 3 timer
Mødested Skolen på Duevej, Gymnastiksalen, Duevej 63, 2000 Frederiksberg
Indgår i CPH Stage 2017

Om Cantabile 2: Egnsteater i Vordingborg. Skaber Human Specific Performing Art, hvor non-fiktion og publikumsinteraktion er centralt.

Om Teatergrad: Københavnsk byrumsteater. Skaber nye teaterrum i alle byens rum. Ude og inde.

Hjemmeside & billetter

Anmeldelser af tidligere Teatergrad-forestillinger:
En landsby på højkant
Forført
Husker du?